Han ser, hun vender øjne og tror, det er som følge af kommentaren, hun før kom med, hvilket kortvarigt bringer et lille smil på hans læber. Han følger hende hen til sofaen og sætter sig sammen med hende, før han med et tungt suk slår ud med den hånd, han ikke stadig holder hendes i.
"Jeg ved knapt hvor, jeg skal starte i alt det her. Mit liv har været noget værre rod siden jeg kom hertil. Først mødte jeg en kvinde, der allerede var optaget af en anden mand. Vi forelskede os, og da hun omsider var fri, havde min tåbelighed bundet mig til en anden kvinde. JEg kunne ikke holde styr på noget af det, og hun forsøgte faktisk at tage sit liv ... Hun sprang ud fra klipperne nede syd på, og jeg sprang efter hende uden tanke på liv og lemmer. JEg var så opsat på at redde hende, og det lykkedes. Så fik hun et barn med ham, og hun bortadopterede barnet. JEg var så tåbelig, jeg senere hjalp hende med at opspore barnet, som om det ville gøre kløften mellem os mindre. Jeg var selv så desperat jeg..." Han holdt en pause og skar en væmmelsens grimasse af ren og skær frastødelse over sig selv. "JEg forsøgte at tage mit liv, og havde det ikke været for Flora, var jeg død. JEg skammer mig sådan over det, men jeg har så mange gange siden ønsket, det var sluttet der ... Men nej, så let slap jeg ikke. Til sidst stak Flora af med børnene, som du ved, og jeg var så desperat jeg begyndte..." Han løftede armen op og lagde den for øjnene for at skjule de tårer, der trængte sig på "Jeg begynde gud jælpe mig at drikke ... Den ene svaghed jeg havde svoret aldrig at påtage mig. Jeg havde svoret ved mit liv, jeg ikke var så svag som min fader, der drak efter tabet af min moder, jeg havde svoret overfor mig selv, jeg aldrig ville ty til den slags ... Og for at gøre det værre, slog jeg næsten min gudsøn ihjel foruden en kvinde, jeg da elskede ... De flygtede begge fra mig ... Fra mig, Gabrielle ... Så mange nætter drak jeg mig fra sans og samling, så mange nætter forsøgte jeg at gøre en ende på det hele. Jeg ønskede ikke at leve mere, ønskede ikke at fortsætte. Det var som om jeg var skæbnebestemt til at miste alt, der nogensinde har betydet noget for mig, og selvom jeg bør se det at jeg har mødt dig som en frisk start, en ny chance, så kan jeg næppe tro, jeg har fortjent det. Jeg frygter, jeg vil miste dig også, vil miste alt igen ... Jeg ved ikke om jeg kan klare sådan et slag, selvom jeg nu har været ædru i lidt over et år ..." Han strammede læberne hårdt sammen for at stilne sine tårer, der snart sneg sig ud over kanten af hans øjne, og hans stemme, der ellers altid var så sikker, bævede let af sorg. I hans egne øjne var hans synder så store, at han ikke fortjente nogen ekstra chance, selvom hans gode gerninger og intentioner var mange.

Gabrielles ansigt afslørede ikke meget da hun lyttede, men hendes medfølelse var dybfølt. Det var ren og skær vane der gjorde at hun skjulte det. Men det varede kun indtil hun så truslen af tårer i hans øjne. Hun bed sig i underlæben, og hendes øjne genspejlede hans smerte.
"Jeg har aldrig haft et fast forhold, fordi jeg aldrig har følt for det. Men jeg kan garantere dig at jeg ikke har tænkt mig at forlade dig, sådan som tingene står til nu. Som sagt er der ingen af os der kan sige noget om fremtiden, men den er helle ikke vigtig. Jeg håber at dine ønsker om at give slip på livet forsvinder, og at jeg måske kan hjælpe til.
Jeg kan godt forstå hvorfor du føler sådan over at have givet efter for alkohol, men se det på den lyse side. Du har ikke rørt det i et år, og dét viser styrke. Vi har alle vores svagheder. Endnu en styrke er at fortælle og snakke om det, for det hjælper alt sammen, og det er bedre end at gå og lukke det inde i sig selv." Hun vidste at chancen for at han ville falde tilbage var større hvis ikke han havde nogen at snakke med om sine indre dæmoner, og det håbede hun for alt i verden ikke ville ske.

Han holder stadig armen fast over øjnene og ved intet om, hun er klsar over grunden til dette.
"Hver gang jeg kan lugte alkohol kommer trangen tilbage, og hver eneste dag, når jeg går ned i min vingård for at se til produktionen presser det mig til det yderste. Der går ikke en dag, hvor trangen til at drukne alt ikke er der ... eller det gjorde der ikke." Omsider genvinder han kontrollen over sig selv, og han tager armen ned og ser på hende.
"De sidste par dage med dig har åbnet op for en helt ny del af mig, og jeg har ikke tænkt meget på trangen. Det er som om din blotte tilstedeværelse lindrer min sorg og den forbandede trang ... Som om du gør mig til et nyt og bedre menneske ... OG du tror på migsom ingen nogen sinde har gjort det før. Tak Gabrielle, tak fordi du forstår." Han tvang et smil frem og lænede sig frem for at kysse hende blidt på munden. Et enkelt, sødt kys, der alt for hurtigt var forbi, og han længtes efter at tage hende i sine arme og drukne alle sine sorger ved hendes munds sødme. Men han gjorde det ikke.

Smilet vender tilbage på hendes læber med hans taknemmelighed. Det overraskede hende ikke at folk ikke plejede at være så forstående overfor ham, men det gjorde det ikke mindre trist. Hun havde var ikke en person med en særligt stor omgangskreds, faktisk foretrak hun oftest at være alene med Tit, men hun havde brugt utallige timer med at betragte andre mennesker. Måske var det netop denne distance der gjorde hende i stand til at se på tingene i et helt andet lys.
Hun giver hans hånd et blidt klem. "Jeg tror ikke på, jeg gør dig til et bedre menneske. Jeg fremhæver nok nærmere nogen skjulte sider," driller hun. Egentligt er hun bare glad for at kunne være behjælpelig og gøre ham mere glad. "Heldigvis er du sluppet for vingården nu, så det skal du ikke bekymre dig om. Og hvis det kan holde dig sober og nogenlunde ved dine fulde fem, så skal jeg nok lade være med at blive væk for længe ad gangen." Tanken om det fik hende til at smile mere, og hun havde intet imod hvis det skulle være sådan.

Han løfter hendes hånd op til sin mund og kysser hendes fingre en ad gangen.
"Tak min kære, det skal glæde mig meget ... Og jeg mente ikke, du gør mig til et bedre menneske, men du får mig til at få lyst til at være et og til at prøve hårdere på at være dt i stedet for at være ligeglad. For det var jeg, Gabrielle, så fuldstændigt ligeglad med alt ..." Han vendte hendes hånd rundt og brugte et øjeblik på at trykke et blødt kys mod hendes håndflade.

Gabrielles fingre brændte hvor hans læber kærtegnede dem, og hun havde ufatteligt svært ved at tro at hun kunne få en person til at føle så meget godt, til nærmest at genvinde lysten til livet, og så oven i købet en person som var kommet til at betyde så meget for hende. Hans velbefindende var vigtigt for hende, og derfor gjorde det hende glad at høre det ord. Samtidig var hun trist over at han havde haft det så skidt. Det var tydeligt at han ikke bare sagde det for medlidenhedens skyld.
Hun lænede sig frem og trykkede forsigtigt sine læber mod hans pande, og smilede så opmuntrende til ham. "Vi skal nok få noget godt ud af det her, det er jeg sikker på."

Han smilede ømt og strøg hende over kinden.
"Det håber jeg virkelig, min kære." Med et blidt suk læner han sig frem og trykker sine læber mod hendes bløde hals. Hele vejen fra kæbebenet og ned til kravebenet, hans ånde varm og fugtig mod hendes hud.
"Nej, jeg er sikker på det," hvisker han mod hende og kysser hende der igen.

Gabrielle lænede hovedet let tilbage, så han bedre kunne komme til der hvor han kyssede hende. Nydelsen fik hende til at sukke lavmælt. Tanken om en fremtid med ham var berusende, noget hun aldrig før havde prøvet.
Hendes tanker bliver brat afbrudt af lyden af smadret glas, og noget flyver ind gennem ruden. Tit bliver ligeledes vækket fra sin slumren foran ildstedet da dette noget lander på gulvet ved siden af ham. Gabrielle er hurtig til at samle det op: det viser sig at være en sten hvor der er bundet et brev fast på. Udenpå står 'George Gallagher'. Hun løftet hovedet og ser spørgende på ham mens hun rækker stenen med brevet mod ham.

George farer op ved lyden af glasset, der knuses, og han står allerede med to bølgende energikugler i hænderne klar til at forsvare Gabrielle, hans læbe trukket tilbage i en grum snerren, mens han ser mod vinduet. Han ser stenen, men styrter over til vinduet og ser ud. Der er ingen, men George er ikke sikker.
"Lasta?" råber han ud i mørket, og da ingen svarer; "Morgoth?" Normalt giver hans fjender sig til kende, men ikke denne gang, og efter at havde sendt energikuglerne ud i den tidlige eftermiddags kolde luft, trækker han sig ind. Med et tungt suk former han et frø i sin hånd, som han lægger over i det knuste vindue, og fra frøet vokser en tynd membran, der snart dæker det hele og holder kulden ude. Med en bitter bevægelse vender han sig rundt i værelset og ser sig omkring.
"Det var som bare fandens," mumler han og bukker sig ned og samler stenen op. Han ser vurderende på den nydelige håndskrift. Normalt foretrækker han sine breve bragt med en tjener, men han trækker brevet fri og læser det hurtigt. Han bliver ganske bleg, og hans mund strammes til en tynd linie, mens hans bryn mødes alvorsfuldt i midten.

Gabrielle står op da George kommer hen til hende og tager brevet. Hendes øjne stirrer intenst på hans ansigtsudtryk som det skifter imens han læser brevet. Hun går hen til vinduet, men kan selvsagt ikke se ud nu, og står et øjeblik med hænderne på hofterne og tænker.
"Tit," siger hun kort idet hun går tilbage og tager stenen, før hun lader den hvide tiger snuse. Han rejser sig, pludseligt lysvågen, og smutter ud gennem hoveddøren, nærmest lydløst.
Gabrielle stiller sig foran George og ser spørgende, undrende på ham. "Er du okay?" Hendes tone er noget skeptisk, for han ser bestemt ikke okay ud.

Hans stemme er hæs, da han nærmest råber:
"Kald Tit tilbage! Der må ikke ske budbringeren noget!" Han er ganske bleg og går hen til sofaen og synker ned i den, mens han trækker vejret dybt ind.
"Flora er blevet dræbt ... Vedkommende, der kastede stenen har mine børn ... Han siger, jeg ikke må sende nogen i forsøget på at finde ham, eller han slår dem ihjel. Jeg vil høre mere fra ham senere, men indtil videre gar han bedt mig skaffe to tusind diamanter for hvert barn, jeg ønsker at se igen ..." Hans blik er fuldstændigt tomt, hans asigt askegråt, og hans hænder ryster svagt et øjeblik. Han sidder bare sådan i et par sekunder, før raseriet breder sig i ham, og han kommer på benene og sender en kæmpe energikugle af sted, der smadrer hans arbejdsbord til pindebrænde, mens han brøler af lungers fulde kraft. Han tænker end ikke på, han kan skræmme Gabrielle eller Tit.

Selvom hans ord kommer meget bag på Gabrielle, tager det hende kun få sekunder at begynde at arbejde på en plan oppe i hovedet. Hun siger ingenting, lægger bare hånden på hans arm og vil have ham til at sidde ned inden hun henter Tit ind igen. Men da Georges raseri tager over, nikker hun kort til ham før hun smutter ud af døren. Allerede før hun når døråbningen er hun usynlig.
Tit er på sporet af den ukendte budbringer da Gabrielle kommer op på siden af ham. Med en hånd på hans ryg lader hun ham vide at han skal stoppe og komme med tilbage. Hvis ikke det var fordi hun var nødt til at få George til at stole på planen først, ville hun selv have været fortsat efter den fremmede.
Der går ikke mange minutter før hun og Tit er tilbage i samme rum som George, og hun kommer til syne igen idet hun stiller sig foran ham og ser afventende på ham. Hendes ansigt afslører ingen tanker.

Selvom hans raseri tager overhånd, bemærker han, da Gabrielle forsvinder, og han vender sig panisk efter hende og råber hendes navn. Men hun er væk. Han snubler og lander med armen i sine brækkede ribben, hvilket får ham til at snappe efter vejret, og mens han kommer på benene, ømmer han sig stadig. Han når næsten at få pusten igen, da hun dukker op foran ham, og han får øje på Tit. Med et lettet suk, tvinger han et smil frem på sine bævende læber.
"Jeg troede, du var gået efter vedkommende ..." udbrød han uden at tænke, og bidder sig let i læben, da han har sagt det sidste ord. "Å-åh Gabrielle, jeg blev et øjeblik så frygteligt bange for jer to ... Vi aner ikke hvem, vi er oppe imod - endnu - og havde du bare styrtet dig af sted, hvem ved så hvad..." Han husker sig selv på hvad, hun er, og holder brat inde. Stadig meget øm tager han plads i sofaen med et anstrengt suk og forsøger diskret at tage sig til ribbenet uden hun skal bemærke det. Indtil videre har han formået at skjule sin skade, og nu er ikke tiden at gøre hende opmærksom på den.

Gabrielle ser på George med et løftet øjenbryn imens han snubler over sine ord. "Jeg er ikke frøken hvem-som-helst, og jeg gør ingenting uden at have tænkt tingene igennem. Der er en grund til at jeg kan kalde mig professionel. Vi skal nok finde dine børn, og det uden du skal betale noget som helst." Hun vidste at der var en vis chance for at vedkommende ville 'beholde' børnene selv når han havde fået diamanterne, men hun var ikke sikker på det var særligt smart at gøre George opmærksom på den mulighed lige nu.
Hun sætter sig på sofaen ved siden af ham, og lægger forsigtigt en arm om hans skuldre. Hun lægger mærke til hvordan han tager sig til ribbenene, men er lydløst enig i at nu ikke er det bedste tidspunkt at diskutere netop den sag, og undlader derfor at kommentere på det.
"Jeg kan finde ham og undersøge børnenes situation og tilstand, og muligvis allerede da redde dem ud, men de er sandsynligvis bedre 'beskyttede' end som så, og så vil vi være nødt til at udtænke noget der fra. Men jeg er nødt til at have dig med på det, for jeg kan intet stille op uden din samtykke." Allermest fordi hun vidste at han ville prøve at forhindre hende i det hvis han ikke gik med til det, og det ville kunne ødelægge alle chancer for at se børnene igen.

Han strammer læberne årdt sammen, mens han tænker.
"Det er mange penge, men jeg har dem, Gabrielle. Jeg ar tjent en formue to gange før og kan gøre det igen, pengene er underordnede så længe børnene er sikre! Desuden ved jeg snart ikke vhad jeg skulle stille op, hvis de fandt ud af, du luskede omkring ... at miste både børnene og dig..." Han holder inde, tanken for pinefuld til at fuldføre i ord, og hans stemme rystede let af bevægelse til sidst.
"Jeg er villig til at betale hvad som helst for at få de tre at se igen, og villig til at betale samme pris for at se dig uskadet. Jeg ved, du er klar over hvad, du gør, og jeg har stor tiltro til dine evner, du må ikke tro andet ... Det er mine egne nerver, jeg har på spil her ... Jeg ved ikke hvor meget, jeg kan klare."

"Det er meget muligt at du ikke føler du kan holde det ud, men du er også nødt til at tænke praktisk." Hendes blik er skarpt og hendes tone lige sådan, hvilket hurtigt kan misforstås. Men Gabrielle tænker udelukkende på hvordan de bedst kan komme helskindede ud af situationen, alle seks. "Hvad gør du, hvis det hele bare er et fupnummer? Hvilke beviser har du for at hun er død, og denne person har børnene? Hvilken garanti har du for at få børnene igen, selv hvis du betaler det dobbelte af hvad vedkommende forlanger?"

Han bliver ganske bleg ved hendes ord, og han stirrer tomt frem for sig et øjeblik, før han rejser sig og begynder at traske op og ned ad gulvet med hænderne samlet bag ryggen. Han kan se, hun har ret, men det piner ham at lade hende tage af sted; at handle hvor han selv bør handle.
Til sidst må han dog overgive sig, og han sætter sig hos hende igen med et tungt suk.
"Hvordan kan jeg hjælpe?" spørger han, hans blik så fuld af frustrationer og beundring for hende, det knapt kan afgøre selv, hvad der er den stærkeste følelse.

Gabrielle er ved at rejse sig op for på en eller anden måde at berolige George. Men hun aner ikke hvad hun skal gøre eller sige. Heldigvis kommer han tilbage til sofaen og sætter sig ved siden af hende igen inden hun når at finde på noget. Hun tager blidt hans ene hånd og ånder næsten synligt lettet op da han går med til at lade hende give det en chance.
"Det første du kan gøre er at give mig brevet. Lad mig se det en gang. Bagefter tager Tit og jeg ud og finder ud af hvor budbringeren er taget hen. Når vi er kommet på sporet af ham vil jeg sende Tit tilbage efter dig. Jeg tror godt du kan være behjælpelig med et par ting, hvis bare du holder dig lidt i baggrunden. Sandsynligheden for at budbringeren også er kidnapperen er ikke særligt stor. Folk er tit nødt til at have sammensvorne i sådanne situationer. Men vi skal nok finde ud af hvem der har dine børn, og om han har dine børn."

Da han mærker hendes slanke fingre lukke sig om hans hånd, bliver han en smule mere rolig, men bestemtheden og alvoren forlader aldrig hans blik.
Han lyttede til hende så seriøs som han overhovedet kunne blive og rakte hende dernæst brevet, der var krøllet helt sammen i hans håndflade.
Han betragtede hende, mens hun studerede brevet, hans bryn rynked sammen, mens han nøje holdt øje med hver eneste lille mulige ændring i hendes ansigt. Frygten havde stadig et fast tag i hans mave, men han forsøgte at skubbe den ud af sine tanker og være rationel som hun bad om. Det hjalp ingen - ikke mindst børnene - at han gik i panik.

Gabrielle foldede roligt det krøllede stykke papir ud, og glattede det mod sine lår, før hun løftede det lidt for at læse det. Hendes ansigtsudtryk ændredes ikke den mindste smule, og afslørede intet, mens hun læste det igen og igen. Hun ledte efter små ledetråde, men der var ikke meget at gå efter, og den plan hun havde nævnt for ham før virkede stadig som den bedste idé.
At finde budbringeren først kunne muligvis give dem flere og mere sikre oplysninger. De skulle bare sørge for ikke at falde i en fælde.
"Okay..." sagde hun omsider, og løftede derefter langsomt. Hun prøvede at fange og holde hans blik for at se hvordan han inden i reagerede på situationen. "Kan du gøre det? Vente her? Jeg kan ikke sige hvor lang tid det vil tage."