"Vi har marker udenfor byen. Aller nærmest i udkanten. I selve byen er der ikke plads. Selv hvis der var, ville man hellere bruge den til bebyggelse, end græs. Kvinden jeg arbejder hos bor i udkanten og ejer tre heste; To goldhopper og en plag, som hun hver morgen henter hjem fra sin mark en mil borte. Det er meget ubelejligt, men dyrene har deres rettigheder."
Sommetider var det ham selv, der blev sendt afsted for at hente dem. Heldigvis var heste vanedyr, så de kendte godt vejen. Hvis bare han trak førehoppen, fulgte de to andre med.
Men tilbage til nuet, så havde Skumring vendt siden til ham. Den lille kommentar om, at hun var kilden i lysken, fik ham til at grine lavt. Han lagde en flad hånd mod hendes bløde pels og lod den glide et stykke langs hendes side, men ikke for langt. Det var underligt. Hvis det havde været en rigtig hest, var han allerede begyndt at kratte, som var det en refleks. Men Skumring var kentaur, og han vidste ikke, hvor lig heste de var. Kunne hun mærke hans hånd, han ville kunne mærke den? Eller var det som en hest, hvor der skulle mere til for ikke bare at være et let strøg?
"Er det sådan.. At din hestekrop reagerer og fungerer som en hests, og at din menneskekrop som et menneske? Jeg kan ikke gennemskue det."

Hun smilede til ham da hun hørte hvordan han beskrev deres brug af heste, det hade hun aldrig haft nogte imod, de egnede sig jo til arbejde, og var tilfredse med en godog omsorgsfuld ejer, desuden sammenlignede hun slet ikke sig selv med heste, hun syntes faktisk at foreskellen var enorm, større end mennesker sikkert syntes.
Hun kunne straks mærke da han lagde hånden mod hendes hestekrop og strøg den, det var meget rart, ligesom at blive nusset faktisk, men det skyldtes nok også at hendes pels var ualmindelig fin og glat.
Hun tænkte kort over hans spørgsmål, det var svært at forklare, hun vidste jo hverken hvordan dte var at være hest eller menneske "Tjo, min 'hestekrop' er mere fintfølende end en hests er, altså jeg kjan godt mærke du rører mig!" grinede hun men fortsatte kort efter "Jeg spiser ikke kød, men heller ikke græs, der holder jeg mig til 'menneskespise'. Hvis man kan sige det sådan!" sagde hun prøvende og vendte hovedet mod ham "Men min krop er lige så stærk som en hests, jeg kan godt bære et menneske eller to uden problemer." hun stoppede op og rynkede brynene lidt "Altså, ikke at det er noget jeg gør tit, men jeg har da båret et par stykker gennem tiden!" lo hun så med et lille smil

Nu var det hans tur til at lytte interesseret til, hvad hun fortalte. Det gav mening, at hun ikke spiste hverken kød eller græs, men at hendes krop var mere fintfølende, kom bag på ham. Hendes hestekrop var stor og muskuløs.
"Hvad så med din smertetærskel? Jeg ved, at heste har en høj smertetærskel. De kan bide og sparke hinanden i leg, mens mennesker er utroglig sårbare."
Han strøg igen en hånd over hendes side, denne gang lidt mere selvsikkert. Han startede fra skulderen og stoppede ikke så langt fra lysken. Så smilede han lidt. Hun var fascinerende blød, og hun lugtede heller ikke som en almindelig hest. Hendes lugt bar en smule mere præg af moskus. Var det fordi, at hun ikke rullede sig? Han havde svært ved at forestille sig det, og det ville også forklare pelsen. Han måtte dog ikke glemme, at hun ingen hest var, så han lukkede øjnene og kneb sin næseryg. Han måtte holde op med at sammenligne sådan.

Hun tænkte sig igen lidt om og smilede lidt over hans berøring, som sagt var det meget rart, men han var heller ikke langt fra hvor hun var kilden "Altså jeg tror min smertetærskel er forholdsvis høj, som små sparker vi jo også hinanden i leg, men vi bliver forholdsvist strengt opdraget med anstendighed, så det tager hurtigt af!" sagde hun forklarrende, hun havde virkelig en høj smertestærskel, men igen var det svært at sammenligne når hun ikke kendte til et menneskes. "Vi lever vel også mere elle mindre som mennsker, altså vi vasker os jo også!" grinede hun pludseligt ved tanken, hun var ikke sart eller bange for at blive beskidt, men hun sørgede for at holde sig ren, det havde hun ligeså lært fra barns ben af. "Desuden lever mange af os i store træer, meget store træer der er udhulet, men stadig lever!"sagde hun og drejede overkroppen mod ham

Han nikkede undervejs, mens hun talte og strøg hånden over hendes pels igen, denne gang oppe over ryggen. I det hun vendte overkroppen, kunne han mærke musklerne i bevægelse. Hvis ikke det var for dem, havde han ikke bemærket det.
Han så på hende og sagde;
"Du tilføjer 'stadig lever', som er det noget I går meget op i.. Men jeg har også hørt, hvordan kentaure vogter skoven," Han smilede og fortsatte, "I er en fascinerende, desværre sjælden race."
Langsomt, næsten modvilligt, trak han hænderne til sig igen og førte dem om på ryggen. Han havde lyst til at behandle hende som en hest, når han stod ved siden af hende på denne måde, men kunne ikke få sig til det, da hun også var kvinde. F.eks. var hans hænder med vilje slet ikke kommet i nærheden af hendes bagpart.

Hun nikkede bestemt da han snakkede "naturlivis, vi er en race med stor respek for livet, både dyernes og skovens liv. Da vi var allerflest holdt vi skovhuggerene til kun at tage de døde træer, og jægere til kun at skyde det mest nødvendige, vi er naturligvis nødt til at respektere fødekæden!" forklarede hun stadig vendt mod ham "Der har været enkle episoder hvor vi har måtte lære vise mennesker en lektie eller to, men skader dem mindst muligt!" fortsatte hun og vendte sig om så hun stod med fronten mod ham igen da han stoppede med at stryge hende over ryggen. "Desværre var der en massakre på vores folk for nogle år tilbage, og idag er vi meget få, det er længe siden jeg sidst har stødt på en kentaur. Men vi er dog omtalyt i bøger som 'skovens vogtere!" lo hun med et lille smil, et eller andet sted vel også lidt stolt over den titel

Da hun fortalte om at have måttet lære menneske en lektie eller to, smilede han en anelse skadefro. Han ville nødigt være det forsvarsløse menneske, der skulle op mod en på hendes størrelse. Men så rynkede han brynene og rettede sig selv. Mennesker var ikke så forsvarsløse, trodsalt. Hver især havde de specielle evner der kunne være nyttige, samt våben på sig. Kentaure havde også våben, synes han at have hørt fra historier. Bue og pil. Kieran kunne knap nok holde et sværd.
Da hun fortalte om massakren, kløede han sig i nakken. Den havde han også hørt om, men han vidste ikke så meget. På trods af sin nysgerrighed, holdt han sig dog fra at spørge. Hun havde højst sansynligt mistet megen familie, og Kieran var her ikke for at rode op i det.
I stedet sagde han; "Skovens vogtere. Jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre titel," og smilede.
Alphonse gøede igen, og han så på sin snart utålmodige hund. Da han så op, bemærkede han også pludselig, hvor mørkt det var blevet. Solen var borte, og himlen var gået fra rød til lilla. Hvor lang tid var der gået?
"Undskyld mig." Beklagede han så og bukkede en anelse igen. Han vidste godt, at der ingen grund var til at være formel, men han kunne ikke stoppe sig selv.
"Det er ved at blive sent, og hverken Alphonse eller jeg er særligt begejstrede for at færdes her i natten." Han smilede lidt, "Så jeg må byde dig godnat. .. Men jeg håber da, at jeg engang vil være heldig at støde på dig igen." Med de ord, vendte han modvilligt om på hælen og tilbage gennem krattet for at bevæge sig hjem.

(Ah, jeg beklager den bratte slutning, men jeg skal tidligt op i morgen, og må derfor hellere komme i seng. Desuden er jeg ikke hjemme det meste af dagen i morgen, og jeg vil nødigt holde dig på frys så længe :] Godnat.)

Hun nikkede ganske forstående dog med et lille sørgmodigt smil, hun vidste ikke hvor længe der ville gå før hun fik selskab igen, men sådan var det jo, og det ville være uhøfligt at holde på ham. Med enlet håndbevægelse delte krattet sig så han uden problemer kunne gå igennem det oprejst, hun kunne lige så godt hjælpe ham på vej, så han ikke skulle ned og rode på den fugtige jord igen. "I lige måde, kom godt hjem!" sagde hun med et smil, og lod krattet falde på plads idet han var nået igennem.
Hun vendte det sorte blik mod himlen, egentlig var det en smuk aften, himlens lillae skær lod månen komme frem og stå i kontrast med den hvide silhuet. Hun løftede forsigtigt en hånd efter ham, før hun vendte sig og traskede mod hendes træ så hun også kunne få lidt søvn, der var trods alt også en dag igen når solen endnu engang stod op

// Out

[Det er i orden. Jeg tager også til tyskland klokken 6 onsdag morgen, så det passer smukt ^^]