Lyden af 2 par fødder der umelodisk træder gaderne flader, i kvikt løb, forsvinder næsten imellem råb og raslen fra de mange mennesker, der har valgt at besøge hovedgaden. Lucifer er højere end gennemsnittet, og det giver et forspring. Både for ham og Renatika, vis hånd han bestemt knuger, og forsøger at bestemme retning for. Adrenalinen løber fra brækket næsetip til sammenkrummet lilletå. Luftmodstanden vækker liv i Lucifers pæntsatte, røde hår og får nogle enkelte totter til at rive sig fri af det elastik de er bundet med. Og ligesom i Lucifer, kommer der pludselig liv i dem. Da de river sig løs. Lucifers støvler var nypudsede, lige indtil de store fødder lander i en aflagt mudderpøl. Lucifer smiler af solen. Den er næsten forsvundet helt bag horisonten, men Lucifer sætter sig det må at nå den. Han er overbevist om, at skulle de blive inhentet af forfølgerne, vil han være i stand til at skræmme dem væk med ordene "Jeg arbejder hos Mørkets Lord". Og heriblandt nok også en masse andre mennesker, der skjuler brostenene med deres udtrådte tøj-sko. Folk der prøver at løbe fra den fornyligt passerede vinters mørke, som dog stadig lurer rundt omkring i gyderne. Og om natten, når der sommetider brændes huse af, virker alting omkring flammerne også meget mørkere. Mørke bliver især sindene hos de børn, hvis mor bliver henrettet for snuden af dem, eller slæbt væk fra de befærdede gader, for at blive klædt af og voldtaget af en gruppe nussede, mørtbankede mørkets kriger. Alle med den tro, at deres magt nok skal holde deres sammenvittighed ren.

Lucifers øje knibes sammen, da han vender blikket direkte imod solen. Det er trodsalt bedere at have noget at løbe efter, end ikke at have det.

Klap-klap, klap-klap-klap, kla-kla-ap. Den før so monotome rytme af pigens egne fødder splintres, ændres og blandes med den af den høje knægts knapstøvler mod brostenene. Menneskemassen splittes ved deres løb, deles i to, i tre, i mange, og guderne må vide hvor den samler sig igen.
"Pas på, møgunger!"
"Stop tyven!"
Formaninger brager hen over hovedgadens lyde og drukner i pulsslag og usynkronsk løb, brager ud fra munde der ikke eksisterer. Renatika ser ikke deres ansigter, hun hører ikke længere mange af deres råb. Kun de hæftige pulseringer i tindinger, i brystkasse og i knuget hånd fylder det mørke der engang var tavst og fyldt med uhørlige farer. Små ublide stød sendes fra brostenene og op i pigens svage krop. Han løber så hurtigt, og hun trækkes med. Så hurtigt at benene ikke rører jorden, men stadig lyder højlydt mod den. Lucifers øje er rettet mod solen, ved hun, men hvor solen engang var håb er den nu blod og ve og rædsel. For nogen. For andre magt, for andre er den stadig den illusion af falsk og selvforhelligende håb eventyrerne ikke fortæller om, og sådan lyder den bedst. Og de kan nå solen. De kan nå alt.
Knald! Følelsen af skarpe sten mod det bløde kød på hagen er intet i forhold til kulden, der rammer da hånden glider ud af læder og hud, og føddernes melodi stopper brat og bliver halt. Solen og himlen forsvinder i en mørk masse, der ikke længere er mennesker.
"Endelig," forpustede stemmer runger koldt fra et sted bag hende, for forfølgerne har fat om hendes ankel, "Du var satanme ikke nem at få fat på, din lille dæmonlort."
En let stribe af blod hober sig op i munden hvor tænderne skar sig igennem kødet, men det må ikke komme ud. Renatika rækker desperat ud efter den kostbare skat med den ene arm, mens hun forsøger at ignorere smerten i den anden.

Møgunger. Møgunger, bliver der råbt efter dem. Lucifer krummer tæer og knoer. Han har sgu da opnået meget mere, end nogle af de lorte såkaldte handlere. Han er faktisk tjener for den største stormagt, af alle nuværende stormagter, i Krystallandet. Og så vover sådan en ussel lort, at kalde ham for møgunge?

De mørke, militæragtige støvlers tygge såler, forhindrer Lucifer i at falde i huller, hvor brosten er blevet knust af for mange fødder og deres mennesker. Lucifer løber fem skridt, men mærker pludselig hvordan hans faste greb i hendes hånd bliver modarbejdet fra den anden side. Det minder ham om en drøm han engang havde, for lang tid siden, på grænsen til et andet liv. Han vil vove at påstå, at denne også handlede om Renatika. Det er, så vidt han husker, ikke første gang de to flygter sammen.
Lucifer når et par skridt foran Renatika, før han får bremset op. Skarpe bevægelser vender ham 180 grader, og fyren får mast sig gennem en hujende skare af mennesker. Deres griseansigter omringer den stakkels Renatika, og et par stykker af dem slider i hende. Meget få af dem ved rent faktisk hvad hun har gjort, og hvorfor hun bliver jagtet. Det er effekten af sorte tider. Så snart der er en mulighed for at sparke op i noget lort, og ydmyge end stakkels sjæl, griber de chancen. Hellere hende end dem.

Lucifer springer barskt forbi Renatika, rammer hende ikke imod, alle odds, og placere sin tunge støvler i maven, på én af fyrene, der har fat i tøsens ankel.

Pungen er væk. Pungen er væk. Pungen er væk, er det eneste der runger i Renatikas sind lige nu. Den er væk, en slidt hånd tog fat i det fugtige læder og forsvandt i mylderet af en klumps fødder, der går i alle andre retninger end den rigtige. Hånden forsvandt. Det kunne lige så godt være hendes egen. Modløst opgiver hun den spinkle modstand hun kunne have gjort, da handlerne slæber hende så meget længere væk fra horisonten, og hvæser ind i hendes øre et sted langt borte, mens menneskeklumpen river hendes sind fra hinanden som gribbe.
"Giv mig så hvad du har rapset, horeunge. Eller jeg skal tæve det u-urgh!"
Stemmen forsvinder da mylderet bliver kraftigere, og Renatika drejer hovedet fuld af blod mod brændpunktet. En hul, vissen lyd overdøver larmen af umennesker hujende efter blod, da drengemandens tunge støvle vrider luften ud af handleren, som et kort øjeblik falder livløst sammen i en klump, før hans hellige, knyttede næve flyver mod skurkens håndlanger, og det visne mos mellem stenene strutter forskrækket og iler til hjælp.
De ydre sår springer op og blotter de indre, da vagabonden forsøger at støtte på den ituslåene arm, og hun ser to onder kæmpe mod hinanden, begge overbevist om at de er det gode.

Et gisp overdøver skrigende. Lucifer drejer hovedet imod lyden, og hans ublottede øje møder en ung kvindes. Et øjebliks fravær. Hun er smuk, men slidt. Ligner typen der ved en fejltagelse blev gravid med naboens søn, fik senere hen tre børn mere, og nu skammer sig. Ikke over børnene, men over at være en del af det samfund, der fylder de grå gader, en aften i foråret. Han ser skrækken i hendes øjne, og hendes løftede pegefinger, i retning af knægten. Og først da han mærker den, underligt nok, velkendte fornemmelse af at blive ramt af en knyttet næve, forstår han hvad den unge kvinde prøvede at fortælle ham. Lucifer mærker sin hvide kind blive skrabet imod det lortebefængte brostensfortorv. Endnu en velkendt fornemmelse. På sine benede arme får han skubbet sig op fra stenene, og med vaklende ben kommer han op at stå. En dunkende fornnemelse i nakken, og en svien ned af kinden. Lucifer tører kort sin kind over, men fortryder med det samme.

"Renatika!"
En hæs stemme bryder den begejstrerede menneskemængdes tilråb, og han hører hendes navn gentaget blandt flere mennesker. Med en spydig knytnæve i en cirkelagtig bevægelse, rammer han sælgerens skæggede, groftbarberede kæbe, og ser ham falder til jorden, sammen med en løsreven tand. Menneskemængden bag ved ham træder et skridt tilbage, men kun for en kort stund, før de igen læner sig ind over sælgeren, som var han et gammelt, støvet tæppe. Deres blikke kravler op af Lucifer, i et forsøg på at møde hans øjne. De undrer sig over hans kamp. For en sølle gadetøs! Et vagabondbarn... Lucifer spytter i jorden.

Renatika ser ikke kvinden, der med et medlidenhedsfyldt hjerte vil tage alle under sine vinger. Hun ser ikke de få der holder sig i baggrunden, og håber på at de alle slipper med livet i behold. Hun ser ikke engang dem der med truende næver strækker sig mod himlen for at holde Lucifer nede. Det er blot en mængde, som hun nægter at være en del af. En mængde hun for få minutter siden styrede, føles det som. Men når det er nogen helt andre, der styrer mængden, hvad styrer hun så? Og hvem styrer hende?
Dunk-dunk-dunk. Da tøsen ser den lange fyrs omrids mod den endnu let oplyste himmel vakle, øges pulsen blot yderligere, og med en smertefuld bevægelse med armen forsøger hun afbløde hans fald. Men planterne er for langsomme og for svage, kun få græsstrå havner under den ikke helt voksne knægts krop. Planterne reagerer på hendes følelser, men det er ikke hendes liv der er på spil. I hvert fald ikke endnu.
Lyn skyder ud af tøsens forskelligfarvede øjne, da Lucifer højlydt nævner hendes navn. Det fjols! Ikke et af disse mennesker i forårsnatten kender hende som Renatika. Lisa, Rolf, Matti, Elk, listen er længere end man kan række, større end end man kan overskue at lede efter den rigtige indentitet der er skjult langt nede under dæknavnene. Men det er der jo en grund til. Det er langt nemmere at stikke af fra en arrestordre på Lisa, når man selv hedder Renatika. Men det har han vel ikke at bekymre sig om, den idiot. Med guldur og hvide skjorter, og i lommen på ham, der har myndighederne det samme sted. Idiot. Har han noget at løbe fra?

"Hng-" hvis han har, skal hun nok løbe i samme retning, i hvert fald til næste skillevej. Med rystende piner i benene lykkes det den uvant svage og udmattede at komme på benene, blodet ud af munden eller ej. Den gode hånd løftes op til knyttet tilstand, stadig med mindet om læderets ru overflade, og den værkende ryg mod Lucifers. De er ikke på samme side, og de vil ikke det samme. Men han trak hende afsted i løb, og nu vil hun sørge for at han kan fortsætte.

Lucifers grå øjne får et snert af et orange skær, da han vender ansigtet mod solen, som snart kun er en smal lysende plet, bag byens mørke silhouet. Folk omkring ham er desværre ikke en silhouet- de er meget tættere på, og han kan se deres grimme ansigter ned til mindste detalje. Griseansigter. Den ranglede fyr træder et skridt ud i menneskemængden, og folk træder tilbage. Deres blikker flakker fra ham, til fyren på jorden, og til ham igen. I færd med at overbevise sig selv om, at Lucifer har slået en mand ihjel. Lucifer ved udemærket godt, at sælgeren ikke er død, højest bevidstløs. Og han ved ligeså godt, at de folk der står omkring ham vil gøre hvad som helst for at have en undskyldning, for at hade ham. Tankerne giver Lucifer kuldegysninger, og med et greb om Renatikas håndled, nøje udvalgt for ikke at udsætte den dårlige skulder, sætter han i fart igennem menneskemængden. Et par ældre mænd, garanteret bekendte at den bevidstløse gadefejer, kaster et par tomme flasker efter det umulige par, da de hurtigt får blandt sig med resten af hovedgaden. I horisonten er er solen forsvundet helt, og mørket dæmper sig over det spolerede gadebillede.