Det var ikke et svar, så meget var klart. Men hun sukkede i stedet en anelse irritereret, som hun mærkede hvordan at lysten pulserede rundt i hendes åre. Lige som alkoholen - det var så glædeligt kunne få hende til at mærke alting sløret og mere pinfuldt end normalt. 
Hendes brune øjne forsvandt fra ham, da han trak sig væk - selvfølgelig. Hun var jo ikke det værd. Det var kun dem i sølet, der ville kunne ligge med hinanden. Øjnene blev smalle, som hun kantede sig væk fra væggen - og vadet hen mod døren. Stemningen ganske tydelig ødelagt - ikke kun den gnist der havde spredt sig mellem dem, men også den gode humør som havde bredt sig mellem dem.
Sjovt, så hurtigt ting kunne ændre sig.

"Det fint.." svarede hun kort forhoved, som hun åbnede døren og trådte ind i varmen igen. Men denne gang, var det som om den ikke helt havde sammen virkning som før. Med atter våde fodspor gled hun hen til pladsen ved ilden - satte sig ned, og begyndte at drikke af hendes mjød der stadig stod på bordet - der hvor hun havde efterladt den.

Det var som om at Sarah blev ramt af en spand koldt vand. Og at det var Eadgar som havde kastet det på hende med fuldt overlæg. Så snart den unge mand efterkom varulvens ønske (For det var vel det hun havde hentydet til, ikke? At hans handling var intimiderende og klam?) blev hendes øjne smalle og hendes kropsholdning afvisende.
Eadgar snappede dumt efter vejret, mens han forsøgte at få styr på, hvad der skete. Burde hun ikke være blevet glad? Han havde jo gjort som hun bad om? Eadgar åbnede munden for at kommentere hendes besynderlige adfærd, da hun uden videre forsvandt indenfor. De to ord, som hun inden havde ytret, var som brændenælder og gav den unge mand røde knopper. Hvad i al Lyset skete der for kvinden?
Upåvirket af alkohol havde Eadgar nok forladt stedet, men med et legeme fyldt med mjød og whisky og sårede følelser over den sære afstandstagen, blev han impulsstyret og stædig.

”Hvad går der af dig? Jeg gjorde jo præcis hvad du bad mig om, så hvorfor er du nu sur?”
Eadgar havde stillet sig på den modsatte side af bordet, og placeret begge hænder i bordpladen. Næseborene sitrede.

Sarah havde alle dage haft sine følelser på tøjet. Hun var eksplosiv i hendes vrede, hun var voldsom råbte og var også nem til at sende en knytnæve afsted eller to. Ja hun var da gået så langt, også at smide en mand ud af et vindue, fordi han havde kigget forkert på hende.
Hele aften havde budt på en rutsjetur af følelser. Fra at tabe kampen, til at møde Eadgar igen. At føle man ikke var noget værd - for slet ikke at glemme, smerten som stadig pulserede svagt i hendes fingre. 
Så da Eadgar stod foran hende igen, og forlangte hun fortalte hvorfor at hun var sur. Vrissede hun af ham, og skyllede whiskeyen ned i svælget, hurtigere end hun havde gjort de andre gange.
Gjorde jo præcist hvad hun bad om, var han dum eller hvad?

Hun rejste sig langsomt op, hendes skikkelse spændt, som hun lænede sig hen over bordet på samme måde. "Hvad går der af mig, hvad går der af dig?" gav hun igen. 
"Og du gjorde da slet ikke hvad jeg bad dig om! Du begyndte, også trak du dig væk - Du er bare.. Så.. jeg har slet ikke ord!" det var barnligt, og hun sydet af opstemthed og vrede. Det var ikke en god kombie.

Sarah slugte whiskyen med en resolut bevægelse, Eadgar ikke havde troet var mulig. Men hun havde selvfølgelig også en del øvelse..
Der gik ikke længe før varulven spejlede hans position og intensiteten imellem dem steg betydeligt. Det gjorde det bestemt ikke bedre at dét Sarah sagde var komplet nonsens. Eadgar var fuld og harmdirrende. Hænderne blev presset så hårdt ned i pladen at knoerne mistede deres farve.

”Jeg gjorde – præcis – hvad du bad om! Du sagde at jeg ikke måtte gå så tæt på kvinder på den måde, og jeg trak mig væk omgående! - Med det samme, Sarah! Og nu er du alligevel sur, fordi hvad?” Ansigtet afslørede fuldstændig uforståenhed over varulvens vanvittige anklage. Irritationen var blandet ind i det og gjorde stemmen skarp.

"Sagde du ikke måtte!?" Idiot! Han havde tydeligvis ikke lyttet til hvad hun havde sagt, eller signalerne han var kommet med. Hendes håndflade slog mod bordet, så det gav et lavmeldt smæld. At hun ikke blot hamrede hånden igennem bordpladsen, lå mest i hendes instinkt der fortalte - at det ville han bestemt ikke bryde sig om. Hvilket var lige så frusterende, fordi hun burde være ligeglad med hans skide følelser! 

"Jeg sagde det gjorde man ikke, med mindre man havde den intention omkring at det skulle være intimt! Også trak jeg mig tættere på - og du trak dig væk omgående! Det er mindst lige så sorgende som alt andet!" hun havde lyst til at ruske i ham, måske hænge ham lidt på hoved - ja hvad vidste hun! Hun var bare træt af hans dumme kommentere, og konstant uvidenhed omkring hvad det var han sagde og foretog sig! 
På dette tidspunkt, var deres diskussion ved at lokke en del tilskuere til at kigge på dem. Men de røde prikker i hendes kinder, og de vilde øjne afslørede hurtigt at hunulven var mere end ligeglad. 

Eadgar den Andægtige fór sammen, da Sarah aggressivt slog i bordet. Han kunne ikke lade være med at tænke, at det måtte have givet et smertefuldt jag op igennem de sårede fingre.
…intimitet.. tættere på.. Sarah? Tættere på? For at.. være intim? I takt med at erkendelsen prøvede at komme frem til den sprit-påvirkede opfattelsesevne som lynglimt på en mørk himmel, forsvandt spyttet i den unge mands mund.

Øjnene blev spilet op. Ryggen rettede sig, idet håndfladerne forlod bordpladen.
”Hvad?” Spurgte Eadgar dumt. ”Hvad siger du?” Der var faretruende lidt hjerneaktivitet. 

Hendes brune øjne betragtede ham indgående, som hun så hvordan tandhjulende begyndte ar bevæge sig i hans hjerne. Og lige så stille, var det nemt at se at en relation af hvad der var sket mellem dem - begyndte at falde på plads. 

Eller det troede hun - men pludselig rejste han sig op, og betragtede hende næsten vantro i øjnene. “Du kan da umulig være så naiv?” Spurgte hun og lænede sig selv væk med armene overkors.  
“Du sagde jeg var ude på noget, men du skubbede mig op af muren, du gjorde det så jeg ikke kunne gå - og du begyndte at røre mig. Hvor i åndriget bliver det gjort, hvor det bare er en uskyldig lille ting??” 

”Rørte dig?” udbrød Eadgar, der havde været for optaget af at prøve at forstå, hvordan det hele hang sammen til at han havde kunnet opfattet alt, hvad Sarah havde sagt; i stedet havde han kun hørt bidder af det. ”Du får det til at lyde som jeg er en – en – en eller anden – tølper!” Han gengældte hendes vantro blik. Hvordan kunne hun sige det? Han havde rørt hendes næse? Hendes næse! Det indre skreg arrigt, men Eadgar formåede at holde det nogenlunde under kontrol – selvom han var begyndt at trække vejret en smule hårdt ud gennem næseborene.

”Er det takken for at hjælpe dig?” Han vidste det var tarveligt at sige. Støtten, healeren, omsorgen, øjenkontakten og fortroligheden, havde intet med episoden uden for at gøre. Men alt gjorde ham forvirret og hendes vrede var overraskende sårende.

Hun stoppede med at trække vejret, lamslået betragtede hun ham blot. Hvad skulle hun sige, gøre i dette øjeblik? Hun var ikke sikker, hvilket gjorde at hun til sidst snappede efter vejret. Da det gik op for hende, hun ikke havde husket at drage ilt ned i lungerne. 

Det der slog hårdest, det var ordene; er det takken for at hjælpe dig? 
Hun havde det som om, nogen havde taget en kæp og hamret den ind i maven på hende. Som mistede hun den luft, hun lige havde krampagtigt hævet ned i hendes lunger. Han kunne vel ikke i sine egen alvor mene dette? At en god gerning, opvejede alting? 
Hendes brune øjne var store som de betragtede forkynderen der stod foran hende. Tungen gled ud og hun slikkede langsomt hen over læben. 

“Okay..” svarede hun og nikkede, blikket flakkede væk. “Okay, hvis det er sådan du føler....” hun gik hen mod ham, og hendes mund fortrak sig i en snerren “så har vi ikke mere at snakke om” med de ord skred hun forbi ham, og fortsatte op af trappen til hendes værelse.

Og dér gik hun. Igen. Eadgar stirrede efter hende med følelsen af deja-vu i kroppen. Da hun forsvandt op ad trappen, blev den unge mand stående og kæmpede med sit ømfindtlige følelsesregister. Mjøden brusede i kroppen og satte tøflerne i bevægelse, uden at skænke de tilbagesiddende tilskuere nogen opmærksomhed.

Han fandt Sarah siddende på sengen. Halmmadrassen fik det lille kammer til at lugte tørt og støvet.
Uden at bryde tavsheden satte han sig ved hendes side. Diskussionen, tappen og kammer-jagten (Han havde ikke fundet Sarahs rum lige med det samme) havde gjort ham svimmel og der gik ikke længe før han – fortsat med fødderne placeret på gulvet – lå ned med ryggen mod sengens underlag.
”Hvorfor går du altid?” spurgte han mod loftet:”- Alt bliver så meget større når du går.”  Han skottede mod varulvens siddende krop, men fordi han selv lå, kunne der ikke skabes øjenkontakt, medmindre Sarah drejede hovedet tilbage over skulderen eller Eadgar satte sig ordentlig op – og det sidste den unge mand ønskede var at sætte sig op.

Da døren blev lukket i - bankede hunulven panden mod den overraskende kolde egetræsdør. Et dybt suk forlod hendes læber, som øjnene pressede sig hårdt sammen.
“Var det ikke det du ønskede?” Hviskede hun svagt, som ensomheden igen greb hendes krop voldsomt, som hun mærkede hvordan det sveg i hendes øjne. Salte tåre der prøvede at presse sig ud, så de kunne glide frit ned af hendes kinder. Men hun gav dem ikke lov, snøftede og håndryggen gled aggressivt hen over hendes næse. 

Hvor længe hun havde siddet på sengens kant, og stirret ind i væggen foran hende. Betragtede en mysterisk plet, hun ikke helt kunne finde ud af hvor kom fra. Der hørte hun døren åbne langsomt, hun behøvede ikke at se op for at se, hvem der trådte ind igennem den.
Og en ubehagelig lettelse, blomstrede frem i hendes brystkasse. De brune øjne kastede sig ned mod de bare fødder - hvornår havde hun taget støvlerne af?
Sengen gav sig, som han satte sig ved siden af. Endnu mere, da han valgte at ligge ryggen ned i sengen. 

Hvorfor går du altid? Hendes bror havde spurgt hende om det samme en gang. Hun havde smilet trukket på skuldrene, og ikke kunne forklare ham det. Men hun vidste, at det var en forsvars mekanisme - især når det galt folk hun godt kunne lide. Det var hårdt, at holde det voldsomme temperament i tjek. Og det sidste hun ville have, var at overflade dem verbalt - eller fysisk. Så var det nemmere at trække sig, forlade situationen og få et perspektiv. 
“Fordi - jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere følelser.” Sagde hun forsigtigt - og lagde sig ned ved siden af ham. Kiggede op i loftet. 
“Jeg var elleve, første gang min mor bragte en potentielt mage med ind i mit telt.” Hviskede hun forsigtigt - hvorfor fortalte hun ham det? “De klæder en af, så man kan anskue personerne. Om alt er okay og god til at få de perfekte børn til klanen. Så kommer kvinderne, og rør ved en - tjekker om man er sådan. Men jo ældre jeg blev, desto værre blev mændene også. Jeg har været gravid tre gange. Alle gangene har jeg flygtet fra klanen for at få det fjernet. Men når du ikke har andet familie, eller venner. Når du er blevet nedbrudt, og manipuleret længe nok i troen af en gud. Så tager det voldsomt hårdt på en, og man kommer altid tilbage. Så når jeg går min vej, er det fordi jeg ikke kan håndtere de voldsomme følelser der kommer op i mig.” Hun sukkede langsomt. “Så når jeg går min vej, er det fordi jeg godt kan lide personen, og ikke ønsker at blive voldsom eller aggressiv.” 

Sarah lagde sig ved hans side, og de så begge op i den sætning, som hun havde kastet ud i rummet.
’Fordi - jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere følelser.’
Eadgar den Andægtige så hvordan ordene sted til vejrs - hvis ikke der havde været et loft, var de fløjet ud i det mørke tomrum. Men nu blev de hængende, og der gik ikke længe, før flere sætninger fulgte samme vej.
Det var en grufuld beretning. Eadgar stirrede mod det lave plankeloft, og selvom det ikke var noget han ønskede, fik hendes fortælling billeder til at lyse op. Den unge mand blev tavs tilskuer til Sarah, der gennemgik de mest forfærdende scenarier. Den primitive og dybt forkastelige tilgang som klanen synes at have til dens medlemmer, skræmte ham helt ind til marven.
Da Sarah var færdig, fandt Eadgar hendes hånd og klemte den i sin, uden ellers at bevæge sig fra sin liggende stilling – øjnene var forsat vendt opad.
Han vidste ikke hvad han skulle sige, men havde følt et behov for at tilkendegive, at han havde hørt de skrækkelige ord. Og at han var der.
Hånden klemte hendes igen: bare for en sikkerhedsskyld.

Der skyllede noget helt forklarligt hen over den stærke kvinde - hende der altid have en maske hen over hendes træk, af konstant vrede og ligegyldighed. Han havde allerede knækket ind i den del, hvor hun kunne sidde og grine og te sig tosset. Han havde formået at se hende sårbar - høre grøden i stemmen, og set tårerne der pressede på. 
Så mange sprækker han havde fået slået i hendes normale så stålfaste rustning. Og der mærkede hun hans fingre, der lige så nænsomt fandt rundt omkring hendes. De bløde fingre der fortalte hende, at han aldrig havde måtte kæmpe for føden - at han kunne leve et liv, som var ganske uden anstrengelse. Det eneste sted han kunne have rug mærker, kunne være hans knæ der havde ligget mod det hårde stengulv når han havde bedt til sin gud. 
Det var måske fordomsfuldt, men et stik af jalousi gled igennem hende. Den forsvandt dog hurtigt igen, han klemte hendes hår igen. Hun gispede kort eftervejret, da det føltes som om noget hårdt lagde sig på hendes brystkasse. Og følelserne væltede op i hende, uden hun kunne stoppe dem. Våde tåre gled ned af fra hendes øjne - vædet håret omkring hendes øre. Men hun veg ikke blikket fra loftet - og så gjorde hun noget, hun ikke havde regnet med - hendes fingre klemte igen.