Grimm kunne have taget ham i sengen. Hvis han i forvejen bar på ham, kunne han have båret ham ind i sengen. Men der var ingen hengivenhed, ingen kærlighed, imellem dem, og det lod Grimm ham ikke glemme nu, heller ikke selvom Romeo forsøgte at bilde sig selv ind at der kunne være, bare lige igennem det værste af det.

Romeo forsøgte at sætte sig op, pludselig i tvivl om, om det de havde gang i på nogen som helst måde var bedre end at blive straffet direkte af Grimm, men der var fortsat en hånd imod hans brystkasse, der holdt ham nede, og han endte med blot at baske hjælpeløst med vingerne, der var klemt sammen under ham.

Han gispede og hev efter vejret, som var han blevet holdt under vand, da Grimm tvang sig op i ham. Måden Grimm havde spyttet ned på ham var mere skamfuldt end det var hjælpsomt, og Romeo kunne ikke længere se på ham. Han greb fat om hans trøje og holdt fat om den, vred den i sine hænder og lukkede øjnene hårdt i, imens han forsøgte at forestille sig, at han havde bedt om Grimms pik, at han gerne ville have den, men det gjorde mere ondt end han kunne ignorere. Han klynkede af smerte med hvert eneste af Grimms støn. "Nngh - nngh - nngh," rytmisk og højere og højere, indtil det fyldte hele hytten, og indtil det ikke kun var smerte, der var at finde i lyden.

Romeo kunne ikke ignorere Grimms varme hud imod sin egen, følelsen af ham vuggende imellem sine ben, en bevægelse i sig selv, der kunne gøre Romeo liderlig, selv fuldt påklædt, og fordi han vidste, at Grimm ville se ham sprøjte, var der ikke længere grund til at tvinge sig selv til at vente. Han kom ud imellem dem, i lange hvide baner, med et halvkvalt støn. 

De vidunderlige, små, klynkende lyde, Romeo lavede, gjorde kun Grimm vildere af lyst. Han stødte dybere endnu og tog hånden fra Romeos bryst, så han kunne  tage fat om begge knægtens hofter for at holde ham på plads, mens bordet rokkede frem og tilbage. Da Romeo kom ud over sig selv, kunne Grimm ikke lade være med at slippe med den ene hånd og køre to fingre igennem det klistrede svineri, inden han førte de to fingre til Romeos læber. Han gned over dem, inden han skubbede dem begge ind i knægtens varme mund med et dybt grynt. Han var ret sikker på, at han aldrig blev træt af at se på Romeos fine, lille ansigt.

"Smukke dreng," hvæsede han, inden han trak fingrene til sig igen og tog fat om Romeos hofter endnu engang for at støde igennem. Det tog kun tre stød til, før han knurrede og lænede sig ind over Romeo, mens han tømte sig i ham. Det sorte hår klistrede til hans pande, og Grimm tillod sig at lukke øjnene et øjeblik, mens han hvilede sin svedige pande på Romeos brystkasse.

Romeo sank forskrækket klumpen i sin hals, da Grimm skubbede to fingre ind i hans mund og tvang ham til at smage på sit eget salte klister. Det var ikke fordi han aldrig havde smagt noget lignende, men det var første gang han var blevet tvunget. Det var første gang han blev behandlet som et objekt, noget Grimm bare kunne gøre med, som han ville, uden omtanke for, hvad Romeo havde lyst til. Han havde slet ikke lyst til at tælle sidste nat med. Det havde været en dårlig drøm, ikke andet. Men nu, med Grimms fingre i sin mund, følte Romeo sig mere hjælpeløs end nogensinde før.

Han følte tydeligt det øjeblik Grimm kom i ham - og ikke bare kom, og trak sig ud, men blev ved, indtil Romeo var sikker på at Grimm ikke kunne give ham mere. 

Han havde lyst til at græde. Lyst til at sparke Grimm væk og kæmpe fysisk imod. Men han var lige så bange for ham nu, som han havde været siden i nat, eller måske endnu mere, fordi han havde indset, at han ikke ville kunne stikke af. Så i stedet løftede han en hånd og lagde den om Grimms nakke, hvor han, næsten kærligt, strøg sine fingre over Grimms hår. Selvom hans hånd rystede af frygt og hele hans krop skælvede af udmattelse, fortsatte han med at forsøge at bilde både sig selv og Grimm ind, at han holdt af ham og var her af egen fri vilje. 

”Mmm,” brummede Grimm, da han mærkede Romeos nervøse kærtegn på sin nakke, og han løftede sit hoved og dækkede knægtens mund med sin egen. Det var et kys. Et... næsten kærligt kys, som Grimm trak sig ud af efter kun få sekunder. Så rettede han sig op og strakte sig.

”Jeg koger vand til te,” gryntede han og kastede en klud til Romeo. ”Du kan vaske dig, hvis du vil.”

Med de ord lukkede Grimm sine bukser igen og gik hen til ildstedet for at tænde op. Hvad Romeo foretog sig i mens, var han ligeglad med; drengen kunne ikke stikke af.

Romeo fangede på mirakuløs vis den klud, der blev kastet til ham, og satte sig langsomt op, med en grimasse tværet ud over sit ansigt ved smerten. Grimm havde aldrig været en blid mand, men han havde i det mindste virket betænksom den første uges tid.
Med en dyb vejrtrækning fik Romeo skubbet sig selv ned ad bordet. Hans hænder skælvede stadigvæk, da han rakte ned imellem sine ben og vaskede sig.

"Hvad skal der til, før du lader mig gå?" spurgte han lavmælt, imens han stod dér, med en hånd imellem sine ben. Han vidste, at han ikke burde sige noget, og da slet ikke noget der kunne provokere Grimm, men han kunne ikke stoppe sig selv. Han var nødt til at vide det. "Skal du finde noget bedre? Jeg - jeg hjælper dig gerne. Sammen kan vi -- kan vi lokke hvem som helst herud. Jeg er ikke hævet over den slags."

Grimm lyttede med interesse, mens han ragede aske ud af ildstedet og begyndte at tænde op. Han var totalt ligeglad med, hvad Romeo sagde, men det var sjovt at høre desperationen i knægtens stemme, der lød, som om den var lige ved at knække over.

"Hm," gryntede Grimm til svar og kløede sig lidt i det korte sort-grå skæg. Han havde ikke rigtigt overvejet, hvad han ville stille op med Romeo, når han var færdig med ham. Det afhang meget af, hvordan knægten opførte sig... Men det var sjovt at give ham lidt håb.

"Jeg skal ind til Dianthos om en måned," svarede Grimm så uden at vende sig mod Romeo. "Vi kan jo se, om der skulle være nogen, der fangede mit øje."

"En måned," gentog Romeo lavmælt og kunne ikke holde sit, måske åndssvage, håb ude af sin stemme. Romeo talte sandt, når han sagde at han ikke var hævet over den slags. Hvis han kunne handle ædelt ville han selvfølgelig gøre det, men ikke når det kom på bekostning af hans eget liv. Han ville uden tøven bytte sin fangenskab hos Grimm med en eller anden uskyldig person i Dianthos. Der var alligevel ingen, der var rigtig uskyldige.

Når det rent faktisk kom til det, ville han måske få svært ved det, hvis Grimm udpegede sig et barn. Men Romeo selv var 24 og de mænd og kvinder, både yngre og ældre end ham, ville han hjælpe Grimm med uden tøven.

"Hvis du tager mig med, opfører jeg mig pænt indtil da," lovede han, men kastede den beskidte klud fra sig med tydelig væmmelse og en tændt gnist af modstand. "Men du skal ikke tro, at det er fordi jeg pludselig er blevet en lydig slave. Find en anden. Så er jeg lydig den næste måned."

Grimm rejste sig fra ildstedet, mens Romeo talte. Det var helt tydeligt, at ideen om, at Grimm ville lade ham gå, hvis han hjalp Grimm med at få en anden på krogen, havde givet knægten håb. Kluden blev endda kastet på gulvet foran Grimms fødder. Dét havde Romeo aldrig vovet for en uge siden.

Grimm krydsede med lange skridt rummet og tog fat i Romeo får at holde ham fast, mens han trak ham ind over dybt, tungt og insisterende kys. Han skubbede sin tunge ind i knægtens mund, tog om hans nakke og kardede fingrene igennem hans hår. Det var en af den slags kys, der under normale omstændigheder ville få de fleste modtagere til at smelte.

"Saml op," mumlede Grimm mod Romeos læber og trak sig endelig ud af kysset. Han stak Romeo en syngende lussing og nikkede mod kluden. "Saml op."

//lukket