Samme aften da jeg var vågnet på Josettes hotelværelse var jeg stukket af. jeg havde adskillige gange overvågent tjekket om jeg skulle have vækket hende - Men nej. Jeg var hurtigt smuttet ud af døren, og lukket den bag mig. Ude på gangen drejde jeg hastigt om hjørnet, og ned mod trappen til nedeunder. Allerede da jeg runder svinget skifter jeg form, til voksen form. Båede så Josette på ingen måde skulle kunne genkende mig hvis hun kom ud på gangen, men også fordi jeg ikke havde krafter til at holde mig i den anden form ret meget længere.
Efter ulykken med øjet havde jeg selv støbt en maske. Med mine lærenemme fingre havde jeg hurtigt lært at forme og designe dem. Men mine masker var dog ikke lavet af porcelæn som den jeg købte lige før ulykken. De var støbt af bronze. En ganske tyndt lag bronze. Jeg havde lirket låsen op til et støberri om natten, og prøvet mig frem. Det tog et par nætter før et acceptabelt resultat kom frem. Hurtigt var jeg dog blevet bedre og bedre.
Den nyeste af maskerne var formet som en kanin, som dog ikke så ganske normal ud. Kun i den ene side var der hul til øjet. Det var i den side hvor mit øje stadig er...
Masken havde jeg taget frem fra min trøje. Jeg tog den hastigt foran ansigtet og forsvandt ud af kroen...

Jeg lægger armene over kors og læner mig afslappet op af teaterets mur. Jeg har masken foran ansigtet. Mit blik er overvågent selv om jeg ser ganske afslappet ud.

Josette kommer langsomt luskende, igen igen, som altid her på den senere tid, i katteformen, med halsbåndet der skiller sig irriterende meget ud.
Men forvandlingerne glipper stadig, og det der normalt er en halskæde, bliver ved med at være der, uanset hvad hun bliver til.
Ikke særligt selvbekræftende, tsk,. tænker hun kort, før hun så stopper op i nærheden af den enorme teaterbygning, som hun skæver imod med et delvist imponeret, delvist nysgerrigt blik..
Hun havde aldrig rigtig været inde i selve teatret, men hun havde hørt en del imponerende ting om det efterhånden..
Hun brummer kort men stopper så brat op da hun har fået øje på en skikkelse der står sløvt lænet op af muren.
Det er ham! Den forbandede, luskede..
Hun står som frosset til stedet, og aner ikke lige hvad hun skal gøre..

,,Jamen hvem har vi der?..." Hvisler jeg i et monotont tonefald.
Jeg rettede mig brat op da jeg genkendte hende.
Det var på ingen måde svært at skilne hende fra de andee katte. Noget specielt, som en aura af personlighed, og charme.
I et roligt tempo begynder jeg at gå hen imod hende.
Jeg smiler ganske kort skævt, men det kan selvfølgelig ikke ses bag masken (Og hvis du ikke forstod det da jeg forklarede det første gang, så ser masken ud som på billedet XD hehe)

(Jo fik det godt med, glemte bare lige at nævne synderlig til det xD)

Josette opdager nu hvad det var der var anderledes ved ham. Han har en ny, og væsentlig gyseligere maske på.. Der er noget direkte uhyggeligt over den.. Og selvom den nærmest ikke røber andet end et enkelt øje, var hun ikke et sekund i tvivl om det var ham..
Holdningen, udseendet, lugten, det hele.
Da han kommer derhen af skyder hun kort rundt, og hvæser en anelse, bare lige for at lade ham vide hvordan hun egentlig har det med ham.
Men sætter sig så muggent ned og ser roligt, stirrende over på ham som han kommer nærmere..
Hun ved godt hun er genkendt, og omvendt også, men gider ikke forvandle sig tilbage endnu..

Jeg kommer ganske tæt på hende med en rolig, ligegyldig mine.
Jeg smiler atter kort bag masken da jeg ser hende betragte min nye maske.
Jeg fortrækker ikke en mine over hun skyder ryg - Og hvis jeg havde ville hun heller ikke kunne have set det for masken.
Jeg sætter mig meget langsomt på huk så jeg kan stirre ind i hendes stærkt, grønne øje. Kan jo kun betragte det ene, da jeg ikke længere kan fokusere på begge to af gangen.
,,Kan du lide den?" Hvisler jeg lavt. Min stemme har fået en smule oprigtig energi over sig. Mit spørgsmål er hentydet til min nye maske. Egentlig er jeg ikke interresseret i om hun kan lide den eller ej; energien kommer af den svage stolthed jeg føler over den.
Egentlig forventer jeg et ubehøvlet svar, eller slet intet - egentlig meget ligegyldigt. Det er ikke hvad hun siger, om hun siger noget, eller noget der i nærheden. Det eneste der interressere mig er at få magt over hende, få hende til at se hvor meningsløst det hele er; for blot derefter at kasere hende, eller måske endda hjælpe hende væk fra denne ligegyldige verden. Jeg sukker ganske lavt.
Mit blik hviler roligt på Josette, men der ligger intet afventende over mig. Kun stilheden gør det frit for hende at tilføje noget til vor konversion, hvis det ikke blot er en monolog, som ligeså godt kunne have forgået i mit eget hovede; og stadig have den samme betydning for verden omkring os.
Jeg ligger mit hovede afslappet på skrå. Den samme ligegyldighed som sidst vi mødtes ligger over mig. Desperationen som prægede min personlighed under mødet med Arsenic er slet ikke til at mærke. Egentlig fordi hele den affære blot bevidste min teori yderligere - at intet betyder noget, og at det heller aldrig nogensinde har gjordt det, for vi uanset hvor meget vi kæmper for noget, vil vi alle ende ud med det samme; døden. Vi mister alligvel al den respekt og kærlighed vi har kæmpet for, så hvorfor i alverden overhovedet kæmpe?
Det jeg ikke selv ser er den dobbeltmoralskhed jeg ikke opdager ved mig selv er, at hvis intet er noget værd, hvorfor så kæmpe for at få andre til at se intet er noget værd? Inderst inde i den stende personlighed gemmer svaret sig. Et ellers ganske eneklt svar; Frygten for at forelske sig, frygten for at elske og blive svigtet. Tvivlen der spirer for hver posiktiv sjæl jeg møder. Tvivlen som ville kunne ødelægge hele den virkelighed jeg har levet for, og støttet mig op af hele mit liv, bringer en ufattelig frygt med sig. Derfor er det nødvendigt at nedbryde tvivlen. Lad ingen bringe en tvivl. Udslet deres lyst til at drømme og ønske...
langsomt lader jeg min slanke hånd glide fra låret og ned på jorden hvor jeg lader den placere. Mine fingre ligger en smule udspredt, men min håndflade røre ikke jorden. Hele min balance består nu af fingrenes modstandsevne, og styrke.



(vi er lige på frys, fordi Selma gerne vil være en rynket rusin om 10 år XD mahahaha! og jeg en snemand o___X )

(( Det Simone prøvede at sige er, at jeg lige var i sol x'D ah hah.))

Josette ser blot med en naturlig sky'hed, og mistro over sig op på ham, og lytter let til hans ord om masken. Han minder mig altså stadig om nogen..
,, Nej det kan jeg egentlig ikke.. " .. Jeg kan ikke lide ting der skræmmer mig.. ,, ...Men den er smukt lavet,. " indrømmer hun fuldstændig roligt, hvilket understreger oprigtigheden i sætningen.. Hun mener det faktisk. Den er skræmmende, direkte uhyggelig, men fantastisk smukt lavet.
Hun overvejer kort hvor han har den fra.. Om han mon er typen der stjæler.. Har han stjålet den?
Og hvorfor mon han pludselig fik den mani med masker.. Han havde jo intet at skjule.
På den anden side er det vel ikke værre end så mange andre hobby'er folk pludselig får..
Hun fjerner endelig blikket fra ham, og spinder dovent en anelse, blot for at bryde stilheden, og ser kort ubetydeligt rundt.. I virkeligheden ligger hende fulde opmærksomhed, og lidt til på ham..
For han er typen man ikke kan stole på.
Da han støtter sig på jorden foran ham, smiler hun listigt en anelse for sig selv, og går hen og stryger sig kælent op af selve hans arm, men stopper så pludselig brat da hun endelig kommer i tanken om hvad det egentlig var der var så usædvanligt ved ham..
Han kendte mig navn!
Hun stopper straks med alt sit fjolleri, og ser krævende op på ham..
,, Sidst.. Da du forsvandt! Du sagde mit navn! Hvor i alverden kendte du det fra?! Jeg sagde jo jeg havde set dig før! " hendes stemme hæves en anelse af ophidselse, og pelsen på den fine kattekrop står ophidset ud til alle sider, som en rigtig lille vildkat.. xD

Skal lige til at komme ind på en dybere, ligegyldig forklaring om at jeg selv har lavet masken, og hvordan den er lavet, da hun pludselig kommer slintrende, spinnene op af min arm. Hun skifter dog hurtigt fra kælen huskat, til strid vildkat.
Smiler atter bag masken over hendes strittende pels.
Sidder roligt som tænkte jeg over hvad hun sagde.
Løfter så roligt hånden jeg ikke støtter på jorden med, og stryger den hen over Josettes blanke, sorte pels.
,, Jeg har spurgt mig lidt frem..." hvisler jeg så roligt...

Sætter mig langsomt ned da jeg bliver aet', og skuler mistænkeligt op på ham.. Jeg er en vampyr, og mig selv bekendt en rimelig diskret en af slagsen, uden mange bekendte, så jeg er ikke sikker på jeg tror hans ord..
,, Løgner,. " mumler jeg så endelig lavt, men spørger ikke mere ind til det, da jeg opgiver at lokke mere ud af den snedige, udspekulerede forbandede... fremmede..
Nej det er netop det.. jeg nægter at tro han er fremmed.. Er det mon i Fragransil eller en af de andre verdener jeg har mødt ham før?
Pelsen ligger sig langsomt en anelse igen da jeg falder lidt ned, men stadig godt utilfreds med svaret, så bliver ved med at se mobset op på ham.
Forvandler mig så endelig tilbage, men sidder stadig bare på jorden og bliver ved med det der anklagende blik, der siger jeg har regnet ham ud.. Bare ikke lige ved hvad jeg skal gøre ved det, eller gøre for at bevise det..
Skæver så igen kort rundt, men forholder mig tavs.

Skal til at lade hånden kører endnu engang over hendes blanke pels inden hun atter forvandler sig til sig selv.
Min hånd stopper midt i luften, og falder så slapt ned på mit lår. Dér hviler den, som var det en fasan der lige havde fået blæst knolden af.
,, Jeg havde engang en kat..." hvisler jeg. Hun aner intet om min fortid, og jeg kender ingen i denne del af krystallandet, så hun burde ikke vide noget om mig. Derfor tillader jeg mig selv at træde ud på dét lille skråplan. En lille lystig løgn.
,, Jeg mødte en lille dreng... Han ledte efter dig... Jeg var lidt i baggrunden da han endelig fandt dig... Dér fra kender jeg dit navn..." Skifter jeg pludselig emne. Min stemme er fuldstændig rolig og monoton.

Ser dog straks op på ham da han siger det med 'den lille dreng'...
Hans troværdighed stiger pludselig.
August?
Falder mig slet ikke ind at det er ham han minder om, da jeg er for optaget af om det mon så faktisk er sandt.. Det kunne jo meget vel være.. Rigtig meget faktisk.
,, Hm. " svarer jeg så blot kort, og prøver kort at borre mit blik ind i hans øjne.. øje.. Øjnene er sjælens spejl... og sjælen kan ikke lyve..
Men mørket, og skyggen fra masken selv gør det svært, og jeg opgiver derfor, for så igen bare at se kort rundt.
Overvejer hvorfor det lige er vi sidder her og ser dumme ud på jorden..
Retter mig langsomt op, for derefter at rejse mig, og strækker mig kort smidigt, ser så endelig på ham igen, men uden nogen rigtig gnist.. Mest som om det er fordi jeg synes jeg 'bør'..
,, Hvad laver du egentlig her så sent? " spørger jeg så endelig, og iagttager ham afventende..

aflæser overraskelsen i hendes blik.
Rejser mig langsomt op, og betragter også hende.
Smiler da bag masken da hun spørger mig hvad jeg laver ude så sent.
,, Ledte efter dig..." Noget drilsk ligger for én gangs skyld i min stemme.
Ligger dog hurtigt den halv mundre mine til side.
,, Hvad med dig?" Giver jeg monotont og ligegyldigt igen.,

Opfanger straks sporret af.. munterhed? i hans stemme, og kommer med det samme til at smile en anelse..
Uheldigvis varer det ikke længe, og smilet dør langsomt ud..
Der er dog kommet en eller anden form for liv i mit blik igen.. Jeg fik bevis på han har flere sider, selvom de er svære at finde. Som om han bevidst prøver at dræbe dem, eller holde dem ude af billedet.
,, Ledte efter dig,. " efteraber jeg så, i selv samme tonefald, og smiler igen direkte drillende, med et frydene udtryk i resten af fjæset.
Iagttager ham igen lidt diskret..
Sikker på han er en fantastisk god løgner, der nok snart knap selv ved hvad der egentlig er sandt, og hvad der ikke er.. Han indrømmede jo faktisk før han løj.. Først sagde han at han havde spurgt omkring, bagefter at han havde set en lille dreng...
Hmm..

Stirrer ned på hende da hun svarer.
Strikker så pludselig fingrene frem, og lader dem køre igennem hendes hår. Hendes fantastiske, ravn sorte, hår.
,, Jeg havde engang en kat..." Hvisler jeg igen. Denne gang med en hemmelighedsfuld undertone. Noget dystert tone ud imellem det stadig monotone stemmeleje.
Lader så min hånd glide ned langs min side som en blad der må bugge under for vinden og svæve visent, gammelt og brunt i mod jorden.
Ligger hovedet en smule på skrå. Betragter hende indtrængende.
,, Det er ikke passende for en ung kvinde som dig at vandre rundt her inde midt i byen efter mørkets frembrud.." Hvisler jeg ligegyldigt. Selv om det egnetlig er en alvorlig ting jeg siger, lyder jeg dybest set ligeglad. Desuden er jeg ikke i tvivl om at hun ville kunne klare sig selv.

Blinker overrasket en enkelt gang over den uventede berøring, men fjerner mig ikke det mindste.. Snarrere tværtimod, det var ikke ligefrem ubehageligt..
Ser blot passivt på ham, som om jeg ikke hører efter hvad han siger bagefter, selvom jeg bestemt gør..
Blinker igen, denne gang tankefuldt, før jeg så endelig efter lidt stilhed udbryder: ,, Hvorfor siger du så mange ting du i virkeligheden er bedøvende ligeglad med..? som om det bare er noget du "bør".. en del af... et eller andet.. en større plan nærmest.. " det er egentlig blot mere og mere høje tanker, lavt mumlet for mig selv, med blikket hvilende på ham, dog stærkt fraværende, helt tydeligt opslugt af tanker..
Luk mig ind i din verden..
Blikket bliver igen mere tilstedeværende, og jeg har kort lyst til at hive hans maske af.. Kan nærmest ingen udtryk overhovedet opfatte.. Kun sindsstemningen.. Hans lugt, aura, og holdning.. men ingen ansigtstegn eller noget som helst, det meste af tiden heller ikke engang høre det på stemmen fordi han er så fandens monoton.. og det irriterer mig grænseløst..

Hendes spørgsmål er meget nærgående faktisk.
Lader stilheden falde imellem os.
Stirrer tomt på hende.
Men tankerne i mit hovede brager afsted.
,, Er der en eneste ting vi nogen sinde siger af andre grunde end fordi vi bør gøre det?" Hvisler jeg så blot i et fortsat monotont stemmeleje.
Jeg går et skridt nærmere hende så jeg står næsten helt op af hende.
Stirrer hende ind i hendes dybe grønne øjne.
Mon hun forstår at vi ingen betydning har?...

Stirrer blot trodsigt op på ham da han rykker tættere på, men fjerner mig ikke..
Iagttager masken da det er alt jeg egentlig kan se..
Den ser ud til at være uhyre omhyggeligt lavet, især nu hvor jeg kan se den endnu tættere på.
,, 'Jeg elsker dig', burde, og bliver ikke sagt bare fordi man føler man "bør". " svarer jeg så endelig, uden at hverken blik eller resten af kroppen rykker sig en tomme.
Jeg har ikke tænkt mig at lade mig rive ind i hans lille univers.
Og desuden tydeligt at høre på mig intet kan rokke mig fra mine meninger.

En ganske kort, skælvende latter undslipper min mund.
,, Kære.. 'Jeg elsker dig' er nok dén sætning der aller mest bliver brugt uden følelser..." hvisler jeg. Min tone er dyster.
Rykker mig heller ikke en tomme.
Smiler kort bag masken. Hun er stædig.

,, Det siger jo så noget om der er noget galt med folk her i verdenen, ikke med betydningen af sætningen. Vi er faktisk nogen der kun har brugt den, når det virkelig gælder.. " nærmest hvisker jeg så frydene, og hæver kort hagen en anelse, ikke til at sige om jeg lige hentød til at han nok bare kaster om den med sig, ligesom alle sine andre... 'påstande'..
Er ikke til at bide eller stikke i.
Stikker hænderne i baglommerne på de mørke cowboybukser, og ser blot indgående på ham..
Den pokkers maske..

Smiler kort bag masken.
,, hvorfor spilde ens tid på at bruge dén sætning? Hvor spilde tiden med at forelske sig, skabe en familie, tjene penge... Hvorfor alt det? Lige meget du er rig eller fattig får du en eller anden dag den samme udvej, og så er alt sammen spildt!" Hvisler jeg. Noget ophidset skærer kort over min måde at tale på.
Falder dog straks tilbage i samme ligegyldige tonefald.
,, En eller anden dag mister du jo alligevel dem du har sagt sætningen til, og så er den meningsløs igen..." hvisler jeg så monotont. Og ganske roligt.
Jeg ved hun havde lidt med ham Vlad engang. husker det fra mit møde med ham, men ved ikke hvor dybt det var.

Hæver let brynene...
,, Så du påstår man ikke skal foretage sig noget som helst hele sit liv, men bare vente på at dø, fordi det hele er "spildt i sidste ende alligevel"? Det var da den værste gang sludder jeg nogensinde har hørt. Så snakker vi da for alvor om bare at spilde tiden. Iøvrigt, så er jeg allerede død, jeg er uendelig, og skal leve evigt.. " ser udfordrende på ham.
,, Jeg er 2475 år... Slevin, 2475.. Og jeg er stadig ung. Jeg vil for altid være ung. Blive mere erfaren og få mere viden ja, men for altid være ung.. "
Stopper så min talestrøm, og hælder armene over kors, uden at have fjernet blikket fra ham så meget som et sekund.
,, Så tro' ikke jeg har tænkt mig at rende rundt og lave ingenting til verdenens undergang, fordi du påstår det skulle være spildt.. Man er da først for alvor død, hvis man stopper med at leve livet hvert sekund. "
Bring it on..
Giver mig som sædvanlig ikke en tomme.. Vil langt hellere have ham over på min side.. Der var kort noget der vækkede hans iver..
Hvad er det du er så bange for Slevin? Luk mig ind..