Nænsomt skænkede Romeo vin til Phillippe, og lod den røde væske atter fylde glassets runde form. Det var helt med vilje at præsten ignorerede snedkerens nysgerrighed. Det måtte pralle af, og øjnene var blot koncentreret på glasset så væsken ikke flød over. Omhyggeligt fik han hældt op til sig selv, og satte flasken fra sig. 

Det grønne blik hævede sig for at se glansløst på Phillippe der bragte emnet om fantasier op igen - som hvis Romeo ikke havde hørt ham første gang. Han var stille, og overvejede hvordan han mon kunne få snedkeren til at glemme det igen, men ak - her sad de, og spørgsmålet hang i luften. "Mrhm." Romeo rømmede sig kort og rettede sig i stolen. Han sad pludselig så ubekvemt. 
"Det ved jeg da ikke." forsvarede han små irriteret, og gned håndfladen træt mod panden. Det var ikke hans mening at bide sådan af Phillippe, men at belemre sig selv med tanker om unge drenges fantasier var det sidste han ville. 

Ganske hurtigt sendte han ham et beklagende blik, og rystede lidt på hovedet før han tog glasset i sin hånd og lænede sig mod stolens ryglæn. "Han tror muligvis at vi ligger sammen, Phillippe," Romeo løftede et sigende bryn, "Hvis det ikke er forskruede fantasier, så ved jeg ikke hvad det er." sukkede han. "Jeg kan undskylde, at når man er ung, så har man visse.. tendenser til at ville have det kødlige." Han fugtede halsen med vinen, og endte med at sænke blikket til væsken inden han færdiggjorde sin sætning, "Men så skal det også stoppe der." 

 Deres blikke mødtes, og Phillippe prøvede på ikke at smile for meget over det uimponeret blik der blev sendt i hans retning. Mundvigene stirrede lidt, vendte sig lidt op af, mem det begyndende smil blev hurtigt skjult bag glasset da Romeo havde holdt op. 
 " Hvad bekymre du sig så om? "Phillippe løftede det ene bryn lidt. Hvis Romeo ikke vidste hvad Samuel kunne tænkes havde han jo ingen grund til at være bekymret. Snedkeren tvivlede dog ikke på, at præsten havde et eller andet i tankerne, for selvom han prøvede at spille åh så uskyldig, havde Phillippe set andre sider af ham. Mærket andere sider.

 Med falsk forargelse tog Phillippe sig til brystet, inden bagsiden af hånden dramatisk flyttede sig op til panden som om han dånede. Et legende glimt spillede i de grå øjne der kiggede ud under hånden på præsten.
 " Forskudt fantasi!? Urghuh, er jeg så forfærdelig at se på? " beklagede han sig da Romeo var færdig med at snakke. Hånden mod panden lagde sig ned mod bordet igen inden han trak  på skuldrene. Han tænkte lidt over ordene, det skjulte der lå gemt i ordene.Jeg kan undskylde, at når man er ung.. Brynene løftede sig lidt, hovedet tippede lidt på skrå. Så ingen undskyldning for at nyde livet når man bliver ældre? Hadede præsten virkelig sit liv så meget?
 " Er det så nødvendigt at undskylde noget der er dejligt? " Brynene havde rynket sig i en lidt mere seriøs mine, som sjoven faldt lidt til siden hos Phillippe. Det virkede uretfærdigt at skulle undskylde for at leve..

 Det lille skuespil, som Phillippe udførte for enden af bordet, fik Romeo til at sende ham et betydningsfuldt blik á la; du-ved-hvad-jeg-mener. Der var intet forfærdeligt ved snedkerens udseende, snarere det modsatte. Han pillede nervøst ved sine slidte negle, forlegen over sådan en tankegang. Og derefter i benægtelse over, at de nogensinde havde fundet sted.

 Nu kunne præsten dog høre, at tonen blev ændret til det seriøse - måske endda defensivt. Intet af denne snak var klandret på Phillippe eller hvordan han førte sit liv; det måtte han selv være herre over. Romeos blik mildnede lidt, og han sendte den anden et undskyldende smil. 
 "Præster og disciple må have rigeligt i deres guders kærlighed," forklarede han i sin blideste præstetone, så intentionen af hans tidligere ord forhåbentlig ikke ville blive misforstået. Samtidig var det en streng påmindelse til ham selv. Han havde accepteret, at kødelig omgang ikke længere var noget, han måtte nyde. Om det var en uventet gave eller en straf, begyndte han selv at sætte spørgsmålstegn ved, efter Phillippes pludselige indblanding. 
 "Så det er selvfølgelig en ærgrelse, hvis det pludselig ikke er nok.." Han sank en klump, og tog en større slurk af sin vin - varmen fra væsken var begyndt at varme hans knogler og puls. 

 "Du må selvfølgelig gøre som du vil, Phillippe." forsøgte Romeo at berolige snedkeren med, og ruskede kort op i sine lokker. Med hvem han vil, hvornår han vil, hvor han vil. Der var et snert af jalousi ved denne tankegang, jalousi fordi Phillippe kunne gøre det med alle andre end med ham. Det måtte være vinen der talte..

 Selvom Phillippe til en hvis grad var en troende mand, gik han ikke helt så meget op i hvad guderne mente og tænkte. Det kunne man vel se på måde hans forhold til sin kone var. Eller måske virkede det bare ikke til at guderne helt var der for ham, når han skulle lide sådan som han gjorde. Var det karma? Phillippe havde aldrig skænket det alt for meget tanke, og gjorde det heller ikke nu. Tog ikke præstens ord personligt, han var mere nysgerrig. Måske endda skeptisk. Han havde set præsten give efter for Phillippe - måske ikke med god vilje, men han havde gjort det. Og nydt det. Det virkede forkert for snedkeren at man ikke havde lov til at leve livet som man havde lyst, bare fordi man til dagligt gik i gudindens farver.
 " Det virker...  " Phillippe gik i stå i manglen på et ord der passede til det han følte om det. I stedet endte han med at skære en grimasse med næsen rynket i uenighed og tage en tår af vinen. Lod Romeo snakke videre. Og det næste der blev sagt fik Phillippe til at løfte begge bryn interesseret. Var det et snært af fortrydelse Phillippe fornemmede? 

 Der kom en lille pause i Romeos tale hvor han tog noget at drikke. Phillippe vendte sig lidt på stolen, så benene og hans front blev vendt lidt mere mod Romeo, og albuerne støttede sig mod knæene som han lænede sig frem. Et skævt smil og drenget glimt sneg sig frem over det ru ansigt da Romeo gav han tilladelse til at gøre hvad han ville. Et udtryk der sagde at Phillippe måske valgte at forstå det lidt anderledes end Romeo havde ment. 
 " Ja så? " lød det nærmest nynnende fra Phillippe, som hovedet lagde sig på skrå. Det grå blik gled ned over Romeos krop som overvejede han det tilbud Romeo ikke havde givet. Det var jo bare for at drille Romeo. Selvom Phillippe nu meget godt kunne lide hvad han så. 

 "Altså inden for rimelighedens grænser," skyndte Romeo at affeje Phillippes skælmske adfærd med, mens hjertet hamrede som en lille fugls. Han forsøgte at synke en klump der atter formede sig i halsen, og adamsæblet bobbede anstrengt for at glatte den ud. Fingrene fumlede om glasset en smule forfjamsket inden han tog endnu en tår af vinen. Den kunne mærkes nu, og den summede varmt i hans kinder og lår.

 Emnet var kompliceret, og nok mere kompliceret at forstå for personer der ikke var en del af templerne og deres målrette sti for deres præster. Romeo vidste at der var nogle guder og gudinder, der ikke var lige så strenge i deres holdninger til kærlighed og alle dets afgreninger, Shara, bare for at give et eksempel. Men han syntes nu ikke at det var retfærdigt at kalde Isari for decideret streng. Det var nok nærmere et skalkeskjul for hans egne komplekser; at være forbandet gjorde det ikke just nemt at have dybe relationer til andre. Det var kun Isari der accepterede ham som den han desværre var blevet. 

"Hvordan.." Romeo brummede en anelse tungt da han fandt det svært at formulere sig, og blikket landede ufrivilligt på snedkerens indbydende læber, før de forhastet søgte op til hans øjne, "hvordan har du det, Phillippe? Hvordan går det med dig?" Det var nemmere at skifte emne, end at vade rundt i det samme svære emne - og så kunne opmærksomheden også blive vendt væk fra ham selv.

 Brynene løftede sig lidt igen, og læberne spidsede sig overvejende ved Romeos ord. Glimtet forblev i øjnene, sagde at Romeos ord ikke hjalp sagen særlig meget. Phillippe kunne da sagtens handle indenfor rimelighedens grænser med Romeo. Nu havde han Nicola så, det skulle han selvfølgelig ikke, men teoretisk.

 " Lige nu? " Spurgte Phillippe med et overvejende udtryk. Det grå blik gled lidt ned over Romeo som om svaret lå i ham. Han skuttede læberne lidt og trak på skulderne inden er skævt smil trak mundvigene op.
 " Lige nu har jeg det ganske godt. Jeg er i godt selskab, har interessante samtaler.. Og min reserve kone har lavet god mad.. " Det ene bryn løftede sit let mens smilet blev mere drilsk. Han løftede sig lidt fra stolen, lænede sig frem mod Romeo, det grå blik skiftende mellem at se på Romeos grønne og hans læber. Gjorde langsomt afstanden mindre, så Romeo havde mulighed for at trække sig. 
" Så det går meget godt, " Phillippe lod dog aldrig afstanden mellem dem helt forsvinde. Hvis Phillippe lænede sig meget længere frem ville deres pander støde ind i hinanden, men i stedet begyndte han at strække benene ud og rejse sig op. Et sidste blik ned over Romeo blev givet, halvt for at se hans reaktion og halvt for at bare lige at tjekke ham ud en sidste gang. 
 " Hvad med dig? " Spurgte snedkeren så som om det ikke lige havde virket som om han lagde op til at kys, mens han begyndte at samle deres skåle sammen så han kunne skylle dem af i baljen henne ved brændeovnen.

 Ja, for eksempel, tænkte Romeo med et indikerende skuldertræk til Phillippes spørgsmål til spørgsmålet. Han bemærkede godt hvordan blikket lagde sig på ham, men han gjorde alt for at lade som om han ikke tog notis af det. Med neglen, kradsede han lidt på vinflasken, og lyttede til svaret. Det var først da Romeo blev kaldt reservekone, at han løftede blikket mod Phillippe med et sigende blik. Det fangede uvilkårligt hans interesse, mens fødderne blev en anelse urolige. Men som snedkeren formede sit drilske smil, kunne præsten ikke lade være med at spejle det, og sende ham et lille løftet smil i mundvigen retur. 

 "Du.." er uforbederlig, skulle han til at sige da Phillippe var kommet utrolig tæt på, og Romeos ord dykkede retur ned i halsen. Lettere tryllebundet flakkede blikket undersøgende på den anden. Det landede på en tot hår der så en smule filtret ud. Han fik lyst til at glatte det ud. Afstanden synes at mindskes, men om det var vinen i blodet eller et underkuet ønske om at flette sig sammen med Phillippe der gjorde at Romeo stædigt ikke trak sig bort, prøvede han selv at finde ud af. Men det var selvfølgelig vinen der fik skylden. "Så det går meget godt." gentog han lavmælt, som tænkte han over ordenes betydning, og drejede hovedet lidt, så deres læber ikke var faretruende lige foran hinanden. 

 Romeo kunne trække vejret lettere da Phillippe forlod bordet. Men hele tiden havde han kunne mærke varmen fra ham som var det hans egen. Alle muligheder havde han haft for at lægge en hånd i nakken af snedkeren og trække ham ind til sig. En stemme i ham kaldte ham kujon, en anden forsvarede ham. 
 "Jeg tror jeg er beruset," svarede han, og løftede hånden for at mærke på sine varme kinder. Han vidste dog godt at det ikke var et rigtigt svar på spørgsmålet. "Men, jeg er travl," løj han, selvom det i og for sig var rigtigt. "Vi har fået nye præstelærlinge - så der er meget at se til, men det er fint." Hans blik fulgte med i snedkerens hænder der samlede tallerkener. 
 "Skal jeg hjælpe med noget?" spurgte han, og var allerede klar til at springe op af stolen. 

 Det trak noget så tilfredst i Phillippe at se Romeo vride sig lidt rådvildt. En del af ham ville så gerne have ham til at bukke under, vise præsten alt det vidunderlige og fantastiske han gik glip af. Samtidig vidste han at hvis han gjorde mere med ham og Nicola fandt ud af det, og Romeos tilbageholdenhed var nok det eneste der holdt snedkeren fra ikke at bukke under for lysten.
 " Ja så? " kom det underholdt fra Phillippe med et lille grin, men han overvejede hvad det betød. Om det betød noget. Han kiggede op fra sin huk-position ved gulvet og nikkede lidt til Romeos ord. Overvejede dem lidt, inden han så tilbage på tallerknerne der blev rene.
 " Men ikke så travlt at du ikke kan være sammen med mig. " Prikkede han drillende til den anden. Phillippe rejste sig op med de nu våde tallerkner i hånden og fik fat i et klæde som han gav Romeo.
" Du kan tørre af. " Phillippe gik over til gryden og tog den af bordet og satte den på karmen over brændeovnen så den ikke var i vejen.

 " Har du nogensinde overvejet ægteskab, Romeo?" Lød det lidt ud af det blå fra Phillippe. Okay, han var måske også lidt beruset.. Det var dog et spørgsmål han egentligt var nysgerrigt at høre svaret på. For, hvordan kunne Romeo give råd til Phillippes ægteskab, hvis ikke helt selv havde nogen form for erfaring?

 'Ja så,' selvom den lille smilende kommentar ikke burde betyde noget, så forekom den næsten lokkende, som hvis Phillippe ventede at Romeo ville sige mere, gøre mere. Det eneste præsten gjorde, var at vende blikket bort, og se forlegent ned på sine hænder. Jeg tror jeg er beruset - hvorfor havde Romeo sagt dét. Hvad forventede han af at ytre de ord. En beruset tåbe, er hvad han er. Han rystede hovedet lidt opgivende over sig selv. 

 Romeo smilede svagt. "Der fik du mig.." svarede han dæmpet til det Phillippe sagde, 'Men ikke så travlt at du ikke kan være sammen med mig'. Det ekkoede sig gentagende i ham, vurderende, granskende. Kunne snedkeren se lige gennem ham, som Romeo frygtede? Han rettede lidt på sin stilling, og den bekymrede panderynken viste sig. 

I det Phillippe meddelte at han kunne tørre af, og skulle til at give ham et klæde, rejste Romeo sig fra stolen. Han håbede, i sin svaghedens stund, at dere fingre ville mødes.. noget hudkontakt, da han tog imod stoffet, men det skete ikke. Stop, Romeo. 
"Okay," accepterede han venligt, men med en klump i halsen. Benene føltes som om de var trukket sammen, summende. Drak han mere, ville han gå fra beruset til fuld. 

 En lille pause var der, mens de vaskede og tørte af. Det pludselige spørgsmål om ægteskab kom lidt bag på ham. Han løftede brynet spørgende, nærmest som et slags 'hvor kom det fra?' Men han tog en dyb indånding gennem næsen, inden han pustede ud samme sted, mens han overvejede spørgsmålet nøje. 
 "Da jeg var yngre havde jeg en forestilling om det.." begyndte han, og så ned på klædet der blev mere og mere fugtigt for hver tallerken eller gryde han tørrede af. "Men ikke længere, jeg har viet min kærlighed til Isari." Det var ikke muligt at skabe en sådan kærlighedsforbindelse til nogen.. ikke nu, ikke efter det bæst forbandede ham. 

 Romeo skævede hen til Phillippe, betragtede det gyldne skær i hans hår, og skægget. "Var ægteskab altid noget du ville, før.." sætningen døde lidt ud, men der var noget sigende i blikket. Før hende.

 En underlig strøg tanke om, om Romeo mon kunne finde på at sige nej, til at han kunne tørre af, strejfede Phillippe. Hvad ville han havde gjort hvis han havde sagt nej? Kunne Phillippe lige så godt have givet Romeo klædet, uden at give han muligheden for at sige fra? Men hvorfor skulle han sige fra..? Præsten havde jo selv lagt op til at ville hjælpe. Den underlige tankestrøm rystede snedkeren ud af hovedet inden han kom med sit pludselige spørgsmål.

 Det grålige blik betragtede Romeo mens han kom frem til et svar. Det lignede næsten det gjorde ondt at svare. Phillippe smilte lidt over det, mens han lyttede til Romeo ord. Han nikkede lidt, men rynkede lidt på næsten over de fesne ord om kærlighed til Isari. Phillippe forstod det ikke. Ikke at Phillippe havde oplevet meget ægte kærlighed - det tætteste var nok med Nicola - men en gud, der ikke rigtigt kunne elske en tilbage, og som man aldrig ville kunne mærke.. Det var latterligt.. Han sagde dog ikke noget om det, og trak lidt på skulderne da spørgsmålet blev vendt mod ham.
 " Jeg har aldrig gerne ville have en familie. Havde nogle skønne børn, og vidunderlig kone.. " Det grålige blik vendt sig op mod loftet, som om Phillippe så det for sit indre.
 " Men jeg ved.. Jeg har bare aldrig rigtig kunne finde.. roen til det.. " Han trak på skuldrene igen, og så på Romeo. Han var stadig ikke klar til det.

"Du taler som om det er for sent," påpegede Romeo efter at have betragtet Phillippe nøje. Hvordan drømmen om familielivet varmede en glød i de grålige øjne. Det kunne godt være at Philippe var gift med en heks, men det blev vel aldrig for sent at skabe en familie, hvis han virkelig ville det. Bryde forbandelsen fra sin kone, og stikke af fra det liv. Skabe et nyt. Det måtte da være en mulighed. Romeo ønskede det for ham. 

Romeo klappede snedkeren venskabeligt på ryggen, opmuntrende, og kom med et sammenklemt smil. "Det kommer hvis det kommer, der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud," sagde han stille, og beherskede sig fra at stryge ham over ryggen. Han kunne mærke håndfladen blive varm før han fjernede den, og tørrede de sidste bestik af. Skuldrene sank en anelse, ved tanken om familielivet, sin egen familie. Sin fremtid, hvis han da havde nogen. Lettere fjernt stirrede han bare ned på bevægelsen af klædet der gled over skeen i sine hænder. Igen og igen, indtil det gik op for ham; at nu var den vidst også tør.. 

Han skævede diskret til Phillippe, og granskede lidt hans ord igen. Ikke finde roen til det. I hvilken forstand? hvad var ro et synonym for i dette tilfælde? Panden rynkede sig en anelse, og Romeo gned sin hage. 

"Når du siger ro, hvad mener du så?" lød det dæmpet fra ham. Han skulle have spurgt om det fra starten.