Romeo udstødte et forskrækket grynt da han mærkede at hans hånd gled fremad. Og med ét lå han oven på Phillippe i en position de fleste ville finde upassende. Snedkerens hånd var på præstens hofte, og deres hænder fra armlægningens strabadser var stadigvæk knyttet sammen. 
  "Av.. for.." han brummede kortvarigt og samstemmende med Phillippe - deres hænder gjorde sig fri af hinadens greb så de kunne gnubbe smerten væk. 

  Romeo fik endelig orienteret sig, og hans hjerte slog et slag over da det gik op for ham hvordan de lå. For ham, føltes det som om at alt gik meget, meget langsomt. Deres åndedrag, bevægelser - Hans grønne øjne var sømmet fast til Phillipes charmerende grå.  Lige nu priste Romeo sig lykkelig for at han havde taget sine lange underbukser på tidligere - så han ikke lå splitternøgen oven på Phillippe. Han sank en nervøs klump, og smilede forpint til det Phillippe sagde, og valgte at lade være med at kommentere på det. 

 "Er dit hovede okay?" Spurgte han bekymret istedet. Stemmen, en smule mere luftig. Hans hjerte hamrede voldsomt mod hans bryst. Han flyttede sig ikke, og rystede heller ikke Phillippes hånd af sig.

 Med det grå blik på den anden, tog Phillippe Romeos reaktioner ind. Præsten virkede ikke væmmet over situationen, men han havde nu også virket meget åben i forhold til Phillippes små tilnærmelser. Han trak sig ikke væk, eller virkede helt stivnet i chok. Snedkeren holdt et lille grin tilbage da Romeo ikke virkede til at kunne meget andet end at sende et lille, forpint smil i hans retning. Det var vel ikke en dårlig reaktion? 

 " Mhhh.." Brummede Phillippe roligt til spørgsmålet omkring hans hoved. Efter at have knuppet sit baghoved lidt, lagde han hovedet ned mod gulvet igen, og brugte i stedet hånden til blidt og forsigtigt at stryge præstens pande.
 " Er dit? "  Det var ikke andet end en hvisken, og det grå blik fulgte en øjeblik fingrenes flygtige bevægelser over panden, inden Phillippe tog fingrene til sig, og i stedet mødte Romeos blik. I et lille vovet forsøg, løftede Phillippe langsomt hovedet igen, denne gang var det dog ikke for at gnide baghovedet, men for at se hvor meget han kunne lukke afstanden mellem før Romeo ville trække sig. 
 " Jeg har det faktisk ganske tilpas lige nu." mumlede han stille. Han frøs i hvert fald ikke længere!

  Da Romeo mærkede Phillippes grove fingre mod sin pande, stivnede han af nervøsitet og holdt vejret. Det var som om Romeo stod og så det hele udefra, og prøvede at få ham til at rykke sig væk. Havde han rent faktisk stået der fysisk, havde han skubbet sig selv væk ved magt- men hans krop var fanget i en trance han ikke kunne slippe ud af. Måske.. ikke ville slippe ud af. 

  Romeo begyndte langsomt at trække vejret igen, hans brystkasse løftede og rejste sig i et tempo der indikerede at han var opildnet - og en brusende fornemmelse ramte ham under navlen da Phillippes hvisken fyldte stilheden. Det var et simpelt spørgsmål - uskyldigt, men det blik han sendte Romeo fik det til at summe helt ude i fingerspidserne. Han tog det hele ind: måden Phillippes hår der lå spraglet om sit hovede, og indrammede hans ansigt som et maleri. De grå, dybe øjne der hvilede på Romeos egne. Det var.. betagende. 

 Nu skal jeg fjerne mig, tænkte han beslutsomt.
Men han blev hvor han var. 
 Forstenet.

  "Jeg klarer mig.." brummede han lavt, en smule disorienteret. Han frøs egentlig ikke længere, men alligevel fik han kuldegysninger op ad ben og arme. Hvordan snedkeren havde sådan en indvirkning på ham, kunne han ikke forklare. Der var bare noget i øjeblikket som fik ham til at føle sig så virkelighedsfjern - som om han drømte, og for en gangs skyld ikke ville vågne op igen fra drømmen.

  Hans øjne blev mørke, af noget der mindede meget om begær, da Phillippe løftede sig fra gulvet og nærmede sig Romeo. Afstanden blev lukket langsomt imellem dem. Noget i hans underbevidsthed prøvede at få ham til at stoppe op - ruske ham ud af sin trance og tilbage til virkeligheden, men han ville ikke lytte. Ikke lige nu. 

  Lad mig drømme lidt endnu tænkte han håbløst, fordrukken af situationen. Romeo gjorde plads til at de kunne komme op at sidde, men indviklet i hinandens skød, hans ben over Phillippes. Romeo kunne mærke Phillippes varme ånde mod sine læber - og det sitrede i ham. Han kunne ikke andet end at komme med et rystende suk. Hans øjenlåg havde sænket sig en smule, så han kiggede på Phillippe gennem sine lange, mørke øjenvipper. Han sneg sin hånd, strygende, op ad den andens nakke og lod sin tommelfinger nusse hans baghovede. 
  Også mig..  Tænkte han, bange for at hvis han sagde noget nu, ville det få ham ud af sin døs. Han åbnede sin mund en smule, så hans læber ikke længere rørte hinanden. Deres næser var meget få milimetre fra at røre. Han sænkede langsomt sit blik ned på Phillippes læber, og tilbage til de grå øjne.  

 Da Phillippe havde fundet sig selv på vej mod Tempelhaverne tidligere den dag, var det bestemt ikke fordi han havde forstillet sig at han ville ligge på et tempel gulv, nøgen, med en præst. Ikke at han klagede, overhovedet!  Der var noget farligt over situationen, som gjorde det hele mere spændende, og fik det til at summe endnu mere i kroppen. 
 " Jaaah?.. " Det var nærmest en syngende brummen der forlod snedkeren. Der var noget i luften mellem dem - om det var fra lysene Romeo havde tændt, kulden var deres kolde badetur eller noget helt tredje vidste Phillippe ikke, men det var også lige godt, for Phillippe kunne lide hvad end det var. 

 Som Phillippe lænede sig frem, lænede Romeo sig tilbage, men han virkede ikke afvisende. Det var lidt af gangen, i takt med Phillippe lænede sig frem, og derfor stoppede han ikke. Før de vidste af det sad de op, Phillippe med Romeo på skødet. Han tog hvert af Romeos udtryk til sig, hver lille bevægelse. Og så kom der en hånd om Phillippes nakke. Mundvigene trak sig lidt op, Phillippes læber skilte sig let, og det grå blik faldt ned til den andens læber og op til Romeos blik igen. 
 Det var som om der var noget usagt mellem dem. Hvad end der var i luften bragte dem tættere og siden Romeo ikke havde trukket sig, lukkede Phillippe langsomt det sidste lille afstand der var mellem dem, så deres læber ramte hinanden. Han lukkede øjnene og lod hånden mod Romeos hofte glide mere om mod hans lænd. 

  Det føltes hedt imellem dem, trods kulden. Og den summende, kildende fornemmelse spredte sig i hele Romeos krop. Det var første gang i meget lang tid at han havde siddet i en andens favn på denne måde - hud mod hud, med uanstændig afstand. 
  Lige nu, havde al fornuft, han ellers var gjort op af, forduftet fra ham. Han glemte at han blot havde mødt denne mand, kun få timer forinden. En vildt fremmed. Selv I Romeos vildeste fantasier, havde han ikke forestillet sig noget lignende. Og så med en mand. Men intet af dette betød noget for ham lige nu. Måske var det fordi manden foran ham var en fremmed at det gjorde alt dette meget nemmere. Selvom at det ikke burde være tilfældet. Ikke for Romeo i hvert fald. Han burde vide bedre.

  Deres blikke fortalte hinanden alt der forblev usagt imellem dem, og da Phillippe mødte Romeos læber, skete der noget inde i ham. Det var næsten som om han fik stød, og varmen fra kysset spredte sig i ham. Hans hjerte hamrede voldsomt mod hans bare bryst. Det var lige før det gjorde ondt.
  Han gengældte kysset, varsomt, som et såret dyr der havde mistet al sin tillid, men som han smagte Phillippe, begyndte hans dyriske instinkter istedet at tage over. Han kyssede ham mere intenst nu. Kærtegnene i snedkerens nakke stoppede og istedet knugede præsten om Phillippes hår. 
  Hans sanser blev skærpede. Takket være hans fintfølende varulve sanser, kunne han dufte den andens feromoner som var begyndt at udskille sig af deres fælles ophidselse. Det duftede sødt, og den dyriske version af Romeo ville have mere. Præsten kunne ikke genkende sig selv.. men han havde for svært ved at stoppe det der var startet. Fuck..

 Romeo bemærkede Phillippes hånd der kravlede længere op ad hans krop indtil den nåede hans lænd. Det sitrede i ham, hvert fingerstrøg fra snedkeren føltes som om de lavede brandemærker på ham. Og han nød det. At blive rørt af et andet menneske var noget han ikke tillod sig selv, og derfor et kæmpe savn. Hans krop hungrede efter det.
  "Phillippe.." lød det luftigt fra ham mellem deres kys. Tiggende efter mere. 

 Phillippe havde ikke andet end erfaring at arbejde med. Ingen evne der gjorde det nemmere for ham at læse den anden. Han kunne ikke andet and at forsøge og læse og tolke præstens reaktioner og reagerer ud fra den. Men han kunne ligge hvad han fornemmede. Selvom Phillippe sikkert havde overtrådt mange af Romeos grænser, var han ikke løbet væk. Han var der stadig, og virkede til at være opslugt i deres intimitet. 

 Kysset var en kender tøvende til at starte med, og Phillippe mod Romeo tage sig den tid han havde brug for til at vænne sig til situationen. Det var ikke nemt, for Phillippes krop brændte efter at mærke mere til præsten og se hvor langt han kunne skubbe ham. Men det var det hele værd at vente. Det var som om en knap blev tændt hos Romeo, og alt den forbeholdenhed der tidligere havde været, blev smidt ud af tempeldøren, og tilbage sad en ivrig, hudsulten mand. 
 Grebet i Philippes hår fik han til at sukke mod Romeos læber som han gengældte det ivrige kys og han lænede sig lidt mere ind i kysset. Den anden af Phillippes hænder gled op af præstens ryg og videre op i hans hår, hvor fingrene viklede sig lidt ind. 

 Det var som sød musik i Philippes ører da hans navn blev sukket, og som svar brugte han hånden mod præsten lænd til at presse ham tættere mod sig, så de kunne mærke hinanden bedre. Phillippe elskede hudkontakt. Elskede nærkontakt. Han elskede de følelser at være nær en anden bragte. Og der var i hvert fald ingen tvivl om at Phillippe nød den andens nærvær. 

 
 Romeo følte sig fuldkommen indviklet i Phillippe. Deres kropsvarme strømmede frem og tilbage mod hinanden da han blev presset på lænden, som en opmuntring til at komme tættere på snedkeren. Og det kom han. Med en påpasselig hånd, som ikke var den der holdt den anden i håret, fik han placeret den mellem Phillippes skuldre. Nu sad de fuldstændigt omslynget af hinanden, som puslespilsbrikker der passede perfekt sammen, og den hånd der nu befandt sig viklet ind i præstens hår, var mere end velkommen. Han sukkede af nydelse. 

 Deres brystkasser gned mod hinanden i et forsøg på at slutte sig tættere, og han kunne mærke at han var begyndt at blive hård. Romeo havde været absolut tanketom af begæret som drev ham indtil nu, men det var som om at det først var dér at det gik op for præsten, hvad der egentlig foregik i mellem dem. Et faresignal, der vækkede ham. Det var jo ikke fordi han ikke vidste hvad de lavede - han var jo tilstede, men det havde været i en mere drømmende tilstand. Det var i hvert fald hans undskyldning. 

 Hans kys småhaltede ved chokket af at vågne igen, men ikke destro mindre kyssede han forsat på Phillippe. Hans mørke øjne, der før var døsige af begær, fik en gnist af panik. Romeos hjerte hamrede af begær og frygt på een og sammetid, og kroppen prøvede desperat at forsætte hvad hans fornuft nu prøvede at modarbejde. Hvad har jeg gang i.

 Det var som om at der var blevet hældt en spand iskold vand i hovedet på ham, og selvom han stadig var hård, og hans hænder og arme forsat viklet om Phillippe, begyndte hans indre kaos og frustration. Han ville blive ved.. men han kunne ikke tillade sig selv det. En dyb panderynken af koncentration og bekymring kom til syne i hans pande, og han knugede sig til Phillippe i et forsøg på at glemme fornuften igen og ladet dyret i ham overtage. Stop..

Stop.. stop stop. Han bed Phillippe i underlæben, rystende imellem deres kys

 Phillippe var ikke en der tvang folk til at være sammen med ham - han var generelt imod vold, og det var noget der virkelig kunne ødelægge stemningen for ham. Derfor havde han heller ingen intention om at skulle presse Romeo længere end han var komfortable med. Men det var som om han var så opslugt i de summende følelser, og varme fornemmelser i hele kroppen at han ikke bed mærke i de små tegn fra Romeo, da han begyndte at blive ukomfortable. Men det var heller ikke nemt når præsten ikke trak sig. 
 For kyssene  fortsatte, nærkontakten blev ved med at være der, og Phillippe sad med lukkede øjne så han kunne ikke se de små, meget tydelig tegn, han burde have set. Men han havde det jo også lige så godt. Og da Romeo bed Phillippe i underlæben, gik et sug gennem snedkerens krop, helt ned i hans mave og et støn gled over hans læber. Han troede bare præsten levede sig godt ind i det. 

 Ivrig efter mere, gled hånden mod Romeos lænd ned af Romeo, til den nåede den ene balle, og gav den et klem. Bagefter trykkede ham Romeo endnu mere ind mod sig. De lange underbukser var dog lidt i vejen, han kunne ikke få den hudkontakt han gerne ville have, så hånden gled lidt op igen for at forsøge at mase sig ind under kanten på underbukserne.

  Romeo befandt sig i en position hvor han, uanset sit valg, og resultatet deraf, ville tabe. Stoppede han det, tabte han, forsatte han, ville han miste sig selv. Dette skulle aldrig have været kommet så vidt. Og han bandede af sig selv indvendigt. Han burde vide bedre - Det var skammeligt. Måske kunne han standse det igen - stille og roligt, uden at nogen blev såret. Deres læber blev kortvarigt skilt fra hinanden, og hans tunge åndedrag undslap ham rystende. Overvejende, stillestående - Deres læber stadig kun få centimetre fra hinanden så han kunne mærke den andens ånde på sig. Jeg kan ikke det her..

 Han er en gift mand!! Slog det ham pludseligt. Måske var han ikke en gift mand af lyst, men gift var han.
Han er en mand. Romeo har aldrig været sammen med andre end hunkøn, og at han nu sad klynget op ad en person af samme køn, forvirrede ham absolut og gjorde kun situationen langt værre for ham. 
 Der måtte klart være noget galt med ham, ikke nok med at han var en forbandet varulv - men var der nu også flere sider af ham han ikke kendte til? Han var i trediverne for pokker, ikke en teenage dreng der var ved at finde sig selv og kunne udforske på alt og alle. Det kunne ikke være rigtigt. Det var ikke propert. 

 Romeos tankemylder begyndte at summe rundt i ham, opsluge ham. Det gav ham hovedpine. 
Som Phillippe blev mere ivrig, begyndte Romeo mere at slippe sit tag på ham. Han løsnede sin knugende hånd fra den andens hår, og hånden der før havde været mellem hans skuldre, bevægede sig frem mod hans brystkasse og hvilede der istedet. Præstens første tanke var egentlig at han ville have stoppet dette respektfuldt og behersket, men da Phillippe greb ham om ballen og forsøgte at komme i bukserne på ham blev han rædselsslagen.

  "Stop." hvæsede han febrilsk, og brugte den hånd som der lå hvilende på Phillippes brystkasse til at skubbe sig væk fra ham. Han lagde en anelse for mange kræfter i, og fik viklet sig ud af snedkeren så de ikke længere rørte ved hinanden. 

Romeo sagde ikke mere, men sad blot forpint på det kolde gulv og forsøgte at få sin vejtrækning til at blive normal igen. Hans blik veg fra Phillippe og hans panderynken dybere end før. Forbandet. 

 Alt der gik gennem Phillippes hoved var hvad det næste der skulle ske var. Han var klar til at udforske hver eneste lille del af præsten. Klar til at gøre alt det man ikke måtte, her i gudernes tempel. Det var farligt, det var forkert, det var.. Så pirrende det ikke var til at håndtere. 
 Men så trak Romeo sig fra kysset. Det var ikke noget Phillippe først tænkte over, men det var som om præsten.. forsøgte at trække sig, og så alligevel ikke. Han kunne mærke den andens hektiske vejrtækning på læberne. De sad stadig som klistret op af hinanden, og Phillippe skulle bare læne hovedet en lille smule frem, og deres læber ville mødes igen. 

 Som havde Phillippe brændt sig, slap han Romeo og trak sig tilbage da han hørte det simple, lille ord sammen med skubbet. Det hjalp dog også at skubbet var så hårdt. For ikke at vælte bagover, måtte Phillippe sætte hænderne mod jorden bag sig. Den ene hånd løftede sig op og Phillippe gned først ansigtet, så kinderne og til sidste hen over munden og hagen. Hvad skete der? De grå blik betragtede den anden, gled en kende febrilsk over hans krop for at sikre sig der ikke var sket ham noget, men da den faldt på Romeos ansigt sank Phillippe en klump og slog blikket ned. Det var jo ikke hans mening at det skulle blive ubehageligt. 
 Phillippe rømmede sig lidt inden han kom med et lidt akavet grin i et forsøg på at lette stemningen lidt. Hånden der havde gnedet ansigtet kørte op gennem håret og op i nakken hvor den stoppede lidt. 
 " Undskyld.. Jeg blev vidst.. lidt for ivrig efter at få varmen..?" Det blev sagt en smule spørgende, som om han søgte efter om det var en forklaring han kunne accepterer. Var det ikke det her den anden ville have? Phillippe greb fat i kappen der lå på gulvet bag ham, og tog den over skuldrene for at dække sig lidt. For Romeos skyld. 

Luften imellem de to føltes kvælende for Romeo. Han sank en klump, forfærdet og sad bumstille. Bange for at hvis han bevægede sig nu, kunne det der skete før gentage sig. Han holdt sig oprejst med armene støttende bag sig, og benene halvt trukket op til sig selv. Hans krop dirrede af de rester af begær som nu var ved at forlade kroppen, men også af frygt. Ikke fordi han var bange for Phillippe.. han var mere bange for sig selv. 

 En lok af Romeos filtrede hår gled ned foran sin kind, og dækkede ansigtet halvt. Han havde egentlig bare stirret i rådvildhed ned på stengulvet, imens Phillippe tog mod til at sige noget. Romeo vidste at den anden prøvede at gøre stemningen god igen, og havde Romeo været mere klar i hovedet ville han måske kunne have spillet med, så kunne de begge have grint af det og snakket om det. Han bemærkede ud af øjenkrogen at Phillippe dækkede sig til, noget i hans hjerte splintredes. Hans blik flyttede sig fra Phillippe igen. 

Det var jo dét, Romeo skulle bare sige noget. Sige at det skræmte ham, eller at det var forkert. At det var så fantastisk at han ikke forstod det, og heller ikke forstod sine følelser. Men han sagde ikke noget. Han lod blot Phillippes ord hænge i luften inden han lukkede øjnene hårdt i. Det næste han sagde ville han komme til at fortryde. 

".. Jeg synes De skal gå." Hans stemme lød tilbageholdt, kold. Han følte sig klemt. Romeo undlod at se på Phillippe. Han kunne simpelthen ikke nænne det. Han knugede sine hænder, og sank en klump inden han rømmede sig igen. 

 "Vær sød at gå." sagde han lidt mere bestemt denne gang og hårdt - han hævede ikke stemmen. Det var som om hans hjerte og hjerne ikke snakkede sammen. Men det var dette Romeo var bedst til: at skubbe folk fra sig når de kom for tæt på. Og det her var alt for tæt. 

 Phillippe skar en grimasse da Romeo knap nok reagerede på hans ord. Det var ikke sådan her det skulle gå.. Han havde lyst til at række ud og stryge håret væk der gled ned foran Romeos ansigt. At de skulle se på hinanden og finde ud af hvad der skete. Hvis Phillippe var for hurtigt, skulle han nok sætte tempoet ned, eller hvis Romeo heller bare ville de snakkede sammen, så var det også fint, selvom det dunkede mellem Phillippes ben. Han ville jo gerne det var godt for dem begge. 

" Romeo.. Du behøver ik.. " mere nåede han ikke sige, før han blev afbrudt. Læberne blev foldet sammen og Phillippe bøjede kort hovedet lidt og så på gulvet.
 " Javel, Fader Romeo. " Phillippe var sjældent sur, men der var noget bittert over hans ord. Det var jo ikke fordi han aldrig var blevet afvist før, det skete da en gang i mellem, men måden præsten ikke engang kunne se på ham, tiltalte ham De og virkede kold over for snedkeren, som om de ikke lige havde været ved at forære hinanden på en nærmest dyrisk måde, det stak. 
 Uden at sige mere, rejste Phillippe sig op, og begyndte at tage det stadig våde, kolde tøj det. Gåsehuden bredte sig over hele kroppen og han bed tænderne hårdt sammen over hvor ubehageligt det føltes, men det hjalp lidt på at han glemte den sure følelse af at være blevet afvist så hårdt. Følelser der dog nok afspejlede sig lidt i hvordan Phillippe bevægede sig. 

 Phillippe sagde ikke mere til præsten. Han tog blot sit tøj på, og sluttede af med at samle kappen op fra gulvet i en halv aggressiv bevægelse og svang den om skuldrene. Og så gik han mod udgangen. Inden han forlod templet helt, stoppede han dog op for at sige et par sidste ord.
 " Tillykke med fødselsdagen, Fader Romeo.. " og så forlod Phillippe templet og Tempelhaverne. 

 
  Fader Romeo, Normalt gjorde det ikke ondt at blive kaldt dette.. men lige nu, mellem ham og Phillippe, i denne situation ødelagde det ham. Han rørte ikke på sig da Phillippe gik forbi ham. Det var lige før han ikke engang trak vejret i frygt for at lave en lyde der kunne indikere at han ville have snedkeren til at blive. Han mærkede kulden på sig som den anden strøg forbi ham, og afstanden blev kun større imellem dem. Hvis Romeo havde tænkt sig at sige noget nu, ville det være til ingen nytte. Det bildte han ihvertfald sig selv ind.

  Han hørte lyde bag sig af tøj der blev samlet op, og antog at Phillippe var ifærd med at komme i tøjet. Deres tøj ville umuligt have nået at blive tørt endnu, men han sagde ikke noget, han følte sig stum i øjeblikket. Stivnet. Han gjorde stadig alt hvad han kunne for at undgå at se på Phillippe. Hans brystkasse sænkede og hævede sig rystende over den ubehagelige situation, og alle de tumulte følelser som han prøvede at holde på plads. Han kunne ikke tabe ansigt nu. Det var bedst sådan.   

 Romeo hørte et woosh fra Phillipes kappe der blev samlet op, og han kiggede flygtigt op for at se på den anden. Ekkoet af hans fodtrin rungede som kirkeklokker til en begravelse da han vandrede mod udgangen, og ved hvert skridt han tog, sænkede Romeo sine øjne ulykkeligt. Det er bedst sådan, gentog han for sig selv. Han ved ikke hvad han havde håbet på da Phillippe stoppede op - måske at han kom tilbage? eller sagde at det hele var okay? Han havde ikke regnet med at det næste der blev sagt ville knuse hans hjerte. 

Tillykke med fødselsdagen, Fader Romeo

 Den sveg. Han så forfærdet efter Phillippe, og åbnede munden for at sige noget, men der kom ingenting. Han lukkede øjnene og sank endnu en klump og blev siddende sådan indtil han ikke længere kunne høre snedkeren. 
  Romeo kom så vaklende på benene, og kiggede rundt i det tomme tempel, trøstesløs. Stærk, prøvede han at gå hen for at samle sit tøj op, så han også kunne komme væk herfra.. men istedet knækkede benene sammen under ham, og han gled ned ad væggen. Romeos blik var fuld af fortrydelse, og han sparkede ud efter ingenting med det ene ben af ren frustration. For at undlade at skrige bed han sig hårdt i sin knyttede næve og kom istedet med en forfærdet, grynet, lyd. 

Det er bedst sådan.