Egentlig havde Phillippe løftet armen, og indbudt hende til at komme tæt på, mest for at drille. Han havde regnet med, at blot det at de lå i samme seng ville være grænseoverskridende og intimt nok. Hun var jo trods alt en gift kvinde! Han var selvfølgelig også en gift mand, men det havde aldrig stoppet han før. Det var alligevel også temmeligt meget mod hans vilje, at han var gift.
 Alligevel mærkede han hende lune krop møve sig tættere på ham - vel og mærket stadig med dynen om sig - men hvordan ville det ikke se ud, hvis Nadiya pludselig vågnede og så hendes mor blive omfavnet af en fremmed mand? Phillippe var jo ganske uvidende om, at døren ind til børneværelset var blevet låst på deres side. 

 Armen lagde sig ned omkring Freydis, og Phillippe tillod sig at møve sig en lille smule tættere på, dog forklædt som om han bare lige skulle finde en passende position at ligge i. Han kunne ikke dy sig fra ganske lavt at brumme tilfreds. Bare lige for at se hvordan Freydis ville reagere. Han skyndte sig dog at skyde det lidt til siden.
 " Så kan vi meget bedre holde varmen.  " Phillippes stemme var sænket og dyb, både fordi de ikke var langt fra Nadiyas rum, men også for at gøre stemningen og situationen en kende mere intens. Hvor langt kunne han mon tillade sig at trække den? Og ville Freydis mon selv gøre noget ved den ensomhed og hungren efter nærvær der måtte komme, når hendes mand var væk så længe af gangen? Phillippe var da i hvert fald aldrig i tvivl om at Katarina et eller andet sted havde manglet ham, når endelig kom hjem til hende.

Freydis følte for at gøre sig mindre, som han lagde armen ned omkring hende. Det var tæt og indelukket med en fremmed mand – og alligevel gav det hende en snert af tryghed. En tryghed hendes datter ikke kunne give hende. Om det bare var det faktum at det var en der var større end hende, som hun lå med, kunne hun ikke finde ud af. Freydis var som sådan ikke bekymret for at hendes datter skulle opdage at hun lå i Phillippes arme. Først og fremmest eftersom hun var låst inde på sit værelse, derudover fordi hun ikke regnede med at de ville snakke højt.

Som han umiddelbart lagde sig til rette, sørgede Freydis for at holde armene til sig selv, tæt ind til sin brystkasse. Hun var klart til at skubbe ham væk, hvis han gjorde noget hun ikke fandt sig i eller hvis hun følte sig for utilpas. Hun sænkede hovedet en lille smule, ved hans tilfredse brummen. Det var underligt når det var en anden mands stemme, der lød, så tæt, lavt men alligevel højt når det var så tæt på hendes hoved. Hans kommentar om at de kunne holde varmen, blev dog svaret med en lille, kort brummen. Det udstrålede næsten generthed. Langsomt prøvede hun at lukke øjnene i, i håb om at hun ville kunne slappe af og faktisk få noget søvn. Hun gjorde sit for at ligge helt stille i hans arme, også selvom hun sagtens kunne lægge sig bedre – det ville dog kræve hun lagde sig tættere og med minimum en arm om ham – og det var vel for langt, ikke? Og ellers skulle hun vende sig rundt, men så ville han jo have hendes hår i hele hovedet… ”Du må sige til hvis du får det for varmt,” lød det lavt fra Freydis, med samme udgangspunkt som Phillippe, datteren skulle ikke høre noget, selvom hun nok ikke ville sige så meget til det.

 Øjnene gled i, og Phillippe lå blot og lyttede på Freydis vejrtrækninger. Om det lød til hun var okay som de lå. Det undrede ham stadig, at det ikke var et større problem for hende at ligge i samme seng som ham, men han klagede da ikke. Hvem ville ikke gerne putte?
 Den ene hånd bevægede sig blidt en smule nussende på hendes ryg, men det var så lidt, at det næsten virkede som om det bare var bild ticks i hans hånd. Det var selvfølgelig med vilje, og lige så stille ville nussene blive mere og mere tydelig.
 
 Nu hvor Freydis og Phillippe var så tæt på hinanden, kunne Phillippe noget tydeligt dufte Freydis. Ikke at det fortalte ham noget, andet hun duftede ganske behageligt. Inderst inde var han meget glad for Freydis ikke havde vendt ryggen til ham, så hun  kunne ligge tættere op af ham, for så ville hun noget mere tydeligt opdage bulen i hans uldunderbukser, end hun ville da hun bare så den. Han ville selvfølgelig ikke have noget imod det, han ville bare heller ikke skræmme hende væk. Der skulle nok lidt mere Phillippe hokus pokus til, før hun ville være okay det. 
 " Du må sige til hvis du bliver for kold, eller hvis du ligger dårligt.. " sagde han tilbage og blev liggende med øjnene lukket, men med det skævt, drenget smil, dog med det venlige glimt over sig.

Hvis Freydis skulle være helt ærligt; så elskede hun at putte. Hun kunne aldrig få nok af det. Sin mand, datter, mor, far, brødre eller lillesøster, det var lige meget. Hun ville nyde det og kræve mere. Derudover var det noget der kun var blevet stærkere efter hændelsen. Det at hun lå søvnløs, når der ikke var nogen ved siden af hende, hjalp jo heller ikke. Det at hun krævede tryghed, når hun lukkede øjnene i sin seng, plagede hende. At Phillippe havde tilbudt at sove ved hendes side, og nonverbalt tilbudt at putte hende – det var jo for godt til at være sandt, nu hvor datteren brugte sin første aften i sin egen nye seng.

Freydis bed godt mærke til at hans hånd bevægede sig en smule op af hendes ryg. Til at starte med, lod hun det da også være, hvis nu det bare var et eller andet tic eller et forsøg på at lægge sin hånd ordentligt. Så snart hånden bevægede sig yderligere på hendes ryg, som en nussen, trak hun sin øverste skulder lidt væk fra ham. Forstod han ikke den minimale bevægelse, ville hun åbne øjnene og fortælle ham det; ”Nej, lad være,” ville hun hviske.

En lille, tilfreds lyd kom fra hende, som hun ’fortalte’ hun nok skulle sige til. Hans ord fik endda lidt at spændingen i skuldrene til at falde. Han tog hensyn, selvom han ikke kendte til hændelsen – og det var rart. Eller måske tog han bare hensyn fordi hun var gift. Han kunne vel umuligt være gift selv, sådan som han havde tilbudt at de kunne holde hinanden varme i sengen.

 Han mærkede godt at Freydis bevægede sig lidt, men da Phillippe forsat lå med øjnene lukket, så han ikke at det var en bevægelse i ubehag. Først da hun verbalt gav udtryk for det, forstod han hvad det gik ud på, og hånden stoppede dens nussende bevægelser. I stedet var det kun fingrene der bevægede, nærmest som kløede det. Det var dog blive bevægelser fingrene gjorde sig i, som en diskret nussen.
 "Undskyld, " lød det fra ham, fortsat i det lave toneleje. Og mere sagde han ikke, og hånden forsætte den blive fingernussen, til han faldt i søvn. 

Freydis havde som sådan sovet udmærket i løbet af natten. Hun var vågnet en god håndfuld gange, men hurtigt faldet i søvn igen, og så havde hun ikke mareridt. Hver gang hun vågnede, følte hun at hun lå tættere og tættere på Phillippe, men det var ikke noget hun var helt sikker på. Hun rykkede sig derfor ikke ud af flækken.

Som natten forsatte, endte hun faktisk med selv, i søvne, at lægge sin øverste arm om ham og trække sig selv tættere. Det der adskilte dem, var kun dynerne. Det var næsten utroligt hvor fredfyldt hun kunne se ud, når hun sov og ikke gik og bekymrede sig om sit barn, huset, mad og i dette tilfælde, snedkeren. En ro og afslappethed hvilede sig over hende. Det lille grynt og det dovne stræk var rigeligt til at vække Freydis. Stadig ret så søvnig og med øjnene lukkede knugede hun lidt ubevidst ham tættere. Selvom det ikke var et decideret morgenstræk, føltes det lige så godt som at strække sig. Lidt ubevidst tillod hun sig at dufte lidt til ham. Et lille tilfredst suk efterlod hende – afslørede hende. Hun håbede inderligt han ikke hørte det, selvom chancen for det var lille, nu hvor de lå så tæt. Bemærkede han det ikke ville hun blive liggende lidt længere. Lige vågne lidt og nyde varmen – også selvom det måske ikke var helt i orden, så gjordet det vel ikke noget så længe Nadiya ikke vidste det…

 Der kom bevægelse i Freydis men Phillippe sagde eller gjorde ikke noget. Han forsatte med at ligge med øjnene lukket, og armen om hende, mens den anden lå under hans hoved. Det var ikke fordi han som sådan lod som om han stadig sov, men han gjorde i hvert fald ikke noget for vise han var vågen. Sukket fra Freydis fik dog et lille smil frem på Phillippes læber. Det var da altid noget hun nød at ligge med ham. 
 Der gik lidt efter hendes suk, hvor Phillippe bare lå og puttede med hende, men da der var gået et par minutter, begyndte hans hånd meget forsigtigt at bevæge sig i langsomme, blide, nussende bevægelser. Man kunne næsten snydes til at tro at Phillippe stadig sov, og det hele blot var vanlige bevægelser fra en sovende mand. 

 Phillippe kunne ikke løbe fra, at bulen der var vokset frem i uld underbukserne hen over natten, blot pyntede. Han noget mere fristet til at lade hånden vandre rundt på Freydis. Smørrer ekstra tykt på flirten og de søde ord, blot for at kunne få Freydis med rigtigt i seng. Det var ekstra fristet og møve benet lidt mere mod hende, prøve at få den ind under hendes dyne og måske endda få hende til at mærke hvor stor han var blevet af at ligge så tæt med hende. 
 Hvis ikke det var fordi Phillippe var en mand med respekt for hvad den anden sagde og gjorde, havde han nok også gjort det. Prikket lidt mere til hende. Men Freydis var gift og havde barn, og et eller andet sted ville det også være en mere interessant leg, hvis han trak det ud, og i stedet prøvede videre en anden gang. Nu havde de jo lidt snakket om at han skulle lave en stol, så han måtte jo bare komme tilbage en anden gang. Phillippe brummede derfor lidt for at få gang i stemmen.
 " Morgen.. " mumlede ham med en morgengrødet stemme, inden han trak den nussende hånd til sig, og trillede om på ryggen for at strække sig endnu en gang, med et stort gab. Skuldrene blev rystet lidt, inden han svingede benene fri af dynen, og ned på gulvet. Morgen vinterkulden bed i huden, og Phillippe svar en grimasse. I det mindste ville kulden hurtigt gøre kål på hans morgenbule.

Umiddelbart var der ingen reaktion på hendes lille tilfredse suk, og hun kunne dermed stadig slappe af i armene på ham. Hvordan kunne hun overhovedet være så tæt på ham? Hvad i al verden var der sket siden hun havde ladet ham komme så tæt? Han kunne jo være farlig! Men… Han var bare så rolig og gjorde hende så tryg…
Nu hvor det var så tidligt kunne hun godt ligge lidt længere under den varme dyne. Selvfølgelig ville hun gerne stå op på et tidspunkt, så hun kunne bage nye og friske boller, eventuelt nogen kan kunne få med på turen. Ja og kusken kunne vel også få nogle… Utrolig forsigtigt bevægede Phillippes hånd sig på hendes ryg, hvilket gjorde hende opmærksom på hans bevægelser. Hun skulle ikke bare lade sig slappe af i en mands tilstedeværelse. Han kunne jo udnytte det, nu hvor hun var svagest! Dog, så havde de sovet i hinandens arme hele natten, og han havde ikke gjort hende noget… Hun gjorde ikke noget ved hans bevægelser udover den ekstra opmærksomhed. Det varede dog ikke længe før hun ikke kunne tænke over det længere, og tillod sig at nyde de blide og forsigtige nus.

Den lille brummen fra Phillippe fik Freydis skuldre til at spænde lidt. Det var en hyggelig lyd, men alligevel trak den hende i den modsatte retning. Hans morgen hilsen, fik hende til at skæve lidt op mod ham, før hun forsigtigt trak sin arm til sig. Han var også enig i handlingen, eftersom han selv trak sin arm til sig. Ligesom ham, lagde hun sig om på ryggen, men på en måde hvorpå hun kom længere over på sin egen side. ”Godmorgen,” lød det lavt fra hende. Hun satte sig så op og skævede ud ad vinduet på Phillippes side. Det var tidligt og derfor var det selvfølgelig mørkt udenfor, men sneen lyste det hele op på sin helt egen måde. Det varede ikke længe før Phillippe svang sig ud af dynen. Freydis valgte at blive siddende et øjeblik. Hun kunne tydeligt mærke kulden på sin ryg, nu hvor den ikke var dækket af dyne eller madras. Hun havde ikke tænkt sig at gå rundt i sin natkjole foran ham mere end nødvendigt, men havde hun ikke lyst til at bede ham om at forlade hendes værelse, men ønskede faktisk at han selv ville gøre det. Hun kunne jo ikke skifte kjole mens han var til stede!

 "  Jeg håber ikke jeg har været alt for besværlig at sove sammen med.. " Lød det forsat fra Phillippes morgengrødet stemme, inden han drejede hovedet og kiggede sig over skulderen, for at sende Freydis et skævt smil. Kort efter vendte han hovedet frem igen, og strakte sig med armene over hovedet, og lod endnu et gab snige sig ud mellem læberne.
 Det var helt med vilje at Phillippe blev siddende  i kulden. Det var nok han ikke havde rejst alt for stort et telt når han rejste sig for at gå ind på gæsteværelset, hvor hans tøj stadig lå. Fødderne trippede lidt mod det kolde gulv, og han prøvede at rette lidt på uldunderbukserne, så det hele lå lidt bedre. 

 Til sidst blev det for koldt at sidde og vente på bulen lagde sig helt, og Phillippe rejste sig. Da han stod op rettede han lige på uldunderbukserne igen, inden han så gik over til døren.
 " Jeg går ind og taget tøj på, " forklarede han inden han forlod værelset. Dog inden han gik mod værelset, valgte han at gå hen til brændeovnen, og smed lidt brænde derind, så der kunne komme lidt varme. Det kunne godt være Phillippe ikke boede der, men hvem ville ikke gerne kunne holde varmen om vinteren? 

 Da Phillippe fandt sig selv i gæsteværelset, tog han bukserne på igen, og tog trøjen han havde lånt af igen. Det havde nok været smart af ham, hvis han havde taget trøje med inde fra brændeovnen, men det havde han ikke. Om det var fordi han havde glemt den eller det var med vilje, ja det var ikke godt at vide, men Phillippe gik i hvert fald fra gæsteværelset uden nogen trøje. Den kølige luft fik ham til at spænde lidt ekstra op i musklerne.

”Slet ikke,” lød det næsten hviskende fra Freydis. Ordene var sande, hun havde jo sovet udmærket i hans arme og hun måtte da tilstå overfor sig selv at hun savnede den tryghed hendes mand – og åbenbart Phillipe – kunne give hende. Da han vendte sit blik væk igen og gabte, smittede det, og hun tog sin ene hånd op foran munden, som hun gabte. Freydis tog så hånden ned og begyndte at pille lidt ved sine fingre, utålmodig og en anelse nervøs for om hun godt kunne smide ham ud af sit værelse med det samme. Måske havde han ledsmerter og skulle lige tage sig lidt tid! Eller måske var han bare lidt for ung til det…

Han rejste sig endelig op, og hun skævede op imod ham, og lagde mærke til hvordan han rettede på sine uldunderbukser. Hendes blik flygtede så ned på sine fingre, inden han begyndte at forlade hendes værelse. Freydis nikkede blot, som han fortalte hvor han gik hen.

Så snart han var ude af døren, svang hun den varme dyne af sin krop og benene fløj nærmest ud over kanten. Med et garvet tag tæt på hver skulder, hev hun natkjolen hen over hovedet. Lyden af brænde der blev smidt ind i brændeovnen, fik hende til at spjætte. Hvad lavede han? Nøgen foldede hun sin natkjole sammen og lagde den på plads, før hun hev en kjole frem, som var identisk med den hun havde på dagen før, udover denne var mørkere i farven. Hun var hurtigt i tøjet, og så snart hun trådte ud af sit værelse, skævede hun mod sin datters dør, for at se og høre om det virkede til at hun var vågen. Da det ikke virkede sådan, tillod Freydis at lade døren være låst lidt endnu. Hun begav sig straks ud i køkkenet og fandt en bolledej frem som hun havde forberedt dagen før inden Phillippe ankom. Hun greb med det samme en klump som hun begyndte at folde til en perfekt rund bolle.
Så snart hun kunne høre Phillippe nærme sig så hun over mod ham, for straks at vende sine røde kinder væk fra ham igen. Hvorfor havde han endnu engang ikke sin trøje på? ”Jeg troede du sagde du ville tage tøj på,” lød det fra Freydis.

 Phillippe kløede sig lidt på den nederste del af maven mens han gik over mod brændeovnen. Da Freydis kommenterede på han tøj, eller nok mere mangel på samme, kunne han ikke holde et lille grin tilbage, og kiggede ned af selv, men hånden der før havde kløet hans mave, i stedet gled gennem håret. 
 " Jeg glemte trøje inde ved brændeovnen.. " forklarede han blot, inden han gik det sidste stykke hen til brændeovnen og fik fat i trøjen. 

 Mens Phillippe trak trøjen over hovedet, gik han over mod køkkenet til Freydis. Han ville gerne hjælpe lidt, men han vidste ikke hvordan. I stedet stillede han sig med ryggen mod et bord, og lænede sig lidt op af det. 
 " Kan du byde på en kop morgen te? " Spurgte han så og så sig over skulderen mod hende. 
 " Jeg skal nok sætte det over, bare du fortæller hvor tingen er. " tilbød han venligt, og skubbede sig ud fra bordet igen. 
 Fortalte hun ham hvor han kunne finde tingene, ville han gå i gang. Hælde vand i en kedel, og få den hængt over ilden så det kunne bliver varmt. Fundet kopper til ham selv, hende og til kusken, der efterhånden sikkert godt kunne bruge noget at varme sig på. Mens han ventede på vandet, søgte hans blik mod døren. Skulle han hente kusken? Freydis havde ikke just været alt for glad for at have Phillippe rendende til at starte med, så det ville sikkert ikke blive nemmere for hende, hvis kusken også kom ind. Det var nok bedst at vente lige til allersidst, når maden var klar.

Lyden af negle der kradsede mod hud, strejfede Freydis i det fredelige morgenkøkken. Hun smilede blidt, men umiddelbart ikke indenfor hans synsvinkel, som han grinte lidt. Hun valgte ikke at kommentere yderligere på det, men forsatte med at forme nogle flere perfekte, runde morgenboller.

I det næsten lydløse køkken kunne hun høre han nærmede sig, men gjorde sit bedste for at koncentrer sig om bollerne hun formede. Mens hænderne næsten kørte automatisk, så hun op mod Phillippe som han spurgte ind til te. ”Vi sætter aldrig rigtig vand over,” smågrinte hun. Hendes evne til at kontrollere vand, gjorde det gik meget hurtigere, så der var absolut ingen grund til at bruge varmen fra et ildsted. ”Jeg har rent vand i den kolde skuffe der,” forklare hun og nikkede i retningen af den skuffe han var i dagen før, for at finde kød. ”Jeg har krus og forskellige urtete i nogle krukker oppe i skabet ovenover,” forklarede hun. Hænderne forsatte med de mange boller hun efterhånden havde formet. ”Du kan bare hælde vand i krusene, så skal jeg nok ordne det,” lød det fra hende. Det kunne være det havde været nemmere at sætte ham til at udforme bollerne, men den perfektionistiske kok kunne ikke lade sig løsrive bollerne. Gjorde han som hun havde bedt ham om, og hældte koldt vand i krusene, ville hun se over mod ham, som han hældte. Med det samme, blev vandet kogende og begyndte at dampe. Dampen samlede hun tilmed i en lille flyvende bobbel henover ham, så den kunne ende tilbage i vandbeholderen. Alt mens hun stadig formede den sidste bolle. Hun førte så bollerne, som var på en brandsikker plade, henover ilden, som var det en stenovn. ”Jeg håber I har tid til at få nogle boller med. Nadiya og jeg kan umuligt spise dem alle sammen,” smågrinte hun som hun trak hænderne roligt til sig, efter hun havde sat dem ind i varmen. Hun så over mod Phillippe og fandt et lille læderbånd frem fra en af kjolens lommer, og bandt det hurtigt rundt om det krøllede røde hår, så det ikke lige var i vejen.

 " Oh? " Phillippe løftede undrende det ene bryn til Freydis ord. Han var ikke helt sikker på om hun mente de aldrig drak te, eller de drak teen.. kold? Uanset hvad kunne han ikke gennemskue hvor hun ville hen med ordene, men gjorde som hun sagde. I stedet for at hælde vand i en kedel, gik han hen til skuffen han havde fundet kødpålæg i dagen før, og tog en kande med vand op. Efterfølgende fandt han krusene og urterne, og satte det sammen med kanden. 
 Det var et lidt skeptisk udtryk der lagde sig over Phillippes ansigt, som Freydis sagde han bare skulle hælde vand i krusene, men han fik puttet nogle urter i, og hældte vand i som hun havde sagt. 

 Det skeptiske udtryk blev erstattet med et overrasket og imponeret et. Det var utroligt smart, og da kanden igen var sat på bordet, så han hen på Freydis mens han nikkede anerkendende. Han smilte skævt og løftede øjenbrynene lidt.
 " Magisk.. Og imponerende!  " Sagde han så med en letter leende stemme. Kanden satte han tilbage i skuffen, og urterne blev også sat på plads, inden Phillippe igen stillede sig op af bordet med bagdelen. Blikket fulgte Freydis som hun gik over og satte bollerne til bagning.
 " Mon ikke. Det er en lang tur til Dianthos..  " Det ville være rart med lidt boller til turen. Om end ikke andet, kunne man vel holde sig lidt varm ved at sidde og spise. I et øjeblik stod Phillippe bare og betragtede Freydis, inden blikket så flyttede jeg hen på den noget kreative stol, der tilhørte Freydis mand.
 " Har du nogen ønsker til stolen? " Spurgte han, uden at fjerne blikket fra den igen, men han overvejede det ene og det andet omkring design.

Freydis kunne næsten høre hvordan Phillippe undrede sig. Han kunne sikkert ikke lige huske hendes evne, hvilket var klart, når han ikke havde set den i aktion særlig meget. Hendes øre lyttede efter ham som han gjorde som hun havde bedt om. Hun var meget opmærksom på hvornår han nåede til at skulle hælde vandet i, da vandet endelig ikke skulle være koldt når det ramte urterne. Hun trak et lille smil, som han blev imponeret mens han hældte. ”Tak,” smågrinte hun, inden hun satte den sidste bolle på fadet.

Et varmt smil bredte sig over Freydis læber, som Phillippe takkede ja til bollerne. ”Så pakker jeg nogle til jer, når de er færdige,” lød det, inden hun lod hænderne falde ned langs siden. Eftersom han stod og betragtede hende, og hun ikke helt kunne finde ud af hvad hun skulle gøre af sig selv, sendte hun ham et lille smil, og skævede mod bollerne. Hvis bare hun havde været stået op før ham, så havde bollerne været klar til at kunne blive spist nu, og de kunne tage af sted inden længe. Men sådan var realiteten ikke. Da Phillippes stemme mødte hendes øregang, for blikket tilbage på ham, før øjnene fandt vej hen til den stol der var træt af sit liv. Hun valgte så at gå den lille afstand over til stolen og lod sine fingre køre langs armlænet. ”Sædet må gerne være bredere… Og ryggen…” Hendes fingre kørte op langs siden af stolens ryg, før de kørte henover den øverste kant. Hun greb så forsigtigt om ryglænet. Hendes stemme havde en snert af lidenskab i sig, som hun fortalte ønskerne til stolen. Det var ikke så meget fordi hun følte sig tiltrukket til stolen, og det var slet ikke et forsøg på at forføre Phillippe. Hun forestillede sig bare sin mand sidde tilfredst i stolen, og hende der kærtegnede hele armens længde, og op til modsatte skulder. De grønne øjne rev sig væk fra den lille dagdrøm, og hun så sig over skulderen til Phillippe. ”Er det for besværligt?” spurgte hun lavt.

 Blikket betragtede Freydis som hun gik over til stolen og nærmest lod hænderne glide helt kærtegnende over den. Phillippe ville da bestemt ikke have noget imod hvis hendes hænder vandrede sådan over hans krop, men det var vidst efterhånden nået dertil, at det var der ingen chance for. I hvert fald ikke denne gang. 
 Phillippe rakte ud efter det ene tekrus, og hold det foran sig mellem begge hænder, mens han pustede i det og lyttede til det Freydis sagde. Efter at have betragtet hvordan hendes hænder gled over stolen, flyttede han blikket hen på Freydis, og betragtede hende som hun nærmest virkede til at drømme sig væk. Hun måtte virkelig elske hende mand. 

 Phillippe lod Freydis være i hendes drømmende stadie ind til hun selv hev sig ud af det. Phillippe var i gang med at nippe lidt til teen da hun snakkede til ham, og han rystede lidt på hovedet.
 " Det skulle det ikke være. Uanset proportionerne er det jo stadig en stol.. " Phillippe trak på skuldrene og kiggede så på stolen igen. Undersøgende og overvejende. 
 " Skal der stadig være armlæn på? "Phillippe vippede hovedet en smule på skrå, inden han så tilbage på Freydis. Han måtte jo hellere få alle tingene med fra starten, så de kunne nøjes med en brevudveksling omkring hvordan stolen endeligt skulle se ud. 

 Kort efter lød der en banken ude fra gangen. Phillippe flyttede blikket i retningen af lyden og pustede til teen. Det måtte være kusken, der var kommet op og ville høre hvornår de skulle videre. Han ville sikkert værdsætte at komme ind og lige blive gennemvarmet foran brændeovnen og få en kop te stukket i hånden.

Freydis følelser for minotaurmanden svingede voldsomt når manden ikke var til stede. Det ene øjeblik var hun sur og tvær over hans manglende tilstedeværrelse, det næste følte hun sig ensom og ønskede blot han var hjemme. Til tider følte hun lykke og glæde over faktisk at have en hudbond. Stolen sendte nærmest kærlighed op igennem hendes håndflade, som hun greb om den. Da hun endelig så over mod Phillippe, var det da også med lidt af et lyserødt syn. Heldigvis for dem begge stod han på afstand. Hun smilede som han lige slugte det te han havde i munden og rystede på hovedet. Blikket vendte sig ned på stolen, som han fortalte det ikke var besværligt. Spørgsmålet fik hendes grønne øjne til at gå fra sædet og over til armlænet, før de så op på Phillippe. ”Gerne. Har du en ide om hvor lang tid det vil tage at lave? Du kan eventuelt få stolen med,” hun så ned på stolen igen. Ja, hun kunne godt undvære den i mellemtiden, spørgsmålet var bare om den nye stol kunne blive afleveret inden hendes mand kom hjem.

Freydis spjættede lidt som der blev banket på. Så snart hun lige havde samlet sig selv så hun hen over skulderen før hun begav sig hen til døren. Hun løftede op en lille træ plade, som skjulte for et kighul, så hun kunne sikre sig, at det var velkomment selskab inden hun lukkede op. Kusken. Hun slap pladen og åbnede døren for kusken og bød ham indenfor i varmen. Så snart kusken var kommet ind sørgede Freydis for at lukke døren, så varmen ikke skulle slippe ud. Freydis strakte en arm frem ved siden af sig, i retningen af Phillippe, mens hun fortalte kusken at der var frisklavet te, hvis han ønskede det. Hun havde på ingen måde mod nok til at stå særlig tæt på kusken, og der var i den grad mere end en armslængde mellem dem. Derfor hentede hun heller ikke en kop til ham og rakte ham. Det måtte han selv, eller Phillippe gøre.

 Phillippe nikkede. Så havde han lidt at gå ud fra. Hendes spørgsmål om hvor lang tid han regnede med det ville tage, fik han til at tænke sig lidt ekstra om. Rejsen ville tage ca en dag. Og så en dag mere til at komme herud igen. Et par dage til at sætte noget tegning fremme, og måske en dags tid til at sende det til Freydis og hun sende hendes svar tilbage. Og så et par uger til at lave stolen. 
 " 3-4 uger, og så kan jeg måske være her med den, vil jeg tro.  " Lød det lidt overvejende fra snedkeren. Det burde kunne lade sig gøre. 
 "  Det ville være en stor hjælp hvis jeg kunne få stolen med, men i skal selvfølgelig også kunne undvære den." Phillippe sendte hende et venligt smil. Selvom det var en stol, lidt ud over det sædvanlige, burde det ikke være alt for besværligt at lave. Det var stadig en stol, bare i lidt større proportioner.
 " Nej vent..! " udbrød han pludselig, og et træt udtryk gled over hans ansigt. Han ville være nødt til at skulle en tur hjem til Katarina inden så længe.. Hånden gled lidt opgivendende ned over ansigtet.

 Phillippe nåede dog ikke at uddybe sig, før Freydis var nødt til at gå ud og åbne døren. Phillippe fulgte lidt med, men mest så han kunne se om det ikke godt nok var kusken. Den ene hånd havde stadig tekruset, og den anden havde grebet det til kusken, inden han var gået efter Freydis. 
 Kusken fik stukket kruset i hånden, og Phillippe forslog ham at stikke sig hen og blive varm ved brændeovnen. Derefter så han hen på Freydis, så han kunne forklare sig.
 " Jeg har lige noget... familie kom samst jeg skal ordne, så der går nok først omkring 5 uger før jeg kan have stolen klar og leveret. " Han sendte hende et undskyldende smil.

Freydis ventede tålmodigt, mens snedkeren udregnede hvor lang tid han regnede med at skulle bruge på stolen. De tre til fire uger han nævnte, virkede helt perfekt i forhold til hvornår hendes mand ville komme hjem igen. ”Perfekt. Vi skal nok klare os uden,” lød det roligt fra hende og med et bredt sødt smil på sine læber. Næsten lige efter hun havde hørt det banke på døren, hørte hun Phillippe. Det kunne godt lige vente til hun havde tjekket døren.

Freydis grønne øjne fulgte kusken, som han bevægede sig ind til brændeovnen for at varme sig. Først da han satte sig, kunne hun mærke anspændtheden i nakkeregionen faldt. Øjnene vendte først tilbage til Phillippe, da han snakkede til hende igen. Der var i den grad ikke den samme anspændthed over Phillippe længere. ”Nå, jamen det er helt i orden, så må min mand bare leve uden sin stol i en uges tid,” hun trak lidt på skuldrene. Så måtte manden vel bare sidde på gulvet i mellemtiden. Han sad alligevel kun ned når der blev serveret mad.

Hun sendte ham et bredt og glad smil inden hun begyndte at gå mod bollerne, som var i gang med at bage. Det ville være tydeligt for enhver hvor tæt Freydis gik på Phillippe, i forhold til aftenen inden, nu hvor hun følte sig mere tryg ved hans tilstedeværelse. Da hun nåede hen til bollerne, kneb hun øjnene lidt sammen, som hun studerede dem. Det ville ikke vare længe før de var færdige.

 Det var ikke et problem med den ekstra tid, så Phillippede nikkede og gik tilbage ind i køkkenet. Phillippe stillede sig henne ved kusken og snakkede lidt ham om de fik lidt mad og boller med til turen, og så kunne de kører. Og at de skulle have en stol med tilbage til Dianthos. Kusken brummede lidt, tydeligvis ikke helt tilfreds over at skulle have noget med tilbage til Dianthos, men Phillippe havde jo betalt ham for at fragte ham, så der var ikke så meget at sige til det. 
 Efterfølgende gik Phillippe hen til bordet og kiggede lidt på det. Dereftet gik han ud i køkkenet, og så efterfølgende mod Freydis.
 " Skal jeg dække noget bord? " spurgte han venligt, og åbnede skabet han mente Freydis havde sat tallerkener i da de vaskede op dagen før. Takkede hun ja til tilbuddet, begyndte han at finde tallerken til 4 - han gik ud fra at Nadiya ville vågne op hvornår det skulle være. Børn plejede normalt at vågne tidligt, fra Phillippes erfaring. 
 Takkede Freydis nej, ville han i stedet træde væk, og gøre plads til Freydis, for så gik han ud fra hun selv ville dække bordet. I stedet ville han stille sig til at vente et sted han ikke var i vejen, klar til hvis Freydis bad ham om hjælp med et eller andet. Der var ingen grund til hun gjorde alt, jo.

Så snart hun havde tjekket på bollerne, så hun over køkkenet og overvejede om hun skulle vække sin datter, nu hvor mændene var beskæftiget. Hendes blik fangede dog det sidste krus med te, hvilket hun skyndte sig hen for at samle op og tage en tår af. Uh, kogende! Øjnene så ned i koppen kortvarigt, før hun tog endnu en tår. Perfekt. Hun sænkede koppen lidt, og så ud af sit køkkenvindue. Det sneede stadig. Hvor længe hun stod og beundrede sneen falde, vidste hun ikke.

Pludselig lød Phillippes stemme, noget så roligt og venligt. Som var det en vane, spjættede hun lidt. Det resulterede i noget af teen blev spildt ned af hendes kjole. ”Ah!” hun trak hurtigt koppen væk fra sig, og lod sin evne holde resten af teen i koppen, så hun ikke fik mere ud over sig selv. Hendes blik var kortvarigt på sin kjole, før hun så op mod Phillippe. ”Eh… Jo det må du meget gerne,” hun satte sin kop ned. ”Jeg vækker Nadiya og… Skifter…” det sidste ord lød lidt lavt, for hun endte nok ikke med at skifte, men blot ’hive’ vandet ud fra kjolen. Med hastige skridt begav hun sig så hen til Nadiyas værelse, fandt nøglen frem og låste op. Med forsigtighed åbnede hun døren og fandt sin datter siddende med en dukke og lege.
Venlige, varme og søde ord blev udvekslet mellem moren og hendes datter. Så snart datteren kom op på benene, og hen til Freydis’ side, fik datteren et blidt skub ud af værelset, før døren derind til blev lukket.
Freydis blik så atter ned af sig selv, som hun med en simpel håndbevægelse fik hevet vandet ud af kjolen. Nu skulle det bare ud. Datteren så nu kusken og løb over til ham, for at snakke med ham og holde selskab. Lyden af klovene var søde og dejlige, men det var på ingen måde nok til at mindske den spænding der, ligesom dagen før, blev bragt over Freydis. Hun fulgte med hurtige skridt efter sin datter, som hun holdt skarpt øje med kuskens reaktion på halvminotauren. Freydis sænkede farten lidt, som hun nærmede sig Phillippe. Måske søgende efter betryggende ord, om at kusken ikke ville gøre noget. Måske for at blive afledt, så hun ikke være anspændt.