"Vis mig det," udfordrede Romeo straks Grimm i en arrig snerren og hev kun hårdere til i Grimms hår. Romeo kunne hverken slå fra sig eller have noget at true eller lokke med, men han vidste, hvad han fortjente og ikke fortjente, og han vidste, at Grimm ikke opførte sig som en god vært eller som et godt menneske overhovedet.

Han vidste også, at det ikke var en god ide at udfordre Grimm på den måde han gjorde nu, men han kunne ikke lade være. Han ville ikke tilbage til hytten og han ville slet ikke tilbage til Grimms seng. Hellere Grimms seng end døden, men Romeos næse blødte, hele hans ansigt summede af smerte, og det virkede ikke som om at Grimm havde dén slags afstraffelse i tankerne, der endte med et lig i skoven, så Romeo tog chancen denne gang og forsøgte også at sparke fra sig. 

Grimm havde fået nok; selvom om vold ikke faldt ham naturligt, som det gjorde patetiske kujoner, som f.eks. hans far, så kunne Grimm sagtens gøre brug af den, og især når hans tålmodighed var opbrugt. Han rev Romeo af sin skulder og kastede ham ned på den hårde, frosne skovbund. 

"Så lad gå, englebasse, lad os se, hvad du kan klare," snerrede han og tog et skridt mod Romeo på jorden.

Grimms mørke øjne lynede nærmest af arrigskab, og med mindre Romeo flyttede sig for at undvige eller på en eller anden måde afværgede, så ville Grimms store, tunge støvlesnude ramme ham direkte i maven.

Romeo landede hårdt, og især hans allerede skadede vinge sendte et jag af smerte igennem hele hans krop. Den var stort set healet nu, men den ville være øm overfor berøring i lang tid endnu, fik Romeo hurtig lært.

Med et sammenbidt støn fik Romeo kæmpet sig op på en albue, forberedt på at stikke af så snart han kom på benene. Så langt nåede han dog slet ikke, før en støvle ramte ham i maven og han knækkede sammen.

Han ville gerne kæmpe imod, men kunne ikke. Han havde ingen ide om, hvad han kunne gøre. Hans evner virkede ikke til kamp, han havde ingen erfaring med kamp, han havde ingen våben. Han slog ud efter Grimms ben, men ombestemme sig så snart mandens fod ramte hans hånd også. Alting gjorde ondt, og Romeo forsøgte at følge sin forrige taktik; han skulle på benene, så han kunne løbe sin vej.

Grimms spark gjorde det sværere, men det lykkedes Romeo at komme på benene og så snart han var dét, satte han i løb væk fra ham. Uden at vide hvor han skulle hen, han skulle bare væk.

Grimm udstødte en frustreret snerren, da det lykkedes Romeo at komme på benene og løbe væk, og han skulle lige til at sætte efter ham, da han kom i tanke om, at knægten jo havde hans sele på. Et lumsk smil spredte sig på hans læber, og han blev stående og tørrede sin svedige pande med den ene hånd og så på, mens Romeo fik kæmpet sig længere og længere væk.

Hvor langt skulle han lade knægten løbe? Gerne lidt langt, så han troede, han kunne slippe af sted med det. Grimm tog et par skridt i Romeos retning, men så stak han hænderne i lommerne og slentrede i et dovent, næsten arrogant tempo efter ham. Han kunne stadig høre lyden af Romeos løbende skridt forude mellem de mørke træstammer, men han kunne ikke se ham længere. Det gjorde heller ikke noget; Grimm kunne tydeligt føle forbindelsen til selen, der sad om Romeos overkrop. 

"Stop," mumlede han efter et par minutter, og derude et sted i skoven ville Romeo pludselig føle det, som om en usynlig snor i ryggen på ham stoppede ham og forhindrede ham i at løbe længere. 

Romeo løb så hurtigt han kunne. Han skærmede sit ansigt for de grene, der ramte ham, men han ænsede slet ikke de rifter, grenene efterlod på hans arme og ansigt. Det eneste han ænsede var luften i sine lunger og smagen af blod i sin mund. Var Grimm efter ham? Han forsøgte at lytte, men turde ikke se sig over skulderen efter ham.

Han troede at han genkendte en del af skoven, da - SLAM! Han landede på ryggen i skovbunden, som var han løbet ind i en usynlig mur eller - eller blev holdt af en usynlig snor. Al luft havde forladt Romeos lunger af det pludselig træk i ham, men han kæmpede sig på benene alligevel. Op kunne han godt komme, men han kunne ikke træde et skridt videre fra hvor han var, ikke engang til siden. Han forsøgte sig et skridt i den retning han kom fra og dét kunne han godt.

"Nej!" Råbte han, pludselig fortvivlet. Han ville ikke finde sig i, at den eneste vej han kunne komme var tilbage til Grimm, men hvis han absolut skulle, så ville han kæmpe imod endnu. Selv hvis han ikke kunne fysisk, så måtte han kunne forsøge sig med sine evner.

Et bredt smil spredte sig på Grimms læber, da han hørte Romeos fortvivlede råb runge mellem træerne. Perfekt. Alt virkede, som det skulle. Han fortsatte i sammen retning, som råbet kom fra, men han lod den usynlige snor forblive den samme længde. På den måde kunne Romeo tage et skridt væk, hver gang Grimm tog et skridt mod ham. Grimm kunne naturligvis hale snoren ind, så snart han ønskede det, men lige nu nød han at lege med knægten, give han falsk håb, kun for at tage det væk igen.

"Lille fugl?" råbte han med et legende smil, der var helt tydelig i hans stemme. "Hvor er du? Kom frit frem!"

Han havde ikke haft så meget fornøjelse i årevis!

Selvom Romeo vidste, at det ikke ville nytte noget at tage et skridt bagud, gjorde han det helt ubevidst, da han hørte Grimm kalde efter sig. Et chok gik igennem hans krop, da han opdagede at han godt kunne gøre det. Han vendte sig rundt og tog endnu et skridt væk fra ham. Vellykket. Han så sig over skulderen, imens han tog et par mere, kun for at have en usynlig kraft til at holde ham tilbage. Det lod til at han kun kunne bevæge sig med en hvis hastighed, men han kæmpede sig frem alligevel, så hurtigt som den tillod ham.

Hans hjerte bankede hurtigt af sted i brystet på ham og han følte sig som en lille fugl i en farlig mands hånd. Indespærret og panisk. Men han fortsætte ufortrødent frem, så lydløst som muligt, imens han kiggede sig over skulderen ved hver eneste lyd han hørte fra Grimm. Aldrig i livet om han ville svare ham på hans kalden. 

"Du skal ikke være bange, englebasse! Jeg gør dig ikke noget," kaldte Grimm og havde lidt svært ved ikke at grine over den åbenlyse løgn. "Kom nu frem. Så drikke vi varm kakao sammen."

Efter endnu et par skridt blev Grimm en smule utålmodig. Der var fælder, der skulle tømmes, og dyr der skulle flås, og han havde egentlig ikke tid til at rende rundt og lege gemmeleg. Så han begyndte at hale snoren ind. Han kunne næsten mærke, hvordan Romeo sprællede for enden af den, men det var intet problem at trække snoren til sig. For hvert skridt, han tog, ville Romeo nu kunne tage ét skridt mindre væk.

"Kom så hér, din møgunge," knurrede Grimm.

Lyden af Grimms stemme fik kun frygten til at forstærkes i Romeos krop. Han havde aldrig før på den måde haft noget at frygte, men hele hans liv var blevet revet op med roden, da han var blevet myrdet. Han var lige ved at tale sig selv ud af frygten, da det gik op for ham, at han ikke længere kunne gå i den retning han ville. Han forsøgte sig til siderne også, men det blev meget hurtigt tydeligt for ham, at han kun kunne bevæge sig tilbage imod Grimm - eller blive stående hvor han var.

Så han blev stående helt indtil Grimm var tæt nok på til at han kunne se ham. Deres blikke mødtes og Romeo koncentrerede sig om sin evne. Da Grimm havde taget ham i nat, havde han fokuseret på at lade Grimm føle at han var vigtig, at han var noget der skulle passes på, af frygt for at Grimm ellers ville slå ham ihjel, men nu gjorde han det modsatte; han fokuserede på at lade Grimm føle at han var ligegyldig. At han var et spild af tid. Hvis følelsen var der, ville den blive forstærket, men hvis den slet ikke var der, ville han ikke kunne gøre noget. Hvis Grimms mentale styrke var for stærk, var det også begrænset hvor meget han kunne gøre. Hans anden evne ville slet ikke virke på ham, hvis hans mentale styrke var for høj, men dét ville nærmest kun være en lettelse. Romeo havde ikke lyst til at se hvad der foregik i Grimms hoved, hvis han kom til at røre ved hans hud ved et uheld. 

Det var højst besynderligt; da Grimms blik mødte Romeos, blev Grimm pludselig en smule ligeglad. Nu havde han jagtet knægten igennem skoven, men da han nu så ham, kom der en snigende følelse af, at han egentlig ikke gad bruge mere tid på ham. Grimm stoppede op, og i næsten to fulde sekunder stod han og overvejede, om han egentligt overhovedet gad tage knægten med sig hjem igen. Men følelsen var væk, næsten lige så pludseligt som den var kommet, og Grimm virrede blot lidt med hovedet, inden han fortsatte sin rolige, men beslutsomme gang mod englen.

"Kom så, pipfugl," snerrede han og trak yderligere i snoren. "Kom til farmand. Ikke mere gemmeleg."

Grimm kunne godt have halet snoren hele vejen ind til sig, men han gad ærligt talt ikke slæbe rundt på en sprællende Romeo. Den magiske snor mellem dem ville sørge for, at Romeo ikke kunne løbe nogen steder. Selv hvis Romeo smed sig på jorden og nægtede at røre sig, ville magien tvinge ham op igen. Der var ingen udvej for englen.

"Hvis du er en god dreng og går selv uden bøvl, kan du få lov til at gå næsten frit," sagde han så og stoppede op nogle meter fra Romeo. "Jo mere, du kæmper imod mig, jo hårdere bliver det for dig. Du vil finde ud af, at jeg kan være meget gavmild, hvis du makker ret."

Romeo så det virke. Han så det virke og så virkningen forsvinde. Grimm havde tøvet og de to sekunder havde været nok til at give Romeo håb om at kunne slippe fri. Men så kom Grimm tættere på, Romeo blev tvunget i retning af ham også, og Romeo gav op. Med ét faldt hans skuldre ned, hans blik faldt til jorden, hans hjerte sank.

"Jeg forstår," svarede han lavmælt og tog selv et skridt imod Grimm. Det føltes forkert på alle mulige måder, men han vidste at der ikke var andet han kunne gøre. Hvis Grimm i det mindste holdt sit løfte om at være gavmild, så havde Romeo måske lidt håb for at blive sat fri, når Grimm var færdig med ham.

Han børstede snavs af sine hænder, imens han kom helt op til Grimm, hvor han vovede at møde hans blik i et halvt sekund, inden han straks så væk igen. Han forventede en straf. Selv hans far, der ellers var en tilgivende mand, ville have straffet ham på en eller anden måde for at modsætte sig så direkte ordre, og siden i går var det blevet tydeligt for Romeo, at Grimm heller ikke tillod den slags. 

Grimm brummede tilfreds, da Romeo frivilligt kom nærmere, og et mørkt smil spredte sig på hans læber. Han rakte en barket næve ud, og i et øjeblik så det ud, som om han skulle til at stikke Romeo en flad. Men det gjorde han ikke. Han klappede Romeo på kinden, lidt for hårdt måske, og sagde, "God dreng. Kom så. Der er fælder, der skal tømmes."

De næste par timer gik med at tømme fælder og sætte nye op, og solen stod lavt på himlen, da Grimm og Romeo endelig kunne vende tilbage til hytten i udkanten af skoven med en god fangst på slæb. Grimm vidste, at han egentlig burde flå dem med det samme, men han orkede ikke, og det var også blevet lidt sent, så han hængte alle dyrene op med hovedet ned ad langs hyttens ene mur, inden han gik indenfor.

Romeo fulgte lydigt med Grimm resten af dagen. Hans hoved føltes helt tomt og hans hjerte tungt. Han kunne ikke overskue at gøre mere modstand, og kunne kun tænke på, hvordan han kunne gøre det nemmere for sig selv at være tvunget til at være sammen med Grimm. Et sted undervejs fik han overbevist sig selv om, at der alligevel ikke var andre steder han kunne tage hen. Han kunne ikke tage hjem. Han vidste ikke engang hvilken vej der ville lede ham hjem. Hvis han forlod Grimm nu og her, ville han ende med bare at dø i skoven.

Først da de kom hjem til hytten levede Romeo en smule op igen. Indenfor lagde han sine hænder imod Grimms skuldre og hjalp ham lydløst ud af sin jakke, som han hængte op, inden han gjorde det samme med sin egen og ledte Grimm hen til lænestolen foran pejsen.
Han knælede foran den ældre mand og så op på ham et øjeblik, inden han bandt hans støvler op og hev dem af ham, dette også uden at sige et ord. Det var svært nok som det var, og når han forestillede sig hvad hans egne tjenere havde gjort, kunne han ikke mindes at de havde snakket om noget særligt. Det var som regel ham der snakkede og hans tjenere der lyttede eller lod som om de gjorde.

Da han havde fået sine egne støvler af også, kravlede han op på Grimms skød. Tøvende, som for at give ham mulighed for at sige fra, hvis ikke det var dét, han ville have. Med et ben på hver side af Grimm skrævede han over ham og møvede sit skridt helt op imod Grimms. En hånd blev skubbet ned imellem dem og Romeo så væk, hans mund let åben, imens han vækkede Grimm med blide berøringer udenpå hans bukser, indtil han kunne mærke hvad han sad på. 

Romeos mund fandt vej til Grimms hals, hvor han strøg sine læber over hans hud mere end han kyssede ham. "Er jeg tilgivet?" spurgte han og med let skælvende hænder hev han op i Grimms bluse. Det her var kun for at undgå den straf han havde regnet med at få, og han var villig til at gå meget længere endnu for at undgå den. 

Grimm var noget overrasket over Romeos opførsel, men han havde bestemt ikke tænkt sig at protestere, så længe Romeo ikke troede, han kunne slippe af sted med endnu et flugtforsøg. Han lod Romeo tage hans jakke og støvler og lænede sig tilbage i stolen, mens han kiggede op på den unge mand, der nu sad i hans skød. Det tog ikke specielt lang tid, før hans pik var hård, og han slap et grynt, da Romeo hev op i hans bluse.

Hans hænder fandt vej til Romeos røv, som han klemte hård og trykkede ned som sit skridt, så Romeo virkelig kunne mærke, hvilken effekt hans opførsel havde på Grimm.

"Hmm, er du tilgivet?" brummede han dovent og lod den ene hånd strejfe op langs Romeos ryg og over hans ene vinge. Den var næsten helt healet nu, men Grimm kunne brække den igen, hvis han ville. Han klemte let om roden af den.

"Hvad synes du selv? Har du opført dig godt nok endnu til at jeg kan tilgive dig, dreng?"

Det føltes som om Romeo havde fat i noget af det rigtige, hvis man skulle dømme på Grimms krops reaktion under ham og Romeo var lettet over at vide, at det ikke nødvendigvis kun var tvang, der tændte manden. Hans hænder kom samtidig i direkte kontakt med Grimms hud under hans trøje, men han følte ingenting. Ingen af Grimms følelser strømmede igennem ham. Der var få, der kunne lukke Romeos følelser ude på den måde, og endnu en gang på kort tid følte han lettelse. 

En skælven gik hele vejen igennem Romeos krop, da Grimm greb fat om hans vinge, og frygten i ham udtrykte sig også i hans vejrtrækning, der kom i pludselig stød imod Grimms hals.

"Ikke - ikke endnu," svarede Romeo. Det var ikke et ærligt svar, der var i hvert fald ikke, hvad han selv tænkte, men det var, hvad han tænkte Grimm ville høre fra ham.
Han lod sin krop synke tungt ned over Grimms og rullede en enkelt gang med hofterne over ham. Han havde aldrig gjort noget lignende før, men han havde haft en ung fyr på sit skød, præcis som Grimm havde nu, og det var ikke svært at stjæle bevægelserne fra dét minde.
Han kyssede Grimms hals, et rigtigt kys denne gang, inden han løftede sit hoved og først udåndende, tungt, da hans læber var direkte ud for Grimms. 

"Vis mig, hvad du vil have," bad han lavmælt, hans øjne halvt faldet i og hans hofter roligt vuggende over Grimms pik, imens hans egen stødt voksede med. 

Om Romeo havde hoppet fra seng til seng i sit tidligere liv, eller om forførelse blot var et naturligt talent hos ham, vidste Grimm ikke, og han var også ligeglad. Det virkede i hvert fald på ham. Knægten var godt til at trykke på de rigtige knapper hos Grimm, men måske var Grimm bare nem at stille tilfreds? Så vidt Grimm huskede, havde Cayden heller ikke haft svært ved at tilfredsstille Grimms lyster. Overhovedet ikke.

Men bare fordi Romeo ramte alle de rigtige knapper hos ham, om det så mest var held eller forstand, så var Grimm ikke klar til at give sig hen. Ikke endnu. Knægten skulle sgu ikke tro, at han havde fået krammet på Grimm så nemt!

Grimm stirrede på Romeo og modstod lysten til at kysse den smukke mund lige foran sig. I stedet lænede han sig lidt tilbage i stolen og lod sit blik glide over Romeos krop. Det faldt mellem hans ben, hvor han lagde mærke til, at Romeo ikke var helt upåvirket af det hele. Et grumt smil spredte sig på hans læber. 

"Rør dig selv," sagde han og nikkede mod bulen i Romeos bukser. "Jeg vil se dig sprøjte."

Romeo var ikke ligefrem hoppet fra seng til seng i sit tidligere liv, men kun fordi han som regel havde hevet folk med ind i sin egen seng - han nød jo sin luksus. Han havde været sammen med rigeligt af begge køn, selvom han aldrig havde haft et problem som nu, med en mand der ikke ville toppes af ham og ikke ville tage et nej.

Romeo havde heller ikke haft nogen skam omkring nogen af sine besejringer, eller omkring de køn han var tiltrukket af, eller af hvor ofte han hev en ny med sig i seng.
Ligesom han ikke havde nogen skam nu, da han hev sine bukser ned, kun lige nok til at befrie sin stive pik, der rejste sig som en mast imellem dem.

"Kan du lide hvad du ser, GG?" spurgte Romeo med et smil, på trods af hvordan hans stemme stadig skælvede, og skubbede sig frem imod Grimm, indtil hans pik var klemt imellem dem, hvor han skamløst gned sig op imod Grimms mave, imens hans vejrtrækning blev tungere og tungere. Han holdt kun sådan kort, før han blev nødt til at gribe fat om sin pik med en hånd og lænede sig derefter også tilbage, så Grimm kunne følge med.

Hans hånd gled op og ned, hurtigt, langsomt og så hurtigere igen, og hans blik gled samtidig forventningsfuldt imellem sin pik og Grimms ansigt.

"Mmh, jeg hader det ikke," måtte Grimm indrømme, og han kunne heller ikke holde et grynt tilbage, da Romeo ligefrem gned sig op ad hans bare mave og gjorde de mørke hår klistrede. 

"Men det gør du, smukke dreng," brummede han så, mens han lod begge sine store, barkede hænder glide op ad Romeos lår. "Du hader, at det tænder dig. Jeg kan se det på dig. Men du kan heller ikke lade være, kan du vel? Hvad tænker du på lige nu? Tænker du på, hvad jeg mon vil gøre ved dig, når du er færdig? Måske vil jeg slet ikke lade dig blive færdig. Måske tager jeg dig, inden du sprøjter, så jeg kan mærke, når du kommer om min pik? Måske håber du ligefrem på det? Vil du heller komme, mens jeg er indeni dig, hm?"

Mens han talte klemte Grimm hårdt om Romeos lår og lod sine hænder glide endnu højere op, så han kunne gnide sine ru tommelfingre over Romeos hofter.

Romeo havde set på Grimm med forventning om anerkendelse, om ros, om tilgivelse. I stedet fik han Grimms ord, der var et slag i ansigtet. Han slog blikket væk, så ned i gulvet til venstre for sig, kørte sin hånd lidt langsommere op af sig selv.

Grimm ramte endnu engang plet og først nu ramte skammen Romeo. Han kunne umuligt nyde det her med Grimm, han burde ikke kunne, men han kunne ikke benægte at hans pik var helt hård.

Da Grimms ru hænder kærtegnede hans hofter, var hans vinger den eneste del af ham, der gjorde modstand. De baskede hårdt og ilden i pejsen blussede op, imens noget bag Romeo væltede fra dets plads med et blødt bump. Romeo tog sig ikke af det, men gned sig kun insisterende over stenen i Grimms bukser.

"Hvis du vil tage mig inden jeg sprøjter, skal du skynde dig," advarede han lavmælt og slap sin pik. Han løftede sin hånd til sin mund og slikkede en våd, klistret klat af sine fingre på sådan en måde, at han sikrede sig Grimms opmærksomhed, med tungen ude af munden og døsige øjne, inden han så sigende ned på sin pik, hvor der langsomt pulserede mere af det ud. Han kunne komme hvert øjeblik, men han holdt sig tilbage. For Grimm. For at fortjene hans tilgivelse.

Denne gang var det Romeo, der ramte plet med Grimm. Han ignorerede totalt vingernes basken, og han tænkte sig ikke engang om i et sekund, før han tog fat om Romeos hofter og løftede ham op, mens han selv rejste sig fra stolen. Med tre lange skridt bar han Romeo igennem rummet og satte ham på det brede spisebord midt i stuen. Med én hånd på Romeos brystkasse, skubbede Grimm englen ned at ligge på ryggen, mens Grimms anden hånd flåede bukserne af ham. Stadig med hånden på Romeos brystkasse, rev Grimm sine egne bukser åbne, så han dunkende pik kunne komme fri. Han brugte kun to sekunder og en enkelt spytklat på at gøre Romeo klar, inden han tog sin pik i hånden og skubbede den ind i Romeo. 

Havde Grimm bekymret sig på nogen måde om Romeos nydelse, havde han måske taget det lidt langsomt, og han stødte da heller ikke helt i bund med det samme, men han gjorde det nu heller ikke ligefrem langsomt. Med et rumlende grynt pressede han sig dybere, mens han stirrede ned på Romeo med ren lyst lysende ud af sine mørke øjne. Han ville gøre knægten ondt og samtidig mærke ham sprøjte på Grimms mave, og hvis han havde gættet rigtigt, så ville Romeo gøre lige præcis dét, ligegyldigt om han ville det eller ej.