Han nikker stille "Okay.. jeg blev bare bekymret for dig"
Han kysser hende blidt og køre en hånd igennem hendes hår og videre ned på ryggen hvor han nusser hende blidt

Han nikker svagt og gengælder kysset
"Okay.. jeg savner dig allerede" han smiler lidt og ser hende løbe væk

Vejret var acceptabelt. Udsigten ligeså. Nearyn havde haft en god dag, men som med de fleste andre gode dage gik de ganske ubemærket forbi. Utak var verdens løn, for selv denne relativt gode dag havde ikke kunnet få nearyn til at smile uden årsag. Han iagtog blot vandet og hvordan solen spillede i det. Mons tro han kunne betvinge solen også når han en dag var blevet en gud... naturligvis ville han kunne det.

Nearyn blev stående, opslugt i sine egne tanker. I dag havde faktisk været en god dag.

Rotten er ude af sit bur, og katten er på jagt.
Elizeph nærmer sig Nearyn.. han har sporet ham udenfor sit elskede skjul.
Han har en af de sædvanelige almidelige kjortler på med røde kanter, støvler osv osv, men det er dækket bag en lang mørkegrå kutte med rebflettede kanter af sølvtråd.
"Jamen ser man det..." Han standser 50 meter fra Nearyn.. taler lige akurart højt nok til at Nearyn vil kunne høre det for havets brusen.
"Hvilken anledning bevæger rotten sig ud af buret?" spørger han kynisk.. Han har en høne at plukke med denne indbildske person..

"Du behøver ikke tale højt for min skyld"

sagde Nearyn uden at tage sine øjne fra vandet. Hvor var bølgerne dog smukke, men deres skønhed blev forpestet af denne pretender. Nearyns arrogance talte til ham. Han ville lære denne dæmon en ting eller to om at forstyrre sine overmænd.

"Eller har du glemt..."

fortsatte han uanfægtet, men drejede hoved, lige akkurat nok til at kunne kaste et blik i Elizephs retning ud af øjenkrogen.

"at jeg er din overmand?"

Vinden rev i den megalomanske forretningsmands hår, som i forvejen bevægede sig med magisk som følger af de simple husbehovsmagier nearyn havde kastet på det.

"Lad os se hvem der er overmand når jeg er færdig med Dem.." han hæver staven ud fra kroppen.. hæver den over jorden, inden han med den anden hånd også holder fat omkring den..
Han råber en besværgelse.. et sprog som sågar nærmest ingen dæmoner forstår.. så gammel dæmonsk dialegt at den næsten er gået død.
Luften omkring dem bliver tyk, svær at indånde, og alle andre end Elizeph vil være frosset fast.. hvert eneste atom hænger urokkeligt fast i intetheden.
En ny besværgelse, meget lang og indviklet hvæses så fra ham derefter.. denne gang samler alt mørket sig tæt pakket om Nearyn... den vil gøre at hans krop ikke dør hen før Elizeph lader den gøre det.. men samtidig gør den også Nearyn magtesløs med ALLE former for magi, og evner der bare minder om at være magiske.. Så han fuldt ud havner i en svagelig menneskekrop. Hvis man kan udtrykke det sådan..
Elizeph sænker staven igen.. umiddelbart ser der ikke ud til at være sket noget.. alt ser ud som før.. Men Nearyn vil kunne mærke forandringer i sin egen krop-.

Den første magi indtræf og Nearyn stod fastfrossen. Dette frustrerede ham i nogen kun grad. Han satte sig for at afkode denne magi's egenskaber. I samme nu Elizeph anvendte sin anden magi samlede der sig mørke omkring nearyn. Han var tvivlsom. Han kendte ikke disse magier men det var der intet at sige til. De var tydeligvis af meget høj grad og effekt. Nearyns 3. øje åbnedes. De to magiers egenskaber og effekter var afkodet på et spørgsmål om hundrededele af sekunder. Én tanke og krop bevægede sig. Det første skridt var klodset og han vendte sig om imod Elizeph mere som en robot end et menneske. Nearyn kunne mærke hans anden magi gøre indhug i ham. Som en million metafysiske kæder der forsøgte at stramme sammen om hans kræfter. Om hans magi. Uhørt. Nearyn's anden bevægelse var langt mere glidende og den 3. var i normalt tempo og flow idet løftede sin hånd demonstrativt for at vise med hvilken lethed han fornægtede Elizephs magi. Magien omkring Nearyn, selve den magi Elizeph havde kastet over ham, vred sig langsomt fri at det perfektsyede mønster dets skaber havde lavet det i og overgav sig til Nearyn.

Nearyn var tavs. Forklaringer var overflødige. Hvis han ikke selv havde opdaget det så var han for ubegavet til at forstå hvad det betød. Han stod overfor the master of minds. Forsøg på at begrænse ham ville være nytteløse og ethvert forsøg på at dæmpe hans kræfter skulle foregå gennem en kamp på viljer. En kamp Elizeph aldrig ville kunne vinde.

I modsætning til den gamle dæmon praktiserede Nearyn kun den magi han selv skabte. Han søgte inspiration i andre magikeres værker, men han havde ikke opgivet en del af sig selv for at beside energierne der skulle til for at anvende den type magi Elizeph besad. Nearyns magi var Mythos. Hans evner var af selve tanken. Nearyns hele eksistens var viet til hans sind og ingen kunne besejre ham i contest of minds.

Som for at understrege sin pointe satte nearyn sin løftede hånds pegefinger på et punkt mellem tindingen og udkanten af højre øjebryn, og antydningen af et overbærende smil strejfede psykopatens læber.

Men det sindsyge smil påvirker ikke Elizeph.
"Nå, synd for Dem selv at De afværger den magi.." han hæver staven igen... denne gang er det en helt anden form for magi der sprededs i det han hvisler en ny besværgelse..
Elizeph kører på lavt blus ligenu.. Heldigt for Nearyn, men alt i alt, vil han få sparket røv.
Den næste magi bygger på mental stabilitet.. En besværgelse Elizeph har opbygget af egen viden.. Beregnet til folk, præcis som nearyn, med magier kørende i en anden bane..
denne gang viser magien sig i form af lys..
"Sig farvel til smertefri magi.." mumler han lavt for sig selv.
Magien virker dog først harmløs.. Det snedige ved den er at den bare lægger sig usynligt omkring Nearyn.. Kamufleret så godt at selv den stærkeste og mest magtfulde person i verden ikke ville kunne se dens effekt.. den virker nærmest som en mislykket besværgelse..
Men forskellen er så bare, at så snart Nearyn bruger parnomale kræfter af den ene eller anden form, vil det omdannes til fysisk smerte og vendes mod hans egen krop.. Dejlig udspekuleret..
Elizeph står blot stille med kolde øjne mens han betragter sit værk...

Nearyn forberedte sig på den nye magi. Intet skete. En fejl-casting. Tvivlsomt. Effekten satte ind øjeblikket senere, i samme øjeblik som Nearyns divination fortalte ham hvad magien gjorde. Det var ikke nødvendigt, det var føleligt. Nearyn skreg og tog sig til hoved. Han røg på knæ omgående og klamrede sig til sit hoved. Hans øjne var klemt sammen i et forsøg på at mindske smerten men det var umuligt. Den stak og rev, og prikkede som hvidglødende synåle. Denne reaktion var voldsom. At most ville den magi Elizeph havde kastet få ham til at gribe sig til armen og klage sig korvarrigt, men Nearyns reaktion var gennem taget. Elizeph kunne lige så godt have kastet sin mest magtfulde torturbesværgelse på ham, det ville intet være at sammenligne med dette. Hans spærrede øjnene op og stirrede på verden uden at se den. Hans pupiler var små nålestik i et ocean af hvidt. Blod, hellere end tåre blev synlige i hans øjenkroge og han greb sig i håret og rev og flåede, hylende af smerte på en måde der ville have fået en stor hvid haj til at stoppe tøvende op og stirre åbenmundet.

Elizeph ser bare kynisk på Nearyn.
"Nå nå... De tager rigtig forskud på smerterne.."
For at det ikke skal være løgn, kaster han endnu en ny besværgelse.. en gruopvækkende, som ikke kræver formular, men mental koncentration...
Ud fra den røde ædelsten farer hvide, nærmest fantasi spøgelser.. Det kunne sammenlignes med lagner, som dog bare vises som forstyrrelser i luften.. De svæver mod Nearyn med voldsom fart.. når de når ham, vil de begynde at rive i hans hud.. for simpelthen at rive den af ham.. kun lige overhuden.. som hvis man får en hudafskrabning.. bare over hele kroppen.. derefter vil de lægge sig på den afskrabede hud.. realetere til de indre smerter, men gøre dem mere fysiske, og til at sætte finger på om mab vil..

Nearyn var overhoved ikke til stede. Hans øjne så intet. Smerte var hans verden. Hvor ulideligt. Hvad ville han ikke give for at ende dette? Nearyn end ikke engang ænsede spøgelserne, eller smerten da de begyndte at flå i ham. Druknet som han var, i et hav af sindsoprivende smerte registrerede han intet. Hans hjerne tikkede ham om at måtte stoppe alle funktioner. Om bare at stoppe lige nu og lige her, men et sted dybt inde i Nearyn, foregik der noget ganske andet.

En nearyn, komplet afskåret fra alt og alle, larm og støj og omverden var druknet af hylen og skrigen i en sådan grad at man ikke længere kunne høre det. Det eneste denne nearyn var bevidst om var to ting. Her var utroligt mørkt. Og han stod overfor sig selv. Nearyn så tilbage på Nearyn.

"Hvad laver jeg?"

"Hvad mener du? hvem er du?"

"Det er da mig, mig? kan jeg ikke genkende mig, mig?"

"Hvad mener du med at du er mig, jeg er mig?"

"Det er jeg også, mig"

"Forsvind, du keder mig"

"Mig? ah, beklager, jeg keder skam også mig, mig, men ved jeg hvad? det rager mig ikke det mindste, mig"

"Hold op med at tale i tunger. Jeg er Nearyn Darkstar, jeg er den ENESTE Nearyn Darkstar, Jeg er ham som vil behærske alt"

"tsh, hvad jeg er, er jeg også, mig. Eller har jeg glemt mig. Hvis jeg ser i bakspejlet har jeg altid været mig, under min overflade"

"..."

Smerten begyndte at melde sig og Nearyn faldt, gennem mørket. Han landede i noget. Det var koldt og kvælene. Han druknede. Han greb efter noget at holde fast ved, men der var intet handhold. En lyd gav ekko nede i vandet. Hans egen skrigen. Først som en dyb bas, men så blev den altoverdøvende idet den hamrede gennem det isnene vand. Nearyn greb efter noget at komme op fra vandet med. Han kunne ikke mere ... han måtte.

...

Nearyn stod i mørket igen.

"Hej mig, er jeg nu her igen?, hvad laver jeg og kan jeg huske mig?"

"Hvad skete der, Jeg ... jeg... "

"Jeg forstår bare ikke noget, gør jeg vel, mig?"

Nearyn greb ud efter din dobbeltgænger, lagde sin hånd stramt om hans hals.

"Hvad vil jeg gøre ved mig, mig?"

spurgte dobbeltgængeren.

"Vil jeg dræbe mig? Har jeg glemt at det var mig der redede mig, da ingen andre ville høre på mig, mig? Eller har jeg bare glemt mit mål?"

Nearyn strammede grebet.

"Hold kæft!, Jeg er den udødelige Nearyn Darkstar, jeg frygter intet, jeg glemmer intet."

Med de ord strammedes Nearyns greb om hans dobbeltgængers hals og som en svirvlen af brus og bobler forsvand kopien og blev et med havet. Nearyn begyndte at stigeimod overfladen af det mentale hav.

...

Nearyns hylen og skrigen fortsatte, hud blev flået fra ham og han vred og vendte sig, imens hans fokus fortsat var omkring hans hoved.

og så...

Nearyn kastede hoved tilbage og gav et sidste vræl af øresønderrivende smerte fra sig. Et kraftigt blåt lys glimtede et enkelt sekund i hans øjne og mund. Nearyn skreg fortsat videre, men spontant begyndte hans krop at brænde. hvad der startede som en lille gnist i hans krampagtigt åbnede mund udvidede sig med steppebrandshast og inden nogen kunne nå at blinke var Nearyn omsvøbt i blåhvide flammer. Som et tordnene inferno omspændte flammerne hans krop, som nu blot sad åbenmundet, imens kød smeltede hans krop langsomt men sikkert begyndte at blive fortærret af flammer.

Elizeph skuer blot på det skrigende, nok døende korpus.. Han er vandt til folks skrig af smerte.. vandt til at se død og ødelæggelse.. så han ikke engang blinker..
Dog ærger han sig.. Han havde gættet at hans angreb ville have en hvis stor effekt.. men at den tager SÅ godt fat.. Kedeligt for Elizeph.. Sjældent han jo kan bruge sine magier i praksis.. men nå ja.. forskellige fjender, forskellige midler til at slippe af med dem på..
Vinden stryger dynamisk igennem Elizephs lange, bølgede hår mens han blot betragter Nearyns lidende krop i sin front..
Mon han overlever? Elizeph tvivler ikke. Det gør han.. Måske ikke hans krop. Men Nearyn er ikke svag, det ved Elizeph udemærket.. En af hans stærke sider er at han aldrig undervudere folk. Han af alle ved der som oftest ligger meget mere gemt bag overfladen.. Men det er nu også sjældent at han i det hele taget havner i situationer hvor det er nødvendigt at vudere folk.. Ikke mange er magisk stærke i det her land.. Ganske vist er der få af hans dæmonfælder fra rådet her.. Sågar en næstformand for fløgen under fysisk styrke og snilde.. Men igen, han kører på fysisk styrke, og kan parreres med magisk.. sådan da..
Nearyn kunne i princippet også være en dæmon fra rådet. Ikke til en formandspost, men dog i en hvis rang hvis det endelig skulle være.. hans selvophøjethed og arrogance ville få ham smidt ud derfra igen i sidste ende...
Alt det står Elizeph egentlig og spekulere over, alt imens Nearyn bare fortrækker sig og skriger som pinte ulve, og alligevel trækker Elizeph ikke en mine...

Nearyn var dum fra starten at genere Elizeph... Det var ikke så smart, for måske havde Nearyn i virkeligheden undervuderet Elizeph? Måske, måske ikke.. I hvert fald kom han til at bøde for sit angreb mod Elizeph, dengang for nogen tid siden...

(fyrs, I guess oO)

Nearyns forstand var ved at forvandle sig til en iturevet avis. Information fra steder de ikke skulle have været fra starten skød frem og tilbage mellem punkter i hans forstand. Så vendte Nearyn tilbage til sine sanser fulde brug, og fuld af irritation og bitterhed konstaterede han at han havde tabt denne kamp. At indrømme det var som at stikke en kniv i sækken på sig selv. Nej, han havde ikke tabt. Det ville være uhørt. Nej, han valgte bare et taktisk tilbagetog, nemlig. Det var løsningen. Nearyns sind hærdedes idet han uden større pardon rev sit sind og sjæl fri fra sin krop. Nu, revet fri fra kroppens begrænsninger følte han sig mere fri og stærkere end han normalt gjorde, men også blottet. Med en tanke fra Nearyns side forsvandt alt fra den brændende krop. Den blåhvide ild som kun havde set ud til at æde kroppens kød. kunne nu ikke andet, for Nearyn darkstar var med et pludseligt glimt af svagt hvidt lys, - blevet ganske nøgen. Dette faktum pyntede ikke just på graden af klamhed da hans brændende carcass nu var fuldstændig blottet for omverden. Den blåhvide ild tog til i intensitet og et spørgsmål om øjeblikke senere kollapsede kroppen og flammerne begyndte at have mindre at bide i. Flammerne brændte langsomt ud og efterlod hans rygende rester som en bunke kaotisk sammensatte knogler og kogende kød.

Nearyn selv blev hængede. At se sin egen krop gå under var mildest talt et slag i ansigtet på ham, men hans fortsatte eksistens styrkede ham og hans arrogance mere end synet af hans ødelagte krop fjernede den.

Elizeph følger bare Nearyns døende krop med øjnene... Han er ikke i tvivl om at Nearyn har udviklet et eller andet, så han kan leve videre.. Manden er jo snedig.
Hans tanker bliver dog fanget af andet end lige sin hævn. Normal gør Elizeph sig ikke i hævn med mindre han får ordre på det af sin herre.. Men hans herre er så inaktiv, at han træffer beslutningerne selv.
Han ser mod det døde korpus, som bare ligger rygende og døende, mens de hvide flammer danser de sidste tango trin inden de lægger sig.
"Læg Dem aldrig ud med en dæmon i dårligt humør." siger han koldt inden han ser med væmmelse på kødet.. Det er det eneste han ikke bryder sig om ved at se sine modstandere dø. Hvis de som her ligger delt op i knogler og kød.. Det er så frastødende, at Elizeph ikke kan beskrve det! -Han er jo vegetar, og kan ikke fordrage at se dødt kød..


(Okay nu har jeg været i frys længe nok >_<;; smutter altså)

Han ser overlegent på Nearyn, inden han banker stavens bund mod jorden.. forsvinder..

Venus sidder et par meter fra de rolige bølger med knæene trukket op til sig og ser ud over havet. Hun kan se en skibslanterne langt ude på havet. Ih, hvor jeg savner havet! Jeg ville gerne være derude ligenu, tænker hun og smiler. Her er ret kæligt, men hun fryser ikke på grund af sin evne. Hun er taknemmelig for den, men hun føler sig for en gangs skyld lidt ensom. Hun er gået herud netop for at finde lidt fred, men man kan også få for meget af den.

(( Jeg valgte Melanie, som jeg glemte at nævne xD ))

Langs stranden høres lyden af en hest løbende i vandkanten, da en grønhåret kentaur kommer løbende. Det er tydeligvis en hund, kan ses på kropsbygningen. Kentauren har langt grønt hår og en gullig hudfarve. Hun er udsmykket med forskellige kæder og perler. Hun pruster irriteret, da hun får øje på et menneske, ikke langt fra hende. Men for en gangs skyld vælger hun at blive stående.

Hun hører lyden af hovslag ikke så langt fra hende. Hvem kan det være... Ikke en jeg kender i hvert fald. Hun kender nemlig ingen, der ejer en hest. Venus regner med at se en rytter på hest og ikke en kentauer, så hun bliver lettere overrasket, da hun opdager, hun har taget fejl. Ikke desto mindre smiler hun venligt og en smule drømmende, som hun plejer.
"Godaften."

Melanie tramper lidt i vandet med hoven, så små bølger skvulper ind imod strandbredden. Med en irriteret grimasse kigger hun på Venus og lægger hovedet let på skrå. Med langsomme skridt nærmer hun sig Venus, men stopper et par meter fra hende.

"Er du et menneske?"
Lyder det koldt og uvenligt fra hende, idet hun lægger armene over kors.

Så man er i dårligt humør i dag? Jeg må hellere være på vagt, tænker Venus, dog uden at ændre sit venlige ansigtudtryk. Hun er ret utryk ved denne kentaur. Hun virker i den grad fjentlig.
"Ja, og det er jeg stolt af," svarer Venus muntert.

Melanie kigger mindre tilfredst på mennesketøsen, før hun begynder at stampe i vandet der igen begynder at skvulpe en smule. Med halen svingene fra side til side, brummer hun irriteret;

"Stolt af at være menneske?! HA! Som om den sætning overhovedet vurde være lovlig at sige! Mennsker er ynkelige, de kan hverken svømme, løbe stærkt, flyve eller kæmpe. Det eneste de kan finde ud af er at ødelægge livet for os højstående væsner!"
Melanie er tydeligvis ikke den helt store menneskeelsker.