Elaina undrede sig over hvorfor han ikke svarede på hendes spørgsmål, om han troede at hun kunne finde på at lyve. Mon hun skulle tage hans tavshed, som et ja. Måske han var for flov eller nervøs for hendes reaktion, hvis han sagde ja. Elaina lod det ligge, hun så ikke grund til få et svar ud ham, og var svaret et ja, ville det nok også gøre hende lidt irriteret, selvom det er ikke var fair når det, det hun bedte om.

Som hun så rundt ud på himlen, var det tydeligt at aftenen nærmede sig. Himlens farver var begyndt at blive røde og lilla. Hun håbede at de nåede frem til en by, hvilken som helst by inden det ville blive mørkt. Der var for brat, for risikabelt at være her ude i det fri. Hun så frem og heldigvis var by længere fremme. Hun mærkede, at hun kunne slappe lidt af igen.

Elaina nikkede som han følte at hele hans ære var bygget om omkring regler. Hun kendte ikke disse regler, men levede selv efter de normer og regler der underlagt hende som hertuginde. Selv troede hun ikke på Isaris. Elaina så på ham, tænk at han havde været en form for bølle, hun kunne slet ikke forestille sig ham, få rap over fingeren for ikke at høre efter. Den opdragelse havde hun heldigvis ikke været udsat for. Elaina vidste ikke helt om hun skulle kommentere det eller ej, men endte til sidst med at sige ”Jeg håber aldrig, at det er en opdragelse du vil bruge på børn” Elaina håbede for Hektors skyld, at hvis de endelig fik børn, så slog han dem ikke, ikke engang et rap over fingere ville hun have. 

Hektor så på Elaina med et undren blik ”Aldrig vil jeg ligge en hånd på et barn, det ville være en dyb krænkelse imod hvad Isari står for. Nok har jeg har fået nogle rap over naglerne men det har enten været min våbenmester eller ridder Manfred, som led i træning der har gjort det. End ikke mine forældre gjorde sig i den slags, de nøjedes med at sætte rammer op for os.” Hektor var rolig omkring dette og han forventede ikke at Elaina ville kunne forstå sig en ridders liv. “Desuden” fortsatte han og så imod horisonten, en by var i sigte og vigtigere endnu, tag over hovedet. “Er børn fremtiden. Jeg vil gøre min del for at et barn skulle have det godt og trygge rammer.”

Som de kom nærmere kørende ind i byen, kunne det ses tydeligt at folk var i godt humør, solens tilstedeværelse havde gjort sit for at muntre folk op. Folk var igang med at lukke ned for i dag men stemningen var af den gode slags.

Selvom hun ikke så ham, som manden der var voldelig af adfærd så vidste man aldrig når en mand var af raseri. Hun havde aldrig set en mand være det, men hun havde trods alt læst om det, og fået advarende ord fra sin bror. Men hun troede det trods alt ikke om ham, hun spurgte også mest for at være sikker også snakkede de da i mindste lidt. Elaina nikkede blot hans svar.

Hun blev dog en anelse overrasket ved det næste, men forstod så meningen efterfølgende. Det var ikke fordi han ville give hende nu, men fremtiden. ”Det er vores pligt” svarede hun en anelse lavmælt, da han garanteret ikke helt brød sig om svaret hun kom med, han havde før ikke helt været tilfreds over hendes forpligtelse for tingene.

Som de kom helt ind i byen, var de der en glad munterhed over byen. Elaina gav et lille smil, som vognen kom forbi nogle mennesker. Mon de overhovedet kunne finde et sted at være, men den del ville hun lade op til Hektor at klare. Han havde jo også sagt, at han skulle føre ordet. 

Han smilede tilbage til Elaina som hun nævnte pligt. Et skridt adgang tænkte han blot for sig selv.

Hektor lod vagten tag over vognen, som han selv hoppede ned af den og landede på den noget mudret vej. De fleste boder var lukket ned for i aften, måske en til to havde staig valgt at trække den lidt ud. Hektor bandt en pose med krystaller op og overrækte den til Elaina "Hvis du er heldig, kan du måske købe noget, mens de stadig har åben." Hektor så sig over skuldren, han fik øje på en større samling af folk på vej hen imod et stort hus med 2 etager, kroen ville han nok gætte på. Alle så trætte men tilfreds ud. "Der er en risiko for, at vi måske ikke kan få et værelse for i nat."

Han overvejet om at han nurde tag sværdet med sig men undlod det. Ingen ville kunne løfte det og hvis nogle prøvede på at tag vognen, skulle den nok blive fundet.

Hektor gik hen imod forsamlingen og stod blandt de sidste.

"Puha, jeg trænger squ til at skylle min hals ren!" Lød det foran hertugen.
"Det samme her Carl. Jeg tror at jeg skal have en til hvert et ben." kom det fra makkeren ved siden af.
"Måske man burde tag en ekstra oven i? For at fejre at solen er atter kommet?" Carl så sig opmkring.
Der var flere som udbrød "Hørt!"omkring denne ide. 

Kroen var stor og rummelig og proppet. Langt de fleste borde var optaget med gæster og flere kom til, kro pigerne havde ikke tid til at stå stille og tale folk op, for bestillingerne fløj til højre og venstre. Selv oppe ved disken var der masser af folk, Hektor måtte bruge tid på, før han kunne komme frem til disken og få fat på krofatter. Krofatteren var en gamle herre i slutningen af 40'erne, en skævt smil og med en lige så bred mave, sagde lidt om, at krofatter ikke fulgte krigerens vej. Flere og flere kom forbi disken for at få fyldt deres krus op eller nye bestillinger. Det kom en sød duft udefra lokalet bag disken og flere gange kunne der høres at der var gang i køkkenet, folk var sultne.

Efter lidt tid, lykkedes det endelig Hektor at få krofatter i tale.

Hun tog imod posen af krystaller, selvom hun ikke helt vidste hvad hun skulle købe. Elaina steg roligt ud af vognen, hun forsøgte så godt hun kunne for ikke at virker for adelig. Hun så kort imod Hektor, som så ud til at bevæge sig imod menneskemængden. Elaina kom hen til den ene bod, hvor der endnu blev solgt lidt mad. Det var måske meget fornuftigt, selvom hun ikke rigtig var sulten, kunne det tænkes at han var. Derfor valgte hun også at købe to brød for derefter at vende tilbage til vognen.

Elaina følte hun stod der længe, og endnu var han ikke kommet tilbage. Hun brød sig ikke om dette. Elaina følte et kort et ubehag igennem kroppen, som hun atter følte sig ubeskyttet og magtesløs imod situationen der var foran hende. Hun lage roligt sin højre hånd på hendes arm og gik imod kroen.

Da hun trådte ind følte hun nogle enkelte blikke på sig, men så ikke efter dem. Hun så sig om efter Hektor og bevægede sig roligt igennem mængden, da hun ikke ville vække opsigt. 

"Hvad mener du med at der ikke er plads?"

Krofatteren langede endnu et krus over disken til en af de betalende kunder, inden han så på Hektor. "Jo altså, som du kan se, så er der ret så mange betalende gæster her og mange af dem, har betalt godt for et ophold her." Krofatteren så over skulderen "Se så at komme i tjep derude! Folk sulter!" Krofatteren rystede på og så tilbage imod Hektor "Altså, medmindre du har tænkt dig, at betale for flere dages ophold, så kan jeg ikke hjælpe dig."
 Hektor tog sig til hagen hvor dette, Elaina ville nok ikke bryde sig om dette. Krofatteren så sig omkring inden han talte til hertugen "Men hør! Du ligner en der ikke er bange for sig, så hvis du er villig til at give en hjælpende hånd imorgen, kan du sikkert finde en stald som en af svendene her ind ejer. Lidt hø er vel bedre end slet intet imod vindene på disse kanter." Hektor nikkede ved mandens ord, bedre end ingenting. Hektor fiskede nogle få krystaller op og lage dem foran "Hvis jeg blot kan bede om lidt mad og drikke for tre, så ville jeg være taknemlig min gode herre."

Hektor så sig omkring og fik øje på hans hustru, der møvet sig igennem. Han lænede sig ind over hende "Hør, vi har et lille problem." og trak hende forsigtigt til side sammen med ham "Der er ikke flere værelser ledige. Det bedste krofatteren kunne komme med, var hvis jeg kunne finde en, hvor vi kunne overnatte i deres stald på her til aften. Eller hvis guderne er os nådig, en venlig sjæl, som er villig til at lade os låne et værelse for i nat."

Ham selv havde intet problem med dette men nu skulle han tag hensyn til Elaina og det var nogen andre rammer han skulle tag højde for. "Kom, lad os se, om vi kan finde et bord, jeg har bestilt noget mad til os."

Elaina følte sig anelse ensom, og som om hun slet ikke hørte til i dette rum. Hun så ned i gulvet og følte blot flere blikke på sig. Ud af det blå midt i hendes tanker, kom en arm rundt om hende og med det samme så hun op og opdagede at det heldigvis blot var Hektor. Hele hendes krop reagerede på hans berøring med et lille hop. Heldigvis fik hun hurtigt ro på sig selv igen.

Hun fik et bekymret blik, da han sagde de havde et lille problem. Hele Elainas overskud væltede sammen ’Ikke flere værelser’ hvor, hvor skulle de så sove.. ’En stald! gentog hun et hovedet, hende sove i et åbent rum. ”Ahvad? Vi kan da ikke sove i en stald” svarede hun. Elaina kunne gå med til et værelse, og selvom hun havde taget på ture, så havde hun aldrig overnattet så lumske steder. Det var så også vis de overhovedet fandt en, som ville være dem venlige. Elaina sukkede, hun havde ikke lyst til at være her, hun ville hjem. Hjem til hendes omgivelser, hjem hendes trygge værelse. Elaina sukkede igen og satte sig ved et ledigt bord. Hun sagde ikke mere, hun var næsten i chok. Hun ønskede ikke at sove i en stald eller et ukendt værelse. Hvorfor havde hun også sagt ja, til dette. Det var tydeligt for Elaina, at Hektor var langt mere vant i dette miljø end hende, det faldt ham naturligt.