Han bliver alvorlig sammen med hendes kyniske kommentar, som han faktisk finder alt andet end kynisk.
"Nej," siger han alvorligt, "Det er ikke altid, livet vender sin pæne kind til, men hvor sort det så end ser ud, kan et smil fra en anden mange gange gøre en del. Ikke mod kulde og sult selvfølgelig, men lidt venlighed går langt, og varmen i et smil kan tage trætheden ud af en mands knogler." Hans blik svømmede hen og blev et indre, hvor han så en vis pelset kvindes smil. Makis. Hendes smil kunne altid bløde ham op, hvad end han så døjede med, om det var jagten på en vampyrgalning eller bekymring over hende eller tilstanden mellem hans forældre og ham selv... Makis smil gjorde altid alting meget bedre. Men andre kvinders smil kunne også lysne hans sind, og der var mange af dem, der havde gjort hans humør så godt netop i aften. At blive mødt af en række smil, fik en til at føle sig betydningsfuld; som om man betød noget i livet, og han var taknemmelig for det.
"De må da indrømme, lidt venlighed bidder på selv Dem?" spurgte han let drillende, men samtidig meget alvorligt.
Han tager bestemt ikke sin tilværelse for givet, og man kan jo godt have flere mål end et her i livet. En række delmål så at sige, som det at få kvinder til at smile. For han har skam ideer og mål og andre gode ting med sit liv, og indimellem dem, så nød han bare at være til i allerhøjeste grad.