Præcis som Aishe der vågnede, ville Lune også snart vågne.. men lyset var ikke skarpt nok.. han havde kun ét øje til at fange lyset med, så det var ikke nok endnu til at vække ham.. Hans lunger skreg.. hulkede.. han var tydeligvist fuldkommen rædselslagen.. Han svedte, hans krop var så anspændt grundet marreridtet, at den var i krampetrækninger.. han kaldte i søvne.. kaldte på Cole... men ligemeget nyttede det.. få minutter efter, vågnede han med et skrig.. han satte sig op.. hans vejrtrækning var hurtig, urolig og hans blik flakkede rundt.. hans hænder mærkede efter på huden.. ingen huller.. han så på Aishe.. hans blik var træt, og hans hjerte hamrede afsted.. og Aishe så heller ikke for godt ud..
Lune lagde en hånd på hendes skulder.. nærmest for at berolige hende, inden han bevægede sig mod udgangen af teltet..
"... Bliv der.." hviskede han til hende, inden han forsvandt ud, forbi dyret der lå udenfor..
han satte i løb.. han vidste at han havde passeret en klippe aftenen før.. den var ikke langt derfra..
Til hans store overraskelse... de var på klippestykket.. han løb hen til en afsats nogle meter fra teltet.. han havde ikke kunnet se det i mørket.. hans tøj var fugtigt grundet det paniksved han havde udskilt i løbet af natten..
"Neh... COLE!! HVOR MANGE SEKUNDER GÅR DER FØR JEG RAMMER BUNDEN, HVIS JEG SPRINGER?!!!" skreg han.. han skreg så højt hans lunger tillod ham.. og så... han lod sig falde... ud over kanten på klippeafsatsen, som var dækket af et tykt trætæppe.. ramte han jorden godt 10-15 meter nede, ville han uden tvivl stille træskoene.. Men Lune var i bund og grund ligeglad.. han ville have Cole til at hente ham... men hvis denne ikke kom, ville Lune også være tilfreds.. så ville smerten få en ende..

Cole besluttede sig for at det måske var på tide at han viste sit ansigt, nu da Lune var gået så vidt til at springe ud fra klippen.
Cole havde egentlig holdt øje med Lune lige siden han forlod palæet om aftenen, men han ville ikke vise sig før det var på tide.
Han elskede at lege rundt med Lune, det var aldrig det samme, han vidste at der altid ville ske noget nyt.
Det var dog meget overraskende at der var gået så længe den her gang før han prøvede at tage sit eget liv.
Den pige han havde været sammen med måtte have haft en god indflydelse på ham, eller kunne holde ham bare nogenlunde ud.
Mange gange gik der ikke mere end 5 minutter efter at han havde mødt en person til at han prøvede at tage sit liv.
Cole hoppede frem fra sit skjul, han stilte sig under klippen og stod lige der hvor han vidste at Lune ville ramme.
Han strak hans arme ud og greb Lune.
Drengens øjne var lukkede. nærmest som om han faktisk forventede at han ville ramme jorden.
Lune måtte efterhånden vide at det aldrig ville lykkes ham at tage sit liv.
"Oh my unge herre, som du dog kommer dumpende fra himlen i dag" Cole gav Lune hans normale smil der så ud som om han var ret ligeglad med situationen.

Aishe skævede på drengen, så hvilken skræktilstand han var i, men hun turde ikke røre ham, turde ikke før hun havde fået styr på hendes eget vejrtrækning. Bange for at se hvad han så, men da han vågnede op med et skrig blev hun alligevel lidt roligere. Og skævede frem for sig igen, og gned sin pande igen. Da hun følte hans hånd på hendes skulder, sukkede hun stille, men ved hans ord trak hun brynene sammen. Hvad i-? Hun vendte hovedet med et ryk, da han forlod teltet. Rakkalaphen flyttede sig hurtigt, og hun så ud af teltet.

Ville han..
Åh nej.

"Lune!!" Skreg hun, med vidt opspærrede øjne da drengen så sprang, og kom ud af teltet, snublende over mod kanten, hvor hun endte med at kigge ned. Hvor.. Hvor var han?

Lune kunne ikke spotte Cole under sig... han troede at det var slut nu.. han lukkede øjnene, og mærkede et fredfyldt smil over sine læber, mens han faldt.. men så... han mærkede et hårdt knæk i sin ryg, i det han landede i favnen på en anden.. han åbnede øjnene med et gisp, og mødte et par velkendte øjne..
Han blev vred.
"Sæt mig ned!!" hvæste han, hvorefter han stak ham en lussing.
"Du var for langsom!" halvråbte han, inden han begyndte at gå.. men han nåede ikke langt, før han faldt ned på knæ.. hans ryg gjorde forfærdeligt ondt...
Aishe ville ikke kunne se noget oppe fra klippen af.. der var fyldt ned træer nedenunder... træer, hvor Lune bare var suset lige ned imellem de mange kroner.
"Cole... jeg vil op på bjerget.." han satte sig ned.. så smilte han, begyndte at smågrine.
"Du kan vel regne ud, at det er en ordre, ikke? en ordre, og du skal bære mig derop..." han lukkede sine øjne.. Cole var nødt til at adlyde ham.. så meget var Lune klar over.. George havde jo fortalt ham alt om Coles lille raceproblem.. han var en dæmon, og Lune bestemte over ham.
Han ville op til Aishe.
"Der er en kvinde deroppe... hun, og hendes dyr skal med hjem..." han så nu bestemt ud igen, men begyndte så på en lav, manisk latter.. ikke høj nok til at Aishe ville kunne høre det... hun ville sikkert tro at han var død.. men hvis hun løb ned for at se, ville hun støde på ham på vejen..

Cole satte Lune ned lige så snart han fik ordren.
Han smilte en smule da han kunne se at Lune havde fået voldsomt ondt i ryggen, den var han selv skyld i, tænkte Cole for sig selv.
Cole kiggede en op af klippen, det var nu også et langt fald han havde været ude for.
Han kiggede tilbage på Lune der sad nede på jorden og bare koldt gav ham den ordre at han skulle bære Lune hele vejen til toppen.
Han sukkede, men kom så på en god ide.
Han forsvandt kort ind i skoven, han mindedes at have set en efterladt lejer ikke så langt fra hvor de stod.
Han fandt et reb i lejeren og vendte så tilbage til den meget lille lysning hvor Lune sad og ventede på ham.
Han kiggede på Lune med hans is kolde blå øjne og smilte.
Han svingede Lune om på ryggen og bandt ham fast til sig selv med det reb han havde fundet.
"Bare så jeg er sikker på at du ikke får nogen gode ideer unge herre" Cole smilte tilfreds so han bandt Lune's hænder sammen så han var sikker på at han ikke ville smide sig selv af under vejs.
Cole vidste at dette ville gøre Lune meget irriteret, men han var nu ret ligeglad.
Cole gik over til klippen og begyndte at klatre op mod toppen.
Tempoet var hurtigt så der ville ikke gå mere end få sekunder før de var ved toppen.
Da de nåede toppen spottede Cole Aishe. Hun stod bare der og kiggede og Cole så en mulighed til at gøre Lune endnu mere irriteret. Mens han stadig havde Lune på ryggen gik han over til Aishe, tog fat i hendes hånd og bukkede ned i knæ, uden at bryde øjenkontakten. Han gav hende et hurtigt og meget let kys på toppen af hendes hånd og rejste sig igen.
"Jeg undskylder på min herres vegne for at have været til så meget besvær" Cole stirrede bare ind i Aishes øjne.
Han håbede på bare en lille reaktion fra hendes side.

Aishe stod bare og stirrede ned i trækronerne.. Den stakkels dreng...! Hun bed sig hårdt i læben, og forsøgte at finde en rute ned langs klippen der ikke ville betyde at springe i døden. Rakkalaphen var nærmest klistret til hendes side, og hesten prustede småforvirret mens at kvinden var i oprøre. En lille dreng var lige sprunget ned fra en klippe og hun havde ikke kunnet stoppe ham. Eller, hun havde ikke nået at stoppe ham, mere.

Hun rynkede dog panden lidt, da hun synes hun så bevægelse, men det kunne da ikke passe. Lune ville ikke kunne have overlevet et fald som det. Hun vendte sig om med et ryk dog, da manden lige pludselig var der med ... Lune på ryggen? Og frøs fuldstændig da han kyssede hendes hånd.

"Agh!" Hun trak den til sig med det samme, og bakkede et par skridt væk fra de stirrende øjne, og stirrede selv temmelig meget igen. Hvor filan kom han fra?!
"Hv-hvem fanden er du?!" udbrød hun så, og hendes blik flakkede fra den ene til den anden, men lykkelig for at se drengen i live, det var hun dog.

Lune så undrende efter Cole, mens denne forsvandt væk.. da han kom tilbage, svang Lune på sin ryg og bandt ham fast, hvæste Lune af Cole.. vred sig og bandede og svovlede, indtil de var nået op ad klippen.. hans arme var bundet fast så han ikke rigtig kunne komme nogle steder.. spændt fast til Coles ryg... hans ankel var stadig helt rød, hævet og den var fyldt med størknet blod, grundet biddet fra det sorte dyr.. den anden fod havde en sko på..
Men da Cole så kyssede hendes hånd, blev Lune rasende... hans øjne spærredes vidt op, og med et ryk flyttede han hovedet ned til Coles øre, hvor han forsøgte at bidde sig fast med et par jernkæber; han ville bide hans øreflip af hvis han ikke blev stoppet...
Lunes morgenhumør var sjældent godt, men oftest mere stabilt end senere på dagen.. han svingede ikke så meget... ikke taget i betragtningen af hvor meget han ellers kunne have humørsvingninger.. nogle dage var det værrer end andre..
Lune blev jaloux meget hurtigt... både fordi Aishe fik opmærksomhed fra Cole, men også fordi Cole fik Aishes opmærksomhed.. Aishe var blevet noget særligt for ham.. og han ville ikke hjem uden hende.

Da Lune begyndte at bide efter hans øre kunne Cole mærke den selv tilfredshed der bobblede inde i ham
Han var tilfreds, det var lige det han ville have, en jaloux Lune, i sær fordi han vidste hvor underholdene det kunne være når Lune var i dårligt humør..
Han var overrasket over Aishes reaktion, han havde nu regnet med at hun ville have været smigret.
Cole kunne se det malet i hendes ansigt at hun ikke var tilfreds så han skyndte sig at gå et lille skridt tilbage for at vise en form for respekt.
Han tog fat i Lunes kæbe så han ikke kunne bide ham.
"Jeg undskylder dybt, jeg havde ikke regnet med at du ikke brød dig om at blive rørt på den måde. For at vise både min taknemlighed men også at jeg er ked af den opførsel der er blevet lagt på dig, invitere jeg dig og dine venner på et lille visit hvor du har mulighed for et måltid, jeg er sikker på at den unge herre ønsker det samme" Cole smilede venligt til Aishe, han prøvede så vidt som muligt at virke som en venlig sjæl der aldrig ville gøre en flue fortræd.
Han bandt rebet op og satte nu Lune ned på jorden igen.
Han tog fat i den unge drengs skuldre og vippede ham hurtigt tilbage så hans ryg nu gav endnu et smæld. "deres ryg burde være nogenlunde i orden nu unge herre" Cole smilede til Lune og vendte så blikket tilbage til Aishe.
"Jeg huskede lige at jeg vidst ikke har fået introduceret mig selv endnu" han bukkede lavt men holdte øjenkontakten med Aishe.
"Mit navn er Cole Dyle og jeg tjener i Daniels palæ som en udmyg butler"
Han rejste sig igen og smilede venligt.

AIshe løftede det ene øjenbryn da det slog hende at drengen prøvede at bide mandens øre af.
"..Lune." Sagde hun og rynkede panden, rimelig meget. Det skulle han jo ikke gøre... Men i det mindste stoppede manden ham. Apropros mand. Hun lod blikket skæve over til ham, og strøg håret om bag øret, gned sig lidt på den arrede kind, før hun så lagde armene over kors over sit bryst for at være sikker på at hendes kjole stadig ville blive holdt oppe mod hendes barm.

"Jeg undskylder min reaktion. Jeg rører sjældent ved folk." mumlede hun så vrissent, men rynkede på panden da de blev inviteret til... mad? Aishe var ikke typen til at sige nej til et gratis måltid, tværtimod, men der måtte ligge noget bag det, hvis det lige præcis kom fra det her par. Hendes øjne blev spærret lidt op da ryggen blev sat på plads med et knæk og hun tog et par skridt imod dem. For at komme tættere på drengen, særligt da hun ikke vidste at den mand var Cole.

"..Jeg ved ikke." Sagde hun så med et suk, "Byen er rimeligt langt her fra, og for at være ærlig.. Jeg har nok mad i tasken."

Det gjorde ondt at afslå mad. Men lige nu var hun bare træt. Rakkalaphen foldede ørerne helt ned langs hovedet, snerrede og rejste børster, ved synet af Cole. En dæmon, så meget vidste dyret, og han vidste at de ikke just var ... godt selskab. Det fangede Aishe's opmærksomhed, og hendes blik flakkede over på den magre skikkelse.

"..." og så tilbage på Cole da han præsenterede sig selv. "Så det er dig der aldrig kommer når han kalder, huh?"

Lune blev bundet fri, sat ned på jorden.. da Cole tvang hans ryg tilbage, skreg han et gisp af smerte... Det gjorde ondt... han satte sig på hug.. det føltes som om hans ryg lige var knækket midt over...
Jeg skal hævne mig, Cole! tænkte han rasende, men blev siddende...
Så blev hans opmærksomhed afledt, og han tegnede cirkler i jorden under dem med en pind..
Men da Cole inviterede Aishe på middag, lyste Lunes ansigt op.. han rankede sig op, begyndte at grine, danse rundt om Cole, nynnende en eller anden melodi..
men da Aishe takkede nej, stoppede han op.. han så på hende med et tomt udtryk.
".... Du må ikke sige nej.." hviskede han.. så begyndte han at le højt igen.
"Der er også mad til den der.." han pegede på hendes dyr... Lune syntes den var sød.. han kiggede nysgerrigt på den.. dansede lidt rundt om den også, smilende og lettere grinende.. men hans latter var ganske mild og uskyldig.. noget var slået klik for ham - igen...
Lune rakte en flad hånd frem mod den, med håndfladen vendt opad.. ikke for hurtigt, men ganske langsomt.. som en forespørgsel om han måtte klappe den.. Lune var ganske vist elendig til at færdes blandt andre mennesker, men dyr var noget andet.. dem skulle man ikke tale med... det var så meget nemmere...

Cole skulede imod dyret da det begyndte at knurre af ham.
Han var ikke altid lige gos til det med andre dyr end katte..
Tværtimod havde katte det med at ville hænge på ham, lige meget HVOR irriteret han nu end ville blive.
Hans øjne begyndte skarpt at føle en hver af lunes bevægelser da han havde rejst sig igen.
Han lavede et skuffet ansigts udtryk da Aishe takkede nej til hans forslag.
Han sukkede.
"Oh oh oh du såre mig. Jeg havde ellers tænkt mig at lave et kæmpe måltid til både dig og min herre, og han ville elske at have selskab af dig" Cole smilede.
Hans ansigts udtryk blev dog meget alvorligt og en smule skræmmende at se på da Aishe sagde at han aldrig kom når hans herre kaldte på ham.
Han var ikke sur. Men han nød dette.
"Jeg finder det ikke nødvendigt at vise mit ansigt før der faktisk er et stort behov for det. Min herre har det tit med at komme til skade og overvurderer det en smule, såsom den skade på hans fod, det bliver godt igen. Men lige sp snart min herre leger med døden bliver jeg nødt til at komme frem fra mit skjul, siden det er min sande ordre fra herrens afdøde fader" sagde han med et lumsk smil.

Det var ikke butlerens skuffede udtryk der fik Aishe til at ombestemme sig. Det var mere frygten om at drengen ville havne i et psykose angreb igen. Hun fjernede blikket fra den intenst stirrende tjener og over på Lune der dansede rundt om rakkalaphen. Den magre ulveskikkelse foldede ørerne ned og blottede let tænderne inden den snusede til Lune's hånd, og skævede tilbage mod sin ejerinde før hurtigt pressede snuden mod drengens hånd, og så bevægede sig hen mellem hende og dæmonen.

"..Fint. Så tager jeg med." Sagde hun, og gned den ene bare fod op imod skinnebenet på det andet bare ben. Mandens lumske smil og ord gjorde at Aishe's ansigt forblev i mistroiske folder, alvorligt. Hun burde ikke gøre hvad hun gjorde. Men hun gjorde det alligevel.

"Hvor ligger denne... slot.. .borg.. tingest?" Spurgte hun så, og viftede lidt med den ene hånd, den anden placeret på hendes hofte nu. "Så kan i gå i forvejen. Jeg bliver nødt til at pakke min telt sammen, og sørge for at vande hesten før jeg går nogle steder."