Siddende i sin egen tilsted og stikken til maden, hørte han hvad den anden sagde - selv når der ingen ord forlod hans mund. Det var ikke altid nødvendigt med ord, det krævede blot at fornemme energien der blev givet. 

Turen ville tage en halv time, og blikket flakket mod solens nedgang henover horisonten. Det burde de kunne overkomme, det var diplomaten ikke ene om at mene. Men Ethian forblev tavs i øjeblikket. Der var ingen grund til at han gav et svar til det, hans ord for dagen var alligevel snart opbrugt. Men den drilske bemærkning om at han skulle spise, fik sam til at se oplysende mod halvdæmonens sorte øjne. Som det gav ham et lille boost. Selvfølgelig, kunne det ses i hans lette træk på mundvigen og fokusset faldt til maden. Om den blev nydt, var ikke til at vurdere. Men det dulmede nerverne en svag anelse, kun lige toppen af isbjerget. 

Kroppen osede dog endnu af nervøsitet og anstrengthed. Den vidste hvad der lå for skud, end ikke det kunne underbevistheden kvæle. "Hm?" brummede han let med munden fuld af rodfrugt og tøvede med sin tyggen. Et lille ryst på hovedet kunne ses, som han svaret på det. Nej, han skulle ikke frygte det - han var i trygge hænder. Det troede han fuldt og fast på. 

Manden var blevet sunket, tingene var blevet pakket sammen og kølet ned. Tasken hang henover varulvens skulder på ny og de skulle vandre det sidste stykke før en forvandling ville indtræffe. En hånd om taskens rem og en anden i lommen på sig selv lod han sig ikke påvirke mere af det hele med diplomaten, der var andre ting at forbedrede sig selv på. Mentalt set. "Kæderne, kan vi sætte nogen af dem på mig inden vi når til huset?" spurgte han uden at vende blikket mod den det højere mand. 
Der var ingen grund til at vente på de var der henne, hellere være på forkant og ligge drengen i lænker det sidste stykke. Det var måske blot fem minutter før de var ved huset - men de havde endnu massere af tid til huset - ikke sandt?

Det var et kort stop, og snart kom den minder gruppe i bevægelse igen. 
De sidste gløder blev stampet ned, fløjte og spisegrej pakket sammen og taskerne snurret op. Kiggede man tilbage var der knap nok et spor af at der havde været nogle, så man bort fra resterne af bålets gløder og det brændte svitsede område rundt om græsset. 
Dorian børstede nogle sidste jordrester af sig, inden at han ledte an til den lille ekstra etape der var til deres ende-destination. 

Lyden af aftenfuglesang blev brudt af Ethian selv, da han efter lidt tid åbnede munden igen, et ganske fint forslag med sig. 
Halvdæmonen lagde en hånd på den ene af taskerne varulven bar idet Ethian stoppede op, imens han lidt overvejende nikkede, og fandt de klirrende stykker skinnende metal frem fra dets skjul over hans ryg. 3 burde være nok for nu, og han svang dem over den ene arm, så de ikke ramte ham unødvendigt meget.
Den anden hånd lukkede flappen på rygsækken, inden at den knyttede over Ethians skulder, og ligeså langsomt dalede nedad langs skjortestoffet, henover underarmen og mod hans håndled. De var allerede opsmøgede, hans ærmer og underarme. Og næsten nænsomt gled fingrene over den tynde hud under håndleddet, da han sukkede. "Det vil brænde" som om at han ikke allerede vidste det, men Dorian advarede ham alligevle en smule, inden at han klikkede den store lås omkring hans ene arm. Efterfulgt af den anden. 

For at holde huden fra at få kontakt med sølvet, lirkede Dorian dog sine fingre ind imellem de brede håndjern imens han arbejdede. Bare lige i nogle sekunder, selvom han vidste at det ikke ville hjælpe Ethian i det lange løb. 
Og øjnene, lidt undersøgende for at se hvad der foregik i det hasselfarvede blik, der bar en ængstelighed om at det nok var (lidt for) snart, og dermed tæt på. 

Gangen ophørte, de små ryk i tasken kunne fornemmes og han samlede sig lige så stille. Det var hans eget forslag og han var blevet hørt og mødt i sit ønske. Det ville ikke gå smertefrit hen, måske det ville tirre dyret i ham mere end det ville nedlægge ham i første omgang, men det måtte tiden vise. Det var nye omstændigheder, uvante omgivelser og med et forsøg i baghånden. 
En raslende følelse andre ned ad ham. 

Varulven nikkede stille bekræftende til informationen for så at bide den sviende brænden i sig. Skuldrene trak sig bagud i krampende træk. Det var kun små snit, men det fik hele kroppen til at alarmere i nødberedskab. Skønt der blev forsøgt en skønende tilgang, var rødmen hurtig til at bide sig fast i ham. 
Kinden trak let op og presset det ene øje svagt sammen. Men han så til, eller blot til i den andens øjne som de så ud til at studere ham på ny. "Det er okay," rømmede han stille og forsøgte at et oprigtig smil, vidne om at han kunne gøre det for ham. Det ville kunne ses dagen efter, men det var en sikkerhedsforanstaltning for deres sikkerhed. Tænk hvis han som varulv endte med at løbe løbsk og lave ravage i en nærtliggende by? 

Øjnene løsrev det endnu velkendte og kønne ansigt og så mod den sidste solstråle svinde væk. Månen ville finde vej og han ville blive et firbenet bæst, hyldende, frådende og kradsene for at bide i noget. Lænket i kæder ville det ikke gøre så stor skade, blot forsøge at befrie sig selv i al arrigskab. 

Det var okay. Læbene gled en anelse opad ved de rømmende ord, som Ethian formulerede sig; det var okay. Det var trods alt hans eget valg, og der var ikke meget kamp om at få dem om de tynde håndled, da han så pænt rakte dem ud. De var næsten så store i forhold til resten af hans spinkle krop, at de nok sagtens kunne glide af ham, hvis bare han vendte hænderne mere nedad igen. Men det gav plads tl at 'vokse' i, og Dorian klikkede den sidste fast med et lille ryk, inden at han trak en der sad lidt strammede udover hans talje - den sad heldigvis uden på tøjet. 
Ikke at han vidste hvor stor forskel det reelt gjorde, om der var et lille lag stof imellem, elle ej. Men tanken var der vel. 

Smilet blev hængende, næsten ømt ville han da selv argumentere for, da han så hvordan kroppen gradvist kæmpede imod i små muskelsammentrækninger, men aldrig så store at han helt trådte væk fra havdæmonen. Med den sidste lagt på plads, fulgte Dorian kortvarigt hans kønne blik imod den svindende sol, inden at han hånden fandt hans lænd og skubbede Ethian lidt fremad, fingrene vagt nussende over stoffet.. "Vi er der lige om lidt..." og han talte imens de gik de sidste stykke, et overvejende glimt i de sorte øjne da han vippede hånden lidt frem og tilbage i luften foran dem. "Hvis vi kan nå det, må vi se om det ændre på forvandlingen at komme i trance inden den overtager fuldstændig. Og om den så bliver hængende" og han håbede det selskab de havde rejst med - dem som holdt sig udenfor synsvidde langt størstedelen af tiden, havde lagt de forskellige urter frem som Dorian forventede de skulle bruge i aften. 

Det lette lag af tøj som lå mellem kæden og taljen af ham, men han bed den brændende fornemmelse i sig. Det syede i ham, som et genkald af det rene metal fra kunsteren. Rutiner var til for blive bevaret og han blev nødt til at gøre dette for ikke at falde helt hen når an endelig blev ramt af sølv. 

Som et maskineværk skulle skubbe let i gang, blev varulven også hjulpet i den retning. En naturlige varmen spredte sig som han fornemmede fingrene der vagt nussede henover stoffet. Han ville ikke vise det helt så tydeligt, men han nød det. Der blev lyttet til ordene, men han forblev tavs i det. Fødderne ageret som de kendte ruten, skønt det var første gang for dem at være her. Stille fald et hvert smil og fremtvungen rynke fra det unge ansigt, som de nåede døren og han åbnede den. 
Alt lå fremlagt og ventede blot på en, vel to, ting. Dorian der skulle sætte sig til rette og gøre klar og Ethian der kunne sætte sig i rummet og blive hængslet fast til de sidste ting. Brystkassen lettet og han træk overvejende i hovedet for at se kort mod halvdæmonen, men lod vær. Han lod i stedet taskerne blive lagt ved væggen og trådt ind i rummet for at lade de sidste forberedelse blive gjort. 

Han satte sig i en stille skrædderstilling og lagde hænderne slapt i sit skød. Underarmene der havde kæden om sig, rødme kravlede op ad ham den nøgne hud og han hørte sølvet klinke sammen i små stød. "Lad ikke Babybælg være det første alternativ," bønfaldt han stille og lod blikket falde i mod halvdæmonen. De havde lige nok tid til at få startet op for røgelsen før månen ville tage mennesket ud af Ethian. 

Med de sidste forberedelser overstået, var Dorian på vej hen til den samling at tørrede urter og de små anretninger der var lavet, for at tjekke at det ikke var sat forkert op. Måneblad, omend tørret, var dog genkendelig i sin duft. Og det virkede som om at alt var blevet klargjort korrekt, ud fra indretningen. Vinduerne var forseglede, dørene sikret med metal og væggene forstærket med sten. Han tvivlede endda på at røgelsen i rummet, ville sprede sig for meget ind til 'venteværelset' ved siden af...
Med en dæmpet bevægelse vendte han sig omkring, for at tjekke lænkerne på Ethian en sidste gang. 

Hænderne gled over dets fæstning i muren bagved dem, og han stirrede kortvarigt på det 'forurenede' sølv. Sikkert blandet med kobber og alskens andre metaller, for at bibeholde bare lidt styrke, og samtidigt være til gene for varulvens egen styrke. Sølv var desværre ikke stærkt i sig selv, hvilket var derfor et helt rum var nødvendigt, til Ethian. Sådan besvær. 
Dog tænkt med et drævent smil, og han vippede lidt af opmærksomheden tilbage på den unge mand, et mildt glimt i de sorte øjne. "Vi prøver det andet først" brummede han. Fingrene gled nedad kæden, og han fulgte dens led hele vejen ned til hånden, som han greb fat om, næsten insisterende, og mærkede hvor varm han var blevet. De var virkelig ved at være tæt på, hva?.. "Jeg skal nok være der, når du vågner i morgen" og han trak knoerne nærmere i et lille afskedskys. 

Det kunne være både et løfte, og en advarsel. Dorian slap langsomt, rettede sin krop op, og gled over til røgelsen for at få den antændt. Så måtte de se om det Babybælg blev nødvendigt - det kom vidst helt an på hvordan hans varulveform tog imod den tunge røgelse. Han håbede at den forsatte ind i hans forvandling, nu hvor de startede imens han stadigvæk var menneske. 
Men man kunne vidst aldrig vide. 

Det var ikke for at give sit indre dyr gode overvejelser, men man skævede til væggen der var bag ham. Med bagbenene presset op mod det, kunne det presse i kædernes styrke på trækkraften. Men han måtte stoppe sig selv for at tænke sådan, det var ikke hans sted at flygte. 

Øjnene i den hasselfarvede konstrast, flugtede med lyden af gulvbrædder og så op mod ulvefægteren som han nærmede sig, lagde hånd om lænkerne for en sidste gang, kontrolleret det på sin egen måde - for ingen andens sikkerhed end hans egen formentlig. Underlæben gled let under hjørnetanden som han bed stille sammen og så op, brummende bekræftelse for de prøvede andet først, skønt han slet ikke ønskede Babybælg var en mulighed. De havde set mennesker ramt af disse hallucinationer, hvad godt kunne der komme ud af at ligge en varulv i det. Øjnene gled kærkommen i som fingrene af den anden gled ned ad kæben på ham. For ham, var det forførende som Afrodites evne for at ønske sig til mere, kærlighed, kontakt, nærhed - alt hun var i besiddelse med. 

Et mild gipsende forlod hans læber som han følte det afskedende kys på sine kno. 
Hånden blev taget til sig og tog løftet til sig. 

Som han skulle meditere, satte han sig til rette og ventede på røgelsen. Den duft - og alle andre former af brændende urter, var ikke noget han gjorde sig synderligt i. Dybe indåndninger faldt for ham, så snart røgen begyndte at sprede sig i rummet. Det var ikke før nogle dybere indåndninger fandt sted. Øjnene gled halvt i og syntes sløret. Han faldt mere og mere hen i en ude-af-kroppen-oplevelse og - dunk. 
Overkroppen faldt forover. Om det var månebladerøgelsens hørelse kunne man nemt lige falde i tvivl over, men fingrene fandt sin vej ud til siden af kroppen og satte neglene i gulvet. Som Ethians krop forsøgte at trække sig væk fra sølvet, føltes det kun som et strammende greb. De blev mindre om håndledet på ham. Nej, han voksede uden at have set fuldmånen selv. Det krævede ikke at han så den, fornemmede dens lys eller lignende. Den skulle bare være oppe og han ville forvandles. Øjnene sortnede hen og de var rettet mod diplomaten, som det indre dyr vidste hvem der sad foran sig, på godt og ondt. 

Under hele forvandlingen piv ham, indtil de menneskelige lyde forsvandt og blev forvandlet til en gnurende brummen. Ethian var blevet undertrykt, men hvordan var den første del af trancen endnu hang i ham kunne ikke helt tydes, men røgen blev endnu indåndet, som lungerne kunne tage mere til sig. Var varulven blevet roligere af det eller var den blot ved at blive klar i hovedet.

I takt med mere og mere af røgen fyldte rummet, blev også Dorian opmærksom på den effekt det kunne have. Vekrtrækningerne blev langsommere, mere kontrollerede, og i små glimt kunne man ane hvordan at røgen forsvandt igennem hans høje skikkelse og dets tøj, da han skiftede vejrtrækningen til ikke at tage hvad end urterne efterlod i luften, med sig ind i kroppen. En øvelse der krævede høj selvkontrol, men en han med årene havde perfektioneret ganske pænt. 
Det var ikke en holdbar løsning, men for de første minutter? Han ville ikke være forvandlingen foruden. 

Det var nemlig altid lidt af en fascinerende proces, og med et sidste, klargjort bundt urter, vendte Dorian sig omkring for at følge med. De resterende bunker måtte være til senere, hvis han forvandledes uden at reagere på det. 
Bonk. Kroppen faldt til jorden, en del af bevidstheden forsvandt. Men som rejste forbandelsen med i hans drømme, kunne man ane hvordan at den langsomt satte sine kløer i det unge menneske, og gradvist ændrede hans form. En enorm ulv. Sort som natten var pelsen der groede frem, og Dorian følte øjnene følge forvandlingen, opslugt af hvad han egentlig havde set ganske mange gange, men stadigvæk følte sig ligeså undrende over hver gang. 
Fordi man var ikke i tvivl om at det ikke var Ethian, der løftede sit blik da noget vendte tilbage i de nu sorte øjne. Men det var en del af ham, og Dorins smil bredte sig en anelse 'velkommende', ved synet af bæstet. "Og så er du tilbage.." mumlede han for sig selv, et sidste blik på røgen i rummet, der gradvist tætnede for hvert minut. 

Halvdæmonen slap sin magi, vejret holdt inde, og bevægede sig hen for at gribe en af taskerne, som han smed på bordet, en advarende klirren omkring de andre redskaber der stadigvæk gemte sig deri. Bare i tilfælde af at det blev nødvendigt, når kæderne på et tidspunkt gav efter. Det var trods alt mange timer, og det ville blive hårdt. 
Men med lidt henslængt ro gav han sig til at finde en af de medbragte amuletter med, så han kunne trække vejret uden at bruge sin magi konstant. Ellers ville det blive en lang nat, givet at den primært essentiel, for at holde ham i sikkerhed. 
Skulle Ethian bryde fri, ville det være praktisk nok til at undgå hans umiddelbare angreb, og samtidigt få ham ud af det låste rum. Til nøds. 

Kontrolleret vejrtrækninger kunne ses på varulven som ryggen og brystkassen udvidet sig og trak ind. Hjørnetænderne blottede sig mere og mere som dens personlighed trak til. Røgelsen blev tungt indåndet, men den slap ikke halvdæmonen af syne. Ørerne vendt sig som hans mumlen lød. Et naivt forsøg for varulven, da den ville bide ud efter ham. Skønt varulven kun havde tolv besøg om året, men i alle dens år havde denne skikkelses alle dage været tilstede, som det var et minde der var brændt fast i den primitive hjerne. Varulven havde intet tilovers for Dorian, den kendte lugten af ham helt ind til det inderste og havde en glubsk trang til at bide ham i stykker. Mere end den havde med alt andet der kunne bides i. 

Men som varulven prøvede at træk sig frem, blev den påmindet omkring sølvet om benene ved forbenene og livet. Men det afholdt den ikke fra at forsøge at rive sig fri og frem i sådan et omfang at kæderne kom i spænd. 

Den knurret arrigt, lagde ørerne tilbage og blottet tænderne maksimalt. 

Bidske knurren faldt af og til ind, som den forsøgte at sige noget. Men det var intet andet end støj for de som kunne høre det. Den bed i røgelsen omkring den. Slugte røgelsen, som det ingen effekt havde. Men som den fortsatte med at forsøge at frigøre sig selv, blev den mere og mere slap i betrækket henover natten. Et spil for galleriet. 
Varulven valgte endelige at sætte sig som nogen timer havde passeret. Den frynsede ud igennem næsen og lod tænderne forsvinde ned under læberne og det omkring liggende kød. Den ellers så blanke øjne var let faldet hen i en svag mat nuance, men hvorvidt den var ved at falde i en trance kunne ikke helt afgøres. End ikke den selv vidste hvad der skete, men den ville hvert fald forsøge at lure ham tæt på sig. 

Fortsatte natten sådan, ville det blot blive en spildt en af slagsen. En varulv uden sit ypperste potientiale. 

Det var første gang de prøvede med røgelse. Og derfor var det en af de få gange, hvor Dorian til en hvis grad vidste hvad han forventede der skete, men samtidigt ikke vidste hvornår det skete. Et lille studie, som han havde tænkt sig at nedskrible i sine logbøger undervejs i natten. 
Han tog sig nogle minutter til at overvære resterne af en forvandling han havde set ganske ofte, et lidt mere hånligt smil krøllet op i den ene mundvig over de forsøg der var på at bryde fri fra lænkerne. Men tænderne snappede ikke i andet end luft og røgelse, da de spændte op og - for nu - formåede at holde ham på plads. 

Knurrende lyde, sikkert skældsord hvis den kunne kaperer det, lød derefter imellem dem. Men ikke nogle han tog sig af, da han med et lille brum vendte sig omkring for at finde skriveredskaberne frem, og satte sig til rette i stolen - på den anden side af rummet. I hjørnet blev der nidkært noteret datoen for fuldmåne, årstal og de gængse overbliksnotater over hvem der var til stede. 
Men i timerne efter, var det primært lyden af fjerpen over tørt pergament, og fnysende, gutteral knurren fra den sorte ulv, som kunne høres i rummets ellers røgelsesdækkede omgivelser. 
Han satte sig endelig. 
Og da der endelig skete noget nyt - noget som han havde forventet - men ikke helt vidst hvornår kom, gled hovedet lidt mere interesseret op fra sine små skriblerier, og han lagde langsomt fjerpennen mere fra sig. Så, nu slappede han mere af? Den gængse slåskamp han havde med lænkerne, plejede ellers at trække ud til længere på natten. 

Stolen skrabede en smule over gulvet, efterfulgt af skridt. Selvom belysningen var dæmpet, så tvivlede Dorian dog ikke på at de begge stadigvæk orienterede sig ganske pænt, og det var måske dumdristigt, at bevæge sig tæt på allerede nu. Der var kun gået et par timer. Men han var da lidt nysgerrig på om det egentlig var grundet månebladende, og stoppede et lille stykke fra lænkens maxlængde, øjnene undersøgende over det matte blik. "Så... konstant eksponering af røgelsen igennem nogle timer, kan have en effekt på den monstrøse størrelse? Det giver mening, at desto kraftigere, mere kompakt og højere formen er, desto større dosering skal.." og han gik nogle skridt rundt om ham imens han talte (til sig selv), for at få sideprofilen med også. 

Som en lydig hund der afventet ordre fra sin herre, sad varulven og havde sit fokus skarpt rettet mod halvdæmonen der stod foran ham. Men hvor vidt varulven kunne snyde den anden, var svært at vurdere selv for ulvehjernen. Sku ikke hunden på hårene, var det ikke sådan talemåden var? 

De matte brunsorte øjne kunne næppe snyde ham. Det var tydeligt at den havde et andet formål med sin lydighed for nu. 

Ethan trak endnu store mænger røgelse ind, som han bad i rindende vand. Men tænderne var gemt væk og snuden rykkede sig let frem, som den ville have hvad Ethian altid søgte efter. Kærtegn, eftergivenheden og opmærksomhed. Den andens anerkendelse for simpelt at eksistere. Varulven var ikke idiot, men kløgtig kunne man næppe rose den for at være. Den agtede blot at bide lige præcis den halvdæmon i stykker for den evige smerte og pinsels han havde sat den i. 
Den ventede nøje, lidt for nøje. Han stod der, så tæt på - et forsøg måtte ske. Den sprang frem så halsen blev spændt i klem af kæden og holdt hovedet fra at komme nærmere ham, men tændernes bid stoppede ikke og salven lå i mundhulen og flød ud som det havde hobede sig op. 

Den fulgte ham som Dorian bevæget sig rundt. Den bed af arrigskab og af smerte. Så man nøje efter, ville den i sidste ende brænde igennem pelsen og svitse i huden på varulven. Blev den ved i det tempo ville den i sidste ende bløde, men den var ligeglad for nu. 

Skridtene rundt om Ethian var præcise, som havde han en usynlig linje han fulgte, også selvom intet var optegnet. Men det lå efterhånden i ham. Årene gav rutine, og rutine gav vaner. Han behøvede ikke meget overvejelse, for at vide indvendigt, hvilken længde han havde givet kæderne, eller hvilket metaløje han havde fæstnet låsen ved. 
Men selvom han vidste at varulven ikke kunne nå ham - jah selvom at vidste at det var et forsøg der ikke ville lykkes den sortepelsede skikkelse... så gippede det stadigvæk en anelse i ham, da fjederen, og bæstets begrænsede tålmodighed, endelig brød op. 
Dorian stivnede kortvarigt i sit ene skridt, og følte hvordan hans magi aktiverede sig så røgelsen flød igennem hans skikkelse - den fart! Men med en dæmpet klirren spændtes kæderne, og hovedet blev tvunget bagud idet den kastede sig imod lænkernes bånd. 
Dorians blik fulgte lidt åndeløst bølgen af luft og røg, som skubbede tll den tunge luft i rummet, inden at et lettet, lidt mere hånende smil krøb over de mørke læber. "Ikke den her gang, huh?" og halvdæmonen forsatte sin lille cirkel, udadtil ikke påvirket over de snerrende, hæse og hadefulde lyde fra Ethian, der stadigvæk spændte imod det lænkede fængsel.

Næsen rynkedes en anelse, og han rystede den kuldegysning hans krop (ufrivilligt) frembragte, væk fra sin opmærksomhed. Det var forståeligt at den advarede ham, når varulvens bånd virkede til at kæmpe for at holde ham fast, og han? Jah han virkede ligeglad. Hvorfor reagerede han ikke på sårene? Var han bedøvet over for dem? 
Dorian fnyste, og stak hånden i den ene lomme, for at trække noget sølvstøv frem. "Du ender med at ætse dig igennem kæderne, hvis du ikke passer på" og holdt det lidt overvejende frem på sin håndflade, inden at han besluttede sig. Det var for tidligt at komme så meget til skade, og pustede det i en lille, glimtende, egentlig ganske smuk støvsky ud i luften imellem dem, så varulven (forhåbentligt) trak sig en smule. 
Eller blev mere pissed, det måtte de så se på. 

 

Arrige bid og glubske lyde forlod bæstet. Så tæt på, alligevel så langt fra. Den hev heftigt efter vejret som den var ved at drukne, så hastige bid fandt sted. Halvdæmonens forbistret ord irriteret ham blot mere, men som den kæmpede i mod kæderne, begyndte det at syede ved halsen af dyret, som det æstet ham som syre på en sårbar overflade.

Lænken i væggen rykkede sig måske en anelse, men energien var ikke hvor den plejede at være for bæstet, men den var ikke helt så opmærksom på den smerte den var i. Månebladene havde en effekt, men mængden havde næppe været nok for at tæmme dyret helt nok. Stille prøvede den at træk sig tilbage for at kaste sig ud efter halvdæmonen på ny, men det gav ingen effekt foruden at det blottede enkelte blodspætter på gulvet under den, men hvor det kom fra kunne ikke helt ses eller tydes fra spotterne. 

For bistret dæmon! Lad mig dog æde dig levende! det var en af de mange sætninger som forlod dyret i sine arrige grynt. Men noget skete og den trak sig. Sølvet fik den til at træk sig hastigt tilbage op mod væggen, som den kunne fornemme hvad der skete. Den trak sig og opgav sit forsøg på at bide i ham, grebet om halsen løsnede sig og som kæden faldt lidt fra strubehovedet, kunne tydelige skader ses. 

Frem og tilbage. Frem - og så endelig tilbage igen, nu ledt godt på vej af det glimtende sølvpulver som kvitterede luften imellem dem, med små glimt af sølv fanget i den vage belysning af lampeolier og gnister fra snart nedbrændte røgelsesbrundter. Dorians næse vejrede luften, som var varulven ikke det eneste der brugte sine skærpede sanser til at orintere sig. Og selvom han selvfølgelig også så de mørke pletter af blod, som hans mørke skikkelse efterlod i sin groteske skygge... 
Kunne han sværge på at han i hvert fald genkendte duften, selv imellem røgelselsens kraftige sanseindtryk. Det var nok bare placebo.  

Dumme dyr. En lavmælt, lille men dog underholdt brummen gled over Dorians mørke læber, inden at han skridtede tilbage til sit arbejdsbord, og de noter, urter og skriblerier der lå spredt udover det hele. "Du har nok brug for mere tid, jah?" selvom han snakkede mere til sig selv end dyret, virkede det ganske konverserende, og med et hurtig bevægelse hev de lange fingre resten af bundterne sammen, for at skifte dem ud med dem der allerede var brændt ned. "Hvad med et par timer?" og han satte dem på 'tallerkenenerneø', inden at han fik sat ild til de nye. 
Et par timer, og så kunne han gå ud til de andre vagter imens, og få sig en bid mad. Måske de endda kunne forberede et måltid til varulven, givet at det sidste røgelse ikke ville få den effekt som de håbede på. Babybælg - det skulle blandes i mad eller drikkelse. Og førstnævnte var uden tvivl det letteste at få i bæstets svælg, hvis det selv skulle vælge. 
Den hvidlige røg tætnedes i minutterne efter, inden at Dorian med et sidste lille fnys klappede bogen på bordet sammen, og tog den med sig. 
Ind igennem væggen, ud på den anden side og ud til de andre, der spørgende kiggede op da halvdæmonen sluttede sig til deres tavse vagtkompagni.
"Vi har lige 3 timer, i hvert fald. Dig der-" og han pegede på en af de nyeste, inden at han gjorde et kast med hovedet imod nogle af de palmeindpakkede kødstykker der var pakket. "- klargør kødet med babybælg. I andre.." og øjnene smalledes en anelse, da han følte mørkelverens gennemborende blik følge hans skikkelse hen til lænestolen. ".. lav noget te. Vi har hele natten foran os" og lod dem med et lille brum gå igang med deres pligter. 

-----

Først omkring de 3 timer efter vendte Dorian tilbage. Den her gang bærende på en pose med kød, og et nysgerrigt blik på varulven, da han endelig kom fuldkommen igennem væggen, og på nu kunne nærme sig den sorte skikkelse. 

Støvet som halvdæmonen havde givet sig i kast med, havde ramt bæstets mest sårbare områder, og den nød ikke af at få mere på sig. Det støv var værre end kæden, det var som en million små nåle der syede ned i huden og skar ham op inde fra i underhuden. Fastklemt og fængslet på nye måder, som intet hørte til hvor det skulle. Den kunne ikke finde ro i sig selv, som den søgte noget, noget den ikke kunne forholde sig til. 
Skønt der kom ny røgelse i rummet, turde den ikke vige frem fra sit punk ved væggen, frygten rejste sig uforklarligt i bæstet. Krystallerne af sølvstøv lå som et minefelt. Nok porterne var ru og solide, kunne lige det støv være som et spydspids og efterlade den i et smertehelvede den ikke så frem til. Så den ventede blot på han gik og ikke gav mere af det forbandede støv. 

Som halvdæmonen forlod ham, lagde den sig langs væggen og lod sig indhylle i røgelsen på ny, som en dug der lagde sig i rummet og skjulte alt hvad der lå på lur. Den indåndede det hele som det var, fandt stille hen. For plejede de dele af dens krop den kunne komme til og vaske og slikke, tungen led små last mod kæderne, men intet som hindret den i at fortsætte for nu. 
Timerne passeret stille hen og før an kunne vide sig af det, var tre af dem passeret for næsen af bæstet. Den var fyldt op med måneblade til det inderste. 

En dør gik op og den blev liggende som en tam hund, øret var det eneste som lige rykkede sig. Ethian frynsede blot tungt ud igennem næsen. Næsen rynkede dog og hovedet blev løftet som den duftede noget den kunne lide, men den ventede. Det store bæst lå stille hen og ventede, men hvad den ventede måtte han finde ud af. Dens blik var mat, som et slør lå henover det. 

Det var relativt tavst, hvorom måden Dorian trådte ind på værelset igen. Men alligevel var han ikke i tvivl om at hans tilstedeværelse i hvert fald var bemærket, da han kastede et blik igennem den disede røg, og forsøgte at gennemskue hvor i rummet Ethian havde lagt sig til rette. Forhåbentligt stadigvæk lænket, så meget støj havde de alligevel ikke hørt indefra det afåste værelse. 
I luften lå røgelsen tungt og tykt, den havde nok ligget sådan, i hvert fald de sidste par timer, og vidnede om at alt indenfor de tætte vægge, efterhånden burde være lullet mere og mere hen. Men virkede det på varulve? 

Nogle enkelte, knirkende skridt, og Dorian gled med magelig ro nærmere dyret, der stadigvæk lå krøllet sammen op imod den ene væg. Indvendigt, og nok på grund af den ellers komplette stilhed resten af værelset var henlagt i, kunne man noget nær larmende høre det hurtige hjerteslag, der spændt vidnede om at han faktisk glædede sig til at se effekten af det. 
Og da han endelig kom tæt nok på til at den krøllede, krogede røg kunne dele sig... var det et ganske nydeligt syn, måtte han indrømme. 
Halvdæmonens sorte øjne glimtede med vag interesse, da han så hvor fjerne varulvens øjne var. Posen med mad blev dumpet ned ved siden af ham, udenfor rækkevidde, og han registrerede skam at duften gjorde noget ved det sultne dyr. Men han virkede gradvist... eller i hvert fald delvist til at være (fuldkommen) under indflydelse af den tunge røg i luften, og det fik et succesfuldt smil til at krybe over de mørke læber. "Ah, men du er stadigvæk vågen? Utroligt..." mumlede han stilfærdigt, og klikkede lidt med tungen, da han forsøgte at få ham til at bevæge sig lidt. "Kom - op. Du har vidst ligget længe nok, nu..." Kunne han kommandoer, eller var han stadigvæk for dum til at forstå dem?

Den klikkende lyd som forlod halvdæmonen, fik varulven til at rejse sig i takt med kommandoen lød. Den rejste sig og gik den afstand den kunne hen til halvdæmonen uden at få kæden i spænd med væggen bag sig. Den var uberørt af sine skavanker, men så snart morgen ville falde til og Ethian ville være herre for kroppen igen, ville han mærke det som noget af det første. Kroppen ville kræve en ny for af pleje som aldrig før. 
Havde varulven nogensinde været så medtaget før? Nej, det var første gang den overskred sine egne grænser, smertefornemmelsen var som sunket i dybet. 

Den hungret for maden, men det lå uden for dens rækkevidde, men den sad og afventede hans ord. Men hvor vidt den blot ville følge hans stemme og kommandoer, var tvivlsomt. Havde han lagt hård nok hånd om dyret til at kunne dominere det i selv denne tilstand for nu? 

Den lurvede, og ellers normalt ret frygtindgående skikkelse, kom langsomt op og stå. Ligesom at den langsomt kom nærmere, dog uden at sætte sig selv i samme spænd som før. Omkring dens krop raslede kæderne næsten advarende, og Dorians skarpe nattesyn, kunne tydeligt adskille det lyse metal fra den mørke pels det af og til strejfede. 
En forvokset hund. Det var hvad han de første par gange havde tænkt, inden at han med mere bitter erfaring, og en enkelt vagt tabt til forbandelsen, havde måtte danne sig sine forholdsregler. Man kunne så argumentere for at det her var langt over grænsen i forhold til behandlingen af Ethian, men den argumentation fandt ikke sted overfor Dorian.

Alt han så, var et sultent dyr. Et vildt dyr, godt nok bedøvet - men stadigvæk et bæst af sin egen kaliber. Håbet om at man kunne kommunikere med varulve, havde aldrig været et han holdt højt - mange års studier før hans tid, vidnede om at det var umuligt. Men hvis de kunne kontrolleres? En frygtelig magt, og en han ville elske at give videre til de mere taktiske planlæggere i Mørkets hær. Det ville være brugbart. 
Dyret her, var dog ikke brugbart - endnu. Måske om nogle år ville han blive det. Men indtil da, føltes det ganske meget som om at han virkelig var halvdæmonens lille eksperiment, kædet til hans eksistens af mere end bare pligt. De sorte øjne fik et lidt mere udspekuleret glimt, og halvdæmonen aktiverede i en næsten forventningsfuld vejrtrækning sin magi, og tog det sidste skridt tæt på. Tæt nok på, til at bæstet sagtens ville kunne få det tandglorificerede gab omkring hans arm - den ville nok bide både kød, knogler og muskler midt over - hvis den altså tog chancen. 

Der var dog også den mulighed som Dorian håbede på. At han var blevet pacificeret nok, til at enten ikke orke, overveje eller ville det. En naiv tanke, men eksperimenter kom ingen vegne, hvis ikke man var villig til at tage chancerne for at det gik grueligt og grusomt galt. 
Kødet var dog stadigvæk udenfor rækkevidde. Men Dorian var hans adgangsbillet til det. Måske han - jah selv med sin begrænsede lille egernhjerne - kunne trække de tråde, og følge de 'regler' det bragte med sig. Måske. 

Langt i indre lænker med sølvmanifisteret modtager i ryggen, nakken, lårene og armene. Tæt på at være lagt i slave-lignende tilstand uden den frie vilje. Det var den nærmeste beskrivelses man kunne komme i forhold til hvad Ethians varulve form var. Men det var ikke helt det som fandt sted. Ikke helt, men tæt på. 

Nok var den langt hen i en tåge, virkede uoplagt og mat i sin adfærd, men sulten lå der endnu og den ville have det, jo mere den måtte vidne hvordan det lå uden for dens rækkevide. 

Noget kom dog nærmere, men som en rusten robot, var der begrænsninger til dens virken. Varulven åbnede sit gab og lagde det tungt om armen, men den bed ikke. Skønt tænderne flettet ramte huden, var det blot i overfladen. I forsøget på at træk i halvdæmonen for at få det pirrende kød nærmere sig. Vælt træstammen for at banevej, det var målet for det sultne dyr. 

Lidt spidst manede Dorian følelsen af frygt i hans indre til ro, da han gradvist kom nærmere det sortpelsede bæst, og dets store gab. Store fremskridt kunne kræve store ofrer, og et eller andet sted var halvdæmonen ikke i tvivl om at den kunne bide armen midt over, skulle varulven virkelig ønske det. Men samtidigt var han arrogant nok til at stole på sine egne evner, og sin egen mavefornemmelse. 
Med et greb i det yderste af sin magi, tøvede den mørkhudede mand en anelse med helt at lægge armen på tværs af tænderne. Men da det gik op for ham at de matte øjne ikke bed ned, trak et tilfreds smil læberne op. Det var vidst alligevel sløvende nok, til at den fokuserede på en ting af gangen. 

Dorian sagde dog intet - han ville ikke afbryde det fine gennembrud - men aktiverede i stedet sin magi, og  lod armen glide ud imellem munden, uden at trække blod over de skarpe tandrækker. Nogle skridt tilbage - Dorian gled udenfor rækkevidde - og trak med et overvejende smil sækken med kød op.
Hvor mange timer havde de tilbage af natten? Måske 4, hvis man strakte den en anelse, givet at det kun blev lysere og lysere de her måneder. "Tror du at du kan holde dig i skindet, nogle timer endnu?" han tog den med sig, og smed den ved siden af skrivebordet, et kort blik bagud. Hmm. Med et lille fnys greb han ned i sækken efter det rå kød, og trak en luns op, som han kastede imod den bedøvede skikkelse. Det skulle alligevel fordøjes, det kunne godt tage lidt tid. 

Dorian gav ham dog kun to af de 'inficerede' stykker kød hen til varulven, bare for ikke at sætte den for meget igang igen. Derpå gik han dog, men vendte tilbage igen 2 timer senere, for at få fodret ham resten. Hvis de var heldige, strakte babybælg effekten sig ind i hans menneskevågne timer også - dét ville være lidt af et show.