Hvorfor opførte Viktor sig sådan, som en kold og fornærmet oldfrue. Han ignorerede fuldkommen Marius og sagde ikke et ord. Han tog bare mad uforstyrret og forsatte. Irriteret fulgte Marius med og glemte helt at tage mad på sin egen tallerken, endelig slap et velbekomme ud af Viktors mund, men stadig uden at kigge op. Marius blev så frustreret at han havde lyst til at skubbe ham, han havde da ikke gjort noget galt! Det de havde delt på gangen i går skulle aldrig ske igen, det måtte Viktor da forstå.

Stadig uden at se op gentog han Marius ord fra i går jeg troede vi skulle glemme det. Opgivende sukkede Marius dybt. Han prøvede at få øjenkontakt med ham og sagde så "hold nu op med at være sådan, jeg havde nok drukket lidt for meget siden jeg opførte mig sådan, så ja lad os lægge det bag os. Vi kan jo stadig godt være venner." Han kunne ikke helt finde ud af hvorfor han selv blev så oprørt over det han sagde. Han havde selv lyst til at destruere minderne fra det de havde delt på gangen, men blikket Viktor sendte, gjorde ondt. Men det var forkert, Marius skulle ikke føle sådan overfor en fyr. Han måtte fokusere på et få et venskab opbygget i stedet. Han kunne nemlig ikke bære tanken om at miste Viktor helt. 
Han kiggede hurtigt rundt for at være sikker på ingen hørte med og sagde næsten hviskende "Du må da forstå at vi kun kan være venner?"

 

 Marius fik overhælet, og forhindrede Viktor i at sætte sig. Skuldrene var strammet op, og han knugede let om bakken, afventende, og småirriteret. Hold nu op med at være sådan. "Hah." Han fnøs under de næste ord Marius ytrede, og kiggede med sammenknebne øjne på ham, som han i vantro, stod og lyttede til løgnen der udfoldede sig foran ham. Viktor hævede et øjenbryn der gestikulerede at han havde svært ved at tro på hvad den anden sagde. Lad os lægge det bag os. Aha. Viktor vippede lidt utålmodigt med foden. Forstod Marius ikke hvor såret Viktor var? Ikke nok med at han skubbede ham, men afvisningen var så kold, og afskyelig at han havde følt sig knust i tusinde stykker, og sat helt forkert sammen bagefter.

 Du må da forstå at vi kun kan være venner. Viktors kæbe strammedes, og han smagte lidt på de bitre ord. Venner. Hm. Havde Marius snakket med ham igår som et menneske frem for at affeje ham som et stykke skrald. Så måske. Men venner med ham nu? Ville de kunne det? Han ville bare ønske at han kunne spole tiden tilbage, så denne ubehagelige samtale ikke skulle ske. Hjertet slog et trist slag over. "Marius." sagde han efter noget tanketid, og dæmpede stemmen, så de andre tilstedeværende ikke kunne høre hvad han sagde; "Jeg prøvede bare at være ærlig" - "Måske du skulle prøve det samme." Han gav ham et sigende blik med opløftet bryn, og trådte nu forbi ham for at sætte sig. 

 Det var utrolig svært for Viktor at vide hvad der var oppe og ned på det hele. Alt det med tjenestepigen han havde overværet tidligere, men ikke helt kunne gennemskue, om der var noget, eller han blot lagde mere i det. Skubbet, kysset og den intense luft der havde været mellem dem - skulle det hele være opdigtet? Der måtte da være noget sandhed mellem dem. Sådan et begær, kunne ikke forfalskes. Vel?

Han stod og kiggede afventende foran Viktor, som lignede en der havde det værre end Marius tømmermændsramte krop. Hans ansigt så helt stramt ud, som havde han spist en citron. Hvorfor blev han så bitter over det Marius sagde?
Den måde Viktor sagde Marius navn på, var så trist næsten opgivende, at han dog alligvel følte sig lidt påvirket. Men det næste han sagde slog Marius lidt ud ærlig - han havde da ikke været andet end ærlig. De løftede bryn Viktor gav, som for at understrege hans pointe, skulede Marius blot tilbage med sammenklemte øjne.

Viktor gik forbi ham for at gå mod en af bordene og satte sig. Denne samtale var ikke færdig, Marius fulgte efter Viktor og tog den ledige plads ved siden af ham og skrabede stolen så han sad tæt op af den anden, så han kunne snakke dæmpet med ham uden andre kunne høre med. Det virkede heldigvis ikke til folk lagde mærke til deres lille optrin, de var mere fokuseret på maden.
“Jeg er da ærlig, det der skete igår gjorde intet for mig. Hvis du misforstod det så er du selv uden om det.” Og med de kølige ord tog han et stykke hjortepølse fra Viktors tallerken og tyggede lidt på den og tilføjede så “jeg har faktisk skudt den hjort, håber du kan lide den”

 Viktor ville gerne være tålmodig, det ville han virkelig. Men det var svært når selvværdet var knækket, og flaget hang på halvt i hans hjerte. Han sukkede tungt og hårdt ud gennem næsen, som Marius forsatte sin lille samtale med sig selv. 

 Hvis det ikke gjorde noget for dig, hvorfor var vi så ved at tage tøjet af hinanden i en vindueskarm? Havde Viktor lyst til at sige, men det sagde han ikke. Istedet blev hans tålmodighed brugt op og han følte han manglede ilt. "Det er fint." snerrede Viktor dæmpet, og sendte Marius et skarpt blik. Han ville bare spise sin morgenmad i fred. Hvorfor skulle hertugsønnen tvære det sådan ud i ansigtet på ham? 

 Det næste, fik dog bægret til at flyde over, og han syntes hverken det var betagende, eller kært som første gang det skete. I vantro, stirrede Viktor på Marius der bed af hjortepølsen og nonchalent forsøgte at prale. Grevesønnen pressede læberne sammen og skubbede tallerkenen, med sin urørte mad, surt hen til Marius, og rejste sig fra bordet med det samme. Så måtte han sku' nyde den hjort han havde skudt alene. 

 Uden at sige noget, vendte han om på hælen og forlod spisestuen. Viktor travede væk derfra. Han måtte ud - ud og have luft. Marius var så frustrerende. Det var fint hvis han endnu var i skabet og ikke kunne stå ved sig selv - men det var måden han gjorde det på. Ikke engang et oprigtigt undskyld kunne forlade den forkælede hertugsøns læber. 

 Gruset under Viktors støvler knasede, som han trådte ud i indkørslen og indåndede den friske morgenduft. Brynene pegede op i en frustreret, men såret grimasse som han stod og tænkte med hænderne i lommerne. Det var nok bedre sådan - måske kunne de blive venner,  når Viktor havde fået lidt afstand fra det hele.

De øjne Viktor sendte da Marius gnaskede i hjertepølsen, kunne have skåret igennem papir og med et skubbede han aggressivt tallerknen over mod Marius. Han blev overrasket over hans opførsel og satte sig lidt tilbage i stolen. De ord han skulle til at sige for at prøve at berolige den anden, blev afbrudt da Viktor rejste sig og gik ud af lokalet. Marius fulgte ham med sit blik, slugte pølsen og uden at tænke over hvad folk så, gik han efter Viktor.

Hvorfor skal han dog være så dramatisk tænkte Marius alt imens han gik ud af lokalet. Det her var ikke lige det hans tømmermændsramte krop var i humør til. Han nåede lige at se Viktor gå ud af hoveddøren til indkørslen. Men inden han selv gik ud af døren stoppede han op, med hånden hvilende på håndtaget. Et dybt og opgivende suk forlod Marius læber. Han prøvede at tænke igennem sin hovedpine. Prøvede at få mening i Viktors opførsel. Han måtte finde ud af noget han kunne sige så Viktor ikke flygtede fra ham hele tiden. Ærlig Viktors ord dukkede op i tankerne. Turde han være ærlig overfor sig selv?
Marius lukkede øjnene og lænede hovedet mod døren, for at genkalde følelserne der havde opstået i går. Det var som om hans tanker havde ventet på han ville række ud til de intense minder, for billederne fløj straks op i erindringen og med dem også de overvældende følelser. Kroppen reagerede instinktivt med det samme, hjertet bankede pludselig hurtigtere og det var svært at trække vejret normalt.
Følelsen af Viktors krævende mund, hans varme hud mod Marius fingre, det hele havde føltes så farligt godt.

Marius åbnede øjnene som for at vågne fra en drøm og rystede på hovedet. Måske lysten til Viktor var så intens fordi det var noget han ikke måtte få. Ja det måtte være forklaringen.
Han var dog ikke klar til at skubbe Viktor væk af den grund. Hvis han skulle være ærlig, så ønskede han et venskab med ham. Og med den afgørelse åbnede han døren.

Morgensolen gjorde ondt i de trætte øjne, men da han fik øje på Viktors silhuet som blev oplyst af lyset, måtte han alligvel tage sig selv i ikke at miste pusten. Viktor stod heldigvis med ryggen til, så Marius tog en dyb indånding og gik hen til ham. Gruset under fødderne afslørede hans tilstedeværelse og Viktor vendte sig mod ham. Marius stoppede så der stadig var afstand imellem dem. Han havde ikke lyst til at skræmme Viktor væk igen. De afklarede tanker om venskab, som han lige havde haft, blev dog helt smuldret da han så ind i Viktors brune øjne. Marius var begyndt at indse at det var som om Viktor kunne se dybt ind i Marius, på en måde andre ikke kunne. Som om han så lige igennem Marius narcissistiske facade og fandt den mere skrøbelige side frem, som Marius ellers brugte så mange kræfter på at gemme.

Han brød øjenkontakten for ikke at glemme hvad han var kommet herud for at sige. Han så ned og fik øje på Viktors hænder. Minderne om følelsen af de kraftfulde hænder, som havde holdt Marius ansigt, hoppede op og en længsel om at mærke varmen fra dem igen blev helt overdøvende. Marius tog et skridt frem og langsomt lod han sin hånd føre hen og tog så Viktors hånd i sin. Uden at kigge op sagde han stille “fortæl mig hvad jeg kan gøre, så vi kan blive venner igen?”

 Der var en yderst intens stilhed udenfor hvor Viktor stod. Han prøvede næsten at meditere sig hen et bedre sted, lukkede øjnene og tænkte. Tænkte på det hele der var sket, og hvorfor han var så pokkers betaget af Marius. 

 Men gruset bag ham afslørede en andens tilstedeværelse, og først havde han ikke lyst til at vende sig. Han havde en svag mistanke om hvem det kunne være - og det fik hjertet til at slå et slag over. Viktor ville ikke give sig så let, men som var han trænet til at give efter, drejede han lidt omkring og mistede næsten pusten da han så Marius, skridt for skridt, komme hen til sig. Viktor lignede en der havde solen i øjnene med sine sammenklemte øjne og rynkede pande, mundvigene hang en smule trist nedad, men der var stadig en vis stædighed over hans kropssprog. 

Den ene hånd forsvandt op ad lommen, og hang løst ned ad ham. Han gestikulerede et vagt "hvad så" med den, men var ellers tavs. De berettiget grå øjne, var blevet mere milde og grønne, og Viktor sank en klump. Nu var han lidt mere Marius, og ikke så meget hertugens søn. Blikket blev brudt af den anden, men Viktor hvilede forsat sit på ham, afventende, men forberedte sig stadig på et eller andet tåbeligt. Man kunne ikke helt vide sig sikker med Marius. 

 Stilheden forsatte dog, så Viktor skulle til at bryde den, da Marius så gjorde noget uventet og tog fat i hans hånd. Grevesønnen lukkede munden igen, og skævede med det samme ned på deres hænder. Hjertebank hjertebank hjertebank.

 Viktors blik faldt på læberne det ytrede nogle stille ord. En bøn, nærmest. Og et svagt suk forlod hans næse. Uden at tænke videre over det, gengældte han nænsomt den andens greb om hånden. 

 "....." Viktor overvejede nøje hvad han skulle sige, rynkede panden, og gjorde så en lille, vuggende bevægelse med deres hænder.
  "Jeg må indrømme.. at jeg blev chokeret." - "Du skubbede mig ret hårdt, og var temmelig tarvelig overfor mig." Begyndte han stille og gned læberne sammen før han forsatte, "Det er helt okay, hvis du.. hvis.." stadig er i skabet, men de ord ville nok få den anden til at stejle igen, så han måtte tvinge ordene ud til at lyde mere hen af Marius' favør, "hvis du ikke er til mænd. Jeg kyssede dig først -- Beklager." Marius havde en dum effekt på Viktor der fik ham til at undskylde først, og det var ikke meningen. Han sukkede lidt. 
 "Jeg havde dog håbet at vi kunne snakke om det igår, istedet for at.. du bare efterlod mig." Man kunne se i hans blik hvor såret han var blevet over det. 

Da Viktor klemte om Marius hånd, spredte et lettet smil sig om hans læber. Det måtte betyde Viktor ikke var helt uden for rækkevidde. Marius gengældte det lille klem, med et lille spirende håb i maven. 
Viktor svarede endelig, alt imens han lod deres hænder vugge lidt fra side til side. Marius som stadig stod med bukket hoved, kiggede op mellem sin lange mørke øjenvipper, for at se på Viktor. Det kølige blik han havde båret på hele morgenen varmede op.

 Han lyttede til det Viktor sagde og forstod godt hvorfor han var blevet såret. At skubbe ham væk, havde måske været lige i overkanten og han nikkede forstående med. Dog blev Viktor lidt tøvende i det næste han sagde og Marius kunne godt gætte sig til hvad han var ved at sige. Men det sidste han fik sagt, forvirrede ham stadig. Han havde ikke forventet en undskyldning, men mest af alt var han lettet over Viktor forstod at Marius ikke var til mænd.
Han lod sin arm blive tung, så Viktor ikke kunne svinge med den. Hånden begyndte at svede lidt. Hvad skulle Marius svare til alt det her. Blikket Viktor sendte var så såret at det skabte konflikt i Marius indre. Han havde både lyst til at kramme ham og samtidig havde han lyst til at hive sin hånd til sig igen. 

Marius var ikke god til undskyldninger, han mente selv at han handlede ud fra sit eget bedste og var altid ligeglad om hans opførsel sårede andre. Det var så nyt at han rent faktisk brød sig om hvad Viktor syntes om ham. Endnu en grund til han gerne vil være hans ven. Årh hvorfor skulle det være så svært at sige ordet undskyld! 

Marius rømmede sig og fumlede lidt med sin mund, men fik så endelig hvisket "Undskyld" - og med mere kraft i stemmen "Jeg har brug for en ven okay? Det der skete i går, jeg ved ikke hvad der gik af mig. Det er ikke sådan jeg behandler mine venner" sagde han lidt leende. "Der er bare noget over dig Viktor, som jeg godt kan lide. Altså som en ven! Jeg er ked af hvis jeg ødelagde den mulighed ved at opføre mig som jeg gjorde i går.".. "Ha- du skal ikke vænne dig til at jeg undskylder, det kommer ikke til at ske ofte. Men kan vi lægge det der skete i går bag os og starte forfra?" Marius kiggede næsten bedende på Viktor.  

 Farlig leg. Ubarmhjertige følelser. Tag dem væk.
Viktor trak i mundvigen, men øjnene smilede ikke. Stilheden var, utrolig stille imellem dem. Gruset under dem var det eneste der tyssede yderligere på dem, indtil Viktor så ganske roligt, slap Marius' hånd.

 Undskyld, blev der brummet ganske spædt. Men det var en undskyldning uanset - Marius havde hørt ham, og indset sine fejl. Viktor puttede hænderne i lommerne igen og vippede frem og tilbage på fødderne og trak skuldrene op om ørerne som han lyttede til Marius. Det var en kølig morgen, da solen endnu ikke havde varmet luften op. 

 Jeg har brug for en ven. Kan vi lægge det bag os og starte forfra. Viktors mimik ændrede sig til et af tvivl. Kunne de være venner? De havde krydset en grænse der var langt over vennestadiet allerede. Hjertet bankede allerede for den spinkle adelige dreng med det vilde hår der stak til alle sider, og det var svært at tænke på andet end kysset de delte, når Viktor så på Marius. Blikket så indtrængende, og undersøgende ind i de bedende grønne øjne. Det var svært at sige nej, selvom det var en kamp for Viktor at lægge følelserne bag sig lige med det samme. Han havde brug for tid. 

 Viktor sukkede tungt, og kiggede op på den blå himmel, hvor der kun var ganske få skyer. Lad følelserne passere, ligesom dem.

 "Okay." Svarede Viktor, og sendte ham et skævt smil med rynket pande. "Vi starter forfra." Hænderne knugede sig i lommerne. 
 
"Så.. du kunne lide lommeuret jeg gav dig?" Spurgte han for at ændre emne, og lade følelserne passere som skyerne på himlen. Viktors maske blev placeret som så mange gange før, og han smilede til Marius, som var han uanfægtet, og at det hele virkelig var lagt bag dem. 

Viktors undersøgende øjne der kiggede ind i Marius’ var svært at holde blikket på. For de altid glødende varme brune øjne, var som forandret, næsten mørkere end normalt, som om lyset ikke kunne ramme dem. De virkede utrolig triste, næsten opgivende. Marius havde lyst til at række ud efter Viktors hånd igen, som for at give en form før trøst også selvom han ikke helt forstod hvorfor Viktor virkede så trist. Ville han da ikke være venner? Eller havde Viktor rent faktisk følelser overfor Marius? Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre med den indsigt og var glad for Viktors blik søgte op i himlen. Sukket han udbrød gav Marius bange anelser og han lod sit eget blik falde til jorden.

‘Okay’ med de stille ord kiggede Marius hurtigt op og da han så Viktors skæve smil, åndede han lettet ud. En glæde spredte sig i maven, de kunne starte forfra, han havde ikke ødelagt noget ved at overskride vennergrænsen igår. Han var lige ved at sige tak, hvilket egentlig var en lidt underlig ting at gøre så i stedet nikkede han lettet med hovedet og sendte et smil tilbage.

Da Viktor spurgte ind til den gave han havde givet, virkede han næsten som sig selv igen. Marius kunne dog stadig ane lidt tristhed i hans øjne, men lod være med at sige noget og svarede i stedet på hans spørgsmål “ja det kan jeg, jeg elsker et smukt lommeur og du ramte lige i skabet med min smag” og smilet blev større.
Han havde dog ikke fået kigget så detaljeret på det som han gerne ville. Fuldskaben havde taget overhånd, så lige nu var uret stadig sløret for hans indre øje, men han ville glæde sig til at nærstudere det senere, når han var alene. Smiler falmede lidt og han spurgte med lidt stille stemme “hvornår ses vi så igen?”

 Når alt kom til alt, havde Viktor revet sig med af en stemning i sit eget hovede - det var i hvert fald konklusionen. De små fantasier i adelssønnens hoved havde det med at løbe ud af styr - det havde han jo erfaret sig før. Fantasien der som smeltet guld forsøgte at flyde ud til virkeligheden, men istedet, brændte dem han kom for tæt på. Og nu havde han brændt Marius. Skønt hertugsønnen blev tiltrukket af varmen, kunne han ikke flygte fra smelteguldets høje temperaturer, der uundgåeligt ville få huden til at boble og blødgøre skindet helt ind til knoglerne, til det til sidst faldt af. 

 Dystert. Han lød jo næsten som Frederik Ludvik.

 Men, Viktor var gået med til at starte forfra. Det var jo heller ikke fordi grevesønnens følelser var blevet alt for seriøse for den anden. Han havde blot befundet sig i fantasiens verden for længe, som havde endt ud i at drive gæk med ham. Uanset hvad, kunne han ikke løbe fra at den unge herre foran ham, var utrolig attraktiv - og når man kom for tæt på utroligt attraktive væsner, blev det farligt - for et ungt hjerte der lod sig rive med. Hellere stoppe mens legen var god. Kysset, var Viktors idé. Ligegyldigt hvor mange kysseøjne Marius sendte ham, skulle han ikke have lænet sig frem og forseglet øjeblikket. 

 "Det er jeg glad for." sagde han med et uanfægtet smil, og klappede den friske morgen luft af sine arme nu. Skulle han fortælle at klaverstykket var skrevet til ære for og til Marius? Han pressede tungespidsen mod sin hjørnetand, og vurderede at det ikke gavnede. 

 "Hvornår?" Spurgte han lidt åndsfraværende, og kiggede op på skyerne der var drevet længere forbi end da han sidst kiggede. Ja, hvornår ville de kunne ses igen? Hmmm, blev der brummet, og blikket gled lidt hen til Marius, for så at kiggede videre, ledende. 
 "Det er ikke til at sige." han gned læberne sammen og tilføjede så lidt efter, "Du er velkommen til at skrive." tilbød han, og sendte ham et lille smil, men djævlen i ham fik ham til at tilføje; "Hvis dine fine hertugfingre da kan holde på en fjerpen." et drilsk smil spillede om hans læber.

Det var en kølig morgen og da Viktor gned hænderne på sine arme, vidste Marius ikke om han frøs. Han ville ønske han havde taget en jakke på, som han kunne have tilbudt. Hans trætte krop gøs også lidt ved at stå herude, men han var mere fokuseret på Viktor end hvordan hans krop havde det. 

Marius stod bare og beundrede Viktor og undrede sig over hvad der dog gik igennem hans tanker, siden hans blik blev ved med at søge væk fra Marius. Han havde lyst til at spørge, men var bange for hvad den anden ville sige. Det var måske bedst at lade det der skete i går ligge. Nu var det trods alt ham selv der havde bedt dem om at starte på ny. Når de havde fået det mere på afstand, kunne han måske spørge ind til det en anden gang. 

Da Viktor forslog at de kunne sende breve til hinanden, vågnede en lille håbefuld sommerfugl op i maven, det kunne være en god måde at lære hinanden bedre at kende på. Han havde dog ikke forventet det næste Viktor sagde og et oprigtigt grin røg ud af munden på ham. Han rystede lidt på hovedet imens han grinte "Jeg er ikke for fin til at sende et brev, jeg er sikker på jeg har en flottere håndskrift end dig" sagde han med stadig smilende mund. 

Marius overbevisning om at han ingen følelser havde for Viktor var en hård kamp, især når Viktor stod der og var sig selv igen og lavede sjov med ham. Hjertet forrådte ham ved at banke et slag over. Han var trods alt ikke helt uberørt over det der var sket i går. Viktor havde vækket noget dybt inde i ham som han stadig ikke helt forstod. Men tænkte noget afstand ville gøre dem begge godt, så de virkelig kunne starte forfra og fokusere på et venskab. 

"Jeg vil se frem til dine breve Viktor, men lad os nu gå ind og få noget mad, jeg skal nok tage min egen tallerken" drillede han og begyndte at gå mod indgangen igen og følte sig lettet over at Viktor stadig kunne forblive i hans liv. 

 Den lattermilde stemning blandt de to adelssønner kom heldigvis ret hurtigt retur. Hvormed luften forinden var tyk af harme og forvirrede følelser, blev den erstattet af noget mere.. mildt. Omend denne mildhed var en effekt af deres usagte følelser - der nok i lang tid ville sætte sig i klemme på hver især - kunne kun gisnes om. 

 Viktor skuttede skuldrene op om ørerne og lo med en påtaget hånlig latter. "Virkelig?" Han hævede et øjenbryn og vurderede den anden, inden blikket til sidst blev mere venligt og varmt.
 "Det må vi jo se på når jeg modtager et brev." Udfordrede han Marius med et skævt smil. 

 Marius foreslog at de skulle færdiggøre morgenmaden de havde efterladt tidligere, og Viktor kunne ikke lade være med grine mistroisk til den forkælede hertugsøns ord. Kunne Marius virkelig holde sig fra Viktors ting? Indtil videre var det modsatte bevist. 

 "Godt, for jeg er skrupsultent." Lo han mildt.