Det virker til, at det har De også, tænkte Viktor for sig selv imens han lyttede til Richard. Han sagde dog ikke noget men nikkede blot til informationen. Mange lag, huh. Han smilede lidt granskende for sig selv.

 Søsygen var nærmest som forduftet - og Viktor var virkelig taknemmelig for kaptajnens venlighed, ikke mindst stædighed om at få ham med udenfor. Den unge grevesøn havde været et vrag blot få timer forinden, men nu var han næsten frisk som en fisk. Maden havde også hjulpet. Imens, forklarede Richard om lønningen, og det lød til, at Viktor ikke havde nogle af delene som de lønnede ud fra. Det eneste der muligvis ville komme i hans favør senere, var hans indsats; ikke engang dén ville Richard få meget ud af at bedømme ham ud fra på tidspunktet. Slet ikke når han var gemt væk hele dagen i Charles' kahyt. 
 "Yeps." svarede han med et skævt smil, "Jeg er lavest i fødekæden, Kaptajn." lo han dæmpet, velvidende om sin situation; hvilket var helt fint med ham. Han havde jo regnet med, slet ikke at blive lønnet. Men at lønnen blot var turen i sig selv. 

 Viktor var omringet af stærke arme, og det var egentlig ikke noget han synderligt havde bemærket lige før da han sneg sig ind og stod foran roret. Han havde bare, forstået det som at udsigten var bedst dér. Og så var der et eller andet eventyr-agtigt ved at stå ved roret, og se solopgangen, som hvis han selv var kaptajnen på skibet. Vil du prøve at stå ved roret?
Som den dybe, lettere dæmpet stemme talte, lod Viktor skyde nakken bagover, for at se op på Richard. 
 "Må jeg prøve?" Spurgte han forventningsfuldt, og blafrede med fingrene ude foran roret. Han ville ikke sætte hænderne på det før han fik lov. 

 Blikket gled fra Richards hænder, og rundt på rorets former, "Hvordan skal jeg gøre?" spurgte han oprigtigt interesseret, og ventede på en eller anden form for vejledning fra Richard. 

 

Lavest i fødekæden? Det var vel en måde at se tingene på, men han lod Viktor få det sidste ord i det, for det var ikke sådan, at han ikke ville få noget at gøre godt med, der var ingen tvivl om, at han nok ville gøre sit, for at vise sit værd, hvorfor lønnen kun ville blive bedre i sidste ende. At føle sig fortjent til den. 

Richard måtte nok erkende, det var en anelse besynderligt at stå med det unge rad i mellem sig og roret, inderammet af hans arme. Det var ikke her, at han ville opdages af Charles eller de andre, men det ville ske, eftersom morgen var for døren og arbejdet skulle lige så roligt begyndes igen. Spørgsmålet han selv havde stillet, var nu ellers ganske live til, men han skævede ned ad sig selv, som han så hvordan knægten lænede hovedet tilbage og ikke ville kunne undgå at lade det ramme i kroppen af Richards. "Ja," svaret han en anelse forvirret. 
Havde han ikke selv lige tilbudt Viktor at prøve at stå ved roret? Men han måtte vel arbejde med hvad han havde at arbejde med. En uerfaren, dagdrømmende ung adelig med stædighed. 

"Her," sagde han og slap roret stille, før han tog om Viktors håndryg og placeret dem ved næsten 2-10 som klokken. Roret kunne godt trække lidt i en, hvorfor man skulle stå med et solidt greb. Han slap ikke helt Viktors hænderne, ikke før, at han vidste at drengen havde styr på det. "Hold kurs," 

 Viktor følte lidt, som var han i en drøm. Det virkede surrealistisk at stå her på skibet, se solen stå op og være ved roret. Når han blot dagen inden atter mærkede landjorden under sine fødder. Hans dannelsesrejse var begyndt. Han var - forholdsvist - blevet accepteret af kaptajnen.
 
  Her - hørte han, og var ikke forberedt på at Richard ville tage fat i ham, og føre hans hænder på roret. Berøringen summede lidt i ham - hvilket fik ham til at undres. Han rynkede lidt tænksomt på brynene som hans blik hang ved deres hænder. Hjertet slog et slag over af nervøsitet - men Viktor slog det hen til at være grundet spændingen, og at det var første gang, at han fik lov til at styre et skib. Måske også sidste - hvem ved.
 
 "O-okay." Lo han dæmpet og smilede med sine læber presset sammen. Overrasket, over hvordan roret trak i ham, strammede han, uvilkårligt, sit greb om håndtagene på roret, og bemærkede at Richards hænder endnu ikke helt havde sluppet ham, og hang ved ham. 

 Det var som om at han før, ikke havde bemærket hvor tæt de stod. Men nu, blev han opmærksom på det hele hvilket gav ham en rastløs følelse i kroppen. Hold kurs.
 Det fik Viktor til at le en smule forundret, "Jeg ved ikke hvordan. Uddyb gerne, tak." Sagde han med en lille nervøs klukken, men forsøgte bravt. Hold kurs, hvilken vej var dét overhovedet på roret? Han skævede hurtigt om til Richard, men som var han nervøs for at sejle ind i noget, vendte han hovedet med det samme til roret og udover havet igen. Han holdt vejret lidt.

Så snart han havde sikret sig, at Viktor havde en føling med roret, ville han slippe ham. Det ville ikke være så svært, hvis blot man kunne holde armene i spænd og sikre sig, at roret ikke løb afsted med en. Richard skævede sjældent ned til deres hænder, da han havde det indlært i kroppen hvordan taget skulle være, hvor hænderne skulle ligge og alle de små ting. 

Langsomt lettet han mere og mere trykket fra sine egne hænder fra Viktors, for at se hvordan han fik det under sig. Kunne han stritte i mod og holde roret stabilitet eller måtte de lige lave nogle små vejene sving hen ad turen. Det måtte tiden vise. 

"Se det for dig, at vi skal lige ud for nu og med tiden langsomt til venstre, så dit greb skal være fast og med tiden lave små glidninger i roret til venstre, men med tiden, så mener jeg timer" forklaret han sig så godt han nu engang kunne. I sidste ende ville de skulle have et lidt 'skarpt' sving til venstre, men det lå dage forude, så det var der ingen problematik i. 
Igen mærkende han baghovedet af den anden, og han fik skævet ned, men så hvordan hovedet igen forsvandt til fordel for roret. "Jeg slipper," sagde han og slap Viktor helt og trådte et halvt skridt tilbage. 

 "Okay, okay." Sagde han koncentreret med et stift nik til informationen der forlod Richards læber ganske afslappet. Viktors pande var rynket, og brynene pegede opad i en grimasse der indikerede at han virkelig forsøgte sit bedste - og måske endda imponere. Men Viktors overlevelses strategi siden barnsben, var at imponere familien, og få lidt opmærksomhed retur. Det var bare sådan han gjorde. For Viktor var det ikke godt nok bare at være Viktor; der skulle altid være noget han skulle gøre, der så resulterede i at han blev mere værdsat af andre. Han kendte ikke til andet. 

 Jeg slipper. Viktor kunne mærke de store hænder forlade sine egne, og et nervøst sug gik igennem maven- da det nu var op til ham at styre skibet - han kunne næsten bedre lide det, da kaptajnens hænder lå guidende og beskyttende oven på sine.
 "Ååh." Brummede han nervøst, med et hjerte der sad helt oppe i halsen. Den unge grevesøn kunne mærke hvordan roret trak i ham, men han spændte op, og holdt tungen lige i munden. Faktisk så meget, at lidt af hans tungespids, tittede koncentreret ud mellem sine læber. 

 Men ganske kort efter, fik han nogenlunde føling med roret, og nu begyndte det at gå op for ham at han styrede et skib.
 "Jeg styrer et skib." Sagde han dæmpet, først forbavset. Og så begyndte smilet at vokse; de brune øjne gnitrede livligt.
  "Se mig!" Han skævede hurtigt over skulderen til Richard, "Jeg styrer et skib, Dick!" Han kunne ikke holde sin begejstring tilbage, og en varm, men vantro latter undslap ham. Der var en drenget, uskyldig, energi over ham; dette ville nok være den bedste oplevelse på hele skibet. Uden tvivl. 

At se knægten tage opgaven sådan til sig, var en mild overraskelse. Det var dog nok ikke det knægten ville gøre sig mest i, at stå ved roret. Måske med tiden, når turene var længerne og han havde lært at finde vej så godt som muligt, ellers måtte han gøre det om natten og arbejde med stjernerne som sit kort for turen. 
Uanset hvad, skulle han lære lidt af det hele. Charles kunne tage de praktiske ting for sig, mens Richard kunne gennemgå det at læse et kort og arbejde ud fra stjernerne, mens han selvfølgelig også selv skulle opsøgen læren og mulighederne for at gøre noget selvstændigt. 

Han trådte en anelse til siden, for at få udkig på hvad knægten foretog sig, men det første han fik øje på, var den lille spæde tungespids som tittede ud mellem læberne. Var det sådan han så koncenteret ud? 
Richard kunne ikke undgå at smile lidt over det, med et lille ryst på hovedet.

Men han lod armene blive ført op til at skulle ligges i folder, da han hørte hvad knægten sagde og efterfølgende bad ham se ham gøre det. Et eller andet sted, blødte hjertet fuldkommen op. "Det er godt, min dreng," sagde han og lod den ene hånd blive lagt på skulderen af Viktor, frem for at de faldt i folder. "Du gør det godt," selvom han godt kunne se at roret måske trak lidt i hans kviste tynde arme, så var det godt gået. 

 Viktor var svævende, på en lyserød sky og intet kunne få ham ned derfra foreløbig. Han smilede med tænderne, hvilket fik øjnene til at rynke sig en smule sammen på grund af glæden der malede sig i hans ansigt. 

 Hånden der kom på skulderen, overraskede ham -det gav et lille stød i hans krop, men smilet falmede aldrig. Komplimenten, og hvordan Richard sagde dette, gjorde ham blød som smør - nervøsiteten fra før, blandede sig nu med noget andet han ikke kunne sætte en finger på. En coctail af følelser, var nok den bedste beskrivelse. 
 Viktor kunne mærke varmen summe ned i skulderen fra hvor den var placeret. Det er godt min dreng. Hans blik søgte ind i kaptajnens øjne, der var som mild alkohol for ham, boblende, summende, letpåvirkelige. 

Du gør det godt.
 Den unge grevesøn pressede læberne sammen og sendte kaptajnen et hengivent smil, mens han tilbageholdt en blid latter. Viktor brød øjenkontakten lidt efter, og så ud over havet igen. Han rystede lidt, af spænding, nervøsitet og alt derimellem. Han behøvede ikke at sige noget, for han var sikker på at Richard kunne mærke hvor taknemmelig han var for dette øjeblik. Et stjålent øjeblik mellem Viktor og kaptajnen. Der sejlede ind i solopgangen. 

Der var ingen bagtanker i det som skete, han var udelukkende stolt af det han oplevede. Knægten gav ham blødekante, noget som måske ville være tiltrængt i fremtiden når det kom til nye medarbejder af samme kaliber som Viktor. Det var faderlige oplevelse, noget som han aldrig havde forstillet sig at skulle forholde sig til. 
Selvfølgelig var der Lucina. Men der havde han ikke haft chancen for at vise noget endnu, men her stod han med Viktor og guidede ham til at stå selvstændig og være robust ved roret. 

Øjnene mødtes med Viktors, drengen så glad ud, men det var også der, at Richard så de små ryst som kom fra knægten, hvorfor han valgte at ligge en hånd på roret og støtte ham, så det ikke skulle gå udover deres kurs. "Er du klar til at gå i gang med opgaverne eller skal du have et hvil først?"

Mulighederne stod for døren til Viktor, han måtte i sidste ende selv finde Charles når det endelig kom dertil.

 Farverne på himlen, lagde skibet i bløde nuancer. Udefra, ville det sikkert have lignet et maleri. Stemningen, gav ham blod på tanden for virkelig at gøre noget seriøst ud af at få alt med fra skibet.  Opgaver, jargonen, venskaber. Han var sikker på, at efter en uge, ville han føle sig ganske tilpas.

 Richards hænder var kærkommen på roret, og det fjernede den rystende anstrengelse fra Viktor. Han smilede lidt for sig selv og skævede ud af øjenkrogen til sin kaptajn. "Om jeg er klar?" Han fik et kækt glimt i øjnene, "Jeg er født klar." Sagde han triumferende, og bed sig kort i underlæben. 

 "Men.." sagde han så lidt efter, og lød lidt mere seriøs. Øjenbrynet dansede med en svag undren op i panden.  Viktor havde været koldklam hele dagen forinden og natten med. Han kunne godt bruge et bad.
  "Jeg kunne nok godt bruge at vaske det værste af søsygen af mig." Han begyndte at lette sit tag fra roret. Indtil han var sikker på at Richard fik helt fat, ville han så slippe taget derefter. 
 "Hvor er badeværelset?" Spurgte han oprigtigt - for han synes ikke rigtig at Charles viste ham det. 

Det var et frisk svar der kom fra knægten, men et grinende smil bredte sig over hans læber da han indså hvad det var Viktor efterspurgte. Richard tog ordenligt fat i roret og trådte lidt til igen og så mod Viktor før han ville lade sig give et svar: "Der er ikke badeværelser på et på skib. Men du har mulighed for at få en klud i ansigtet." han kigget skiftende på horisonten og Viktors tøj. 

"Har du andet med end kun det?" ellers ville de nok få sig lidt af en kvalmende oplevelse på sigt. Men ellers havde nogen sikkert noget med der kunne lånes og så måtte de smide hans tøj i en sæk og binde et reb omkring det for så at få det skyllet i det salte vand og tørre det på skibets dæk. 

Men hans blik forsvandt lidt fra Viktor igen og han så ned mod dækket om begyndte at få mere aktivitet på sig. Morgenmaden stod for skud og så skulle dækkes vaskes (med vandet fra havet), alle sådan nogle små hverdags lignende ting. 

 Viktor kiggede forundret på Richard da han begyndte at grine - af hvad han sagde - og det efterlod Viktor med en fåret grimasse i ansigtsfolderne. For ikke at tabe ansigt, lo han lidt med, trods sig selv, da kaptajnen påpegede at der ikke var badeværelser på et skib. Oh. Åh. Jamen. Viktor strammede læberne til en tynd streg, og så lidt forbavset ud. Dét .. var noget han skulle vænne sig til. Viktor elskede et godt og varmt bad, men på skibet.. måtte han så nøjes med en fugtig klud. Mums. 

 "Javel ja. Uha." Brummede han lidt til den nye information og skuttede sig som han trådte til side og gjorde mere plads til at Richard kunne indtage roret.   Heldigvis for Viktor, havde han da pakket et par skjorter, og bukser. Undertøj og nye sokker med sig. 
 "Ja, heldigvis." Svarede han og kløede sig lidt i nakken. Han var stadig småklistret af sveden fra tidligere. 

 Der begyndte pusle på dækket - døre smækkedes, støvler kunne høres og en svag summen af snak blandt mænd, vækkede langsomt skibet til live. Viktor klappede Richards arm, lidt venskabeligt, men også påpasseligt; da han stadig ville være respektfuld overfor kaptajnen. 
 "Dick, du kalder bare når du har brug for mig - til lønsamtalen og.. hvis der er andet." Han smilede oprigtigt op til ham. 

Drengen var i sandhed som en tegneseriesfigur med sin mimik. Det var en tydelig reaktion, der indikeret at Viktor måske ikke havde gennemtænkt det her. Richard måtte dog tage det som en god fortælling til senere, hvordan drengen havde lade sig skuffe over noget så basalt. Måske var det nu meget godt, at han måtte undvære sin luksus tilværelse. 

Øjnene flugte let med og heldigvis kunne tages på så mange måder, men det var måske ikke til hans store fornøjelse. "Du kommer let igennem det, Viktor" sagde han stille som han sukkede ud og søgte lidt efter om Charles var listet ud fra kahytten under dem, men det skulle man næppe forvente. Der var endnu lidt tid før han skulle gøre det hårde arbejde og have Viktor med sig. 

Små overrasket over klappet fra den unge dreng, fik ham til at se lidt selvtilfreds frem for sig. "Selvfølgelig Viktor, ellers skal  Charles nok sørge for, at du har noget at tage dig til" uanset hvad, ville det blive en hård dag, specielt med dagen forinden bag sig. Søvn skulle tilligemed også indhentes for ham selv, men det måtte tages senere. 

 Du kommer let igennem det, Viktor. Tiltroen til Viktor fra Richard var i sandhed en ændring fra tidligere. Da han først mødte kaptajnen havde han fået forståelsen af at han blot var et insekt under mandens støvler. Han ænsede ham knapt - men nu, blev han både kaldt ved navn, anerkendt og set. Det gav ham en god fornemmelse, og han nikkede blot med et skævt smil. Han måtte lægge sin forkælede baggrund bag sig for en stund - men ved guderne, hvor ville han savne sit badekar. 

 Viktor begyndte at bakke med hænderne foldet bag ryggen så han lige kunne stjæle et sidste blik på Richard. Han var på vej til at gå ned ad trappen, og kaldte over skulderen, "Det er jeg så sandelig ikke i tvivl om." Kommenterede han med et afslappet smil om læberne. Men som kom han i tanke om noget, standsede han på vej ned med hånden på gelænderet og vendte sig halvt og så tilbage på Richard. 

 "Forresten, tak." Han sendte ham et taknemmeligt smil, "Tak for din hjælp, tidligere. Jeg kan slet ikke mærke kvalmen mere." Blikket gled hen over Richard, hengivent, og tilfreds, med hele situationen, inden han så vendte sig og trommede let med fingrene på gelænderet som han forsvandt ned derfra. Nu skulle sådan en vaskeklud gøre underværker. 

Selvom han da gerne ville indrømme, at han gerne have været foruden at have knægten med sig på deres tur, var det alligevel forfriskende at have noget uerfarent med sig, så man kunne få muligheden for at lære fra sig. At det så skulle være i sådan en grad, at han følt sig som en faderlig figur for det unge rad, var blot tilfældet af omstændighederne. 

Han så ikke de måder, som Viktor så på ham. Fokusset lå ikke længere på drengen, men på besætningen som brød morgen stilheden med deres tilstedeværelset. Det var som det skulle være. Han hørte selvfølgelig godt hvad der blev sagt til ham, men han gav blot et nik med hovedet som svar til drengen. Men det andet fanget hans interesse, og han så mod Viktor. "Godt," mimikken var stille faldet hen i de vanlige folder, men blikket i øjnene sande alt. Det var godt at Viktor var kommet på benene igen. 

Som ude af syn, ude af sind. "Tjek lasten for i nat," kommenteret han stille til en af de andre som tog opgaven uden videre.