Udsynet til at se rundt på omgivelserne blev forstyrret af Winchells. Eller mere præcist bagsiden af ham. Frederiks bryn løftede sig lidt som blikket i stedet gled ned over Winchells krop. Nu var den der jo lige. Og den fyldte en god del af udsynet. Da han var kommet forbi ham, forsatte blikket med at betragte omgivelserne. 
 Da Winchell kom tilbage til rummet, var Frederik ved at se i den anden ende af rummet, og derfor opdagede han heller ikke Winchell var tilbage før han mærkede hans arme på hver sin side af ham. Frederik flyttede blikket så han kunne forsøge at se på Winchell, men med armene på hver sin side af ham og hans hoved så tæt på var det ikke helt til at se ham. 

 Den fugtige ånde mod hans øre fik Frederiks hår til at rejse sig, og hans læber skilte sig lidt fra hinanden som han åndende en smule tungt ud. Ikke så højt at det var tydeligt, dog. Han sank og flyttede blikket hen på glassene og flasken, inden han flyttede armene fra ryglænet og tog fast i tingene. Frederik lænede sig en smule frem og satte glassene på bordet så han kunne skænke op, som ønsket. Da begge glas var halvt fyldte lænede han sig tilbage igen, med et glat i hver hånd, og rakte det ene til Winchell. 
 " Hmm.. " Frederik trak så på skuldrene og drak lidt af glasset. Det at det var en ordre, gjorde jo han ikke kunne sige nej. Det var deres aftale. Men det var jo bare fordi Winchell havde en god flaske de kunne dele, de var taget derhjem. 
 " Yeah, det var jeg nok.. " endte han så med at sige. 

Der blev taget fint imod glassene og flasken, hvilket var Winchells tegn på at tage plads igen. Denne gang tog han den nemme vej rundt. Frederik havde rigeligt at se til med flasken og glassene så at forstyrre dette ville ikke være fair. Dog valgte den buttede mand at sidde noget tættere på Frederik. Et af hvert af deres ben rørte hinanden og hvis Winchell lænede sig bare en smule tættere på ham, ville hele deres ene side være i kontakt - selvfølgelig med begge mænds klæder i mellem.

Et af de halvfyldte glas blev rakt til Winchell, som mere end gerne tog imod det og tog en lille nip af dets indhold. Det var en af de dyrere flasker, som Winchell havde. Manden kunne ikke huske, om det var en, han selv havde købt eller en gave fra en kunde. Nogen kunder havde gaver med. Oftest var det stamkunderne, der gerne ville takke for den oplevelse, de vidste, de gik ind til.
Der blev givet et enkelt ryst med hovedet som tegn på dette. Det var nemt at være bagklog. At Winchell kunne have haft alle tre ordre endnu og Frederik siddende på sin sofa kunne have været bedre, men to ordre og Frederik var mere end rigeligt. "Synes stadig ikke, det er spild af ordre at få dig herhjem," sagde Winchell og fniste. Han løftede glasset endnu en gang og tog denne gang en lidt større slurk. Væsken forblev inde i munden i lidt tid, før det løb ned igennem halsrøret. "Hvad siger du til, vi tager anden ordre i brug? Eller skal vi lige nyde hinandens selskab først?" Winchell lod direkte Frederik bestemme, om han var klar til at give afkald på kontrol i én handling igen nu, eller om der lige skulle ske ingenting først. For det var, hvad der skete, som de sad her og drak. Eller okay, de drak, hvilket ikke var ingenting. Alligevel valgte Winchell at lægge sin frie hånd oven på det nærmeste lår af Frederiks. Hånden burde ikke være fremmed for den højere mand mere. Den havde fundet vej til låret og et par andre kropsdele et par gange i løbet af hinandens selskab. Og den var endnu ikke blevet slået direkte væk. Måske prøvet at blive skubbet væk, men det havde været halvhjertede skub. Skub, der inderst ikke ville have hånden væk. Paraderne var som sagt sænket. Der var ingen mulige øjne at glo på dem. Ingen, der kunne dømme dem, selvom Winchell var mere end ligeglad med disse blikke. Men det var Frederik tydeligvis ikke. Derfor havde den buttede mand også vidst, at de skulle herhen for, at Frederik ville vise sin sande natur. Når det bare var de to og ingen andre. De to og flasken på bordet.

 Det var ikke fordi Frederik ikke kunne ramme glassene, eller det var særlig svært for ham at hælde op. Det krævede dog alligevel en smule koncentration fra ham, og han var glad nok for ikke at skulle tænke for meget på Winchells arme på hver side af ham, og den fugtige ånde mod hans hud. 
 Da Winchell havde taget glasset fra ham, lagde han hånden hen over ryglænet, og nu hvor Winchell havde sat sig så tæt på, kunne hans hånd nemt begynde at pille lidt ved hans tøj. Ikke at han selvfølgelig gjorde det. Han var jo en mand.

 Det ene bryn løftede sig lidt ved Winchells ord, mest fordi han ikke helt forstod hvor han ville hen med dem. Han endte med bare at brumme lidt til dem. Den største grund til han ikke helt forstod det var nok fordi han nægtede at indse hvorfor Winchell havde inviteret ham med hjem. 
 De mørkeblå øjne hvilede lidt i Winchells øjne, og da han spurgte om de skulle komme videre, kunne han ikke lade hver med at fnyse en smule underholdt, inden han begyndte at grine lidt over det. Hånden mod hans lår fik ham dog til at rømme sig lidt, og stoppe med at grine som han så lidt væk.
 " Jeg får simpelthen et valg? Så kommer det da bestemt an på hvad den anden ordre er? " Frederik tog endnu en slurk af glasset, stadig uden at se på Winchell. Først da Winchell ville begynde at snakke igen, ville de mørkeblå øjne finde tilbage til Winchell. Hånden der lå hen over ryglænet og nær Winchell knyttede sig lidt. Alt i han trak ham i begge retninger. Kroppen ville have mere. Røre ved Winchell, pille tøjet af ham og se hvad der gemte sig inde bagved tøjet, mens hovedet skreg af ham, at han var et misfoster og på vej på afveje fra hvad der var okay. At kroppens ønsker var forkerte. En splittelse som måske kunne ses en smule i de mørke øjne.

Armen, der blev lagt på ryglænets top og dermed halvt bag Winchell, var lokkende. Nemt kunne han læne tilbage og give Frederik mere end nok til at kunne tage fat i skulderen eller nakken. Tage kontrol over Winchell, nu når lystmanden havde kontrol over ham - i et vis omfang i hvert fald. Men den forblev der, ligesom Winchells hånd forblev på låret. Selv da Frederik stoppede brat sin grin og kiggede væk, da hånden havde mødt hans lår.

Ja, han fik et valg. Winchell var ikke en diktator. Han ville gerne have, at Frederik også kunne lide ordrene - bare en smule. Men han undlod at svare i lidt tid. Først tømte han sit glas for at sætte det nu tomme på bordet. Dette fik ham til at fjerne hånden fra låret. Dog kom han ikke tomhændet tilbage, for som Winchell lænede tilbage i sofaen, havde han flasken i den anden hånd. Den første hånd blev dog hurtigt fyldt ud med Frederiks faste lår igen. "Hjælp mig med at tømme den her flaske. Eller i hvert fald komme på vej," Winchell løftede den kort op for at se, hvor meget der var tilbage. Den var næsten fuld. Kun deres to glas var blevet taget. "Jeg holder den direkte til din mund og du drikker, indtil jeg fjerner den. Vil du nu eller vente lidt?" Det var anden ordre. Det kunne Frederik ikke komme udenom. Han fik bare valget om tidspunktet for denne. Smilet forstørrede sig på Winchells læber, så en lille stribe af hvide tænder blev blottet. Samtidig gav hånden et lille klem på låret for at fremme et svar fra Frederik. Efter denne ordre og når der kun var én tilbage, skulle det sjove begynde. Det virkelige sjove. Winchell kendte dette, men han troede næppe, at Frederik var velvidende om dette. Den høje mand var så bedårende uvidende. Han var næsten helt i Winchells hule hånd uden at vide det - og han ville nemt kunne kravle ud af hånden, når han fandt ud af dette. Men ville Frederik virkelig det? Han passede så godt i Winchells hånd. Det var tydeligt for dem begge - om Frederik ville indrømme dette eller ej.

 Stilheden lagde sig over dem, som om Winchell overvejede om han  virkelig ville lade Frederik vælge selv, eller om han virkelig ville fortælle ordren før Frederik havde valgt. Det kom lidt bag på ham, da hånden flyttede sig fra hans lår, og i mens holdt han godt øje med hvad Winchell gjorde. Ikke at det var noget vildt eller spændende. 
 Da han endelig gjorde klart hvad han havde i tankerne, løftede Frederik det ene bryn og så lidt undrende på ham. 
 " Jeg troede det var det vi var i gang med nu?" kommenterede han med et skævt smil, inden Winchell fik sagt den næste sætning.

 Da det så blev forklaret hvordan han skulle tømme den, skar Frederik en grimasse. Det lød dumt og farligt. Blikket betragtede den næsten fulde flaske med en anelse skeptis.
 " Det hele på en gang?" det gjorde jo ingen forskel om han gjorde det nu eller senere, det slog vel lige hårdt hvornår end han gjorde det. Han havde tænkt de bare skulle have et enkelt glad eller to, han var jo allerede tæt på at nå grænsen for hvad han kunne holde til, men han vidste også godt han ikke helt kunne sige nej, når han selv var gået med til aftalen, der lå bag ordren.
 Klemmet på låret gjorde ikke Frederik mere sikker, og i stedet flyttede han hånden der lå mod ryglænet hen til ansigtet han gned overvejende. 
 " jeg kan slet ikke holde til så meget, Winchell..." undskyldte han lidt, stadig med blikket på flasken. Hvad havde han dog gang i? 

Winchell sendte et smilende fnys til Frederiks kommentar. Jovist var de igang med at tømme den, men de gjorde den på den humane og langsomme måde. Måske den buttede mand heller ikke havde taget Frederiks nuværende mængde af alkohol i sit blod i betragtning. Han skulle heller ikke drikke manden så fuld, at han gik kold. Måske denne ordre ikke var den mest optimale.

Det hele? Winchell syntes, han havde sagt, det kun skulle have været halvdelen eller indtil han stoppede. Nu var det Frederik, der tog for godt af goderne. Men som hans undskyldning kom sammen med en hånd til ansigtet, tænkte Winchell ordren igennem. Ja, den var nok ikke den bedste. Så frem for at give Frederik ordren gav han den til sig selv. Flaskens tud blev løftet til Winchells læber, der sluttede sig om dem - måske lidt for langt nede af halsen end man normalt gjorde, når man drak. Når der var plads til halv meget fast masse i munden, så kunne man lige så godt vise dette. Friste Frederik så at sige.
Winchell vippede flasken, så hans mund blev fyldt op med alkohollen. Et par stor slurke blev taget så store, at hele halsen bevægede sig, som væsken kom igennem. Som han sænkede flasken igen, kunne der tydeligt ses, hvor meget der var taget af den. Stadig med hånden om flasken, tørrede han sig for munden med underarmen. Frederik, der kun havde skænket deres glas halvt op, fik et fyldt glas nu. Winchell vidste godt, hans læber lige havde været om tuden og Frederik derfor ville få rester af mundvæsken i sin drink, men det var hele planen. 
"Jeg er en gavmild mester, Frederik," sagde Winchell smilende, som han bevægede hånden om låret en smule mere op. Hele hånden var stadig på låret - for nu. Han ville ændre ordren. For Frederiks og sin egen skyld. "Du tager dit glas nu og tømmer det derinde. Og tøm din blære samtidig. Og gør, hvad nu du ellers har brug for." Med flaskehånden pegede Winchell på den ene af de tre døre for at vise, at Frederik skulle derind. Men før manden overhovedet kunne nå at rejse sig, flyttede Winchell sin hånd længere op. Fingerspidserne snittede ikke længere. Nu var de to yderste lag af fingrene oven på skridten. Det skulle jo ikke være nemt for Frederik at tømme sin blære. Der blev givet et legesygt blink, som Winchell roligt gled fingerne frem og tilbage kærtegnende mod Frederiks skridt, prøvende at væske bæstet pakket ind i de stramme bukser.

 Hånden der før havde gnedet ansigtet, gled gennem håret og lagde i nakken, mens Frederik ventede på Winchells dom omkring ordren. Det var ikke fordi han ikke nok skulle gøre det - det skulle han nok. Han ville bare gerne lige være sikker på han havde forstået det rigtigt. 
 Før han vidste af det, satte Winchell flasken for sin egen mund og begyndte at drikke. Frederik rynkede lidt på næsen. Det så ikke specielt rart ud. Slet ikke med flasken så langt inde i munden. Blikket blev flyttet væk, og Frederik kiggede lidt på hans glas inden han tog en tår af væsken. 

 Frederik nåede kun lige at fjerne glasset fra munden igen, før Winchell fyldte hans glas op. Blikket blev flyttet tilbage til den buttede mand, og Frederik løftede et bryn til hans ord, med et underholdt smil spillende på læberne. Tsk, mester. Han ville til at kommentere på det, men blev en smule distraheret af hånden der gled længere op af låret. 
 Den nu revurderet ordre lød, og den fik Frederik til at rynke lidt undrende på panden. Hånden der stadig lå i nakken, flyttede sig om og gned øjnene lidt. Ville Winchell have Frederik til at hælde indholdet fra glasset ud? Siden han skulle tømme den der ude? Og hvad var det for en underlig kommentar omkring at tisse og gøre hvad der ellers var brug for? Frederik vidste ikke om det var alkohollen der gjorde at han ikke helt kunne forstå ordren, men et eller andet sted var det vel også lige godt, han skulle bare gøre det. Så Frederik gjorde klar til at rejse sig. 
 Inden han nåede at få løftet sig fra sofaen, mærkede han dig kælende fingre mod hans skridt. Noget der fik et overrasket gisp til at forlade hans læber.  Frederik var hurtig til at dreje hovedet væk fra Winchell, og løfte glasset op til munden for at tage en slurk. Han prøvede ihærdigt at lade som ingenting. Som om han ikke havde opdaget det. Kroppen afslørede ham dog ret så tydeligt. Med glasset op til munden, lød der en gang i mellem små suk, og inde bag stoffet på de tætsiddende bukser, begyndte han at blive lidt hård. Noget der heldigvis ikke viste sig alt for tydelig - endnu - da bukserne blot sat tæt, men ikke var helt stramme.

Det var mere end tydeligt for Winchell at mærke den voksende hårdhed bag stoffet. Dette fik kun et smørret smil henover det buttede ansigt. Hånden forblev da også derpå i et par sekunder, som Frederik stod op, før han bevægede den helt ned af indersiden af benet indtil lige under knæet, hvor Winchell trak hånden til sig for at slutte den rundt om sit glas. Han kunne stadig drikke mere.
"Og ikke noget med at smide glasset i toilettet. Det skal drikkes," sagde Winchell legende. Han var stort set kun legende lige nu. Stunten med flasken var mere end en hentydning. Den buttede lystmand viste, hvor nemt det var for ham at proppe munden fuldt med den form. "Glæder mig til at se dig igen."

Som Frederik forlod sofaen, valgte Winchell dog at give den gode bagdel et blidt klask som farvel til manden. De var bag lukkede døre. Winchell behøvede ikke at være nær så forsigtig. Og med den stadig ene ordre tilbage kunne Frederik ikke gå ud. 
Efter Frederik havde gået ind på badeværelset, sad Winchell med et valg. Skulle han udnytte tiden til at gøre sig klar? Han kunne trække af tøjet for at komme i mere forførende klæder. Men til sidst valgte manden at blive i dette. Frederik havde set ham i dette og derfor ville Winchell gerne have, at det var dette tøj, der kom i spil. Derfor valgte den buttede mand bare at tømme glasset. Han havde ikke brug for selvtilliden fra alkohol. Men ved at tømme sit glas gjorde Winchell det, at han fjernede deres nødvendighed i at være i stuen. Winchell valgte sågar lige at sætte flasken ind på soveværelset - så hvis Frederik ville have mere, skulle han derind. Men Winchell havde tanker om, hvordan han fik manden derind. Derfor sad Winchell bare på sofaen med et alt for selvglad smil på læberne, ventede på døren ind til badeværelset gik op og Frederik kom ud, færdig med at gøre det, han mente, han skulle ordne. Tungen valgte at slikke kort rundt om læberne. Hvordan mon Frederik var? Hvad var han til? Det glædede Winchell sig til at finde ud af og udforske. Måske han lige præcis var det, Frederik var til. Eller i hvert fald blev til fremadrettet.

 Der gik lidt før Frederik fik samlet sig nok til at rejse sig. Kroppen skulle jo lige komme sig over chokket fra fingrene mod hans private område, prøvede han at bilde sig selv ind. Det var jo bare et kammeratlig klap der lige blev lagt forkert, fortalte han sig selv. Da han rejste sig op, blev hånden dog hvor den havde været da han sad ned. Noget der fik et lille fnys til at lyde fra Frederiks læber inden han daskede lidt til hånden, så den flyttede sig væk. 
 Frederiks ene bryn løftede sig lidt ved Winchells kommentar. Alkohollen gjorde hans tanker en smule omtåget, og fik ham til at tænke det også var er underligt sted at gøre af et glas. Det var da godt nok lidt slidt og ikke bestemt kønt, men hvorfor han lige skulle smide det i toilettet vidste han ikke. 

 I det Frederik trådte  et skridt væk fra sofaen, mærkede hans Winchell klaske ham i numsen. Noget der fik hans hoved til hurtigt at dreje sig mod han buttede mand, med et lidt forarget udtryk, inden han rystede lidt på hovedet og forsatte med at gå.
 " Nej nu må du lige... " mumlede han forarget, mest for sig selv, mens han gik. Den buttede mand havde tydeligvis fået for meget at drikke. Han kunne jo slet ikke kende forskel på mand og kvinde! Godt nok var Frederik lang og ikke vanvittig trænet, men han var da ikke så spinkel, at han burde blive forvekslet med en kvinde!
 Ude på det lille toilet, stod Frederik med forskellige følelser i kroppen. Han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var, men der var et eller andet over Winchell der var begyndt at gøre ham en smule utryg. Selvom kroppen småsummede på grund af berøringer, så virkede Winchell så aggressiv at det satte nogle alarmklokker i gang i den mørkhåret mand. Selvom alkohollen gjorde sit for at holde dem væk. 
 Det tog noget tid før Frederik var færdig med at drikke glassets indhold og han havde fået tisset af. En ting der også gik ham lidt på, hvorfor Winchell havde forlangt det. Derudover var han også noget imponeret over Winchells toilet, generelt, og det krævede da bestemt lidt udforskning. Det var vel nogle goder ved at bo i Krystallandets største by. 

 Døren blev lukket i efter ham og Frederik fik hen til bordet og satte glasset. Så rømmede han sig lidt og lod hånden køre igennem det mørke hår. Han vidste godt der stadig var en ordre tilbage, og selvom det nu tømte glas fik rummet til at snurre lidt ekstra, følte han også han var nødt til at sige, det der forlod hans mund. 
 " Jeg burde nok også snart komme tilbage til kroen, " Hånden lagde sig i nakken, og det lille smil var en smule undskyldende. Så var kortene lagt på bordet, og ordren måtte være noget hurtigt, eller også måtte den blive droppet, hvis ikke Winchell kunne få overtalt Frederik til at blive.

Måske det havde været lidt for offensivt at give bagdelen i de stramme benklæder et lille klask, men Winchell var også godt bedugget. Og han var hjemme, hvor han følte, han gerne måtte være mere offensiv. Men det var nok for meget for Frederik. Mandens lille, mumlende udbrud gav svar for dette. Men noget i Winchell lyttede ikke til dette. Når han var på arbejde, var fokusset at lade kunderne bestemme. Han skulle gøre, hvad de ville. Selvfølgelig ville han ofte det samme som dem, eller han ville i hvert fald nyde, hvad de ville. Når han havde fri og var sammen med andre af egen fri lyst, kunne Winchell være lidt egoistisk. Han ville, hvad han ville. Og lige nu ville den buttede mand have Frederik. Længere var den ikke.

Da Frederik kom ud af badeværelset og lukkede døren bag sig, kunne Winchell ikke lade være med at møde manden med et varmt smil og store øjne. Og da han gik hen til sofabordet for at sætte det tomme glas, kunne den buttede mand næsten klappe af lydigheden. Om det var blevet drukket eller hældt ud, kunne han selvfølgelig ikke bedømme. Men ud fra Frederiks ansigt ville Winchell gå med drukket. Flaskens alkohol havde været i okay høj promille og det følte han, han kunne se på Frederik.
Men som Frederik snakkede om at tage tilbage til kroen, rejste Winchell sig op med et rystende hoved. Han gik hen til Frederik, dog med en halv fods afstand i mellem dem. Nok til, at Winchell kunne løfte en hånd for at ryste med pegefingeren. "Nu ikke så hurtig, Frederik. Jeg har stadig én ordre tilbage. Vi holder, hvad vi lover." Winchell kunne nemt have sagt dette med en seriøst mine, men smilet var stadig at finde henover kinderne og tonelejet var alt andet end ondt mod Frederik. Øjnene kiggede op i Frederiks. Manden var virkelig en god slat højere. Og han så også ældre ud, syntes Winchell. Måske foretrak den buttede mand dette. Ikke, fordi han ville sige nej til yngre. Men ældre var måske bare nemmere. De havde oftest enten mere erfaring, eller også kunne Winchell altid spille den barnlige og komme afsted med det.
Øjnene fjernede sig et kort øjeblik fra Frederik for at kigge på nabodøren til badeværelsesdøren. Den rystende finger blev til en pegende finger på døren. "Gå derind. Lad os gå derind, Frederik." kom det næsten hviskende fra Winchell. Stemmen var stadig legende, men der var også en undertone af magt. Dette var en ordre. Den sidste ordre. Den halve flaske ventede stadig på dem derinde. Men om den ville blive fokusset derinde, tvivlede Winchell. Han havde andre tanker i hovedet end at færdiggøre en flaske. 

 Det tog alt i Frederik ikke at træde et skridt tilbage, da Winchell rejste sig og kom over til ham. Han vidste godt Winchell nok ikke var ude på at gøre ham noget, men den utrygge følelse fyldte alligevel en del - måske forstærket af den berusede tilstand. Et lidt svømmende blik kiggede på hånden der blev løftet, inden det så på Winchell med en grimasse. Han var ikke meget for at skulle gå mod løftet om de tre ordre. En rigtig mand holdt jo sit ord, men den følelse der var begyndt at boble i Frederik omkring Winchell bad ham gå sin vej. 

 Da der blev peget mod en ny dør, kiggede Frederik derhen. Derefter kom ordren. Det var lidt svært at høre den, men Frederik kunne godt gætte sig til hvad Winchell ville have ham til. Han skulle ind i rummet. 
 Utrygheden blev til usikkerhed, og Frederik sank en klump, inden han trådte et skridt tilbage. Han kunne ikke tyde situationen, det hele kørte rundt i hovedet på og de ting Winchel sagde og gjorde, forvirrede ham. Især når han tænkte på tonen og smilene fra den buttede mand. 
 " Jo.. altså.. Jeg synes nu det er okay er ude..  " rømmede han sig lidt, og lagde den ene hånd i nakke, med et lidt akavet grin. Winchell havde virket så venlig under tiden på kroen. Godt nok havde hans hænder det med at forvilde sig lidt på afveje, men det kunne man jo ikke altid styre når man drak. Det var bare som om, at efter de var komme hen hvor de var alene, var det skiftet lidt. Det var begyndt at blive underligt, og det brød Frederik sig ikke helt om. 
 " Måske vi bare kunne skåle en gang mere her ude, og så er det også tid til for mig at komme tilbage på kroen. Klokken er ved at være mange. " Frederik forsøgte at tvinge et gab frem, men det virkede ikke, så det blev i stedet bare skuespil. Blikket søgte hen til bordet og flasken, men den var ikke til at se nogen steder. Noget der fik ham til at rynke panden. Det var mærkeligt.

Man skulle være blind, hvis ikke man kunne se utrygheden i Frederiks ansigt. Og Winchell var ikke fuld nok til at være blind for dette. Det havde ikke været den buttede mands intentioner om at gøre Frederik utryg. Tværtimod. Han ønskede bare at lade Frederik udforske, hvad manden så tydeligt havde givet tegn til på kroen. Det var nok bare Winchells egen fejltagelse at antage, at Frederik var lige så frisk som ham. Det var ikke alle, der var lige så frisk som en fri lystmand. Derfor trådte Winchell skridtet tættere på Frederik, som manden selv havde fjernet. Men dette skridt var ikke fyldt af sensualitet eller lyst. Det var fyldt af skam over, hvad han havde bragt frem i Frederik. En hånd blev usikkert og halvrystende løftet og lagde sig på Frederiks skulder. Den pressede sågar ikke helt ned. Winchell løftede den halvt, så hele dens vægt ikke var på Frederiks skulder.

Smilet havde forvandlet sig til en trist grimasse. Øjenbrynene var oppe i midten og fladet ud imod tindingerne. Øjnene var store og undskyldende. "Undskyld, Frederik, hvis jeg er lidt for meget. Jeg synes bare, du er virkelig flot," Ordene var som marineret i ærlighed. Det falske gab fra Frederik var tydeligt, hvilket til lysten i Winchell sagde, at han var frisk nok til ikke at være træt. Men den buttede mand prøvede ikke at tænke sådan, men det var svært. Virkelig svært. Hans tankegang var bygget op sådan. Sådan ville den altid være. Jovist havde han fanget Frederik i at afklæde den blonde mand med blikket, men netop det at afklæde fremmede med øjnene var hverdag for Winchell. "Jeg flyttede flasken derind, da du var på toilet. Så vi kunne drikke derinde sammen." Et dumt smil var på Winchells læber i et halvt sekund, før det forsvandt sammen med en nedsynket klump. Tonelejet havde drastisk skiftet stemning. Det var ikke længere den legende og halvnynnende stemme. Det var en usikker og undskyldende tone, der var at finde i Winchells mund.
Øjnene flakkede kort hen til døren, før de vendte tilbage på Frederiks ansigt. Det var nok nemt for Winchell at ligne en undskyldende, lille person. Stående foran et tårn som Frederik. Men han følte sig også lille. Ikke af størrelse, men af menneskelighed. Lige nu var Winchell ikke en god lystmand. Han havde tænkt på sig selv og hvad han ville. Ikke hvad Frederik ville og havde af grænser. Et svagt smil pulserede kort på ansigtet. "Jeg ved godt, det måske er svært nu. Efter alt det her. Men vil du stole på mig, Frederik? Jeg har noget at vise dig, jeg tror, du vil kunne lide. Inderst inde." Højre hånd, der stadig lå halvt på Frederiks skulder, rejste ned til mandens brystkasse. Det var stærkt. Muskuløs. Nej, Winchell. Ikke den slags tanker. Han ville ikke lade berøringen mod Frederiks bryst være fyldt med lyst. Den skulle være der, som ville den røre Frederiks sjæl. Røre Frederiks følelser. For siden de to havde forladt kroen, havde Winchell handlet og tænkt på baggrund af lyst. Og sådan var Frederik ikke bygget op. Det havde den buttede mand nu fundet ud af. Han havde brug for noget andet.

 Det krævede alt Frederik havde i sig, ikke at træde et skridt tilbage, da Winchell igen trådte frem mod ham, der var dog noget over hans holdning, der gjorde at Frederik kun lod den ene fod flytte sig lidt bagud, uden at han flyttede sig selv en masse. 
 Ordene der forlod Winchells mund, fik Frederiks bryn til at løfte sig en smule, mens han overvejede hvad han skulle svare. Han var ikke sikker på om han synes Winchell var for meget, men det hele var i hvert fald blevet en smule underligt og ubehageligt. Som om Winchell troede nogle helt forkerte ting om Frederik. Han valgte dog at ranke sig en smule op og smile selvsikkert, for han var jo flot. Det vidste han godt, og det kom ikke bag på ham at Winchell måske var blevet lidt rundforvirret over det. Men de var jo begge mænd, så det var forkert og en synd.

 " Oh?" lød det en smule forvirret fra Frederik, da Winchell fortalte flasken var kommet ind i soveværelset. Blikket blev vendt mod værelset, mens Frederik overvejede den information. Og så var det at det hele rigtig begyndte at gå op for den mørkhåret mand. Tilnærmelserne, kommentartene, soveværelset. Frederik kneb øjnene sammen og spændte en smule op, som han vendte blikket mod Winchell. 
 " Jeg tror du har misforstået noget.. Jeg er ikke til mænd.." Ordene var en smule hårde og bestemte. Noget der ikke helt passede sammen med hans reaktioner og blikke. Da Winchell forsatte med at snakke, og lod hånden glide ned mod hans bryst, knyttede Frederik hænderne lidt og bed lidt sammen. Hørte han ikke hvad Frederik havde sagt? 
 Frederik trådte det skridt tilbage han var begyndt, for at få Winchells hånd af hans skulder. Der havde lagt sig en bestemthed og kølelighed over Frederiks udtryk, som han stod og så ned på Winchell. Noget sagde ham at det Winchell ville vise ham ville have noget at gøre med misforståelsen og derfor ikke noget han inderst ikke ville kunne lide. Heller ikke selvom det nærmest brændte i huden på brystkassen, efter at mærke mere til Winchells fingre.
 " Det er bedst jeg går nu.. " brummede han og gjorde klar til at træde at skridt mod udgangen.

Hårdheden i Frederiks ord om hans holdning til mænd virkede for hård til at passe. Og sammen med de mange blikke og imødekommende krop, når Winchell havde ladet berøringerne ske, gav den buttede lystmand ideen om, at det var en facade. Men det havde han allerede konkluderet. Problemet lå i, at Frederik ikke selv vidste dette. Han måtte være påpasselig. Sød, venlig, imødekommende. Ellers ville Frederik spurte til døren, som han allerede lagde op til. Men Winchell var ikke klar til at sige farvel til den høje, flotte mand. Ikke endnu.

Et skridt bag ud blev taget og Winchells hånd faldt af mandens brystkasse. Den buttede mand blev stående et øjeblik, før han selv bevægede sig. Men frem for at bevæge sig direkte imod Frederik tog Winchell en halvstor bue uden om ham. Selvfølgelig buen, der satte Winchell i mellem udgangen og Frederik. Lidt snedig måtte han være. 
Der blev først stoppet op, da Winchell stod næsten lige bag Frederik. Selvfølgelig med en fods afstand for ikke at skræmme manden helt væk igen. Den fejltagelse havde Winchell gjort. Iveren havde ødelagt det lidt, men det var ikke komplet knust. Det mente han ikke. Det kunne reddes. "Bliv. Bare lidt. For min skyld, Frederik." Stemmen udgav nærmest fornemmelse af svaghed fra Winchell. Som om, hvis Frederik gik, ville det gøre fysisk ondt på den buttede mand. Derfor virkede den også tiggende, hvilket var lidt ironisk nu, når Winchell i princippet stadig havde én ordre tilbage. Frederik havde endnu ikke gjort den tredje. Men den buttede mand var klog nok til ikke at nævne dette. Der skulle ikke være tvang over det.
Fødderne ændrede deres vægt, så Winchell stod kun på tæer. Han bøjede blidt forover i sine hofter for at komme nærmere Frederiks øre, dog uden at røre ved manden. Denne type af kunder havde manden prøvet med før. Problemet lå bare i, at Frederik ikke var kunde. Han kunne sige nej. Han havde intet tabe. Ingen krystaller at miste. Alligevel prøvede Winchell det træk, der normalt virkede på mændene, der tøvede med at ende med ham. Stemmen blev gjort et par tænder lysere for at simulere den af en kvindes. Tonelejet ligeså blev også henlagt i en feminin og endnu tiggende fase. "Lad mig være din kvinde, Frederik. En stor, stærk mand som dig kan håndtere mine former." Ordene kom ud hviskende og med den mængde af forførelse, Winchell mente, Frederik kunne klare uden at flygte. Og selvom der blev snakket til bagsiden af den høje mand, valgte Winchell at tage blidt fat i sit eget bryst, der til en hvis grad kunne forveksles med det af en kvindes. En kvindes former kunne også anes på Winchell, omend at det ikke var de samme former. Men der var noget at gribe fat i. Og det var meget de samme steder. 
Det var knald eller fald nu. Hvis Frederik valgte at se bort fra Winchells ord og efterlade manden alene i sit hjem, var der intet mere, den buttede mand kunne gøre. Men hvis Frederik blev stående eller bare blev i hjemmet, var der stadig en chance. En chance for at lade Winchell vise ham en verden, Frederik selv havde lukket døren til. En dør, Winchell mere end gerne ville hjælpe med at åbne op for.

 Frederik var ikke længere det mindste i tvivl om hvad Winchells intentioner var. Et eller andet sted havde han nok haft en ide om det allerede fra den første eller anden berøring tilbage på kroen, men der havde det ikke været så åbenlyst. Der kunne han nemt lade som om det var et uheld. Det kunne han ikke længere. Derfor lod Frederik heller ikke en lille runde mand ude af syne, og som han gik rundt om ham, fulgte blikket ham gennem smallede øjne, og som han kom helt om bag ham, vendte Frederik sig rundt, så han forsat kunne holde et godt øje med Winchell.
 Bevidst om hvad der lå bag Winchells tiggede ord, skat Frederik en grimasse og fnøs over dem. Winchell virkede ikke til at have forstået Frederiks ord, selvom han selv mente han havde været meget klar. Han var ikke til mænd.

 Frederik flyttede sig ikke da Winchell kom nærmere. Nu hvor han havde forstået hvad det handlede om nægtede han at vise frygt eller usikkerhed, og i stedet bed han tænderne lidt sammen og knyttede hænderne lidt. Winchell prikkede til de forkerte ting i Frederik.
 Og det næste gjorde det kun værre. Blodet brusende til ansigtet så det susede for Frederiks ører, og før han slev nåede at tænke sig om, havde begge hænder taget hårdt fast om kraven på Winchells trøje og bankede han op mod væggen noget voldsommere end forventet. Den kraftige mand var noget lettere at flytte rundt med end man skulle tro.
 " Jeg sagde, at jeg ikke er til mænd!" snerrede han sammenbidt med et nærmest lynende blik i Winchell øjne. Grebet strammede sig lidt og trøjen og kort trak Frderik Winchell mod sig for så at banke ham ind mod væggen og efterfølgende slippe ham med et fnys. Frederik rettede tøjet lidt ud og spændte vesten igen mens han gik mod hans jakke. Nu kunne han ikke have gjort det mere klart. 

Ikke mere end få sekunder efter Winchell havde ladet sine hviskende ord efterlade læberne, havde Frederik vendt sig rundt. Men det var ikke for bukke under for ordene. Nej, Frederik tog hårdt fat i Winchells tunika. Af ren refleks havde den buttede mand sænket sin vægt en snes kilo. Det var blevet en vane af ham at sænke sin vægt, når nogen greb fat i ham. Oftest tog folk fat i ham for at slynge ham rundt i en seng og at gøre sig lettere gjorde dette nemmere. Men det kunne Winchell nok genoverveje, for med den nedsænkede vægt krævede det ikke meget for Frederik at banke ham op i væggen, hårdt. Dog havde deres hænder kort mødt hinanden igen. Winchells, der koppede sit eget bryst svagt, og Frederiks hårde greb om tunikaen. Dog fjernede berøringen, som Winchell ramte væggen. Ryggen tog stødet - heldigvis var det ikke hovedet. Ellers kunne det havde endt galt. For selv med den nedsænkede vægt var Frederik stærk. Manden kunne måske havde løftet Winchell uden den buttede mands hjælp.
Ansigtet skar en grimasse af smerte. Det havde været som et stød igennem hele rygsøjlen imod væggen, men Winchell havde nok lidt forudset den. Hans ord havde været knald eller fald. De havde enten ramt plet og Frederik havde overgivet sig, eller også ville Frederik reagere voldsomt. Det var tydeligt at se, hvad der var sket.

Frederiks snerrende ord og lynende blik blev sendt tæt på Winchell, da manden havde trukket ham helt tæt. Kort overvejede den buttede mand at udnytte den tætte kontakt til at give et blidt kys på Frederik. Måske skulle han gøre det. Men til sidst valgte han blot at blinke tydeligt med det ene øje, før Frederik bankede ham endnu en gang ind i væggen og derefter gav slip. Lænden havde taget stødet. En hånd fandt vej op til lænden for at støtte den. Som Frederik gik over mod sin jakke, sad Winchell stadig, men han sad ikke tavs. "Er du sikker på det, Frederik?" Nu rejste den buttede mand sig op med kun en anelse besvær. Han var vant til hårde hænder, men han måtte give Frederik. Ingen havde banket ham op i væggen så hårdt, som Frederik lige havde.
Winchell gik over til døren, så Frederik ikke kunne undgå ham. De var stadig under hans tag. Frederik var stadig hans gæst. Derfor, efter bankende mod væggen og de hårde ord, havde den buttede mand stadig et smil på læberne, som øjnene søgte Frederik. "Du vidste, hvad du gik ind til. Hvad du er i lige nu. Tegnene, berøringerne. Du sagde ikke fra på kroen. Det er der en grund til. Du har måske løjet for dig selv, men jeg kan se løgne, Frederik," Stemmen var tilbage til sin normale mandestemme. Dog var den legende tone endnu at finde deri. Der skulle meget mere til for at tage legen ud af Winchell. "Kig mig i øjnene, Frederik, og sig, du ikke vil det her. Du ikke vil mig. At du hellere vil brunetten fra baren. Hende ved siden af den blonde mand." Den anden hånd holdt på siden af den lille vom som for at understrege ordene. Winchells øjne søgte Frederiks mørkeblå, der lige nu så sorte ud. Han ville se ham i øjnene og høre løgnen blive fortalt. For Winchell ville fange ham i løgnen. Enten det eller også ville Frederik nægte at svare. Og det var et svar i sig selv. Et meget tydeligt svar. 
Winchell stod nærmest lige foran døren. Frederik ville være nød til at skubbe ham væk endnu en gang. Måske han skulle hæve sin vægt til sin normale størrelse, men det krævede ikke megen koncentration at forblive på denne vægt. Det var mere mentalt og verbalt, Winchell stod i vejen, end fysisk, selvom han stod i mellem Frederik og døren ud til Dianthos.

 Frederik ignorerede de siddende ord. Var manden tungnem eller sådan noget? Skulle han virkelig sige det en tredje gang? Da vesten var knappet helt igen, tog Freder fat om jakken og tog den på, efter at have rullet ærmerne ned igen. Hans ansigt var rødt af vrede, og han vejrtrækning en smule hektisk. Det generede ham at Winchell holdt fast i at Frederik var til mænd. Det var han ikke! Det var forkert, og imod alt! 
 Frederik skulle til at gå mod døren og efterlade den buttede mand, men stoppede op da Winchell stillede sig i vejen, og begyndte at snakke. Ordene fik Frederik til at puste sig en smule op, og bide tænderne hårdere sammen, så han var nødt til at trække vejret ud gennem næsen.

 " Som om!" fnøs han efterfølgende. Det var godt nok lidt en løgn, men han ville altid benægte det, og han gjorde det godt. Frederik var en god løgner, og havde altid været det. Frederik gik frem og stille sig lige foran Winchell. Tårnede sig over ham, ret og pustet en smule op. 
 " Flyt dig, Winchell! " brummede han irriteret og sammenbidt. Han var længe forbi at gide Winchell julelege, og det ville blive værst for Winchell hvis han ikke tog  Frederik seriøs. Alligevel blev den runde mand ved med at prikke til Frederiks værdighed. Øjnene smallede sig, men fjernede sig ikke fra Winchell. 
 " Du må være døv eller noget! Jeg er ikke mænd! Jeg ved ikke hvad du snakker om, du må have fået for meget øl. Hvis ikke du flytter dig, så skal jeg nok hjælpe dig!" snerrede han en smule truende. Han stod stadig helt tæt på Winchell, for Winchell skulle ikke tro han ikke mente hvad han sagde. Han skulle ikke tro at Frederik var en svag mand. Det var han ikke! Heller ikke selvom han nægtede at gøre ordren han var blevet givet. Det hang kun sammen med Winchell uhørte og forargende anklager.

Den højlydt vejrtrækning igennem næsen fra Frederik burde, ligesom hvad den høje, flotte mand havde gjort i den seneste tid, være et klokkeklart tegn for Winchell til at træde til siden og give op. Han legede med ilden og det gjorde den buttede mand tit. Jovist brændte han sig også tit af dette, men hellere blive brændt end lade flammen død komplet ud. Og der var noget over den store vrede fra Frederik, der gjorde noget for Winchell. Det virkede på en måde sexet, når den høje mand snakkede med så megen lidenskab. At det så var for at underbygge en løgn var en anden sag, men langt fra alting var simpelt i denne verden.

Undvigelsen af spørgsmålet og det aktive valg ikke at svare var, som tænkt, svar nok for Winchell. Frederik kunne ikke indrømme det, for det var en løgn. Han ville ikke brunetten fra kroen. Han ville det her. Hans sind sagde nej, men kroppen sagde ja. 
Hånden fjernede sig fra vommen, hvor den i stedet fandt vej til olielampen lige ved siden af. Den blev skruet helt ned, så denne del af lokalet blev henlagt af mørke. Der var en anden i den anden ende af rummet, men dette var nok til at skabe store skygge og dække de to mænd i en mørk silhuet. 
Som de to mænd stod over for hinanden, mindede Winchell om en lille dreng til sammenligning. Der var en god højde i mellem dem. Og blandet med den hårde og snerrende tone burde Frederik være en intimiderende størrelse for Winchell. Men den buttede mand frygtede ham ikke. Selv efter truslen, for personligt mente han, at dette var en trussel af tomhed. At Frederik sagde det for at styrke sin mandlighed end at styrke sin sandhed. "Vi har begge drukket meget. Vi kommer nok ikke til at huske det her eller hinanden i morgen." sagde Winchell blidt, som om det var en hel almindelig samtale, de to mænd havde gang i. Dog havde den buttede mand næppe drukket nok til at glemme Frederik og selv efter alt dette ønskede han ikke at glemme manden.
I mørket var det måske ikke nemt at se helt præcis, hvad hinandens kroppe gjorde, men at se formen af Frederik var nemt nok. For det krævede ikke flere forsøg for Winchell at lægge sin hånd oven på bulen i Frederiks bukser. "Din krop kan ikke sige nej til nysgerrige hænder." småhviskede Winchell forførende og igen med den lidt lysere stemme. En krop var ligeglad med kønnet af hånden. Det var en hånd og den føltes altid godt imod ens bule. Og som de stod henlagt i halvt mørke, kunne Winchells silhuet nemt gå for at være en korthåret, kraftig kvinde. Højdeforskellen hjalp kun med denne illusion. Måske var løbet kørt med Frederik, men Winchell gav absolut ikke op. Det var først slut, når Frederik smækkede døren bag sig. Der var stadig håb, for det var tydeligt, at Frederiks krop ikke ønskede helt det samme, som munden fortalte.

 Pludselig blev lyset omkring dem slukket, og i forvirringen over en underlige handling, fes lidt af luften ud af Frederik. Han temperament var stadig lige så meget oppe og ringe som før, men panden havde rynket sig et forvirrede folder og skulderne havde sænket sig en smule. Hvad lavede Winchell?
 " Hvad har du gang i?" lød det undrende men stadig i det irriteret og vrede tonelejer. Kort efter kommenterede Winchell på deres mængde af alkohol indtaget og fik det til at lyde som om at det at de ikke ville kunne huske hinanden, ville gøre det okay for to mænd af være sammen. Til det fnøs han bare. Manden havde jo mistet hans forstand! 
 At Frederik få øjeblikket forinden, havde sat i sofaen og nærmest inviteret flere berøringer, var en side af sagen Frederik pænt ignorerede og ville benægte fra nu af og til den dag han døde.

 Et eller andet sted havde Frederik forventet at Winchell lyttede på det han sagde. Gjorde som han sagde. Frederik var jo tydeligvis højere rangeret i samfundet end Winchell, det kunne man se på både tøj og bolig, så et eller andet sted var  det klar at det var det han forventede. Hvad han ikke forventede var at mærke en hånd mellem hans ben, ud af det blå. 
 " Hgn! " lød det vredt og overrasket fra Frederik, som han trådte et lille skridt væk fra hånden. Inden han nåede at tænke eller reagere yderligere, kolliderede en knytnæve med Winchells kind - med mindre han altså så den komme i mørket og undvigede den. Næven havde fuld fart og kraft på, og kunne sagtens slå en ud. 
 Om næven ramte eller ej, og om Winchel blev slået ud eller ej, tog Frederik hurtigt fast i kraven efter, og hev hårdt i Winchell for at hive ham væk fra døråbningen. Der var ikke noget blidt eller venligt over det, og så snart den runde mand var fri af døråbningen smed Frederik han bare fra sig. 
 " Jeg. Er. Ikke. Til. Mænd! " vrissede han hårdt og prustende, inden han vendte sig rundt og begyndte at gå det lille stykke hen til døren. 
 "Det er forkert og modbydeligt. Tag dig dog sammen.." mumlede han idet han lagde hånden på dørhåndtaget. Om den mumlende sætning var til Frederik ham selv eller Winchell var ikke til at sige. Måske et sted begge to. 

Forvirringen var tydelig at se på Frederik, selv i mørket. Måske det var mandens ord, der gjorde, at Winchell kunne se det forvirrende ansigtsudtryk. Men det var uden tvivl forvirring over lyset end Frederik selv. På en måde vidste den buttede mand nok, at løbet stort set var kørt. Hvis dette havde været med en kunde, havde Winchell for længst ladet ham gå. Men det var en fridag og når Winchell havde fri, var han måske mere egoistisk. Selvfølgelig var han ikke en, der tvang folk, men lige nu følte den buttede mand nok en hårfin grænse imellem tvang og skub til Frederiks sande lyster. Måske disse to var forbundet på en måde. At Frederik først ville indse, at det ikke var tvang, når det først var overstået.

Måden, Frederik trak sig tilbage på ved Winchells berørende hånd, var ikke just tilbagetrækket fra et forvirrende spjæt. Og den flyvende knytnæve var endnu et tegn på dette. Dog var Winchell nok lidt heldig over, at Frederik havde trukket sig tilbage. Hvis næven var kommet, imens hånden stadig havde været mod mandens skridt, ville den have ramt perfekt. Selv i mørket havde Winchell set næven kommet, så han nåede at dukke sig delvist. Den ramte ikke kinden, men knoerne snittede næsen nok til, at en stribe blod begyndte at løbe ud af venstre næsebor. Skønt Winchell var tydelig stor, var manden underlig smidig. Årene som lystmand havde trænet dette for ham. Hånden, der for sekund siden lige havde været mod Frederik, løftede sig op til næsen, idet Frederik tog fat i kraven. Deres blikke mødte kort, som Winchell hurtigt hævede vægten til sin normale tilstand. Det krævede mere af Frederik at gøre dette og dermed ville det ikke være så slemt for den buttede mand.
Alligevel blev Winchell skubbet til siden, så der var plads til Frederiks hånd på dørhåndtaget. Næven mod næsen havde tændt noget i Winchell, for manden ville nok normalt have ladet Frederik gå, men i stedet lod han hånden tage fat om håndledet ved håndtaget. Og det var ikke en berøring af sensualitet. I hvert fald ikke kun dette. Blikket mødte Frederiks og for første gang var der mere end bare længsel i de mørke øjne på Winchell. "Husk nu, jeg har stadig én ordre tilbage. Er du ikke en mand af dit ord, Frederik?" Winchell sank en lille klump. Hvis han gjorde Frederik mere rasende, ville der komme flere næver og selvom selvsikkerheden lige nu virkede høj i Winchell, var manden alt andet end en kæmper. Alligevel var tankerne rettet én retning lige nu. "Historier løber hurtigt i Dianthos. Og de færreste er ligeglade med, om de er helt sande." Afpresning var ikke det pæneste og det var et bluff fra Winchell. Hvis Frederik fortsatte sin akt for at forlade, ville alt det, der var sket i mellem dem, blive i mellem dem. Winchell ville ikke sige noget videre, skønt hans ord ikke var enig. Men sådan var det med løgne. De var ikke sande. Og den buttede mand kunne fortælle en løgn oprigtig nok til at virke sand. 
For ville Frederik løbe chancen? Turde Frederik risikere at lade Dianthos høre om, hvordan han var endt hjemme hos en lystmand? Mere behøvede der ikke at blive fortalt. Folk ville lægge to og to sammen, selvom deres regnestykke ikke gav fire. Øjnene søgte efter den mindste tøven i Frederiks sind. Hvis ikke manden med det samme åbnede døren og forlod, betød det, at han rent faktisk, til en hvis grad, troede på Winchells ord. Derfor var den buttede mand tav, ventende på Frederiks respons. Blodet løb stadig ned af læberne. Om kort tid ville det ramme læberne og Winchell ville smage den metalliske smag af sit eget røde.