Meena kunne ikke undgå at føle et stik af ærgrelse over det overskud som Athelstan udviste, trods for den trussel der lå over ham. Hun ville have nydt at se bare en flig af ægte følt angstfornemmelse malet over de skarpe træk. I stedet insisterede bjørnen på at fodre løbeilden i de nøddebrune øjne med tørre kviste, som havde han været et barn der aldrig var blevet brændt og ikke troede på at ørkenprinsessens ild ville fortærer ham hel.
"Pas på, løgne kan få tungen til at visne bort, Bjørn." Perlerækker at hvidt dukkede frem i noget der kunne minde om et smil, hvis ikke det havde været for den bagved læggende knurren, der lagde sig som en skarp kant om hendes ord. Latter lagde sig lige på spidsen af tungen for hans beskyldninger om hendes manglende opdragelse. En påstand hun alt for let ville have kunne vende imod Erneyllsønnen selv, for var han ikke den der have undveget at følge ordre fra en prinsesse? Hans forældre måtte blive skuffede, hvis det kom dem for øre at deres søn ikke respekterede den sociale rang. Respektløshed voldte trods alt sjældent andet end problemer.

Hun sagde ham ikke imod, trækningen i den ene mundvig var rigeligt svar i sig selv da det retoriske spørgsmål lød: "Hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro du var overrasket?" Kazimi datteren var nøjagtigt lige så flydende som det vand der løb i landets floder og åer.
Med det indkig der indtil videre havde været til den mere lundefulde side af Athelstan af Erneyll, så burde det ikke have overrasket brunetten nært så meget da han frivilligt åbnede munden for flaskens indhold. Flaskehalsen havde kysset hans læber og prinsessen havde nært tippet den ved et uheld. For et langt øjeblik virkede det til at Meena overvejede at trække i land, da glasset blev fjernet i samme bevægelse hvor i hun rettede sig fra sin foroverbøjede position.
Det kunne have været en test, for at se hvor langt hun var villig til at gå, med håbet om han havde læst hende rigtigt og regnet ud at selv en kvinde som hun måtte have en grænse. Det kunne have været den rene selvmords mission i det løven satte flasken mod egne læber, og lod dens indhold løbe ind mellem dem. Med læberne lukket tæt sammen uden at hverken synke eller tøve, lænede hun sig frem på ny. Lukkede afstanden mellem dem og låste deres læber i en omfavnelse, der tvang ham til at indtage den samme flydende substans.

Det gnavede indeni. Det var umuligt ikke at gøre, når Meena ikke på noget tidspunkt syntes at blive slået ud af det overskud han fremførte for hende. For denne stålsikkerhed kunne kun tolkes på én måde: Meena havde truffet en beslutning. En beslutning hun tilsyneladende ikke havde tænkt sig at vige fra. Han kunne da også kun tavst forsøge at holde øje med, hvad hun havde tænkt sig at gøre; hæfte sig ved hendes ansigt og nøgne krop, som ville et ubevidst tegn røbe hende inden.
Flaskens munding nærmede sig. Athelstan gjorde sig klar på sin skæbne. Havde aktivt imødekommet den, uden synligt spor af fortrydelse. Så stoppede Meena pludselig bevægelsen, for i stedet at tage flasken til sig igen. Det afstedkom et løftet øjenbryn. Da Athelstan omsider indså hvad hun havde tænkt sig, brød han ud i højlydt latter, mens han hiksede: ”Din idiot. Din kæmpe idiot. Jeg troede, at du nægtede.”

Knapt nok havde han iagttaget hende indtage væsken, før hun bukkede sig forover. Øjnene blinkede af overraskelse, uforberedt på situationens udvikling, tog Athelstan åndforladt imod hendes læber, fordi han ikke kunne lade være. Han havde haft lyst til ørkenprinsessen siden den første øjenkontakt. Athelstan af Erneyll svælgede. Han vidste hvad der ventede dem nu.

Inden for kort tid ville den alternative babybælg-blanding blive aktiveret, og løven og bjørnen ville se frem til en oplevelse med hallucinationer, paranoia eller begge dele.

Forventeligt var det at han rettede kanonade af hån i mod Meena, i illustrationen om at han kunne kalde sig erobreren af den magtkamp de havde danset. Ordene resonerede dog med et samme mørke som de olieglinsende lokker af ravnsorte, der en gang havde være velfriserede men nu i stedet lå i en sort glorie omkring bjørnens hoved. Det fik Erneyllsønnen til at ligne en dødsengel.
Fortrydelsen ramte med samme, men det havde været for sent. Munden var allerede fyldt med opløsningen, og guldløven ville for alt i verden ikke lade adelssønnen se den panikken over sit eget dristige valg. Meena af Kazimi nægtede for alt i verden at lade ham genvinde kontrollen, før armen ville genvinde sin førlighed og han ville være hende fysisk overlegen i styrke. Hvorfor prinsessen med hjertet i halsen var endt med at læne sig frem, mere målrettet end nogensinde. Skulle hun falde ville det ikke blive alene, så havde hun alle intentioner om at trække ham med sig i faldet.

Athelstan af Erneyll havde vist sig at være meget mere end hvad Meena havde forventet, da hun først havde sendt sin elviskeslave til hans baldakin med en invitation. Det havde været et stats, idet hun havde valgt at følge sin intuition om Athelstan endnu ikke var klar til at gå Kile i møde. Fortrøstningen i den udeblivende modstand var derfor stor, men ikke stor nok til at overskygge den umættelig hunger, der brusede frem ved kontakten til hans mund. Han kunne have slugt hende hel og hun ville have ladt ham.

Modvilligt gav hun slip på ham, kun for at finde sig selv i en flydende virkelighed. Kroværelsets vægge var faldet til og blevet til et vandspejl uden en horisont. Verden syntes at være gået i stå og alle bevægelser sløvet med en hale af efterbilleder trukket efter sig. Munden åbnede sig, men alt der kom ud var en latter affødt af den pludselig opstået følelse af lykkerus.
"Er du ikke det smukkeste jeg har set?" Blikket havde vendt sig ned på sortbjørnen efter at have gledet rundt i intetheden. Den mælkehvide hud syntes til at være lavet af perlemor med sin irisering skiftede farve alt afhængig af, hvilken vinkel hun så på ham i. En pegefinger placerede sig på den nøgne brystkasse. I et kludret mønster trak neglen en rødglødende streg, men det var ikke hvad ørkenprinsessen så. Under fingeren dukkede nattehimlen op, med stjerner der legesygt blinkede tilbage. "Et stykke af månen..." Ordene blev nærmest hvisket ud, som sugede hvert og et af dem mere luft ud end de burde.

Hun burde have genkendt smagen af væsken i det sekund den havde ramt smagsløgene. Det ville ikke have været første gang. Forskellen på de foregående gange og nu var at hvor forberedt hun var på virkningen. Mens prinsessens høj sjældent var dårlig, så kunne samme ikke siges om faldet, der fulgte når effekten lagde sig.

Virkningen ville være omgående, så meget vidste han. Adelssønnen vidste også, at det var yderst humør-afhængigt, hvorfor påvirkningen kunne variere voldsomt; ikke kun for hvem der indtog det, men også hvornår. Det ikke blot forstærkede virkeligheden, det forvrængede den ligeså – nogle gange så voldsomt, at der intet genkendeligt var tilbage.
Athelstan af Erneyll blinkede fra sin placering på sengen. Ryggen lå i vand, der skvulpede ind i ørene, skiftevis forstærkede og forstummede alting. Latteren ekkoede i en bevidsthed, der ikke længere var hans egen, idet Meenas stemme trak opmærksomheden mod kroppen med sløve øjne. Måske var det vandet der fik ham til at høre forkert, da han pludselig hørte hendes ord som var det ham som havde sagt dem til hende. Ørkensirenen var rigtig nok smuk; faktisk var det svært at fatte hvor meget, for de øvrige Meenaer som stod bagved, var mindst lige så smukke.

Hun åbnede op for galaksen, og som et sort hul i dens midte, strakte han sig frem mod hende. Begge arme havde genfundet følelsen på ny, og de ville strække sig til det uendelige for at nå frem til den Meena som stod ham tættest.
”Jeg har brug for dig,” bekendtgjorde han åndeløst, mens alt omkring ham var slørret og svimlede. Ansigter af prinsesser stod som en hær i intethedens centrum. ”kom, kom her. Så er du sød.”

Hun var hans sol og han hendes måne, der var absolut intet der kunne overbevise Meena af Kazimi om det modsatte.
Lange fangarme trak hende villigt ind en total solformørkelse. Følte ikke at hun kunne komme tæt nok på selv da munden grådigt søgte hans. "Opløs mig," Hviskede hun bønfaldende imod lyserøde nelliker med kronblade blødere end noget silke ørkenløven nogensinde havde viklet om sin krop "tag min varme." Spandt hun forførende.
De mørke læberne dansede langs den knivskarpe kæbelinje, hele vejen op til øret og fulgte dens perfekte runding. Alt for opslugt af følelsen af at være ved og brænde op. Opfangede guldprinsessen ikke eftersmagen af sødlig jern, fra hvor hun havde bidt hul på sig selv under sin appel.
Meena kunne fornemme hvordan varmebølger, startende i perferien, blev sendt afsted med af hvert hjerteslag og brød vandspejlets blanke overflade. Skubbede til den stjerne galakse de befandt sig, så stjerneskud fløj omkring dem. Sansede hvordan den sidste barrier mellem dem smuglerede og farvede vandet med blæksorte slanger, idet hun løftede sig ind over ham, efter at have ført adelssønnens hænder til sine hofter.

Athelstan af Erneyll efterkom ordren og opløste hende. Den fysiske kontakt mellem de to, fik sandet til at smuldre og drysse opad mod loftet, der for længe siden var væk, erstattet af stjernehimlen, løven havde sluppet fri fra bjørnens bryst. Under Meenas lag af sand, gemte det flydende guld sig. Brandvarmt og så skarpt, at adelssønnen måtte knibe øjnene delvist sammen for at se på hende. Hun afsatte en neongrøn efterbrænding på de følsomme nethinder. Sirenen smeltede ud over ham, enkelte sandkorn forvildede sig fast på de mørke øjenbryn, umulige at blinke fri.
Det måtte være det smeltede guld som havde opløst tøjet, for Athelstan var pludselig mere eller mindre afklædt. Hænderne hæftet til gudinden, fingrene krummede sig sammen om hende. Sand og guld i håndfladerne. Mit, mit, mit. 
Instinktivt skubbede han Meena ned på ryggen, for selv at placere sig øverst. Fuldkommen opslugt af tanken om at forene dem fuldstændig. En kropslig sammensmeltning, der kun bad om rullende hofter og forløsning.

Lyd forlod hendes hals, men løvinden hørte den først da den som en glat sten slog smut over en stillestående sø og ekkoede i en flerstemmig sirenesang. Hendes sirenesang, sunget kun for Erneyll bjørnen, da hun sænke sig og fuldstændigt omsluttede ham.
Bobler af fysisk velvære brast og skabte flere dimensioner af drømmeverden, en virkelighed bag virkeligheden. Det var som om hun var i stand til at bøje både tid og sted, men følte kun betagelse af nuets nærhed. Hun svævede vægtløs og frygtede for et øjeblik, at hun ville flyve væk i intetheden hvis Athelstan gav slip.
Skarpe negle borrede sig ind under vingeløse skulderblade. Ikke længere i stand til at afgøre hvor hun selv stoppede og Athelstan begyndte. De flød sammen, bevægede sig som én. Farve mønstrede fraktaler lyste op omkring deres forening, hver rullende bølge i en ny og mere intens farve end de forrige.
"Jeg har brug dig," Sukkede hun ud i velbehag. Tjære farvede fingrene sorte, idet de lukkede sig tæt omkring de fedtede tråde og trak azurblå laguner nærmere mens hun forsat trygle: "hele dig."

Adelssønnen greb hendes læber med sine egne, stjal kys og åndedrag, de tryglende ønsker om mere.
Fordybet i alt, hvad der var godt, udviklede Meena sig til den eneste verden; en guldbelagt midte af væren, fuldstændig omringet af alt uvæsentligt. Selv de øvrige løvinder, som havde befolket Athelstans øjenkroge fortonede sig til intet. Eller rettere; fandt tilbage til den ægte herskerinde, forstærkede hendes tilstedeværelse i en sådan grad, at Athelstan selv følte sig kortvarigt ophævet. Med stigende intensitet mod det udsete højdepunkt sprang farverne fra deres spillende iriser; vandet drev bort fra dem, efterlod de to dyr på en sandbanke af velbehag.
Bjørnen sukkede nyt liv i sin løvinde, da han omsider ankom til destinationen. Grebet om guldet – der havde været taktvist hårdere mod deres fælles endeligt – blev nu slækket betydeligt.

Stemmen var hæs men sikker, som virkeligheden dirrede langs scenariets kanter. Røbede dråbernes begyndende tilbagetrækning fra de varme legemer.

”Selvfølgelig har du det.”