Han var på ingen måder en stor stærk havmand når det kom til stykket, han havde måske været det hvis han kunne finde ud af at kontrollere sin evne nogen lunde ordentligt. Så havde han nok virket mere farlig. Men han var bare ikke den der kunne finde ud af alt muligt magi. Det lå bare ikke til ham, og egentlig ville han jo bare gerne kunne slå sig lidt løs en gang i mellem. Alt ting skulle ikke være så alvorligt og være ren træning og undervisning. Han var trods alt stadig ung, om end at han var klar til at formere sig på den ene eller den anden måde. Det skulle bare ikke ske lige nu! "Ja det er det jeg mener!" kom det fra ham og smilte lidt bredt. Men inderst inde vidste han at han var lige så bange som en mindre fisk for en haj. Han duede ikke til ret meget, jo sin trefork kunne han da kæmpe med, men den kunne han altså ikke få med sig lige her og nu. Slet ikke når han var sluppet uden om alle vagterne!

Han havde overvejet længe om det havde været en god ide at vise hende templet, og alligevel havde han villigt sagt ja til at hun kunne komme der hen. Hun havde endda lovet ikke at vise templet til nogen. Forhåbentlig holdte hun ord, ellers skulle han nok finde ud af det på den ene eller den anden måde. "Godt.. Vi skal denne vej" endnu en gang vendte han ryggen til hende for at svømme længere væk. Han svømmede i stilhed og viste vejen hen til templet. Inde bag en lille kløft lå indgangen til templet, og han svømmede ind i kløften for at finde en indgang hugget ud fra klippen. Figuerne kunne sagten ligne Valeria men han var bestemt ikke sikker, der var jo ingen der talte om dette sted længere. "Her ligger det så" kom det fra ham og fjernede sig lidt til siden så hun havde frit udsyn.

Dorianna kunne ikke lade være med at smile stort og bredt til William, som var enig med hende, i at han godt kunne klare sig selv. Hun troede på ham. Han var stærk, på en eller anden måde i hvert fald! Han selvsikkerhed udadtil virkede da til at fungere og det varmede i hjertet.

De store øjne funklede, som han gik med til at vise hende templet, og hun sørgede for hurtigt at følge med, så snart han lagde an til at vende ryggen til hende. Hun havde efterhånden opfanget at han var hurtig i vandet, og at hun skulle gøre en indsats for at kunne følge med. Doriannas øjne tillod sig at inspicere området som hun svømmede. Hun ville gerne kunne huske alle disse ting. Hver en ting var en oplevelse, selvom hun boede i området.
Eventyrlysten blev ikke mindre, da hun fandt ud af hvordan man kom ind til templet. Havde hun været på landjorden, havde hun hoppet på jorden utilstrækkelig meget spænding. Så snart de kom til indgangen af templet, kunne Dorianna ikke helt finde ud af hvor hun skulle se hen. Der var så mange spændende ting! Blandt andet figurer der kunne minde om Valeria. Både hendes symbol og afbildninger af hende som værende et kvindeligt havfolk. Dorianna begav sig roligt efter ham, næsten måbende som hun havde fokus på alle andre ting end ham. Hun var i den grad fascineret. ”Her er virkelig smukt,” mumlede hun næsten, tralvt optaget af at beundre templets vægge.

Han kiggede lidt rundt inden han svømmede længere ind i templet og lod halen slå nogle slag for at komme tættere på alteret der var. Han vidste stadig ikke helt hvad templet var for noget eller hvem det havde tilhørt. Men en ting vidste han, det var så spændende at være så langt nede under havet blot for at finde mere viden han ikke kunne få oppe på slotte. Han smilte lidt som hun mumlede noget og vendte sig om imod hende. “Hvad siger du så?” Kom det fra ham og svømmede hen imod hende blot for at tage hendes hånd. Alt bekymring om hvem hun kunne være og hvorfor hun havde vist ham en vej var glemt. “Kom” han lagde hovedet lidt på skrå og nærmest trak hende hen til alteret for at vise en offerskål med nogle krystaller i og med alger der så småt var begyndt at vokse op af skålen. 

Doriannas å tilbage på William som han spurgte ind til hvad hun syntes. Hun havde et overrasket glad smil på læben. ”Her er fantastisk,” svarede hun tilbage og så sig lidt om, snurrede rundt om sig selv et par gange mens hun forsat beundrede det hele. Han kom nærmere hende og tog hendes hånd. Hele hendes udseende florerede op i en lyserød farve og hun følte sig helt hjertevarm, nærmest smeltende.

Hun fulgte glædeligt med som han trak hende op til alteret og så med store interesserede øjne ned i offerskålen. Den var glimtende, ligesom hendes øjne. Fyldt med krystaller, juveler, perler og få alger var begyndt at vokse derfra. Smilet fik aldrig lov at slappe af. Hun så hurtigt op på William ”Skal vi lægge noget i?” spurgte hun og følte sig ivrig for at finde noget som de kunne lægge i offerskålen således de kunne vise deres taknemmelighed for Valeria og alle de ting hun sørgede for. ”Vi kan måske finde en fin krystal et sted og lægge i,” foreslog hun og gav hans hånd et kærligt klem før hun så sig over skulderen for at se om hun kunne finde lige præcis det hun havde foreslået.

Det hele var lidt mærkeligt at have hende i hånden når han havde været tvunget til at se fare. Ikke af nogen andre men af sig selv. Han vidste jo stadig ikke hvad hun var for en eller om hun var en fjende. Ja hun var havfrue, men helt ærligt kunne man stole på hende? Han havde lige vist hende sig magiske gemmested for ingen kom her ned. Senere kunne hun finde vagter og meget andet for at lede dem der ned for at fange ham. Man kunne aldrig vide hvad hun havde tænkt sig. Men dog gav han ikke slip på hendes hånd.

“Et offer? Ja men jeg tror ikke der er så meget her nede” han slap endelig hendes hånd og lagde mærke til hendes lyserøde farve men sagde ingen ting. Han havde faktisk aldrig søgt efter noget specielt her nede, han havde blot prøvet at finde noget at tage sig til, og hvad var bedre end at udforske? Hvis man ligeså bort fra hvis der kom en udfordring op. 

“Nå ja jeg mente også en offergave, død passer ikke lige til en offergave” grinte han og kiggede på hende. Han fik lidt mere tillid til hende som han var mere sammen med hende, forhåbentlig kom han bare ikke til skade det ville næsten være en skam. “Udflugter er lige mig!” Svarede han og havde lyst til at gnide sig i hænderne, men som hun stadig holdte fast i hans og denne gang trak ham med kunne han ikke rigtig. Han kiggede lidt rundt på havbunden og kunne ikke se andet en skrammel, forhåbentlig var der et eller andet der kunne bruges. Til sidst måtte han da give slip på hendes hånd og svømmede længere ned imod havbunden for at tage et spejl op. Han kiggede lidt i det, jep han var stadig pænt t kigge på, men der var også en mening med det, så kunne han se hvad hun lavede også. Der var simpelthen en mening med det hele. Så han slap spejlet da han ikke kunne se hun lavede noget specielt, eller var klar til at give ham en omgang med en dolk eller noget. “Valeria? Ja det vil hun blive glad for, lad os gøre det!” Svarede han og gned sig denne gang i hænderne da han endelig kunne gøre det.