Svagt forsøgte Nicola at skubbe Phillippe væk, men det var som om, at alle kræfter havde forladt hans krop, så det blev nærmere et svagt dask.
"Jeg har ikke bedt om din hjælp!" Det var svært at være gal, når hele verden snurrede og vippede, men Nicola gjorde nu alligevel sit bedste.
Prøvende gav Nicola slip på kommoden for at kæmpe sig hen mod døren, men benene svigtede under ham, så han måtte klamre sig til kommoden igen, og før han vidste af det, sad han oven på kommoden. Det hårde træ var langt fra behageligt mod hans mishandlede krop, så han bed tænderne hårdt sammen for ikke at komme med et smertesudbrud.

Surt flyttede Nicola ansigtet væk fra Phillippes ellers blide hånd.
"Lad mig så komme ned!" Han slog hænderne mod Phillippes brystkasse, dog ikke særlig hårdt. Hvorfor skulle Phillippe overhovedet blande sig!
"Jeg har det fint!" Vrede tårer begyndte at komme op i hans øjne. Han var ligeglad med, at Phillippe virkede både undskyldende og bekymrende. Nicola havde jo ikke selv valgt at tage hjem til Phillippe! Han havde ikke bedt om hverken hjælp eller beskyttelse!
"Jeg har ikke tænkt mig at vende tilbage til bordellet! Jeg vil bare gerne have lov til at DØ!" Alt for sent gik det op for Nicola, hvad han havde sagt. Hov.. Det var jo ikke meningen, at Phillippe skulle bekymre sig mere om ham. Nu ville han da slet ikke få lov til at gå. Nicola sukkede lavt og lukkede øjnene. Alt var ødelagt nu.

 Som Nicola blev sat op på kommoden at sidde, stillede Phillippe sig ind mellem Nicolas ben, så han ikke bare kunne hoppe væk. Så var han da sikker på Nicola ikke gik nogle steder!
 " Nej! Og hva så! Jeg kunne da ikke bare lade sig ligge på gaden!? " Åh hvor de gik ham på, at Nicola var så meget imod hans hjælp. Hvorfor havde han så meget imod det? Det var jo ikke fordi han ville Nicola noget ondt ved at hjælpe ham. Det var tydeligt at se og høre på Phillippe at han var frustreret. 

 Phillippe tog hånden til sig, da Nicola slog den væk, og satte i stedet dem begge ned mod kommoden. Han rystede på hovedet til at lade Nicola komme ned. Nu fik han ikke lov til at gå før han gav en eller anden forklaring, Phillippe fandt nogenlunde troværdig. Da Nicola sagde han havde det fint skar han en grimasse.
 "  Du har det ikke fint, Nicola!? Du har lige sovet krøllet sammen på mig, på gulvet, efter at være sprunget væk fra mig, som prøvede jeg at sætte ild til dig, efter du selv begyndte at kysse mig! " Phillippes stemme var både fortvivlet og vred. Det var ikke en gang det halve af, hvad der var sket i løbet af den alt for korte nat. Men der var ingen grund til at nævne flere ting, for Nicola kunne sikkert godt se pointen. 
 Egentlig skulle Phillippe til at forklare sig yderligere, da Nicola smed en bombe. Phillippe havde det som om nogen havde smidt en spand iskoldt vand i hovedet på ham, men samtidig både slog han i maven og i hjertet. Han sagde ikke rigtig noget men, sank kort. Nicola ville bare.. Dø? Hans blik blev hurtigt fyldt med en masse smerte, inden han slog blikket ud til siden. Han følte sig pludselig mærkelig tom. Hænderne der lå mod kommoden knyttede sig lidt sammen, inden han rømmede sig lidt, for at komme af med den klump han synes at have i halsen.
 "Du.. kan jo ikke bare få lov til at dø..  " mumlede han lidt, selvom han godt var klar over at det ikke helt var det Nicola mente. Han flyttede endelig det smertende blik tilbage på Nicola og sank igen. Langsomt.
 "  Jeg vil ikke.. Du kan ikke... Nej!?  " Phillippes skuldre løftede sig lidt, som han snublede over ordene. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste ikke hvad han ville sige. Panden rynkede sig i et lidt mere bestemt udtryk. 
 " Du kan ikke få lov til at gå, bare for at gå ud og dø! Jeg kan ikke.. Nicola.. Du kan ikke bare dø..! " Der var ikke meget sammenhæng over Phillippes ord, men lige nu følte Phillippe heller ikke der var særlig meget sammenhæng over noget som helst. Han tanker og følelser var ud over det hele. Han vidste overhovedet ikke hvad han skulle tænke eller føle. Det sveg irriterende i øjnene, men Phillippe ignorerede det.

Smerten i Phillippes blik, fil det til at skære i Nicolas bryst. Det var simpelthen ikke fair! Det skulme være ham, som var ked af det og havde det skidt, ikke Phillippe. Det var hele grunden til, at han ikke ville dele sin historie med Phillippe, han kunne simpelthen ikke klatesmerten i hans blik. Opgivende lænede Nicola sig tilbage mod væggen og så op i loftet, hvad skulle han dog gøre nu. Han kunne umuligt overbevise Phillippe om, at det bare var en fortalelse, det havde været alt for tydeligt, at der var en dyb alvor bag ordene.

"Hvorfor ikke" ordene blev mumlet, men alligevel er en tydelig og dyb tristhed bag dem. Facaden var krakeleret, så det umuligt kunne skjules, hvor ødelagt Nicola var.
"Hvorfor skal jeg tvinges til at leve et liv, som ikke har gjort andet end skade mig igen og igen" Nicola sukkede og flyttede sig lidt, så han atter kunne se på Phillippe. Han lignede et eller andet lille dyr, som nogen havde sparket til.
"Du har ikke lyst til at vide, hvad der er sket, hvilket mareridt jeg har været fanget i" Han gned kort øjnene for at forhindre tårene i at løbe igen.
"Det er ikke nogen behagelig fortælling" Nicola var træt af at kæmpe. Alt havde været en kamp, siden han havde forladt Rubinien, og nu var det slut. Hvis Phillippe virkelig ønskede at vide, hvad der var sket med Nicola, skulle Nicola nok fortælle, selvom han mest af alt havde lyst til at glemme det hele. Med lidt held ville Phillippe så se, hvor ødelagt han var, så han kunne få lov til at stikke af.

 Phillippe slog blikket lidt ned, da Nicola spurgte hvorfor han ikke kunne få lov til at dø. Fordi jeg ikke vil miste dig? Fordi det gør ondt at tænke på, du ikke er her? Fordi jeg kan lide dig? Tankerne hvirvlede rundt som et stort vira vare og Phillippe vidste ikke hvilken tanke han skulle holde fast i. Det samme gjaldt hans følelser. På den ene side har han lyst til at lade Nicola gå. Det var jo det han altid gjorde. Han blev aldrig alt for involveret. Så snart der begyndte at komme problemer, eller det begyndte at blive besværligt, trak han sig. Men det kunne han bare ikke. Han havde ikke lyst til at lade Nicola være. Han tænkte på han hele tiden. Han kunne ikke få ham ud af hovedet, og det var ellers aldrig at få dem han var samme med ud af hovedet. Det var bare at gå ud og finde en ny. 
 Det havde bare ikke virket og Phillippe havde inderst inde ikke lyst til at se Nicola gå ud af døren, for aldrig at se ham igen. Det gjorde ondt indeni at tænke op, og gjorde Phillippe ked af det. Blikket blev flyttet tilbage på Nicola som han snakkede videre. Lige nu stod Phillippe bare at lyttede. Flere og flere spørgsmål voksede frem i ham, og det gjorde han så vred, at Nicola havde givet op. Ikke så meget på Nicola, men mere verden omkring ham, for at lade Nicola komme så langt ud. 

 " Jeg har lyst til at vide alt om dig, Nicola.. Hvem du er, hvor du kommer fra. Hvad du godt kan lide, hvad du ikke kan lide. Hvad der gør dig glad. Hvordan jeg kan gøre dig glad.. Hvad der er sket. Hvad jeg kan gøre for at du får det bedre..  " Phillippe sukkede. Han var efterhånden godt klar over, at det nok ikke kun ville være rare ting Nicola for talte, og han ville nok ende med være vred på en masse. Men det var ikke det vigtige. Det vigtige var at hjælpe Nicola. På den ene eller anden måde. 
 "Du behøver ikke fortælle mig det hele på en gang.. Vi kan tage det stille og roligt.. " han fangede Nicolas blik, og lod forsøgte igen med hånden mod Nicolas kind.
 " Du behøver heller ikke fortælle noget du.. Bare lov mig du fortæller mig hvad der er sket.. Jeg lader dig ikke gå før.. " Hvis Nicola ikke trak sig fra hånden mod hans kind, ville den glide over hans hår og trække ham lidt tættere på, og Phillippe ville læne frem så han kunne lægge panden mod Nicola. Trak Nicola sig væk fra hånden ville Phillippe bare lade hånden falde ned langs siden.
 " Jeg vil ikke miste dig, Nicola..  " sagde han så. Han sank, slog blikket lidt ned og trak på skulderne.

Uden brok lod Nicola sig hive en lille smule tættere på Phillippe. Det var meget bemmere bare at acceptere timgene, som de nu var. Desuden var der noget dejligt betryggende ved at mærke Phillippes pande mod hans egen.
"Hvis du er sikker på du gerne vil vide det hele.. Du fortjener et vel, alt taget i betragtning" det var skræmmende, aldrig før havde Nicola delt hele sin historie med nogen. Selv Enzel kendte intet til den tid, han havde brugt med Sobek. Hvis nu han bare gav Phillippe en halvhjertet fortælling.. Men det ville ikke give mening, hvis Nicola faktisk valgte at betro sig til Phillippe, kunne han lige så godt gå hele vejen.

Nervøst lagde Nicola armene rundt om sig selv, som om han faktisk fysisk blev nødt til at holde sammen på sig selv. 
"Jeg er født i Rubinien. Min mor var et halvdyr, hun havde nogen flere dyretræk, end jeg har. Jeg ved ikke så forfærdelig meget om hende, hun talte ikke rigtig om sig selv" Som sædvanlig når Nicola talte om sin mor, kunne han mærke vreden røre på sig. Han tog en dyb indånding, så han forhåbentlig kunne fortsætte nogenlunde fattet.
"Jeg ved ikke, hvem min far er. Min mor sagde altid, at han var et forfærdeligt menneske som fortryllede hende, men jeg ved ikke, om jeg tror på det. Min mor foragtede mig, fordi jeg ligner ham. Hun ville kun sige det, når hun havde drukket, hvilket hun tit havde, men jeg vidste altid, at hun mente det. Når det var værst, kunne jeg være alene i dage fordi hun gik på druk. Heldigvis var der altid et eller andet mad at skaffe rimelig nemt" Nicola gravede fingrene ind i sine arme, så knoerne blev helt hvide. Han hadede at tale om sit liv.
"Hun forlod mig. Jeg var sikkert alt for ung til at klare mig selv, men jeg formåede det på en eller anden måde. Jeg var sikkert død, hvis jeg ikke havde opdaget min evne til at overtale folk." Med vilje undlod Nicola at komme med detaljer om evnen, det var ikke hvad den her fortælling handlede om.
"Jeg kunne på en måde godt lide livet på gaden, altså, da jeg først lærte at klare mig selv. Det var frit. Jeg kunne se hele verdenen, så længe jeg var i stand til at gå dertil. Ikke at det rigtig interesserede mig, jeg holdt mig til Rubinien" Nervøst så Nicola Phillippe ind i øjnene. Var han stadig med? Indtil videre havde der jo ikke været noget voldsomt sensationelt i historien, Nicola var næppe en eneste som var blevet forladt som lille.

 Det kom egentlig lidt bag på Phillippe, at Nicola bare gik til dem, med at fortælle. Den modstand han havde haft før, var pludselig væk og det forvirrede da Phillippe lidt. Var det bare fordi han vidste Nicola ikke ønskede at leve mere, at Nicola ikke længere gad kæmpe for at holde det hemmeligt? Eller havde Phillippe nået lidt ind til Nicola, og var på vej til at overtale Nicola til at livet faktisk var værd at leve? Uanset hvad der havde ændret sig, lyttede Phillippe aktivt til Nicolas fortælling.
 
 Phillippe blev stående lidt, med panden mod Nicola mens han snakkede. Det begyndte dog at blive lidt hårdt for ryggen, så han rettede sig op og flyttede hånden fra Nicolas nakke. I stedet flyttede den sig ned mod hans lår, så han kunne nusse Nicola beroligende på låret. En gang i mellem nikkede han lidt eller rynkede panden lidt, alt efter hvad Nicola fortalte. 

 Indtil videre var det ikke så slemt, hvad Nicola fortalte. Jo selvfølgelig var det sørgeligt og en skam han havde haft en dårlig barndom, men det kunne umuligt være grunden til Nicola havde valgt at give op på lige nu, kunne det? Phillippe havde lyst til at trække Nicola helt ind til sig, og holde om ham, men han følte også lidt det ville ødelægge hele essensen af Nicolas fortælling. 
 Da Nicola snakkede om en evne, rynkede han panden lidt undrende og vippede hovedet lidt på skrå. Han synes da ikke han havde oplevet nogen evne fra Nicola? Havde Nicola mon brugt den på ham uden han vidste det? Hans tanker blev afbrudt da Nicola fortsatte. Phillippe bed sig lidt i underlæben og holdt blikket i Nicolas, da han løftede det. 
 " Hmm.. Hvad skete der så? Hvorfor kan du ikke det mere?" han strøg Nicola over kinden, inden hånden faldt ned til hans lår igen. Phillippe var rigtig begyndt at kunne mærke kulden mod den bare overkrop, men så længe Nicola var i humør til at fortælle ville han ikke trække sig væk. Hvem vidste, måske ville han stoppe med at fortælle resten, hvis han trak sig væk, eller der kom en pause, der ikke var på Nicolas præmisser. Den chance turde Phillippe ikke tage.

Nicola bemærkede godt, at Phillippe rynkede panden. Måske han skulle fortælle ham lidt mere om evnen på et senere tidspunkt, bare så han kunne overbevise ham om, at han aldrig havde brugt den på ham. Men først havde han en hel bunke ting, som var vigtigere at få fortalt først.
"Jeg elsker Rubinien. Det er mit hjem, det er alt, hvad jeg nogensinde har kendt. Jeg havde egentlig ikke lyst til at rejse.. Men jeg fik tilbudt arbejde nordpå, kun for et ganske kort stykke tid, og så ville de tage mig med tilbage til Rubinien. Det lød som en god aftale, så hvordan skulle jeg kunne sige nej?" Nicola pausede sin fortælling for igen at få styr på sig selv. Han havde ikke tænkt meget på manden, som havde tilbudt ham jobbet, men alligevel havde Nicola åbenbart en del vrede mod ham. Det var på grund af ham, at alt var begyndt at gå galt.
"Ham som tilbød mig jobbet, havde tydeligvis bagtanker med, hvilket arbejde jeg præcis skulle lave. På det tidspunkt havde jeg ikke været sammen med nogen, hverken mand eller kvinde. Det var en sådan set ret ligeglad med, så jeg stak af fra dem" 

Det var nu, at fortællingen begyndte at blive rigtig svær for Nicola, han kunne allerede mærke en klump forme sig i hans hals. Skulle han virkelig fortsætte, hvad ville Phillippe dog ikke tænke om ham? Godt nok havde Phillippe sagt, at han ikke ville miste Nicola, men betød det, at han heller ikke ville gå sin vej? Nicola gravede fingrene dybere ind i sine arme, han ville nok ende med at få blå mærker af det.
"Jeg løb ind i den her store skov, hvor jeg vandrede rundt. der ligger en lille hytte derinde, og jeg var sulten og tørstig, så jeg brød ind. Det var virkelig kun min mening at finde mad og noget at drikke. Men i stedet fandt jeg noget helt andet. En gammel mand.. et monster" Billedet af Sobek stod tydeligt for Nicolas blik, så han kneb øjnene hårdt sammen i et forsøg på at få billedet væk. Hun kunne ikke knække sammen nu, han var alt for langt til at stoppe nu. Måske det endda ligefrem ville være en lettelse et dele traumet med en anden.
"Han gjorde.. forfærdelige ting ved mig. Fuldstændig forfærdelige ting" Ordene var ikke mere end en hvisken.

 Phillippe gjorde ikke så meget andet end at lytte på Nicola. Det virkede alligevel ikke til at være nogle ting Phillippe skulle kommentere på, og han havde jo trods alt også bedt om det for at lærer Nicola at kende, og ikke for at snage og grave i hans fortid. 
 Nicola fik den tid han havde brug for, og Phillippe lod bare Nicola have ro til at komme videre. Alligevel fik han en ubehagelig følelse i kroppen, og han havde lyst til at spørger mere ind til det, for at få afkræftet følelsen. Han frygtede bare desværre at det slet ikke ville gå den vej, hvis han spurgte. Inden han nåede at spørger mere ind til det var Nicola begyndt at snakke videre.

 Som Nicola tog mere om sig selv, lod Phillippe hænderne glide lidt mere bagud, om på Nicolas baller, så han forsigtigt kunne trække han lidt tættere på, og lade hænderne nusse ham beroligende på ryggen. Lade ham mærke at han var der for ham.
 Phillippe vidste ikke helt hvad han havde forventet at ville ende med at høre omkring Nicola. Halvdyret havde selvfølgelig allerede givet udtryk for at det ikke ville være en behagelig fortælling, men der var vel også en grænse for hvor slemt Phillippe kunne forstille sig det kunne være. Trods han den forrige nat havde givet ham en god ide om, at det bestemt måtte være slemt. 
 Selvom Phillippe var blevet advaret, mærkede han alligevel en vrede boble op i ham, sammen med utilpasheden over det Nicola sagde. Han rynkede panden sammen, og bed tænderne lidt hård mod hinanden, så han fik et vredt utryg over sig. Hænderne mod Nicolas ryg knyttede sig lidt, og stoppede derfor lidt deres nussen. Selvom Nicola blot havde hvisket det, var det gået klart og tydeligt igennem til Phillippe. Selvom han ikke kendte manden, eller hvad han præcist havde gjort ved Nicola, hadede han ham allerede. Hvordan kunne man sådan noget ved så fortryllende et individ!? Hvordan kunne man ikke have lyst til at beskytte og passe på dt? Give det kærlighed og omsorg? 
 
 Phillippe fik hevet lidt sig ud fra de vrede tanker, og slappede lidt af i kroppen, så han ikke stod og spændte så meget op. Kæben stoppede med at bide hårdt sammen, og det vrede udtryk blev lidt mere ømt og sørgmodigt, på Nicolas vegne. Hænderne løsnede sig lidt og nussede forsigtigt Nicola på ryggen igen. Han brummede blidt, for at give udtryk for han stadig lyttede og at Nicola kunne forsætte når han var klar til det.  Hvis han var klar til det.

Hvorfor så Phillippe pludselig så vred ud? Var det fordi han var vred på Sobek, eller fordi han var vred på Nicola. Hvis det var ham, Phillippe var vred på, ville han så ikke sige noget? Det gav jo slet ikke mening ellers. Især da Phillippe hev ham tættere på. Det måtte være Sobek, han var gal på, det ville være den logiske konklusion, men alligevel var der den der irriterende tvivl som nagede. Mon Phillippe ville kunne håndtere resten af historien? Nicola var jo ikke engang begyndt på de grusomme detaljer. Hvis ikke måtte Phillippe stoppe ham.

"Han var den første mand, jeg var sammen med, selvom det ikke var frivilligt" Var det ikke første gang, at Nicola havde sagt det højt - at han var blevet voldtaget? Han havde forventet, at det ville være befriende, men han følte sig egentlig bare tom.
"Han holdt mig i et lille bur, hvor jeg knap nok kunne ligge ned. Hvis jeg ville have noget, tæpper, mad, vand eller endda en spand til at træde af på naturens vegne, skulle jeg gøre mig fortjent til det ved at gøre det godt for ham først. I det mindste var det da kun med munden.. jeg føler, at det ikke var helt så slemt, men jeg er faktisk ikke helt sikker. Jeg gjorde det for at overleve, og på et tidspunkt lærer man at ignorerer det forfærdelige i, hvad man sidder og har gang i" Det gav Nicola kvalme at mindes det lille morgenritual han havde haft med Sobek, men det gav ham næsten mere kvalme at indrømme, at han faktisk havde valgt bare at acceptere tingenes tilstand.

Nicola hvilede panden mod Phillippes bryst, mens han gav ham en chance for at processere alle de nye informationer. Det var helt med vilje, at han ikke lænede sig tilbage for at se Phillippes ansigt, det var slemt nok at kunne mærke reaktionen på hans kropssprog. Forhåbentlig ville Phillippe være i stand til at se, at Nicola kun havde gjort, hvad der var nødvendigt for at overleve.
"Han lod mig komme ud af buret, så jeg kunne hjælpe med det huslige, gøre rent, stable brænde. Jeg forsøgte at stikke af, da han lod mig være alene udenfor, men ham fandt mig alt for hurtigt. Afstraffelsen for at stikke af var hård. Tæv og flere dage i buret uden vådt eller tørt" Nicolas krop var så småt begyndt at ryste ganske svagtved mindet. Det havde været de værste nætter i hans liv, og han havde været overbevist om, at han skulle dø. Det havde gjort ham så angst for at blive spærret inde, en frygt som stadig sad i ham.
"Da han endelig lukkede mig ud af buret, ville jeg gøre alt for ikke at komme tilbage i det. Buret var det sted jeg sov, mit værelse i hytten, så selvfølgelig forsøgte han at smide mig tilbage. Jeg tror aldrig før, at jeg er gået så meget i panik, som jeg gjorde der, det var som om han holdt en sikker dødsdom over mit hoved.. Selvom døden nok havde været kærkommen på det tidspunkt. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne gøre. Jeg tilbød mig selv i bytte for at slippe for buret" De sidste ord formåede Nicola knapt at få over sine læber. Dengang havde det virket som den eneste løsning, men nu var han langt fra stolt over sin beslutning.

 Da Nicola begyndte at fortælle videre, prøvede Phillippe virkelig at holde sine følelser i kontrol. Hænderne på Nicolas ryg, spændte lidt op, men fortsatte med at nusse Nicola. Tænderne bed også sammen, så kæben spændte sig op. Det hele boblede og sitrede ubehageligt i Phillippes krop. Han havde lyst til at slå på nogle, men samtidig passe på Nicola og holde ham ind til sig, og beskytte ham for hele verden. Han havde lyst til at skrige og råbe, fordi det hele var forkert og ikke okay, og han havde lyst til at hviske til Nicola det hele nok skulle gå og det var okay. 
 Der gjorde virkelig ondt at høre, hvordan Nicola var blevet behandlet. Det var lød jo nærmest som om han havde været en form for et kæledyr. Eller var det måske nærmer slave? Bare tanken fik det til at løbe Phillippe koldt ned af ryggen og alt indholdet i maven til at vende sig rundt. 

 Nicola lænede hovedet ind mod Phillippes brystkasse, og Phillippe bukkede sig lidt frem, så han kunne hvilke hagen og munden mod Nicolas hår. Han var utroligt splittet over hvordan han skulle have det, med det hele. Han følte sig både vred, ked af det, såret, lettet og forstående. Alle følelserne blandede sig sammen og det var svært at skelne mellem hvilke følelser der hørte til hvilke tanker. Det eneste der stod helt klar for Phillippe var, at han godt kunne afspejle hans egen situation lidt, i det Nicola fortalte. 
 Phillippe selvfølgelig på ingen måde sammenligne hans forhold med Katarina, med hvad der var sket for Nicola, men alligevel kunne han godt genkende der med, bare at give op og bare leve med at noget er som det er. For var det ikke hvad han selv havde gjort? Han kunne sagtens overvinde Katarina. Der var ingen grund til han fandt sig i hendes lede kommentarer og dårlige behandling. Måske var det frygten for, at hun bare tog livet fra ham, hvis han prøvede at gå i mod hende, der stoppede ham fra at stå imod hende.

 Phillippe blev hevet ud af tankerne igen, da Nicola begyndte at snakke igen. Hans ansigt rynkede sig i et vredt og utilfreds udtryk, og da Nicola begyndte at ryste, trykkede Phillippe ham blidt lidt mere ind til sig, i et forsøg på lydløst at fortælle han det var okay, og at han var i sikkerhed nu. 
 Nicolas videre fortælling fik det lige så stille til at svige i Phillippes øjne. Han kunne ikke engang forstille sig hvor forfærdeligt det måtte have været for Nicola, men alligevel gjorde det ham utroligt ondt at høre. Den næste helt manglende lyd ved Nicolas ord, gjorde det jo tydeligt at valget gik det stakkels halvdyr på. Som stilheden lidt tog over, lod Phillippe den ene hånd glide op i nakken på Nicola, så han kunne nusse ham lidt i håret, og kysse ham mod hovedbunden. 
 Der var så mange spørgsmål, der florerede i Phillippes hoved. Spørgsmål han ikke var sikker på han turde få svar på. Hvor længe var han ved manden? Hvornår skete det? Var det derfor Nicola havde givet op på livet? Men så længe siden var det jo ikke de sidst så hinanden. Det kunne umuligt lige være sket, så var der noget andet der havde fået Nicola så langt ud.

 En smule pludseligt trak Phillippe sig væk fra Nicola. Det sitrede i hans krop på grund af alle følelserne, og han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Hvad han skulle føle eller sige. Hurtigt fandt sig selv over ved brændeovnen, hvor han med lidt aggressive bevægelser smed brænde ind. Phillippe stoppede om efter at havde smidt et par stykker ind, og sad med et nyt stykke i hånden. 
 " .. Hvordan.. slap du væk? " Trod Phillippe virkede vred, var der ingen vrede at høre i hans stemme. Han var jo ikke vred på Nicola. I stedet var hans stemme stille og fuld af smerte og usikkerhed. Blikket stirrede lidt tomt og trist ind i brændeovnen, der egentlig var gået død.

Det var lige før Nicola begyndte at græde, da Phillippe pludselig trak sig væk. Nu var det hele ødelagt! Phillippe ville aldrig kunne tilgive ham. Måske det faktisk var bedst, a han gik ud og kastede sig selv i den nærmeste havn, så ville Phillippe da være fri for ham.. Men først blev han nødt til at fortsætte, så Phillippe i det mindste kunne få hele historien.
"Han fortalte mig, at vi skulle til en landsby for at sælge 
nogle skin. Det var en rejse på tre dage. Jeg forsøgte at stikke af igen, men igen blev jeg fanget af ham" Det var lige gør at Nicola var sikker på, at han igen kunne mærke følelsen af at blive presset ned mod jorden, mens Sobek tog, hvad han havde lyst til. Han sank tungt, det var lige før at han endda ville sværge på, at han kunne smage jorden som havde fundet vej ind i hans mund under episoden.
"Da vi kom til landsbyen gik vi rundt for at købe og sælge. Det var så underligt at se andre for første gang i.. måneder? Ingen af dem gjorde noget for at hjælpe mig. Jeg forstår det stadig ikke, de må da have kunne se, at der var noget galt. Vi endte på en kro, hvor han sendte mig op for at købe et krus te, og så forsvandt han indem jeg kom tilbage" Hvorfor gjorde det ondt i hjertet at tænke på, da Sobek havde forladt ham? Nicola havde hadet Sobek inderligt, havde han virkelig været så nedbrudt, at en del af ham faktisk havde holdt af den brede mand?

Langsomt tvang Nicola sig selv til at løsne grebet i sine arme. Fingrene føltes stive og armene var efterhånden følelses løs der, hvor han havde holdt fast. Det værste var overstået nu, eller i hvert fald på en måde. Tiden med Enzel havde helt klart også været forfærdelig, men Enzel var stadig ingenting sammenlignet med Sobek.
"Jeg ventede på ham i flere dage, men han kom aldrig tilbage. Til sidst endte jeg med bare at gå i en retning, og på et tidspunkt endte jeg så her i Dianthos" Ville Phillippe være i stand til at kigge på Nicola igen nu, hvor den del af fortællingen var ovre? Han savnede at mærke de stærke arme rundt om sig.

 Det var med en generende uro i kroppen, at Phillippe lyttede til Nicolas historie. Han havde det som om han burde gøre noget, men han vidste ikke hvad han burde gøre. Var der overhovedet noget han kunne gøre?  Han fingre gled lidt over træet i mellem hans fingre, som om han nærmest af og kærtegnede det. Da Nicola holdte en pause blev træet smidt ind i brændeovnen til de andre stykker, og Phillippe begyndte at tænde op i det. Det gik dog ikke særlig godt, og blev gjort halvhjertet og i aggressive bevægelser. Han havde lyst til at gøre manden der havde gjort Nicola ondt fortræd, og det gik så ud over brænden. 

 Nicola stoppede med at tale igen, og Phillippe gav op på ilden. Den måtte starte sig op med det den havde, eller lade vær. Meget pludseligt rejste han sig op, mens han gik lidt frem og tilbage, stadig splittet mellem alle følelserne. Hænderne kørte frustreret igennem håret og hev lidt i det undervejs. Han vidste virkelig ikke hvor han skulle gøre af sig selv. 
 " Det er ikke okay..  " mumlede han lavt, og så over på Nicola da han begyndte at snakke igen. Phillippe stoppede med at vandre frem og tilbage, og stod blot og lyttede på den sidste lille del af fortællingen. Det lettede ham da lidt at høre, det på en eller anden måde sluttede okay, men det var alligevel ikke nok for ham.

 Phillippe fik hurtigt bevæget sig hen til Nicola, så han igen stod mellem hans ben. Hænderne fandt vej til Nicolas ansigt, så han kunne vende det op, og se Nicola i øjnene. Den ene hånd blev på Nicolas kind, mens den anden gled igennem halvdyrets hår.
 " Det er ikke okay..  " mumlede og så på Nicola. Forvirret over hvordan nogle bare kunne ignorer Nicola da de var i byen. Vred over at manden havde været så led og ondskabsfuld ved Nicola. Ked af det over, at Nicola havde oplevet noget så ubehageligt.
 " Jeg forstå ikke hvordan man.. Det er forkert.. Ik' okay..  " rablede Phillippe, som havde han mistet forstanden. Det havde han måske også lidt. Et tungt og trist suk forlod hans læber, inden han kyssede Nicola på panden, og trak Nicola helt ind til sig, og holdte om ham.

Lettere modvilligt tillid Nicola, at Phillippe løftede hans ansigt. Han havde ikke lyst til at se ham i øjnene, for han var overbevist om, at Phillippes blik ville være fyldt med had og foragt. Til Nicolas overraskelse var det hverken had eller foragt, som han så i Phillippes blik, men derimod en vrede, forvirrint og tristhed, som på mange måder matchede hans egen. Han sukkede lavt og hvilede mod hånden, som strøg hans hår. Det var rart at dele byrden med en anden, og på en måde undrede hans sig over, at han ikke havde gjort det før.. Men hvem skulle han dog have delt den med?

Tøvende slog Nicola armene rundt om Phillippe, det ændrede sig dog hurtigt til, at han næsten klamrede sig til snedkeren. Det var vidunderligt at være så tæt på ham igem, og Nicola var opsat på at nyde deres omfavnelse, for han var ikke sikker på, at Phillippe overhovedet ville ønske at se på ham, når han først hørte om Nicolas forhold til Enzel.
"Det ved jeg.. De var vel bange for ham, det kan jeg ikke rigtig bebrejde dem" Han nussede forsigtigt Phillippe på ryggen, forhåbentlig var han ikke gået helt i stykker over fortællingen.

Det var svært for Nicola at fortsætte, men han havde lovet sig selv, at Phillippe skulle have hele historien, så han trak sig en lille smule tilbage, så han igen kunne se op på Phillippe.
"Enzel tog mig ind lige efter, at jeg var ankommet til Dianthos. Eller.. teknisk set brød jeg ind hos ham, og han tilbød mig husly. Han havde selvfølgelig sine bagtanker med det" Hvordan ville Phillippe reagere, når han hørte alt det forfærdelige, som Enzel havde gjort? Det var ikke muligt at straffe Sobek, han var alt for langt væk, men Phillippe vidste trods alt, hvor Enzel boede. Nicola håbede virkelig ikke, at Phillippe ville ende med at gøre noget overilet.

 Hænderne flyttede sig fra deres placering på Nicolas kind og i hans hår, til at ligge sig mod Nicolas ryg, så Phillippe kunne holde om Nicola. Omfavnelsen var nærmest klamrende, som om Nicola frygtede at Phillippe ville gå sin vej. Det havde han dog ikke. Han ville blive ved Nicola lige så længe han havde brug for, lige godt hvad halvdyret fortalte. Det var i hvert fald det han blev ved med at fortælle sig selv. 
 Phillippe brummede blot lidt utilfreds til at folkene nok var bange for manden. Det var han ligeglad mig, det var stadig ikke okay. Det var dog ikke noget han kunne diskutere, for havde Phillippe set Nicola dengang, ville han ikke havde gjort noget selv, når det kom til stykket. Han blandede sig ikke andres sager, for han ville ikke rode sig ud i problemer. Men nu kendte han jo Nicola, og så var det noget andet. Han havde jo allerede gået mod en masse af hans principper, og han kunne ikke helt forstå hvorfor. 

 Nicola forsatte med at fortælle, og selvom det ikke burde komme bag på ham, gjorde det alligevel lidt. Måske fordi han havde håbede så gevaldigt på der ikke var mere end det. At dét havde været det værste, men det var det ikke, og hvorfor skulle det også først have fået Nicola til at give op nu? 
 Som Nicola begyndte at fortælle om Enzel, spændte Phillippe lidt op. Han havde utroligt blandede følelser omkring den mand, især efter Enzel havde været på besøg, og var blevet overfaldet. Det hjalp heller ikke at Phillippe følte at Enzel på en eller anden måde overvågede ham. Han havde det sidste stykke tid haft en underlig følelse omkring Nicola og Enzels forhold, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Derfor var det også med blandede følelser at han lyttede til Nicola. 

 Phillippes blik så ned i Nicolas, som halvdyret havde løftet hovedet for se på Phillippe. Udtrykket i Phillippes ansigt skiftede lidt fra at være undrende og lyttede, til at være lidt mere sammenbidt. 
 " Hvilke bagtanker? " Spørgsmålet som ud lidt hårdere end det var ment. Det var jo ikke mod Nicola hårdheden var rettet, men i Phillippes ører lød det som om Enzel havde udnyttet et sårbar Nicola til.. et eller andet. Hænderne på Nicolas ryg havde knyttet sig lidt sammen igen.

Nicola tøvede, burde han virkelig fortælle Phillippe om alt det, der var sket med Enzel? Givet vis havde Phillippe ikke virket som den voldelige type indtil videre, men det var ikke fordi han havde taget fortællingen super godt indtil videre.. Hvis Nicola fortalte det hele frygtede han, at Phillippe ville storme ud ad døren og over det Enzel, og det måtte for alt i verdenen ikke ske, for han var ikke spor i tvivl om, hvem der ville slippe levende fra en kamp mellem de to.. og det var ikke Phillippe. Hvis der skete noget med Phillippe var Nicola overbevist om, at han for alvor ville have lyst til at dø.

Det var for sent, nu havde han jo allerede fortalt lidt, og Nicola tvivlede på, at Phillippe ville acceptere, at han stoppede fortællingen nu.
"Egentlig ønskede han bare, at jeg skulle blive på bordellet og arbejde for ham. Han havde meget travlt med, om jeg havde været sammen med en anden mand, så jeg løj og sagde, at det havde jeg ikke" Følelsen af at alt der var sket, var hans egen skyld begyndte igen at plage Nicola. Hvis han aldrig havde løjet overfor Enzel, var der sikkert aldrig sket noget mellem dem.
"Han blev gal over, at jeg løj, så han besluttede sig for at straffe mig. Han tog mig med ind i stuen, tog tøjet af mig og.." langsomt blev Nicolas stemme lavere og æavere, indtil der endelig ikke kom nogen ord frem. Undersøgende så Nicola op på Phillippes ansigt for at se, hvordan han reagerede. Selv sad han helt rolig, alt der var sket med Enzel føltes nærmest uvirkeligt, så han vidste ikke, hvordan han selv skulle reagere på det.
"Det var første gang, det skete, men langt fra sidste"

 Det var ikke til at vide hvad Phillippe havde forventet ville komme ud af Nicolas mund. Det var trods alt et bordel, og mest af alt regnede han måske med at bagtankerne var er Nicola skulle arbejde der for Enzel. At det var sådan det hele startede ud med, at Nicola kom til at være prostitueret. Det ville give mening, og Phillippe var ikke i tvivl om at Enzel havde set han kunne tjene gode krystaller med Nicola. Han var jo utrolig smuk og vidunderlig at se på. 
 Selvom Phillippe havde en ide om at det var de bagtanker Enzel havde haft, var der alligevel en generende føle i ham, der prikkede til at det var noget andet. At det ikke var så simpelt. Han sank en klump som Nicola forsatte med at fortælle. Nervøs for hvad han skulle til at høre.

 Det første Nicola fortalte var ikke særlig slemt, og som et lille håb om at det bare var Phillippe der frygtede en hel masse grimme ting, slappede den store mand lidt mere af i musklerne og nikkede lidt. Han blik flyttede sig på intet tidspunkt fra Nicola, mens han betragtede Nicolas udtryk ændre sig som han snakkede, og Phillippe mærkede en ubehagelig klump vokse frem i maven. Nicolas stemme svandt ind som han fortalte, men budskabet kom klart og tydeligt igennem for Phillippe. 
 Nicolas blik søgte op på Phillippe, hvilket fik Phillippe til at forsøge ikke at vide hvor vred han følte sig. Hænderne der knugede og hårdt sammen i Nicolas trøje var dog nok ganske afslørende, og kiggede man godt efter kunne man ane at han rystede af vrede. Aldrig havde Phillippe haft så stor en trang til at slå nogle. Katarina havde tit været tæt på, med som de sidste små ord forlod Nicolas læber, kunne man se et let ryg i Phillippes krop, som skulle han til at fare over til bordellet. Det var egentlig også det hele hans krop skreg på at han skulle gøre, men han stod imod. Han var ikke sikker på Nicola ville værdsætte det, og der var vel også en chance for Nicola ville være væk når Phillippe kom tilbage til værkstedet. 

 Hele Phillippes ansigt sitrede af den vrede han følte, og ude af stand til at få nogle ord over læberne, lod han blot armene trække Nicola ind til sig, i et beskyttende kram, med mindre han trak sig ud af det. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på Phillippe. Overvejelser omkring Enzel som kunde og hvordan han skulle forholde sig til det. Hvad han kunne gøre for at hjælpe Nicola og håbet om at det var dét. At der ikke var mere til den fortælling, selvom frygten for der var mere prikkede han irriterende i nakken.

Phillippes vrede var næsten til at tage og føle på, og det fik det til at gøre ondt helt ind i hjertet på Nicola. Han ønskede jo ikke at skade Phillippe på nogen måde, og hvis fortællingen kunne få så store følelser frem i ham.. Hvordan ville han så ikke reagere, når han fandt ud af, at Nicola havde haft et hemmeligt forhold med Enzel? Ville han føle sig svigtet? Ville han blive vred på Enzel? Normalt var Nicola god til at aflæse andre, men lige nu kunne han slet ikke læse Phillippe, men der var ikke noget at gøre, hele historien skulle frem.

Phillippes omfavnelse føltes så dejlig, og det ville være nærmest ren lykke bare at kunne sidde og nyde den. Nicola måtte for alt i verdenen ikke skræmme Phillippe væk, så ville hans verden først falde sammen.
"Du må ikke tro, at jeg på nogen som helst måde har noget til overs for Enzel. Jeg hader ham. Han har ødelagt mit liv på en helt ny måde, og op til flere gange har han fået mig til at ønske, at jeg var tilbage i hytten ved monstret" Hvorfor skulle det være så svært at sige. Phillippe var en god mand, han skulle nok forstå.. Men hvordan kunne man sige, at man havde ladet som om, at man elskede en anden, uden at det lød som om, at man var et forfærdeligt, forfærdeligt monster.
"Han siger, at han elsker mig. Jeg ved ikke hvorfor, han har udviklet de følelser, jeg gjorde bare, som han sagde" Forsigtigt gjorde Nicola sig fri af Phillippes favn, så han i stedet kunne vikle armene rundt om sig selv igen.
"Han opdagede, at jeg havde taget legetøjet med hjem til dig. Han var syg af jalousi, jeg kunne ikke bare se til, det ville være gået galt... Så jeg sagde, at jeg også holder af ham. Og siden da, har jeg siddet fast i et falsk forhold med min bøddel" 

Panikken begyndte langsomt at sprede sig i Nicola, hvad nu hvis Phillippe misforstod det hele? Han havde jo set, hvordan Enzel opførte sig, men det var jo ingen garanti. Hvad nu hvis han blev gal? Hvad nu hvis det ødelagde alt imellem dem.
"Du må ikke blive gal over det  jeg gjorde det kun for at overleve, men han ville hele tiden gøre det mere og emre seriøst"

 Ved Nicolas næste ord, rynkede Phillippe panden lidt undrende og uforstående over hvorfor Nicola fortalte ham det, og hvorfor det første han sagde gjorde Phillippe glad. Hvorfor det fik Phillippe til at blive lidt lettet. Det var jo ikke fordi det ændrede noget i deres forhold, om Nicola havde følelser for Enzel eller ej, gjorde det? Phillippe dvælede dog ikke længe ved tankerne da Nicola forsatte med at fortælle. 
 Det næste Nicola sagde fik en ubehagelig følelse til at sprede sig i Phillippes krop. Som noget stort og tungt faldt fra hans bryst og helt ned i hans mave. Han sank besværet og slog blikket ned. Hvorfor følte han sig pludseligt så nedtrykt og tør i munden? 
 Da Nicola trak sig fri fra Phillippes arme, lod han armene falde ned, så hænderne lå lidt op af Nicolas lår. Blikket flyttede sig tilbage op på Nicola, og hans blik var blevet en hel del mere trist, og han vidste ikke hvorfor. Det triste blik blev dog mere hårdt, som Nicola fortalte videre, og hænderne ved Nicolas lår, strammede sig lidt om Nicolas lår. Den ubehagelige følelse i Phillippe voksede sig større som Nicola fortalte, og han begyndte at blive vred igen. Han vidste bare ikke rigtig på hvem. Det var dog som om luften fes ud af Phillippe ved Nicolas sidste ord, og Phillippes blik blev mere forstående end noget andet, og hænderne løsnede deres greb om lårene. 

 Phillippe forstod Nicola. Han kunne sagtens sætte sig ind i hvordan Nicola havde det med Enzel. Tvunget ind i et forhold han ikke ønskede at være i. Han havde selv været i det i mange år, men selvom Phillippe sætte sig ind i det, var det alligevel ikke helt det samme, han var derfor ikke sikker på at Nicola ville kunne sætte sig ind i Phillippe situation. Ville Nicola være okay med at Phillippe faktisk var gift? 
 Hænderne flyttede sig fra Nicola lår, og lagde dem mod Nicola kinder, så han kunne sikre sig Nicolas blik var vendt så meget mod Phillippes som muligt.
 " Hey hey.. Shh.. Selvfølgelig er jeg ikke gal.. Det er ikke din skyld..  " Phillippe stemme var rolig, og hænderne på Nicolas kinder gled i stedet igennem halvdyrets hår, inden den ene hånd nussede ham lidt bag øret. 
 "  Det er okay..  " Phillippes blik flyttede sig hen på ringen, der var på fingeren der nussede Nicola bag øret. Han håbede at Nicola også ville synes det var okay.

Det stak Nicola i hjertet ved synet af Phillippes triste ansigtsudtryk. Han havde lyst til at trøste ham, forsikre ham om, at der intet var at være trist over. Men hvordan skulle han dog kunne trøste Phillippe, når han selv var så ødelagt? Det havde været en fejl at fortælle det hele. Phillippe ville forlade ham, smide ham på gaden eller bede ham gå hjem til Enzel, og Nicola kunne ikke bebrejde ham det.

Nicola var klar til at sno sig forbi Phillippe og stikke af, før han blev smidt ud, men så mærkede han Phillippes hænder på sine kinder. Hans ord føltes langt væk.. Ville han ikke sparke ham ud? Kunne Phillippe faktisk acceptere alt det forfærdelige, der var sket og alt det forfærdelige, han havde gjort? Ikke alt Phillippe kendte hele historien endnu, selvfølgelig.

"Han forsøgte at slå mig ihjel" igen begyndte hele Nicolss krop at ryste. Han havde stadig ikke givet sig selv lov til at tænke for meget på alt det forfærdelige, som Enzel havde udsat ham for på det seneste.. Enzel havde faktisk forsøgt at slå ham ihjel, og hvad endnu var værre var, at han frivilligt var taget med tilbage til bordellet. Nicola havde endda på en måde følt, at straffen havde været passende.
"Jeg gjorde noget forfærdeligt, og han straffede mig for det" Nicola måtte kæmpe med tårene ved tanken om kistens mørke, det havde næsten været det mest forfærdelige.
"Jeg ville bare have, at han skulle mærke, hvad han udsatte mig for. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig, det var slet ikke min plan" Det havde været endnu en ting, som havde været svært at håndtere. Nok var han ikke det mest uskyldige væsen, han var ikke engang sikker på, at han ville betegne sig selv som god... men var han ligefrem ond?
"Han låste mig ind i en kiste natten over. Om morgenen gav han mig halsbånd på og tog mig med til et monster, som skulle gøre forfærdelige ting ved med og slå mig ihjel" Han forventede, at Phillippe ville blive rasende, hvordan kunne han dog blive andet? Men Nicola ønskede virkelig, at han lod være, han havde fået mere end nok af gale og skræmmende mænd.

 " Han forsøgte hvad!?  " udbrød Phillippe forarget og vredt. Hans hænder forsvandt hurtigt fra Nicolas hår, da han kunne mærke hvordan vreden der boblede mere og mere frem i ham, fik ham til at ville knytte hænderne. Noget Nicola nok ikke ville fortrække i håret eller på øret. De blev derfor flyttet ned mod høvlebordet, i en fart og kraft der fik en lidt høj lyd til at lyde igennem rummet. 
 Phillippes udtryk var sammenbidt og næsen vibrede vredt. Som Nicola snakkede videre strammede Phillippes hænder deres greb mere og mere, hvilket fik knoerne til lige så stille at blive hvide. Blikket var nærmest helt intenst vendt mod Nicola, som han studerede hver lille reaktion Nicola havde på de ting han fortalte Phillippe.  Det gjorde ondt inde i Phillippe at høre hvad Nicola havde været udsat på, men samtidig blev han over vred. Vred over hvordan Enzel havde behandlet Nicola. Vred på sig selv over ikke bare at være gået sin vej, da Enzel var blevet overfaldet. 

 Inderst inde vidste Phillippe godt, at det nok ikke var fair over for Nicola, at han blev så vred. At det nok ikke var det Nicola havde brug for lige nu, men han kunne ikke gøre for det. Han var aldrig før blevet så påvirket over noget der var sket for andre. Jo han kunne godt være medfølende og have ondt af dem, men hvad hun følte nu var jo langt forbi det. Han havde lyst til at gøre Enzel ondt, og det var kun Katarina han havde haft sådanne følelser for.
 Phillippe prøvede virkelig at holde vreden inde. Kun lade den vise sig i hans ansigt og de knugede hænder. Alligevel måtte han trække sig væk. Han var nødt til at komme ud med lidt frustrationer. Med hurtige skridt gik han over til reolen.
 " Den lusede lille...  " snerrede han vredt. Inden sætningen nåede at blive sagt færdig, slog Phillippe hånden mod reolen et par gange, inden den også fik et spark. Lave og vrede forbandelser forlod hans læber inden han igen vendte sig rundt, og så på Nicola, nu med et mere medlidende men også lidt spørgende udtryk. 
 " Men.. Hvordan endte du så på gaden? I den tilstand..  " der var noget bekymret over Phillippes tone, som han lod blikket glide lidt ned over Nicola. Med lidt mere rolige skridt end før, gik han tilbage til Nicola. Aldrig om han skulle tage imod en ordre fra Enzel igen.