Da han overgav sig, lod hans arme lukke omkring hende. Var der noget i hende, som hviskede - en nænsom men bestemt stemme, der fortalte hende; Du har så meget brug for det som ham. Hvornår havde hun sidst fundet sig i favnen hos nogen, hvor de ikke havde betalt for det? Hvornår havde det sidst været på hendes premisser. Og pludselig blev hun næsten ked af det, for hun kunne ikke huske - om det nogen sinde var sket. Og hvis det var, havde det været meget lang tid siden.
Hendes tunge fugtede sig kort hen over hendes læber, inden hun lod sig synke helt ned i hans stærke arme. Kuldegysningerne fra kysset han plantede sine læber mod hendes nøgne hud, gjorde at hendes hår rejste sig over hele - ja, hvornår havde hun sit følt det?

Hendes fingre på den ene hånd, gled igennem hans hår. Langsomt forsigtigt, mens øjnene lukkede sig i. Hun havde ikke lyst til at flytte sig, og bestemt ikke når hun kunne mærke hvor meget han havde brug for det. Som en lille dreng, der ikke havde følt nærvær nogen sinde. Eller ikke i meget lang tid. Det var hjerteknusende, og livsgivende på samme tid. For nu fik hun lov til at give ham lidt af det, som han havde behov for. Måske kunne hun ikke give det igen, men i aften - der ville hun gøre sit forsøg. 
Som hans egne hænder gled op i hendes hår, skubbede hun ansigtet længere ned, og lige som ham lagde hun sine læber mod krumningen mellem halsen og skulderen. Hendes vejrtrækning, slog tilbage mod hende som den pustede sig mod hans nakke. 
"Tak" hviskede hun langsomt, som hun knugede ham tættere ind til sig.

De holdt om hinanden. I hvor lang tid var Alexander ikke klar over; tiden syntes at bevæge sig langsommere end normalt og hvad der hurtigt kunne blive et spørgsmål om sekunder, blev opfattet som minutter. Hans store hånd på hendes ryg, spredte sig og pressede sig nænsomt imod stoffet, der skabte folder som modsvar. Han lukkede sine øjne og for en stund, sad han blot med hende i sine arme og delte hvad der for fremmede kunne anses for at være et kærligt kram. Som om de kendte hinanden og ikke lige havde mødtes. Han mærkede hendes læber imod hans egen hals og det skabte en pulsering af varme igennem hans krop, samt en opstemt men primitiv følelse der satte sig i kernen af hans væsen. Han indåndede - tog hendes duft, sansede hendes vægt og hendes form men uden at lade sine hænder køre ned af hendes krop. Hun syntes på en måde så lille og dog var der sådan en rummelighed i hendes berøring, der fik ham til at føle at hun i sig selv var et ocean. Et hav der indeholdt dybe vande og rasende storme, men ligeså glimtede smukt og gemte på livlige rev.

Liv.. det var det hun føltes som... liv...

Efter at have fortabt sig i en fremmeds omfavnelse længe nok, tog Alexander initiativ til at løsne sit greb om hende og dermed fjernede han også sin mund og hage fra hendes hud. Han trak sig væk nok til at de kunne se på hinanden hvis hun gengælde hans bevægelse. Det ville være nok til at kunne se den andens ansigt i dets helhed, men stadig tæt nok på til at man ville kunne se alle de små fregner over Alexanders næseryg. De mange strenger af blå i de udtryksfulde øjne og den lette rødmen der lå over hans kinder, bag skægget. 
Hans brystkasse bevægede sig i dybe, men rolige, trækninger igen, imens at han så på Sif og følte endnu engang en længsel sitre igennem kroppen, et ønske om at tage hendes læber med sine egne - men han holdt igen. For han vidste at det ikke var hans plads at tage det initiativ, det var hendes og han så betaget på hende, imens at han lod hende føre an.

Lige som manden selv, var hun fuldstændig fortabt i hans arme. Næsten til det punkt, hvor hun mærkede hvordan hun selv gravede sig tættere ind til ham. Han var så stor, alt omkring ham var bare - trygt. 
Men da han trak sig væk fra hende, vidste hun også godt at det ikke var fordi han ville slippe - men fordi han ville se hendes ansigt. Så hun bevægede sig samtidig med ham, og et lille skævt smil var på hendes buttede læber. 
"Hey" sagde hun en smule kækt, som hendes fingre flyttede sig fra bag hans nakke, fingre der lige så blidt gled hen over hans fregnede ansigt. Lige som de havde gjort, da hun havde holdt hans hænder. "Smukt" mumlede hun, selvom det ord havde været tiltænkt kun i hendes hoved. Men hun var også optaget af alle de følelser, der strømmede igennem hendes fingerspidser. Hans længsel, og ikke længere kun efter kærlighed - og omsorg. Men det at hun ville give ham mere. I starte havde hun været mod det, for han havde jo været bange for at han skulle betale for det. Og mange, blev også altid så akavet når de fandt sig i armene på en glædespige. 
Men nu havde det bare været så længe siden, før at hun havde følt noget ægte. Noget som han havde vækket i hende, i dette øjeblik. Og hun ønskede det.
Så efter en længere overvejelse, hvor hendes blå øjne blot havde betragtet hans grønne - lænede hun sig endelig frem, og pressede sine læber mod hans. Følelsen af noget fantastisk, skyllede gennem kroppen som hun pressede sig tættere mod ham.

.. hey... 

Han ænsede knap hendes ord, imens at de sad i øjeblikket: fanget af at betragte hinanden, inden at hun strejfede hans næseryg og kinder med en af sine bløde fingre, og kaldte Alexanders hærgede kanvas for smukt. Smukt? Ham? Han prøvede at fange humor i hendes blik, mimik, et træk på en mundvige, men der var intet at finde? Komplimentet virkede oprigtigt og det fik Alexander til at føle sig endnu mere tryllebundet i øjeblikket, mest på grund af den tunge rus der allerede gjorde hans sanser sløve og hans moral lav. Han kunne ikke rive sig bort, imens at deres øjne vandrede over hinandens ansigtstræk og der var en pause; som stilhed før stormen. Alexander ventede på at hun trak sig væk og stod op, imens at han for hvert øjeblik forsøgte at kæmpe imod den længsel der havde sat sig i hans bryst og lyste ud af hans blik. Det var fint hvis det blot var dette - denne smule intimitet, han ville kunne leve af den i uger. Men da lukkede hun distance imellem dem helt og Alexander kunne mærke hendes varme, bløde, mund trykke sig imod hans egen. Han holdt vejret. Stivnede. Hvornår havde en kvinde sidst valgt at give ham et kærtegn som dette? Han kunne kun svagt erindre ensomme nætter med kolde, dog bløde hænder, der vandrede op af hans krop og trak ham ind - men der var lang tid imellem. Og varmen, varmen var så stor en kontrast. Hun var liv! Ægte liv. Kun få øjeblikke gik før at Alexander's øjne lukkede og Sif ville mærke ham gengælde hendes affektion. De store hænder der havde været løst om hendes øvre ryg, fjernede sig for at lægge et trygt tæppe af håndflader imod hendes kinder. Han kyssede hende blidt i starten; små repetitioner af bløde kys, som mild sommer-regn imod en blottet hud. Først hvis han kunne mærke hans egen iver gengældt, lod han sin mund åbne og søgte at tage hendes tunge med sin egen, i hvad der ville blive et dybt og sensuelt kys.

Som den følelsen af den første regn, på en sensommer dag. 
Det når regnen gav liv, til det som efterhånden var visnet bort og glemt, alligevel fik en chance for at spire igen. Sådan var det, da han endelig gav sig selv lov. Da hun mærkede hvordan at hans øjne selv gled i, og hans læber begyndte at besvare hendes. Som en symbiose der passede perfekt sammen, også selvom det kun var for denne enkle nat. 
Og som gren på vejen, man snublede over inden man fandt oasen. Sådan var det, at møde manden hun nu lod tage hans hænder og indramme hendes kinder. 
Ham som fik lov til at trække hende tættere på, og forvandle de små blide og kærlige kys, til et intens flamme hav der kun vækkede følelserne af man ønskede mere. 
Fornemmelsen af hvordan at lidenskaben skød fra hendes køn, op gennem resten af kroppen og opdagede, hvordan hun ønskede ham lige så meget, som han ønskede hende.
Altid havde frygten for at være alene, været en ting som havde gennemsyret den blonde kvinde. Derfor hun havde beholdt sin datter, og hvorfor hun stadig var på bordellet. Der, var der i hvert fald en og sove sammen med hver nat. Men de gik altid igen, når de havde fået deres krystaller værd. Og hvad var man så? Ingen ting. 

Hun sukkede gennem næsen, inden hun trak sig væk fra ham, lagde sine fingre mod hans læber og kiggede ham ind i øjnene. “Jeg - burde ikke distrahere dig, du er stadig på arbejde - er du ikke?” Hun bed sig i mellem, og mærkede hvordan hendes krop reagerede på tankerne om at spørger, om han havde et værelse. 
“Når - når du er færdig, har du så et mere privat sted, vi kunne tage hen?” Nåede hun at spørger, før hun kunne stoppe sig selv, og kiggede ham ind i de grønne øjne efter håb. Håbet om at han ville blive med hos hende, også blot for i nat.

De delte hinanden. Omend kun for en stund, imens at larmen fra kroen syntes at forsvinde, som var det blot små nuancer i baggrunden på et farverigt maleri. Han udånede igennem næsen imens at han gav sig selv lov til at mærke hende, have hende, bare for nogle få øjeblikke. Hans begær begyndte at vise sig i måden han trak vejret på og måden han lænede sig imod hende imens at de var forenet i det dybe kys. Han kunne mærke den dulmende neutralitet blive overdøvet af en sprudlende lyst, der fik ham til at glemme hans egen plads og han kunne mærke en dyrisk drift forføre ham til at give efter. Han ville have hende! Så meget vidste gang, dog kunne han endnu ikke forstå hvor meget. Han skulle til at fjerne sine hænder fra hendes kinder, for igen at placere dem imod hendes øvre ryg og knuge hende ind til sig - da kysset blev afbrudt.
Alexander åbnede sine isblå øjne og i dem var en fordrukken sløvhed, der ikke var blevet skabt af rusen i hans åre, men af lidenskaben i hans sjæl. Han mærkede fingrene på sine læber, og så op på hende med et hjerteskærende udtryk. Hans bryn trak sig imod hinanden: bedene, bønfaldene, idet han med det samme troede at hun havde til hensigt at afvise ham. Hans vejrtrækning var på samme tid let higende og opstemt, det var tydeligt hvad hun havde formået at trække ud af ham og tanken om at skulle ligge låg på sig selv nu - han kunne mærke hans indre skælve.
Men hun afviste ham ikke? Hun pointerede hans arbejde og spurgte derefter om der var et sted de kunne tage hen når arbejdet var færdigt. Tage hen? Det sitrede i hele hans krop.

"Jeg..", sagde han lavt imens at han fandt evnen til at tale igen. "Jeg bor ovenpå..", fortalte han nærmest forpustet. "Du.. du kan vente der?", sagde han - selvom han ikke helt forstod hvor det kom fra. Han var ikke typen der inviterede fremmede kvinder til at vente i hans værelse, indtil hans arbejde var forbi. Ved Aladrios, han var ikke typen der talte med fremmede kvinder til at begynde med.

Hun kunne mærke hans forvirring, som var det hendes egen. Hvilket fik et lille smil til at krølle frem på læberne, der var noget ganske uskyldigt over ham. Noget man ikke ville forvente, når man havde startet bekendtskabet ud, ved at se ham smide to fyre ud fra kroen hun befandt sig i nu. 
Hendes blå øjne betragtede ham afventende, som han forsøgte at finde hans ord. Valgte ikke at skynde på ham, mest af alt for frygten for, at han måske ville afvise ham. Men den kom aldrig, tværtimod forklarede han, at han boede oven på, og fremlagde at hun kunne vente der. 
Blikket forblev på ham i noget tid, inden hun langsomt nikkede - det ville hun gerne. Måske mere en gerne? 

Igen gled et stød gennem hendes krop, som hun langsomt nikkede. “Det vil jeg gerne, rigtig gerne endda.” Svarede hun endelig og gav ham slip på ham. Der gik dog en kort stund, inden hun endelig lod sig glide ned fra hans skød. “Skal jeg, bare gå der op, eller?” Sagde hun en smule akavet, da hun aldrig havde været i denne situation før. Hvilket også var spændende, nyt og interessant. Hvilket kunne ses på de røde kinder, man normalt ikke ville tro man skulle finde, hos en glædespige. Bestemt ikke en som Sif, der havde gjort det så mange år.

Han ventede på hendes svar og til hans overraskelse accepterede hun. Det ville hun gerne, endda rigtig gerne? Der var en del af Alexander der ikke helt troede på det; en kynisk del der gerne ville affeje det som en fælde - hun ville have noget, ikke at han vidste hvad. Og i hans rus havde han glemt sine tidligere fordomme om hendes erhverv og tanken om at dette måske kunne være et spil for galleriet for at tjene penge, lå meget fjernt fra hans virkelighed. Han fjernede sine hænder langsomt fra hendes kinder, imens at han trak vejret mere roligt men hans blik talte stadig om den længsel der lå i hans krop. Han vovede at give hende et smalt og ydmygt smil, der ikke var andet end en trækken på mundvigen, men den var nok. Sammen med et næsten taknemligt udtryk, fik han nikket, idet hun spurgte om hun bare skulle gå derop. 
"Op af trappen i bag lokalet, tredje dør til venstre..", informerede han. Uden tanke for hvor naivt det måske var at sende en glædespige op til hans personlige værelse med alle hans egendele. 

Han så op på hende idet hun allerede var gledet af hans skød, og hans hænder fandt deres plads på hans lår i en hvilende position. Hvis hun tog instruktionerne for gode vare, skulle hun forbi baren der ikke var langt fra dem, men hun ville blive kortvarigt stoppet af bartenderen der rystende på hovedet fik sagt at det ikke var for gæsterne. Alexander overhørte det, kaldte bartenderens navn, de fik øjen kontakt og bartenderen lod da Sif gå forbi og ind i baglokalet hvor der - som noget af det første - ville være en trappe som førte op til en over-etage, hvor kroens personale havde deres personlige værelser. Gjorde Sif som hun var blevet instrueret ville hun hurtigt efter at være gået op af trappen nemt finde det tredje værelse. Døren var ikke låst og værelset i sig selv var rodet.
Der lå bøger spredt ud over et skrivebord i hjørnet, med en stak papirer: der var tegninger af forskellige religiøse symboler, vædder kranier med runer og hvad der lignede gammel tekst på et uddødt sprog. Der lå dyre knogler, små-fugle kranier og polerede sten kastet ud over billedet og teksten, som havde nogen været i færd med at spå. Der stod krukker med spiselige urter og fra værelsets gavl hang der flere planter, der duftede friskt. Der var en kommode der var overendt med bøger, som var stablet så højt at de dækkede for spejlet bag det; ydermere var der en stol under vinduet med en tøj bunke. Et par slidte støvler og for foden af den lå der en sæk der var halvt fyldt op. Hvilende op af stolen var der ligeledes to sværd, det ene var et lang-sværd imens at det andet var et kort-sværd. De var i nedslidte læder hylstre til trods for at deres håndtag virkede nyere og polerede. På natbordet ved siden af en en-mands-seng, var der en bog hvor der på krystalliansk stod: Aladrios's Lære; De Fem Elementer. Der var et bog mærke i. Ved siden af den var der en halskæde, den havde en gylden kæde og selve pendantet der var midt punktet i den, var en flot hvid sten.
Der var ikke noget ild sted, men flere steringlys placeret rundt omkring i værelset der nemt kunne tændes, vis man greb et, tændte det med flammen fra et af sterinlysene i gangen og dernæst, gik på runde i værelset. 

Hun nikkede, og gav ham et skævt smil inden hun gjorde som han bad hende om. Hun nåede lige hen til døren, før hun blev stoppet og fik at vide hun ikke kunne gå derind. Men før hun selv fik en chance for at forklare, hvorfor at hun var på vej der - havde Alexander allerede med vågen øje, råbt op og forklarede situationen. Endnu et smil var at spore, som hun nikkede til ham og lige som hun forsvandt forbi døren, sendte hun et blik mod Alexander som talte sit tydelig sprog. Bliv ikke for længe væk.

Også forsvandt hun, og gik præcist som han havde forklaret hende det. Hun havde ingen intentioner for at udnytte den nyvundet tillid, hvis der var noget hun selv kendte til - så var det hvor forfærdelig nogen kunder kunne være. Den måde de kunne kigge ind steder de ikke burde, bare fordi de var nysgerrig. Folks ting var private af en grund, og det var man nød til at respektere. 

Det var først rigtig meget at tage ind, værelset var alt andet end hun var vant til. Måske fordi hun selv havde et rum, der var meget lidt hendes egen personlighed? Det var lavet til at byde gæster indendørs, også ellers sove i løbet af dagen, hvis man ikke havde formået at gøre det i løbet af natten. 
Men det var hyggeligt, og spændende - hvilket var grunden til at efter døren var blevet lukket i med et blødt klik, gik hun hen og kiggede på bordet. Hun var lige ved at røre ved en af de flotte skinnende sten, men lige inden fingerspidserne rørte tog hun dem hurtigt tilbage igen. Det var ikke hendes sted, og da det lignede et ritual af en slags, var der jo stadig nogle fordomme over hvilke former for forhekselser der kunne ramme en, hvis man ikke tog sig i agt. 
Efter hun havde brugt sin tid på at betragte rummet og hans mange ting, valgte hun at løsne sit korset og ligge det ved stolen, hvor andet andet tøj han havde. Derefter, vidste hun ikke helt hvad hun ville - hun ende med at tage en af de bøger, som så ud til ikke at være åbnet eller i brug. Kravlede hen på sengen, og lagde sig på maven og begyndte at bladre - i håb om, at der ikke ville gå længe før at han dukkede op. Hun lagde dog hurtigt mærke til, at rummet var for mørkt, til at læse i og begyndte derefter at tænde de forskellige stearinlys for at sikre sig bedre læselys - men også så han i det hele taget kunne se, når natten for alvor ville ramme Dianthos.

Den røde himmel forsvandt hurtigt og mørket fandt endnu engang sin vej ind i Dianthos's gader. Der var stadigvæk en stille larm fra det sprudlende liv fra kroen nedenunder; engang imellem skar en stemme igennem den vante snak og musik, men det ville være svært at tyde hvad for ord der blev sagt. Det var vel en blanding imellem noget fordrukkent og krystaliansk. Men tiden ville gå, passere Sif forbi imens at hun lod sig fange af en af Alexander's mange bøger. Desværre var bøgerne fag bøger. Der var ingen romaner eller spændende historier at finde i den store saming; nogle af dem beskrev planter med rubinske advancerede navne og en masse fagtermer der om muligt ikke ville give meget mening for den krystalianske kvinde. Men hvis hun søgte videre, ville hun finde et par historie bøger. De var dog tykke og gamle, skrevet ud fra et akademisk øje og ikke med henblik på at underholde. De tørre tekster brugte ligeledes en masse store ord og refererede til andre bøger's forskning af samme emne. 

Der ville gå en time og så en mere, før at det lykkedes Alexander at finde en afløser der kunne tage over for ham. I mellemtiden havde Alexander forsøgt ikke at drukne sig selv for meget i mjød, men han kunne mærke nervøsiteten da han gik op af trappen til hans eget værelse og den stigende angst der fulgte med. Hvad havde han gang i? Han stod for enden af trappen med en hånd på geleddet. Hans blå øjne fæstnede sig på hans egen dør og visheden om at denne nat ville han ikke gå ensomheden i møde, når han åbnede den. Hans hjerte hamrede. Han følte sig fjollet: hvad havde han dog tænkt på? At invitere en fremmed kvinde til at vente i hans værelse? Var hun der overhovedet stadigvæk? Han tog de næste skridt imod døren og stoppede op foran den imens at hans puls slog opstemt. Han så ned på dør håndtaget imens at et par røde lokker faldt fra den løse hestehale i hans nakke, og hang some lette gardiner ved siden af hans ansigt. Indrammede det i samme nu. Hvad havde han gang i? Det gik ikke. Han måtte fortælle hende - hvis hun altså stadig var derinde - at hun måtte gå. Lucille brød sig ikke om ubudte gæster.. han kunne måske endda blive fyret? Ja! Han måtte fortælle hende at hun skulle gå. Han kørte en hånd igennem håret og strøj de røde lokker tilbage imod hestehalen med en dyb indånding og et beslutsomt nik! 
Med et nyfundet mod, åbnede han døren og trådte indenfor. 

Selvom hun ikke havde forstået særlig meget, af hvad der har stået omkring i de tunge fagbøger. Havde det ikke fået hende til, at stoppe med at læse i dem. Fingrene der havde gledet ned over det gamle papir, som der havde føltes rug mod hendes velplejet hænder. 
De få billeder som hun var så heldig, hun kunne fordybe sig i, havde hun lukket den ene bog kun for at hoppe op af sengen og fundet den næste. Ja, timerne var gået uden hun havde lagt mærke til det. Som de blå øjne ivrigt slugte de ord hun forstod, og dem hun ikke forstod, havde hun fundet pergament i hendes kjole ved brysterne, og taget ud og begyndte at skrible ned på. Prøvet at stave det for sig selv, hvordan det måske kunne lyde i munden. Grint af sig selv, fordi det lød dumt.
Ja, så optaget, at hun end ikke havde set hvor mørkt det var blevet og hvor lang tid hun havde ventet.
Så optaget, så da døren endelig åbnede ville Alexander finde sif, liggende i hans seng. Den fine flaske grønne kjole, som var faldet ned af hendes ben og lå som en bølge af stof rundt omkring hendes lår og blødere del mellem hofterne, da hendes lægge var oppe i vejret lagt hen over hinanden. 
Mens den ene finger gled hen over bogstaver og ord, var den anden i gang med at køre en hårtot frem og tilbage, da hun havde løsrevet sit hår fuldstændigt der nu lå som kornblomstret dynge hen over hendes skuldre og ryg. 

De blå øjne kiggede dog endelig op, da hun hørte døren blive lukket igen. “Oh - hej.” Sagde hun med et smil, og kunne mærke suget i hendes brystkasse, som hun hurtigt kom op og sidde på hendes knæ. Hun bemærkede hurtigt at hans ansigts mimik havde ændret sig siden hun havde forladt ham nede vil bordet “Jeg - jeg håber det er okay, at jeg kiggede i dine bøger.. jeg var lidt - jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle lave” mumlede hun, og var pludselig bange for hun havde gjort noget galt. 
Hun kravlede hen over skinnende på sengen og satte sig på sengekanten. 
“Har jeg gjort noget galt?” Spurgte hun stille, og kunne mærke en krybende fornemmelse af - ja hvad, sorg? Hun kendte ham jo knapt nok, men alligevel kunne hun ikke helt ryste fornemmelsen af, at aften pludselig ville tage sig en drejning hun ikke havde håbet på. Eller regnet med. 

Han var fast besluttet på at bede hende om at gå, da han åbnede døren og trådte ind i rummet. Det lå på tungen, ordrene skulle bare formes med læberne og stemmen give lyden. Men så så han hende ligge på hans seng, magelig og bladre igennem nogle af de gamle bøger som hun - ifølge ham selv - umuligt kunne finde interessant. Han så på hende med et stille blik, betragtede måden hvorpå hendes hår faldt over hendes skuldre og den smule af hendes ben han kunne se fra kjolen der havde krybet sig op til knæene på grund af hendes stilling. Han følte atter hvordan at hans indre sitrede af varme og uden at tænke over det, lukkede han døren og hun så på ham. Det var nok til at sjælen endnu engang skælvede og han stod som frosset. Han lagde ikke mærke til hans udtryksløse ansigts udtryk, før hun satte sig på senge kanten og spurgte om hun havde gjort noget galt ved at læse i bøgerne.
Han vågnede fra sin trance og blinkede, før at hans blik faldt over bøgerne der utvivlsomt var ved sengen efter hun havde læst i dem. Så op på hende igen og hans udtryk mildnede sig bagefter, endnu engang syntes han en smule genert idet han sagde: "Nej, det har du ikke..Du..", hans blik faldt imod jorden imens at han gav slip fra håndtaget. ".. har læst?", spurgte han med en forundren i stemmen. Da han var klar over at hans bøger ikke just var særlig spændende for andre end ham selv.

Hvordan hun dog måtte have lyst op, som han sagde hun ikke havde gjort noget galt. Og spurgte ind til, om hun havde læst. Hun nikkede ivrigt og lod hendes fingre finde bogen hun lige havde kigget i. “Ja! Det er meget sjældent jeg har tid til at finde, eller læse bøger for den sags skyld. Kun dem jeg læser for min datter inden sengetid.” Sagde hun, og vente derefter blikket mod ham og lagde hoved på skrå. Der var alligevel noget, som hun følte måske var anderledes - havde han måske fortrudt? 
Men hun turde næsten ikke spørger, bare for at vide at hun skulle gå hjem igen. Hjem til horehuset, hvor hun nok ville få en ny mand hun skulle tilfredsstille. Det var meget bedre, at hun kunne blive her. 

“Må nok ærlig indrømme, at der var flere ting jeg ikke helt forstod - så jeg skrev dem ned! I et forsøg på at se, om jeg kunne finde ud af hvordan de skulle udtales.” Hun tog den lille seddel frem, og kiggede den igennem - “Det var mest blomsterne, men billederne der var der i - virkelig.” Smukt, hendes kinder begyndte at brænde som hun opdagede hvordan hun havde snakket. 
“Undskyld, jeg tror bare.. jeg er lidt nervøs.” Svarede hun, og valgte at rejse sig op fra de bløde skind, tage bogen på sengen og folde den forsigtigt sammen og ligge den på sin plads. Hun betragtede ham igen, så hvordan at lyset fra stearinlysene flakkede og gjorde at hans røde hår, så ekstra levende ud. Som kunne de være en del af dansen. 
Hendes tænder fandt underlæben, og bed langsomt ned i den - afventende, hvad skulle der ske nu?

Han lyttede, imens at hun fortalte om hvad hun havde læst. Da hun anerkendte at hun ikke forstod nogle af ordrene og mest af alt havde nydt illustrationerne, og det af indholdet hun kunne forstå - virkede Alexander ikke mindre forundret. Der var en del af ham der syntes imponeret endda, da hun sad med en lap papir med de ord hun ikke forstod på - hun var... boglig? Det var måske ikke ordret, men det var de færreste glædespiger han havde mødt i sit liv, der tog sig tiden til at læse noget som helst. En del af pigerne kunne endda ikke læse eller skrive, og dem han havde mødt som kunne, kunne kun meget lidt. Til dagen og vejen - de havde aldrig haft interesse eller haft mulighed for at få det lært. Nogle ville såmænd mene at det heller ikke passede sig for kvinder generalt at have den slags interesser,. Han havde mødt mange på sine rejser, hvor meningen var at det bare distraherede kvinder i at holde hjem og passe børn. Sådan som det var bestemt for dem. Alexander havde aldrig overvejet sin egen mening på emnet, da det aldrig havde været relevant - men nu.. han følte sig draget mere end før af hendes videbegærlighed, hendes nysgerrighed. 
Da hun rejste sig fra sengen og gik hen for at ligge bogen tilbage på plads, stod han stadig ved døren. Akavet, nervøs sådan som hun selv påstod at være - selvom det for mange sikkert ville være svært at tro på. De brugte nogle øjeblikke på den måde - han stod ved døren, hun ved skrive bordet. Han så til imens at hun let bed sig i underlæben og sterinlyset kastede legesyge stråler imod hendes blonde lokker, oplyste hendes øjne og fremhævede farven i hendes kinder. Hans hjerte hamrede. Han tog de første skridt hen imod hende: gulvbrederne knagede som han gik. Da han stod overfor hende stoppede han og så ned på hende med et fængslet blik: "Må jeg se?", spurgte han næsten fjernt og gestikulerede til papiret med ordrene hun ikke helt forstod på.
Da han spurgte virkede han dog ikke til at være synderligt interesseret i selve pergamentet, men hans øjne forblev på hendes. Hans var krop varm og ængstelig. Men han gav ikke efter, ikke endnu. 

Det var næsten som at de var et fængslet øjeblik, hvor tiden stod stille og ingen ture flytte sig, for hvad ville der ske så snart de gjorde? Ville illusionen forsvinde, og de ville ende med at vågne op. Måske havde de slet ikke mødt hinanden, og de lå hver sig væk ar hinanden. 
Det var dog en underlig tanke, lige pludselig at have i sit hoved. Selvfølgelig var det ægte, men så meget var bare sket, på så kort tid at man kunne undres. Undres over, at man virkelig kunne være så heldig, som hun havde været denne aften. 
Også rykkede han på sig, hjertet var næsten ved at slå ud af hendes brystkasse som han kom nærmere. Men det var ikke helt det hun tydeligvis ønskede som skete. Nej, han spurgte omkring hendes papir, om hvad hun havde skrevet - selvom hans øjne sagde så meget mere. 
“Uuhm.” Mumlede hun langsomt, og lod blikket kort flakke ned mod hendes hånd, inden hun langsomt rakte det frem til ham. Dog uden at slippe det, hvis han fingre lagde sig mod det - nej i stedet, lod hun instinkterne drive, det som før havde holdt hende tilbage, var at han stod ved døren. Men nu var han lige der, så tæt på, lige uden for rækkevidde. 
Hendes fødder trådte tættere på, kiggede op mod hans ansigt og priste sig nu lykkelig over, at han ikke var meget højere end hende. “Jeg, ved ikke - om det giver nogen mening -“ mumlede hun forsigtigt, og mærkede den sitrende fornemmelse i at røre ham. Men med så mange andre gange, var hun bange for at gøre det - hvad nu hvis han alligevel ikke ville, skulle hun spørger ham igen?
“Må jeg røre dig” hviskede hun hæst og svagt, mens hun blinkede to gange i træk. 

Hun rakte ham papiret og han ænsede det knap, imens at deres øjne fortsat var låst i hinandens blik. Hans lange fingre lukkede sig om papiret, idet hun nævnte at hun ikke vidste om det gav mening, men det betød intet for Alexander kom ikke til at se de ord hun havde skrevet. Han holdt fast i pergamentet, imens at hans brystkasse bevægede sig i dybe, begærende, vejrtrækninger, idet at hun havde taget initiativet til at bryde den sidste afstand der var imellem dem, og han så ned på hende med et tryllebundet blik. Som var han forhekset og kunne mærke en opstemt sitren skyde igennem hans krop fra hendes spørgsmål. Må jeg røre dig? Ordrende fik ham til at splittes; var det rigtigt at gøre? Hvad havde han egentlig gang i? Men for alle de rationelle tanker der fløj igennem ham, var der ingen af den der kunne slukke den steppebrand hun havde startet under huden på ham. Han ville have hende. Han ville have hendes krop imod hans egen, hendes læber imod sine og hendes former under hans hænder. Men han holdt sig alligevel tilbage, i tvivl om hvor meget han kunne fordybe sig i hendes krop før han sårede hendes sjæl. Men skønt tvivlen lå i hans tanker, hørte han alligevel ham selv sige: 
"Ja.."

Det føltes som en evighed før hun hørte hans ord, det var som kunne hun høre hjertet banke i hendes øre, som pulsen den rasede rundt i hendes hendes åre. 
Hun prøvede kort at finde tilbage, om hun havde oplevet noget lignende før. Og hun måtte erkende, at det havde hun ikke - også selvom hun kun havde sinde kunder som hun kunne sammenligne med. Så var det jo ikke fordi de alle sammen var dårlige, der havde da været nogle gode ind imellem. Nogen som gav mening, nogen som var rare, andre hvor det var passioneret. Men det var stadig bare en opgave, en opgave som skulle gøres færdig, også var hun sig selv igen. Der var ingen følelser involveret, intet der kunne frembringe denne ild, som han gjorde når han kiggede på hende. Når han holde omkring papiret, uden at have nogen intentioner om at agere på det. Eller læse det, det var så klar i øjnene. 
Hun tog en dyb indånding, en mere - også kom de endelig ordet ja. Og det var alt det tog, før at hun slap papiret som han havde taget om, men aldrig gjort mere ved. 
Hendes fingre søgte hans ansigt som det første, før at hun lænede sig længere frem og derefter pressede sine læber mod hans, lige som hun havde gjort nede i krostuen. Hendes arme lagde sig omkring hans hals, som hun trak ham tættere på sig. Han kunne gøre hvad han ville, for i dette øjeblik ville hun bare have ham.

Hun skulle være gået. Han skulle have bedt hende om at gå - det havde været planen, idéen, der fra starten sikkert havde været dømt til at slå fejl. Hvor længe var det siden nogen havde villet røre ham? Hvor længe var det siden at nogen havde begæret ham? Mindet om at blive kysset - kysset rigtigt, lå meget langt fra hans hukommelse. Så da Sif tog skridtet til at forsegle hvad der uden tvivl ville blive en kollision af kroppe, kunne Alexander ikke længere komme på nogen grund til at hun skulle gå. 
Den lille lap papir med ordrene på faldt ned, da både Sif og Alexander gav slip fra det. Som Sif lagde sine arme rundt om hans hals, førte Alexander sine hænder op og lagde dem over Sif's ryg. Han kyssede hende igen, sådan som han havde gjort det nede i krostuen; først nænsomt og blidt hvorefter det - med hendes samtykke - udviklede sig til noget dybt og begærligt. Han udåndede tungt igennem næsen imens at hans læber bestandigt pressede sig på ny imod hendes og han søgte hendes tunge med sin egen. Hans lange, kyndige, fingre, gjorde et hurtigt job ud af at binde båndene bag på hendes kjorte op så den løsnede sig om hendes form. Alt imens at han fortsat kyssede hende med en stigende iver efter at se hendes nøgne krop. Han greb fat om kjolen ved hofterne og trak den opad, for at trække den over hendes hoved og derved endte deres kys momentært. Hvis Sif indviede i det, ville hun efter nogle få øjeblik stå i kun sin underkjole. Imens at Alexander's varme blik fulgte hver en linje af hendes kurver. Den grønne kjole ville blive forladt på gulvet, inden at den høje krystalianer tog initiativ til igen at kysse hende, men denne gang pressede hans læber sig imod hendes hals imens at han svang en arm om livet på hende og pressede hende ind imod sit bryst, for med sin frie hånd at binde under kjolen op, så det tynde hvide lag af stof ville falde ned om hendes ankler. 

Afventende, som sekunder der føltes som timer, før at han denne gang to initiativet og lod deres læber mødes. Hendes øjne lukkede sig i med det samme, som hun pressede sig tættere på ham. Hun tog hans duft ind, som hans bløde læber formede sig omkring hende, og fik hende til at glemme alt det der var omkring dem. Kun de to, hans hænder, deres støn og duften af stearin smeltet sammen med øllen fra hans mund og krostuen i hans hår. Men også duften af skov, som regn faldet mod mos og bredte sig som en eventyrlig lag hen over en. 
Hun åbnede sig op for ham, lod hans tunge undersøge hendes - som fingre dansede hen over hans hår og rev det frit fra hestehalen. Således, så hendes fingre kunne begrave sig i den rødlige manke af hår. Et støn forlod hendes læber, som han trak kjolen hen over hendes hoved. Det var ikke en blufærdig kvinde han havde med at gøre, og hun vidste hvad hun havde at tilbyde når det kom til hendes krop. Kroppen der kun var blevet bedre, efter at have båret på et menneske i ni måneder. De bløde hofter, de runde bryster. Alt der tiggede om at få hans begærlige øjne til at glide hen over dem, i dens frie form. Den akavede Sif hun havde følt sig som før, den forsvandt lige så stille. Som hun mærkede det sidste stof endelig forlod hendes krop, og lagde sig som en hvid sø omkring. hendes fødder. 
Hendes fingre begyndte også flittigt at begynde at frigøre hans skjorte fra bukserne. Så den kunne trække over hans hoved, mens trænet fingre begyndte at binde hans livrem op.

Hvor længe var det siden? Hvor lange var det siden at han havde tilladt sig at overgive sig til begær og lyst? At alt diciplin forlod hans sind og tillod instinkter at overtage, frem for rationel tanke? Han var ikke sikker. Og i det øjeblik som de delte, havde han ikke bevidstheden til at overveje svaret der ville føre til en indgroet nervøsitet. Men han følte sig ikke længere nervøs. Hun gjorde det nemt. For nemt.

Det røde hår blev løsrevet sit fængsel af det brune bånd og tilbage var et langt tykt hår, der faldt ned over hans skuldre og omfavnede hendes hænder. Hans læber veg ikke fra hendes før det var absolut nødvendigt, og idet kjolen var blevet revet over hendes hoved og efterladt i en bunke på gulvet, sammen med det sidste underskørt der skabte den hvide cirkel om hendes fødder, fulgte hans blå øjne hendes krop med en vagtsom bevidsthed; en dyrisk bevidsthed. Hendes mave der bar præg af at have båret et barn - vakte en sælsom interesse, det satte et begærligt sus igennem kroppen på ham. Skjorten blev imellemtiden ham frarøvet, imens at Sif's kyndige hænder ordnede den slidte læder livrem og Alexander trådte ud af sine støvler. Til sidst stod de som naturen ville have det, i deres sandeste klæder. Der var kun hud.
Alexander tog et øjebliks pause fra at kysse hendes mund, til blot at tage Sif's udseende ind. Hans isblå øjne lagde sig over hendes form, de bløde hofter og den kurve der bølgende udskar overgangen til lårene. Hendes bryster og de runde skuldre, samt hendes mave - åh ved Aladrious - hendes mave! Hans brystkasse rykkede sig i en opstemt men afmålt vejrtrækning imens at han tog hendes udseende ind, og hun i samme nu kunne indtage hans:
Han var høj med lange arme og ben, der var dækket af et let tæppe af røde hår. Hans brede bryskasse havde ligeledes et svagt tæppe af samme røde dække, og fra midt bryst formede de en tynd linje der førte til en v-formet vejviser der endte ved kønshårene. Hans krop var markeret af muskler, den lette indikation ved arme, ben og mave - men han var ikke en kriger, ikke på den måde en byvagt var det eller en lejesvend. Skønhed var for den enkelte beskuer, og den aletiske krops som Alexander besad var ikke hvad en mand ville stile efter at være, og dog her var han - i sit ærligste selv - i stand til at blive begæret af en smuk kvinde. Over hele kroppen var der fregner: orange-brune prikker der skabte en abstrakt sammenhæng imellem hinanden, ganske som i hans ansigt.
Han rakte en af sine store hænder op for at ligge den imod hendes kind, før han atter udånede - næsten som overgav han sig til noget - og lænede sig ind over hende: 
"Hvor er du smuk...",  komplimenterede han med en tryllebundet stemme.