Netrish åndede tungt, og holdt Valkar tæt, som han fyldte hende, og udmattelsen greb ham. Hun huskede dette fra sin første lektion i elskovens kunst, og viste det var forbi. Med skælvende læber kyssede hun blidt hans kind, og forsøgte at tøjle sin egen lidenskab.
En unødvendig gestus viste det sig, som Valkars egne kys bevidnede han ligeså følte som hun, og ej ville lade det være det. Med mild forbløffelse malet over ansigtet, og begær i blikket, fulgte hun Valkar rundt, og lod til ligge, hvor han havde lagt.
Høet stak og prikkede mod hendes bare hud, men det blev næppe ænset mod hvad der ville komme.
Netrish hånd strøg blidt Valkar over håret, og fandt plads mod hans kind. Hendes vejrtrækning mere stabil igen, som hun lagt hoved en anelse på skrå.
Hans kys havde bagt mange løfter, men hans lyst havde end ikke forladt hende endnu. Hvad var hans intention?

Smilende glubsk og fanget i deres fælles passion, famlede Valker hånd kort i hans klæder til fingrene fandt fæste om det de søgte.
Nænsomt dansede hans fingre gennem hendes hår for at, han kunne ej tro sine øjne hun lå der higende efter ham, og han ønskede ej at skuffe.
Roligt lukkede han øjnene og et mildt skær bredte sig fra krystallen i hans hånd, et skær i slægtskab af Netrish gave.

Stødt blev han sværd atter som stål og sigende smil gjorde han dem atter til et. Hængende over dem hang tørrede Lauranas liljer, men hans blik var forgabt i hendes, deres stund ville forsætte.

Netrish vendte hoved, og plantede et kys på Valkars hånd, som han strøg hendes hår. Et kys, der ville have været tålmodigt, havde det ikke været for det blide nap der gemte sig, som de fyldige læber mødte hans hud.
Lyset fra krystallen fangede dog hendes opmærksomhed, og hun så op mod ham igen. Et øjeblik troede hun det var hans evne, og hun undres, men så fik hun øje på krystallen i hans hånd, og det mere grønlige, velkendte skær derfra.

Netrish sukkede ved synet. Det virkede absurd, som spild! Alligevel bredte der sig et smil på hendes læber, som Valkar igen blev fyldt med energi, og var klar til at fortsætte.

Gladeligt tog hun imod ham igen, hendes blik og opmærksomhed på intet andet end Valkar, opslugt af hans væsen og nærhed. 
Nok var hendes hunger tydelig, men hun tøjlede den med mere tålmod denne gang, og gav sig tiden til at nyde hvert øjeblik af ham, af dem, mens tid stadig var.

Så opslugt var Netrish af deres øjeblik, at end ikke hun, som Præstinde af Kile, opdagede at det var en ganske anden gudinde der vågede over dem i denne stund.

Valkar sukkede smilende over Netrish slet skjulte iver, åh hvor han elskede den side af hende! I sandhed elskede han alle hendes facetter, men det var umådeligt forfriskende at møde denne.
Hendes suk blev mødt med et nap i øret samt en hvisken "Jeg gir mit væsen til dig, igen og igen" et sigende smil dansende over deres læber. 

Valkars verden bestod at to safirer skindende klart som stjerner på nattehimlen sort som ravnefjer, indhyllet i et stjernebillede, glimtende i skæret fra den fjerne lanterne. 
Hvor deres sidste havde været i passionens klør, var dette mere pirrende, mådeholdigt, præcis tøjlende den ulmende passion. Det de delte denne gang var elskendes elskov.
Men lige meget hvor meget han forsøgte at holde det hen, kom hans forløsning atter engang fyldende hende atter en gang med hans nærhed, essence og kærlighed.
Brugt og udmattet lagde han sig ved hendes side i omfavnelse .

Valkars ord ekkoede i Netrish sind som deres elskov fortsatte, langsomt, udforskende, men ikke mindre intenst. Atter engang viste Valkar sig en mand af sit ord, som han gav hende sit alt, og som hun ivrigt tog imod alt han bød, gav hun ligeledes tilbage til ham med hele sit væsen.

Det føltes som en evighed var passeret, en livstid eller mere kunne være drevet forbi udenfor staldens vægge, og Netrish ville aldrig have ænset det. Trætheden tog over for passion, og en saglig fred lagde sig over hende, for en stund.
Men nu, hvor de lå arm i arm, gispende åndedræt faldt til ro, som deres hamrende hjerter stilnes, krøb virkeligheden langsomt ind på den unge elver. Selv ikke Valkars varme favn kunne holde den på afstand, og Netrish indså den fejl hun havde begået.
Hvordan skulle hun nogensinde kunne rejse? Hvordan kunne hun forlade hans nærhed, hans løfte om mere, og vende tilbage til det kolde, ensomme liv hun havde levet før?

Langsomt flyttede Netrish på sig. Langsomt trak hun sig fra Valkars favn, mens hendes egen kun løsnede sig modvilligt. Hun vendte ikke tilbage til det liv hun havde levet, men rejste for at finde det liv hun havde nægtet sig selv. Det tog alt den styrke og vilje hun havde tilbage, men endelig sad hun op. "Vi vil mødes igen Valkar, I dette liv" svor hun, hendes stemme sagte, men fast. Om gudinden vil det. Tanken fulgte hendes ord, men hun kunne ikke få sig selv til at sige dem. Dette var hendes løfte at give, og så måtte Kile knuse det om Hun ville!

Tunge åndedræt ekkoede i stalden som de to elskere lå favn i favn, sjældent havde Valkar nydt noget så meget som han havde, og hans hjerte ønskede at lade det vare evigt. Men selv en evighed måtte ende, og denne lige så, afbrudt som Netrish satte sig op. 
Uforstående blinkede han med øjnene, for hendes ords vægt endelig nåede ham og virkeligheden kom brølende tilbage. De var ved at sige farvel og hun bød atter hendes afsked. 
Fingre dansede blidt langs hendes lår, som Valkar tavst fik skubbet sig op at sidde. "Mit hjerte ser frem til den dag..." svarede stille men med vilje af stål, for han vidste ikke hvad han ville gøre mod verden hvis den tog hende fra ham, han havde mistet så meget allerede, og han kunne ikke bærer at miste endnu en.

Et stille bredte sig på hans læber, som han tog synet ind af hendes form og væsen måske for sidste gang, kun guderne måtte vide hvornår han atter kunne fordybe sig i hendes safirer.
Prøvede tog han hendes hånd, han vidste at hendes rejse var uundgåelig, men alligevel håbede han at kunne udskyde den blot en smule mere.

Netrish mærkede Valkars hånd, først mod hendes lår, og så gribende efter hendes. Ganske som Valkar håbede, stoppede hans berøring hendes videre fremmatch. Et øjeblik sad hun blot, med hans ord om hende som værn mod den kølige luft. Langsomt flyttede hun så på sin hånd, men i stedet for at trække den til sig, flettede hun sine fingre ind mellem hans.
Et suk forlod hendes læber, let og flygtigt, som hun vendte blikket mod Valkar, et sagte smil på hendes læber. Roligt lagde hun hoved mod hans skulder, som deres elskovs tåger lettede, og hun huskede grundene til hun havde besluttet sig for at rejse.

Selvom det ikke var første gang, virkede ordrene svære at finde denne gang. "Valkar.. Jeg ved vores veje bliver lange, og jeg ved ikke hvad der må ventes os, hver især.. eller hvem vi er når vi mødes igen. Men jeg håber, med hele mit hjerte, vi vil være hinanden værdige" sagde hun lavmælt, med forsigtigheden passende til ord man ikke ønskede sagt, men stadig var nødvendige at sige.

Hendes hånd føltes varmt i Valkars, smilende varmt som fingre flettede sig mellem hinanden. De uundgåelige udsat endnu et øjeblik, som hendes hoved fandt hvile på hans skulder forlod endnu et suk hans læber. Blidt gled hans frie hånd langt det bølgende sorte hav, han vidste hvad måtte komme, men hendes duft gjorde det så umådeligt svært at acceptere.

Sandheden var lige så sværd at hører som ventet, hele Valkars væsen ønskede at modsige hende men det var andre ord der kom til hans tunge "Jeg.. Jeg forstår, der er intet der er sikkert, ingen ved hvad fremtiden vil bringe, men jeg håber af hele mit væsen at vi kan gøre dit hjerte ære" Det ville på ingen måde være let at lade hende rejse, men det var nødvendigt for dem begge, nødvendigt hvis de skulle kunne have en fremtid sammen.

Valkars ånde føltes varm mod hendes hud, hans hånd mod hendes hår beroligende og blid. Men selv deres passion var ikke nok til at holde virkeligheden på afstand, og den kølige luft krøb over hendes bare hud, som en isnende tåge.
Et suk forlod Netrishs læber, som hun løftede hoved og langsomt nikkede.
"Vi har begge tvivl om hvem vi er, eller bør være.. Betvivl aldrig at jeg ej havde fundet den vej jeg går nu uden dig. Og jeg håber at gå ved din side igen, men jeg kan ikke følge blindt. Jeg må kende den sti jeg træder først" bød hun ham, og lagde blindt en hånd mod hans skulder, inden hun rakt efter sit tøj.
Et virkeligt værn mod virkelighedens kulde. Det var et svagt håb om det ligeledes ville være et værn mod kulden der hærdede hendes hjerte.

Valker nikkede kort og verden føltes med et som at vinteren var kommet tidligt, som at den ensomme tåre der løb ned langs hans kind truede med at fryse til is. "Betvivl ej at jeg lige så ser en sti for mig jeg ej havde troet at finde, jeg håber at lige så at vi atter kan følge den samme sti, men at det er en vi følger sammen uden nogen skulle lede den anden" svarede han stille.
Atter en gang ønskede han at stoppe hende, men for at de kunne være sammen måtte han give slip, intet blev vundet ved at kvæle hende med hans kærlighed, eller lænke hende med gaver og løfter.
Stille lod han hende samle hendes ting, som tårerne en efter en kom piblende frem, med skyggen af et smil på hans læber, stolt over dem begge, og hvor langt de var nået. 

Netrish samlede tøjet i sin favn og kom på benene. Lag efter lag kom på, og distancerede hende fra øjeblikket der havde været. Men trods klædernes praktiske form og tykke stof, var det var et ringe værn mod kulden der spredte sig i hendes bryst. Hun vendte ansigtet over skulderen som Valkar talte, men hendes blik var fjernt. Hun viste hun ikke ville have styrken til at rejse, hvis hun så sig tilbage nu.

Langsomt nikkede hun til hans ord, og rettede på sine klæder, trods de sad ganske som de skulle. Med en anstrengelse af vilje der knap fik hendes hjerte til at briste, tog hun det første skridt væk, og mærkede hvordan kulden i hendes indre spredte sig for hvert skridt.
Hendes hænder fandt atter hestens tøjler, men som hun ledte den mod døren atter engang, bød hun den ingen opmærksomhed. "Valkar.." hun stoppede, med hånden på stalddøren.

"Ligegyldigt hvad der hender herfra. Ligegyldigt hvad du har bedrevet før vores møde. Så vid, at du er en helt for mig. Og det vil jeg evigt holde i mit hjerte".

Ordrene hang stadig i luften som Netrishs egne tåre brød frem, og hun trods sin svaghed så sig tilbage, og fandt sine egne tåre afspejlet på Valkars ansigt. Det var næsten mere end hun kunne bære. Hun ønskede intet mere end at tørre dem bort fra hans kind. Men det kunne ikke være. Ikke endnu.
"Farvel Valkar.. For nu"

---

Udenfor hang skyerne tungt, og lyden af hove forsvandt langsomt over de vindblæste enge. Fjerne var de blevet, før en anden lyd brød med vindens susen. En forsigtig banken lød, og stalddøren blev åbnet på klem. "Ehm, Hr Valkar? Vi har varmet et bad til Dem, og gjort et værelse klar. De kan også få et måltid mad hvis De ønsker.." lød den spinkel stemme fra en af Telmas døtre. Hendes skygge faldt ind gennem sprækken i døren, men hun holdt sig pænt udenfor, for herrens privatliv.

Som tårene trillede ned langs Valkars kinder blev det for meget at se hende tage lag efter lag på, hvert af dem et symbol på den verden udenfor hun måtte beskytte sig imod.
Han hadede det, hadede at hun var nødt til at værne sig mod den verden der havde gjort hende så meget ondt, hadede at hun følte at hun var nødt til at skjule den skønhed og det lys hun bar i sin sjæl, men mest af alt hadede han at selv havde været med til at tvinge hende ud på sin stig atter en gang.

Tårerne havde nært stoppet som hun nåede døren, det var uundgåeligt at deres veje måtte skilles nu hvis de skulle have en chance for at følge den samme vej senere, men alligevel hang håbet tydeligt i hans ord som hun stoppede og kaldte hans navn "Neelah?" bød han stille, før vægten af hendes følgende ord fandt fæste i hans sind og på ny sprang tårene frem.
Han ville takke hende, men det eneste der brød frem var et halvkvalt "Tak" Tilgivelse lå udenfor hans rækkevidde, men måske kunne forståelse nåes endnu.

Hendes afsked nåede blot at hænge i luften et øjeblik før Valkar genvandt talens gave "Må din færd bringe mere lykke end før" han ønskede af hele sit hjerte at det ville blive sandt.
Stille samlede han sine klæder efter at have set hende vende ud mod den kolde verden der ventede, en kulde der ej var sen til at krybe ind i stalden der for ganske få øjeblikke siden havde varmet ham som sjældent før. 
Stemmen fra en ungpige afbrød hans tanker, det var tid til at tage et valg, svaret kom lettere til ham end ventet men sikkert. "Jeg takker for buddet, men min tilstedeværelse er krævet andet steds, få venligst din moder til at sende min hest tilbage til Opalslottet" Med de ord bredte der sig et lys i stalden og Opalslottets herrer var væk, taget ud for at være en helt i en andens hjerte.