Elainas øjne mødte hans, hun fik fornemmelsen af at han også var en dæmon, om de var de gule øjne eller hans attitude som gjorde det vidste hun ikke helt. En ting var hun sikker på hun ville snart tilbage til sine egne gemakker. Han virkede ikke engang helt ked af at have sagt det, men blot for at se hendes reaktion. Hun hade sig selv at for at vise så meget af sig selv. Hade sig selv for at have lukket sig så inde omkring den dag. At det stadig var svært at høre navnet. Ingen havde gentaget da hun sagde det, så det var så fremmed for hende at høre en anden sige det.

Elaina fik lyst til fnyse af ham. Sende ham i grotten og tænke over hvad han egentlig havde sagt og hvad han sagde nu. Det gjorde hende både nysgerrig og en anelse vred. End til nu, havde hun gravet for at få de oplysninger og nu tvivlede han på hende, i forhold til hun sad på magten? Elaina endte dog blot med at sukke af hans sætningen. Hun så imod hendes vagt og rejste sig roligt, vendte blikket imod ham ”Jeg trækker mig over i pejsestuen” sagde hun roligt og begyndte at gå, inden hun forlod the stuen vendte hun blikket igen mod ham og sagde ”Sig hvad De har på hjertet, eller syntes jeg De skal tage hjem” Elaina var ikke længere humør til julelege. Hun var også efterhånden ved at være træt og udkørt.

Det var ikke et problem for Deavàs, at afsløre sin race overfor hende, men han var også sikker på, at hun næppe ville kunne forholde sig roligt, hvis han fortalte sandheden og ikke mindst lagde alle kortene på bordet. Nu var hun i stedet irriteret på ham af en anden grund, der kunne have været langt værre. Så for ham, var dette den bedste løsning på at opløse samtalen. Deavàs havde også andre ting at skulle ordne, imens at han var i flodbyen, men det behøvede hun selvfølgelig ikke vide. Alt skulle jo helst handle om den kære hertuginde.

Deavàs ville uden tvivl modsætte sig at blive smidt nogen steder hen. Hvis det skete, så ville hun med sikkerhed komme til at se hans sande natur. Måske det var bedre at afslutte det på denne måde fremfor at få hende til at have en grund til at efterlyse ham. Der var jo intet i vejen med en dårlig humor eller mangel på situationsfornemmelse. Det kunne hun vel ikke bebrejde ham for? Hans blik hvilede på hende, som hun rejste sig. Høflig, som han kunne være, rejste han sig også op, som han bukkede hovedet let for hendes ønske om at trække sig. "Der er ingen grund til at trække dette længere ud, Deres måde" svarede han med et svagt smil på læben. Han samlede bogen op og fulgte hende med blikket, som hun stoppede i døren. "Måske De skulle overveje at søge hjælp.." svarede han roligt med et eftertænksomt blik i øjnene. "Der er mange måde hvorpå man kan bearbejde den form for smerte" fortsatte han let, før at han bukkede hovedet igen. Skulle han selv finde ud? Næppe.. for de ville sikkert ikke risikere at han tog en omvej for at se boligen and indefra.

Inden hun nåede at forlade rummet helt, så snakkede han. Dog en anelse mere behageligt end før. Måske havde hun overreageret eller også var det hendes træthed der var ved at tage overhånd. Uanset så var det nok bedst at afslutte mødet, og måske en dag ville deres veje krydse igen. For nu havde hun en del at tænke på, og selvom han ikke ville sige alt var hun sikker på at det ikke var behagelig nyheder. Elaina smilede kort og sagde ”De har nok ret” afsluttede hun og lavede et nik som et farvel. Hvorefter hun træk sig ind i pejsestuen.

Som hun sad foran brændeovnen, kunne hun svagt høre vagten sige til ham ”Lad mig følge Dem ud” skridtene blev svagere og til sidst hørte hun en dør åbne og lukke. Han var væk. Elaina åndende ud, det havde taget hårde på hende, end hun troede. Han havde ret at der skulle komme hjælp til hende, ellers ville hun ikke klare at være her, alene. Der gik dog ikke mange minutter før hun faldt i søvn foran den rare varme. Vagten fra tidligere kom tilbage til hende, han smilede som hun endelig havde fundet ro. Let som ingenting tog han hende op sine arme og førte hende til hendes gemakker og lage hende stille i sengen. Hvor efter han gik ud og blev stående ved hendes dør, end til en ny vagt ville afløse ham ved vagtskiftet.