Glæden ved at en anden gjorde han sove plads rede varmede stadig efter alle de år. Men at en kvinde der nærmest havde afskyet ham gjorde gjorde kun følelsen så meget bedre. Liv's konstruktion var dog noget anderledes end hvad han elles så, men hun havde trods alt levet flere livstider end nogen ville kunne vente at leve.
"Alt forladt, jeg spiser sjældent alligevel." svarede han, med en kort klukken, selve tilbudet havde været noget besynderligt, selvom hendes bryst var ganske imponerende. Hun havde med al sandsynlighed ikke ment det så meget et spøj som han havde valgt at tolke det. "Børnene har mere brug for det end jeg, det skulle jo nødigt sulte."
