Der var ingen udvej, og selvom Retinentia havde været udmærket klar over det fra startet, fandt hun ingen forløsning ved at udsætte smerten. Udsætte ordren han havde givet hende, ved at spise så langsomt som overhovedet muligt, af mindre bider, for ikke at fortærre maden alt for hurtig. Den søde mad, der næsten var værre for hende at spise langsomt, end tanken om hvad der ventede bagefter.

Hans ord fik hende til at løfte blikket og stirre på ham. Blive ved med at stirre med indædt had for hver eneste bid hun tog. Hvis bare hun kunne finde en måde at tørre det venlige smil af hans læber. Finde noget at skade ham med. Så snart tanken slog ned, irriterede det hele hendes krop. Det måtte hun ikke. Forbandet! Helt ned til Zaladins sorte sjæl!

"Hvordan blev du dog så tålmodig" stemmen var ikke kælen, men ejede heller ikke den vrede og spydighed man måske kunne forvente. Ordren overvandt langsomheden, og hun måtte opgive at trække den længere, men i stedet forføre. Selv ordet var helt forkert. Hvad var forførelse? Det var noget man gjorde for at smigrer og håbe på mere end bare at få opfyldt sine egne behov. Det var hvad ordet betød for hende, og alligevel vidste hun ikke hvordan hun skulle opfylde det, andet end at gå efter hans behov.
Hvilket blev forsøgt ved først at kravle tættere på, tage fat i skjorten, og nå ind til huden der gemte sig bag med overraskende bløde læber. Opfylde hans behov. Det var vel at forføre?

Hvis tanken om at se hende forsøge at snyde sig udenom ordren havde bragt ham morskab, blegnede den i forhold til den manifestation af hans magt over han hende, han følte som hun langsomt spiste den mad som tydeligt ikke ønskede at spise. Tærte efter tærte, bid for bid. 
Hendes hadefulde blikke blæste kun til flammerne i hans sjæl, han ville se hende knække. Ikke helt men bare nok til at hun indså at han var bedre end hende, og intet i verden kunne ændre på det simple faktum.

"Alt godt kommer til den der venter, jo mere folk vise om dem selv, jo mere viden har man at gøre med" Svarede han smilende et skævt smil. Det var en sandhed han gjorde sit for at efterleve, men selv han ikke altid kunne efterleve. Dog var ændringen i hendes stemme ej gået hans øre forbi, snart skete det, hans næste morskab.
Kælent dansede en finger under hendes hage, lilla klædte hende hende godt, men ikke nær så godt som underdanighed. "Uh, hvad mon de finder på min kære? De virker eventyr lysten" muligvis var det for meget at lægge trykket som han havde, men hvad hun gjorde med det ville være ganske interessant. Den nedre del af så ganske meget frem til akten, der utvivlsomt ville komme. For det havde han besluttet sig for.

Alt godt kommer til den der venter. Retinentia kunne ikke helt set pointen med disse ord. Hun så intet godt der kunne komme i fremtiden af at vente på det. Ikke med ham som ny hersker af hele hendes tilværelse. Hun foragtede ham for det. Hadede ham af dybeste kerne. Men hun kunne stadig intet gøre ved det. Alligevel nægtede hun at henstille sig på bare at få det bedste ud af situationen. Retinentia kunne gøre mange ting, udsætte krop og sjæle for brutalliteter uden at det knækkede hende. Ikke før der var gået lang tid. Hun håbede blot på at den tidshorisont var meget længere end hans tålmodighed.

Det gav en forkert klang i hendes øre, der medførte at hun løftede hovedet igen og så op på ham med sine intense grønne øjne. Øjne der ikke helt kunne bestemme sig om de skulle være nysgerrige omkring trykket i hans ord, og dermed være eventyrlysten, eller konkludere at dette var noget der skulle overståes.  "Hvem elsker ikke et eventyr" Fingrene greb hårdere fat i skjorten og tvang den åben, ikke observant på om den faktisk gik i stykker, han havde ikke beordret hende ikke at gøre skade på hans beklædning. "Men er De helt sikker på at eventyret ikke bliver for farligt." vandrende fingre. Ikke spor tilbageholdende, omend det stadig var en ganske kærtegnende håndtering der blev lagt for - i hvert fald hvad hun kaldte kærtegnende, omend det ofte var en smule hårdere end hvad skrøbelige mennesker var vant til.

At miste en skjorte var ikke det største tab, en dråbe i det hav af ejendele han kunne kalde for hans. Dog måtte han sande at det ville være en kende upraktisk på hjemrejsen, men det fyldte ærligt talt ikke meget i hans tanker. "Et glimrende spørgsmål" klukkede han, mens hans hånd kærtegnede hendes hår. Det så nu bedre ud uden alt det tingel tangel der havde været gemt i det tidligere "Fare må overvindes, samt undertvinges" smilte han blot.

Sandt nok var var hendes kærtegn langt fra blide, men en leg der skulle leges. "Vær liderlig" kommanderede han, mon hendes krop reagerede til hans ordre? Eller hun blot skulle lade som om? "Fortæl mig om din krop bliver det af ordren, eller at du blot er tvunget til at lade som om" Bød han dernæst. Nok var det et sidespring, men et ganske interessant et som han så frem til at få svar på. Det kunne blive ganske brugbart i fremtiden de ville dele sammen. 

"Nok sidespring, forsæt med forføringen, uden at ødelægge mine bukser" Nok var Valkar interesseret i hvad hun ville finde på derefter, men hans bukser måtte gerne overleve. Blidt fandt hans læber fæste på hendes pande, måske ville det være spændende at se hende bære hans barn? Et mærke hun fra ham hun ej helle kunne ryste af.

Havde han ikke været så forbandet irriterende og øretæveindbydende, ville hun jo nærmest havde været underholdt af hans mærkelige ordspil. Pakkede det hele ind i fin tale og mærkelige formuleringer. Underlige rigmennesker, der helst ophævede dem selv. Menneskede havde han i hvert fald være. Det kunne næsten smages. Bogstavelig talt.
Og så kom endnu en ordre, der medførte at hendes korte tanke om at han kunne havde været interessant at lærer mere om under andre omstændigheder, forsvandt som dug fra solen.

Retinentia kunne ikke fremtvinge sådan en følelse ud af ingenting. Hun kunne prøve af bedste evne at tænke på ting der ville medføre det, men det ville ikke være en naturlig fremkomst bare at få at vide hun skulle. "Beklager at måtte skuffe dig, herre, men det er desværre ikke en ordre jeg kan udfylde uden at lade som om til en start, før jeg har fundet noget der kan vække følelsen. Det gør ordre ikke ligefrem" kommenterede hun let spydigt med et alt for sødt smil på læberne. Hun var nødt til at arbejde af andre veje for at det skete, og det var ikke videre nemt.

Ikke at han lige nu fremkaldte noget af det med sine ordre. Retinentia fulgte ikke ordre med mindre hun var tvunget, og at tvinge hende til noget, hjalp næppe på følelsen af begær eller lyst. Langt fra, men hun kunne tænke tilbage til andre stunder, tænke sig frem til at noget af den kropslige følelse kunne overholdes. Og hvis han ville det han lagde op til, ville hun fanme også selv havde noget ud af det.
"En skam" Retinentia lænede sig frem igen, stadig med en let forskuelighed af hvad forførelse egentlig var for en størrelse, og fortsatte ned af kroppen, sørgede for ikke at ødelægge hans dyrebare bukser på vejen, for at nå under dem.

En rungende latter lød fra Valkars inderste, åh det var morsomt! "Noget siger mig at de morede dem over at skulle svare det" En seriøs mine faldt over hans ansigt og med et fast greb låste hans fingre sig om den lilla hals "Dog finder jeg ikke deres tone passende, vid at hvis jeg tager dem i dette igen, vil de blive straffet passende" Nok havde hun underholdt ham, men at blive gjort til grin var ikke noget han ønskede. Dog ønskede han ikke at hun skulle lige for meget overlast, men en smule åndenød burde sætte ting i perspektiv for hende. Og med det løsnede hans greb, luften fri til at fylde hendes lunger.

"En anden gang måske" kom det tørt, dog var det tydeligt at han nød hendes berøring. Tanken om hendes læber der arbejde, fik ham blot mere opstemt. "Gå du blot videre, du ved godt at du hvad du skal" lo han kort. Om hun var i humør til det var ham ligegyldigt, lige nu var hun blot til for at være hans legetøj. "Løft op i kjolen det er ved at være tid, med mindre du kan komme med et bedre alternativ til mig" lo han atter en gang. Ville hun mon prøve at udskyde atter en gang?

Retinentia lod sig ikke uden videre skræmme. Hans tag om hendes hals blev imødekommet af et koldt blik. Nærmest udfordrende, som betvivlede hun hans ord med alle fibre i hele kroppen. Straffet passende. Hun ville gerne se hvor opfindsom han kunne blive med en straf der var værre end det mareridt han i forvejen lod hende gennemleve gennem dette. Hun svarede ikke på hans trussel, men lod følelsen af at miste evnen til frit at trække luft, fylde i stedet. Det var nemmere at fokusere på ubehagen ved dette, end hvad hun ellers var ved at foretage sig.

Oh havde han da ved Zaladin ikke en mundkurv! Hendes arbejde havde været så meget nemmere hvis han stemme ikke havde fortsat med at give lyd fra sig ligemeget hvad hun gjorde. Det irriterende hende grænseløst, selvom hun udfortrøden arbejdede videre for hans nydelses skyld. Ikke at det generede hende at gøre det, hvis han da ellers bare ville tie stille imens. Et indre ønske der desværre ikke så ud til at blive opfyldt.

Hans latter fik hende til at lukke øjnende kort, før hun fra stillingn dernede løftede blikket for at kigge op på ham. Trods at være på den måde, der tydeligt afspejlede underdanighed, gav hende en klam følelse, var det næppe sådan han så på det. "Det skulle da lige være, at De selv ville have æren i at bestemme hvor meget af kjolen De ønsker at fjerne" der var noget kælent over henes stemme, med en underliggenhed af noget farligt. På mange måder sammenligneligt med en kat, hvis hensigter hurtigt kunne vende, såfremt hun havde haft chancen. Oh hvis bare hun havde chancen.

Trodsig, ville være det ord han ville beskrive hans ny erhvervede bekendtskab med, blidt dansede hans fingre ned af den blege lilla hud. At hun nægtede at reagere på at blive nægtet et frit åndedræt irriterede ham en smule, men hun lod til ikke at have fokus på andet, en trøst men en ringe en af slagsen.
I det mindste havde hun en udmærket evne til at bringe nydelse ved hende berøring, at det ikke bragte det til hende selv var en mindre detalje der ikke interesserede ham synderlig.

Hendes blik var besynderligt, det var som det var en del underdanighed, en del afsky og en del noget han ikke kunne decifrere. "Nok til at se, men ikke for meget" kom det med lumsk smil, hendes stemme i modsætning til blikket syntes han ganske meget om. At lege med hende i det humør kunne blive ganske interessant. Hans krop reagerede ihvertfald tydeligt på den. Nærmest betaget løb hans fingre gennem det røde hår, blot for at begrave sig og gribe fat. "Det er tid, brug din mund til at væde den og derefter lad os sørge for at du kommer til at bære mit barn i dig" En kort gestus fald mod hans pulserende manddom, hvor fertil var hun mon i virkeligheden? Og hvor meget had ville hendes øjne vise?

Besynderlige, mærkværdige og irriterende menneskemand. Det var slet ikke svært at se at han direkte nød at genere hende. Drille hende, og bestemt få hende til at indse at han havde al tid i verden til hun indså at hun ikke længere bestemte noget som helst i sit liv. Hans ordre var lov, og hun eftergav det ved at ganske let lade kjolen glide nok til side af den farverige hud, til at afsløre flere dele af hende selv, uden at hverken tage kjolen af, eller bare lade det hele vise.

Retinentia arbejdede på at holde sig så neutral som overhovedet muligt omkring alt - trods vreden direkte pulsede i hendes åre som en vred sygdom.
Hun ville ikke give ham tilfredsstillelsen af at se hvilken effekt hans ord egentlig havde på hende, som hun trak vejret ind gennem næsen en smule mere kræftigt end tiltænkt, og trækkende blev for en kort stund mere skarpe. At bære hans barn. Hans barn. Hun vidste han havde ville vide hvornår hun var frugtbar, og hun burde havde tænkt sig til at dette kunne havde været et af formålene. Men hvorfor skulle han ønske et afkom med hende?
Af ren forsvar, slog hun disse tanker så meget fra som overhovedet muligt, som hun begav sig nedefter, efterkom hans ønske - gøre ham klar til det hun med stor intensitet helst ville undgå, trods det ikke kunne fornemmes af udførelsen. Chancen var lille for at undgå den skæbne der var i sigte, men for første gang i mange århundreder teede Retinentia sig til noget så menneskeligt som at håbe.

Et nydelsens suk undslap hans læber som hans dæmon gjorde som der blev befalet, med en simpel håndbevægelse dannede der sig en lille kugle af lys der svævede op og badede dem begge i et lilla lys.
De små flænger i hendes maske af neutralitet ænsede han ikke, lige nu var han tættere på noget vigtigere for ham selv. Fast begravede han fingrene i hendes hår og holdt hende ved ilden.
"Åååhh..." sukkede han atter en gang, og med et fast greb hev han hende ned over sig, varmen af at være i hende spredte sig gennem ham. Akten kunne begynde.

Længden på akten var ikke af betydning for ham, det der betød noget var at han fik plantet sit barn i hende. At hun ville blive velsignet med at bærer hans afkom, om hun ønskede det eller ej.
Som han plantede sit livsfrø i hende Stønnede han et navn til vinden "Åååhh... Jezebel" For hans tanker lå hos hans hjertenskær, og at hun en dag ville velsigne ham med deres fælles barn.

Retinentia fulgte lydigt med ham, udførte sin ordre der var blevet hende givet, trods hun ikke ønskede at gøre det. Hun havde intet ønske om at blive frugtbar og specielt ikke med hans afkom, men så længe han ejede hende, havde hendes navn, havde hun intet valg. En let sitren gik igennem hendes krop, uforberedt på indtrængen, da hun vitterligt ikke lystede at gøre dette, men hun lod sig ikke videre mærke i det.

Kroppen reagerede præcis som den skulle, og hun tog imod hvad hun kunne få af tilfredsstillelse, trods omstændighederne, og vreden i kroppen der mest havde lyst til at kvæle ham på stedet og efterlade et lig tilbage til kragerne at mæske sig i.
Hun var ligeglad med at han udtalte en andens navn, af hvad hun vidste af var dette blot en person han ville ønske at gøre dette med, men ikke havde muligheden for. På sin hvis sørgeligt, men i Retinentias øjne ynkeligt. Men det forplantede et kort i hendes hånd, og sindet låste sig fast på navnet. Måske kunne han ikke gøre hende noget fysisk eller psykisk uden at gå imod den direkte ordre om aldrig at gøre Valkar ondt, fysisk eller psykisk, men det hindrede hende ikke i at gøre denne Jezebel ondt, hvis det nogensinde lykkedes hende at finde ham.

Retinentia blev siddende hvor hun var placeret og så ned på ham, afventende hvad han ønskede at hun skulle gøre næst. Forsvinde, helst hvis hun kunne få lov, eller blive tvunget til at tage med ham i værste fald. Alt imens hun følte sig forkert indvendig. Som om noget havde ændret sig, og hun brød sig ikke den mindste smule om det.

At sige at oplevelsen havde moret Valkar, ville være en underdrivelse. At have noget nær total kontrol over et andet væsen var berusende, en magt han ikke havde haft før, men så frem til at få igen. Et skævt smil brød frem på hans læber, at få hans dæmon til at finde flere til ham, blot for at binde dem ved deres navn. 
Han kunne nærmest mærke magten danse ved hans fingerspidser, hans egne monstre at vende mod hans fjender, skygger til at hviske ham hemmeligheder. 

Som akten var ovre var det tide til at færdigøre nettet af ordre om Retinentia, at stramme til så hun ikke lavede ulykker. "Pas på barnet som du elskede det, vær et værn mod verden for det" med sikkerhed lå det til dæmoner at æde deres eget yngel, men ikke denne gang. "Jeg kommer til at påkalde dem atter engang om måned, dette vil gentage sig til de er med barn." Hendes skæbne var ikke længere hendes egen den var hans at diktere. Åh han havde planer for dem begge, hun ville være et springbræt for hans kommende storhed. Dog hvis hun artede sig kunne hun blive en del af den.
"Nævn for ingen at barnet er mit, med mindre at jeg siger anderledes" Der var ingen årsag til at verden havde den viden. "Jeg påkalder dem når jeg atter behøver deres tilstedeværelse" Med disse ord forlod han hende, som herrer over hendes skæbne.