Som hun endelig bare havde fundet lidt ro i kroppen, blev den forstyrret af en tåbelig vagt. Men en ny agenda til Hektor. Det mindende hende om deres årsdag hvor han atter måtte forlade dem, for en eller tåbelig tyv. Dog denne gang var det om hans mor. Elaina var faktisk overrasket over at han endelig havde trådt i karakter overfor hans mor og taget styringen, et eller andet sted var hun stolt over ham, og det blev kun bedre da han beordrede vagten væk, han valgte ikke at reagere på det. Hvilket overraskede hende. ”Hvad har du gjort ved din mor?” spurgte hun roligt, Elaina var vidste jo ikke hvad han egentlig havde gjort, men hvad hun kunne høre af samtalen havde hun fået en klar besked fra Hektor.

Elaina så lidt i vandet, hun havde det stadig lidt underligt med at være så blottet og det blev slet ikke bedre da han spurgte om de kunne være alene, alene. Hvorfor nu det, tænkte hun. Der var ellers så stille så roligt hun havde ikke brug for yderligere nervøsitet! Elaina gjorde dog som han sagde, og følelsen af at være blottet forsvandt en smule i det han nu kunne se hendes ryg, måske var det tidspunktet hvor hun faktisk skulle fortælle ham om hvad Vokunzun sidst havde sagt til hende.

Som hun var i gang med at tage mod til sig, ødelagde han det lidt ved at stille et lettere retorisk spørgsmål. ”Nej” svarede hun blot, og følte at det var lidt unødvendig small talk. Hvorfor følte hun stadig denne akavede følelse imellem dem, ville den mon forsvinde? Elaina sukkede kort og tog en dyb indånding det var nu eller aldrig ”Hektor.. Det, det sidste jeg huske det frygtelige væsen sagde til mig var.. at legen måtte forsætte på et andet tidspunkt” Elaina kunne mærke en tåre presse sig på, aldrig havde hun rigtig grædt og tænk at dette væsen fik hende til at græde over ham! Hun følte skam, sidst hun havde grædt var over hendes bror, heldigvis faldt der kun nogle få tåre ned af hendes kinder, mere fortjente dette væsen ikke, da det allerede havde fået nogle af hendes dyrebare tåre under hans såkaldte leg. Elaina var anspændt over Hektors reaktion, hun var bange for at han nu mere end noget andet ville rejse ud på hans færd. 

Han skrubede hertugindens ryg med en nemsom hånd, da hun spurgte om hvad der var sket med hans mor. Hektor sukkede kort inden han gav hende svaret "Jeg fik nok af hende Elaina." Han stoppede kort kluden "Da jeg kom hjem med dig, larmede hun og opførte sig som en fulderik, en hver anden nat når hun falder i flasken." Hektor så væk, irritation var klar at høre i hans stemme, "Jeg blev vred over hendes opførelse og mangel på respekt Jeg kunne ikke lade hende komme for tæt på dig i sådan situation, hvor dit liv var i fare." Han samlede sig selv og fik bedre styr på hans uro. Hun er nu i husarrest, indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal stille op med hende." Han gik igang med at skrubbe hendes ryg igen. "Jeg må bede både dig og Astra, om at holde jer væk fra hende, selvom i ville hende det godt. Måske det kan klare hende ud" Længere var den ikke kunne det høres.

Han stoppede op, da Elaina fortalte, hvad væsenet havde sagt til hende. Hektor kunne ikke sætte sig ind i sådan en situation, at være fanget og leget med på den måde. Han reagerede ved at tag en arm rundt om hende, så den slyngede sig under hendes bryster blidt og trykkede hende ind til sig, hans hoved hvilede på hendes ene skulder meget let. "Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan du må have haft det Elaina. Tilgiv mig for, at jeg ikke var der." Beklageligt og ydmygt lød det, hans frie hånd strøg op af hendes kind, for at fjerne de tåre hun havde fældet "Jeg lover dig, at jeg ikke vil opsøge dette væsen af egen fri vilje. Du er vigtigere." Hektor krammede hende forsigtig før han gik igang med at vaske og skrubbe hendes nakke.

"Jeg kender en, der måske kan gøre noget ved dit ar Elaina."

Elaina lyttede roligt til Hektors ord, om hvorvidt han endelig havde fået nok af hans mor. Elaina havde for længst været træt af hans mor, og Hektor burde næsten kende hendes holdning og hvis det stod til hende, skulle al alkohol fjernes for slottet så både Astra og hans mor kunne lære at opfører sig anstændigt! ”Jeg er samme holdning som dig. Er kun glad ved at det endelig er sket” Svarede hun roligt, Elaina lage på ingen måde skjul på at hun syntes det forfærdelig måde at opføre sig selv. Hun ville aldrig selv falde for flasken, hun godt nok sige noget om fremtiden, men med den stærke holdning kunne hun ikke forestille sig det.

Elaina mærkede at han stoppede med at bade hende som i hun fortalte de hårde ord. ”Det er ikke din skyld” sagde hun roligt, hvorefter hun mærkede hans store arme omkring hendes spinkle krop, og hvordan han let tørrede de få tåre væk fra hendes øjne. Af den intime situation troede hun faktisk han ville kysse hende eller bare være lidt romantisk, men dette var næppe øjeblikket ligesom det før aldrig rigtig havde været. ”Tak” svarede hun en anelse glad. Elaina ønskede for gud skyld ikke at han skulle finde dette væsen, det ville ikke ændre de mareridt hun fik og ej eller de følelser hun havde.

Elaina ændrede sit udtryk idet han sagde at han kendte en som kunne gøre noget ved arene ”Hvad kan denne gøre?” spurgte hun med en vis nysgerrighed i stemmen. Kunne de virkelig forsvinde, blive væk for evigt, eller bare tilnærmelsesvis. 

Hendes tak var beløning nok, mere bedte han faktisk ikke af hans hustru. Måske det var der fejlen lå, at han ikke forlangte eller søgte det som en hver anden ægtemand normalt ville gøre? Hele denne adfærde og giftemål var i virkeligheden lige så forvirrende for ham, for han havde aldrig selv haft den luksus. Et liv i konstant fare og omringet af folk der stolede på ens evner til at være akjoldet for en og sværdet for den anden imod det ukendte.

Hektor stoppede kort op, da Elaina spurgte ind til hvem han kendte.

Han fortsatte med at vaske og kærtegne hendes bløde og blide nakke "Reina Aldemar, ypperste præstinde af Isari. Hun holder til i hovedstaden." En glæde fulgte med som han omtalte ypperste præstinden. Med en fri hånd, kærtegnede han Elainas nakke meget forsigtigt og en vis ømhed mens han fortsatte "Hun tog mig ind i kirken som barn, da jeg i min iver for at slippe væk fra livet her på slottet, stak af og rejste ind til hovedstaden." Han selv rystede på hovedet af dette, ham af alle, stikke af fra hans pligter? Tiderne var anderledes dengang man var barn. "Hun er en kvinde som mange søger råd og vejledning og hun er i stand til at udføre mirakler og hjælpe selv den mest såret person, hvad enten direkte såret eller med hendes ord og vejledning. Hun ville være mit gæt." Savnet over ikke at have hilst på hende der havde været med til at forme hans liv var klar at høre på.

Han afsluttede hendes nakke med et ømt kram, han rejste sig op, stolen i den ene hånd og spanden med vand og kluden i den anden, for at sætte sig ned til den anden ende af badekarret. Han tog plads igen og gav fingertegn til at hun skulle løfte det ene ben op, så han kunne fortsætte hvor han slap.

Når han så hende an fra denne position, bed han mærke i hvor køn hun i virkeligheden var, hans øjne var ærlige, en beundring af skønhed og uskyld. Hvorfor havde Isari bedte ham om at opsøge hende til at starte med? "Jeg giver dig sjælendt komplimenter og jeg ved at jeg ikke er nogle ord smed men." Hektor måtte kigge væk, for at finde den passende beskrivelse og for ikke lade sig blive distraheret. "din skønhed er som et varmt tæppe imod kulden en hver soldat drømmer om mens krigen raser om en og uden tag over hovedet eller en varm seng til at give tryghed."

Elaina sad stille i badet og lyttede til ham, mens han vaskede hendes nakkede så hun ned af så det ville nemmere at komme til. Imens han vaskede hende fortalte han om ypperste præstinde Reina Aldemar, hun havde aldrig hørt om hende, men et sted var hun mere nervøs for om denne kvinde ville spørger ind til hendes tro end frygten for om overhovedet kunne fjerne eller mindske hendes ar. Hun brød sig nemlig ikke som sådanne snakke, snakke hun følte var lidt i det uvisse. Måske også årsagen til hun havde svært ved at forstå Hektor på visse områder at han gik så meget op i troen om Isari. Hvor blot troede på balance og fred. Elaina lavede små ’mmh’ og ’okay som han fortalte. 

Elaina følte sig anelse anspændt da han krammede hende igen, mest fordi hun var nøgen og selvom han blot havde gjort det få minutter siden, var det underligt og slet ikke Hektor at gøre det igen. De havde aldrig rigtig haft kropskontakt, og slet ikke så tæt som nu.

Elaina så stadig lidt ned i vandet og bemærkede slet ikke at Hektor betragtede hende, hun var gledet hen i en tankestrøm, samtidig var hun rigtig træt. Selvom hun havde sovet i mange dage var kroppen stadig træt efter den hårde kamp og de øjne, de øjne hun kunne ikke få dem ud af hovedet. Mon de nogensinde ville forsvinde fra hendes nethinde? Hun blev først revet fra sin tankestrøm da Hektor sagde noget uventet, men hun gav ham ret, han gav dem ofte i form af gaver ikke at hun ikke var glade ved dem, det var hun. Men det var ikke hendes største behov. Elaina smilede som han gav hende et kompliment, det var ikke den normale komplimenter hun plejede at høre til de diverse baller. Komplimentet lignede Hektor, forsigtig og lettere akavet, det var hendes opfattelse af hans romantiske side. Hendes egen var noget mere kold nok også fordi hun ikke kendte den. Da hun nok mere troede på noget naturligt, som blot ville flyde når tiden kom til den rette.

Elaina så atter ned i vandet som hun pillede ved hendes hænder kort. Healerne havde i sandheden gjort et fantastisk job, hun havde været nervøs for om de ville blive de følsomme bløde hænder som hun altid havde haft og de var godt på vej. Hun så op på Hektor igen og sagde roligt ”Hektor, jeg ønsker at få et barn” hendes stemme var rolig og lettere kontant, men i al denne rædsel ønskede hun mere end noget andet at der var nogen til at tage over lennet. Tænk hvis der var sket hende noget? Så var der kun hendes nevø til at føre familien videre. Og familien var det vigtigste for Elaina. Og som hertuginde og i den rigtig alder burde en arving snart være på sin plads, de havde jo også været sammen i over et år nu. Det kunne jo ikke forsætte sådan foreviget, selvom hun måske helst foretræk det sådan, så måtte hun gøre det der var forventet af hende. 

Hektor rystede på hovedet for at få samling igen, hvad i alverden gik der af ham? Hvorfor var det så svært for ham? Normalt ville han kunne sige en kompliment til en kvinde, fordi han var blevet opdraget til det men når det gjaldt hans hustru, var det noget helt andet, nærmest til det umulig.

Som han gik igang med at vaske hendes ene ben, vidste han jo godt til deles hvorfor, hun havde holdt sig fra ham i al den tid og han havde på intet tidspunkt tiltvunget sig hende. At hun smilede af hans kompliment, hjalp en smule mere på hans egen selvtillid omkring hende.

Da hun nævnte at hun ville have et barn, stoppede han. Hans blik var mod gulvet lige nu og usikkerheden var der igen. Jo, pligten overfor hans familie forlangte det af ham, at han skulle få en arving. Og ja, han ville være en løgner overfor sig selv, hvis han ikke indrømmede at hun vækket en lyst inde i ham.

Hektor færdiggjorde Elainas ben uden at sige noget som helst, kluden blev vredet om og sat tilbage i spanden. Han rejste sig op, for at hente hans tøj først, derefter forlod han rummet, healeren sad på en stol, ikke langt væk derfra. "Hvis de vil være så venlig, at fortsætte med deres kundskab æret healer. Og jeg takker for at de ville ære mit ønske om lidt alene tid med min hustru" Ordene og hans buk var både hastig og flygtige. Hans skridt var lange og hurtige, først måtte han op til Elainas værelse for at hente hans våben. Dernæst tog han til hans arbejdskammer, tjeneste folkende fik end ikke en hilsen af deres hertug, et sikker tegn på at han var optaget af et eller andet.

Han ankom endelig til rummet og tog plads henne ved det store arbejdsbord for enden af rummet. Tøjet blev for engang skyld bare kastet til side af irritation, en handling han selv var overrasket over. Hektor så ned blandt skufferne ved bordet og efter nogle få minutters overvejelse, åbnede han den øverste og tog en krystal flaske frem, samt et krystal glas til at drikke af.

Hvorfor kunne han ikke give efter Elainas ønske om et barn, spurgte han sig selv om, flasken blev åbnet langsomt op og indeholdet i den begyndte at glide ud af det noget så fine og veludsmykke flaske.

Hvorfor spurgte han sig selv igen, inden han tog en tår, smagen af en meget dyr og kraftig vodka gled ind i hans mund, en spritet smag og som krasede og varmede hans gane og hals.

"Fordi, det ikke er ærligt." Konkluderede han højt til sig selv, som han satte glasset ned.

Elaina fornemmede at det nærmest kom et chok for ham at hun af alle tidspunkter nævnte dette nu. Hun så afventede da hun forventede at han som det mindste ville sige noget, men at blot slap hendes ben lage kulden på plads og gik. Blev Elaina lettere irriteret. Hvorfor gik uden at sige så meget som et ord til hende? Ønskede han ikke selv en arving, eller var dette blot umuligt fordi der ingen kemi imellem dem var.

Elaina blev trodsig og da healeren kom ind i rummet var hun allerede på vej ud af badet. Healeren skulle til at sige en indsigelse imod Elaina men efter at have set hendes bestemte ansigt lod hun hende gå. Elaina tog ikke engang noget tøj på, så hele vejen dryppede hun på gulvet og et enkelt blik på de forbigående pegede imod Hektors retning. Til sidst endte hun i arbejdsrummet. Hvor hun stod i døråbningen og lænede sig op ad dørkarmen. Selve gåturen havde været anstrengende for hende og faktisk burde hun slet ikke gå så meget uden nogen form for støtte. Hun så lettere irriteret på ham da hun hørte ham sige ’Fordi, det ikke er ærligt’ hendes ansigt blev mere uforstående overfor hans svar. Var det han svar for et ønske om et barn ”Hvad er ikke ærligt?” spurgte hun bestemt og forlangte et svar. Elaina skænkede ikke tanken om hun var nøgen og dryppede hvorpå hun stod. Hun ville have et svar.   

Hektor så op fra det nu halvt fyldt glas, ved Elainas spørgsmål, en nøgen Elaina endda. Han betragtede hende som hun stod op ved dørkanten og tiltrods for de prøvelser hun havde været igennem, kunne han godt forstå hvorfor flere mænd havde fået øje på hende. Han rejste sig op fra stolen, rundt om bordet for at samle den sorte silke skjorte han havde på tidligere op mens han gik hende imøde "Kom du hellere ind Elaina." bød han hende. Da han kom helt tæt tog han sin tid til at studere hendes øjne nærmere, kønne var de men hendes holding sagde noget andet. Han tog skjorten rundt om hende mens han knappede den til "En smule anstændighed ville hjælpe ellers kunne jeg blive distraheret" kom det en smule kækt fra ham efterfulgt af et smil.

At hun selv havde gået hele vejen, var et godt tegn. Anstrengende måske men viljen var der endnu tænkt han kort. Døren blev lukket bag hende, så de ikke ville blive forstyrret. "Hvor godt kender vi egentlig hinanden?" Spurgte han hende, stemmen var stadig i bero og stolte det næste spørgsmål "Hvad kender du egentlig til mig og omvendt?" Nu var katten ude af sækken.

Elaina så lettere skeptisk på ham som han nærmede sig hende. Let som ingenting lod hun ham tage hans skjorte omkring hende, dog var hun ligeglad hvordan hun stod hun ønskede svar. Han kunne ikke bare efterlade hende på den måde. Hun kunne mærke at hun ikke kunne holde til at stå op meget længere, roligt og meget usikkert nåede hun hen til stolen og satte sig. Hun håbede et sted at han ville se hvilken smerte han satte hende i, selvom det var hendes eget valg at følge med ham var det ham som startede med at gå.

Elaina så med rolige øjne og fornemmede på hans spørgsmål hvor dette bar hen. Ville han til at de nu skulle lære hinanden at kende så det kunne blive et normalt ægtepar? ”Ikke godt” svarede hun kortfattet. De havde knap set hinanden det år de havde været sammen, han burde selv kende svarende på spørgsmålene. ”Meget lidt. Hvad har det overhovedet med sagen at gøre? Det var et arrangeret ægteskab hvad havde du regnet med?” svarede hun lettere køligt. Elaina burde være mere ydmyg, og taknemlig over hans heltemod men desværre ændrede det ikke på de følelser hun sad med overfor ham, hvorfor det skulle være så svært at falde for den mand hun var gift med, måske fordi hun så mere som en pligt end noget andet.  

Hektor gik stille bag hende, en hånd bag hendes ryg for at støtte hende indtil hun kunne få plads, ham selv lænede sig op af bordkanten. "Det har alt at sige Elaina." Svaret var fortsat roligt mens hun fortsatte om at minde ham om det arrangerede giftemål.

"I lidt over et år har jeg ladet dig få tid og plads til at du kunne sørge over din bror. Jeg har på intet tidspunkt tiltvunget mig dig fordi jeg er en mand der lever efter et kodeks, ellers havde jeg gjort som en hver anden og gjort krav på det på vores bryllups dag. Og jo, det kan jeg se udfra din krop og det faktum vi næsten ikke har brugt tid på hinanden." Stemmen var stadig rolig og fattet men direkte. Hektor stirrede blot på hende inden han fortsatte "Men har du overhovedet tænkt på hvordan jeg har haft det? Har du nogensinde skænket den uselviske tanke om hvordan jeg faktisk går og har det?" Hertugen rystede på hovedet over dette, for hvornår havde hun kommet og spurgt hvordan han selv følte eller havde det?

"Du er ikke den eneste som har måtte gå igennem sorg Elaina. Det er ikke dig som ser, hører og føler den samme scene, for så at vågne op af mareridtet." Sorgen var klar at høre i veteranen. "Hvordan kan jeg give dig et barn, når vi ikke kender hinanden? Når vi ikke ved hvordan den anden har det? Pligten siger at jeg skal men hvis mit hjerte ikke er med mig, er det ikke ærligt og det går i strid med hvad jeg lever efter." Afsluttede han og igen fangede hendes øjne ham og han holdet dem fast. Han havde for en gang skyld blottede sig for hende, af respekt og forsøg for at forstå hinanden

Elaina forstod ikke hvorfor det havde alt at sige, det var den forpligtelse der lå i et ægteskab. Trods det havde han ret i at hun hverken havde hun ikke lyst til at ægteskabet i sin tid skulle fuldbyrdes, selvom hun var klar til det der var forventet ”Du lod mig. Jeg stod klar som der var forventet af mig. Så det er ligegyldigt hvorvidt mit hjerte er klar eller ej” svarede hun lettere kynisk tilbage. Hektor havde ramt hende både på et dårligt tidspunkt, men også nogle punkter han nok ikke burde betræder, hun havde stadig ikke bearbejdet sorgen, hun havde haft ingen til at konfrontere ingen til at græde hos. Få gange i sit liv havde hun grædt efterfølgende. Hos væsenet, nu. Hun var og blev til en kvinde med et koldt hjertet og dette var bestemt ikke måden at bryde ind til det hjerte der så desperat havde brug for at blive varmet. ”Nej. Jeg havde forventet at hvis det endelig var noget du ville betro mig med sagde du. Men du har udefra mit kropssprog allerede konkluderet hvordan jeg bearbejder tingene. Jeg kan ligesom du vurdere at du har brugt det år på at bearbejde Marius. Hvem har overhovedet sagt at det var det jeg havde brug? Hvem har sagt at jeg skulle styre lennet, mens du var væk? Hvorfor skulle jeg grave i din sorg når jeg ønskede at grave i min egen” svarede hun nærmere vredt. Hektor havde betrådt et betændt område. Trods det ønskede hun ikke at se sig selv sådan, Marius havde ikke villet ønsket det. Hvorfor så Marius overhovedet op til denne mand dengang han fik buddet om at blive hans væbner. Hvorfor. Elaina så ned det hele blev nærmest for meget, smerterne at Hektor skulle nærmest grille hende på denne måde. Hvorfor skulle Hektor vurdere hvordan hun havde det, han havde da vist spurgt ind til det, men hun havde så svært ved at åbne sig for ham og det blot svære med denne fremgangsmåde.

Elaina blikket kort med øjende som hun kunne høre at noget i ham knækkede det gjorde ondt på ham. ”Nej det er det ikke, som du selv nævnte du kunne ikke sætte dig i mit sted hvordan dette har været. Hvordan kan du så forvente at jeg kan med dig?” ordene fløj ud af hende, og hun fortrød dem med det samme, de var hårde og direkte. ”Alle andre adelige formår at gøre det. Vi er ikke bønder, og hvis det hjælper lukker jeg gerne øjnene imens” svarede hun imens hun så i jorden. Elaina fornemmede at denne samtale var betændt og for ærlig. Selvom det var måske det der var behovet. Behovet for at rense ud imellem de mange følelser der lå imellem dem, den sorg der lå. Hun trak vejret dybt og så med lettere våde øjne på ham ”Hektor,… undskyld.. Jeg .. kan ikke mere” kom det stille ud af munden på hende, hvorefter det begyndte at sorte for hendes øjne. Kroppen var slet ikke klar til det forsvar hun gjorde imod Hektor og nu var den blevet al for svag. Hendes øjne rullede hvorefter hun kort fornemmede at hun faldt sammen. 

Han mærkede hvor meget hun havde holdt tilbage, hvor meget det gjorde ondt på hende og alligevel var hun villig til at gå den distance, blot for pligtens skyld. Som Elaina remsede op, mærkede Hektor hvert et ord og følelse skær ind til hjertet og det gav ham en bitter smag i munden, end ikke vodkaens meget kraftige smag kunne skjule det.

Det der skræmte ham mest, var da hun nævnte at hun var villig til at lukke øjne i, bare for at få det barn? Det rørte ham dybt og forstærkede blot hans egen følelse om at han ikke ville gøre det; det ville være en hån og vanære uden lige. Som Elaina faldt sammen og ned på gulvet, gik han selv ned til hende, han så hvordan tårene viste sig, tåre han var skyld i. Han tørrede tårene væk med den ene hånd "Det ville være en vanære imod dig Elaina hvis det var tilfældet. Forbandet været pligt lige nu." Kom det igen roligt fra ham. Han lage en arm rundt om hende og trykkede Elaina blidt ind til sig for at trøste hende "Du fortjener det en hver anden ung pige drømmer om, kærlighed. Du bør ikke give din uskyldighed ud bare fordi at din pligt forlanger det. Sådan en adelig er jeg ikke. Jeg er en mand der lever og ånder for det æreskodeks min gamle mentor har oplært mig i. Hvis jeg gjorde det, ville jeg miste den følelse og leve med den skam, at jeg har forbrudt mig på dig Elaina. Det er rigeligt med et arrangeret giftemål." Fortalte Hektor oprigtigt, mens han rettede sig tilbage for at se Elaina an igen. "Jeg er et håbløs tilfælde af en ægtemand. Men jeg beder dig, hjælp mig med at hjælpe dig, så vi begge kan finde en fælles løsning? Og Håbe på en bedre løsning i fremtiden? Jeg spørg ikke som din ægtemand eller som en kriger af lyset men som en lige så forvirret og fanget person der ønsker hjælp." Usikkerhed og frygt var der men ærligheden var hvad der skinnede mest igennem Hektor, at lyve var et tabu for ham og Elaina fortjente ikke en løgn.

Elaina følte sig spillet imellem at hade denne mand og føle sig tilpas. Som han greb hende og tørrede hendes tåre væk, følte hun sig tilpas i hans selskab. Men hans ord, de var stadig lettere spillet. Hun kom lettere hurtigt til sig selv ved hans støtte, hun følte allerede at stemningen imellem dem var blevet bedre, og hun bedre kunne håndtere deres samtale, selvom det tog yderst på hende at de skulle snakke om dette nu af alle dage og tidspunkter. Hun var jo knap nok kommet sig over angrebet og var utrolig følsom for tiden.

Tænk at denne mand følte det som en vanære hende som person, holdte han så meget af hende at han ikke ville fuldbyrde ægteskabet. Det chokerede hende at han sagde det på denne måde. ”Det er smukke ord Hektor, men det er hvad der forventes af os” svarede hun roligt igen. ”Så hvis jeg fandt kærlighed anden sted, ville du så være okay med det?” spurgte hun lidt undrede, hun forstod ikke hans ord. Hans æreskodeks kunne hun hellere ikke blive klog på. Det var hans ret at have hende, hvorfor benægte det? Og ville det ikke også være forkert hvis hun fandt lykkes i anden, selvom denne tanke altid havde været en drøm for hende. Som hun fandt tilbage til hans ord, udtrykte han selv de fortvivlende ord, hvordan skulle hun vide hvad det rigtige var at gøre. Hun kendte det rigtige det ville være en arving. Men dette virkede ikke muligt for ham, da han ville vanære hende. ”Jeg ved det ikke Hektor, jeg kender til vores pligt, men hvad ønsker du? Du ved tydeligvis at jeg ønsker at finde kærligheden” svarede hun roligt og en af de få gange hun var oprigtigt overfor ham. Det var svært for hende at udtrykke sine følelser på denne måde, men hun fornemmede at dette var hvad han ønskede at høre uanset hvor ondt det gjorde på ham at høre dem. Elaina skyldte hendes barnlige sind denne tanke og disse ord, og end hans ønske ville hun nok sige ja hvis dette betød hun kunne udleve sin pigedrøm, selvom hun vidste det var forbudt ønskede hun også selv at finde kærligheden.

Det var netop sådan noget her, som fik Hektor til at ønske at han til tider ikke var adelig, de forbistret og til tider unødvendige forventninger, der ville angribe hans ære.

Han skulede Elaina da hun spurgte om lov, til at søge kærligheden et andet sted. Ikke at han kunne bebrejde hende men igen, livet som adelig havde en vis byrde og forventninger. Og hvad værre var, hvis Elaina gik hen og fik et barn uden for ægteskabet, ville han ikke kunne være i stand til at beskytte hende imod folkemængden eller andres mulige foragt og, barnet ville ikke have nogle rettigheder over hertugdømmet. Hvis Elaina derimod valgte at give afkald på barnet inden det blev ført, ville det derimod være en anden katastrofe og gå imod hvad han selv troede på, trods alt var Isari livets moder og Hektor selv har måtte give hans egen søster en kraftig reprimande op til flere gange for netop sådan en handling, noget han ikke har nævnt overfor andre, diskretion er en æresag. "For nu, vil jeg sige nej Elaina." Hektor lage vægt på for nu. "Som du lige selv sagde, der er forventninger til af at være adelig, hvilket signal ville det ikke sende omverden? Og hvis du gik hen og fik et barn udenfor ægteskabet, ville jeg ikke kunne beskytte det imod folks synspunkter og meninger og barnet ville ikke kunne kræve hertugdømmet. Og inden du forslår at jeg også kunne gøre det, så er svaret nej, æren tillader ikke sådan noget." Det lød koldt, selv i hans øre. "Men" lød det kort mens han rejste sig op på begge ben og så ned på hans hustru "Hvis du kan give mig din fulde tillid Elaina, så kan jeg måske finde en løsning."

Drømme var noget han ikke havde tænkt over længe, faktisk følte han at han ikke havde fået den luksus i hvad der kunne føles som en evighed siden. "Ærligt Elaina, så har jeg ikke skænket drømme en tanke i meget lang tid efterhånden. Med pligterne som hertug og pligterne som en af lysets krigere, så har jeg knap nok tid til det." Han hjalp hende forsigtigt op på hendes ben og støttede hende i tilfælde af at hun ikke skulle miste balancen.

Trods hans nej, så forstod hun det godt. Men hvad forlangte han af hende? Hun måtte ikke få et barn hos ham fordi de vel i bund og grund ikke kendte hinanden, hun måtte ikke få friløb for det hun havde brug for. Hun var trods dette hans kone og det var jo i hans rette og sige nej. ”Jeg er ked af sige det, men der ganske normalt i blandt andre adelige at have elsker? Det er bare ikke noget nogen går rundt og løber rundt højt og siger” forklarede hun roligt. Der var ofte en eller anden skandale i blandt adelige og en elsker var et lille del af det, og et barn der var forstandigere der kunne tages for at undgå et barn ”Jeg ville aldrig byde et barn uden for et ægteskab. Der er heldigvis urter og magiske amuletter der kan benyttes for netop at beskyttelse mod netop det” som Elaina sagde det følte, hun nærmest at hun forsvarede sin ide lidt for meget. Bare Hektor ikke misforstod det, til det forkerte. Hele hendes liv var hun blevet forberedt på et ægteskab, men ingen havde nogensinde fortalt hende hvor ensomt det kunne være og de udfordringer der var imellem dem.

Elaina så med rolige øjne på ham, det var nok alderen imellem dem igen, hun var stadig så ung fyldt med visse håb og han, han havde levet set måske for mange drømme gå tabt. ”Så er dette din chance” svarede hun med en lidt varm stemme. Ville Hektor lade hende udføre sin drøm, ville det også være okay med hende at han flugte sin, også selvom det betød at dræbe bl.a. Vokunzun. Elaina kom endelig op at stå igen, selvom hendes kræfter ikke var til det, hun støttede sig til ham, men kunne mærke en træthed begynde at snige sig ind på hende. Derfor valgte hun at sætte sig ned på stolen igen. Samtidig af i al den tid de havde snakket var hun begyndt at blive kold fra vandet der ved at forsvinde fra hendes krop. Hektor ville nok også begynde at bemærke det som hendes læber var i gang med blive en anelse lyseblå.   

Hektor løftede Elaina op under hans arme, hendes blå læber  sagde alt. Igennem deres fælles hjem, gik han med hans hustru, han bedt den først og nærmeste vagt om at sende bud efter en ledig person der ville hjælpe hertuginden med en varm gryde med kul og nogle til at pakke det ind, samt et måltid mad efter healerens anbefaling der var nedskrevet på et lap papir, Hektor indikeret ved at rykke den korrekte lomme, for vagten kunne få fingerne i den.

Vagten stod ret kort og gjorde hvad der blev forlangt, Hektor fortsatte derefter imod Elainas værelse. Hektor sagde intet til Elaina undervejs men lod hans tanker overveje nøje hvad hun havde nævnt, hun kendte til midler imod et barn, et tegn på hvad hun virkelig ønskede sig. Ære og pligt, hvordan skulle han finde den rette balance mellem dette? Det slog ham, som han trådte inde i hendes rum, at måske var det på høje tid, han en dag skulle tag fri som hertug, fri som soldat, frisk luft kunne måske klare hans tanker.

Han lage Elaina så blidt han kunne gøre det, puden under hendes hoved og nakke, et tæppe rundt om hendes ben, der næst hendes dyne. Han så ned på hendes fødder først, overvejet mulighederne og lod hans træning tag over "lige som i gamle dage." kommenterede han til sig selv, han tog blidt fat om hendes fødder og gik igang med et par kyndige hænder at gnubbe og massere varmen tilbage i hendes fødder. "Vi må lige få gang i dine fødder, indtil den varm gryde kommer." sagde han, veltilpas og med en vis selvsikkerhed. Det var ikke første gang han måtte gøre sådan noget her for at give varme til en person, militær tiden og de mange trænings ture igennem vildnisset for at lære om basale overlevelses tekniker havde givet godt potte igennem tiden og også lige nu.

Han nævnte ikke engang noget, ingen kommentar eller noget. Hvordan skulle hun så vide hvordan han forholdte sig til emnet eller snarere problemet. Elaina kunne tydeligt mærke hans varme krop imod hendes kolde. Hun havde trods alt kun hans skjorte udover sig, som efterhånden var blevet fugtig af hendes våde krop.

En anden grund til hun havde kendskab til at midler imod et barn, var igennem bøger. Elaina brugte trods alt tid på at læse og lære nye ting. Og det havde altid været vigtig for hende at være velvidende omkring, samtidig ønskede hun også kærligheden og derfor havde det været nødvendigt selv før Hektor at vide hvordan hun kunne beskytte sit navn og krop. Manden var blot ikke dukket op endnu.
Elaina mærkede som Hektor lage hende, hvilken venlighed han forsøgte at udfører mens han lage hende ned, det var tydeligt at ikke han ikke ønskede at der skulle ske hende noget mere og han ønskede at passe på hende. Hvilket gjorde hende glad. Elaina så forundret på ham da han nævnte lige som i gamle dage hun mindes ikke at de havde gjort dette sammen? Men som han forsatte forstod hun, det måtte være fordi at det ikke var første gang at havde prøvet dette. Som soldat havde de sikkert forskellige metoder til at passe på hinanden. Elaina syntes at det kilede en smule som han berørte hendes fødder. Det var ikke ligefrem et område hun var vant til at blive berørt.

De sad der i et stykke tid før en tjener kom ind med en gryde fuldt med kyl. Tjeneren løftede op i madrassen og lage den der. Eftersom Elaina ikke vejede meget kunne tjeneren løfte madrassen let op og få den sat godt på plads. Elaina lå roligt i sengen og følte som hun fik varmen stille og roligt tilbage kroppen at en træthed væltede ind over hende. Hun så hen imod Hektor, selvom hun ikke havde en kemi med denne mand, følte hun sig stadig beskyttet af ham. Hun gav ham et lille nervøst smil før hun spurgte ”Vil du ikke sove med mig i nat?” Elaina havde brug for arme om sig, arme hun vidste der ville passe på hende.  

Han fortsatte med at massere og varme hendes hendes fødder og efter bedste evne sikre sig at det ikke kilede for meget. Tjeneren kom ind og med en vis ekspertise, fik lagt gryden med kul svøbt i et tæppe og på plads under madrassen.

Han sad der i et par minutter endnu med hendes fødder, da Elaina spurgte ham om han ikke ville sove sammen med hende i nat med en vis nervøsitet. Hektor fik et løftet øjenbryn op i overraskelse, hans hænder sænkkede tempoet ned. Normalt havde han siddet på en stol og våge over hende og hvilet i hans tanker, ikke nænne at komme for tæt på hende uden lov. "Respektere en kvinde, uanset rang eller status." citeret han for sig selv inde i hovedet.

Hektor gav langsom slip på hendes efterhånden godt opvarmet fødder "Gerne Elaina." kom svaret, forsigtigt men ærligt. Han rejste sig op for at gå hen til siden af hendes seng, han så kort an og med en vis ro, tog han plads ved siden af hende, hjalp til for at hun ikke skulle lide mere overlast. Kropsvarme var med til at kunne hjælpe hende med at bevare varmen sagde hans praktiske side mens en anden halvdel så at det var mere end blot varme hun søgte efter. Hektor lå ned til rette og tilbøjelig til at justere efter hans hustrus ønske. Uanset deres konfrontation og aftens hændelser, var det et alligevel et lys punkt  han ville mindes, at være sammen med hans hustru lige her og nu. En blid hånd lod til at køre ned af Elainas kind "Når du vågner op imorgen, er du i sikkerhed. Hjemme. Jeg er lige her."

Elaina var glad for at han ville komme op til hende, og beskytte hende være der for hende. Trods aften og nattens anstrengelser så hade hun ham jo ikke, de var bare så forskellige på så mange områder. Heldigvis var Elainas seng en dobbeltseng, så der var masser af plads til dem begge to.

Som han lage sig forsigtig til rette, lage hun sig til sidst ind til ham så hendes hoved befandt sig nær hans brystkasse. Hvorefter hun lukkede sine øjne. Selvom hun følte sig lettere nøgen i blot hans skjorte vidste hun også at han ikke rørte hende eller ville gøre hende ondt. Han havde jo trods alt tidligere på dagen nævnt at han ikke ville lave et barn med hende, hvilket måtte betyde at han hellere ikke rørte hende nu, selvom hun var iført så lidt tøj. Elaina blev atter betrygget af hans ord og bekræftelse af han ville være her. Roligt kunne hun mærke at tingene blev tungere og tungere og til sidst faldt hun roligt i søvn.