Som de var over dem som lyn svarede Magnar hurtigt tilbage. Der var noget over en mand der både så godt ud, havde et godt hjerte og kunne slås. Selv med hans højde var det hurtigt Luna forstod at højden for ham ikke var en svaghed, og hun fandt det som et positivt træk. "Fire mod en." Magnar fik taget sig af tre af dem som Luna stod der og var begyndt at blive vred. Hun slap sit skind og lod det falde til jorden som hun derefter gik hurtigt mod den sidste og tog ham ved kraven. "Fire mod en huh!? Nu skal jeg fandme fortælle dig noget," Luna der havde taget godt fat lod et knæ tage hvile i mandens mave. "Fire mod en! Tror i at jeg bare er en eller anden pynte ting huh?" hun greb manden ved skridtet og klemte til så smerten kunne rose gennem ham. "Jeg er ikke bare til pynt. Tro mig når jeg siger det her. Jeg hedder ikke 'blodsten' uden grund.". Lunas greb slap hun hvorefter hun fik et slag mod sit ansigt. Hun tog mod det og spyttede så til siden. "Var det alt? Svagt." Luna slog tilbage med det mest arogante ansigts udtryk verden havde set og slå tilbage så manden ende på grotte gulvet. Hun slog igen, og igen og en tredje gang for god ordens skyld. Hun hørte ham mumle noget og valgte at tage ham op i sine arme "Hvad sagde du?" han mumlede noget hun ikke forstod. Måske et andet sprog, måske ikke.
"Så du vil ik' svare. Fint." Luna trådte hen til Grottens indgang og gik til kanten af kløften "Hvilken skam du var så sv-" Luna hostede og ville have sagt "Hvilken skam du var så svag at du fik tæv af en kvinde, huh?" men som hun hostede blev hendes greb for svagt og hun tabte manden ud over bjergets side.

Luna klappede sine hænder sammen og gik tilbage ind i grotten. Hendes og Ambers skind lå fælles lidt væk fra hende men mellem hende og Magnars tidligere sideplads. Hun smed dog et af Magnars skind over sin skulder så hun var dækket af en improviseret skind-kappe, dog stadig med en rigligt udsyn til de øvre dele. Hun gik mod Magnar og så på ham med apati. "De ramte dig, gjorde de ik?" hun så mod ilden og så mod Magnar. "Varme! Selvfølgelig!" tænkte hun så og inden han fik lov at svare var hun med sit skind i hånden og på vej til grottens udgang. Hun tog noget sne i skindet og lagde det nær ilden. Sneen smeltede og skindet blev vådt. Hun ville rense såret med det. Skindet kunne jo renses efter det.

Magnar kiggede mod Luna da djævlen pludselig tog ved hende. Han havde regnet med så meget vrede. Så meget styrke og vrede på én gang. Samtidig med at hun var syg endda. Han stoppede tøvende op i sine bevægelser mens han observerede hende gennemtæske manden og til sidste tabte ham ved udgangen ned af en kløft. Magnar havde intet tilovers for banditter, så det gjorde ham intet at denne bandit døde. Eller for den sags skyld de to andre. Han slæbte dem begge to uden for og efterlod dem i sneen. "Vi forbløder uden hjælp!" skreg manden med øksen i skulderen bange. Han stirrede aggressivt på manden da han trak sin økse fri. "Nå?" han tørrede øksen af i mandens tøj. "Det skulle i måske have overvejet," han skubbede hårdt til mandens hænder da de kom for tæt på. "Da I kom til min grotte og truede mig og min ven!" hans snerren var brummende, men der var ingen tvivl om, hvor faretruende tonen var.

Manden så faktisk chokeret ud. Magnar gad dog ikke gøre noget ved deres problemer. "I får til jeg har talt til fem med at komme på benene og gå jeres vej. Hvis ikke I er mindst ti meter væk, så ender I som jeres venner," det lod de to banditter sig ikke sige flere gange. De kom på benene i en fart og løb/haltede væk fra ham og grotten. Da han kom ind igen lød Lunas spørgsmål og han nikkede bare kort og kontant mens hans sværd lige så stille forsvandt. Øksen blev stukket tilbage i bæltet og han trak sin tunika af i en lidt småvred bevægelse før han satte sig ned foran bålet igen. Han kunne knapt mærke det sår når han var så fyldt med vrede og adrenalin. "Jeg hader banditter. De kommer her altid og forpester os med deres tilstedeværelse," mumlede han vredt som han rodede lidt mere op i bålet. Igen med de lidt voldsomme bevægelser.

Luna med hendes skind der nu var vådt satte sig ned på sine knæ bag Magnar og lagde så sin hånd på hans skulderblad, nænsomt. "Man kommer aldrig uden om dårlige folk, det eneste man kan gøre er hvad du lige gjorde. De fortjente næsten ikke engang at få lov at løbe." sagde hun og dubbede sit skind på såret første gang. Som et lyn slog noget ned i hendes inderste inde. Ved være berøring kunne hun føle en eller anden tiltrækning. Hun vidste ikke hvad der skete, men hver gang hun fjernede skindet fra såret gik hun tilbage til sit normalle stille indre, men hvergang hun rørte ham med det var det som om hun... Som om hun var klar til at giftes med ham, at leve med ham? Hvad skete der.
Hun rystede det af sig og blev bare ved med at få renset såret. Hun tog skindet af hun havde taget fra jorden og lagde det da over Magnars smukke muskuløse krop som hun klart lod et godt øje hvile hen over en gang eller to.

Nøgen gik hun bare hen og tog Ambers skind som hun bare smed over sig for varmen. Hendes skind var dog ikke hende tilpas og gemte klart ikke lige så godt hendes krop. Luna og Amber var nok forskellige højder, men selv deres kropsbygninger var anderledes og derfor smed Luna bare Ambers skind om sig som en kappe og gemte igen kun det nederste, for det var stadig for en sæl det private sted. Dog var alt "ovenvandes" ikke. Fordi Luna var ikke rigtigt vant til at det var en ting. "Håber det hjalp. Bare en smule." sagde hun satte sig bare ved siden af Magnar. Hvor hun havde bare lagt hendes eget skind bag ham. Så hvis der skulle være mere kunne hun bare løfte det op og køre det over såret, så der lå det bare klart.

Det var heldigvis bare et overfladisk sår. Det kunne Magnar mærke det øjeblik Lunas sælskind kom i kontakt med det. Det sved lidt, men ellers var det sgu ikke særlig slemt. Hans vrede var værre og hans knyttede næver var et godt tegn på hvor frustreret han havde været med dem. "De fortjente ingen ting. Men det var vigtigere at du og jeg er i sikkerhed end hvorvidt de er døde eller ej," og de var altså mere sikre når banditterne ikke var her. Hvad end de var døde eller ej, nu var de bevidste om at der kunne dukke nogen op når som helst. Han forblev stille mens Luna fik renset såret og derefter gik hen for at få dækket sig til. Delvist.

Hun sad nu ved siden af ham halvnøgen, hvilket han først rigtigt lagde mærke til nu. "Ja.. Det hjalp, sår skal altid renses jo," han skævede igen mod hende, men kunne ikke få sig selv til at blive ved med at kigge. Han fandt det respektløst at stirre på en nøgen kvinde. "Hmm.. Luna, vil du have nogle flere skind? Du er næsten helt nøgen, og det er ikke pænt ifølge dværgeskikke at kigge på kvinder der er nøgne," han kiggede nu med vilje væk og kunne ikke helt lade være med at smile lidt over hvordan det hele var gået hen og blevet.

Luna satte sig stille ved siden af om han talte om at banditterne intet fortjente "Nej selvfølgelig gør de ikke det Magnar. Ellers ville jeg ikke have kastet ham manden ud over siden af bjerget. Vel?" hun fnes lidt og først da Magnar nævnte at hun var halvnøgen lagde hun mærke til det ordentligt. Hun smilede bare til ham som om det virkede som en joke. "Hvorfor er det ikke i orden at se en nøgen kvinde når jeg kan kigge over på dig og nyde det?" hendes ene øjenbryn løftede sig da hun med nysgerrighed og spænding spurgte Magnar. Det var ikke tit at Selkie'er valgte at være på land, men når de endelig var så gik de bare i deres skind af hvad Luna var blevet fortalt.

Luna tog dog et skind mere og lagde det på sine ben og med et kækt blik i øjet så hun mod Magnar "Hvis du vil kan jeg da godt tage det på, men jeg kan også lade være? Hvad vil du helst have?" sagde hun så med et halv ondt grin på sine læber. Hun forventede at han helst ville have hun tog det på. Det var vel del af hans person og hans skik, men det ville stadig være sjovt at drille ham med det.

"Sandt nok. Og mit sjælesværd ville ikke have skåret ansigtet i stykker på ham der," han pegede mod den døde mand i grottens åbning. Han sendte hende et smil, før deres snak igen endte på hendes delvise nøgenhed. Han kunne mærke nu, at han blev akavet. Deres kulturelle forskelle var store på dette punkt. Måske fordi han netop var en dværg af adelig slægt, for de fleste dværge ville nok blot grine og joke med det, hvis de så hende komme gående sådan, nøgen. At hun kunne nyde at se hans nøgne overkrop kunne han dog ikke undgå at smile skævt over. Han tog gerne imod sådan et kompliment, det gjorde faktisk hele dagen så meget bedre.

At hun overlod det til ham at beslutte hvorvidt hun dækkede sig til eller ej, gjorde ham ubeslutsom. Han ville gerne sige det som det var. Og det endte han også med. "Luna, du er nok én af de smukkeste kvinder jeg har set længe. Og det er den rene sandhed," konstaterede han mens han kiggede hende direkte i øjnene. "Men spørgsmålet er ikke, hvad jeg vil have. Spørgsmålet er, hvad du vil have. Det er din krop og helt aldeles dig der bestemmer hvordan du vil være klædt. Vi kommer fra forskellige steder og det vil jeg respektere. Jeg er blot ikke selv vant til dette," han smilede igen, hvilende i sig selv nu hvor han fik sagt tingene som de var.

Luna rødmede ikke engang da han nævnte hun var smuk. Hun var ved at være vant til komplimenter baseret på hendes udseende alene. Så det var bare ved at være hende underholdene, men noget ved at det også var en pæn mand der sagde det gjorde dog at det varmede hende en smule. "Så tror jeg at jeg for din skyld vil tage noget på." Luna tog Ambers skind og lagde det om sin overkrop, men hendes mave og ben var stadig fri, for hun ønskede stadig at varme sin krop med ilden som Magnar havde været så god til at lave at den ikke bare var gået ud. For det måtte det vel gøre hurtigere hvis man var dårlig til at lave det.
Hendes eget skind lå mellem hende og Magnar og hun satte sig på et lille stykke af det mens hun så direkte på ham med sin side til bålet.

"Jeg er smigret over hvad du siger om mig. "Smuk" er et kompliment som jeg gerne tager til mig, men hvorfor gemmer dværge så deres kroppe. Alle er vel smukke inden i, og hvis bare man tør vise sig, så kan alle være smukke." sagde Luna så stille til ham med et blik af glæde og selvsikkerhed. "Men du har nok ret. Det kommer nok af at være fra forskellige steder, så hvad med det her?" Luna lod en stilhed falde over grotten. "Du kunne jo tage mig til jeres store grotte og hvis mig præcis hvordan i lever og hvad i laver".

Det så ud til at Luna besluttede sig for at dække sig til igen. Ikke helt, men stadig var barmen væk nu, og han følte at han kunne se ordentligt på hende uden at føle sig uhøflig. Han smilede lidt af hende.
”Lad os lige være ærlige her. Nok har jeg muskler og et pænt skæg, men jeg er ikke halvt så smuk som du er,” han grinede let. Der var jo ingen grund til at skjule sin ærlige mening om hvor pæn hun så ud. ”Når vi er i krig med vores fjender, tager vi rustninger på for at beskyttes vores hud. Når vi er ude i kulden er tøj nødvendigt for at holde på varmen. Og norden er et meget koldt sted,” til trods for det, så slog kulden nu ikke helt så hårdt mod Magnars hud, men han foretrak nu alligevel at have et lag ekstra tøj på.
 
”Du skal være mere end velkommen til at tage med mig tilbage til Dragorn. Jeg har nogle pligter i mit hjem, men lige nu har jeg nogle fridage fra det, mens vores folk kommer sig oven på de strabadser vi for nyligt har været igennem,” han ville hellere end gerne tage Luna med til Dragorn. Måske lade hende møde Guinevere? Og selvfølgelig skulle hun da også smage deres velkendte mjød!

Luna så stille mod ham som han talte igen om hendes udseende, men nu da han satte sig selv til sammenligning kunne hun ikke andet end at rødme. Som hendes kinder blev røde førte hun det øvre skind en smule op for at gemme kinderne der nu var blev den velkendte røde farve. "Det lidt synd at sige. Nedværdig ikke dig selv, især skægget." sagde hun så og lænnede sig ind og lod en kind køre ned af Magnars skægget kind. "Jeg synes du er smuk som du er." nok grinte han bare af det, men hun var seriøs og hvert ord var af hendes hjertes gode mening. Men nu forstod hun også hvorfor de bar tøj, men betød det at hun burde bær tøj her i norden? Og hvordan fik man overhovedet tøj?

"Jeg vil glæde mig til at se Dragorn til den tid så." svarede Luna så mens hun tøvede en smule. "Hvad vil du så bruge dine dage her på? Det virker lidt trist bare at sidde i en grotte og kede sig i dagevis." uddybede hun med et lille grin. Hendes latter var blid, ligesom hendes stemme og hun så på Magnar med hendes funklende øjne. Mens tænkte hun på hvordan det måtte være der i undergrunden. "Måske vil det da være jeg føler mig mere hjemme i undergrunden end her på overfladen." 

Magnar så godt, at Lunas kinder blev røde, men han lod være med at kommentere på det. Det var ikke sikkert at det var noget, hun behøvede at vide at han vidste og lagde mærke til. Det var ikke alle der var lige komfortable med at rødme.
"Jamen, så tak da.. Dine ord er værdsatte, Luna," han havde før fået at vide hvor pæn han var af andre dværgekvinder, men han havde aldrig rigtig taget sig af det. Det var jo bare sådan, det var. Han var af royalt blod, hvilket nok også havde en del effekt på folks holdninger, men her sad Luna og kendte udelukkende hans navn: Magnar. Ikke nogen titel eller nogen information om, at han stod i linjen til at arve Dragorn.

"Hvem siger at vi ikke kan tage til Dragorn, selvom jeg har nogle dage fri? Jeg tog bare herud for at være lidt for mig selv, men nu er du her. Og jeg ville elske at vise dig hvordan Dragorn ser ud," han var ét stort tandsmil over tanken om hvordan hun ville reagere på de store, prydede haller. "Men... Hvis du tager med mig til Dragorn, er det vidst kun i orden, at jeg lige fortæller dig dette: Jeg er ikke bare hvem som helst derinde. Vid at det ikke ændrer på hvordan vi taler til hinanden, men jeg er af royalt blod," indrømmelsen fik ham til at kigge lidt væk. Til forskel for de fleste noble folk, så var Magnar ikke typen, der væltede sig rundt i guld og magt og elskede det. For ham var hans blod også hans byrde.

Luna lyttede spændt som han havde noget på hjertet at fortælle. Det var rart at han var en mand der bare talte direkte og ikke prøvede at lege poetisk eller kryptisk. Luna selv kunne godt lide at være direkte eller kun gemme ting så dårligt at selv en døv og blind person ville opdage hvad beskeden var, men som han talte flækkede hun ikke en eneste mine. Hun lyttede interesseret og smilede ved nævnelsen af Dragorn. Hun glædede sig allerede til at se stedet underjorden, for af hvad hun kunne føle så ville det nok være mere som hjem end overfladen thi her var alt en smule... Anderledes. For anderledes.

"Så det du siger er at du er en klan leders barn? Hm. Det ændre ikke så meget. Mine tanker har ikke ligefrem ændret sig, ser du. Jeg er selv en klan-leder af Selkie'ers andet fødte barn. Dog er min ældste søster..." hun stoppede kort med at tale for minderne var stadig grusomme at mindes. "Hun er blevet taget tilbage af Havet." det gjorde det blot nænsomt at sige og lettere for Luna ikke at blive for følelsesladet omkring det. Dog sagde hendes udtryk det hele. Hendes søster var afgået ved døden, og Luna var ikke helt okay med det endnu. "Så jeg tror ikke du skal være bange for at jeg ændre adfærd og bliver forhippet fordi du er hvem du er i Dragorn. Jeg er ikke helt sikker på hvad det betyder for jer at være det. Men en spade er en spade og du er dig. Og så længe du er det så kan jeg lide det." sagde hun så med mere selvsikkerhed. Det var hårdt at få gemt sådanne følelser som hun havde haft for kort tid siden, men hun ville ikke lade sit humør blive komplet ødelagt ved at mindes sin søster. De havde haft nogle gode tider sammen og det huskede hun på mens hun talte nu. Det var dog vigtigt for Luna at Magnar forstod at hun ikke ville ændre sig i forhold til ham bare fordi han i dværges øjne var noget mere fordi han var født af nogen bestemt. Det ville virke forkert, lidt som at lyve og hvis der var noget Luna ikke brød sig om, så var det at lyve.

Magnar var glad for at Luna ikke blev helt ekset eller nervøs omkring det. I stedet fik han selv en lige så stor nyhed smækket tilbage i ansigtet: De var begge adelige. Han skulle til at sige noget idet hun bragte emnet storesøster på banen og ikke så ud til at være helt okay med det. Tavsheden blev dyb fra hans side, for han kunne kun forestille sig hvor hårdt det måtte være at miste en bror eller en søster. Her sad Luna og havde oplevet det, og han havde kun været tæt på selv. Hans reaktion til det dengang virkede dog til at have været noget mere voldsom end hendes. "Du har helt ret. Godt at vi forstår hinanden," sagde han med et mildt smil, før han rakte ud og tog Lunas hånd i sin.

"Men Luna.. Det gør mig ondt, det med din søster skal du vide. Jeg kan kun forestille mig hvordan det er, men du skal vide, at jeg altid er her for dig, hvis du ønsker det," han gav hendes hånd et klem og sendte hende et blidt smil, der pludselig blev til en lille brummende latter. "... Men jeg svømmer nok ikke med ned i dybet med dig. Jeg kan jo ikke ligefrem blive til en sæl og... Ja, faktisk har jeg aldrig lært at svømme," hans latter blev mere højlydt efter det og han rystede på hovedet af sig selv. Det var noget af en dag, denne her.

Lunas hånd var blød og som den lå i Magnars så hun først på håndene som han talte og så oppe på hans øjne. Han virkede som den slags mand der udover bare at være komplet loyal, pæn og ærgerlig, så virkede det som hvis han også var sympatisk og omsorgsfuld. Alle kvaliteter Luna værdsatte i folk. Selvom Luna vidste hans familie havde været i problemer vidste hun ikke om Magnar selv havde mistet nogen og derfor var hun besværet med hvad hun nu skulle sige. Hun ønskede ikke at virke negativ og nede, så da hans latter bryd en lettere akavet stilhed i grotten så fik hun istedet et hjerteligt smil på. Hun grinte selv og var lunefuld over hans evne til at vende situationen til det bedre og få humøret op igen. Hun sende ham et skævt blik "Er du nu sikker på du ikke er en sæl? Et skind ville sikkert passe dig godt." sagde hun selv som en komisk bemærkning.

Efter hun selv havde grint lidt faldt hendes humør tilbage til hendes neutrale igen, men et lille smil var dog at se. Hun rankede sig op og lagde så sin anden hånd på hans. "Det dejligt at vide du er der for mig Magnar. Jeg troede ikke at folk på overfladen havde gode hjerter, men så møder man dig og jeg lover dig; Jeg vil aldrig prøve at få dig til at smutte i havet, men jeg er stadig sikker på et skind ville klæde dig pænt." hun fnes igen af joken. Men det var vel hellere ikke helt en joke. Luna havde set nogle Selkie-mænd træde op på land og hun syntes selv hun havde et godt øje for hvem et skind ville klæde og ikke ville, også selvom de folk hun bedømte ikke selv var Selkie'er.

Magnar kunne ikke lade være med at grine endnu mere over Lunas jokende kommentar. ”Hah! Sikkert, Luna, en dag vil jeg finde ud af det. Jeg har altid set godt ud i bjørneskind…” han gik fra grinende til spekulerende på én sætning og kløede sig let i skægget.
”Men tak! Det er skam værdsat.. Hov, for resten, se her!” Magnar rejste sig og tog et af de skind han allerede havde liggende her i grotten. Han lagde det hen over sine muskuløse skuldre så det lignede en form for kappe, hvorefter han poserede som en helt. Han kunne ikke holde masken i mere end et par sekunder, da han begyndte at grine.
 
”Okay, jeg kan helt klart ikke tåle at være uden for mit hjem alt for længe! Vil du med hvis jeg tager tilbage nu, eller har du brug for at slappe lidt mere af først?” han lod stadig skindet blive på sine skuldre mens han kiggede afventende. Det var ikke hver dag man fik lov til at møde en selkie, og bestemt ikke hver dag man kunne overtale omtalte selkie til tage med sig hjem. Det skulle nok blive sjovt at fortælle Guinevere om hende!

Luna grinte med Magnar som han tog skindet på som kappe "Se! Jeg sagde det jo." hun grinte af Magnars komiske humor. Det var også ved at være tid siden hun sidst havde grint sandfærdigt, for alt havde været meget hæktisk, men det var nu rart at få det glade humør hel frem igen. Hun var ihvertfald klar på at lære mere og opleve noget med Magnar, især Dragorn. Hun glædede sig virkelig til at se undergrunden, for måske var det som 'hjemme'.
"Jeg kan godt tage med nu hvis du selv er klar." hendes øjne funklede kort af spædning og hendes mundviger kunne intet andet end at pejle op. Hun rejste sig op og holde om skindet ved hendes bryst for at Magnar ikke igen skulle fortælle hende om det med hans kultur og kroppen. Hun havde lært af det sidste og holde det derfor fast mens hun bukkede sig og tog sit eget skind op i sin frie arm.
Nu klædt i både Ambers og et af Magnars skind stod hun klar til at tage afsted. Hendes oppakning var jo lille og hun havde intet problem med at være på farten. "Så er jeg klar hvis det er." sagde hun så med en lystig stemme. Eventyret ventede og hun var spændt på at opleve det.

Magnars latter blev ikke bedre af, at Luna også grinede. Det var ærligt talt lidt fjollet at stå her og stå med hendes skind over sine skuldre, men så igen; Det var også lidt hyggeligt. De skulle nok komme til at lave en sjov entré i Dragorn. Magnar, hærfører og arving til herredømmet i Dragorn, iklædt en Selkies skind, sammen med selvsamme selkie på slæb. Guinevere ville sikkert grine af det, og måske var det i virkeligheden også dét, Dragorn havde behov for. Alle havde været så alvorlige på det sidste, så mon ikke et komisk indslag ville være på rette plads? "Jeg er også klar. Så lad os tage af sted og gøre et frygtindgydende indtryk på alle Dragorns indbyggere!" han grinede lidt mere, før han gik hen og tog Lunas hånd. Hvis han skulle lede hende gennem den ydre del af Dragorn var det nok bedst at holde fast i hende, så hun ikke endte med at blive væk i den tætte sne der konstant dalede fra skyerne heroppe. 

Luna var klar på at tage afsted, men en mærkelig følelse var i hende. Synet af Magnar med hendes skind... Det var underligt, men hun nød blot tanken om at skulle afsted med ham til Dragorn. Et nyt eventyr ville snart være igang. For første gang i lang tid havde Luna fred i sindet uden tankerne om Amber og hændelsen. En stund hun ville nyde, men klart fortryde senere.
Magnar var mindre end Luna, men hans hånd gled nemt ind i hendes og de var på farten. Hun var mere tryg ved at gå ud af hulen da hun bare lod Magnar lede an, for oppe i disse bjerge, oppe i himlen, så var alt så.... Fremmede for hendes sanser. Op og ned var ikke en realitet i havet, men her var alt om det og hvis hun "gik ned" heroppe fra, så var der ikke mere Luna.

"Hvor langt er der til Dragorn?" De var ikke langt fra hulen. Men hun var spændt og det kunne høres. Hun glædede sig blot til at kunne se det magiske land som han havde talt om.

Inaktiv / Afsluttet