En sang var ikke hvad Bane havde forventede, men på den anden side så havde han heller ikke forventet noget andet fra hendes side, ide hun begynde at løbe rundt om ham og til sidst angribe ham med hende kniv, fik ham blot til at smile lidt " du kan blive ved hele dagen med det der, og til sidst vil din chakra være opbrugt så hvorfor ikke bare droppe sangen og lad os snakke om det ".

Bane kunne fornemme hvordan sind og tanker blev slukket inde i templet, enden var folkene på vej væk ellers så blev folk slået ihjel.
Bane lede efter jægeren " hører her du, let din røv og kom her ud og ordne denne kvinde for er virkelig træt af hun synger og danser rundt, du kan få lov at gøre lige hvad du vil med hende, det eneste hun skal er lige at vaske mig først så kan du udfører hver en af dine beskidte tanker på hende uden der skulle ske dig noget" lød det i hovedet på jægeren, og Bane håbede blot på han vil gøre som han blev spurgt om.

Bane fokuserede sig så igen på kvinden, " nuvel hvis du ikke vil stoppe så må jeg jo få dig til at stoppe, jeg kan kunne måske få din opmærksomhed på en anden måde hvad nu hvis jeg besøger Ducan Tems Abernathy din far, eller hvad med lad mig se Braden Abernathy din lillebror, hvad vil du sige til hvis der skete de noget, eller retter hvordan vil du have det hvis du vidste det var din skyld at der skete dem noget" Bane vil gøre alt for at det blev som han vil have det.

Torfinn havde måtte gå lidt mere drastisk til værks på den gejstlige i templet, for at få "maling" nok til bølgen, som han havde tegnet på gulvet. Bølgen var ikke helt så fyldig denne gang, men man måtte jo gøre hvad man kunne. Den livløse mand på gulvet var meget slemt tilredt. Torfinn betragtede ham et øjeblik, inden han pakkede sin klud væk og så fandt æbleskroget frem igen. Han skar den anden ende af det, så han kunne havde mellemstykket med kernehuset tilbage, og placerede enden i midten af bølgen som han havde gjort det i Isaris tempel. "Sorte svin!" udbrød han højt og spyttede på manden på gulven, inden han hurtigt kom ud af templet igen af samme vej som han var kommet ind. Torfinn mærkede hvordan det skar lidt i hovedet og så hvordan samme velkendte stemme som før, talte til ham. Torfinn havde også regnet med, at de to stadig var igang - det var jo trods alt den primære grund til, at han overhovedet kunne gøre som han gjorde.

Hurtigt bevægede Torfinn sig imod Aladrios' tempel. Tilbage hvor han startede. Han så kvinden, Kirith, med den muskuløse mand i bar overkrop. "I er stadig igang, hva'?" udbrød han højt og smilede over hele hovedet. Kvinden var et problem, fordi hun stadig var i live. Ufatteligt, at den store mand ikke havde gjort det af med hende endnu. Torfinn måtte dog arbejde hurtigt, for det var kun et spørgsmål om tid før, tænkte han, at lysets krigere ville komme væltende - og måske mørkets krigere også. "Fandens uduelig" mumlede Torfinn og åbnede hurtigt døren ind til Aladrios' tempel, som han hurtigt slog bom for indefra. Kvinden havde uden tvivl set ham gå derind, hvorfor han ikke længere havde noget rigtigt dække. Han måtte leve under jorden fra nu af, tænkte han. "Fandens lort!" råbte han højt ind i templet. "I kan fandme takke Kirith røvkælling for, at jeres kommer til at gøre ekstra ondt!" råbte han videre og trak sine daggerter. Der var et par mennesker til stede i templet, men de fleste var smuttet efter optøjerne var opstået udenfor.

Kirith var gået over til at mime sangen, det var nemmere end at skulle synge den højt. Hun dansede stadig rundt på lette fødder, aldrig et sted for længe. Engang imellem ville hun springe ind, og prøve at såre manden. Han blev nødt til at have en akilleshæl et eller andet sted.
'Jeg behøver ikke at gøre dette hele dagen, jeg skal bare vente til samtlige byvagter og lysets krigere i denne by alle kommer efter dig. Tror du virkelig det er en kamp du vil vinde?' sagde hun spottende. Hun så jægeren gå ind i Aladriostemplet. Hun skulle til at følge efter, for enten ville manden følge med, eller så ville han prøve at slippe væk, men byen måtte vrimle med vagter og lysets krigere, alle på vej mod templerne. Chancen for at han ville slippe væk var ikke stor.
Hun frøs, da manden nævnte hendes familie. Han havde uden tvivl fundet navnene i hendes hoved. Kirith hørte en susen for ørerne, og hun så rødt. Der var ingen der skulle true hendes familie. Hun var spion, og der var egentlig ingen der med sikkerhed vidste hvem hun var. Hendes families liv havde aldrig været i fare.
Så hurtigt hun kunne, hvilket var ekseptionelt hurtigt, sprang hun hen til manden. Hun udløste en eksplosion af ild, alle hendes kræfter lå bag. Det smeltede stenen under deres fødder, og ild og røg strakte sig flere meter op i luften. Hvis vagterne ikke var på vej mod templerne, så var de nu. Hurtigt som lynet sprang hun væk igen.

Overrasket over jægerne ikke ville hjælpe ham rystede han blot på hovedet, og nu havde jægeren lige underskrevet sin egen død, men den tanke kunne han ikke tænke mere på nu for han havde lige en hurtig kvinde han skulle have styr på, og det var ikke helt nemt.
" og hvad for dig til at tro at de vil komme, ser du der er ingen beviser på at jeg er en ond person, og jeg ved på grund af jægeren inde i templet vil byvagterne og lysets kriger søge direkte der ind for at stoppe ham, og måske vil de tag fat i dig da du også er her." Bane vidste at det han sagde var sandt for der var ingen der kende Bane som mørkerts kriger, kun blot som en mand i bar overkrop og med et mønster på ryggen.

Ide hun angreb igen og nærmest lavede en eksplosion af ild under ham fik ham til at blive blæst flere meter hen af jorden nærmest ti meter, og havde det ikke været for hans evne så havde han været død, for dette angreb ville ikke engang den bedste kriger have overlevet, Bane lå på jorden og havde ikke rejst sig op endnu han kunne mærke hans krop brænde lidt på grund af det ild der brænde, men heldigvis kunne han selv slukke den med hans evne.
Bane rejste sig op og hvis man kiggede på ham lignede han mest af alt en sort puma, på grund af alt den røg og kuld som ild havde givet, hans ryg var dækket til at sort snavs og han vidste det skulle fjernes i en fart, så Bane besluttede sig for at gå ind i templet for at finde vand.

Inde i Templet tog han fat i en af de mange tjener der var det inde " hey du kommer med mig" sagde han og tog fat i ham, og tog ham med hende til et sted hvor han kunne vakse ham " gå igang med at vaske...NU " råbte han. Bane var sur meget sur, og lige nu vidste han ikke hvem han skulle slå ihjel først af de to. men en ting var sikkert med den kæmpe massiv form af chakra kvinde lige havde brugt vidste han at hun ikke ville kunne bruge sin magi hele tiden, og hun nok ville blive svækket.

Torfinn mærkede hvordan det boblede i hele kroppen, mærkede hvordan han var på nippet til næsten at græde af glæde - og havde gjort det, hvis han var lidt mere sentimental. Med sine daggerter i hænderne betragtede han menneskerne omkring ham med et stort smil og gjorde sig klar til, at lade Aladrios' tjenere lade livet. Suset af vrede og samtidig vellykken ved, at give slip fyldte ham, og han skulle til at angribe, da den unge mand pludselig braste ind i templet. Torfinn var ved at tabe både næse og mund, da han var overbevist om, at han havde slået bom for døren. Det havde åbenbart ingen virkning på manden i bar overkrop, samme mand der utilsigtet havde givet ham muligheden for at gå igang, ved hensynsløst at dræbe en byvagt uden grund. Torfinn samlede tankerne og lyste så igen op i et stort smil, med tungen spillende i fortandens hul. Manden i bar overkrop så noget forbrændt ud, tænkte Torfinn, men det var fuldstændig ligemeget hvad han havde haft gang i uden for templet. Ligemeget hvad han lavede. Han ville blive afledningsmanøvre, igen. Bølgen måtte slippe, men æblet kunne stadig bruges. Han fandt midterstykket, kernehuset, frem fra lommen og kastede det imod et alter placeret central i templet, så der røg små stykker af æbler til alle sidder, som det ødelagdes.

Torfinn pakkede hurtigt sine daggerter væk og trak sin bue, inden nogen af mennesker inde i templet kunne nå at flygte. Han sendte pile rundt i stor hast og med enorm nøjagtighed. Slutteligt sendte han en pil i brystet på den person, som den unge mand åbenbart ville have til at... Vaske sig? Torfinn fattede ikke hvad der foregik, men det var pludseligt kun ham selv og manden med den bare overkrop, som var i live, i templet. At manden med den bare overkrop ikke havde nogen bue ville være sekundært, når templet blev stormet. Vagterne ville se ham, måske genkende ham, og så angribe. Når de kom frem til, at han ikke kunne være skyld i pilene, så ville Torfinn være over alle bjerge. Torfinn spændte hurtigt buen på ryggen og løb ud af templet.

"Hjælp, hjælp!" råbte han, "Der'n galning i templet!" fortsatte han og stoppede så op i sit løb, da han så Kirith igen. Skulle han? Skulle han forsøge at slå samtlige fluer, med ét smæk? "Svinehunden har dræbt dem alle til sidste mand!" vagterne havde allerede været på vej imod templet, og nu tonsede de derind, én efter én. Torfinn havde ryggen fri for et par minutter tænkte han, hvorfor han bevægede sig imod Kirith. "Hvad siger du, Kirith?" spurgte han retorisk og mærkede hvordan han igen var nærmest uset i gaden; hvordan samtlige blikke vendte imod templet. "Me'n røv som din er det næsten synd, at sende dig under jorden" bemærkede han imens han satte tempoet lidt op og raskt bevægede sig i hendes retning. Der var ikke langt imellem dem. Da slog det endelig Torfinn, at den unge mands skader måske var blevet forvoldt af kvinden og han standsede brat. Det var for risikabelt, og han ødelagde sin egen mulighed, hvis det ikke var overstået øjeblikkeligt. "Vi må ses igen en dag, sukkermås" erklærede han derfor og sendte hende et stort, lumsk smil inden han løb imod bydelens udgang. Han måtte komme væk, imens han stadig kunne. Aladrios måtte få bølgen en anden gang, ligesom Kirith kunne ordnes senere.

Det ringede for Kiriths ører, da hun tumlede væk. Alt den energi havde taget hårdt på hende, og selvom hun havde forholdsvis meget chakra, så havde infernoet hun havde skabt, gjort et stort indhug i hende. Hun tog sig et par korte sekunder for at få styr på sig selv igen, før hun ledte efter den forbandede mand. Hvis det stod til hende, ville han blive henrettet inden solen gik ned.
Hendes tøj var i laser, og hvad der ikke var brændt væk, var næsten kulsort af sod. Hun lignede ikke længere den raffineret kvinde, men nærmere en hjemløs fra det nedre bydistrikt. Hun tørrede det værste sod fra sig ansigt, og nåede lige at se, at manden forsvandt ind i Aladriostemplet. Nu havde hun ham. Dem, hvis hun var heldig.
Hvad enten det havde været ilden og røgen, eller bare den generelle panik fra den hellige bydel, så havde lysets krigerne endelige fået fingeren ud, og kommet til undsætning. Tre krigere hastede mod pladsen, og Kirith løb dem i møde. De løftede deres våben, da de så kvinden, men Kirith bjæffede med det samme sit navn, og forbindelse til lysets hær. De så ikke videre overbeviste ud, indtil en anden kriger, af højere rang, endelig nåede frem. Kirith kendte ham, og han vidste at hun arbejdede tæt med Lyset.
'Der er to fjender i templet. Begge farlige. Den ene har allerede dræbt en vagt. Høj mand uden trøje og med tatoveringer på overkroppen. Han er telepat,' Kirith talte så hurtigt hun kunne, til en voksende mængde af krigere og byvagter, 'den anden er skjult under en kappe. Find dem. Nu.' Vagterne spildte ikke tiden med at stå omkring, men rykkede alle imod templet. Kirith skulle til at følte efter, da hun så jægeren smutte forbi vagterne. De var opsatte på at eliminere den anden trussel, manden der havde slået en af deres egne ihjel. Kirith bandede sagte, og gjorde sig klar til at kæmpe. Det så dog ud til, at jægeren ombestemte sig, og med en kæk afsked, der fik Kirith til at skære tænder, var han på vej væk. Hun vidste, at hun ikke kunne fange ham, og hvis hun gjorde, var det meget muligt at hun ikke havde kræfter til at kæmpe. Med en brænde ed, kastede Kirith sin kniv efter ham, den hun stadig havde i hånden, og derefter fulgte op med en ildkugle, der ikke var så stærk som den burde. Hun følte hvordan kræfterne var næsten forsvundet for hende, og hun tvivlede på, at hun overhovedet kunne kæmpe mod manden, der snart var omringet i templet. Flere og flere vagter og krigere stimlede ind på pladsen, og Kirith tog denne mulighed, for at gå hen til den nærmeste mur, og sætte sig tungt op af den.

Selvom Bane var smuttet ind i templet vidste han stadig hvad der skete udenfor, for at vende ryggen til en person var noget han aldrig gjorde og heldigvis for hans evne så kunne han følge med, den jæger som var inde i templet vakte store opmærksomhed og da en lille gruppe af lysets kriger kom til pladsen vidste Bane at det vil kræve held hvis han skulle kunne dræbe dem alle tre, og den chancen gad han ikke at tage for lige nu var lysets kriger ikke han nummer et på listen over personer der skulle dræbes.

Han læste kort Kirith sind for at fornemme hvad hun havde sagt til krigerne udenfor og hvad hun havde tænkt sig, " flot trold kvinde meget flot, nuvel lad os bare håbe lysets tager sig af jægeren" mumlede han for sig selv hvor efter han kiggede på personen der lige havde vasket ham, " jeg takker men bliver nød til at slå dig ihjel " han knækkede nakken på manden, hvor efter han tog liget af manden og smed ind i et skab, han tog mandens tøj og tog det på, sådan han ikke lignede den mand Kirith havde beskrevet.
Da lysets kom ind i templet gik Bane ligeså stille ud for Bane lignede mest en af de mange templer som var der inde, og blot for at spille på det løb han ud med et lille skrig og råbte " der er en der slår folk ihjel der inde skynd jer " men selvfølgelig ikke med hans egen stemme.

Bane ansigt var dækket godt til på grund af den hætte der var på det tøj han havde taget, og da Bane fik øje på Kirith, hvor efter han sneg sig ind på hende, ved hjælp af den mur hun sad op af, han formåde at kravle op af en pæl hvor efter han med hans pakour færdighed nærmest hoppede over og greb fat i murens små huler, han klattrede hen af muren fra de små huller der havde været og lige hen over hende, hvor efter han hev hans forklædning i stykker og hoppede ned og tog med det samme fat i hende, hans hånd var på hendes strube og hvis hun kæmpede imod vil han blot stramme grebet. " sig ikke en lyd hvis du gør er du død " sagde han lavt men nok til hun kunne hører det, han tog et hurtigt overblik over hvor der var lysets kriger og andre irriterende mennesker, men alle var stort set inde i templet og i gang med at finde den jæger så ingen havde set ham regnede han med. han havde trukket en kniv i den anden hånd og med spidsen rettet imod hende ryg, hun ville kunne mærke et lille stik hver gang hun slappede af i hendes krop. " kom lad os gå en tur hvis der er nogen af vagterne der kommer så beder du dem om at forsvinde ellers er det ude med dig, og prøv ikke at brug din ild magi for inden du bare tænker på det ved jeg det, husk det og din hurtighed vil blot knække din egen hals, og jeg vil helst ikke dræbe en køn pige som dem i dag, men vil dog hvis du ikke gør som der bliver sagt" sagde han bestem og tvang hende til at gå sammen med ham væk fra pladsen.