Hun nikkede kort. Nogen var nødt til at tage det grove arbejde, men det var typisk deres eget valg, hvertfald var det hendes i og med at hun ikke kunne finde ro i sig selv til at blive et sted, som hendes forældre var det, hendes mor mente at roen ville komme med alderen, selv havde hun sine tvivl.
'' Et arbejde er et arbejde, og så længe man holder af hvad man laver kan jeg ikke se noget der skulle være galt i det. ''
Kommenterede hun. Jo vist kunne hun da godt nogen gange blive træt af at høre den hvisken og tisken der var i krogene om lejesoldater og deres værd og ære, men det var en del af hverve og noget hun måtte tage med sig.
En dæmpet atter lød fra hende til Völunds kommentar om Hakims og dennes teknikker med staven.
'' Ja, han kender sine kneb såvel som sit våben. Det blandet med hans magi og hurtige tankegang udgør en dygtig kriger. Selvom han godt kan virke lidt småpsykotisk nogen gange når han rigtigt går til den. ''
Hun betragtede ham som latteren endnu engang forsvandt, kun lyden af de to trænende unge var at høre samt en enkelt fugls kalden. Der var noget i hans øjne der forandredes, og Ragna fik fornemmelsen af at hun havde trådt over et sted hun ikke skulle have gjordt, det fik hende dog ikke til at flygte eller træde væk fra ham, faktisk blev hun stående som en støtte idet han åbnede munden og svarede hende med en underlig sindsro, den samme sindsro en lejemorder havde når denne skulle dræbe. En kort skælven gik igennem hende. Det var spændende. Dødsensfarligt, men ikke desto mindre spændende.
'' Oh... Det..Øeh.. Det er jeg ked af at høre..? Men det er vel godt at du har fundet din plads så.. Ikke? ''
Uden hun selv havde tænkt over det havde hun hævet hånden, den var næsten nær hans ansigt idet hun blev opmærksom på sin egen handling og hun frøs i sin bevægelse, stivnede kort armen inden hun langsomt tog den til sig igen. Han var ikke nogen dreng, nej han var en mand, med hud og hår, men også en misforstået skabning, det var hun næsten sikker på. At rode ham i håret for at opmuntre ham ville næppe gøre gavn her.
'' Undskyld.. ''
Lød det dæmpet.

Völund valgte blot at nikke til Ragnas fortællen om Hakim. Manden var lettere psykotisk, ja, men det var intet i forhold til Bæstet. Völund havde ingen grænser. Han var ikke nervøs for at blive ramt. Blev han ramt, gik han videre i sin bersærkergang. Sådan havde det altid været, og sådan ville det for altid blive.
Fuglens lette kvidren fik Völund til at kigge direkte op på den. Han var ikke irriteret, hans reflekser var bare så finpudsede, at han ikke kunne undgå at kigge efter alt der lavede den mindste lyd. Ganske som han havde forklaret hende hvor han havde været, lagde han let mærke til ændringen i hendes humør. Han forstod ikke sympatien, men han kunne sagtens se den. Hendes ord blev kluntede og Völund fattede vitterligt ikke hvorfor. Hvem ville have sympati for en mørkets kriger? Han havde lært det på den hårde måde: Enhver måtte kæmpe for sig selv her.

"Godt? Jeg ved det ikke? Jeg er her bare, og gør det, jeg altid gør og som jeg altid har gjort. Der er ikke meget forskel, bortset fra, at jeg ikke har lænker på, eller en varulv i hælene nu," han havde allerede sagt for meget, men forvirringen og den lette vrede fik ham til at spilde ord ud over det hele. Det var ærgeligt, men helt ærligt, så var Völund i bund og grund ligeglad. Hvis Ragna ville vide om hans fortid, skulle hun sgu bare have lov til det. Han havde ikke noget at skjule. Hendes undskyldning kom kort efter at han havde stivnet ved hendes hånds nærvær. Han stirrede på hende, dybt forvirret over hendes handlinger. "Undskyld for hvad?" Spurgte han, mens han igen kradsede sig oven i såret på halsen.

Hun valgte at se over imod de to trænende, der havde sat farten en smule ned idet hendes fokus havde været på bæstet, dog blev den hurtigt genoptaget da Mordrinn lagde mærke til Ragnas blik, et kort smil forlod hende imens hun nikkede tavst til de to.
Det lød næsten som om Völund ikke havde noget at leve for, han laevede og kæmpede, bare for at leve og kæmpe, ikke særligt meget andet. Var er virkelig ikke andet bag+ Hun rystede sig mentalt for at få bugt med sin samvittighed, for ja.. Hvorfor undskyldte hun ham+ Hvorfor havde hun medlidenhed med ham+ Han havde taget sit valg, ligeledes havde hun. Verden var ikke retfærdig og det ville den aldrig være, der ville være hvad folk betegnede som godt og der ville være ting som folk betragtede som ondt, også ville der være dem der balancerede på knivsspidsen imellem de to.
Folk som hende.
Hun rystede på hovedet.
'' For at være ved at behandle dig som et barn. '' Indrømmede hun monotont inden hun bevidst valgte at forsøge at få samtaleemnet væk fra at være så awkward til at blive lidt mere medgørelig igen.
'' Skal du ikke ha gjort noget ved det sår+ Mordrinn er healer, han kan nok hjælpe dig med at blive lappet lidt mere. ''

Völund lagde hurtigt mærke til det pludseligt monotone toneleje i Ragnas stemme. Han var normalt ikke typen der tog sig af den slags, men med sin virkelig gode hørelse, kunne han sagtens høre forskellen, selvom han nok ikke helt forstod den. Han hævede et øjenbryn i komplet forvirring, hvorefter hans blik landede på Rion og Mordrinn. "Eh.. Nå, jeg er intet barn og har aldrig været det, så jeg forstår stadig ikke din undskyldning," indrømmede han med et skuldertræk. Han kunne ikke huske hvordan hans barndom havde været. Det lå så langt tilbage i hans hukommelse, at det var gemt godt væk, erstattet af den galskab der konstant plagede ham uden at han følte sig plaget.

"Hvis Mordrinn har lyst, må Mordrinn gerne. Hvis han er for træt, går det nok," igen dukkede der et skuldertræk op, men denne gang gjorde han en forkert bevægelse med den skadede skulder og stoppede øjeblikkeligt sin bevægelse, mens hans blik blev vredt et kort øjblik.
"Er du træt, Mordrinn?" Spurgte han højt og direkte, uden at tøve synderligt meget. Mordrinn og Rion stoppede deres træning og Mordrinn gik hurtigt hen til dem med et spørgende blik. "Hvis du ikke er træt, så vil jeg gerne.. Lappes?" Et øjeblik så han spørgende på Ragna.

At pjuske op i en andens hår var i den grad hvad der blev set som noget en ældre gjorde ved en unge, ikke noget der blev gjort mellem to voksne væsner, især ikke hvis der ikke var noget imellem dem, igen valgte hun at forholde sig tavs, og istedet nikke til Mordrinn og Rion som de kom over til dem, begge godt forpustede af træningen.

Mordrinn, forsøgte som sædvanligt at virke sejere end han var, om han så havde energien eller ej. Ragna havde set ham træde over sine egne grænser hvad det angik flere gange end hun kunne tælle, på et punkt var det vel fint nok at han trådte over sine grænser, i og med at det kunne gøre hans evner som healer stærkere. '' Træt+ jeg er aldrig træt. '' Lød det, måske en smule overfriskt fra healeren idet han gav sig til at tage såret i nærmere besigtelse.

Ragna lagde armene over kors mens hun betragtede Völund tankefuldt, med et lille smil dansende i den ene mundvig.
'' Er du nogensinde blevet healet af en healer før, Völund+ ''
Spurgte hun brat, det var nok bedre at vide det på forhånd i forhold til om bæstet kunne finde på at slå den yngre omkuld i et eventuelt forsøg på at helbrede og lappe såret sammen.

Völund blev stående som han var, mens Ragna stod mere bestemt. Hans position var mere ligeglad og parat, med sine for evigt spændte muskler og da Mordrinn og Rion kom hen til dem, nedstirrede han dem begge, for at se præcis hvor udmattede de var. Rion så mere færdig ud end Mordrinn, der talte overfrisk til dem. Bæstet kunne ikke lade være med at grine let af knægten. Det var som om, Mordrinn havde et kæmpestort behov for at bevise sig over for andre. Som om han ikke hvilede nok i sin egen selvsikkerhed. Han kunne sagtens se det i knægtens øjne. Usikkerheden bag enhver rekrut der gerne ville være mere, end hvad han egentlig var. "Hm, så se at komme i gang, friske knøs," sagde han med et skævt smil, da Mordrinn begyndte at kigge såret efter.

Det bratte spørgsmål fra Ragna, fik Bæstet til at kigge på hende, før han igen smilede. "Jeg har været i mørkets hær i over seks år. Jeg ville være krøbling nu, hvis ikke jeg var blevet healet på magisk vis før. Faktisk... Nu du siger det, Mordrinn, gå over og slap af, jeg har selv styr på det," med de ord greb han noget pludselig fat i Mordrinns bare hånd og kopierede han healerevne uden den synderlige magt. Knægtens magi var stærk, men han kunne mærke hvordan den sad i han i ukontrollerbare mængder, da han lavede en tro kopi af den i sig selv. Derefter slap han knægten der så dybt forvirret ud, og lagde en finger på sit sår der kort efter lukkede sig, mens en dyb snerren forlod Bæstet. Han hadede følelsen af at blive healet, for han kunne lide smerten ved at have sår. Men han ville samtidig gerne være helt kampdygtig.

Ragnas postur måtte se bestemt for de andre, dog gjorde hun ikke så meget for at virke barsk, det var snarere hendes made at hvile sig på i en stående stadie. Hendes blik fulgte kort Rion der vraltede over for at få noget friskt vand fra en tønde, da det var svært at finde rene kilder i området.
Fokus blev dog lagt på Mordrinn og Völund igen, da sidstnævnte begyndte at tale igen.

Mordrinn havde været ved at rense Völunds sår med en klud så han bedre kunne se hvor dybt såret egentligt var, alt imens Völund talte om storhedstider og hans mange møder med healere. Hånden der havde været ved at blive lagt på bæstets sår, blev stoppet da den brutale mand selv tog hans hånd hvilket fik en lille trækning over hans ansigt, måske han havde været bange for at Völund ville have hevet hans arm af led, dog var Ragna temmelig sikker på at Völund, som så mange andre, havde en vis form for respekt overfor healere. Man vidste jo trods alt aldrig hvornår man kunne bruge dem. Et undrende, forvirret, blik var fra den yngre der betragtede veteranen kort, så nikkede han inden han tog sin hånd til sig og gik over for at slutte sig til Rion henne ved vandet.

Ragna betragtede nysgerrigt optrinnet, hvordan Bæstet tilsyneladende havde kopieret Mordrinns evne til at heale sig selv. En praktisk evne.
" Ikke ligefrem den bedste følelse huh?" Lød det med et lille grin fra hende. Hun kendte godt selv til den. Følelsen af at hud, kød, knogler og andet stads trak sig sammen og voksede sammen, lukkede sig for helt at forsvinde. Ubehagelig fornemmelse, men hun havde lært at acceptere den. Dog havde det taget sin tid, da hun var yngre var hun bestemt ikke kvinden for at tage imod healere's hjælpende hænder.