At de tlyder dumt, hun ikke forsvarer sig passer meget godt, for hun er ikke for klog. Og hvis Kijo vidste, hvordan hun bliver behandlet, ændrede han nok også det lfte, han havde afkrævet hende, men hun har altid gjort et stort nummer ud af at skjule den slags uretfærdigheder for Kijo. Han har nok at slås med selv og behøver ikke belemres med alle hendes ulykker også - mere end han bliver i forvejen. Han bliver altid så bekymret for hende. Desuden, hvis hun forsvarede sig selv, ville hun bare ende med at få byvagten i hælene, og det orkede hun heller ikke. Så var det altid nemmere at vente, se tiden an og flygte med sine skrammer og ar.
Det generer ikke Ihsan at slå ihjel. Hun er for meget af en jæger til det, og hun har smag for frisk blod - hvor end det kommer fra. Mavefornemmelsen er den samme hun altid får, når hun er ulydig mod Kijo, der kun vil hende det bedste.
Hun kommer helt til at le ved hans sidste kommentar, men hun er stadig ikke vild med tanken, når hun tænker på da hun sneg sig derind sammen med Lune og fik noget af det der mærkelige saftevand, man blev så svimmel af (vin). Men alligevel har hun altid været nysgerrig efter at vide mere om det sted, og til sidst overvinder nysgerrigheden frygten.
"Okay, så lad os gå," siger hun med et usikkert smil. HEndes hale slår et par ivrige slag, og ørerne har rejst sig på hendes hoved, om end det ene hænger en smule mere end det andet. Hun aftaler med sig selv, hun vil prøve at være en dame for Daviens skyld, fordi han har været så rar overfor hende, og hun vil hverken gå ned på alle fire eller klø sig bag øret med foden, som hun ellers har for vane at gøre. Hunv il være dannet i aften, menneskelig. For hans skyld. Hun løfter hænderne op foran brystet og knuger småmønterne ind til sig, tydeligvis en lille smule nervøs ved udsigten til at komme på kroen, og tydeligvis også spændt. En indre kamp mod hende selv er i gang, men nysgerrigheden vinder som altid og leder Ihsan på eventyr.

Davien fortsatte med at smile til hende, der var noget rigtig sødt over hende og han havde faktisk en hvis lyst til at beskytte hende, hun virkede ekstremt uskyldig og efter hans mening på ingen måde farlig for sine omgivelser, og i så fald var der jo ingen grund til at folk.
Davien tænkte sig lidt om og kom i tanke om at han havde gået forbi en mindre kro for ikke så lang tid siden, den var ikke vildt fancy men det gjorde ikke ham noget og han regnede bestemt heller ikke med at hun ligefrem var typen der forventede den ville forkælelse fra en man d hun lige havde mødt, faktisk var han lidt ærgelig over at han skulle ind og brugve penge på mad, oftest levede han ude i naturen og jagede sin egen mad, så tog han ind til byen med pelsene og diverse andet som han ikke havde brug for at solgte det til en billig pris, således at han ville være i stand ti lat købe det mest nødvendige.
"kom jeg kender en okay mindre en
Sagde davien og tog fat i hende og trak hende med sig.

IIhsan nærer også visse beskyttende følelser overfor ham, men hun ved, han sagtens kan beskytte sig selv, og at de ikke er nødvendige.
Hun er meget spændt over kroen og vil være glad for at få lov at komme ind uden at få smidt en sko i hovedet eller det, der var værre. Hun har ikke selv penge nok til at købe mad og regner ikke med, han vil give hende noget. Desuden er det ikke mere end halvanden dag siden hun sidst spiste, og hun kan gå længe uden mad. Så hun regner med bare at holde ham med selskab, mens han spiser; det har hun intet imod. Hun har alligevel aldrig fået noget tlberedt før; er vant til rådt kød direkte fra dyrets flanker. Det er måske en lidt barsk måde at leve på, men uden penge og sted at bo er det den eneste måde. Hun når lige at rette lidt på sit hår, før han griber fat om hende og trækker hende med, og hun smiler venligt og en smule fjollet til ham.
"Okay," siger hun bare og lader sig trække med, spændt på hvad der vil ske.

(jeg fast forwarder til kroen hvis det er okay :D)
Davien åbnede lige så stille døren ind til den relativt lille kro, der var næsten ikke mennesker til stede, men det var trodsalt heller ikke blevet særlig sent, dette betød også at chancen for at de ville møde berusede menneske var lille, så chancen for at folk ville stille sig op og åbent fortælle at de havde et problem med Ihsans tilstedeværelse var nærmest minimal, og hvis det gjorde skulle Davien nok få lukket munden på dem.
Davien trak lige så stille Ihsan med sig indenfor og han lagde med det samme mærke til at folk begyndte at sende vrede blikke. Hans store muskuløse korpus var dog rigeligt til at folk ikke vågede at sige noget til dem, Davien blev derved ved med at holde fast i Ihsans hånd for at vise at hun var kommet med ham.
Dog kom kroejen hen til dem og rømmede sig en smule.
"Ingen kæledyr indenfor"
Sagde kroejeren, en ting der fik Davien til at se rødt, hvor vågede denne mand at kalde Ihsan for et kæledyr? kæledyr var dyr der kravlede på alle 4 med en kæde omkring halsen. Ikke en kvinde som fulgte med på stående ben ind på en kro som et hvilket som helst andet.
"Kroejer hvis de igen taler sådan om min date brækker jeg samtlige knogler i dit korpus og smadrer derefter hele denne forrådne kro, mig og min date vil bare spise i ro og mag og har bestemt ikke tænkt sig at skabe nogen problemer."
Sagde Davien og kiggede kroejeren særdeles hårdt direkte i øjnene, kroejeren blev så bange at han næsten pissede i bukserne, dog havde han tydeligvis ikke tænkt sig at sætte sig op imod Davien.
Davien fulgte Ihsan hen til et bord, og satte sig ned.
Kroejen kom ned og spurgte hvad de ville have at drikke, Davien bestilte vand og kiggede derpå smilende hen til Ihsan.
hvad kunne du tænke dig?"

Nysgerrigt og en smule sky følger Ihsan efter Davien ind i den lille kro, og hun holder sig halvt bag ham, glad for hans tag i sin hånd, mens hun lader blikket glide rundt, skræmt over de forskellige vrede blikke, og hun er sikker på, hun snart vil blive smidt ud. Da kroejeren kommer tættere på, forsøger hun at gemme sig bag Davien og er sikker på, at nu bliver de smidt ud med støvlen mod bagen, og bare på grund af hende. Hun har hørt bemærkningen om at være et kæledyr så ofte, og det sårer hende stadigt, selvom hun bare skal til at hvæse af ham. Men Davien kommer hende i forkøbet med sin vrede tale, der overrasker Ihsan mindst lige så meget som kroejeren, og bagefter griner hun i sit stille sind over hans udtryk. Hun kan næsten ikke tro det, da de får lov at gå ind, og hun er kun glad for Daviens tilstedeværelse, for hun er helt rundt på gulvet, mens hun sætter sig ned med et elegant vrik med halen, så hun ikke sætter sig på den. Han spørger, hvad hun kunne tænke sig, og hun lægger hovedet lidt på skrå. Hun har egentligt lyst til at få noget mælk, men hun ved ikke om de har det sådan et sted og siger derfor med et lille smil:
"Bare vand, tak." Hun piller lidt ved en hårtot med den hånd, der ikke holder hendes småpenge, mens hun ser på Davien, let rødmende. Ingen har før været så flinke mod hende. Ikke ne gang Kijo har taget hende med på en kro før på grund af den ballade, det altid skaber, og hun er nærmest ekstatisk over at være der. Det er et helt nyt eventyr for hende, som hun nyder hvert øjeblik af, og endnu mere så, fordi Davien er der sammen med hende.
"Tak," hvisker hun til ham efter at have lænet sig over for ikke at lade kroværten høre det, "For det før. Ingen har nogensinde været så sød ved mig!" hun sender ham et oprigtigt smil,

Davien smiler og kigger over på Ihsan, han kan ikke lade være med at kigge på hende med lidt andre tanker i hovedet end bare venskabelige samtaler, det faktum at hendes krop ikke bar nogen former for tøj efterlod jo heller ikke ret meget til fantasien, og der var ingen tvivl om at hun havde nogle kvinderlige former.
Davien slog det dog hurtigt ud af hovedet og tog sig en tår af sit glas, han var faktisk en anelse ubekvemt ved situationen, han var vant til at når han spiste så var der ikke rigtig andre mennesker han skulle tænke på, ej heller skulle han tænke på hvad folk syntes om hans spisemetoder, når man spiste i naturen var det sjældent man gav sig til at spise med kniv, gaffel og servietter, han var derfor klar over at han var nød til at anstrenge sig en del mere, på trods af at Ihsan ikke virkede som typen der gik rigtig meget op i den slags ting.
"så Det er din første gang du er på en kro?"
Sagde Davien og kom pludselig i tanke om at han faktisk aldrig havde fortalt sit eget navn, og ej kendte hendes, noget der faktisk fik ham til at rødme en lille smule, ikke så meget fordi han selv så noget galt i det, men mere fordi folk i byerne normalt gik rimelig meget op i den slags høftligheds fracer.
"Forresten jeg hedder Davien"

Hun tænker ikke selv meget over sin manglende påklædning. Hun har flere gange haft tøj på, men hendes pels gør det ubehageligt, hvorfor hun foretrækker at gå uden. Hun har haft det tøj, hun havde på, da hun flygtede fra haremmet, og ellers havde hun sneget sig til at prøve noget fra en tørresnor, men det havde ikke været så behageligt. OG så var der kjolen og kutten fra da Lune havde klædt hende ud. Hun havde kløet flere dage efter, fordi pelsen var krøllet og ikke kunne flade på plads.
"Nja, ikke helt. Har spist på gulvet før - halvvejs, da jeg blev smidt ud efter nogle bidder - og så sneg jeg mig ind i forklædning sammen med en dreng for nogle uger siden, men vi blev opdaget. Det var ikke ligefrem nogen succes noget af det." Hun skærer en grimasse og smiler så bredt.
Selv går hun ikke op i høfligheds farcer eller des lige, men hun er glad for at kende hans navn.
"Jeg hedder Ihsan .... bliver kaldt Ihsi af nogen." Hendes smil er stadig bredt, men ser ikke så voldsomt ud, fordi hun ikke blotter tænderne. Hendes hale bevæger sig roligt frem og tilbage over gulvet, og hendes ører flytter sig i takt med, hun skal følge de forskellige samtaler i kroen og høre alt hvad Davien siger.
"Jeg kan godt lide dit navn," siger hun så med endnu et smil.

Davien kan faktisk ikke lade være med at grine en smule over at hun har fundet sig på at spise på jorden, sandt nok er der ikke den store forskel fra det og så at spise ude i den åbne natur men det var mere billedet det sendte om at Ihsan var mindre værd en alle de andre mennesker der sad på denne kro, en ting Davien finder grotæsk, og når man så tænker på at der ikke var et eneste menneske til stede på kroen der kunne tvinge Ihsan til noget som helst medmindre hun selv tillod det, ja så var det faktisk lidt komisk set fra hans synsvinkel af.
"Manga tak og i lige måde"
Sagde Davien glad, men blev dog afbrudt af kroejeren inden han kunne tale videre.
"hvad vil i gerne have at spise"
Sagde kroejen, hvert eneste bogstav i hans sætning fortalte hvor lidt han brød sig om at de var her, og hvor bange han var for Davien da det var tydeligt at han gjorde alt hvad han kunne for at holde sin irritation tilbage.
"Bare 2 gange dagens ret"
Sagde davien da han virkelig ikke var den mindste smule klar over hvad der smagte godt på denne kro, han indikerede dog at kroejen skulle komme tættere på hvilket han gjorde.
"Hvis jeg finder ud af du gør noget ved vores mad vil du fortryde det inderligt"
Hviske han med et smil på læben der var tilregnet Ihsan

Ihsan har altid følt sig mindre værd alene af den grund, hun altid er blevet behandlet sådan. Hun følte sig både akavet og ubehøvlet at sidde ved et bord og var faktisk lige ved at sætte sig ned på gulvet i stedet. Gammel vane var svær at ændre på. Tilbage på haremmet, og da hun kort havde været slave, havde hun spist på gulvet af en madskål som et kæledyr på alle fire, og hun havde fortsat sådan siden når hun jagede. Det var bare blevet en vane, og dette ville blive hendes første tilberedte måltid, der ikke var dyrefoder. En lille knude i maven stod for hendes nervøsitet, mens hun smiler til Davien, en smule roligt og ser så på kroejeren og tilbage på Davien, da han hvisker til kroejeren. Hun kana høre hvert ord, for hendes hørelse er god, men hun lader som om, hun ikke kan.
Da kroejeren efterfølgende går for at ordne deres ordre, læner hun sig lidt ind over bordet på den ene albue.
"J-jeg er en smule nervøs," siger hun en smule stammende i starten og smiler lidt usikkert, mens hendes blik flakker let. Men det behøvede hun næsten ikke sige, så tydeligt var det på hende.

Davien kigger som omkring og opdager at han af en eller anden grund er den eneste herinde hvis overkrop er blottet, selvfølgelig hvis man ser bort fra Ihsan. Han lukker derfor lige så stille sin vest, ikke fordi han har noget imod at folk er istand til at se hans krop, han er stolt over den, den er trodsalt ikke noget der er blevet givet til ham, han har trænet flere timer allerede nu end de fleste mennesker træner hele deres liv, dette er også den eneste grund til at han er stærkere og hurtigere end næsten alle, hans træning startede nærmest fra han kunne gå, og selv da han flyttede hjemmefra fortsatte han med at træne præcis som han havde gjort derhjemme.
Davien lagde blidt sin hånd på hendes og aede hende en smule idet han smilte til hende, han var faktisk også selv en smule nervøs ved situationen, men det var egentlig nok mere bare rent ubekvemthed fordi han var uvandt til hele dette scenarie.
"Bare rolig jeg er her"
Sagde han med en hvis varme i stemmen.

Hn bemærker, han dækker sig til, og skæver lidt ned ad sig selv. Var det nødvendighed med tøj sådan et sted? Var det derfor folk behandlede hende sådan? Tankerne begynder at svirre rundt i hendes lille forvirrede hoved, og un ved knapt hvad hun skal tro. Måske skulle hun stjæle noget at gå i, så hun ikke så så anderledes ud, hvr behageligt og kløende det end var. Hun skulle måske have beholdt tøjet fra haremmet; bronzebhen og -bæltet med de lyserøde klæder og ankelkæden. Men hun havde følt sig så anderledes og begloet dengang, hun ikke havde udholdt det. Men måske... et øjeblik var hun tabt for omverden, indtil hans hånd lægger sig blidt over hendes, hvorpå hun kort ser ned på den og så på ham med et lidt genert smil.
"Tak, det er virkelig rart!" forsikrer hun ham for, og hendes hale slår et ekstra slag.

Efter lidt tid kom der nu en kropige ned med deres mad, det var en suppe af en art. hun kom desuden ned med en frisk kande vand til Davien. Davien kiggede en enkelt gang imod kroejeren for at vise at han fuldt ud mente hvad han havde sagt tidligere, og ligesom for at give ham en chance for at kalde maden tilbage hvis det viste sig at der var noget galt med den, men da intet skete regnede Davien med at maden var præcis den skulle være, dog stod kropigen der stadig, en flot pige måske et enkelt eller 2 år yngre end Davien, hun smilede kraftigt og flirtede med Davien med sine øjne.
"Goddag hr, når de er færdig med at spise og har fundet et sted at binde deres kæledyr så kunne jeg personligt give dem desserten"
Sagde hun med en tone i munden der gjorde det meget tydeligt helt præcist hvad hun ville, det var dog ikke noget der fangedeDavien, han forstod faktisk ikke hvorfor han så tit blev udsat for sådan noget, blot fordi han havde en veltrænet krop. En krop som hans burde indgyde frygt eller respekt i folk, ikke straks føre dem på liderlige tanker.
Han vinkede hende derfor blot væk og smilede til Ihsan idet han smagte på sin mad.

Ihsan kikker lidt på suppen uden at ane hvordan man spiser den og venter ellers på, Davien skal begynde på sin. Da pigen kommer til og har talt, kan hun ikke lade være med tørt at kommentere:
"Det her kæledyr binder sig selv, hvis nogen skal gøre det!" Hun ved ikke hvad det er for en tone pigen bruger, men det ser ikke ud til, den var særlig pæn, for Davien svarer ikke, og hun ser lidt ned i stedet, da han vinker hende væk. Så ser hun nysgerrgt på ham, for han tager en underlig pind med en lille kop for enden op og stikker ned i maden. Nå sådan, tænker hun undrende og tager tøvende fat om skeen med sine korte fingrer og efterligner hans måde at gre det på. Det er langt fra elegant, og hun stritter en del med albuen, selvom hun forsøger at lade være. Det er svært for hende at balancere maden på skeen, og det vælter ned i skålen igen, og hun prøver forfra med et utålmodigt suk og skubber hovedet tættere på, så der ikke er så langt. Endelig får hun noget af det i munden, og sellvom hun ikk eligefrem synes, det smager godt, fordi der er grøntsager i det, spiser hun det alligevel uden at skære grimasser.

Davien kan faktisk ikke lade være med at grine højlidt idet Ihsan svare igen, og specielt grundet pigens ansigt da hun høre det, man kan faktisk se at hun tænker længe over hvad hun skal svare igen, men det lader åbenbart til at hun var lige så dum som hun var flot for hun bevægede sig blot med hastige vrede skridt væk uden at have sagt så meget som en lyd igen. Dette var faktisk første gang Davien havde set Ihsan svare nogen igang og forsvare sig selv overfor et andet menneske, og det eneste han kunne tænke var at det var på tide.
Davien er bestemt heller ikke ligefrem den bedste til at spise med ske, men han formår dog stadig at gøre det bare en smule bedre end Ihsan i det mindste formår hans mad rent faktisk at komme op til hans mund uden at der bliver spildt noget, men uden at vide det så deler han hendes mening omkring maden, han er udmærket klar over at det er godt for ham men han synes dog ikke det er en særlig interessant ret de har fået, det kan jo selvfølgelig også skyldes at kroejeren valgte noget der hurtigst kunne laves således at han kunne slippe af med dem med det samme.
"Ihsan jeg tror du har fået lidt på din kind"
Siger Davien med et lille grin i stemmen ( ? )

Ihsan ignorerer bare pigen, da hun går og sukker så tungt Det var tydeligvis en rar fornemmelse at have sagt noget i sit eget forsvar.
Ihsan synes, han er dygtig til at styre skeen, men måske er det kun i sammenligning med hende, der aldrig så meget som har set bestik før. Havde hun fået en bøf havde det været en anden sag, den troede hun lettere, hun ville have kunnet klare. Men så igen, det var Ihsan, der med sine noget kortere end menneskers fingrer var lidt mere klodset end de fleste.
Mens Davien tænker om maden, det er kroværtens skyld, tror Ihsan bare alt tilberedt mad smager mærkeligt, og i hendes stille sind har hun ikke så meget imod, hun aldrig har spist på en kro før.
"Uh, har jeg?" Hun forsøger at kikke ned på kinderne for at finde det og skal til at stikke tungen ud for at prikke det væk,d a hun husker, hun skal være fin dame i aften, og hun bruger derfor fingrene og finder det. Hun ser lidt fortabt ud, for hun ved ikke hvad der forventes, hun gør med det, men hun ender med at spise det.
"Er det hele væk?" spørger hun med et grin og drejer hovedet lidt, så han bedre kan se.

Davien kan ikke undgå at grine og smile over hendes forsøg på at fjerne det som ikke ligefrem var vellykket, Davien lænede sig lidt frem og kørte blidt sin ene finger hen over hendes kind og fjernede derved det sidste suppe, Davien var heller ikke klar over hvad der var den helt rigtige procedure her, man han tog bare den nærmeste serviet og tørrede det af for igen at smile. Han var overrasket over hvor blød Ihsan var i forhold til andre mennesker.
"Nu er det"
Sagde Davien med en legende stemme, der var noget meget kært over Ihsan, noget som sammen med hendes styrke og væremåde gjorde hende interessant at være sammen med.
"Kan du ikke fortælle mig lidt mere om dig selv"
Sagde Alexander og tog en tår af sit vand.

Hun smiler selv ved sit mislykkede forsøg og hans latter, og hun kikker nysgerrigt på servietten, mens han tager den op til hendes kind og tørrer den. Nå, så den var ikke til at spise, tænker hun undrende, mens hun stadig smier.
"Tak." Hendes smil bliver bredere og afslører alle tænderne. Hun finder også ham meget interessant, selvom hun ikke kan udtale ordet, og ikke kun fordi han er så venlig mod hende. Der er bare noget spændende over ham og hans evne til at modtage så hårdt et slag.
"Ehm, der er ikke så meget at fortælle, men hvad vil du gerne vide?" spørger hun nysgerrigt med hovedet på skrå.

Davien bliver blot glad idet han ser Ihsan og dette er på trods af det specielle mundtøj hun bærer rundt på, det er faktisk første gang han lægger mærke til hendes tænder men igen rører det ham ikke det mindste, faktisk ville det nok se endnu mærkeligere ud hvis hun havde helt normale tænder, desuden var der sikkert en del klare fordele ved at have et tandsæt som hende, menneske tænder var virkelig ikke ret effektive når man sammenlignede dem med dyreverdens, og dette er på trods af at mennesket formår at komme med et rimeligt kraftigt bid.
"Faktisk er der ikke det jeg ikke vil vide om dig"
Sagde Davien og spiste lidt mere af sin suppe, han forstod virkelig ikke hvorfor folk tog sådanne steder hen og betalte hårdt tjente penge for en så kedelig omgang mad, nej så var Davien langt mere til en omgang frisk ked der blev lavet over den åbne ild under åben himmel.

Ihsan bruger ikke selv meget tid på at tænke på sine lidt specielle tænder, selvom de nok er en del af det at folk behandler hende som de gør. Så farlige tænder uden at bruge dem, hun må være en eller andens kæledyr; sådan en kan ikke have opdraget sig selv.
"Ehm, jeg er født ind i et harem og blev solgt til et andet, da jeg var ti, hvor jeg begyndte på mine pligter overor pashaen rimelig hurtigt efter. JEg stak af for..." Hun begynder at tælle på fingrene med et tænksomt udtryk, "For syv år siden og kom ind til byen her. JEg vidste ikke hvad, jeg skulle gøre, men Kijo fandt mig og tog sig af mig. HAn er min bedste ven, og han har altid været så god imod mig og passet på mig. Han har lært mig en masse ting, indtil han døde. Og mens han var død, ventede jeg udenfor det der hus, man har syge mennesker i. Jeg måtte ikke komme derind, og da jeg endelig kom ind, var han blevet fjernet. Jeg fandt ham, og han var slet ikke død, fortalte mig, han havde bare sovet meget længe. Det var lidt mærkeligt, men jeg var ligeglad. Så mødte jeg min veninde Maki og gik på evntyr med hende, og nu har jeg også mødt dig, og du har taget mig med på et meget spændende eventyr også!" Hun smilede stort med hovedet let på skrå og var hurtigt gået gennem sit liv. Der var ikke sket hende så meget, og da hun mente, det nok var sådan noget, han ville høre, havde hun fortalt ham det.
"Åh!" udbrød hun og tilføjede hurtigt. "JEg glemte at sige, jeg blev fanget og solgt som slave efter at være flygtet fra haremet, men jeg flygtede derfra også ... og så har jeg været tilbage ved haremeet for at slå pashaen og hans mænd ihjel og befri de andre ... Kijo blev meget ked af det."

Davien lyttede intenst efter hendes historie og blev faktisk meget overrasket, specielt over den sidste del men det var ikke negativt overrasket, faktisk kunne han ikke lade være med at grine en smule da hun blev færdig, blot måden hun nævnte at hun havde dræbt dem på var interessant, det var ikke måden et normalt menneske talte om drab, det var nærmere som Davien eller et rovdyr ville tale om det, fuldstændigt nonchelant. Det var nok det sidste han havde regnet med fra den søde og nærmest overdrevne uskyldige Ihsan der nærmest fandt sig i hvad som helst, faktisk var han glad for at vide at hun havde taget tilbage for at få sin hævn, men han kunne dog heller ikke skubbe tanken væk om at hun havde været i et harem, rent faktisk kom han på visse meget specifikke tanker hvilket for første gang i lang tid fik ham til at rødme en lille smule, han rømmede sig dog hurtigt og gjorde hvad han kunne for at skjule det.
"Du har godt nok oplevet en del, lad os drikke på at du er din egen herre nu"
Sagde Davien varmt.