Meget tydede på, at der var sket meget undervurdering i denne situation; mere, end godt var. Først og fremmest havde Vladimir nok ikke regnet med at Vanessa havde flere talenter end som så, noget der vist også var kommet som en overraskelse for Handark, noget der ikke havde faldet Vanessa ind, idet hun ærligt talt havde handlet ud fra rent instinkt, frem for at tage hensyn til om hun var for voldsom i forhold til manden, der muligvis kunne intimideres af al den styrke, Vanessa egentlig besad i sine magiske evner. Men nu var det jo heller ikke sådan, at hun selv havde bedt om dem, og når man stod uden våben, så var det sgu i orden at bruge de andre ting, man havde ved hånden. Ligeledes havde Vanessa undervurderet Vladimirs følgesvend, og nu fik hun straffen i forhold til en dump smerte, der hurtigt bredte sig helt ind til rygmarven, imens blod i ubehagelig mængde farvede de hvide dele af pelsen på baglåret rødt. Og så havde hun vel også undervurderes Handark, der for øjnene af hende slog synderen ihjel, netop som endnu et angreb på tigeren var ved at forme sig. Der var en blandet fornemmelse forbundet med det. Havde manden med kniven en kone derhjemme? Tanken blev hurtigt skubbet bort, idet Vanessa atter var alt for optaget af, at holde styr på Vladimir, der vred sig under de kraftige poter, til at overveje omfanget af det, Handark havde gjort.
På tigerkroppen var det tydeligt, at vejrtrækningen var heftig og besværet. Instinktet, der altid fulgte med, når Vanessa tog en dyreskikkelse, ville have hende til at slikke sig på såret, men hun havde ikke råd til at fjerne opmærksomheden fra manden under sig. Før Handark bad hende om at flytte sig, selvfølgelig. Hans stemme forekom hende kold og ubarmhjertig, og noget i hende sagde hende, at han ikke havde tænkt sig at være specielt rar imod Vladimir. Det fortjente han vel i en almindelig optik heller ikke, men alligevel var den der igen, samvittigheden, som nok var grunden til at Vanessa havde trukket sig tilbage fra Krystallandet, når situationen var blevet for grusom. Liv var ikke noget, hun ville have på sin samvittighed, men i dette tilfælde, var hun godt klar over, at det ikke ville få en ende. Vladimir var åbenbart så determineret på at slå hende ihjel, at der nok ikke var noget, der kunne stoppe ham. Ikke ud over den ultimative pris, som han lod til at skulle betale nu. Og det var hendes skyld. Det var det virkelig. Men det var hendes liv eller hans.

Vanessa veg, og først da hun kom af Vladimir, kunne hun se ordentligt på Handark. Var det ham, der blødte? Var det hans blod, der løb fra hans tøj? Var han kommet alvorligt til skade? Efterhånden som Vanessa blev mere og mere usikker, blev det sværere for hende at vedholde tigerskikkelsen, som hun mærkede, at hun var nødt til at give slip på snart. Det var anstrengende for hende at blive i den store krop, om end smerten ikke var specielt voldsom, blot irriterende. Måske var det også derfor, hun afholdte sig fra at gå tilbage til sin menneskelige skikkelse med det samme; delvist af frygt for den ubærlige smerte, der sikkert ville følge med, men så sandelig også fordi hun følte trang til at kunne gribe ind, hvis Handark mistede overblikket over situationen eller på anden måde kom i fare. Hun gjorde mere nytte med en kampvægt på næsten tre hundrede kilo, end hun gjorde i sin menneskeskikkelse, og selv var hun mindre sårbar i forhold til skader. Men Handark derimod.. Han kunne ikke snyde, som hun kunne. Han var overladt til sine færdigheder og til sin vid på en helt anden måde, og egentlig følte Vanessa det som værende for dårligt, at lade ham afslutte det, om det så skulle være med dødelig udgang for Vladimir eller ej. Det var ikke hans kamp at udkæmpe.

Fornemmelsen af sværdet der havde gennemboret kroppen, havde følt utrolig let. Presset havde ikke været hårdt; klingen havde gledet let igennem kødet, og havde næsten været lettere at trække ud. Sværdets håndskaft havde ligget næsten alt for godt i hans hænder. Magten havde været for stor, for modbydelig. Den sure smag nåede hans mund, og bitterheden fandt hurtig sin vej. Han kunne kaste op.
De havblå øjne sank i, og den gennemblødte hånd knugede sig sammen. Det varme blod blandede sig med rester er jord, i hans beskidte hånd. Han ville have tørret sig i ansigtet, fjernet svedperlerne omkring hans hårgrænse, men huskede da blodet på hans hænder. Hans eget, men også menneskets. Han ville ikke blande det – det havde ikke været hans mening at det skulle være gået så vidt. Men det havde været hans eller hendes – havde det ikke? Manden havde været en koldblodig morder. Der ventede ham ingen, han var alene. Alene med den forbandede sjæl han ejede. Forbandet.
Handark vendte sig langsomt om, vendte øjnene imod den ubevægelige skikkelse ikke langt fra Vladimir. Hans blod blandede sig med det grønne græs under ham; sprang menneskesønnen i øjnene, som en hvid rose blandt røde. Hans øjne veg derfra, og plantede sig imod det enorme dyr foran ham. De grønne øjne fortalte ham at det var hende; måden hun så på ham, var unaturligt for et dyr. Hele hendes udseende var unaturligt, i forhold til den korrekte beskrivelse af en tiger – hvis det var hvad, hun skulle forestille at være. På den anden side, var der intet naturligt længere i Krystallandet. Der fandtes ingen moral, ingen samvittighed for den næste. Flok slog hinanden ihjel brutalt og koldblodigt, uden omtanke. For det var vel hvad han havde gjort? Slået ihjel, brutalt og koldblodigt, uden omtanke.
Der burde ikke flyde blod. Ikke fra ham, ikke fra mennesket. Specielt ikke fra hende. Slet ikke fra hende.
,,Vanessa,” han trådte Vladimir nærmede, som endnu ikke havde flyttet sig fra sin liggende stilling. Frygten stod ud af hans øjne. Han var allerede begyndt at savle uhæmmet, imens tårerne samlede sig i hans rødsprængte øjne. Alkoholen havde blot gjort det hele værre. Handark placerede foden imod Vladimirs enkelte håndled, og pressede til. Manden vovede ikke at rører sig – ikke frivilligt. Hans underben var begyndt at ryste også. ,,- Skynd dig herfra – ham der løb herfra henter sikkert hjælp,” en hjælp de ikke ville kunne danne alliance med. Ordensmagten var ikke kendt for at kende til retfærdighed eller situationsfornemmelse. Hastige konklusioner, det kunne de dreje til. ,,Jeg er virkelig ked af det,” hans øjne havde nu fundet hendes. Sværdet var sat for Vladimirs strube, med spidsen pegende derimod.

Det forekom Vanessa næsten uvirkeligt, at se Handark lægge spidsen af sit sværd imod det andet menneskes strube. Afventende var hun, afventende det sidste stød med klingen, som ville markere enden på den gudsforladte situation. Men det kom ikke. I stedet kom der ord, ord, der indikerede, at hun skulle komme væk. Hvordan kunne han være så dum? Hvordan kunne han tro, at hun blot ville efterlade ham alene, bare fordi den såkaldte ordensmagt sikkert var på vej; hun havde en fordel i sin mulige hastighed, og hvis hun blot forsvandt, så ville Handark ikke kunne nyde godt af den flugtmulighed, hun kunne udgøre. Det var hendes elendige situation. Ikke hans. Det var ikke ham, der skulle fængsles eller slås ihjel eller hvad Inkvisitionen nu fandt på. Hvis der var nogen af dem der skulle, så var det hende. Helst ingen af dem. Derfor stod tigeren urokkeligt, tydeligvis uden det mindste anslag til at forlade mennesket, der så ind i hendes øjne. ”Glem det, Handark. Jeg skal ingen steder. Overhovedet,” lød den bestemte kvindestemme i mandens hoved imens et stålfast blik blev sendt i hans retning. Det måtte alligevel være voldsomt for ham; måske altafgørende i forhold til, om de havde en fremtid sammen?

Blikket faldt atter ned imod Vladimir. Havde han fortjent en skæbne som den han nu stod til at få? Han var ærligt talt ikke et af de frommeste får i flokken, men ligefrem af dø? En uværdig død endda, i hvert fald en, som Vanessa ville skamme sig over at få. Hans tanker havde hun for længst lukket ude; hun kunne ikke bære at opleve døden sammen med ham. Frygt havde hun nok af i sig selv; hun behøvede bestemt ikke at indvies i Vladimirs.
”Vil du ikke nok bare på det overstået?” kunne Vanessa ikke lade være med at trygle Handark. Blikket var fastlåst på det sted, hvor klingen ramte Vladimirs strube.

Kvindens stemme skar igennem hver eneste tanke der blandede sig for hans syn. Denne var bestemt, stædig også. Han nød ikke hendes stædighed - ikke nu. Ikke sådan som det hele så ud. Han ønskede ikke hun skulle se på. Ikke en gang til. Han ønskede ikke at skulle slå ihjel for øjnene af hende igen, præcis som han havde gjort for to minutter siden. Han ønskede ikke at lade sværdet gennembore endnu et menneskes krop, nådesløst og brutalt. Han havde allerhelst lyst til at lade ham ligge; lade ham ligge med tanken om at han ville kunne nå ham, og færdiggøre hvad han netop planlagde at gøre. Men det kunne han ikke. Vladimir var ikke typen der lod sådan en sag ligge. End ikke hvis det gjaldt ham hans liv. Det havde han i sandhed bevidst. Bevidst at han var en forbandet sjæl, der for længe havde svævet imellem helvede og virkelighedens verden.
Han var en morder. En koldblodig, usympatisk, forbandet morder. Men på trods af dette grundlag, på trods af denne viden omkring skikkelsen for menneskesønnens fødder, kunne han ikke gøre det. Han havde ikke viljen til at give nådestødet. Han havde ikke modet, ville nogle sige. Men handlede det nu om mod? Hvornår havde mord nogensinde handlet om mod? Aldrig – aldrig nogensinde. Mangel af moral, det var hvad det handlede om. Mangel af moral og empati. Han følte for meget empati. Alt for meget. Men det gjaldt hendes sikkerhed. For alt i verden hendes sikkerhed. Også hans selvfølgelig. Gjorde det ikke?
Han fortjente ikke at dø.

,,N-nej – n-n-mh! Gode herre---” Vladimirs stemme var trukket sammen i gråd. Han var så ufattelig bange. Handarks havblå øjne stirrede mat imod ham. Han så til imens manden pissede i bukserne af skræk, og langsomt begyndte at græde højlydt. Mennesket rynkede brynene sammen, og hævede klingen. Solen fik denne til at skinne, og sendte en pæn lysstråle i øjnene på ham. Hendes tanke ramte ham hårdt. Den var forskrækkende, chokerende. Men den havde hjulpet ham på vej, og skubbet ham lige ud over afsatsen. Klingen skar fint igennem kødet, og placerede sig let i græsset under halsen. Blodet flød atter, og gråden blev overdøvet af stilheden. Stilheden slugte livet.
Han slap sværdet, lod det falde til jorden med et bump. Hans hånd rystede så voldsomt at han måtte lukke den sammen i en knyttet næve. Ubevidst svang han sin blodige hånd op imod ansigt, tørrede de svigende tårer fra øjnene. Han mærkede hvordan blodet stivnede imod hans hud, og malede hans ansigt rosa rødt. Aggressivt vendte han sig imod tigeren, imens matheden atter tegnede sig over hans øjne. Han kunne ikke finde ord, kunne næsten ikke klare at se ind i de katteøjne. Han vendte til sidst blikket imod byen bag hende, seende efter nærmende skikkelser. Der var ingen at se – endnu.
,,Vi må hellere se at komme væk,” hviskede han monotont, imens han lagde an til at gå derfra. ,,- De skal ikke finde os; ikke sådan her,”