Shrade satte på ny tempoet op. Det var som kunne han ikke bestemme sig for om han burde vente på hende, eller bare lade hende i stikken. Planen var naturligvis at følges med hende, men han blev ved med at glemme at han skulle tage hendes fart i betragtning. Det var kun sjældent at han havde andre at tænke over, så han var så at sige ikke i træning.
”I deres øjne er vi ikke andet end mordere. De gør hvad de tror er rigtigt.” Manden forstod godt logikken i dette. Hvis han så en mand løbe fra uniformerede vagter, mens vagterne råbte ”Tyv!” ville han gå ud fra at den jagede var én. Det kunne aldrig falde ham ind at sætte spørgsmålstegn ved det, for hvorfor skulle han ikke være det? Han trak på skuldrene da hun spurgte om de ikke ville blive genkendt. ”Jeg ved at de ikke vil genkende mig, for enten kender de mit ansigt eller min hjelm, og man kan se ingen af delene nu. Din forklædning tror jeg vil virke meget godt. Den er ikke dårlig.” Dette var det tætteste hun ville komme på et kompliment fra hans side, og hans stemme var da heller ikke fjendtlig mens han sagde det. Det blev den dog kort efter, da han skulle kommentere på hendes vrissen. Han vendte sig om, og kiggede på hende med et vredesvarmt blik, der var så kraftigt at hun ville kunne fornemme det hvis ikke hun kunne se det.
”Jeg tror alle er hjerteløse monstre! Jeg ved at alle er hjerteløse monstre! Men jeg ved ikke hvor klog du er. Jeg kender ikke dit folks skikke, og jeg kender ikke dig! Forventer du at jeg bare gætter på at du er den engel, der findes blandt hver tusinde skurk?” For Shrade lød dette uhyrligt logisk. Han havde ingen grund til at stole på at hun var et bedre menneske end alle andre, for hun havde ikke givet ham en grund. Hun havde ganske vist hjulpet ham ud af dem mørke tunnel, men det kunne sagtens havde været for sin egen skyld. Hun ville ikke kunne have vist om der ville være flere metalsluser eller lignende. Hun havde brug for ham, og derfor betød hendes hjælp intet. Det var en fair trade.
”Jeg er ligeglad med om du mistænker mig. Jeg ved at jeg ikke gjorde det.” Med denne kolde kommentar vendte han hende ryggen, og fortsatte mod byen, men i et roligere tempo. Hvorfra han fandt overskuddet til at sænke sit tempo var et mysterium.

Isis fnøs som en våd hund "De gør ikke hvad de tror er rigtigt, de gør hvad som helst for at virke som byens beskyttere, og samtidig gør de intet, intet af det rigtige!" snappede hun så, mens hun fortsatte i hælene på Sharde, selvom en svag lyst til at skubbe ham i havet var kommet over hende, dette gjorde hun selvfølgelig ikke udtryk for, hun skulle nødig give Sharde yderligere grund til at mistænke hende.
Isis bed sig kort i læben, rigtigt nok ville Sharde nok ikke blive genkendt, og selvom Isis' egen forklædning var god, så kunne man stadig se hendes ansigt, hvis hun rettede det opad, så det måtte hun vel bare lade være med, takket være hendes højde kunne hun bare slå blikket ned imod jorde, og så ville hætten automatisk dække for den blå hud, da de fleste mennesker var højere end hende.
Den blå hornede kvinde måtte knibe de gule øjne sammen imod Sharde da han udtalte sig om gode og onde, hun var efterhånden træt af alt hans negativitet, så nu kunne overvandsskikke med at folk ikke sagde deres ærlige mening i frygt for at vade på folk, efterhånden rende hende et vist sted. "Hvis det er sådan du ser verdenen, må du være et meget ensomt og ulykkelidt individ!" vrissede hun fortsat af ham "Og tilfældigvis er jeg ikke smålig nok til at mistænke alle og enhver, det kunne være at du skulle tage det op til overvejelse!"
De nærmede sig heldigvis byen, ikke mange meter foran dem startede en lille gade, hvorfra man let kunne komme ind i hele bynetværket, Isis var dog ganske usikker på dette, da hun var vant til at komme oppefra.

Der gik lang tid før at Shrade gav noget tegn på at han havde hørt hende. Indtil det tidspunkt, fortsatte han bare ligeud, og lukkede hastigt hullet mellem ham og byen. Han tog sig ikke længere af om Isis kunne følge med, men gik ikke hurtigere end han ville have gjort normalt. Alligevel kom han et godt stykke foran hende, hvor han stoppede. Her tog han sin venstre handske af, og brugte metallet fra de kunstige fingre til at lave en maske, der var magen til hans egen. I store træk i hvert fald; hans magiske evne var ikke raffineret nok til at lave de fineste detaljer. Til gengæld var det hurtigt, og han stod med en færdig maske inden hun nåede hen til ham.
”Tag den her på.” Sagde han roligt. Han agerede som havde han aldrig hørt at hun havde kaldt ham ensom og ulykkelig. Det var ikke hendes plads at bestemme for ham hvad han var, og det var ikke hans skyld at han var alene. Det var alle andres. På masken var der et stativ, der ville kunne gå rundt om hendes hoved og holde masken fast. Der var huller til de af hendes horn, der udsprang i ansigtet. ”Den vil ikke dække dine horn, men folk vil i det mindste ikke bemærke din hudfarve.” En maske var god ved mange lejligheder. Dette var endnu en af dem. Han rev noget overflødigt stof af forklædningen, og viklede det om den fingerløse venstrehånd. ”Hvis nogen spørg er jeg spedalsk.”
Hvis ikke hun havde taget masken nu, ville den falde til jorden, da Shrade gav slip på den og fortsatte mod byen. Han glædede sig allerede til at det her var overstået, og han kunne gå tilbage til… hvad han nu end lavede normalt.

Isis gjorde et sidste forsøg på at indhente Sharde, men måtte give op, og i protest gav hun sig ekstra god til at nå ham ved bygrænsen. Da hun nåede frem tog hun fascineret imod masken, der passede ualmindelig perfekt til hendes ansigt, selv de høje kindben sad som de skulle. "Wow, tak. Den er virkelig flot!" sagde hun så, og tog derefter masken på. På trods af at den ikke havde snørkler, eller mønstre der var en konge værdig var den faktisk ganske pæn. Det eneste man nu ville bemærke var hornene i panden, som masken ikke dækkede, men de to små horn over øjenbrynene lignede mest af alt bare pynt på masken.
Roligt satte hun hænderne mod hinanden, så de store ærmer faldt ned over del blå hud, hvorefter hun begyndte at gå ind i byen, efter at have nikket forstående til Shardes forklarring. Takket være Isis' syn, var det ikke noget problem for hende at skimte hver eneste hjørne af pladsen de trådte ind på, hun skævede rundt, og sendte til sidst Sharde et spørgende blik. Heldigvis var hendes gule øjne ikke så lysende i hendes menneskelige form, hvilket betød, at man godt kunne skimte dem, hvis man stod 10 meter fra hende, men de lyste ikke desideret op, som de gjorde under vand, eller når hun var i den oprindelige havform.

[Sry, det ikke blev så langt]

(Det blev heller ikke kortere end man kunne forvente :b mine did though ^^')

Da hun komplimenterede hans arbejde fangede han sig selv i at fremstille et lille smil. Han havde altid været stolt af sin metalkunst, og at høre hendes kommentar gjorde ham lykkelig et sted dybt inde. Så snart han blev klar over det, skyndte han sig dog at undertrykke glæden igen. Hvis han blev glad nu, ville han bare blive mere skuffet når han fandt masken smidt væk i en skraldespand eller liggende på gaden. Han mindede sig selv om at hun kun tog imod den fordi hun behøvede det.
Inden han fulgte efter hende trak han op i sine klæder, og lagde den frie hånd på sit metal ben. Roligt frigjorde dele af metallet sig, og gled op af hans arm hvor det forsvandt fra syne. Han omformerede sit ben så det lignede et træben, dog bare af metal. Dette, regnede han med, ville gøre den spedalske historie mere troværdig. Uden at sige mere skyndte han sig efter Isis, og holdt sig lidt bag hende. For effektens skyld haltede han som en, der virkelig kun havde et ben og gik på metal. At han ikke gjorde dette til hverdag ville måske minde gud og hvermand om at det ikke var specielt behageligt. Han mødte hendes blik da hun kiggede spørgende på ham. Med den beklædte hånd pegede han på en gade, der var lidt mindre. ”Den vej,” sagde han, kun højt nok til at hun ville kunne høre det. Han vidste at enhver der trådte ind i gyden ville blive overvåget, så det galt om at finde en måde at komme uset derind. ”Tror du dine vinger kan bære mig?”

Isis havde sat tempoet en smule ned, så det ikke lignede at de hastede igennem gaderne, på trods af, at det aldrig rigtigt lignede, at Isis hastede i menneskeform, uanset hvor meget hun så skyndte sig. Set på afstand kunne de to sagtens være en form for præster eller dets lige, maskerne gjorde desuden deres arbejde. Under de matalformede læber smilede Isis en lille smule, det var de færreste der ville holde Kile-præster ude af et hus, hvis de kom i den mening, at sørge for sjælens fred - som de jo selvfølgelig gjorde!
Isis samlede hænderne i de store ærmer, og fulgte roligt vejen med oprejst pande, dog kneb hun under masken øjnene sammen, så mindst muligt af det gule ville være til at se, hendes aura udstrålede kontrol, der var ikke andet at gøre, en præst teede sig vel ikke som en pisket hund!
Da de nåede hjørnet lod hun dog Sharde føre an, i han vidste mest om menneskelig adfærd i virkeligheden var det nok bedst at han første an.
Da hun hørte hans spørgsmål stoppede hun dog op, og så så vurderende på ham "Jeg vil nok kunne bære dig et par kilometer, men ikke mere, mine vinger er kun beregnet til min egen vægt, og til at manøvrere og komme hurtigere frem i vandet!" sagde hun så, og skar en undskyldende grimasse, han selvfølgelig ikke kunne se, under masken.
"Hvorfor da?" spurgte hun så, i et hviskende toneleje, hvad havde han i tankerne? Det var svært at sige hvad Sharde kunne komme op med, men i tilfælde af det var en nødplan var det måske en meget god idé at have sådan én i baghånden, det sidste Isis havde lyst til var, at havne i kløerne på den lede djævel Spike, havde hun sagt ordene, havde hun spyttet navnet ud med så meget foragt, at selv satan ville virke som en lille engel ved siden af!

Shrade humpede stadig et stykke bag Isis, selvom han godt kunne fornemme at det var ham der ledte vejen nu. Han bevægede sig roligt fremad, og vidste præcis hvor de var. Det største problem var dog stadigvæk at komme ind i gyden udenfor folks opsyn. Han kiggede sig over skulderen, og derefter på Isis. Med en rolig hånd vinkede han hende over i retning af en anden, blind gyde, der umiddelbart intet havde med deres destination at gøre. Han fortsatte hen for enden, og kiggede ud på hovedgaden. Det lod ikke til at der var mange mennesker, der ønskede at give denne mørke afkrog meget opmærksomhed, og forhåbentligt var de stadig langt nok fra gerningsstedet til at undgå inkvisitionens opmærksomhed.
”Hvis du kan flyve mig op på taget og ned igen, kan vi fortsætte deroppe. Hvis vi er heldige tiltrækker det mindre opmærksomhed.” Han rakt sin ”hele” hånd frem mod hende. Hvis hun skulle flyve med ham regnede han med at hun skulle holde fast i ham, men han vidste ikke hvor… meget hun var nød til at holde fast. Han regnede ikke med at hun ville klamre om ham hårdere end nødvendigt. Han var taknemlig for hendes forklædningspåfund. De fleste folk lod til at holde en vis afstand til ”præster” af deres slags, selvom de tiltrak sig lidt mere opmærksomhed end man kunne ønske.

Isis fulgte en smule skæptisk med ind i gyden, hun kiggede rundt, hvad i alverden var formålet med at befinde sig et sted som dette? Var det ikke Sharde der havde så travlt?
Efter ganske få øjeblikke fandt hun dog ud af hvad Sharde havde i tankerne, og nikkede så "Jeg kan godt få dig derop, men hvis det ikke skal ødelægge mit tøj, er jeg nødt til at tage det af mens jeg flyver!" sagde hun så, og sendte så Sharde et advarende blik, hvorefter hun åbnede kutten foran, men strammede det røde bælte, så hendes overkrop var nøgen, men med de hvide klæder hængende som store skørter om hendes hofter, så behøvede det sky menneske heller ikke heller ikke blive mere traumatiseret end han var i forvejen.
Med en lille anstrengelse foldede hun let og hurtigt vingerne ud, dette medfulgte dog et par ekstra horn ved skuldrene, hun sukkede, det var ligt ligesom at gamble når man hverken skulle være havfolk eller menneske, men en ting midt imellem. "Jeg er nødt til at holde dig om brystet, det er lettest for alle!" sagde hun så, og skævede til hans udstrakte arm. Med et snuptag havde hun grebet ham om brystet, under hans arme med hendes ene arm, og sat af fra jorden, Isis var stærk, ualmindelig stærk faktisk, hvilket ligeledes betød, at det ikke var noget problem at bære Sharde under den ene arm. Efter få sekundter i luften landede hun på det første hustag, hvor hun sendte Sharde et spørgende blik, hun ville ikke besvære sig med at folde vingerne sammen og tage tøj på, når de alligevel skulle ned igen om lidt, han skulle bare give hende en retning

Shrade skulle til at protestere, da han fornemmede at hun ville smide tøjet. Hun var dog hurtigere end ham, og han forsøgte at stille sig så at han skjulte hendes nøgenhed fra menneskerne på gaden. Sig hvad du ville, men der var bare noget… usømmeligt ved alt den nøgenhed. Det var dårlig skik, var der noget et sted i ham, der skreg. Selvom man kunne være en total outsider som Shrade var, var der alligevel nogle ting fra det menneskelige samfund, der hang ved. Rose havde vel bare opdraget ham som et ”godt” ”menneske”.
Da Isis bevægede sig tæt på ham og holdt om hans bryst, blusede hans kinder op så kraftigt, at det var et mirakel at man ikke kunne se det igennem masken. Heldigvis var det hurtigt overstået. Hvis det var blevet ved meget længere, ville han have sprunget et blodkar. Da de kom op på taget, forsøgte Shrade at gøre lidt afstand mellem dem, hvilket viste sig at være en rigtig dårlig ide. Med sit træben (lavet af metal som det nu engang var), kunne han ikke stå fast på de skrå tagplader, og han mistede balancen. Hvis Isis stadig holdt fast i ham, var det muligt at hun ville blive revet med ham, som Shrade begyndte at glide ukontrolleret ned af taget og mod kanten. Han nåede lige at bekræfte at det vist var den gyde de skulle ned i, han var ved at glide mod. Alligevel kunne det ødelægge deres dække fuldkomment, hvis der kom en bevinget halvnøgen havkvinde og en lemlæstet cirkusfreak faldende ned fra himlen. Shrade var ret sikker på at det nok ville ædelægge deres dække.

Isis bemærkede godt Shardes ubehag ved at hun smed tøjet, hun gav et lille opgivende suk fra sig, han ville nok aldrig lære det, menneskenes frygt for hvad de var ville hun nok aldrig forstå, og hun ville nok aldrig have held med at overbevise dem om andet. Lige nu måtte han bare prise sig lykkelig over, at det kun var hendes overkrop der var nøgen, og resten, som hun havde været før på dagen.
Idét Isis slap Sharde og han bakkede væk, så hun med det samme problemet, hun havde sågar selv svært ved at stå fast på de glatte tagsten, men idét Sharde væltede og fik drabelig kurs imod tagkanten, kastede Isis sig
efter ham, og fik fat omkring hans liv(?) med den ene hånd, og i tagkanten med den anden. Hun gav et anstrengt støn fra sig, da vægten ikke var specielt behagelig at holde, som hun holdt ham nu.
"Så, har du andre gode ideer nu vi er igang?" gispede hun anstrengt, og skævede til Sharde, mens hun gjorde et ihærdigt forsøg på at trække ham op på taget, der var for det første et stykke ned og for det andet ville det larme alt for meget hvis han endelig faldt, og så ville han sikkert tage Isis med i faldet. Desuden, ville det ødelægge begge kostumer, hvilket ville være en skam. Isis maske sad heldigvis på endnu, takket være hullerne til hornene

Shrade faldt udover tagkanten, men stoppede med et ryk da Isis greb fast i ham. Uheldigvis for den stakkels mandsling, var rykket kraftigt nok til at hans maske forlod hans ansigt, og faldt mod jorden. Heldigvis så det ikke ud til at der var nogen opmærksomme typer, der ville lægge mærke til den på jorden. ”Nej!” udbrød han panisk, og greb med sin kluntede og fingerløse hænder i luften. Hætten kastede ganske vidst stadig skygger over det meste af hans ansigt, men hvis Isis kiggede efter ville hun kunne se at huden ved og omkring hans venstre mundvig havde en mangefarvet, knudret konsistens, der havde krampet hans kæbemuskler sammen så at hans venstre mundvig sad fast i et permanent snær. Resten af kæbepartiet var dog normalt, selvom den beskedne mængde sollys Shrade havde udsat sit ansigt for havde farvet huden ligbleg.
Han trak vejret hurtigt et par gange, mens han hang udover kanten. Det kombinerede chok fra højden og tabet af masken, gjorde ham mundlam et kort stykke tid. ”Det er her vi skal ned,” stønnede han, og forsøgte at kigge væk fra hende. Hun måtte for guds skyld ikke se hans ansigt. ”Min ide er at vi skal ned, og helst i et stykke!” han brød sig bestemt ikke om at hænge og dingle på den måde. Specielt fordi han var tvunget til at stole på Isis i en større grad end han følte behagelig. Uden at tænke meget over at han ikke havde nogen fingre at tage fast i noget med, forsøgte han at finde noget at klamre sig til på bygningsfacaden. Han havde dog beskeden til ingen held.

Isis så godt at han tabte masken, men kiggede ikke yderligere, der var vel en grund til at han gik med den, og Isis havde ikke lyst til at ydmyge ham med at stirre på ham, når han tilsyneladende var så skrækslagen for at hun så ham. "Bare rolig, vi får fat i din maske om lidt!" stønnede hun anstrengt, mens hun tænkte så det knagede "Om lidt giver jeg slip i tagkanten, det er vigtigt at du ikke spræller når det sker, for jeg skal nå at vende mig, så mine vinger kan få fat!" sagde hun så, og pustede en lok af det blå hår væk. Sharde ville let kunne mærke styrken af hendes arm når hun hang med ham på den her måde, hun var vant til at ordne alting under vand, hvor det krævede en del mere muskelstyrke, så at komme op på land var ikke så slemt, heroppe var tyngdekræften dog ikke så let at kontrollere, grundet vandets manglende modstand.
"Er du klar?" knurrede hun så, inden hun slap tagets kant, vendte sig, og begyndte at baske ihærdigt med vingerne, hvilket forårsagede en stille og forholdsvis blød landing.
Hér gik hun over til Shardes maske, som lå lidt derfra, inden hun samlede den op, studerede den kort, og rakte den så til ham, uden at kigge på hans ansigt. "Hvad skal vi så?" hendes blå vinger forsvandt langsomt ind i ryggen på hende, og hun klædte sig hurtigt på, Sharde virkede ikke så komfortabel i hendes selskab når hun var afklædt.
Hurtigt fik hun rettet hætten og masken til, så alt sad som det skulle, inden hun sendte ham et afventende blik, han var nødt til at vise vej, da Isis ingen anelse havde om, hvor i byen de efterhånden befandt sig

Takket være den manglende fornemmelse i det venstre ben, havde han svært ved at orientere sig da de nåede jorden. Det eneste han kunne gøre var at mærke stødet hvor metallet og benstumpen mødtes, og vendte på at han genvandt orienteringen, hvilket heldigvis skete relativt hurtigt. Med den fingerløse hånd trak han sin hætte længere ned foran ansigtet, og med den anden tog han forsigtigt imod masken, uden at kigge i hendes retning. Efter at han havde fået den på, kiggede han op, og derefter rundt i gyden. Han søgte nogen form for tegn på at deres rod havde tiltrukket uønsket opmærksomhed. Intet bevægede sig, men det var bare et spørgsmål om tid før nogen eller noget alarmerede nogen andre eller noget andet om deres tilstedeværelse.
”Tak,” skyndte han sig at sige, mens han kiggede på hende. Takket være masken kunne han ikke se hendes ansigt, og han forstod nu hvordan det måtte være at tale med ham. Ikke at kunne se hvem man talte med var frustrerende på en helt speciel måde. Som han havde forventet var der intet at se i gyden, men han havde set at manden lå foran en dør. Det var hans bedste bud at kigge der. ”Kom, det er lige herovre.” Efter en kort gang i et hastigt tempo var han foran døren, og med sin magiske kræft vrængede han låsen op uden den mindste lyd.
Inde i huset var der støvet. Støvet lå i bunker alle steder, hvilket var imponerende for et sted, der næppe havde været forladt længere end nogle dage. Takket være støvet kunne man dog se at der havde været hektisk aktivitet på gulvet, for der var ikke mange steder på gulvet, hvor der stadig lå støv. Nu hvor Shrade stod der, vidste han ikke hvad de skulle lede efter. Manden selv kunne ikke læse, og alle beviser var nok blevne fjernet af inkvisitionen. Alligevel gik han hen til en kommode, og begyndte at gennemrode dets skuffer, dog ikke før han havde sagt til Isis at hun skulle lede efter alt, der kunne virke mistænksomt.

Isis selv rettede lidt på hendes maske, så den sad ordentligt efter deres lille stunt, som sagde havde hun jo hornene til at holde den på plads, men fordi at bøjlen der holdt den på plads ikke passede helt perfekt, krævede det lige at man rettede på den af og til. Derefter rettede hun lidt på tøjet, så det igen sad som det skulle, og dækkede mest muligt, så man ikke rigtigt kunne få øje på hendes hudfarve.
Da Sharde begyndte at gå, fulgte hun hurtigt efter, med blikket slået ned i jorden så ingen bemærkede de gule øjne, da de nåede bygningen åndede hun lettet op, der var heldigvis ingen vagter, hvilket gjorde det hele en hel den lettere og mere overskueligt.
"Måske kan vi finde nogle papirer på at han skyldte penge, eller måske er der blevet flyttet en stor genstand som en kiste eller lignende, hvis manden har været velhavende kunne det have været hvem som helst, da de fleste vil gøre en god del for penge, åbenbart!" Det sidste knurrede hun en smule utilfredst, da det i dette tilfælde var hende der var tiltalt for mordet på manden, men det latterlige var, at et havfolk som hende ikke havde noget at bruge pengene på, udover måske en fisk, når hun befandt sig på land. Udover dét var værdien for hende ubetydelig, under vand forhandlede man med ædelsten og perler, ikke jader og rav for den sags skyld, som de havde på land.
Hun fnøs, og gav så så til at kigge rundt i de forskellige skuffer og skabe, som var tømt for længest. Hun så ned på støvet på gulvet, hvor der havde været noget tumult, noget af det førte hen til et stort klædeskab i rummet.
Hun rynkede kort de blå øjenbryn, og gik så hen og åbnede klædeskabet, umiddelbart var der ikke rigtigt noget at se, men ihærdigt gav hun sig til at undersøge alle leder og kanter af skabet, indtil hun i loftet af skabet kunne skubbe en lille låge til side, der ellers ikke var til at se. "Hey, se her!" sagde hun så, og gav til til at føle efter noget i det lille hemmelige rum, og efter få øjeblikke, fiskede hun et lille sort, og meget støvet skrin ned, med flere låse på, en hvad var nødvendigt. Hun skævede spørgende til Sharde med det lille skrin i hænderne, måske var det nøglen til deres frihed.

Med sin begrænsede viden og indsigt gravede Shrade omkring efter noget, han alligevel ikke regnede med at finde. Hvis der skulle være noget der kunne hjælpe dem, skulle det være en person og ikke en ting. Hvad skulle ting kunne sige, der kunne hjælpe dem? Metal kommunikerede alt for langsomt til at det kunne være til nogen hjælp, og for det meste vidste metal heller ikke hvad det blev brugt til. Han rettede sig dog op fra den kiste med tøj han havde været i gang med at gennemrode da Isis råbte på ham. Uden at sige noget gik han over og så på hende og var fremme cirka samtidigt med at hun vendte sig om med skrinet i hænderne. ”Lad mig ordne dem der,” sagde han og fjernede stoffet fra den forkortede hånd. Med en rolig bevægelse fik han hver af låsene til at klikke op. Skrinet så bestemt ud til at være et, der holdt på noget værdifuldt ”Hvor fandt du det?” sagde han roligt. Med en forsigtig hånd åbnede han skrinet.
I det lå der en serie af dokumenter, samt nogle meget forskellige smykker. Sortimentet og diversiteten af smykkerne overbeviste Shrade om at de måtte være stjålne. F.eks. var der flere enkelte øreringe, der alle manglede deres partner. ”Kan du læse?” spurgte han efterspørgende. Hvis ikke hun kunne måtte de finde en troværdig tredjepart, der kunne læse op for dem uden at give deres position væk til inkvisitionen. Det ville naturligvis være lettere hvis hun kunne læse.

Isis så spændt til mens Sharde uden problemer vred alle låsene op på skrinet, det var ikke til at sige, hvad de ville finde deri, dog tydede det på, at det ikke var helt lovligt hvad der lå i skrinet. "Hvad bruger man dem her til?" Isis fiskede en af de enlige øreringe op med et undrende blik, og så skeptisk på den, det kunne vel være en form for hårsmykke, hun havde i hvert fald set kvinder med en masse lir i håret, under vand udsmykkede man sig ikke rigtigt, lavvandsfolket havde ganske vidst en tendens til det, men for folk som Isis var det bare besværligt.
Isis greb ihærdigt ud efter papiret som Sharde holdt i hånden, og kiggede stædigt ned i det, men måte så sende ham et skuffet blik "Det her er ikke krystalliansk, og udover havfolkets sprog er det det eneste jeg kan læse!" sagde hun så, hun kunne godt kende bogstaverne, men ordene gav ingen mening, hun kunne ikke engang gætte sig frem til hvad der skulle stå, ikke så meget om et enkelt ord.
"Kender vi nogle der er sprogkyndig ud over det normale?" spurgte hun så, og bed sig i læben, hun kendte ganske vidst en under vand der havde en del forstand på de forskellige sprog rundt omkring i landet, men papirene kunne ikke rigtigt tåle at blive våde, med mindre de var skrevet med en bestemt slags blæk, og det var ikke en chance Isis havde i sinde at tage, med mindre at det var af yderste nødvendighed.
En enkelt gang kiggede hun rundt, nervøsiteten havde endnu et tag i hende, men det var snart overstået, nu skulle de bare finde en skrift- og sprogkyndig, det kunne vel ikke være så svært, kunne det?

Shrade kiggede på skrinet, og derefter på Isis. Han brød sig ikke meget om hvordan stedet var blevet efterladt. Havde det været op til ham, havde der været vagter til at beskytte området, samt fælder af en eller anden art omkring selve bygningen. Han regnede ikke med at inkvisitionen var dummere end ham selv. Han vidste at han ikke var den klogeste, og var nød til at antage at Spike og hans understående var klogere. ”Det kan være det står i kode,” sagde han tænksomt. Han stolede på Isis da hun sagde at hun ikke forstod det, for hvorfor skulle hun lyve for ham? Det eneste han kunne se var en ugennemskuelig sammensætning af mystiske tegn, så han tog hende på ordet.
”Jeg kender en, der sikkert kan hjælpe os. Nu skal vi bare ud af byen og ned til havnen igen.” Han havde en dårlig fornemmelse, og gik over til et af rækkehusets vinduer for at kigge ud i gyden. Så han noget bevæge sig derude?

Et rødt projektil farede igennem luften lige mod vinduet hvor Shrade stod, projektilet skabte kontakt med vinduet, og en stor explosion smadrede samtlige vinduer omkring og sendte glasgår flyvende ind i det store rum, Alexander vendtede ikke på at se hvorvidt hans angreb skabte kontakt eller ej.
Han stoppede op lidt foran døren ind til huset, og børstede en smule støv af sine hænder, han tog roligt in inkvisationskappe af og lagde den ved indgangen til huset, han vidste den ville blive ødelagt lige så snart han skulle bruge sine evner alligevel, og han Spike var vidst træt af konstant at sørge for at der var nok.
Samtlige afmærkninger på Alexanders krop lyste op, begge hans øjne skiftede over til deres blodrøde farve, og Antistoffet lagde sig omkring hans arme, og indenfor få sekunder størkede det, og havde lagt sig nærmest som en gotisk rustning omkring hans arme, med kløer der så aldeles hæslige ud, hans øjne scannede hurtigt området, der var 2 mennesker, men han vidste stadigvæk ikke om han havde ramt personen ved vinduet eller om han stadig var fuldt ud vågen.
Han stillede sig i døråbninging og selv i mørket kunne han med lethed se hvad der skete derinde, afmærkninger lyste stadig op, og ligeledes gjorde hans øjne, hvilket næsten var det eneste man kunne ske.

Isis skævede igen ned i papiret "Hmm, måske kan det hele være forskudt engang, så bogstaverne betyder noget andet end der står, lad mig se!" mumlede hun, og begyndte at stave sig igennem det første ord, det kom til at tage lang tid, hvis det hele skulle testes igennem! Hun fnøs under metalmasken, inden et ordentligt brag fangede hendes opmærksomhed "Nej, det er løgn!" knurrede hun, og prøvede hurtigt at danne sig et overblik.
Hun kiggede over på Sharde, inden hun sprang over imod ham, for at se om han var kommet noget til, hendes hjerte hamrede på livet løs, og igennem maskens øjenhuller lyste hendes øjne svagt op i mørket, "Er du okay?" hviskede hun stille til Sharde, mens hun knugede papiret ind til brystet, hvor var den hurtigeste flugtvej? De havde hvad de kom efter, nu skulle de bare ud i live, hvilket kunne blive en hel del forsinket, hvis Sharde viste sig, at være kommet til skade.
Isis skævede hen imod døråbningen, hun kunne mærke hvordan adrenalinen pumpede livligt rundt i hele kroppen, hun vidste ikke hvad hun skulle stille op endnu, hun havde brug for Sharde til at ruske hende tilbage til den virkelige verden, det hele virkede, som foregik det i en drøm. Hvordan kunne han vide at de var her? Med den voldsomme fremgang var der ikke stor sandsynlighed for, at Isis kunne overbevise Schwarts om, at de var kile-tilbedere, og bare kom for at give en sjæl fred hos Kile, desværre, hendes plan havde ellers virket skudsikker, syntes hun selv.

Eksplosionen blæste Shrade gennem lokalet, med glasstumper hvirvlende omkring ham. Heldigvis for ham blev både manden og glasset blæst i den samme retning og glasset ikke så langt som ham, så det var kun den umiddelbare eksplosions glasskår, der skar ham. Alligevel fik han nogle snitsår gennem sin forklædnings ærmer, og et stort stykke stak ud af hans skulder. Med en hurtig bevægelse tog han hånden og hev glasset ud, og i samme øjeblik begyndte hans kunstige fingre at ændre form. Hvor der før havde været fingerattrapper, voksede de lange klinger tilbage, og rev handsken i stykker. Der var stadig intet metal på hans venstre hånd.
Inden personen kunne nå at komme ind i huset, rejste Shrade sig op mens han hektisk sagde ”Jeg har det fint!” det var ikke hans intention at lyde uhøflig, men i daværende stund var det vigtigste at de kom ud i en fart. Manden kiggede hurtigt på Isis. Selvom han stolte på hendes kræfter i kamp (hvad han havde set havde været overbevisende nok), mente han at det var tåbeligt at forsøge at kæmpe sig udenom dette problem. Selv om der kun var en person, måtte de have alarmeret ham på en eller anden måde, og andre kunne ikke være længe bagefter. ”Vi er nød til at komme væk herfra!” sagde han, bare for at fastslå det åbenlyse, ”den her vej!”
Shrade greb Isis noget uforsigtigt om håndleddet med sin venstre hånd, og det var muligt at han ville komme til at skære hende. Til hans forsvar skal det nævnes at han befandt sig i en presset situation, med mange ting at tænke på. At han netop havde forvandlet sine fingre til våben, var ikke noget han havde tilvænnet sig endnu. I hvert fald hev han hende af sted op af trappen til etagen ovenover. Selvom der næppe var en udvej her, kunne de da få lidt længere tid til at finde på hvad de skulle gøre. Det kunne selvfølgelig også være at de kunne komme ud af vinduet.