Izilarna skævede til maden igen, men gik til sidst ombord i kødet, hu nvar ualmindelig sulten, og lagde ikke rigitgt skjul på det, dog skævede hun af og til til det mindre slæng af mænd der sad ca. i midten af kroen og underholdt hinanden med løgnhistorier, mens den spinkle fyr tilsyneladene havde opgivet kampen med den fede Bjarke, og sad nu pænt og ventede til det blev hans tur til at tale, og Izilarna håbede inderligt på, at der ville gå længe.
Spørgsmålet der kom fra Alex kom ikke rigtigt bag på hende, og hun havde allerede forberedt den perfekte dækhistorie "Jeg er ædelsmed!" sagde hun så med et lille smil, og slog på det stjerneformede store hårsmykke, der prydede venstre side af hendes hoved, hvor det stædigt holdt flere totter sammen, der lige præcis var for korte til at komme med i den ellers meget lange hestehale!
Smykket havde hun faktisk fået som lille af hendes bedstemor, som gav hende det, dengang havde mykket været alt for stort til hun kunne bære det, men efter hun var vokset til passede det perfekt, men det behøvede Alexander jo ikke at vide.
Hun stoppede med at spise, og så så sit snit til at dreje opmærksomheden hen på noget helt andet, nok var Izil hurtig til at slynge en løgn ud, men at holde den for længe var hun elendig til, så emnet skulle helst ændres, snarest.
"De mærker De har i ansigtet, og på deres ene hånd..." startede hun med en blid stemme, og sendte ham et blik der passede til "Det er ikke tatoveringer, hvor har De dem fra? Hvis jeg må spørge!" afsluttede hun hurtigt, for ikke at få spørgsmplet til at lyde for direkte, selvom det måske havde været det.

Alexander grinte en smule idet Iza endelig gav sig i kast med kødet, det var tydeligt at hun var rigtig sulten, og det var dejligt at hun ikke var bange for at spise selvom hun sad sammen med en finere herre, Alexander havde altid godt kunne li piger som havde en smule ben i næsen så at sige, piger der ikke konstant var bange for hvad alle synes om dem og hvad alle skulle sige hvis de ikke levede 100% op til folks forventninger, desværre var de fleste piger i de højere klasser sådan, de gik rigtigt, de talte rigtigt, spiste rigtigt, alt de gjorde var øvet til perfektion, og det virkede så falsk.
Alexander kiggede imponeret på hende da hun fortalte om sin proffesion, han havde altid været imponeret over folk som beherskede den slags talenter, folk som formåede at arbejde med deres hænder på så kunstnerisk en måde, se det var imponerende, og han kiggede også imponeret på det smukke smykke.
"Tja frøken, kan de så også lave ting som ringe og halskæder?
Spurgte han med et smil på læben, han kunne faktisk godt bruge nogle flere smykker, og det ville da bestemt ikke være værst at få dem lavet af en smuk kvinde.
"De har ret det er ikke tatooveringer, det er nogle afmærkninger jeg er født med, de har sine.... fordele, ja lad os bare kalde det det."

Izilarna tog endnu en tår af vinen, alle de små ting gav hende alle sammen tid til at tænke over hvad hun kunne svare, at sige 'ja' til hans spørgsmål kunne give eventuelle problemer, på den anden side kendte hun en del smede der kunne redde hende ud af en total knibe, og en ædelsmed der ikke kunne smede smykker, var ikke en ædelsmed! "Ja, det kan jeg!" sagde hun med et lille nik, og kastede sig hurtigt over det andet emne, dog med en pause der indikerede, at hun mente hvad hun sagde, og ikke var nervøs for det forhenværende emne.
"Arh, jeg har aldrig set noget lignende!" sagde hun så, og så denne gang mere interesseret på det, "Hvilken form for fordele har de?" spurgte hun så, og spiste det sidste stykke kronvildt der lå på tallerkenen, der lå nogle rodfrugter tilbage, men nu kunne hun ikke mere, at spise så hurtigt en dag hvor man dårligt havde fået vådt eller tørt gav en hurtig mæthedsfornemmelse.
Izil havde altid været fascineret af kropsudsmykning, det var af samme grund, at hun havde ladet sig tattovere på hele den ene side af kroppen stort set. Roligt lænede hun sig tilbage, og betragtede i en rolig mine Alexander, han virkede oprigtig nok, og endda ganske flink, det var længe siden hun sidst havde mødt en så spotant og især hvor det endte med middag og hyggelig snak. Nu var det eneste der bekymrede hende sådan set Bjarke og hans slæng, som endnu sad og larmede, mend de blev fuldere og fuldere

Han smilede og glædede sig faktisk til at modtage smykket, og han havde da bestemt også tænkt sig at betale hende godt for det, det var mere eller mindre det mindste han kunne gøre når han nu var skyld i at hun skulle vente ekstra tid på sit våben, men Iza fik hurtigt let hans tanker på andre vegne, han var overrasket, han mødte nærmest aldrig nogensinde nogen der rent faktisk lod til at bryde sig om hans udsmykninger, langt de fleste mennesker fandt dem faktisk skræmmende og grimme, og ikke mindst syntes nærmest alle at han så yderst skræmmende ud med disse blodrøde aftegninger rundt omkring på sin krop, og det havde ikke ligefrem hjulpet at de var vokset yderligere og nu prydede begge hans arme, men det gjorde ham intet, på grund af hans nuværende hverv var de faktisk til stor fordel, det gjorde ham let genkendelig blandt skurnene ja han vidste jo rent faktisk at de havde givet ham skræmmende øgenavne og lign. han kunne dog ikke helt huske hvad det var de havde gevet ham, men han kune huske at han rent faktisk brød sig om det.
Han kiggede lidt tøvende på hende et par sekunder, inden han kort lod afmærkninger lyse op og hans venstre øje blev fuldstændigt blodrødt, han smilede lidt udspekuleret til hende, som dog hurtigt blev til et kærligt smil, men det var svært for ham at koncentrere sig om damen der sad overfor hende med den lam den fulde gruppe lavede.
"Tja nu vil jeg jo helst ikke fortælle det hele, jeg beklager meget men det er tit godt at holde kortene tæt på sig, men hvis de vil have mig undskyldt jeg vil bede den højlydte gruppe dæmpe sig"
Sagde han idet han rejste sig op, tog en sidste tår af sin ven og derpå smilede med lukkede øjne til hende, et smil der på ingen måde passede til hans fremtidige handlinger, men det var en af hans egenskaber, han kunne altid holde et venligt smil på læben, en af de meget skræmmende egenskaber faktisk, det er ikke den slags ansigtsudtryk man forventer fra en der om lidt vil torturere dig halvt til døde.

Izilarna betragtede roligt men tydeligvis interesseret hans afmærkninger da de lyste op, hun ville inderligt gerne vide hvad han kunne med dem, det måtte vel være en eller anden form for magi, andet kunne ikke rigtigt være muligt. Desværre havde Alexanders optræden draget gruppens opmærksomhed hen på dem begge to, og det store brød Bjarke gengendte hende med det samme. "Hey, lille dame, skal du nu vise dig igen? Og se hvad hun har slæbt med drenge!" lo han, tydeligvis ikke glad for at se hverken Izilarna eller hendes 'ledsager'.
Izilarna rømmede sig hurtigt, og rejste sig af ren og skær refleks "Hr. Schwarts .. Bare lad dem være, de ved ikke bedre!" sagde hun så bestemt og stirrede irriteret imod den lille splint, der nu begyndte at råbe op for at gøre sig selv mere højtidelig end han egentlig var "Hahaha Bjarke, du kan sgu da ikke kalde hende der lille, nok er hun ikke så høj, men husk lige hvem der lagde dig ned i armlægning.. Hæhæ, du skylder mig stadig 10 ravstykker for det vædemål!"
Denne gang måtte Izilarna tage sig håbløst til panden med et dybt suk, overfor Schwarts havde hun ikke brug for at vise sig som typen der deltog i kroslagsmål, armlægning og druk, på trods af hun ikke havde meget imod den slags.
Hun skævede kort til Alex, bare han ikke havde hørt splinten, og gid han dog ikke have tænkt sig at blive voldelig, på trods at at Bjarke havde det meste i munden, var hans gruppe stadig på omkring seks mand, selv den stærkeste krystalianer ville have svært ved dét, og Izilarna havde ikke just brug for at puste sig op, og afsløre en del af sin hemmelighed med en forvandling

Alexander smilede blot til hende endnu en gang og blinkede blot til hende med sit røde øje for at vise hende at han skam havde styr på det hele, han vendte sig roligt om og tog et enkelt skridt imod flokken inden han vendt hovedet imod hende og smilede med sit karismatiske smil.
"Jamen så må nogen vel lære dem det?"
Sagde han blot og gik videre han imod dem, han havde ikke hørt præcist hvad de sagde, han følte sig over det, og han var ligeglad, det var ikke hvad de sagde men bare måden de sagde det på der irriterede ham, det og så at de skulle skabe sig sådan i selvskab med så mange andre mennesker. Da han gik hen imod dem kom de med det ene dumme tilråb efter det andet, men Alexander fortsatte bare imod dem på nøjagtig samme måde som han hele tiden havde gjort, med et stort smil på læben enda. Den første der trådte frem var den ranglede fyr ved navn bjarke, det lod åbenbart til at han følte at han kunne rive Alexander rundt blot fordi Alexander ikke ligefrem var den største fyr, og Bjarke havde åbenbart brug for at vise sig godt og grundigt.
Alexander stod nu få centimeter fra manden og havde det samme normale ansigtsudtryk på, han stirrede ham blot direkte i øjnene og analyserede situationen, indenfor et par sekunder vidste han alt der var værd at vide omkring manden, og han begyndte også at grine en smule, ja det startede ihvertfald som en mindre fnisen men udviklede sig hurtigt til et direkte grin, lige i hovedet på Bjarke.

Izil sank opgivende ned på stolen igen, mænd, hun gav et lille suk fra sig, da hele gruppen reagerede aggresivt på Alexanders opførsel, et øjeblik overvejede hun at forvandle sig og uddele nogle øretæver, så hun kunne nyde resten af aftenen med Alex, men på den anden side ville hun nok slet ikke kunne det efter en forvandling, så hun besluttede sig for at se på i stedet for, og så træde til hvis det gik helt galt.
Utålmodigt begyndte hun at tromme med finrene i bordpladen, mens den fede Bjarke begyndte sig puste sig op med diverse trusler overfor Alexander. Izilarna vidste tilfældigvis at Bjarke kun besad én magisk evne, og det var kontrol over is, men det var desværre også nok til at tvinge de fleste i knæ, men nu kendte Izil hverken til Alexanders evner eller talenter.
Krofatteren sagde intet, men stillede diskret alle glas væk og tog aftenens indtjening i lommen parat til at søge ly, han havde altid været en kryster, og havde aldrig stoppet et eneste slagsmål i hele kroen, hvilket efterhånden skete oftere og oftere. De andre i kroen begyndte at trække væk fra gruppen og Alexander, de følte sig tydeligvis truede eller utilpas, mens Izilarna bare sad med et afventende blik

Alexander grinede bare videre idet manden fortsatte med at puste sig selv op over for Alexander, og det lod til at bjarke ikke længere kunne holde til Alexanders grin, han slog ud efter ham, et rimeligt slag, slet ikke værst men desværre var det ikke i nærheden af noget som kunne røre Alexander, han bukkede sig og undgik derved slaget, hurtigt greb Alexander med begge arme omkring Bjarkes hoved og trak det med sin fulde vægt nedad, samtidigt med dette sætte Alexander af fra jorden og plantede derved et knæ direkte i Bjarke's ansigt, lyden af en næseknogle der nærmest blev knust hørtes i lokalet, og Bjarke var da også gået helt ud, han lå bare på jorden, med noget som nærmere bare lignede en klump i midten af sin næse, Alexander grinte bare videre idet den næste mand sprang frem imod ham, han undgik et slag som dog straks blev efterfulgt af endnu et, dette blev dog også med lethed undviet, og Alexander plantede et albue direkte i den ene mands solarplexus hvilket fik alt luften til at blive skudt ud af ham, imens han nu lå på jorden og gispede graftigt efter luft med en ansigt som var tomat rødt, Alexander greb chancen og sprang tilbage og skabte derved et par meters afstand til resten af den måbende gruppe, hans smil var større, og hans skjorte var prydet af diverse blodpletter, han kiggede ned og sukkede en kort stund, inden han hurtigt knappede den af og lagde den pænt på et bord, det var tydeligt at se at han var særdeles veltrænet, og de mange afmærkninger som startede ved hver sin skulder og løb ned for at samle sig i hans hånd, fik gruppen til at gremmes en smule, men Alexander havde fået smag for kampen, og fløj med fuld fart direkte ind i gruppen, et spark, og et slag blev begge med lethed undviet, hvorefter et veltilrettelagt spark blev sat på siden af en af mændenes knæskal, hvilket selvfølgelig straks smadrede hans ben og fik ham til at knække sammen, Alexander ventede dog ikke på resultatet, men var spurtet direkte videre imod den næste, trådte op på en stol, og satte begge sine knæ direkte i hovedet på en der blot havde været lammet af frygt. Da Alexander landede på jorden og kiggede sig om var det eneste han nåede at se ryggen af 2 mænd som spurtede ud af kroen, han gik roligt hen og tog sin skjorte på, selvom han dog ikke knappede den, inden han satte sig hen til Iza igen.
"Beklager meget, hvor var vi?"
Sagde han og smilede på sin karismatiske måde som om intet var sket, og det var på tråds af at et par bloddråber havde ramt han ansigt.

Havde hele scenen været en tegnefilm, havde et tungt klonk afsløret Izilarnas kæbe der ramte bordet med voldsom hast, og hun var langt fra den eneste i kroen, flere småsnakkede og begyndte at lave væddemål, der dog hurtigt blev afsluttet igen. Bjarke lå og beklagede sig på jorden, med en nasal lyd fra næsen der var ikke bare knækket, men nærmest pulvaiseret, mens resten af hans 'crew' var spredt for alle vinde.
Izil rømmede sig, og tog sig selv i at betragte Alexanders nu blottede bryst, og slog hurtigt blikket ned i bordet, inden hun fangede kropigens blik, og rakte med det samme to fingre i vejret, kropigen svarede med et nik, og kom med det samme ilende med to store krus mjød, nu kunne det jo ligesom alligevel kun gå en vej.
Izilarna rystede det hurtigt af sig, og skubbede det ene store trækrus over mod Alexander med et lille smil "Jeg går ud fra at De også kan drikke mjød, når dekan slås sådan på en kro!" grinede hun så, og samlede deres tellerkner sammen, som hun stillede over på det tomme nabobord.
"Og teknisk set kom vi fra Deres optegnelser!" lo hun så, men fangede hurtigt hans blik, så hun kunne studere hans røde øje, det undrede hende ligeledes, men det måtte vel have forbindelse til optegnelserne, måske styrede det dem endda. Hun strøg igen igen igen den hvide tot tilbage, og drak så af det store mjødkrus, med største fornøjelse, Alexander var tilsyneladene ikke så sart som hun først havde antaget, og det var bestemt ikke kedelige pengesager han arbejde med, det var sikkert

Alexander sad bare roligt overfor hende og tog glædeligt imod det krus mjød hanfik stukket i hånden, han havde absolut intet imod at drikke mjød, selvom det dog oftest endte med at han blev en tak for fuld, og det passede ikke altid lige godt til Alexander noget forskruede natur, men oftest gik det helt fint, desuden var han jo sammen med Iza så han havde bestemt ikke tænkt sig at drikke sig selv under hegnet og derved få sig seklv til a<t ligne en idiot. Han tog en stor tår, og satte derpå kruset ned igen inden han smilede over på hende, det glædede ham kraftigt at se overraskelsen nærmest malet i hendes øjne, det var ihvertfald tydeligt at hun ikke lgiefrem havde forventet at Alexander var så dygtig en kæmper, men det var man nød til at være både som en mørkets kriger, og specielt som et medlem af inkvisasionen, ja hvis han fortalte hende at han arbejdede for dem ville hun sikkert kunne forstå endnu tydeligere hvordan han var så dygtig en kæmper.
"Jeg kan da altid drikke mjød, så længe den er god! Men beklager meget der skulle skabes sådan et postyr, men nogen måtte jo sætte de idioter på plads"
Sagde han bare og tog sig endnu en god tår, han blev mindet om deres tidligere tale omkring hans afmærkninger, og var ikke helt sikker på at om han skulle fortælle hende det, ihvertfald ikke endnu, men han kunne da ihvertfald godt give hende en smagsprøve.
"Altså Afmærkninger er direkte forbundet med mine evner, hvoraf den ene af dem er mit øje, tro mig jeg besider det bedste øje i Krystallandet, ja faktisk kunne jeg fuldstændigt analysere dig med det lige nu, lære om du har nogen potentielle evner, hvor stærk de er, hvor hurtig de er, eventuelle tidligere skader som kunne ydnyttes i kamp, og mere til"
Sagde han og smilede til hende.

Izilarna slap ham ikke med blikket, der var noger fascinerende og samtidigt skræmmende over ham der fik hende til at ville vide mere, men samtidig være ualmindelig varsom overfor ham. Han var nok ikke en man skulle rage sig uklar med, og slet ikke når man som i Izilarnas tilfælde ikke var den der havde den reneste baggrund at kunne pryde sig med.Selv løftede hun kryset op, og drak roligt af den søde honningvin, hun elskede mjød, men var selv meget påpasselig med ikke at få for meget af det.
"Deres mjød er god her, man får den ikke bedre andre steder til samme pene, det kan jeg love dig!" lo hun så, og skævede en enkelt gang til Bjarke der var komme op og stå, og hans ven, som havde klynget sig til Bjarkes ene skulder, inden de sammen vaklede ud af kroen, sikkert på vej til lægehuset.
Izil tog endnu en tår af det solide trækrus, mens han fortalte hvad hans øje kunne, der var hun dog ved at kløjes, og hostede diskret inden hun sendte ham en mindre stirren, hun brød sig bestemt ikke om at blive læst, slet ikke da hendes ene evne var ret fortroelig, og desværre let genkendelig, der var ikke mange i krystallandet, der kunne skifte form i samme grad som hende, og slet ikke til noget med lange kløer og store sorte tattoveringer, hvor meget kunne han se?
"Det lyder ikke som noget jeg har hørt før!" sagde hun så ganske ærligt, og rørte lidt uroligt på sig ved tanken, men lod ikke blikker slippe ham, ikke mange sekundter i hvert fald

Alexander tøvede et par sekunder, han overvejede virkelig bare at analysere hende, ja han kunne jo med lethed læse hende som en åben bog, men han følte ikke rigtig trang til dette, for det første følte han overhovedet ikke det var nødvendigt for ham, det var jo ikke ligefrem fordi han forventede at hun ville angribe ham hvert øjeblik det skulle være, og så virkede det også lidt for lumsket bare at udnytte sin evne på den måde imod hende, han smilede derfor til hende og blinkede en enkelt gang, da hans øjne åbnede sig igen var det ene af dem ikke længere rødt, nu var det gået tilbage til sin isblå og smukke farve.¨
"Jeg må give dig ret, det er bestemt en rigtig god mjød, men nu har jeg også pengene til at købe lige den mjød den jeg vil, men den er fantastisk må jeg give dig."
Sagde, hvorefter han kun lidt efter opdagede at hun nærmest kløjedes i sin mjød, da han forklarede hende om hans evne, kunne det være det gjorde hende utilpas? Det var jo ikke ligefrem fedt at vide at der var nogen som kunne læse dig som en åben bog.
"Bare rolig frøken, jeg kunne aldrig finde på at udnytte mine evner på dig, og de har ret, jeg er den eneste jeg har hørt om der har en evne der minder om min"

Izilarna betragtede Alexander mens hans øje skiftede til den normale isblå klare farve, egentlig kunne hun godt blive betaget af den slags, ligesom hun var fascineret af kropsudsmykning, var hun ligeledes vild med folk der havde specielle træk, øjne der fangede og som i Alexanders tilfælde kunne ændre øjenfarve, og ligeldes få hans afmærkninger til at lyse op.
"Narh ja, så er det nok ikke noget særligt så. Men hvis man ikke har råd til at købe det halve af Krystallandets mjødlager, så er den udemærket!" sagde hun så og trak på skuldrene. Izilarna havde selv valgt sin livsstil, hun havde valgt toppen af samfundet fra, for til gengæld at sætte livet på spil for et par jader, nogle gange op til flere gange dagligt, så hun kunne ikke rigtigt beklage sig, selvom hun nok måtte indrømme, at et liv som Alexanders ikke måtte være til at kimse af. Skulle hun selv have levet sådan, var hun blevet lovet væk som 10-årig til at blive gift op i de højere klasser, og det skulle hun bestemt ikke nyde noget som helst af.
Izilárnas blå blik gled en gang rundt i kroen, der efter Alexanders lille optrin igen var begyndt at blive munter og larme en anelse, men det rørte ikke den hvidhårede kvinde, der var vant til at leve fast på kroer og nogle gange, var nødsaget til at søge husly på en tilfældig gård, hun var vant til livet sådanne steder, og tog sig derfor ikke rigtigt af det.
"Det er jeg i så fald glad for!" sagde hun, og sendte ham et lille smil, han var svær at finde ud af, det var som om han gemte på et eller andet, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad, det var altid svært at sige, især med folk der virkede ganske oprigtige, men bare havde en aura af, at de gemte på et eller andet, der måske sågar ikke var så fint at gemme på.

Alexander kunne nærmest ikke undgå at lægge mærke til at hun kiggede ekstremt meget på ham, og han nød det da bestemt også i fulde drag, han sendte hende også flere flirtende blikkede, dog uden det ville blive for overdrevent og vuldgørt, men kun i alt uskyldighed.
"Tja det synes jeg nu ikke, jeg kan ofte godt li at nyde de forskellige glæder i livet, de behøver skam slet ikke være dyre eller på nogen måde ekstravagante, men jeg er faktisk overrasket over hvor god denne mjød er"
Sagde han og sendte hende endnu et blik idet han tog sig en rimelig stor tår af sit krus igen, alkoholet var lige så stille begyndt at få en indflydelse på ham, og han kunne mærke hvordan hans hæmninger langsomt begyndte at forsvinde, men det gjorde ham intet, han vidste at han stadigvæk var langt fra at miste selvkontrollen.
Alexander smilede til hende, han håbede det havde gjort hende lidt mere tryg at vide at han ikke forsøgte at udspionere hende eller noget lign.
"Men nu har vi talt så meget om mig, jeg vil da gerne høre mere om dem, har de selv nogle evner af en art? De behøver ikke fortælle mig det, og jeg har skam heller ikke tænkt mig at udnytte min evne til at finde ud af det hvis du ikke ønsker det"
sagde han i så rolig og venlig en tone som ham kunne.

Izilarna smilede lidt for selv, og lod forsigtigt fingeren løbe langs krusets store grove trækant, det var en dårlig vane hun havde, generelt brugte hun meget hænderne, og hun sad for det meste at rodede ved et eller andet. Flere gange kom hun til at tænke på, hvor let materialet ville være at klatre på, for selvom der ikke var én væg som Izilarna ikke ville kunne komme op ad, så var det klart, at nogle materialer var mindre anstrengende at klatre på end andre.
Igen strøg hun den ene tot væk fra ansigtet og så så på Drai med de store øjne, faktisk lignede de hinanden, hun havde før tænkt tanken, men faktisk var det i en langt større grad end hun før havde bemærket. Drai var ikke den største fyr man kunne finde, og Izilarna var heller ikke den højeste kvinde. Begge var de hvidhårede, og med krystalklare blå øjne, det var de færrste der så sådan ud i Kryatallandet.
"Det er en god evne hr. Schwarts! Det er de færreste af høj stand der kan sætte pris på livets små ting!" sagde hun så ærligt, hun havde selv set det, set det griske i folk der først havde for meget af det gode.
Hun tog en ordentlig slurk af mjøden, en svag rødmen i hendes kinder afslørrede at alkoholen ligeledes havde gjort et mindre indtog på hende, der skulle ret meget mjød til at få hende omkuld, men hun var ikke rigtigt vant til at drikke rødvin, selvom hun elskede det, men det var ofte meget dyrere end honningvinen, men som regl kunne få for et par stykker rav.
"Årh, ikke noget særligt.." startede hun og trak på skuldrene "Jeg kan styre elektricitet, og skærpe mine sanser, det er sådan set det!" sagde hun og lo en smule, det var jo ikke løgn, hun nævnte bare ikke, at hendes anden evne var væsentligt mere omfattende. "Ikke så spændende som deres evner hr. Schwarts"

Alexander smilede stort idet Iza kiggede på ham med sine store smukke øjne, og det fik da også Alexander til at rødme en smule, og grinte en smule usikkert, han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle sige til det, han smilede bare igen og tog endnu en tår af sit krus, som efterhånden var begyndt at blive mere og mere tomt, den røde farve voksede kraftigt på hans kinder, dels fordi han rødmede en smule pga hendes smukke blik, men også blot på grund af alkoholen som tog en kraftigere og kraftigere effekt på ham.
"Tak skal du have, det var ufatteligt venligt sagt, frøken Iza"
Sagde han og smilede så stort som han overhovedet kunne, han havde altid elsket at få komplimenter, men det var som om denne piges betød ekstra meget, måske var det fordi de lignede hinanden på så mange punkter? han kunne ihvertfald ikke helt sætte sin finger på det.
"haha, nu kender du jo kun en af mine evner, men jeg synes da bestemt dine virker spændende i sig selv, jeg er sikker på at de kan være ekstremt brugbare under visse situationer, du skulle vel aldrig have brugt dem og overhørt min samtale med smeden? Det havde jeg da ikke kunnet lade være med sådanne evner"
Sagde han og grinede da det hele egentlig var ment i en venlig spøg.

Izilarna nikkede og drejede lidt på det store krus "Men det er ganske sandt!" sagde hun så, og sendte kropigen et blik, da hun kom ned for at hente de tallerkner og glas, som Alexander og Izilarna havde spist af før. Hun smilede venligt til Alex og spurgte om de ønskede mere mjød, da de begge efterhånden havde drukket ud. Izil så spørgende på Alexander men nikkede så til kropigen der tog deres krus med. Egentlig var det ikke tit at Izilarna drak sig decideret fuld, men hun kunne finde på det af og til. Det var blandt andet sådan at hun sidst var endt i en armlægnings-turnering med Bjarke og hans slæng sidst hun var der, hvor hun ikke smed så meget som et enkelt ravstykke hele aftenen, grundet hendes sejr.
Et øjeblik stivnede hun, med et fast blik ned i bordet da han nævnte, om hun havde lyttet med hos smeden, bare han ikke kunne læse hende så meget, men til sidst tog hun sig sammen, og sendte ham et kækt smil "Selvfølgelig lyttede jeg med, det er ikke hverdag man ser en herre af din stand her, og smeden havde lige brokket sig over, at han havde for få kunder, så jeg kunne ikke helt lade være!" lo hun så, og tog imod det nye krus, som kropigen kom ned med.
"Men hvad er din anden evne så?" spurgte hun med det kække smil, og stillede det store krus på bordet forean hende, og betragtede roligt Schwarts, hvis han ikke ville sige det var der vel ikke mere i det, men det var alligevel begyndt at interessere hende, generelt interesserede Alexander hende, han var hemmelighedsfuld på en måde der fangede hendes nysgerrighed, hvilket ikke altid var så godt, når der var inblandet alkohol

Alexander sagde også selv ja tak til endnu et krus mjød, det var lang tid siden han havde drukket mere end hvad der svarede til et par glas vin, og denne mjød var bestemt ikke svag af natur, faktisk tværtimod det var en rimelig stærk en af slagsen, og alkoholens påvirkning sammenlagt med hendes fortsatte komplimenter fik ham til at smile og rødme mere og mere, han grinede lidt men stivnede lidt da han rent faktisk fandt ud af at det han ellers bare havde sagt i sjov var sandheden, men det var heller ikke ligefrem fordi han kunne bebrejdige hende det, Her kom en rig fyr på en smuk hest, selvfølgelig ville enhver være interesseret i hvad han ville så langt væk fra de fleste ting.
Jeg forstår dig skam godt, det var jo trodsalt noget af en ordre jeg havde til ham smeden, du skulle have set hans ansigtsudtryk da jeg viste ham pengene"
Sagde Alexander og grinte lidt inden han tog sit krus og skålede med Iza
"Skål For et fantastisk selvskab"
Sagde han og tog en stor tår af sit krus.
han fniste lidt [/b]"Frøken jeg sagde vidst aldrig at jeg kun havde en evne mere gjorde jeg?[/b]"
Fortalte Alexander og smilede.

Izilarna strøg for sidste gang den halvlange tot hår om bag øret, inden hun havde fået nok af den, og løsnede den lange lædersnor der holdt hendesk kraftige manke-agtige hår sammen i en tyk hestehale, inden hun igen samlede håret, som ellers hang helt ned over lænden på hende, i hestehalen, og gjorde sig denne gang sikker på, at den irriterende tot fulgte med.
Herefter tog hun endnu en slurk af mjøden, og grinede så lidt af sig selv "Du har ret, det er sjældent at der kommer folk af din slags, og ja, det undre mig ikke at smeden så overrakset ud da han så din betaling, det er ikke mange der kan levere sådan en sæk guld i disse tider!" mumlede hun så, lidt bittert. Skatterne var steget til at være tårnhøje så kun de færreste og rigeste kunne følge med, for ikke at nævne mørkets lords tilhængere.
Izilarna fnøs lidt for sig selv, hun var ikke engang en af dem der var hårdest ramt, for ærlig talt, så havde hun ikke betalt så meget som et eneste ravstykke, da hun altid havde undgået det, det var en af de mange fordele ved ikke at have et fast tilholdssted.
Hun slog tanken ud af hovedet, og slog sit store krus imod Alexanders "Skål!" svarede hun så, og sendte ham et stort smil, alkoholen berusede hende så småt og fik hende til at glemme de fleste bekymringer, desuden var hun efterhånden blevet småtryg ved Alexander, og følte derfor ikke for at sidde som den stille mus, det sørgede mjøden i hvert fald for.
"Du nævnte godt nok ikke at du havde mere end to evner, men når jeg kigger på resten af krystallandet, så er det de færreste der besidder mere end to. Men det gør du måske?" spurgte hun så, og blinkede kækt med det ene øje til ham, man kunne aldrig vide

Alexander lod selv en hånd blidt løbe igennem sine egne hvide lokker, imens han stirrede fascineret på hendes, han havde endnu ikke før set et menneske på omkring hans alder med samme kridhvide hårfarve som ham selv, han kunne derfor ikke lade være med at beundre hendes hår, specielt den lille lok som bare ikke gad gøre som den fik besked det, det glædede ham en smule, og på en eller anden måde blev han da faktisk også en smule skuffet da hun endelig trak hestehalen helt ud for at genbinde den så det ikke ville være et problem.
"Fra hvad jeg har oplevet så handler det om vilje, hvis man er klar til at få gjort sine hænder lidt beskidter så er der arbejde at finde, oftest er det endag særdeles lukrativt"
Sagde han en smule mere alvorligt før, ja hans arbejde involverede at man fik meget beskidte hænder, men det var ikke kun ment som en positiv ting, det skulle også beskrive hvordan folk var klart til at gøre nærmest hvad som helst for at få bare en smule mønt, og det var ækelt i hans øjne.
"Tja jeg har visse talenter, og jeg har rent faktisk den ufattelige mængde af 4 evner, men jeg foretrækker ikke at tale alt for meget om den slags i et åbent rum, min proffesionen bliver ikke lettere af at alle kender mine hemmeligheder, og desværre så selvom jeg elsker mine afmærkninger så gør de mig særdeles letgenkendelig"
Sagde han roligt.