Isis underkæbe hamrede imod jorden (eller det ville den have gjort hvis den kunne) da hun hørte elverens alder. "150 ÅR?" brølede hun vantro, og inspicerede derefter elveren for rynker og dets lige. "Warouw, under vand bliver vi max 200-250, men når man når den alder bevæger man sig ikke ret meget, for vandmodstanden er for stor til alle rynkerne!" sagde hun, endnu med de store øjne vidt opspærrede imod Netrish. Godt nok var det ikke sandt, faktisk lev havfolk ikke særlig rynkede med alderen, men efter hun havde set et virkelig gammelt menneske havde hun forelsket sig i ideen om, at deres ælste kom til at se sådan ud. Desuden passede det at de ikke bevægede sig så meget, ikke grundet vandmodstanden, men bare fordi, at når et havfolk rundede 250 så var dét ligesom sket med det og under vand fandtes der også sygdomme.
Isis slog tanken ud af hovedet, sammen med det fjogede grin hun ellers havde haft, da samtalen kom ind på hendes sår, hun brød sig ikke rigtigt om at mennesker og den slags skulle kigge på det, men Netrist og Jath virkede egentlig flinke nok. "Det var en af de dersens pile-ting!" sagde hun, og skævede ned til armen, hvor såret faktisk gik hele vejen igennem, men samtidig var begyndt at hele i midten, og ellers bare blive betændt. Under vand fik man sjældent betændte sår, da vandet rensede dem hele tiden, men sådan var det nu engang ikke over land, og Isis måtte nok krybe til korset og indrømme, at hun i virkeligheden ikke anede hvad hun skulle stille op med et sår som dette

Netrish kunne ikke lade være med at klukke le en smule ved Isis' reaktion. Ikke desto mindre drejede Netrish behjælpeligt hoved, så Isis nemmere kunne se at der ikke var en eneste rynke at finde. Der gemte sig et par små, fine ar hist og pist skjult af hendes lyse hud, men ingen rynker.

Netrish bevægedes sig roligt om på siden af Isis, og tog bildt fat i hendes arm, for at se nærmere på såret. "Du burde have gjort noget ved det her for længe siden. Så betændt som det er, kan du risikere at miste armen" sagde hun forbløffende roligt, mens hun studerede såret kort. "Det kan heldigvis stadig reddes" sagde hun og skubbede sit højre ærme en smule op. Det faldt hendes ikke rigtig ind at spørger om videre tilladelse, inden hun gik i gang, for hun kunne se at Isis tid var lang endnu, ergo skulle hun ikke dø af koldbrand lige foreløbig.
Netrish tog roligt fat om Isis albue med venstre hånd, og strakte armen en smule ud, for bedre at kunne komme til. Dernæst førte hun sin højre hånd op lige over såret, dog uden at rører, og gik i gang.

Netrish mærkede hvordan energien flød igennem hendes krop, den velkendte, varme kilden der altid kom, når hun lod sine forfædres arv flyde.
Hendes hånd begyndte at lyse med en varm glød. Først var det ikke mere end en svagt skær, men det blev hurtigt stærkere, til det lå som en lille aura om hendes hånd. Et lille, grønt skær dukkede dernæst op i auraen. Den voksede, og blev til en lille kugle af grønt lys der dovent svævede i auraen, rundt om hendes hånd. Så kom er en lille grøn kugle mere, og en til!
Flere kom til, mens den første kugle var blevet moden, og lidt usikkert fandt vej ned i sårets bund. Med et lille glimt forsvandt den, og genskabte et tyndt lag kød i bunden af såret, mens den skubbede det materie der før havde hindret healingen, op.
Den næste kugle var klar, og fulgte efter den første. Stadig en smule usikker, men ikke sent efterfulgt af den næste. Det var som om kuglerne fik samlet mere og mere mod til sig, for hver af dem der fandt vej, og snart fore de af sted, så betændelsen væltede ud, og de små glimt ved deres forsvinden, stod ud af såret som et lille lysskær.

Netrish viste at healing kunne være en temmelig speciel oplevelse den første gang, og gav sig derfor til at fjerne Isis opmærksomhed en smule fra det, mens kuglerne stadig tog mod til sig. "Men 150 år er faktisk ikke så galt" startede hun, og så hvordan kuglerne fik mere fart på "Blandt elvere ville jeg stadig blive betragtet som en ung kvinde!" sagde hun med lille smil, og kiggede op på Isis og håbede på hun ikke var alt for mundlam, mens hendes evne gjorde sit.

((Hvis Netrish ikke får lov til at heale hende, så streger i bare den sidste del af posten))

Jath havde enormt svært ved at forestille sig Isis med en masse rynker. Det syn hun fik frem på nethinden var ret så morsomt. Mennesker blev slet ikke nær så gamle, så hun rullede øjne af de to da de snakkede om alder. "Hvor gammel er du da selv, Isis?" spurgte hun nysgerrigt.
Da Netrish tog fat i Isis' arm, trådte Jath uvilkårligt et halvt skridt baglæns. Hun forventede lidt, at Isis måske ikke ville have det. Men da Netrish begyndte healingen, bevægede hun sig langsomt nærmere, næsten som i trance. Hun havde aldrig set noget lignende, og det var enormt fascinerende. Det grønne kugler der instinktivt søgte ned i det åbne sår og helede det lidt efter lidt. Magisk energi, især så tydelig som denne, var ikke noget man så hver dag.
Jath var efterhånden uhøfligt tæt på, men hun var lidt ligeglad. Hun følte sig tryg nok her, og en healing var ikke noget hun havde lyst til at gå glip af.
Betændelsen, der kom op af såret, fik det til at vende sig i maven på hende, og lugten af det gjorde det ikke bedre.

Isis skulle til at kaste sig skabet på jorden og råbe om mordforsøg og alt muligt andet grimt, da elveren kom hen for at tage sig af såret, men hun tog sig selv i det, og blev pænt stående på halen der endnu var viklet som en lille cirkel på jorden. Dog kunne hun ikke lade være med at glo på såret som en anden idiot, da Nertish begyndte sin healing, og uanset hvor klamt det var, stirrede hun stift, ja faktisk gloede hun mere jo klammere det blev, fløjtende ligeglad med, at Jath også kiggede med.
"Det er i hvert fald mere effektivt end urter!" konstanterede hun så med et lille nik, mens hun studerede armen da Netrish var færdig "Tak!" sagde hun, og smilede stort til hende mens hun stadig mærkede efter, om såret var helt væk, og at det ikke bare et fjollet trick.
"Jeg er 19, hvad med dig menneske?" spurgte hun interesseret og kiggede vurderende på Jath, i Isis' verden kunne hun være alt mellem 14 og 30, og det ville stadig ikke komme bag på hende, på overfladen var alle racers alder så underlige, det var umuligt at finde ud af og Isis havde efterhånden givet op at holde styr på alt sammen

Netrish kunne ikke lade være med at smile da hun så hvordan de to stirrede. Hun huskede stadig hvordan hun selv havde gloret, da hun først havde opdaget sin evne. Da healingen var tilendebragt, falmede lyset stille væk. Netrish tørrede roligt det overskydende materie væk fra Isis' arm, og viste, at der intet var tilbage af såret, ikke engang et ar. "Det var så lidt. Det er en af de få ting jeg har til fælles med andre af skovens børn, udover blodsbånd" sagde hun med et smil.

Da de begyndte at tale om alder, kunne Netrish ikke undgå at få et lidt moderligt smil på læberne. Hun var måske selv ung af en elver at være, men hun var en olding i forhold til de to andre, selv med raceforskellene! Tanken om at Lurrien snart ville være voksen som dem varmede hende, og skræmte hende på samme tid. Menneskers liv var så korte. Isis ville hun måske møde igen, men hun tvivlede på hun ville nå at møde Jath igen i hendes korte levetid. Netrish lavede en kort mental note, om at være til stede når Jaths tid kom, og sende hende til Kile med fred i sindet.

Hun var meget optaget af healingen, men blev midlertidigt distraheret af Isis' spørgsmål. "Jeg er 21," smilede hun. Så de var næsten lige gamle. Udover, at Isis sikkert ville leve langt længere end hende selv. Hun følte sig et kort øjeblik ret ubetydeligt, idet hun ikke havde lige så lang tid til at udrette noget, som de fleste andre racer havde.
Hun Isis' arm da healingen var overstået. Ikke engang antydningen af et ar. Det lignede, der aldrig havde været noget sår. Normalt ville sådan et sår mindst efterlade et grimt ar. Det var nu helt rent og lukket, og Jath var dybt imponeret. Hun ville ønske, man kunne lære sådan nogen ting, men vidste godt det ikke var muligt hvis ikke man allerede havde evnen.
Det gik pludseligt op for hende, hvor tæt hun stod på de to andre, og trådte et enkelt skridt tilbage. "Hvor tit før du brug af den evne?" spurgte hun, henvendt til Netrish. Det var nogen gange svært for Jath at forestille sig folks høje alder, når de så meget yngre ud. Hun skubbede tanken ud ad hovedet. Det var efterhånden meget mørkt, og hun kiggede sig omkring. Sumpen var dyster. Det virkede næsten bizart, som om det var de forkerte omgivelser.

"Skovens børn!" Isis smagte på ordene, et øjeblik forestillede hun sig, hvordan en masse af Netrish slags sprang ud af træer og buske, som var de decideret født af skoven, herefter gled blikket over på Jath, Isis havde ganske vidst hørt om menneskefødsler, ikke noget hun syntes specielt godt om, efter sigende skulle det tage lang tid, være blodigt og smertefuldt. Hun skar en grimasse der passede til billederne hun havde i hovedet, nej, så foretrak hun en fødsel som hendes folk havde, der indebar et par æg der så ville klække.
Hun rømmede sig, og slog med største besvær billederne ud af hovedet, inden blikket igen faldt på elveren "Nårh, så det er ikke jer alle sammen der er morderiske individer!" konstanterede hun med et småfornærmet fnys, ved tanken om Spike og den skingrende vanvittige kvinde, der var begyndt at skyde pile efter hende. Hun pustede en krøllet blå hårlok væk fra ansigtet, og skævede rundt i sumpen, umiddelbart var der intet at se, for takket være hendes suveræne syn, kunne hun se i total mørke, det var hun trods alt vant til nede på bunden, hvor det eneste lys de havde, var fra dyr der svarede til ildfluer, bortset fra at de var lidt større, og så levede de meget længere, og lyste kronisk op. Dem fangede havfolkene som regel, og stoppede i bowler, for at lyse en smule op, og for at pynte diverse steder.

Netrish så på Jath "Så ofte som det har været nødvendigt" svarede hun med et lille smil. Hun kunne umuligt sætte tal på alle de gange hun havde brugt den på sig selv eller andre. Ikke mindst fordi hun havde haft ikke så få sår i sin tid, men bønder havde hun ikke healet i sit barndomshjem når de var kommet til skade i marken? Hvor mange uheldige folk der nær havde mødt en for tidlig ende havde hun ikke bagt tilbage på livets vej? Flere end hun nogensinde ville kunne tælle, eller huske.

Ved Isis udbrud så Netrish over på hende. "Skovelvere" sagde hun uddybende. Netrish kunne dog ikke lade være med at smile en smule ved Isis' småfornærmede fnys "Jeg har ikke mødt mange andre af min race, og selvom vi kan have næsen temmelig højt oppe i skyerne, så har jeg da ikke mødt nogen der var direkte morderiske! Men det er måske bare mit held?"

Jath løftede det ene øjenbryn af Isis. "Er der virkeligt så mange der har prøvet at slå dig ihjel?" spurgte hun. Det var ikke, at hun ikke troede på det, hun undrede sig bare over at folk kunne være så dumme. Folk burde da efterhånden være vant til at man kunne støde på alskens slags væsner her, og ikke skulle dømme på udseende. Det havde hun i hvert fald selv erfaret. Men måske var det anderledes med folk der boede i et samfund, måske var de ikke lige så vant til at støde på meget andet end deres egen race. Måske var de mest vant til at høre skrækhistorier om de sjældnere racer. Og måske ville noget tro, ved første øjekast, at Isis var en elemental. Så var det i virkeligheden forståeligt nok at de blev bange. Men nej, hun forstod ikke at folk var så snævertsynede.
Hun var dog overbevist om, at det ikke bare var Isis der var uheldig. Hun havde måske bare valgt de forskellige steder at befinde sig. Hvis hun havde været så uheldig havde hun ikke mødt healeren i dag. Og hun havde sikkert været død for længst.
"Hvordan kan det være, du bestemte dig for at bevæge dig op for land? Jeg troede, I levede i vandet hele livet?"

Isis kiggede vantro med den normale stiren på både Jath og Netrish, nærmest en stilhed før stormen. "OM DER ER MANGE DER HAR PRØVET AT MYRDE MIG?" brølede hun og lænede sig dramatisk bagover med en hånd fast klasket imod panden, inden hun bøjede sig forover, og så Jath dybt ind i øjnene, med ganske få centimeters afstand.
"Åh jo, de KLOGE havfolk bliver i havet hele livet, men de nysgerrige som mig ... " begyndte hun og prikkede sig bestemt i tendingen for at understrege sin pointe "De når lige at sætte halen på land, inden man bliver jagtet af folk med spyd.." fortsatte hun, og demonstrerede en meget snedig jæger, der skulle forestille at liste igennem skoven, med vingerne strittende hysterisk ud til begge sider. "ELLER, så bliver man slået ned, af en flok idioter, der slæber en hen til et sted, men ikke ved hvor er, og ANKLAGER en for at have myrdet et menneske mens de SKÆRER EN I STYKKER!"
Isis møde med inkvisitionen havde været en grim oplevelse, og havde det ikke været for Sharde havde hun siddet i deres fangekælder endnu. "Næh, og så er man lige sluppet væk, før der kommer en hystade, og beskyder en med pile!" knurrede hun, og spærrede de store gule øjne vildt op, for at få mere effekt på historien.
"Så for at besvare dit spørgsmål unge dame, så ved jeg det ærlig talt ikke!" snappede hun, og måtte så alligevel grine lidt "Men så er der jo også rare folk som jer heroppe, og jeg kan love jer for, at vi også har hystader under vand!" brummede hun så, denne gang lidt mere stille, men med en svag undertone af irritation

Netrish forblev stille mens Isis rasede. Hun havde bestemt ikke lyst til at bryde ind mens hav væsnet lod sine aggressioner få frit løb, og det lød til at være med god grund. Isis havde vist været temmelig uheldig med sine bekendtskaber på landjorden. Det var meget dårligdom på så kort et liv. Netrish havde måske oplevet sin del af overfald og lignende, men hun havde også rejst næsten 9 gange så længe som Isis.

"Det gør mig ondt at høre du har været så uheldig startede hun ud, trist men roligt "Men jeg er glad for at stå som eksempel for at ikke alle her på landjorden er onde" sluttede hun med et mildt smil.

((Undskyld den er lidt kort, håber i kan leve med det))

Da Isis lænede sig helt hen til Jath og nærmest råbte op, som om det var Jaths skyld det hele, lænede hun sig selv lidt tilbage for bare at få en lille smule afstand mellem dem. Hun forholdt sig helt stille, betragtede hende varsomt, og blev en smule skræmt. Men hun blev også forarget over alle de ting hun havde oplevet, og var pludseligt glad for bare at være et menneske selv. Ingen tvivl om, at mange væsner overfaldt mennesker, men det lod til at det skete oftere hvis man ikke lige var menneske, eller elver for den sags skyld.
"Hold da op.." hviskede hun med store øjne, da Isis var færdig med al den råben op og store bevægelser. For der var ingen tvivl om, at alle hendes armbevægelser og vingernes stritten gjorde historierne endnu mere dramatiske.
Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt da hun brokkede sig over hystaderne, for det var hun vidst også selv. Udover det kunne hun i virkeligheden godt li' Isis, hun var bare noget man lige skulle vænne sig til. Der var Netrish meget nemmere, mere nede på jorden.
"Ja," sagde hun, da Netrish havde kommenteret historien. "Det er heldigvis ikke os alle sammen der er sådan nogen barbarer. Det ser ud til, vi har været heldige i aften." Hun var stadig lidt rystet, eftersom Isis havde stået så tæt på hende og sluppet alle sine frustrationer ud. Men det kunne jo være, at hun havde fået lettet sit hjerte på denne måde.

Isis fornemmede godt at Jath blev en smule utryg ved hendes voldsomme mangen på intimsfære og fornemmelse for menneskenes grænser, men hun var oprørt over hvordan hun var blevet behandlet på overfladen, og tillod sig derfor at skabe sig som et andet hajoffer.
"Mjaer, barske løjer kan jeg godt sige jer, der er ikke mange gange man skal tillade sig at krydse jeres slags!" fnøs hun så, hendes vinger sitrede en gang imellem af raseri, men derefter virkede det som om, at hun faldt lidt ned, og næsten havde glemt alt om historien.
"Men nårh ja, der er jo også sådan nogle under vand, jeg ville gerne se en af jer nærme jer Pitok, det er vores dybhavsfolkets mest sure mand, han har en defekt på den ene halefinne, så han svømmer skævt, og så råber og skriger han op om ungdommen nu til dags og så videre!" sagde hun og skar en grimasse af væmmelse "Ha. Han er værre end nogen haj man kan møde!"

Netrish sendte Jath et beroligende blik, for at lade hende vide, at hun intet behøvede frygte. Isis' store armbevægelser virkede mest til at være afløb for nogle seriøse frustrationer, og hvis det skulle eskalere, så stod hun ikke alene.

Det lod dog ikke til at blive nødvendigt da Isis kom lidt ned på jorden igen, og prøvede at glatte det ud med en historie fra havet. Isis kunne fortælle en historie så man ikke var i tvivl, det måtte Netrish give hende, selvom det ikke lige var hendes kop te.

"Jeg ved ikke hvad i havde af planer for natten, men hvis vi skal have et bål, skal vi til at i gang inden mørket falder på" brød hun ind da hun fik chancen, for at skifte emnet over på noget mindre dramatisk. Det virkede måske ikke synderligt mørk endnu, men tågen kunne snyde noget så forfærdeligt.

Jath stod stadig stille og kiggede afventende på Isis som om hun regnede med at vulkanen snart ville gå i udbrud igen. Men hun fangede Netrish' beroligende blik, og det hjalp.
Historien om Pitok fik hende til at smile, mest fordi det mindede om masser af ældre mennesker hun havde mødt igennem sit forholdsvis korte liv. I virkeligheden var racerne på nogen punkter ikke så forskellige når det kom til stykket, folk var bare bange for noget der så anderledes ud end dem selv.
Hun blev dog lettet da Netrish lavede et tydeligt emneskift, og var med på den lige med det samme. "Et bål, ja. Men hvor finder vi brænde der er tørt nok?" spurgte hun så. Sumpen var våd, og træerne omkring dem var døde, men fugtige. Ikke noget særligt godt bålmateriale, så vidt hun vidste.

Isis bed tænderne sammen så alle senerne på halsen kom til syne, et makabert syn for nogle, men for Isis udtrykte det bare foragt "Bål!" knurede hun med så meget væmmelse i stemmen, at en døv ikke ville kunne undgå at høre hendes foragt. "I er godt klar over hvor langtvæk man kan blive set når man laver sådan noget, ikke?" sagde hun så, og håbede at det kunne få mennesket og elveren til at skifte mening.
Isis kunne ikke fordrage ild, der var ikke noget hun hadede mere, udover inkvisitionsfolk, men det var også en særklasse. Ilden tørrede hende helt ud, og var ækelt varmt, mens røgen var til at blive kvalt i, og så stank det, og hang i tøjet og håret flere dage efter.
Hun slog en gang med vingerne for at flytte sig en smule væk fra de to, så kunne hun også bedre tage dem i øjesyn "Desuden ... så tror jeg mennesket har ret, der er ikke noget tørt træ i miles omkreds, alting her er fugtigt!" sagde hun så, og gav et nik, for at understrege sin pointe, fugt, det var godt, og hvis de insisterede, måtte hun vel overnatte i sumpvandet, hun havde i hvert fald hverken tænkt sig at rejse mere før hun havde fået søvn eller tilbringe natten ved siden af ækel ild!

Kuhani har vandret rundt i Krysallandet, hele dagen. Alle steder hun er kommet og har gjort hvil, har hun trænet sin evner for at slappe. Ikk fordi hun ar brug for at forøge sin styrke, men for at holde den ved lige. Den her gang er hun kommet til sumpen, hvor hun i stedet fot at træne, ligger sig på en stor sten. Der er ikk rigtig noget kønt for øjet, men der er stille og det er lige hvad hun trænger til. Ro. Selv om efteråret er ved at komme, er det som om at den ikk kan få noget til at gro her. De store træer som står med små mellemrum, døde for mange år siden og siden har der ikk været liv.
Kuhani ligger sig godt til rette og lukker øjnene. Men der går ikk længe for hun pludseligt slå dem om igen. Hun kan mærke at nogen nærmer sig.

Den eneste grund til at Kuhani ikk kan læse den fremmede, er fordi det meste af hans liv, før det han lever nu, er blevet fjernet. Hun kan dog se alt hvad han har lavet siden han er blev en af Zaladin's dæmon engle, men det skræmmer hende ikk. Hun læser ham som åben bog, ved første blik på ham. Og selv om at hun ved, at han forlanger respekt at dæmonerne i Krystallandet, så får han det ikk af hende. Derfor drejer hun atter blot hovedet væk fra ham og lukker sine øne.
Kuhani er en meget uforsiktig og dumdristig ung dæmon kvinde, men hun er klogere end man skulle tro.

Le chaos stopper op da han står nogle meter fra hende han vender hovedet og ser på hende og holde holde blikket på stenen, han blinkkede kort med de ene øje og stenen gik flere tusind stykker og hun vil nok falde ned på jorden. " en lille hilsen må være på sin plads " han vidste godt ikke rigtig noget om denne dumme person.