Tjana rynkede brynene. ,, Men... det ville jo være magi," sagde hun tænksomt. ,, Jeg har aldrig haft nogle former for magiske evner."
Hun stod længe og tænkte sig om. På en måde gav det mening hvad Pyrrha sagde; det samme var sket begge gange hun havde spillet for folk. Hendes egne følelser havde været afspejlet i deres, og i en meget voldsom grad. Hun fik en ubehagelig fornemmelse i maven. Hvis det var rigtigt var det hun havde gjort jo ikke meget bedre end at stjæle.
,, Tror du virkelig det kan være mig?" Hun så på Pyrrha og følte sig ikke det mindste glad. Hun havde altid været misundelig på begge af sine storebrødre der begge havde magiske evner, men dette var slet ikke som hun havde forestillet sig. Hvis hendes egne følelser påvirkede folk når hun spillede ville hun jo aldrig kunne vide om de kunne lide hendes musik fordi hun var dygtig eller fordi hun brugte magi på dem.

Pyrrha trak på skuldrene. "Jeg kender dig ikke. Men det er min bedste forklaring lige nu. Folk plejer ikke at opføre sig sådan." Hun vidste godt at hun var noget kort for hovedet, men hovedpinen var virkelig begyndt at gå hende på. Hun plejede ikke at have hovedpine. Og... hun begyndte at få hovedpine kort efter hun havde fået hevet sig fast i de mærkelige følelser der smøg sig rundt om hende. Denne gang kunne hun ikke skjule sin skælven. Men hun vidste, hun ikke kunne være ophavsmand ((ophavskvinde? :b)) til det. Det var startet før det. Det var ikke just noget hun havde lyst til at tænke over.
"Men hey, det virkede!" sagde Pyrrha. "Vi får frokost. Det er ikke så tit jeg får det. Kom, lad os finde noget mad." Hun trak i Tjanas arm for at få hende til at følge med. Hun ville gerne se at få skiftet emnet!

Tjana fulgte efter Pyrrha imens hun tænkte over tingene. Måske var der også nogle gode ting ved hendes evne, hvis det altså var rigtigt at hun havde een. Det var ikke en dårlig ting at kunne påvirke folks humør, hvis altså det var muligt for hende at kontrollere hvornår hun brugte sine evner eller ej. Hun havde ikke lyst til at få folk til at græde hver gang hun sang en sørgelig sang, og hun havde ihvertfald ikke lyst til at frarøve dem deres penge.
De fandt en madbod og idet Pyrrha bestilte to fyldte boller, fik Tjana en ide. Der skete vel ikke noget ved at afprøve hvor vidt hendes evner strakte sig. Den handlende rakte Pyrrha maden og krævede penge, og i det samme øjeblik nynnede Tjana dæmpet et lille stykke af en lille sommervise. Hun sørgede for at lægge så meget glæde og venlighed i tonerne som muligt, og lagde straks mærke til,hvordan hendes nynnen syntes at blive forstærket i takt med at hendes eget humør steg. Det var underligt at hun aldrig havde lagt mærke til det før. Først virkede det ikke, og både Pyrrha og den handlende kiggede underligt på hende. Tjana rynkede panden, nynnede endnu højere og knyttede hænderne i koncentration.
Der var ingen tvivl om at det virkede. Manden i boden smilede fjoget og lagde et ekstra, nybagt brød i Pyrrhas hænder. ,, Det er en smuk dag," sagde han med et smil. ,, Jeg ville ikke få det solgt alligevel. Smut i med jer."

Pyrrha sendte Tjana et langt blik - et af den slags som hendes mor havde trænet til pefektion, og som, hvis brugt mod Pyrrha, ville få hende til at skamme sig til døde. Hun vidste ikke helt om det virkede, hun havde kun brugt det mod Vale, og han var skamløs. Men hun besluttede sig for ikke at sige noget til det - det kom ikke hende ved. Så længe Tjana kunne få det til at fungere med hendes samvittighed.
Bollen smagte godt og hjalp lidt på hendes hovedpine, men hun fornemmede at det bedste ville være fred og ro. Hun havde brug for at tænke ting lidt igennem.
De nåede efterhånden til den gård, hvor hendes familie havde fået lov at opstille deres vogn. Der var en lille stald hvor de kunne sove, og de havde nået at fylde gården rimelig godt ud. Men hun brød sig ikke så meget om det alligevel - hun glædede sig til de kunne komme på farten igen!
Den eneste i gården var hendes mor - de andre var nok ude og lave noget. "Hej mor," sagde hun, før Rhea kunne nå at spørge om noget. "Jeg har noget til dig." Hun lagde de fleste af de tjente penge på det lille vakkelvorne bord Rhea havde trukket ud i solen for at arbejde på noget sytøj. "Undskyld det tog så lang tid," fortsatte hun med en lille vinken, mens hun fortsatte forbi og hen til en lille dør i muren ind til den lille frugthave ved siden af. Hun vendte sig om der, og kiggede efter om Tjana fulgte med.

Tjana så sig om imens Pyrrha snakkede med sin mor. Så gik Pyrrha videre, og Tjana, der pludselig følte sig meget genert og var pinligt bevidst om hvor snavset og krøllet hendes tøj var, skyndte sig at følge efter. Hun fik i hælene på Pyrrha og de trådte ind i en lille frugthave. Om sommeren måtte den lille have være meget smuk; men lige nu var blomsterrankerne der snoede sig op af murene visne og frugtræerne bar ingen frugter.