Han var ikke overrasket over at det var Angela der kom ind. Han følte sig næsten lidt skuffet; ikke fordi han ikke ville se hende, men fordi han havde håbet på at der var kommet nogen, der kunne give ham god grund til at udskyde sit papirarbejde. Eller måske var det noget helt andet han havde håbet. Ethvert håb var i hvert fald knust, og tilbage sad han med virkeligheden, der var skuffende som altid.
Han kiggede på bakken med mad, men kunne ikke fremkalde den nødvendige fornemmelse af sult, som han havde brug for. Maden vækkede ikke hans appetit selvom han ikke havde spist siden dagen før ved samme tid. Mens hans blik var hævet, lod han penne hvile, og kiggede på Angela, der var i gang med at rense ildstedet. Efter kort at have bemærket hendes påklædning begyndte han at kigge efter skader fra aftenen før. Det tog ham ikke længe at se fingeren, og han var lettet over at se at hun ikke havde fået røde mærker om halsen fra hans kvælertag. Kvinden havde et bemærkelsesværdigt helbred, og takket være hendes magiske evne kom hun kun sjældent alvorligt til skade.
Da hun vendte sig mod ham, sænkede han blikket igen. Han havde ikke lyst til at skabe øjenkontakt med hende, for han skammede sig på sin hvis over hvad han havde gjort ved hende. Det gjorde han hver gang, og bagefter skammede han sig over at han skammede sig. Hun var hans ejendom; han måtte gøre med hende hvad han ville. Den eneste han stod ansvarlig overfor var ham selv. I virkeligheden var det måske problemet.
”Det behøver du ikke,” sagde han henkastet, mens han forsøgte ikke at lyde for hård. Alligevel var hans stemme kold da den forlod hans læber. Hun havde bragt ham morgenmad. Han overvejede om han burde sige noget mere til hende.
”Hvordan har fingeren det?” Mentalt slog han sig selv over fingrene. Ikke bare var det ikke det bedste samtale emne, det var også meget uheldigt valgt. Spike konkluderede at han bare ikke duede til at snakke med mennesker, og lod sin mund forblive lukket. Forhåbentligt fik den ham så ikke i flere problemer.

flyttede sig dog ikke og lod sig ikke mærke med noget. Det hun ikke vidste var at han så hende an for skader. Da hun stod foran ham og ventede på hans svar om at gøre noget ved hans hovedpine hvis han havde en havde hun et øjeblik troede at han ikke ville svar. Da han svarede så hårdt bed hun sig kort i underlæben men lod sig ikke slå ud af det. Det gjorde hun nu ret sjældent. Blandt alle de herre hun havde fået efter at være blevet slave var denne den eneste hun havde vundet respekt for og den eneste hun var lydig overfor. Hvorfor?? Ja hun var ikke helt sikker men det var måske fordi han ikke havde vist samme interesse for hende som hendes tidligere herrer havde og derfor havde hun ikke behøvet kæmpe for at holde ham på afstand af sig på samme måde som hun havde kæmpede med de andre. Hun havde stået og tænkt over en måde at overtale ham på da hun hørte hans spørgsmål som brat fik hende til at vende blikket mod ham med tydelig overraskelse malede i øjnene. ”Ehh..” hun anede virkelig ikke hvad hun burde svar, ikke fordi spørgsmålet var svært men bare ikke et spørgsmål hun var van til at høre. Hun tog sig sammen og kom sig over overraskelsen, et varmt smil krydsede hendes læber, et smil som hun ellers aldrig viste nogen og et smil der kun dukkede op når hun så ud over havet. ”Den har det fint” sagde hun og løftede hånden med den brækkede finger ”Det var ikke et slemt brud så jeg burde kunne smide bandagen igen om to dage højst” sagde hun. Hun kunne selvfølgelig bruge sine evner på at heale den men det gad hun ikke bruge energi på. Hun smuttede om bag skrivebordet ”Må jeg ikke nok fjerne Deres hovedpine” sagde hun bedende. Det kunne vel ikke skade ham hvis hun gjorde det så hvorfor ikke slippe af med smerterne uden at få noget til gengæld.