Tiden gik langsomt i Shrades mørke celle. Hvert sekund passerede forbi som en dødsdom, der samlede sig sammen med de andre over hans hoved. Der ventede de på at de blev nok til at kunne knuse ham med deres vægt alene. De lagde sig på hans ryg og han skuldre, og ventede som millioner af små sten på hans skæbnedag, hvor hans kamp ikke længere var gyldig. ”Ikke endnu,” svor han for sig selv. ”Ikke endnu.”
Roligt lagde han den afstumpede hånd på dørens kolde metal. Han kunne ikke se meget, for hans fangevogtere havde tvunget en sæk over hans hoved, og han havde intet ønske om at fjerne den. Uden hans visir var sækken det eneste, der beskyttede ham mod omverdenen, og han regnede aldrig med at han skulle se den dag, hvor han selv tog masken af. Det var slet ikke hans ansigt det handlede om længere. Masken var et symbol på hvad han var blevet. Den fortalte en epoke om den dag han var gået fra at være Shrade, til at være et våben.
”Et våben for hvad?” Overvejede han kort. Det havde aldrig handlet om at kæmpe for hans vedkommende. Heller ej hans egen overlevelse. Da han havde haft sit liv på gaden, havde det altid handlet om hende, og i hendes selskab havde der aldrig været sådan spørgsmål. Han havde bare været, og hver dag var gået hver for sig. Nu var det alligevel for sent, og det gjorde ikke længere nogen forskel. Det handlede ikke om hvad han kæmpede for, nu handlede det bare om at han kæmpede, resten ville nok komme af sig selv senere. Alting var bedre end at rådne op i det her hul.

Gennem metallet kunne han mærke dets puls, svag og delikat. Den kæmpede sig igennem det statiske objekt som ukrudt mellem fliser; det var ligeså uforudsigeligt og smukt. Han holdt op med at mærke med fingrene, og begyndte i stedet at lytte. Metallet løb som en diskret vejrtrækning af en mand, presset med en sværdspids. Det havde en misforstået lyd af fatalitet. Dødelighed var den eneste garanti i livet, og således var jern en profet; den belærte de kortlivede om dets trange rejse, og mindede os om at der for enden kun ventede død.
I stedet for at lytte, begyndte han at være. Han lod pulsen rejse til de mindste dele af sin hjerne, og følte hjertet falde i takt med dets slag. I sansningens verden ophørte der med at være en dør foran ham, og i stedet kom der en profeti. Tynde metaltråde strakte sig fra indersiden af døren, og snoede som omkring hans afkortede fingerspidser. De snoede sig omkring hans nøgne overkrop, og fandt vej til hans manglende fod. Nænsomt begyndte de at genskabe det som var blevet taget fra ham; hans rustning og personlighed.

Lyden af to sæt gående fødder nåede ham i hans celle, endnu inden klingerne på hans hænder var komplette. De standsede ude foran hans dør og begyndte at tale til hinanden.
”Du skal næsten se ham her!” sagde den ene til den anden, ”han havde en underlig rustning over hele kroppen, men da endelig korporalen fik hans hjelm fjernet, hev han en sæk over hovedet på ham!”
Den anden mand lo en venlig latter. ”Er hans ansigt virkelig så grimt?” Spurgte han høfligt, for at holde samtalen kørende.
”Det kan du tro! I alle mine år har jeg næppe set noget meget grimmere!” Han begyndte at fumle med låsene og Shrade satte sig klar på den anden side af døren. Hans kunstige fod var endnu ikke helt formet, men den ville støtte hans vægt fint nok indtil videre.
”Nu skal du bare se!” Pludseligt svingede han døren åben, men på den anden side sad han blot på hug, med sækken stadig trukket over hovedet. Ved synet af dette skulle den anden af vagterne til at lave en hånlig kommentar, da han opdagede de halvt formede sværdklinger for enden af hver fingerstump.
”Slå alarme-” var alt han nåede at sige, før Shrade sprang på ham og væltede ham på jorden. Det tog midlertidigt ikke lang tid for den første kom over den umiddelbare forskrækkelse, og sparkede Shrade hårdt i siden, mens flere af Shrades slag gik rent ind på den liggende vagt. Sparket var dog ikke nok til at få Shrade væk, og Shrade løftede en klingebesat hånd med den intention at brække mandens knogler. Shrades korte fokus skift gav den liggende mand tid nok til at overveje sine muligheder, og han lagde hurtigt begge håndflader på Shrades overkrop, hvorefter en stærk strøm løb gennem ham. Shrade skreg af smerte, og rullede om på gulvet med kraftige krampetrækninger. Manden, hvis næse var blevet brækket af Shrades slag, gik over til ham, og lod endnu en gang strøm løbe gennem hans krop, mens han sammenbidt sagde nogle vrede ord.
Shrades skrig var det eneste, der brød stilheden i gangen, hvor alle fanger for blevet stille; først med håb, dernæst på grund af et brændende ønske om ikke at blive udsat for samme behandling.

Isis vågnede langsomt ved lyden af stemmer, hvad var det de sagde? Først troede hun at det var hende de snakkede om, hendes udseene havde tydeligvis skræmt flere end fasineret, men det gik hurtigt op for hende, at det ikke var hende der var tale om, men en af de andre fanger. Hun krabbede langsomt hen til det lille hul der var i døren, mens hun betragtede de to vagter, der var ved at åbne en af de andre celler.
Dog var udfaldet tydeligvis uventet af de to vagter, som blev overrumplet af den ene fange, Isis blev tydeligvis lige så forskrækket som vagterne men nøjes med at give et lille gisp fra sig.
Hun spærrede øjnene op da hun så hvordan fangen kæmpede imod, hun havde mest af slt lyst til at hamre på døren og få hans hjælp til at slippe væk fra dette gudsforladte sted, men hun måtte slukørret se på mens fangen endnu engang blev overrumplet af de to vagter.
kort knyttede hun arrigt den ene hånd, det kunne ikke være meningen!
Langsomt begyndte hun at danne et isskjold over Sharde (?) nok havde vagterne beskyttelse overfor hendes magi når hun brugte den offensivt, men havde de overhovedet tænkt på, at den ligeledes kunne bruges defensivt?

[Jeg beklager det forsinkede svar, jeg har haft bøvl med internettet]

(Det er helt i orden (: )
Hver en muskel i hans krop skreg med smerten fra stødene, der var så dominerende at han ikke lagde mærke til at han ikke længere fik stød. Med krampagtige bevægelser forsøgte han at få sine muskler til at slappe af, da det føltes som om at de hver især kunne flå sig fra hans knogler og frarøve ham hans mobilitet. Det ville han ikke lade ske, ligegyldigt hvor mange kræftanstrengelser eller knuder han måtte slå på sit sind. Det var allerede knudret nok til at det ikke gjorde en forskel.
Langsomt gik det op for ham at smerten trak sig tilbage, og han åbnede øjnene pludseligt. Han ville have været i stand til at se ud gennem de to huller i sækken, men hans syn var sløret, og hans næsebor var fyldt med den harske lugt af brændt kød, der hang så kraftigt i luften at den var ved at kvæle ham. Af desperation lykkedes det ham at tage et kraftigt åndedræt, og han mærkede hurtigt verden vende tilbage til ham med alle dens kvalmende farver. At fangekælderen var et ubeskriveligt farveløst sted hjalp en smule, men det var stadig overvældende.
Det første han lagde mærke til da han havde fået bevægeligheden tilbage, var at det underligt nok var koldt. Han kiggede på manden der tidligere havde sat strøm til ham, men nu sad forundret og kiggede på islaget, der beskyttede Shrade fra hans kræfter. Den tilbageværende smerte blev langsomt til vrede, der gik ham så dybt som til sjælens rødder. Hans gejst dirrede af harme, og denne vrede resonerede med metallet omkring ham. Frem og tilbage blev vreden projiceret, til den havde udviklet sig til et punkt hvor den måtte have afløb. Samtidigt med at han hævede sin stemme til et brøl, skreg alt metallet omkring ham med af medlidenhed. Hver en dør og hvert et våben brummede i hver sin høje skærende frekvens, og dannede en lyd der næsten var kraftigere end det menneskelige øre kunne opfatte. Det var som et poltergejsts døende skrig, og længe efter at den var forsvundet, efterlod den indtrykket af et ord, der senere var blevet til hans navn. ’Shrade’. Jernets stemme.
På et øjeblik blev de ufærdige knivsblade på hans højre hånd skærpede. Han havde ikke længere bevidst kontrol over hvad han lavede, men arbejdede stadig aktivt, som den eneste spiller i et avanceret spil. Han kanaliserede al sin vrede i sine kunstige fingerspidser, og svingede armen ud mod vagten, der nu holdt begge hænder for sine øre i en smertefuld kamp for sin hørelse. Knivene anerkendte ikke hans beklædning som værdige mål, og skar først gennem et lag af stof, dernæst læder og til sidst hud. Da Shrade var færdig, havde han trukket fire lange blødende sår over mandens brystkasse.

Efter at have oplevet hvad han lige havde, vendte den anden vagt sig hurtigt omkring og løb væk. Måske havde han tænkt sig at komme med forstærkning, hvis da ikke hele stationen var blevet alarmeret af larmen. I hvert fald havde Shrade nu tid til overskud. Han rejste sig besværet op, og tog sin tid til at få samlet sine tanker. Den sårede mand blev liggende op af den mur han var faldet ved. Hvor var det nu udgangen var henne?

Isis sad lamslået i sin lille celle og fulgte med i dramaet ude på gangen, hun spærrede øjnene op da hun så hvordan Sharde fik klaret at såre, eller sågar slå den ene vagt ihjel, mens den anden stak halen mellem benene som en anden kryster. Et øjeblik stod alting stille for hende, før det gik op for hende, at denne mand eventuelt kunne blive hendes redning, og vej ud!
Hurtigt gav hun sig ihærdigt til at hamre på den tunge metaldør med en flad hånd, som endnu var øm efter dagens eller nattens behandling, hun vidste det egentligt ikke selv, timerne flød sammen, så hun havde ingen ide om hvor længe hun havde siddet inde i cellen, eller for den sags skyld, hvor længe hun havde befundet sig dette gudsforladte sted. "Luk mig ud!" råbte hun af sine lungers fulde kræft, mens hun stirrede overmod Sharde i håb om at kan kunne opfylde hendes ønske og lukke hende ud.
Bare han dog ikke selv havde for travlt med at redde skindet, nu havde hun trods hjulpet ham, lidt i hvert fald.

Han kiggede ned på sin stadigt ufuldendte fod. Selvom det var en præstation vel over hvad nogen smed ville kunne lave, ville den ikke få ham langt; selve foden manglede stadig. Det bedste han kunne få var et forkortet træben han ville kunne støtte sig på. Udmattet trak han en indånding. Hvis bare han havde haft lidt længere tid til at arbejde, så var det måske gået anderledes. Hvis det ikke havde taget ham så længe at vågne op fra sin bevidstløse tilstand, kunne han være fri nu. Opgivende lod han sin pande hvile med gulvet, hvorefter han skubbede sig op på benene. Hvis de fangede ham nu var der ingen tvivl om at de ville få ham hængt, hvis ikke for mordet på manden, så for at have såret et medlem af det statslige fakultet. Hellere møde dem med åben pande end med ansigtet i jorden.
Just som han begyndte at kunne høre skridt og råb fra et sted over dem, hørte han en stemme bag sig. Han havde allerede givet op, og var forberedt på at skulle forsøge at kæmpe sig ud af situationen, men lyden af hendes stemme havde mindet ham om de omkringliggende fængselsceller. Hvis han lukkede sig inde i en af dem, kunne det være at de troede han var løbet, og måske bruge tid nok på deres undersøgelse til at han kunne færdiggøre sin fod. Hastigt humpede han over til stedet hvor stemmen var kommet fra, men takket være manglende manøvredygtighed faldt han fremover det sidste stykke, men greb fat i kanten af hendes lille indkigsvindue tids nok til at blive stående (ja, sådan et er der nu!). Efter at have hevet sig op, kiggede han ind til hende med øjne, der hastigt ransage rummet for alt brugbart. Det eneste metal var stadig af døren, så der ville ikke være nok til en ordentlig rustning. Først efter at havde kigget rummet igennem så han Isis, hvilket han senere fandt underligt hendes taget i betragtning hvor iøjefaldende hun var. Han genkendte hende hurtigt på hendes horn og det blålige udseende, men han kunne ikke sætte finger på hvem hun var eller hvor han havde mødt hende før. Uden at sige et ord, lod han sin hånd glide ned til låsen, der klikkede åben med en dæmpet lyd.
Inden Isis ville kunne nå at åbne døren, gjorde han det selv og skyndt sig ind i rummet, hvor han lukkede døren efter sig, og ødelagde låsen. Dette ville give ham mere tid til at arbejde. ”Vær stille,” sagde han med en bønfaldende stemme, der samtidigt krævede autoritær adlydelse (nej, adlydelse er ikke et ord.. yet…) Shrade pressede sig op i det hjørne af rummet, der var tættest på døren, hvor han lagde en hånd på metallet og koncentrerede sig om at synkronisere sin puls med metallets. Langsomt begyndte trevler af metal af rejse sig fra døren, og slange sig i en sammenhængende bane til hans kunstige fod, hvor den begyndte at samle sig omkring de manglende dele. Hvis hun havde et skarpt nattesyn, hvilket hun nok havde taget i betragtning at hun boede på havets bund, ville hun kunne se strimlerne blive massive efter at de havde fundet deres plads.
Efter kort tid kom lyden af stemmer nærmere udenfor døren. Nogle af dem fortsatte forbi deres celle, mens andre begyndte at snakke dæmpet med hinanden forskellige steder på gangen ikke så langt fra dem.

Isis jublede idet hun så at han tog initiativ til at komme mod hendes celle, hun skulle ikke være mange minutter om at finde ud af det rådne fængsel når frøst døren var åben. Dog så hun lynhurtigt at mandens tilstand ikke var optimal, og så på ham med et nervøst blik da han væltede imod hendes celledør, hun havde ikke i sinde at spørge 'er du okay?', for det var da tydeligt for enhver, at det var det sidste han var.
Da han åbnede døren tog hun hurtigt tilløb til at styrte ud, men han kom hende i forkøbet og nåede ind i cellen. Hun sank en klump mens hun betragtede hans krop, han havde tilsyneladene været ude for samme omgang som hende selv, de små svin havde bare ikke haft bamhjertighed nok til at helbrede ham, på samme måde som de havde helbredt hende.
Hun knyttede hænderne ved tanken om smerten når man langsomt fik skåret fingrene af, bid for bid, og hos manden der lå ved siden af hende, var de sågar begyndt på fødderne ligeså. Han havde sikkert været mere udholdende end hende, og ikke besvimet, ikke i første omgang.
Da han havde lukket celledøren og tysset på hende, forstod hun med det samme hvorfor, hun lænede modløst ryggen mod væggen og lod sig synke ned på gulvet overfor Sharde, hun kunne ikke holde ud at være i cellen længere, men det blev de tilsyneladende nødt til. Bare den rædsomme mandsperson ikke kom og hentede hende til en ny omgang tortur, ikke før hun fik mulighed for at stikke af.
Hun var selv kun indhyldet i det lagn som på et tidspunkt havde været hvidt, nu var der store sorte plamager af hendes eget størknede blod.
Hun rømmede sig kort, og så så spørgende over mod Sharde, hvad havde han tænkt sig? På trods af cellens mørke var hun i stand til at se alting, hun var fra dybhavsfolket der levede på bunden af havet, hvor solen til tider ikke skindede og havde sanser derefter, hun kiggede fasineret på mans mandens krop regenererede, dog uden at sige noget, vagterne var for tæt på

Efter at der var gået et ukendt stykke tid, var vagterne faldt mere til ro, dog uden at de turde forlade området hvor Shrade sidst var blevet set. I hvert fald ikke før han var blevet fundet, for selvom det var mere sandsynligt at han var løbet, havde de set intet spor af ham på etagen over, og vagtstuen lå for enden af opgangen til fangekælderen. Ved opgangen havde de sat nogle magiske alarmer så selv ikke en usynlig ville kunne slippe uset forbi. Dette vidste Shrade allerede i forvejen, medmindre de havde ændret det siden han var der sidst, og det var der umiddelbart ingen grund til at gøre. Efter et flugtforsøg holdt du op med at prøve.
Han tog en rolig indånding da arbejdet på foden var færdigt. Den var nu massiv, og dens led sad bevægeligt på hinanden, så den næsten kunne bruges som en normal fod. De eneste ulemper var faktisk at han havde svært ved at hoppe, da ledet der koblede hans fod sammen med resterne af benet ville flå hans hud i stykker når han ramte jorden, og så kunne han ikke sparke, for der var ingen garanti for at foden ville bøje den rigtige vej. Alligevel havde han levet så længe med sin gamle fod, at den var blevet ham et kærere eje end hans rustning, da foden mere var en del af ham end resten af hans metal. Han havde brugt det så længe at det fyldte ham med vrede at den var blevet fjernet; han vidste at han aldrig ville få den tilbage igen. Det gjorde alligevel ingen forskel. En fattig mand kan ikke tillade sig at få præferencer, specielt ikke i en verden hvor materialisme er en svaghed.
Efter at have ladet kløerne på hver hånd vokse ud til deres fulde længde af omkring tredive centimeter, lagde han nænsomt sin højre håndflade midt på døren. Der ville ikke gå længe før at vagterne begyndte at tjekke i hver celle, og når de begyndte på det ville han være klar. Han drejede hovedet og nikkede til Isis, men om sækken over hans hoved begrænsede hans bevægelser til et punkt hvor hun ikke kunne se hvad han gjorde, vidste han ikke.

Rigtigt nok gik der ikke længe for en vagts ansigt kom til syne gennem det lille hul, og han kiggede på Isis. Shrade var stadig lidt længere væk fra hans synsfelt, så der ville gå et stykke tid før han lagde mærke til Shrade. Og det var det øjeblik han ventede på. Han lyttede som en jæger på sit byttedyrs hastige indånding. Det var den indånding der signalerede at han snart ville sige noget højt, men for de fleste var det også den sidste indånding de tog. Shrade gættede på at det var en kropslig refleks at tage en dyb indånding og holde vejret ved udsigten til uoverkommelig smerte, eller måske var det for at have mere luft mens de tog skade. Det gjorde ingen forskel her, for da Shrade trak sin højre hånd tilbage, rettede fingrene ind mod døren og stak alle fem klinger gennem metallet som havde det bare været træ. Alligevel var det en kraftpræstation der fik musklerne til at stå frem på hans arm, og en smule sved på hans pande.
Vagten blev stille og rallede lidt, og da Shrade trak armen til sig faldt ham om på gulvet. Hurtigt løb enden en vagt over for at se hvad der var sket, men i mellemtiden havde Shrade svækket dørens hængsler. Han gik lidt tilbage og kiggede på Isis med et blik, der opfordrede hende til at hjælpe ham med at slå døren ned over den anden vagt.

Isis sad som forstenet de første minutter, hun kunne slet ikke overskie situationen, under vand ville sager som denne aldrig finde sted, og slet ikke med den uretfærdighed som denne sag var blevet behandlet med. Til sidst vandrede hun hen til døren og kiggede igen ud på gangen, denne gang var der en vagt der gik forbi, før han vendte hovedet og stirrede lige ind i øjnene på Isis, hun kunne mærke hvordan hendes indre frøs til is, havde han opdaget at Sharde var i cellen sammen med hende? I få sekundter kunne hun ikke få luft, det var som nervøsiteten strammede sig sammen om livet på hende, som et korset, der ikke var til at åbne, men pludselig forsvand livet fra vagtens øjne, og hans krop gav et hult klask da den ramlede mod jorden.
Det var først der, at Isis forstod hvad der var sket, hun sendte manden et hurtigt blik, han var ikke til at forstå med en sæk over hovedet, hvorfor han ikke havde taget den af var hende endnu en gåde.
"Har du bare tænkt dig at vi skal myrde alle sammen?" hviskede hun måbende, og håbede på at få ét eller andet ud af ham, på den anden side, hvis det var den slags tortur man skulle gennemgå dagligt herinde, så længe man ikke skrev under på sin såkaldte 'forbrydelse', var hun næsten parat til det, selvom hun ikke var den morderiske type.
HUn gav et kort suk fra sig, og gned sig kort i øjnene, før hun sendte manden et sigende blik, og hamrede mod døren, der væltede ned over den anden vagt der nu var kommet helt tæt på døren, og tydligvis ikke var bange af sig. Det skulle han ikke have gjort, Isis kunne høre hvordan knoglerne gav efter for både hendes, Shardes og dørens vægt der hamrede ned over ham.
"Okay..." sagde hun smånervøst og så rundt på gangen "hvad gør vi nu?"

Shrade mærkede tydeligt kraften fra sammenstødet i sin skulder, men bemærkede behaget hvordan døren gav efter for deres samlede vægt. Hvis han havde taget fejl med henhold til hængslernes styrke, eller hvis de var blevet forstærket siden sidste gang han prøvede en lignende handling, ville det være gået ud over dem begge. Først og fremmest havde de ikke kunnet tage den sidste vagt ud af spillet, og deres skuldre havde sandsynligvis også taget alvorlig skade. Heldigvis gav døren sig først, og så var alle tanker omkring hvordan det kunne være hændt overflødige spild af tid. Nu var det sket sådan, og intet kunne ændre på det.
Hendes første spørgsmål kørte stadig rundt i hans tanker mens døren faldt ned over vagten. Naturligvis var det ikke hans plan at myrde alle, det havde tilmed aldrig været hans plan at myrde nogen. Men var mord virkelig hvad han havde gang i? Han forsvarede vel bare sig selv, både på et fysisk og mentalt niveau. Hvorfor skulle han ikke have lov til at gøre hvad han gjorde mod mænd, der hver dag stod op vidende af dette kunne være konsekvensen af deres arbejde? I denne forstand var livet et spil, hvor kun den mest erfarne spiller kunne slippe ud med livet. Var det virkeligt hans ansvar at han var den bedste spiller?

Kort tid efter at han havde mærket vægten knuse mandens knogler under dem, rejste han sig op og kiggede omkring. Det tog ham ikke længe at genvinde sin orientering, eftersom han havde set stedet så mange gange før. ”De to er ikke døde endnu, men jeg gør hvad jeg gør. Hvis du ikke syntes om det kan du gå tilbage i din celle eller prøve at finde din egen vej ud.” Han havde ikke meget tålmodighed i sin stemme, da han vidste at de ikke havde tid til at diskutere hvor de stod nu. Snart ville nogen, der havde hørt lyden af den faldende dør, komme for at tjekke hvad der var sket, og så ville de finde dem. Det galt om at handle nu, og handle hurtigt.
Han begyndte at bevæge sig mod den ene ende af gangen med faste skridt, der på ingen måde afslørede at hans ene fod var kunstig, da han havde erfaring nok med at gå med sådan en fod til at kunne kaldes ekspert. Hvert andet af hans skridt var dog efterfulgt af den hule lyd af metal mod sten. Efter at have gået et stykke tid, stoppede han foran en dør, og kiggede ned af gangen. Efter at have stået lidt sådan, kiggede han ind af dørens gitter og konstaterede at cellen var tom. Mens han vendte sig om mod dem, svingede den lydløst åben foran ham, og han gik ind i cellens delvise mørke.
Cellen lignede de andre celler mere eller mindre, den eneste forskel var at der på væggene var skraveret komplekse mønstre. Nederst på væggene kørte der flere rækker af lodrette streger. Stregerne var trukket hele vejen rundt, og hver gang de kom tilbage til hvor de startede, fortsatte de på et øvre lag. Her knælede Shrade og lagde hånden på gulvet.

Isis så irriteret på Sharde og skulle lige til at protestere, men hun måtte nok indrømme at han havde ret og fulgte med uden at gøre videre problemer. Hun fulgte hurtigt efter ham, men havde en del problemer med at følge med, og elegant kunne man ikke ligefrem kalde hendes fremtreden. Isis havde endnu ikke lært at gebærde sig fuldkommen på sine menneskeben, og nu hvor hun ikke havde vingerne til at balancere med, var det bare blevet endnu svære.
Kort sagt kunne man vel sige, at Isis larmede for dem begge to, hun var dog heldigvis ikke lavet af metal, og havde derfor ikke så vil en afsløringsfaktor, da det bare var hud mod sten, hver gang hun snublede, eller ramlede ind i en af de mange stenvægge.
Isis stoppede hurtigt op da hun så alle tegnene på væggene i den nye celle, hun kendte dem ikke rigtigt, men kiggede spørgende på Sharde i stedet "Hvad er det på væggen?" hviskede hun nysgerrigt og pegede mens hun prikkede sig på skulderen, teknisk set vidste hun det ikke, hele menneskets kultur forekom hende endnu underligt "Og ... hvad laver vi overhovedet herinde?"

Han værdigede hende ikke et blik. Det var ikke fordi han mente at hans blik var for dyrebart til at falde på hendes skikkelse, tværtimod; han havde lært at man ikke burde binde sig til noget eller nogen, og at se på en anden skikkelse var en ting mere dyrebar end man skulle tro. Verden var et koldt sted, og liv var skrøbeligt. I den sidste ende var det kun de stærkeste der overlevede, og selvom mange venner kunne danne en stærk kæde, var kæden kun så stærk som sit svageste led. Hvis man ville nogen noget, måtte man selv kunne udrette hvad man forsøgte. Andre var bare en klods om benet.
Han havde tænkt sig at be hende om at forsvinde, så snart de var kommet ud. Hvorfor han ikke bare efterlod hende til sin skæbne herinde, var han ikke helt klar over. Måske var det fordi han havde prøvet det hele før, og vidste hvordan det ville blive for hende. Måske havde han bare brug for at nogen skulle stille ham nogle spørgsmål så han havde en grund til at tage stilling. Han rystede kort på hovedet. Sådan tanker fik han intet ud af; nuet var hvad det var, og intet væld af alternativer kunne ændre på det.
”Min gamle celle,” sagde han ligeglad. Så længe han ikke kendte hende mere end han gjorde, havde han intet ansvar for at belære hende om hvem han var, eller hvorfor han gjorde som han gjorde. Hun måtte bare følge efter hvis hun kunne holde trit. ”Vi stikker af.”

Hans ene hånd var stadig placeret med håndfladen mod gulvet. Efter et øjebliks stilhed begyndte en flise at skille sig ud fra den ellers monotone stenoverflade. Langsomt blev denne flise løftet op, og da den kom over det generelle gulv niveau, kunne man se at den blev løftet af fire tynde søjler af metal, der ikke var meget mere end fire centimeter i diameter. Under flisen var der et hul, hvorfra der intet lys kom.
Da flisen var steget til en tilstrækkelig højde lod Shrade sig falde ned i hullet uden yderligere ord, og kort derefter begyndte flisen at bevæge sig ned igen. Hvis Isis ønskede at komme med, måtte hun skynde sig gennem hullet før flisen satte sig på plads igen og skjulte udvejen.

Isis kiggede spørgende på Sharde, havde han virkelig været her så længe? Hun ville ikke have nogen idé om at det var ham hun var blevet bortført sammen med, selvom hun kunne se hans ansigt, bedøvelsen havde pænt taget livet af alle hendes minder fra den aften!
"Hvor længe har du været her?" spurge hun en smugle fraværende mens hun kiggede rundt på de mange inskriptioner, mens hun uroligt men ubevidst trippede for at komme væk, der ville ikke gå mange øjeblikke før at de ville blive fundet, og hun ville sikkert blive slebt tilbage til ham den lede satan der havde tortureret hende til hun simpelthen var dejset om af smerte.
hun sank en klump ved tanken, da det i det samme gik op for hende at Sharde var smuttet "Hov vent!" næsten råbte hun før hun sprang ned i hullet i sidste sekund. Da hun usikkert landede på de to menneskeben mærkede hun en skrigende smerte i hovedbunden, hun gav et hvæs fra sig da hun opdagede at den tunge flise havde lukket sig om en ordentlig tot hår. Hun så hurtigt efter Sharde mens hun panisk prøvede at løfte stenen, men der skulle vidst en speciel teknik til "Hjælp!" sagde hun panisk med et uroligt blik i øjnene, han ville da ikke efterlade hende her, ville han?

De befandt sig i en udgravet tunnel, der cirka var en meter og halvfems i højden, og bred nok til at to personen kunne gå skulder mod skulder. Tunnelen var spartansk og så ud til at være blevet gravet i hånden, eller med et meget groft værktøj. Der var ingen lyskilder nogen steder undervejs.
Da flisen lukkede til blev stedet de nu befandt sig nedsænket i komplet mørke. Selv med hendes utvivlsomt bedre syn var Shrade ikke sikker på at hun ville kunne se noget, men hvis det var tilfældet var de jo trods alt bare sat på lige vilkår. Alligevel kunne han høre i hendes stemme at hun var ved at blive panisk og han vendte sig om og gik lidt nærmere der hvor hun måtte være. Med en pædagogisk rolig stemme ikke så langt fra hendes ansigt sagde han: ”Tag det roligt, jeg har ikke lyst til at komme til at skære dig.” Han strakte den ene arm op til flisen, og følte sig omkring efter noget, der kunne havde sat sig fast eller på anden måde være gået galt, men det var vanskeligt i mørket. Mens han søgte slog det ham at han havde tid til at svare på hendes spørgsmål; ”Jeg har været her en gang før, for ikke så længe siden,” hvorefter han faldt tavs. Emnet var forståeligt nok ikke et han havde lyst til at gå i detaljer med. Efter et stykke tid konstaterede han med et tungt åndedræt at hullet var blevet lukket, så det var næppe nogle af hendes kropsdele der havde sat sig fast. ”Hvad er der galt?” egentligt burde han nok havde startet med at spørge om det, men det var for sent nu. Hvad der var sket var sket.

Isis kunne mærke panikken gribe om sig som en stor klam hånd, hun var vant til mørke, men det ørke var under havet, i hendes vandte element og hjem, og her var kun fugten, og ellers belragende mørkt. Sharde ville kunne se hendes gule øjne lyse svagt op i mørket. Dette var en funktion havfolket havde, for at skræmme større dyr under vandet, der havde set et godt måltid i en af dybhavsfolkene.
"Det er mit hår!" sagde hun med en dirrende stemme, hun måtte stå på tæer for at totten ikke blev revet ud af hendes hovedbund, da tunellen var væsentlig ´t dybere end først beregnet.
"Hvad er det her overhovedet for et sted?" spurgte hun, endnu med rystende stemme, hun ville holde fokus og ikke gå i totalt panik, hun måtte bare stole på at Sharde vidste hvad han havde gang i. Hurtigt lagde hun en kold hånd på hans ene skulder for bedre at holde balancen, som hun for øvrigt ikke havde meget af. "De folk er jo splitter ragende gale!" sagde hun måbende mens Sharde tilsyneladende prøvede at finde ud af hvad der var galt "de ville have mig til at skrive under på et mord .. som jeg slet ikke har begået!" fortsatte hun rystet, "Jeg har ikke engang været vidne til det!"

Shrades vægt forskød sig ikke det mindste da hun støttede sig på den, han blev blot stående fast som en søjle, uden at sige en lyd. Han turde ikke sige til hende at det var for risikabelt at løfte flisen igen. Han havde ikke lukket døren til sin celle efter sig, og vagterne kunne i øvrigt ikke være lang bag dem. Hvis han løftede flisen var der en chance for at den ville blive set, og så ville det ikke vare længe før de begge var taget til fange igen. Med et køligt åndedræt lod han bladet på sine knive slækkes, for at han ikke skulle komme til at skære hendes hovedbund eller øvrige hår i processen. Forsigtigt bevægede han sin hånd mod hendes hovedbund, da en for hurtig bevægelse kunne få ham spiddet på en af hendes horn. Hendes hoved var tættere på hans end han havde regnet med, og meget hurtigt støtte hans håndflade mod spidsen af et af hendes større horn. Med håndfladen mod benet (hvis det da er af ben) lod han sin hånd glide ned til hendes hovedbund, hvor han hurtigt fandt den spændte tot hår. ”Sidste gang jeg var her var det et sted de tog folk hen for at disciplinere dem. Tyve for det meste. Men meget har ændret sig fra dengang.” Det sidste sagde han med en ændret stemme rettet mere mod sig selv end hende. Der var en hentydning af megen vrede i hans passive stemme og fordums ærekærhed. Måske endda en smule stolthed var der at finde i denne knækkede stemme. Han lod hånden følge totten til stedet hvor den sad sammenklemt, og forsøgte at få en af sine knive sat i position til at skære. ”De anklagede mig for det samme. Jeg går ud fra at det var dig jeg så i gyden lige jeg blev taget?” Med en hurtig bevægelse blev hårene overskårne, og hendes fulde vægt vendte tilbage til hendes ben.

Isis faldt en smugle mere til ro da hun genvandt balancen ved hjlkp af Shardes ene skulder, at blive jagtet i sin menneskekrop var nok det værste hun vidste, da hun slet ikke kendte til den, og ligeledes at i vand kunne man stikke af alle veje som hjertet begærrede, på land var der kun højre og venstre, og så op, hvis man var så heldig om Isis og have vinger.
"Pas på!" sagde hun hurtigt da hun kunnne mærke han ramte hendes horn ikke fordi hun havde nogle følelser i hornene, men hun kunne mærke at han havde ramt det i kraniet, da det var dér de sad fast.
hun lyttede intenst til hvad han sagde, og åndede lettet op da hun mærkede hvordan hendes hår gav slip, og hun kunne stå på flad fod igen "Tak!" sagde hun og sendte ham et lille smil, selvom at han sikkert ikke kunne se det i mørket. Bare de ikke ville finde den blålillae tot der sad fastklemt mellem fliserne, så ville flugtvejen være opdaget, og de ville med sikkerhed have vagter i hælene med det samme, men det valgte hun ikke at nævne.
Hun så sig tænkende omkring, mens hun prøvede at huske den aften, det hele var sløret, det var samme dag hun var kommet op på land, var hun sikker på, bare om aftenen, hun bed sig i læben og skævede over på Sharde "Jeg må være ærlig og indrømme at jeg ikke kan huske så meget!" sagde hun bestemt, og kiggede nysgerrigt på manden, der var noget ved ham der dæmrede hos hende, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad præcis det var.

Han kunne mærke på hendes greb på hans skulder at hun havde genvundet balancen, og han tog roligt et skridt tilbage og vendte ryggen til hende. Forsigtigt strakte han sin arm ud for at føle vægen og få en fornemmelse af hvor han var. Selvom han ikke kunne se noget havde han været gennem tunnelen en gang før, og denne gang havde han en fod mere end sidste gang. Inden han begyndte at bevæge sig gryntede han et svar til hende, der lød som en blanding af et ’okay’, et ’det gør ikke noget’ og et ’jeg er egentligt lidt ligeglad’. Eksperimenterende satte han en fod foran, og i samme øjeblik kunne de høre lyden af fodtrin på gulvet over dem. Shrade håbede inderligt at totten ikke stak op på overfladen, men han kunne ikke tage nogen chancer. For et øjeblik siden ville han havde spurgt hende om hun kunne se, for i så fald ville hun have en meget lettere tur ud end ham. Han vidste hvor lang tunnelen var, og der ville gå et godt stykke tid før de ville se skyggen af sollys. Han rak højre hånd bagud og greb forsigtigt ud efter hende. Knivene på denne hånd var stadig uskarpe, men han ville kunne komme til at stikke hende i sin hast, hvilket i værste tilfælde kunne få hende til at råbe op og smerte eller overraskelse. Det var hans intention at hive hende fremad gennem tunnelen, men han vidste ikke hvad han ville få fat i med sin hånd, og måske var det endda en bedre idé hvis hun ledte ham ud.

Isis trak på skuldrene og begyndte langsomt at gå, hun kunne godt se vejen, faktisk uden problemer, men stoppede lige så hurtigt igen da hun hørte de hurtige fodtrin. Hun gav et lille gisp fra sig, og stirrede mod Sharde, mens hun hurtigt lagde en finger over læberne som tegn til at han skulle være stille, men det kunne han selvfølgelig ikke se.
Hun skævede op mod flisen idet han fik kantet sig forbi hende, og rakte ud after hende så de spidse klo-agtige fingre lavede tre sår på hendes ene arm, denne gang bed hun sig dog hårdt i læben for at holde mund. Hun kneb øjnene sammen mod ham, og nøjedes med at give et kvalt støn fra sig, før hun gik forbi ham, og greb ham om hans håndled, og begyndte at trække ham ud gennem tunnelen, heldigvis var flængerne ikke så dybe, at det ville blive et problem for hende, lige nu skulle hun bare ud derfra!

Overraskende nok var hun kommet betydeligt tættere på ham end han havde regnet, og han kunne svagt fornemme at han måtte havde skæret hende, og vidste han hverken hvor dybe sårene var eller hvor alvorlig hendes skade var. Han skulle lige til at hæve sin stemme, da det trods alt var hans skyld hvis hun var kommet til skade, da hun greb om hans håndled. Han blev ubenægteligt lettet. Efter et stykke tid hvor de havde bevæget sig med en hastighed, der indikerede at hun kunne se hvad hun lavede, løftede han stemmen: ”Kom du alvorligt til skade?” han ville være i stand til at stoppe blødningen midlertidigt, men da metal var en elendig bandage var det kun i den allernærmeste fremtid at det ville hjælpe. I hans stemme var der et meget svagt spor af noget, der både kunne forstås som bekymring og pligtfyldig skam. Så usynligt som han kunne gøre det knyttede han den anden hånd end den hun holdt. Først da de lange klinger prikkede fire huller i hans underarm tvang han sig selv til at slappe af.

Hun rystede på hovedet, igen ignorant for at han ikke kunne se hende, han ville efter kort tid kunne mærke en varm klistret masse der løb ned på hans hånd, blodet fra hendes sår var væsentligt tykkere end menneskeblod, da sår under vandet på den måde ville stoppe med at bløde hurtigere. Først da de var ca. 40 meter fra den løse flise tillod hun sig selv at snakke "Bare rolig, det er ikke så slemt som det kunne være!" sagde hun og kiggede mod ham, da hun med det samme fik øje på de sår han havde pådraget sig selv. "Hvad har du gang i?" hvislede hun og stoppede op, hvis vagterne havde set hendes blå hår var de nok kommet nu, ellers var flisen væsentligt sværere at flytte end først antaget. Hun kiggede ned på hans arm, før hun rev en strimmel af hendes kjole, som nu engang bare var et lagn, og bandt den forsigtigt om hans sår. "Og hold så op med den slags fjolleri!" sagde hun blidt, men bestemt, dette var bestemt et menneske med skrubler, det kunne alle se.
Hendes egne sår var så småt stoppet med at bløde, det havde dog efterladt hendes arm indhyllet i det sorte blod, men det tog hun sig ikke af. Hun greb hurtigt Sharde om hans raske arm, og begyndte igen at trække ham gennem mørket