Du er min når jeg vil det...
Hjertet sank i livet på hende, da han sagde de ord. "Er jeg?,, hun knytter hånden til en knytnæve, et tegn på hendes uendelige lange kamp med sig selv. Nej hun må ikke falde i! Hun må beherske sig, selvom Tarrak gav hende noget af en udfordring. Hun tænker sig om. Hvis hun nu lader ham blive i den tro om, at han har magten, selvom det vil betyde, at hun meget mod sin vilje måtte underkaste sig en anden, så ville hun måske, kun måske få noget af sin magt tilbage, som han så brutalt har frataget hende. Det vil blive hårdt, men det gør da en forskel, at han er høj, køn og magtfuld.
Damia stirrer trodsigt på Tarrak, ligger ikke skjul på, hvor meget hun hadede ham for det han har gjort. Hun siger ingenting, medens hun vejer for og imod, men hendes tørst efter en sejr driver hende fremad, og giver hende nyt håb.

Hendes fingerspidser kærtegner hans kind og følger halsens linier, indtil hånden finder hvile ved hans skulder.
"Jeg ejes af ingen, Tarrak, det må du se at få lært. Du kan ikke styre mig,, siger hun principfast og betragter ham indgående.

Tarrak smilede noget trodsigt over hendes tale, udfordrede hun ham nu igen? Han så ned på hende med et hårdt blik, hun skulle ikke blive kæk igen, han brød sig om det stadie hun var kommet ned på, hvor hun ikke var langt fra at trække sig i frygt " Er du nu sikker på det?" Spurgte han med en direkte tone og med øjne strålende af styrke og udfordring. Han greb hårdt om hendes arm med hans metalhånd? hans greb strammede allerede hårdt om hendes håndled for at ane et lille tegn på smerte fra hende.

Solen stod nu op over havets overflade og lyste op omkring dem. Solens stråler kærtegnede varmt Tarraks kind, på trods af tørklædet som dækkede hans ansigt. Med hans frie hånd tog han fat om stoffet og rev det åbent så stoffet rundt om hans hoved faldt ned langs hans skuldre.

"Hvis jeg ikke er sikker på det, ville jeg nu ikke havde sagt det. Jeg spilder ikke min tid på løgne,, lyder hendes isende kolde stemme. Det brutale greb om hendes håndled får hende til at tilføje, med en underdanig stemme, "Men jeg har endnu ikke vendt mig mod dig,, Men Damias flammende blik bliver ikke mildere, selv om hun gør et pinefuldt udtryk. Damia gisper og mærker hvordan hjertet banker hårdt mod hendes bryst.
Hun bryder sig ikke om at høre ham tale sådan - og hun ved, at hun må træde varsomt- men hun er blevet givet en lille dosis af triumf, og det har givet hende fornyet håb. Ikke det største håb, men bare en lille antydning af det. Et lille håb er bedre end intet håb.

Damia trykker sig ind mod ham og holder den frie hånd under hans hage, medens hun forsøger at vride den anden hånd ud af hans greb. "Nu må du ikke spolere den side af dig, som jeg har fået øjnene op for,, smigre hun og smiler charmerende til ham.

Han mødte hendes blik med en gengældende hård attityde, hun skulle ikke se at hun påvirkede ham. Han slap hendes hånd langtsomt med et smil på læben, intil videre havde han holdt sin del, og hun havde da kun givet ham godt igen. Han vidste dog aligevel at han kunne tage hvad han ville have, men lige nu, nød han bare spillet.
" Og hvilken side er det?" Spurgte han indgående, enelig nysgerrig.. Den side.. Tskk, han havde kun en side og det var den han levede ud.

Hans øjne målede hende med øjnene imponeret. Han elskede at se på hende, som sagt var hendes nærvær som en sejr i sig selv og med den kontrol han havde kunne det ikke være bedre. Han rettede på sin torso klæder, i håb om at de ikke ville blive ørelagt hvis han på et tidspunkt forvandlede sig. Hun var da noget af en særling, hun havde ikke mange valg hvad angik at vinde sin ære tilbage, det ville blive svært, ligefrem næsten umuligt.

Damia trækker hurtigt sin hånd til sig og holder ømt om den. Hun stirrer på Tarrak, håber på at han vil forveksle hendes frygt for vrede og lade det være ved det. Selvom han ikke ser ud til at forstå beskeden. Damia håber inderligt ikke, at han bemærker hvordan hendes åndedræt øges eller hvis han gør, så forhåbentlig vil han ikke se det som det rigtigt er. Frygt.
"Hvilken side?,, Damia lader hånden hvile på sit bryst og ser forbløffet op på ham, som om hun ikke troede sine egne øre.

Havet badet i morgensolens stråler, der lyste omgivelserne op i friske farver. Lidt efter lidt falder hendes hjerte til ro, fornuften indfinder sig, og hun begynder at koncentrere sig om sit kyndige arbejde. Hun er ikke parat til at give op, især ikke nu. Lyset bliver stærkere og stærkere og lyser det kønne ansigt op.
"Den magtfulde, lidenskabelige, blidere og herskende side af dig. I stedet for den barbariske, brutale og sindssyge side, som plejer at overskygge den mest fornuftige side. Jeg kan bedre se mulighederne og din mægtighed fra denne vinkel,, Damia ser lumsk på ham, hvorefter hun begynder at bakke væk fra ham, men slipper ikke øjenkontakten. "Det er det jeg kan lide. Det er det jeg vil have. En der har magt og kan finde ud af at bruge den. Ikke en, der spilder det bort på latterlige ting,, Hun vender ryggen til ham og går længere bort med vuggende hofter. Da hun er kommet tre spring fra ham sætter hun sig ned i sandet, uden at se på ham.

Tarrak havde ikke tænkt sig at stoppe samtalen her. Han gik hen imod hende med tunge skridt, en anelse træt grundet træningen. Da han nærmede sig hende drejde han cirkulært om hende så hun sad med fronten imod ham. Hans øjne udtrykte forbløffelse, overraskelse, trodsalt mente han ikke selv at han havde "andre side og da ikke en blød en" nej det hørte til de svage. Han satte sig på hug foran hende og fnøs nedgørende " Latterlige ting, såsom hvad, tøs!?" Spurgte han med en undren i stemmen, søgende efter svar, ivrigt, da hendes ord også var taget negativt op af ham. Latterlige ting, at dræbe, drikke og voldtage? det var da de eneste ting der gjorde hverdagen værd at leve, foruden æren som skulle holdes højt og stolt. Stammens omdømme og bedrifter var så det der kom i anden række, hvordan kunne det dog være latterligt?! Sydlændingerne var lidt specielle efter hans mening. Alt for bløde, svage.

Hans hånd blev forvandlet tilbage til kød og blod, da han satte sig, han magtede ikke at opretholde den smule koncentration der var behøvedet for at genere kraft til transformationen. Han skulle jo ikke bruge den forløbig, lod det til, og hælere mærke et velplaceret slag i fjendens kæbe, end ikke at kunne mærke noget. Nu måtte man vente og se hvad der skete, så han ventede på svar.

Damia ser op på Tarrak, hendes grønne øjne glitrer af selvsikkerhed. ”Det tror jeg allerede du ved,, nærmest hvisker hun hemmelighedsfuldt og et skævt, hånligt smil lægger sig om hendes læber.

Da Tarrak forvandler hans arm er det som om, at noget tungt og klamt forlader hendes krop. Var det frygten der forlod hende? Damia vover næsten ikke at prøve sit mod af, men da hun mærker et stød af energi ramme hende og strømme berusende fra maven og ud i alle lemmer, drister hun sig til at prøve det af.

Damia kravler truende hen til Tarrak, som en slange, der bugter sig i sandet. Hun rejser sig på sine knæ og ligger hænderne på Tarraks skuldre. Hun tilter hovedet let til siden og betragter ham med et brændende blik, der ville vække ubehag hos en hver anden person.

”Du tror du kan få hvem som helst og hvad som helst, men ikke alle bukker sig for dine harske maner,, Damia lader de silkebløde hænder glide nedover hans bryst, mave og arme(?) uden at slippe hans blik. Dette trick var som at stikke hovedet ind i løvens gab og håbe på, at den ikke ville lukke munden om en.

Tarrak løftede et øjenbryn i forundring da hun lagde hænderne på hans skuldre og kærtegnede hans overkrop. Til at starte med troede han at det var en eller anden form for angreb. Han fnyste ved hendes tale og så imod sandet, rystende på hovedet i første omgang men hendes blik fangede hans opmærksomhed, hendes blik drog hans øjne imod hendes, han smilede underholdt, det var første gang at hun faktisk havde noget der lignede et stærk blik, og en forførlighed, hvad andre fandt afskyelige og grimme kunne han finde meget betagende, såsom måden hun kikkede på ham, med foragt og had, men en gnist af lyst, aligevel med kontrol og selvtillid. Han lagde armen om hendes talje og pressede hende pludselig tæt på sig og så hende truende ind i øjnene prøvende endnu engang " Og er du nu sikker på det? Jeg tror ikke at jeg er helt med!" Sagde han fast og pressede fingrespidserne ind i siden på hende, stressende, for at få hende til at tænke hurtigt, der var en styrke i hende, som han gang på gang nød at bryde, han mindes synet af hende efter deres første møde, hvor han forlod hende, blødende og svag, det kunne godt blive til en gentagelse, det var det det bedste minde han havde fra syden indtil videre.

Damia holder vejret, da Tarrak trækker hende ind til sig. Hendes første instinkt ville havde været at flå sig ud af hans greb. For i hans arme føler hun sig fanget og skrøbelig, som det fineste porcelæn. Og af erfaring vidste hun, at han ikke var den type, man betroede sig sine dyrebareste ting til. Men hendes viljestyrke hviskede beroligende ord i hendes øre, og snart følte hun sig en smule mere tilpas. Nu er Damia klar over, at der er en kraftig spænding i luften omkring dem, og de står nærmest i brand.

"Har de da virket på mig?,, mumler hun mellem sammenbidte tænder.
Damia vedholder stædigt sit mod, drister sig til at møde hans truende blik. De var stille for et øjeblik, kvinden vredet i ubehag over Tarrak og den pirrende fornemmelse i hendes side, men hun beherskede sig selv og viste ingen tegn på ubehag, manden bøjet over hende farlig og uforudsigelig som et uvejr. "Og du nyder det kun. Du nyder at møde en smule modstand. Kun en smule. Jeg har set hvad der sker, når du møder for meget modstand, så er det pludseligt ikke sjovt længere,, siger hun bestemt, og lader hendes læber strejfe tirrende hans(?)

Tarraks øjne beskuede hendes krop åbenlyst, og han undgik med vilje at se hende i øjnene, han ville ikke virke så interesseret. Aligevel lagde han hovedet på skrå og så ind i hendes grønne øjne med hans mørkegrå, og overdominerende blik. Han fnyste endnu engang og stejfede sin næse med en finger og skulle lige til at sige noget da hendes læber lokkende strejfede hans. Han smilede pludseligt ironisk " Jeg nyder ellers modstand, følelsen at flå en fjende levende og smagen af blod, jeg kan godt lide modstand, jeg kan bare ikke udstå flabethed!" sagde han med et nedgørende blik. Hans læber bevægede sig på normal vis men hans ord var af den ondeste slags, rammende og nedbrydende. Han styrede sin pisk lydløst imod hendes ankel hvor den langtsomt lagde sig låsende om hendes ben? Han ville ikke give hende megen plads, tog hun et skridt frem skulle hun ikke få lov til at tage et skridt tilbage. Samtidig lagde han armen om hendes lille nakke, hun var sammenlignet med Tarraks kropsbygning ikke andet end skind og ben. Han afventede hende bare, hvad hendes næste træk ville være var afgørende for hans handlinger, men ligemeget hvad skulle hun ikke få lov til at manipulere med ham, selvom at det netop var når man brugte kvindesmir at man kunne få Tarra til at tænke over ting og styre ham mod den vej man ønskede, der var så selvfølgelig hans søster som i sidste ende kunne få ham til alt. " Men jo jeg nyder da den lille modstand du har, der er bare ikke så meget, du er trodsalt kun en lille pige..." Sagde han konkludderende

Det var ikke så meget hans bidske tone som de nedgørende ord "det er bare ikke så meget, du er trods alt kun en pige", der fik Damia til stædigt at modsætte sig. Damia bider tænderne sammen og ser trodsigt op på ham. Hun borer sine negle ind i nakken på ham og svarer bisk: ”En pige hvis intelligens aldeles sikkert rækker længere end din. Jeg nedværdigere mig ikke til dine midler, fordi jeg kan få det jeg ønsker blot ved brug af min kvindelige charme, ja charme, noget som du i højeste grad mangler,, Ordene fløj bare ud af munden på hende, som en ustoppelig syndflod. Og da det går op for Damia, hvad hun lige har sagt, er det for sent. Hun kan mærke angsten stige op fra noget mørkt i hende.

Hvad har hun gang i? Hun må holde sig til sin plan. Hvad er hendes plan? Forføre fjenden, trække ham længere og længere ud i fjendtligt farvand, indtil et punkt, hvor han ikke vil have mulighed for at forsvare sig selv, som en kat i et hundekobbel. Og der, der ville hun knuse ham, som han havde knust hende. Hadet for ham brænder stadig som en umættelig ild.
Damias hjerte banker hårdt, fordi noget i Tarraks tilstedeværelse får hende til at føle sig tæt på kulde, fare og brutal magt. Damia føler nakkehårene rejse sig ved hans berøring og pisken om hendes ben. Hun er fanget. Fanget som en mus i en fælde.

Nej, hun må ikke lade ham få kontrol igen, for får han først magten tilbage, så vil hun aldrig kunne få succes med sin plan.

Damia svinger armene om hans hals og trygger sig tæt ind til ham. Hun smiler lumsk, ”Er det flabet af mig at gøre, det her…?” Damia gør et dristigt trick, og kysser ham på munden(?)

Tarraks øjne flakker idé hun sætter neglene i hans nakke, som snildt gennemtræger hans overfladiske hud. Han lader dog ikke til at kunne mærke det store. Han ser på hende og lytter til hendes ord, Intelligens,nedværdigere, midler, mange flotte ord han ikke helt forstod, men han forstod aligevel meningen af dem. Han førte sin pisk helt op af hendes venstre ben før at den strammede sig hårdt og satte sig fast, hun var som hun selv tænkte, helt fanget, løbe skulle hun ivertifald ikke overveje. Han slog ud med sit hår som var begyndt at falde ned over hans øjne og dermed skygge hans udsyn, og viftede lige de sidste hår hurtigt om bag ørene, alt sammen imens at hun stadig talte.

" Charme, hvad skal jeg dog i alverden bruge det til, det tilhører kun kvinder at gøre brug af det, sådanne midler behøver jeg ikke, det burde ingen mænd gøre!" Sagde han med en hård stemme. nu tog han armen en smule til sig, så hans hånd omsluttede hendes nakke, på den måde havde hun ikke mange muligheder for at manurere rundt. Hans pisks blade tvistede pludseligt så de skarpe sider vendte ind imod hendes lår, så hun blot ved en lille bevægelse ville blive skåret.

Da hun pludselig kyssede hende pressede han hende nærmere ham og gengav hårdt hendes lille trick, enden at han trak sig et lille stykke tilbage, den havde han ikke just set komme, han troede ikke på at hun var istand til noglesinde at have så tæt kontakt med sin voldtægtsmand, imponerende'? Han smilede så hans spidse tænder blev blottet " Flabet, neij tøs, ikke flabet, dumt. " Sagde han tungt. Hans hånd søgte op imod hendes hår som han tog hårdt fat i og rev bagover imens at han lagde munden hen til hendes øre? " Du er en kvinde, der formår at bruge nogle af sine evner, men du har lang vej endnu, Du er en nydelig kvinde, ikke hvad jeg er vant til der hvor jeg kommer fra, men du er lille og skræbelig, og tro ikke at du kan løbe om hjørner med mig, og fornærme min stamme, gøre nar af min søster og mig, og så tro at du kan få stillet dit begær, jeg tager hvad jeg behøver og har brug for, Og du var da også en herlig omgang, men jeg har ikke brug for dig længere tøs, så skulle det måske lige være hvis jeg har behov for at give min søster en lille gave, eller hvis jeg syntes at du er mere værd død."

Damia gengælder irriteret hans blik og svarer stridslysten: "Jeg tror ikke, jeg ved, at jeg kan snøre dig til enhver tid, og du vil ikke engang ligge mærke til det." Damia hæver sit blik og ser nedværdigende op på Tarrak. Hvor vover han at beskrive hende på sådanne maner? Hun er så meget bedre end ham, han er ingenting, hun er perfekt! Damia stryger arrigt en hårlok væk fra ansigtet.
Smerte skærer igennem hende, da han i en brutal bevægelse tvinger hendes hoved tilbage og piskens skarpe blade borer sig let ind i hendes fine hud, da hun i skræk forsøger at træde et skridt tilbage. Hurtigt griber hun om hans hænder, i et desperat forsøg på, at fri hendes hår fra ham. Hun knytter hænderne så hårdt, at neglene borer sig ind i håndfladerne, og blodet begynder at sive ud mellem hendes fingre.
Damia ser forvirret op på ham. Forsøger at finde hoved og ende i det han havde sagt, men kan ikke finde mening i det. ”Begær? Omgang? Hvad fabler du om?,, Damia tænker hårdt og længe. Pludselig bryder hun ud i en melodisk latter. En tid forgår før hun endelig behersker sig og siger småleende: ”Jeg tror du må havde forvekslet mig med en af dine mange kvinder, vi har aldrig, aldrig været sammen. Du har aldrig haft mig!,, lige så pludseligt som latteren var kommet, var den forsvundet igen, og hun ser op på ham med et iskoldt blik. ”Og jeg nærer ikke begær for dig, den eneste følelse jeg nærer for dig er had, og tro mig Tarrak, det er en meget stærk følelse!,, Hendes væmmelse og afsky for Tarrak er dybt forankret i hende.

Med hvert sekund, der gik forbi, for hvert ord hun sagde, følte hun en lille styrke strømmende tilbage. Men det er ikke nok. Hun orker ikke at stritte imod ham længere. Det betyder dog ikke, at hun bryder sig om det han gør, og det havde hun så sandelig også givet udtryk for. De svækkede tanker fylder hendes sind som et spindelvæv af tynde tråde. Fanget. Det er tråde af rædsel og underlegenhed, tråde af vrede.

”Jeg har aldrig og vil aldrig give efter for nogen mand! og jeg er ikke en gave!,,

Tarrak fnyser, had, det kendte han alt til, og had til ham havde mange, det var ham ikke uvant. Hans hånd klemmer fortsat hårdt om hendes hår uden nogle intensioner om at slippe. " Nej jeg gør ej, vores " omgang" nåede bare aldrig at udvikle sig, noget jeg er glad for. " Sagde Tarrak pludselig spydigt og spyttede i sandet ved deres side. Han greb hende om halsen og skubbede hende hårdt bagover, og hans pisk slap med det samme, dog ikke uden at efterlade et langt sår, hvis udfaldet lykkedes? Hans øjne skinder igennem af arrigskab. " Had mig, du skal være velkommen, men næste gang at jeg ser dig kvinde, bukker du under for en mand, og så bliver du en gave!" Råber han arrigt. Hans pulsåre blev meget tydelige da han hævede stemmen. Hans stemme havde en hård og gennemborende ryst. Han knækkede med nakken og vender ryggen til hende, og et lille smil viser sig på hans læber, det var første gang at han kunne udstå tanken om at tage brug af hende, i hendes forsvarsløse tilstand, men han havde hverken appetit eller humør til hende, hendes stædighed og trang til at genvinde selvtillid hele tiden var formeget for ham, var der noget han hadede var det vabalt modstand som ikke kunne afsluttes med en knyttet næve men som blev ved og ved. Hans overkrop havde efterhånden suget den pågældende sved tilbage, men de mikroskobiske sten sad stadig fast på hans overkrop og skindeben, hvor hans kild ikke dækkede.

”Så er vi to,, hvisker hun med sammenbidte tænder. Da Tarrak griber om hendes hals gisper hun forskrækket og tager hurtigt hendes hænder om hans håndled. I et desperat forøg på, at komme fri af hans magt kradser hun ham som en vild kat, så han får lange røde mærker langs hans arme.

Da han slipper hende og skubber hende med en voldsom styrke fra sig, river pisken hende langs benet. Triumf drøner gennem hende, men en pludselig kvalmende fornemmelse tvinger hende til at bøje sig. Damia giver et gisp fra sig, og blotter sine tænder i smerte. Hun har ikke tænkt på, hvor hun er blevet ramt og om det er fatalt, det er først da den svigende smerte imødekommer hende, at hun indser, at hun er blevet ramt. Pisken har lavet et fint snit langs benet, da Tarrak skubbede hende fra sig.

Damia står stærk, og prøver at forholde sig på benene og fortsætter med at stikke til ham: ”Du kender ikke til meningen af ’frygt’ - men så igen, du kender ikke meningen af mange ord,, siger hun spottende og sender onde blikke, som vil falde som knive mod hans ryg. Hvor vover han at påstå, at hun vil bukke under for nogen!

Forsigtigt ligger hun vægt på det sårede ben og bider stædigt smerten i sig, da hun forsøger at bakke bagud. Damia holder forsigtigt en hånd på såret og vakler, blodet føles varm mod den bare hud. En underlig kold fornemmelse stiger hende til hovedet, og til sidst falder hun ned på knæ.
”Du drømmer!,, siger hun resolut.

Tarraks usigende blik er vendt tilbage. Han mærker Damias negle der kræsser i hans arme, men ligemeget hjælper det hende, med hans hale mærker han ikke så meget. Han ligner en stenmur da hun falder til hjorden, men et lille smil ses på hans læber da han ser blødet der løber ned af hendes ben. " Tror du virkelig det?" spørg han og tager et skridt imod hende da hun falder på knæ. Hans øjne lyser op i det gule skær, og hans pisk farrer imod hendes skulder, i forsøget på at foresage et snit stort nok til at sætte hendes arm ud af spild, hvis smerten i sig selv ikke sætter hende helt ud af spil. Han ser ned imod hende og ler pludseligt " Meningen af ord.. Ord.. Ord kan ikke bruges til det store, tøs, handling er det er gir kontrollen, og ord er det eneste du har. " Han holder sig ikke på afstand, han anså hende ikke som en stor trudsel som hun ligger der, forsvarsløs uden skov til at redde hende. Han har allerede sat sig for hvad der skal ske, hun skal ikke dø, bare lide, for at fornærme stammen, hans søster og ham selv! For at være lige lidt for flabet, ellers havde han måske overvejet at behandle hende pænnere, især taget i betragning af hendes kvindelige charme. " Hvornår er du færdig med at gøre modstand?" Spørger han. Han havde ikke knækket hende, og den manglende frygt savnede han, det var sådan han ønskede at folk så på ham, med frygt og respekt i øjnene, som i norden, hvor mange skulle man slagte for at opnå sådan en status?

”Det kan jo komme an på en prøve,, tirrer hun, som en mus frister skæbnen ved at løbe om hjørner med en sulten kat. Damias flammende blik bliver ikke mildere, selv om hun gør et pinefuldt udtryk, da hun rykker på sit ben. Tarrak kommer nærmer. Rædslen stiger for hvert skridt han tager, og hjertet banker hårdt mod hendes bryst. Men på trods af hans beherskelse af pisken, er han ikke hurtig nok. Pludselig forsvinder hun ned i sandet, og stilheden falder som en død fugl. Pisken slår stærkt mod det hvide sand, som resulterer i, at sandkorn ryger op i luften og falder som regn. Vinden løber henover den varme strand og fejer det øverste lag sand bort fra den hvide overflade. Som en lille sandstorm løber den over stenene i vandkanten og fortsætter langt ned ad stranden.

Stilhed…

Pludselig dukker hun frem, så tæt på ham, at deres næsetippe næsten strejfer hinanden. En skarp genstand glimter i hendes hånd og i en adræt og præcis bevægelse støder hun kniven til Tarrak, i håb om, at den ville ramme ham i siden(?)

Tarrak vender hovedet fra side til side, hvor mon hun er? Pludselig kommer hun til syne foran ham. Hans øjne lyser guligt idé stikket indtræffer. Hans øjne stirer ind i hendes med en overlegenhed og et sådan overblik at en hver uden særlige kampegenskaber ville trække sig. Hun mærker hvordan kniven pludselig stoppede. En lille røg sky fløj op imellem dem og området hvor hun havde gjort udfaldet var blevet til metal, der hurtigt omsluttede resten af hans krop, i en kæmpe flamme " Er du sikker på at du vil prøve kræfter, lille pige`?" Spørg han nedværdigende. Hendes knivspids nåede at gennembore hans hud men ikke tids nok til at trænge dybt ind i siden på ham. Han griber ud efter hendes håndled med hans metaliske hænder, samtidig med at han svinger pisken imod hendes ryg, hun skulle ikke tro at hun kunne måle sig med ham igen. Han skærrede ondskabsfuldt tænder, og bare ventede på hendes smerteskrig da pisken ville ramme hendes ryg i et højt smæld. Hun skulle lide for hendes udtagelser, hvis ikke mere. Katah kunne få hende, det ville være det samme, lang tid ville hun ikke overleve, hvis hun ikke fandt andre måder at vinde eller undvige kampens skæbne på.

Det hele skete så hurtigt. Damia prøver at flygte, men der er så lidt rum, og før hun kan bevæge sig mere end nogle få centimeter, flammer steg op omkring Tarrak og en stærk hånd greb om hendes håndled. Forvredet i smerte stirrer hun ind i øjnene på sin grusomme fjende, hvis blik fryser hendes blod til is og får hendes nakkehår til at rejse sig. Hun er tæt nok på til at se, hver en lille detalje i hans ansigt. Han er ligeså nedværdigende, som hun er, men udgør en større trussel og har stor magt bag hans ord. Det var ikke bare tomme ord som hendes.

Damia snerrer og vrider sig, men lige meget hjælper det. Hans metalliske greb vil ikke slippe hende, og han er meget stærkere end hende.
"Slip mig dit...,, mere når hun ikke at sige, før et hjerteskærende skrig, der ville kunne flå hjerter ud på folk, lød fra Damias røde læber. Pisken ramte hende hårdt på ryggen og hun falder forover i armene på Tarrak. Hendes hænder klamrer sig desperat til Tarrak, samtidig med, at hun forsøger at beherske sig og samle sine tanker om flugt. Men smertebølgerne rammer hende hårdt og hele hendes krop ryster.
"Stop,, hvisker hun mellem gisp.

Tarraks øjne lyste af begejstring over hendes smerteskrig, hvad mere var fortjent? Han styrede pisken langt tilbage i sandet efter kolisionen, klar til endnu et brutalt slag. " Giv mig bare en god grund." Sagde han hårdt, med hans intetsigende attityde. Men pludselig blev pisken svunget igen da hans øjne lyste gulligt op. Hendes skrig var kun som god musik i hans øre, ligesom en kunstner stod og nød sit færdige mesterværk af et maleri så Tarrak på hende som var hun et resultat. Hans sorte, sylespidse hår havde lagt sig som små, spidse snore ned over ørene, og hans ansigtstræk var meget tydeligere i hans metal form. Han havde ingen medlidenhed med hende ligesom sidste gang, sidste gang havde han givet hende en chance, den havde hun spildt, og hun havde brudt alle grænser, man kunne bryde overfor en Kathroth.

" Giv mig en god grund, til at skåne en kvinde, der har formået at sætte mit temprament i kog utallige gange, plaget min søster og gjort nar af min stamme og mig, giv mig en grund tøs!?" Sagde han med arrigskab i stemmen, opstemt af hendes smerteskrig, til at fortsætte. Tarraks drivkraft var sejrens sødme, alkohol og kvinder, og var der noget han manglede i dette rige var det en sejr der betød noget for ham, og da hun havde været en torn i øjet for ham siden begyndelsen var hun den mest oplagte!