Ude af stand til at forklare, hvad det var, hun så i Handarks øjne, da han svarede hende, så Vanessa blot op på ham. Da hun mærkede sin hånd blive fjernet, blev hun en anelse stædig. Hun havde intet at tabe, tænkte hun, idet hun flyttede sig om foran ham, for ligesom at spærre vejen, hvis han pludselig skulle få lyst til at gå endnu et par skridt i det der efter hendes hoved bestemt var den forkerte retning. Hånden, der før lå på hans skulder, fandt nu vej op i hans nakke, hvor den denne gang fandt hjemsted med fingrene let begravet i hans hår. Usikker på sit næste træk strejfede Vanessa med blikket den andens læber. Hvad havde hun egentlig tænkt sig at gøre? Hvad havde han tænkt sig? Hun turde ikke tillægge Handarks umiddelbare tankestrømme nogen defineret betydning, da hun lige havde oplevet ham skifte fra rød til blå på sekunder.
”Så..,” endte hun med at svare, alvorligheden fra før forduftet fra den spinkle stemme. Nærmest drillende fortsatte hun: ”Har du tænkt dig at kysse mig igen, eller foretrækker du at gå?” Kort vædede hun sine læber. Man kunne fristes til at tro, at hun ville gøre sig så uimodståelig for ham som uligt. Der var noget spændende over det spil, der tydeliggjorde sig mere og mere imellem det. Ganske let gik Vanessa et halvt trin tættere på Handark, således at hun stod to centimeter fra at have sin krop klinet op imod hans. Deres åndedrag var det eneste, der brød stilhedens tyranni.

Stædigheden var tydelig at se i hendes grønne øjne, og trods al følelse der fortalte ham at han burde forlade stedet omgående, vakte der sig en underlig glæde i ham. Det charmerede ham; imponerede ham, som endnu en ting der ved den kvindelige krystallianer. Det at hun spærrede vejen for ham kom ikke som en overraskelse for ham, grundet stædigheden der prægede sig over hendes kropssprog. Han lod sig ikke provokere, ikke det mindste. Normalt ville dette have været den rigtige situation, da han sjældent lod sig presse. Dog var der noget helt andet over denne situation. Noget der lokkede ham.
Seende hvordan hendes hånd nærmede sig hans ansigt, fik hans øjne fra hendes. Han studerede den lille, yndefulde hånd; granskede den med rolige blikke. Han lukkede dem kortvarigt, følende hvordan den omfavnede hans nakkehår med en blidhed, han ikke havde følt meget længe. Han rynkede brynene, trak let på mundvigen der i få sekunder så ganske tvivlsomt ud. Denne opfattelse ændrede sig dog, da han åbnede øjnene. De klare, hav blå øjne, vendte sig imod hende med intensitet hvilende over sig. Trods roligheden, synes denne intensitet at overvælde udtrykket. Hendes ord fangede ham, fik al overvejelse om at forsvinde fra hende; fra lejligheden, til at fordufte. Det at hun nærmede sig ham så meget, som hun netop gjorde, gjorde ikke just sagen meget værre. Derimod bedre.
Han vendte blikket imod hendes læber, der var ham så nær. Han løftede sine hænder, lagde dem næsten omsorgsfuld omkring hendes hofter. Den enkelte lod sine fingre følge under hendes skjorte, mærkende den varme hud derunder. Disse fjernede sig dog efterfølgende diskret, for at lede sig om bag hendes ryg til hendes lænd. ,,Har jeg noget valg?” mumlede han, med det umærkelige smil på læben. Han lænede hans næse imod hendes, kyssede kortvarigt hendes læber, for derefter at placere et under hendes øreflip.

Allerede da manden overfor hende lukkede øjnene ved hendes berøring, var Vanessa klar over, at hun havde vundet. Hun bemærkede godt Handarks lettere tvivlende ansigtsudtryk, men allerede her kunne hun fornemme en determinisme i hans tanker, som ikke var at tage fejl af. Imidlertid betragtede Vanessa den andens ansigtstræk, de ganske let markerede kindben og den måde huden på kinderne vidnede om et liv i naturens nåde. Et kort øjeblik måtte hun virkelig beherske den nysgerrige side af sig selv for ikke at granske løs i den stakkels mands hoved efter hans inderste hemmeligheder og vigtigste minder, men hun fik i sidste ende styr på sit begær efter at vide, alt der var at vide, idét hun godt var klar over, at det ville være som at læse sidste side i en bog først, og så gå ud fra, at man havde regnet den ud. Sådan fungerede verden nu engang ikke; overhovedet ikke når det var romantik det handlede om.
Da Handark slog øjnene op igen var det et sæt yderst fascinerede øjne, der blev ramt af hans blå blik. Øjnene spærrede sig op da Vanessa følte den lette berøring pludselig ramte sine hofter, og endnu mere, da de nænsomme fingre ramte hendes blege hud. Det kunne godt være, at berøringen i sig selv var ganske simpel, men krystalisianeren tog sig selv i at holde vejret, da det stod på, for ikke at komme til at udstøde et lidt hæst, alt for afslørende suk.
Der var noget over den måde, han rørte ved hende på. En slags blid ivrighed, forsøgt maskeret som tilbageholdenhed. Hun kunne godt lide det, og de grønne øjne der funklede bemærkelsesværdigt i skæret fra de små petroleumslamper gjorde intet forsøg på at skjule dette faktum. Da den andens næse ramte hendes lyste Vanessas ansigt op i et smil. ”Nej,” svarede hun, så lavt at det nærmest var en hvisken. ”Ikke rigtig.” Hun nåede netop at udtale de sidste stavelser, før Handarks læber fangede hendes. Egentlig var hun indstillet på et noget længere kys, så hun skulle lige til at protestere, da læberne slap hinanden igen. Det kom hun dog aldrig til, da hun blev distraheret af det synesvist tilfældigt placerede kys, der gav hende kuldegysninger hele vejen ned ad ryggen. Hun tog det som en invitation til at mindske afstanden imellem dem yderligere, og tog sig den frihed at fjerne de sidste to centimeters afstand imellem deres kroppe. Samtidig frydede hun sig over højdeforskellen på de to. Den var ikke bemærkelsesværdig – Handark var vel anslåelsesvist omtrent ti centimeter højere end Vanessa, men det var netop højt nok til, at Vanessas ansigt var placeret direkte imod hans hals, hvis hun lænede hovedet ind imod den. Det valgte hun at udnytte, ved at plante et næsten overfladisk kys, der lige så let kunne have været en svag pusten, imod den andens hals. Herefter udnyttede hun hånden i hans nakke til at blidt at trække hans ansigt frem til sit og igen fange hans læber. Hendes øjne var lukkede, og læberne lagde op til en intensitet mere udpræget end de andre kys havde haft.

Mærkende hvordan afstanden imellem deres kroppe blev reduceret til nul, fik ham kortvarigt til at glemme hvor han opholdte sig. Omgivelserne omkring de to skikkelser, der nu var samlet til en, forsvandt for ham. Der var kun lyden af hendes tilbageholdte åndedræt, og hans hårdtslående hjerteslag. To lyde der på daværende tidspunkt samlede sig til én i hans ører. Hvis han ikke vidste det var usandt, troede han at han var ved at blive vanvittig.
Med næsen hvilende lige under hendes øreflip, strejfede hans læber hendes hud derunder. Han løftede hånden ved hendes lænd, omfavnede det hvide skjortestof i et let håndgreb. Dette strammede sig, da han følte hendes strejfende kys imod siden af hans hals. Han åbnede øjnene, stirrede frem for sig imod det tomme rum. Stilheden ramte ham som et hårdt slag i hovedet, fik ham til at lytte ekstra til de få, få lyde der nu engang stadig var der. Lyden af deres bevægende kroppe; deres åndedræt; hans eget hjerteslag. Der var intet andet, end dem og de to. Intet andet.
Flyttende ansigtet imod hendes, fik ham til at lukke øjnene i igen. Han trak vejret langt ned i lungerne, parat til at holde vejret de næste mange, tilfredsstillende sekunder. Kysset var ham fuldt forstående; alt var oplagt. Intensiteten imellem dem var oplagt. Trods han for et par minutter siden ikke havde ønsket det, havde hun pludselig tilladelse til at gøre med ham var hun ville – hvor vulgært det så end lød. Ikke desto mindre havde hun, usagt eller ej, denne tilladelse.
Slippende grebet omkring skjortestoffet, lod han den enkelte af sine hænder forsvinde under skjorten og ind under denne. Her printede han sin håndflade imod buen der formede starten af hendes lænd. Hans anden hånds fingrespidser greb ganske let om endestoffet på hendes nederdel, løftede op i denne imens han diskret lod sine fingrespidser strejfe hendes knæhase.

Den nonverbale tilladelse, Vanessa opfangede fra Handarks sind gav en kildrende fornemmelse der startede i tæerne og endte i brystet, for så at bevæge sig nedad igen og blive kraftigere. Hun mærkede varmen stige til kinderne, men ikke i form af en genert rødmen som før, men på en måde der var langsom og brændende, og bestemt vidnede om, hvor hendes tanker bevægede sig henad. Med en berøring mindre blid end de tidligere flyttede hun sin frie hånd om på den andens ryg, hvor Vanessas mere eller mindre flossede negle ramte ringbrynjen, der virkede som et tungt net, der forhindrede hende i at mærke bar hud imod sine fingre.
På en måde forekom det hende uretfærdigt; i kraft af, at Vanessas tøj var let og ganske tilgængeligt, kunne Handark stort set rage løs på hende hvor end han lystede, imens hun var ganske begrænset af den forfærdelige ringbrynje, der lige nu føltes som en ærkefjende.
Imens hendes hånd udforskede konturerne af den andens ryg så godt den nu kunne, pressede Vanessa sine læber imod hans, og efter kun en lille rum tid skubbede hendes tunge blidt til hans underlæbe. Hun forsøgte at forholde sig nogenlunde i ro da hun mærkede den lette berøring af sin knæhas. Det lykkedes hende ikke, og hun måtte gribe sig selv i at give slip på et ganske svagt støn mød hans læber, idet det næsten tilfældige kærtegn af den følsomme hud var på nippet til ligefrem at gøre hende svimmel.
Stadigt med lukkede øjne afbrød hun kysset for det, der var bestemt til blot at være en stund. Med sin pande lagt imod Handarks, en afslørende dyb vejrtrækning og et smil i stemmen nærmest hviskede hun: ”Vores the bliver kold, Handark.” Det var vist første gang, Vanessa sagde hans navn højt. De hårde konsonanter var ganske uvante i hendes mund, men der lå en styrke i det grove, næsten bondske navn, som fik hendes smil til at vokse.

Hænderne, hvis fingre desperat følte på hans tildækkede ryg, bragte et let smil frem på hans smalle læber. Nok var han ingen tankelæser, men fornemmelsen var ham ganske klar. Den kvindelige krystallianer var mindst lige så ivrig, som han var på daværende tidspunkt. Hendes kropssprog, de søgende fingre, hendes dybe åndedræt, ja næsten alt, var lidt af en hentydning i sig selv. Hvis det ikke havde været for hendes ret nærtliggende nærhed, ville han have trykket den omtalte ringbrynje af sig. Men da det på daværende tidspunkt ikke var ham muligt – endnu – ventede han blot til at muligheden bød sig.
Netop som det så ud, virkede det ikke som om at de, og deres kroppe ville skille sig fra hinanden. Dette fik han da nærmest kun bekræftet, da han mærkede hendes bløde tunge imod hans underlæbe. Han smilte ganske let ved denne fornemmelse, måtte kortvarigt slippe kysset ved denne berøring. Dette blev dog kun kortvarigt, da han atter lod sine læber omfavne hendes. Han åbnede munden ganske let, ville gengælde hendes kærtegn, men stoppede ved dette da lyden af hendes tunge åndedræt stødte imod hans mund. Han lukkede atter munden, nu med let åbne øjne seende imod hendes lukkede. Han løftede sin hånd; den der hvilede imod hendes knæhase, og placerede den støttende imod hendes lænd. Hun skulle nødig dratte om.
Til sidst måtte kysset dog også afslutte. Noget den mandlige krystallianer ikke brød sig vitterligt meget om. Det var vidst ingen hemmelighed, hvor meget han nød af hendes så tætte nærhed. Ikke desto mindre opholdte hun sig stadig tæt, tæt ved ham. Lyden af hendes hviskende stemme vakte hurtigt hans opmærksomhed, fik en ganske let trækning til at løfte hans ene mundvig i det lette smil. Han løftede let ansigtet fra hende, nikkede ganske let til hendes ord. ,,Jeg tror desværre teen er blevet kold, Vanessa,” han udtalte hendes ord, med en vis omsorgsfuldhed; lagde et underligt, behageligt tonefald i hans udtalelse. Med disse ord trak han sig fra hende, vendte kortvarigt ryggen til hende hvor han vant fik trykket ringbrynjen af hans overkrop. Han lagde den forsigtigt imod jorden, seende imod den da den faldt sammen i en klump ved siden af ham. Nu var der kun ét stykke stof fra den nøgne hud derunder; en rødvinsfarvet kjortel. Han vendte sig derefter imod hende, seende på hendes stående skikkelse med granskende øjne. ,,Eller foretrækker du hellere the?” det var ikke tydeligt, men et løjerligt smil var til at tyde i hans ene mundvig.

Ved Handarks ord var hun nødt til at grine – der var en underspillet lummerhed i hendes latter, der ikke rigtig skikkede sig for en dame, men hun var forholdsvist ligeglad. Hun var i færd med at forføre en, hun netop havde mødt på gaden – det var vist tydeligt, at hun ikke var det frommeste får i flokken. Hun bed sig svagt i læben, tog sig selv i at genopleve smagen af Handark, der let omsluttede den, imens hun betragtede Handarks ryg. Stoffet røg med op, da han trak ringbrynjen af, og afslørede et øjeblik en muskuløs ryg, som Vanessa ikke kunne vente med at sætte hænder på.
”Jeg kan komme i tanker om noget, jeg hellere vil end drikke the..” svarede hun på den andens spørgsmål. Hendes øjenbryn var løftet svagt, og der var noget gavtyveagtigt over de brændende kinder hun holdt sig for øjeblikket. Hun rakte en hånd ud, fattede hans, og trak ham på den måde hurtigt hen til sig igen. Hurtigt fandt hendes hænder vej til hans ryg, hvor de endelig kunne tage plads under kjortlen. Det vil sige, plads fandt de aldrig rigtigt, idet de rastløst bevægede sig rundt for at efterforske enhver kontur de kunne finde. Samtidig lagde hun igen sit ansigt let på skrå ind imod den andens hals, som hun nappede lét i med læberne.

Handark hævede vurderende øjenbrynene, imens han smilte ganske let ved hendes ord. Der var en undertone af sjofelhed i dem, vakte en underlig følelse af gengældelse i ham. Han trådte hende et skridt nærmere, seende hvordan hendes ansigt langsomt forvandledes foran ham. De gavtyvagtige ansigt understregede blot den tankegang, der synes at foregå imellem de to krystallianere. Han var ikke i tvivl; der var ingen tvivl, imellem dem.
,,Ja så?” mumlede han, da han mærkede hendes hånd omfavne hans. Han lod sig trække frem imod hende; lod hendes hænder berører hans varme hud, under den rødvinsfarvede kjortel. Han sukkede lavt, ved hendes langt fra blufærdige berøringer. Følelsen af hende, nappende til den tynde og yderst følsomme hud ved hans hals, fik en kortvarig kuldegysning til at skyde igennem hans ryg. Han løftede let den enkelte af hans hænder, lagde den på siden af hendes hals hvor han ganske let strøg hende. Denne blev der dog ikke længe, der den til sidst omfavnede hendes lår. Sammen med den anden greb de om hvert sit lår, hvor disse løftede hende op i et let, men elegant ryk. Han satte hende på hans hofter, trykkende hende ind imod hans krop. Seende imod hende, med dybblå, hav farvede øjne, hviskede han – lettere stakåndet: ,,Har du en seng?” ordene var nærmest uskyldige, som han udtalte den. Men de vidste vel begge, at det ikke var sådan det forholdte sig.

Næsten overrasket (og så ikke helt – hun havde trods alt i løbet af hans kortvarige tøven hørt ham overveje sine handlinger) udbrød Vanessa et svagt ”Uh!” da hun blev løftet op, men hun nød at mærke at Handark med lethed havde styr på de 65 kg kvinde han holdt oppe lige nu. Der var intet besvær i den måde, han fik hende sat på plads på. Hun valgte nu alligevel at samle sine ankler bag hans ryg og spænde lårene sammen omkring hans sider, om ikke andet for at aflaste ham lidt. Virke endnu lettere, måske, selvom noget sagde hende, at det ikke var nødvendigt.
”Nej, jeg sover på gulvet,” sagde hun drillende og smilede svagt. På en eller anden måde var det rart at få lettet den ganske ophidsede stemning en smule; alting virkede meget svævende og uvirkeligt, og den korte, humoristiske kommentar hjalp hende til at forstå, at det faktisk skete.
Det var dog ikke længe, hun orkede at holde den lette anspændthed væk. Hun lagde sin mund tæt imod hans øre, så han ligefrem ville kunne mærke ordene formes. ”Ind ad døren ved siden af spisebordet.” Hendes hænder var endt i Handarks nakke, hvor de havde et forholdsvist fast greb i hans hår. Hun kunne mærke sit hjerte banke imod hans; det forenede hjerteslag lød dobbelt så hurtigt som den enkeltes, men Vanessa svor på, at hjerteslagene med tiden fandt en fælles takt, om end lidt skrøbelig.

Hendes vægt var ham ikke let, men det var ham heller ikke besværligt at holde hende oppe. Da slet ikke, når hun selv gjorde en del af arbejdet, ved at trykke sig fast indtil ham. Han løftede ganske let hagen, for at kunne se hendes fulde ansigt. Forsigtigt lagde han en støttende hånd imod hendes ryg, da grebet omkring hendes lår ikke var helt nok i sig selv, til at holde hende oppe.
Hendes drillende tonefald, fik brynene i Handarks pande til at rejse sig ganske let. Han nikkede ganske let, erkendende, trods han let lurede sarkasmen i hendes ord. ,,Det tænkte jeg nok,” svarede han hende næsten hviskende, med øjnene hvilende imod hende. Han gengældte hendes ord, med sarkasme liggende i hans tonefald og et ubeskriveligt glimt i de blå øjne. De hævede bryn sænkede sig ganske let, da han mærkede hendes hænder imod hans nakke. Han fulgte hendes nærmende ansigt; så hvordan hun langsomt nærmede sig ham, indtil han måtte vie med øjnene fra hende, da hendes øjne kom ud fra hans synsvidde. Han åbnede ganske let munden, lyttede til hendes hvisken; mærkede hvordan hendes læberne formede hendes ord, imod hans let blottede ører. De blå øjne skuede hen imod bordet, seende imod den dør han for mindre end et par sekunder siden, havde fået beskrevet. Med lette skridt, tilsyneladende ikke voldsomt påvirket af den vægt han havde liggende på sine hofter, bevægede han derimod. Han skubbede døren op, uden meget besvær med hans ene fod, og vandrede over dørtærsklen indtil det formørkede lokale. To skridt, og han var henne ved sengen. Her lagde han den kvindelige skikkelse ganske let ned. Da hendes ryg til sidst var endt imod de bløde lagner under hende, fulgte han efter hende. Han fulgte hendes krop ganske let, kravlede nærmest hen over hende, indtil hans arme støttede sig imod hendes sider, og hans ansigt var over hendes. De lange, yderst mørkebrune hår, fladt ned omkring hans ansigt – dækkede over det, som om det var en hule. Han så imod hende, uden et eneste smil hvilende på læben. Men igen, øjnene sagde så meget andet.

Vanessa nød at lade sig bære rundt. Det var sjældent hun gav sig selv lov til at føle sig feminin på den måde, men nu da det endelig skete forstod hun pludselig, hvad hun egentlig var gået glip af i de sidste fire år. Hun mærkede sin ryg ramme lagenet nærmest i slowmotion; lagenet var af silke, den eneste luksus hun havde tilladt sig selv. De havde kostet halvdelen af forrige måneds løn; alting var blevet så forfærdeligt dyrt det sidste års tid.
Blidt smilede hun op imod den anden da hun mærkede hans vægt ramme sin. Smilet frøs en smule da Handark lagde sit ansigt i position med hendes, og hans hår dannede det, som hun også gav status af at være en hule, omkring deres ansigter. Det var en underlig fornemmelse sådan at ligge i det dunkle, kun let belyste soveværelse med tyngden af en mandekrop over sin. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst var blevet så betaget af nogen på så kort tid, og selvom hun vidste, at det, de var ved lige nu, helt sikkert var en abnormitet i samfundet, så var hun stadig fuldstændig overbevist om, at hun ikke begik en fejl, da hun lod sine bare lægge finde sig til rette i Handarks knæhaser. På den måde skød hun også underbevidst sit bækken smule opad imod ham. Hænderne i hans nakke flyttede sig om til hans ansigt, hvor de først langsomt kærtegnede hans kinder for så at skilles; den ene hånd lagde sig til rette med fladen imod hans hals, og den anden imod hans kind. Hun trak hans ansigt helt ned til sidst, som for at kysse ham, men stoppede så lige før læberne ramte hinanden.
Igen kunne Vanessa høre sin puls give genlyd i sine ører. Med et strejf af nysgerrighed så hun ind i den andens øjne.

Hans hænder mærkede på de bløde stof under sine fingre, knugede ganske let om silken med en blidhed, der matchede den han gav hende. Det var længe siden han havde set, eller følt for den sags skyld, silke. Han levede ganske sjældent luksuriøst; opholdte sig alt for sjældent et sted, han ikke havde lejet, og derved heller ikke betalte sig for at opholde i – om det så var en kort stund eller ej. Savnede han det? Savnede han at bo et fast sted? Nej. Også alligevel, jo. Måske. Det var ikke en tanke han havde tænkt igennem, sådan rigtig. Havde ikke orket, ikke gidet det. Han kunne ikke finde tid og sted, overskuelighed om muligt, til dette. Sådan en tanke strejfede ham kun kortvarigt, drev hurtigt fra ham igen. Specielt nu. Især nu.
På daværende tidspunkt var han blot en anelse ligeglad. Han fortrød ikke sine handlinger – endnu – men nød derimod blot situationen, han var i sammen med hende.
Mærkende hende så tæt på, var ham endnu ikke helt vant. Trods han nu havde oplevet dette længe nok til, at han burde have vænnet sig til dette, havde han det ikke. Ikke desto mindre var det ham langt fra ubehageligt – tværtimod de modsatte. Da hun ganske kort løftede op i sig selv, lod han en ganske let hånd imod hendes lænd, hvor han blidt trykkede hende op imod sig. Imens dette skete, lod han hende trække ham nærmere imod sig. Ventende at deres læber ville sammensættes atter engang, stoppede hans ansigt få, få centimeter fra hendes. De blå øjne granskede ansigtet foran ham, der blev lyst ganske let op af lyset fra stuen. Han så afventende på hende, og forstod efter få sekunders ventetid at der ikke ville ske noget. For hun, ventede på ham.
Hånden under hendes lænd fjernede sig, og lagde ved siden af hende igen, støttende imod madrassen. Her lå den dog kortvarigt, da den til sidst blidt placerede sig imod hendes lår, hvor den ganske blidt trykkede dette ind imod hans hofte, og derved løftede det ganske. Med hovedet stadig hvilende tæt ved hendes, besluttede han at genoptage deres kys.

Interesseret lyttede Vanessa til den andens tankevirksomhed – hun havde ganske vist placeret ham som lidt af en strejfer, men at der direkte var en uplacerbar rodløshed over ham gjorde ham endnu mere spændende. Han var virkelig et interessant menneske, kunne hun konkludere, efter at have tilbragt så kort tid med ham. Det pinte hende at tvinge sig selv til at holde det kys tilbage, som hun nu så gerne ville give ham, så på en måde var det en lettelse, da hans læber igen ramtes hende. Der skete et skift i hende, der fik hende til at flytte sin ene hånd om på hans skulderblad, hvor den pressede ham ned imod hende. Benenes greb strammede sig om ham, og hun måtte tage sig selv i trangen til at sætte farten meget mere op. Hun vidste jo godt, at det var meget bedre at trække det ud, bare en smule mere. Til trods for det måtte hun alligevel opgive og tillade sig selv at finde vej til sømmen af Handarks kjortel, som hun (næsten) roligt hev op langs med den andens ryg imens hun påtaget tilfældigt strejfede hans stærke ryg med sine blide hænder.
Hendes læber var paradoksalt nok alt andet end blide på dette tidspunkt. De reagerede pr. instinkt, så kysset var nok det, der allermest afslørede den magnetiske tiltrækning hun følte til manden over sig. Det var et spørgsmål om sekunder før hendes tunge søgte hans, og der blev plantet små nap i hans underlæbe.
Da hun endelig fik kjortlen trukket helt op til hans skuldre lod hun sine hænder finde plads på hans skulderblade, netop under det nu sammenkrøllede stof. Handarks ryg føltes nærmest brændende under hendes hænder, men hun havde absolut intet imod det.

Mærkende hvordan hans krop blev presset imod hendes, og hvordan benene strammede sig om ham, fik ham til at tabe vejret kortvarigt. Hendes hænder, hende bevægelser, de sagde alt. Trods hun tilsyneladende, taget det tilbageholdende kys i betragtning, prøvede at holde sig lidt igen kunne hun det ikke. Ikke rigtig. Men det gjorde ham, selvom han selv prøvede at holde sig i samme afdeling, ikke noget. Ikke nu, når de allerede havde overskredet alle de grænser, man efter alle normer, ikke kunne overskride efter så kort tid inden i et bekendtskab. Men det havde de, og fortsatte med dette.
Følende hendes kølige hænder imod hans ryg, fik ham til at krumbøje den en anelse. Han trak vejret igennem næsen, måtte holde igen med ikke at udstøde et lavt suk. Han måtte til sidst, kortvarigt, trække sig fra hende. Han satte sig ganske let op, imens han fjernede trøjen fra sig. Ærligt talt behøvede han ikke den for at holde sig varm længere. Varmen synes langsomt at have drevet til hans krop, helt af sig selv, de sidste få minutter.
Læggende trøjen fra sig, hvor vidste han ikke rigtig da han dumpede den tilfældigt, vendte han øjnene imod kvinden foran ham. Han trak vejret dybt, dog lavt nok til han selv kun, kunne hører dette. Atter kravlende tilbage over hende, lagde han hovedet ganske nært hendes. Med læberne få centimeter fra hendes, og hans øjenvipper næsten prikkende imod hendes, lod han den enkelte af hans hænder lægge sig imod hendes nøgne maveskind.

Da den anden satte sig op for at komme af med sin trøje udnyttede Vanessa muligheden for at åbne nogle knapper i sin hvide, løse skjorte, der var stoppet lettere tilfældigt ned i den højtaljede, lige så løse nederdel. Hendes tøj var blevet rodet en anelse rundt nu efter gentagent rageri fra Handarks side, så det ellers ganske gennemtænkte outfit (sådan, i forhold til at hun fandt frem til det på et par sekunder) var ikke længere bevaringsværdigt, og det var ikke meget af skjorten der var stoppet ned i nederdelen mere. Den kunne lige så godt komme af. På trods af, at hun glædeligt åbnede knapperne, valgte hun at lade være med at trække skjorten til side på nogen måde; hun ville på en eller anden måde lade ham få æren, så at sige, så hun efterlod skjorten åben, dækkende brysterne, men ikke den mindste centimeter af kavalergangen. Hun blev afbrudt da Handark lagde sig ned over hende igen. Roligt fik hun lagt sine arme ud til siden, så der var plads til ham, og op til hans ansigt, hvor de lagde sig til rette på hans kinder. Da hun mærkede hans varme hånd ramme sin mave sugede hun ubevidst maveskindet ind. Hun var udmærket klar over at hun ikke længere var tynd som en tiggertøs, og det var da også noget, hun i lang tid havde arbejdet på, men selvom hun var stolt af ikke blot at være skind og ben, var det underligt for hende at blive rørt ved, hvor en god del af den nyerhvervede vægt havde sat sig. Ærligt talt var hun bare pjevset – nok var hendes mave ikke flad, men hun var langtfra at nå betegnelsen buttet.
I grunden var det mærkeligt, at hun stolede så meget på denne mand så hurtigt, så meget, at hun ligefrem var villig til at gå så langt med ham, som hun var ved nu. Nej, hun var ikke blot villig, hun ligefrem higede efter det. Yderst mærkværdigt, og alligevel føltes det ikke det mindste underligt for hende mere.
Hun så ham ind i øjnene og opgav straks bly-viol-fremgangsmåden. Det næste kys var ikke så meget som tæt på at være blidt, men kunne sidestilles med skoldhede vulkanudbrud og heftige orkaner. Hurtigt fik hun igen sine ben lagt omkring ham, en hånd flyttede sig om i hans hår og tog let fat, nok til at han tydeligt ville kunne mærke det som forsigtigt at blive revet i håret.
Vanessa kunne mærke sit hår gøre det kostbare silkelagen fugtigt, og selvom hun normalt hadede den fornemmelse, var hun fuldstændig ligeglad nu. Der var kun ham og hende, læber, kroppe, bankende hjerter. Resten var overflødigt.

Pulsen steg. Hjerteslagene tog hårdt til. Varmen spredte sig i hans krop. Han vidste hvad han ville, og var ikke i den mindste tvivl om hvad hun ville ham til at gøre. Han havde ikke været det længe, og ville foreløbigt heller ikke komme i tvivl. Der var ikke så meget at være i tvivl om, taget hele situationen i betragtning. Hvis nogle af dem havde lyst til alt andet end at fortsætte, var de stoppet for længst; brudt op; forladt hinanden. Stoppet intensiteten, og begæret. Men det havde de ikke. Kun én enkelt gang. Men der var der også tvivl, var der ikke? Men det var der ikke mere. Langt fra.
Han slap kort hendes læber, lod ganske, ganske få centimeter skille dem. Hans åbne ganske let munden, åndede blidt imod de rosarøde læber. Ligeledes åbnede hans øjne sig, så imod hendes der så imod ham. Han lod øjenkontakten falde, da feminine øjne omfavnede hans ansigt. Han sank, lukkede munden imens han følte hendes blide kærtegn. Han måtte dog rynke brynene, da den enkelte af hendes hænder fandt vej til hans hår, og rev ganske let deri. Dette efterfølgende af det hede kys, han atter måtte genoptage da hun nærmede hans ansigt. Han smøg hænderne under hende, trykkede hende hendes krop imod hans, imens hans ganske let satte sig op. Med hende hvilende imod hans skød, trykkede han hende blidt ind imod hans nøgne overkrop. Han slap hendes kys, tiltede hovedet for at plante enkelte kys imod siden af hendes hals, og videre frem til midten af denne. Han slap hende, lod hænderne hvile imod hendes skuldre. Her greb han ganske let om åbningen af hendes skjorte, og trak den langsomt af hende. Mærkende de kvindelige, nøgne former imod hans krop, skød et stød igennem hans krop. Vanessas tanker om sin krop, var ham overflødige. Han betragtede den ikke som andet end smuk, om den så havde været buttet eller ej. Perfekthed var ikke noget han nødvendigvis lod sig tiltrække af. Hvis man kastede et enkelt blik, eller to, på ham selv kunne han ikke betragtes som skønheden selv. Han havde sine fejl; sine ar, i bogstaveligste forstand. Men han klagede ikke, og ville det nok heller aldrig.
Han holdte et højlydt suk tilbage, da den enkelte af hans hænder hvilede imod den nederste del af hendes kraveben, og han selv skuede derned imod. Han stoppede sine kys, løftede let ansigtet så hans øjne atter var rettet imod hendes. Vurderende hendes reaktion, lod han sine hænder hive op i hendes nederdel, findende vej til underbukserne derunder.

Eftergivende lod Vanessa sig trække med op at sidde. Hun var i en underlig tilstand lige nu, hvor hun kunne have fulgt ethvert af hans vink uden at tænke så meget over det; egentlig nød hun ligefrem at blive hevet med op. Det gav hende en fornemmelse af at Handark ikke bare var en eller anden usikker latterlig lallerøv, men en mand, der vidste hvad han ville, og på en eller anden måde, uden at være for voldsom, kunne finde ud af at kræve det når han ville have det.
Hun trak vejret ujævnt da han kyssede hendes hals, og i en langsom bevægelse lagde hun hovedet lidt bagover, blottende sin hals, for at gøre tilgangen lettere for ham. Hun smilede, da han begyndte at pille skjorten af hende. Hun nød at mærke hvordan hans hænder langs hendes skuldre hev det behagelige stof ned ad hendes arme, for til sidst at efterlade skjorten på sengen bag dem.
Berøringen af hendes kraveben gav hende så en næsten utålmodig fornemmelse. Han måtte hellere end gerne blot bevæge sin hånd bare et par centimeter længere nedad, hvor hun jo udmærket kunne mærke på ham, at den egentlig helst ville være. Det var ingen skam for mænd at være fascinerede af bryster, men Vanessa havde på fornemmelsen af at den lette afholdenhed mest var tiltænkt som et forsøg på ikke at virke primitiv eller ufølsom. Det kunne hun godt leve med, blev hun enig med sig selv om, for hun var alligevel ikke i tvivl om at hun nok skulle få hvad hun ville.
Da strømmen af kys ophørte rettede hun igen op på sin nakke og så ind i Handarks øjne med blanke øjne, der næsten virkede helt glubske i skæret fra olielamperne. Hun tog sig selv i at sukke ganske svagt da hun mærkede den andens hænder finde vej op under sin nederdel. Ikke et suk af irritation over, at han gik for hurtigt frem. Ej heller et suk der antød fortrydelse eller skam. Nej, det var et suk med tonen af forventning og ophidselse, følelser der steg i intensitet i takt med at Handarks hånd nærmede sig sin destination.
Øjenkontakten holdt hun, selvom hun for et kort sekund var nødt til at lukke øjnene og åbne dem igen for ikke at blive helt svimmel af begær.

Om hvorvidt hans handling var accepteret eller ej, havde Handark en god idé om. Hendes øjne fortalte ham det. Hendes dybt intense øjne, der langsomt boede sig længere, og længere ind i hans. Og trods de ikke-eksisterende magiske kræfter, havde han en fornemmelse af at, alt det han netop foretog sig på daværende tidspunkt, var helt igennem acceptabelt. Hvis det ikke var så meget mere.
De nøgne overkroppe hvilede sig ganske let imod hinanden. Tanken gjorde ham skør; gjorde ham lidenskabelig. Han følte, imod hans normer, at det ikke blot var nok at mærke. Han skulle også føle, med sine egne bare hænder. Dette gjorde han også, taget hans yderst nærgående hænder i betragtning. Følende på siden af hendes bagparti, løftede hans hænder sig til hendes underbukser. Han omfavnede ganske let det tynde stof, fjernede med en blid hånd klædet ved at trække dette ned ad. Han sank ubehersket, rykkende sit ansigt tættere imod hendes. Hans læber strejfede hendes, imens hans næse lagde sig blidt op ad hendes. Han havde endnu ikke viet fra hendes blik, men så fortsat imod de dyriske øjne, der var få millimeter fra hans.

Det lette strejf fra Handarks læber skabte et sug i Vanessas mave, og hun fik en fornemmelse af at der var et eller andet der åbnede sig dybt indeni hende. Hun var så godt som smør i hans hænder, og der var ikke så meget som antydningen til protester da den anden begyndte at trække hendes undertøj ned. Stadig siddende på hans skød pressede hun sin overkrop helt imod hans. Hun brød endeligt deres øjenkontakt efter at have nappet ham i underlæben med blide tænder, idet hun flyttede sit hoved ned langs hans hals, hvor hun plantede kys og nap. De flyttede sig om i hans nakke. Hendes hænder gled ned ad hans ryg i en glidende bevægelse, svagt strejfende med neglene, indtil de fandt vej til hans skuldre, hvor neglene borede sig ganske let ned i huden. Hun kunne mærke musklerne under sine hænder. Det var spændende for hende at udforske en anden krop på denne måde, og hun glædede sig til at gå på yderligere opdagelse.
Endelig fangede hun igen Handarks læber med sine. Samtidig gav hun sig til at skubbe ham bagover, ned imod sengen, så det var hende der fik overtaget. Hun var efterhånden ved at få nok af at føle sig mere eller mindre passiv, så handling skulle der til.

Slippende det tynde stof, som dannede det nu nedtrukne undertøj, placerede han sine hænder imod hendes sider. Let kærtegnene hende med sine tommelfingre, trykkede han hende yderligere ind imod sig. De nappende tænder, imod hans læber og hals, fik ham til at strække halsen. Med samme hensigt som hende, blot for at gøre yderligere plads til hendes kærtegn. Han lænede ganske let ansigtet imod hendes, lod sin næse begrave i et ibenholt farvede hår. Han rynkede brynene, indåndede da han mærkede hendes negle bore sig ned i hans hud. Impulser skød igennem hans ryg, fik ham til at bøje den en anelse. Tilbageholdende et passioneret suk, åbnede han ganske let munden. For fanden, han kunne jo slet ikke styrer det.
Endnu engang mærkende hendes læber imod hans, lukkede han øjnene i. Uden de mindste protester, lod han sig skubbe bagud. Med ryggen nu hvilende imod madrassen, åbnede han øjnene ganske let. Han slap hende, lagde støttende sine albuer imod madrassen under ham. Den enkelte af hans hænder fandt frem til hendes nakke, lod sine fingre køre igennem nakkehårene, han omfavnede i et blidt klem.