Marius tankemylder blev afbrudt af Theresas spæde stemme henne fra døren. Han kiggede op på hende, som hun stod der i døråbningen, hun lignede en engel. Dampen som stadig hang om hende som en dis og med sit gyldne hår, som bølgede fugtigt om hende. Hjertet hoppede et slag over ved synet af hende og Marius bryn samlede sig i et bekymret og let forvirret udtryk. Hele denne situation havde skabt et forvirrende virvar inde i ham. 

Han rejste sig og gik hen til hende uden egentlig selv at vide hvad han ville gøre, dog var hans beskytter trang så drivende lige nu at han endte med at kramme hende. Han tog forsigtigt armene om hende, for ikke at skræmme hende og knyttede hende tæt ind til sig. Han lod sit hoved hvile lidt op af hendes og duftede atter til hendes hår og var lettet over at hun duftede mere af sig selv. Han gav slip og kiggede hende intenst i øjne, som for at søge noget svar fra hende. Han turde ikke bryde stilheden, i frygt for at sprænge den lille trygge boble de nu havde skabt i hans rum. 
I stedet tog han hendes ene hånd og førte hende hen til sengen, hvor han fik hende ned at sidde. 

Marius gik hen til sit skab hvor Theresa havde lidt af sit tøj, godt nok var der ikke meget, men heldigvis hang en af hendes underkjoler der og han hentede en til hende. Han hjalp hende med at få den på og førte hende derefter under dynerne, hvor han selv kravlede med under for at holde om hende. Dog stadig usikker på om hvad hun trængte til spurgte han forsigtigt "Er det her okay?" 

Det hele var så nyt for ham, at være den som passede på en anden. Eller rettere rent faktisk være den der passede på Theresa. Det var altid hende der havde styr på alle Marius ting, hende som passede ham hvis han var syg eller havde tømmermænd. De havde byttet roller, men Marius kunne nu godt lide at være den som passede på for en gang skyld. 

 Imens han lå der og holdte om hende gik det op for Marius at han rent faktisk ikke kunne forestille sig et liv uden Theresa. Betød det at han havde følelser for hende? Han havde aldrig haft stærke følelser for andre end Viktor og det havde overskygget alt andet. Men Theresa havde altid været der for ham, i alle situationer, uden han nogensinde havde utrykt særlig meget taknemlighed overfor hende. Bare tanken gav et dårlig sug i maven af skam. Han klemte lidt hårde om hende og sagde stille "Sig hvad jeg kan gøre Theresa og du skal få det".

Følelserne lå mere og mere uden på tøjet og hun stod uden noget, så de faldt til jords og skiltede hende uden for mange følelser. Det var ikke hendes sted at ytre noget, bede om noget eller tænke på noget. Selvfølgelig var hun endnu hul i sit indre, men tiden læger alle sår, det var en talemåde, en talemåde hun bad til var tro. 

Mhm hun mærkede hans arme omkring sig i et kram, og lidt forvirret over situationen lod hun den ene af sine arme glide om overkroppen på ham. Fingrenen knugede sig ind i tøjet af hans, han var hendes fodfæste og holdepunkt for at blive på jorden, så hun hverken sank eller svævede væk. Kunne hun tyde hans manglende ord på nogen anden måde end bekymring og betænksomhed. Havde deres relation til hinanden ændret sig lige foran næsen på hende. Der var brikker som manglede og ikke kunne sammensætte. Nok skulle hun være observant, men der måtte have været sket noget i det korte tidsrum de ikke havde stået sammen. 
Theresa trak armen til sig og så op i hans øjne, så han søgte efter svar, svar hun ikke havde. Eller hun var i hvert fald overbevist om, at hun ikke havde nogen af svarene han søgte. 

Øjnene kunne ikke helt følge med, men han havde taget styrningen og gjorde mere end han nogensinde han gjort. For år tilbage, ville dette ikke have været Marius gjorde sig i. Han var så sandelige vokset med tiden. Måske det have været takket været den jævnaldrende ven fra Alryss slægten som havde skubbet gang i det. For hun havde nu underkjole på og var blevet guidet i hans seng og under dyne. De fine små feminine fingre gled omkring hans arm og den anden mod hans beklædte brystkasse. "Marius.." sagde hun stille og søgte hans øjne. 

Hun lagde sit hovedet under hans, og lod ham klemme hende til sig. ".. jeg er okay" eller hun ville blive okay, hun skulle bare have mulighed for at finde ud af hvor hun selv stod i det hele. Have noget råderum til at forstå hvad der skete, ikke blot hos Henry Fox, men også her. "Du har fægtning i morgen tidlig, du burde sove," det var nemmere at forholde sig til ting hun forstod sig på, og det var at holde styr på hans planer, men hun ville for alt i verden gerne blive liggende hos ham, blive med ham. Smelte sammen med ham og dele livet med ham. Men måske lige i nat, efter realiteten havde slået hende med en mugger i panden, vidste hun vel godt, at muligheden for at dele livet med Marius blot var en urealistisk drøm. Han var af klasse og karakter,  hun arbejdede for hans familie og under ham. 

Morgendagen føltes langt væk og ligegyldig, det eneste Marius interesserede sig for lige nu var at få Theresa til at føle sig tryg igen. "Det skal du ikke bekymre dig om" sagde han og lagde lidt afstand med hovedet, så han kunne se hende i øjnene. 
Der var mørkt i rummet, siden Theresa ikke havde gjort sine vante pligter, som at tænde stearinlysene, som hun plejede at gøre om aftenen. Marius var dog ligeglad og nød mørket som en tryghed der faldt over dem. Han tog sin ene hånd op til hendes kind og lod tommelfingeren stryge hende blidt på kinden, imens hans øjne stadig holdt fast i hendes blik. Han havde lyst til at suge alle hendes dårlige minder ud af hende, med sit blik. Den intime følelse af at være så tæt på hende fik ham lyst til at kysse hende, men vidste ikke om hun var klar til det. I stedet tog han hende ind til sig igen, så hovedet lå på hans bryst og han kunne lade sin hånd køre igennem hendes lange hår. Han plantede et forsigtigt kys på toppen af hovedet i stedet. 

"Du burde få noget søvn, du må være helt udmattet". Marius var selv i tvivl om han kunne sove endnu. Følelserne af vrede og forvirring summede stadig rundt i kroppen, men det hjalp at ligge med Theresa i armene. Mest af alt havde han lyst til et stærkt glas vin til at dulme det hele, men nøjes med at lade sin næse begrave i Theresas hår og prøvede at finde ro, ved duften af hende.      

Et tungt blink fandt sted, som hun ærgrede sig over at have påvirket hans dag så meget. At hun var skylderen for at han ikke kunne fokusere på vigtighederne der lå forude for ham. Hans dagligdag var en stor del af ham, og det var kun noget han kunne kontrollere, skønt hun støttet ham i alt hun kunne. Men lige nu, var det som at råbe under vand. Hun kunne ikke få ordene ud. 
"Javel" bekræftet hun stille før han trak sig en anelse væk for at se hende i øjnene. 

Uretfærdigt som rummets mørke skjulte hans skønhed, vidste hun præcis hvordan han så ud. Ikke at hun kendte hans behov, følt hun det var langt mere intimt på måder, som hun aldrig havde oplevet før med ham (eller nogen anden). De stod så tæt, alligevel så langt fra. En centimeter var afstanden der adskilte dem, det var hun overbevist om. Men som hun dvælede ved de tanker, gled øjnene let i og nød hans blide berøring på kinden. Hvad der var trættest kunne ikke afgøres. Men hun var træt på alle de tænkelige måder. "Mhm" nynnede hun som han rykket på hende. Hun lagde en hånd på hans brystkasse og lod en finger glide henover hans knapper, som en skibane med forhindringer. 

Øjnene kunne lige åbnes let, men de blev tungere for hvert sekund der gik, at øjenvipperne i sidste ende lå tæt med dem forneden. "Undskyld Marius," kommenteret hun blot på hans konstantering med en træt stemme. Som hans hjerteslag kunne vugge hende helt i søvn. "Du har endnu tøj på," mindet hun ham om, som hvis det var gået uset hen. Theresa nussede ham hvor hun kunne på brystkassen, nær hvor kravebenet var. Inden længde ville hun nok falde i søvn - alt sammen takket været hans nærhed og rolighed, skønt intet var som det syntes. Han var ikke rolig, det kunne hun ikke tro, men hjertet slog som det plejede. Det var hvad hun gik med. 

Ordne der kom ud af Theresas mund, var langsomme, som hos en der var ved at falde i søvn, selv hendes krop føltes som om den blev tungere og var ved at overgive sig til udmattelsen. Marius var ked af hun lå og bekymrede sig om hendes pligter. "Det skal du slet ikke tænke på, jeg skal nok selv finde ud af det" sagde han stille næsten hviskende, han var bange for at vække hende. Han kunne høre på hendes åndedrag, at der ikke var længe til hun var i drømmeland. 

At ligge med hende på denne måde, gjorde heldigvis også Marius mere rolig og hans hjerteslag blev langsommere i takt med hendes åndedrag. De små nus hun tilføjede ved hans kraveben hjalp også til og det var som om chokket af hele situationen begyndte at sive ud af hans krop. Trætheden kom som et usynligt slør og gjorde øjenlågene tungere. Han ville dog gerne ud af sit tøj, men var splittet over hvordan, han havde ikke lyst til at vække Theresa nu hvor hun endelig sov. Det måtte blive senere.
Tankerne der før var fløjet rundt, som en vild storm, blev stille og Marius bekymringer druknede langsomt i trætheden. Alt det med Henry kunne de håndtere i morgen, det vigtigste var at Theresa lå i hans arme, hånden som før havde nusset hendes hår, endte med at hvile ved hendes skulder og Marius lukkede endelig sine øjne og lod trætheden overtage ham.  

Ole lukøje havde været hastigt forbi, lullet hende i en blid søvn. Hun havde ikke følt en sådan tryghed siden hun var barn og var faldet i søvn i sin mor eller fars arme og båret i seng. Det var ikke for at sammenligne Marius med de roller, men trygheden og nærværet han gav, det var vanedannende og noget alle søgte. At hun havde fået det i og med ham, var blot en gave fra guderne, men de havde også sat en begrænsning for det. Så snart han stod og skulle ægtes, ville hun miste det. 

Natten faldt henover dem. 

Men i løbet af natten og dens søvn, havde urolighederne hjemsøgt hende og fået hende til at reagere mere kropsligt. Ryste og slå let med den ene arm, som hun fægtede sig fri for en andens greb. Hun udtrykte mange forskellige lyde. Påvirket og bange lyde som hun stod i det i øjeblikket. Det var ikke en direkte genskabt drøm om hvad der var sket, men et maremidt om at han opsøgte hende på ny og ikke lod hende slippe. Theresa reageret mere og mere i sin søvnlige tilstand, som hun manglede skubbede på den anden side for at vågne. Drømmen var for virkelig, at hun begyndte at tale i søvne. "Jeg be'r dig...." - "Hold op" - "Mgmmh..." - "Hen-..." ansigtet krøb i ubehagelige træk. Vågn op, Theresa. Det var bare ikke så nemt for hende. Mareridtet holdt hende i søvnstadiet, men lod hende mærkes i sit fysiske jeg. 

Marius havde i sin tunge søvn, ikke lagt mærke til Theresas små bevægelser- de var vant til at sove sammen, så i hans søvnige tilstand, gav han blot slip på hende, for han troede hun ville skifte stilling eller have mere plads, så han vendte sig bare om og sov videre.

Det var først da hun begyndte at snakke i søvne, at Marius langsomt blev hevet ud af sit drømmestadie. Hendes stemme kom langt fra, blev forvekslet ind i hans egen drøm. De ord han hørte gav dog ingen mening i den drøm han var i og kombineret med hendes nu mere anfægtende bevægelser, vågnede Marius endelig op.

Bekymret satte han sig op og så ned på hende og forstod fra udtrykket i hendes ansigt, at hun var fanget i et mareridt. 
Han prøvede først at ae hende på armen og forsigtigt sige hendes navn, men det var som om mareridtets greb om hende var for stort. Tøvende vidste han ikke om det var en god ide at vække hende på en mere voldsom måde, men han ville have hende fri fra sin drøm. Han tog sine hænder på hver side af hendes skuldre og prøvede at ruske forsigtigt i hende “vågn op Theresa, vær sød at vågn op, det er bare en drøm”

Med et sæt vågnede hun og tog sig selv til kroppen i forsøget på at finde ud af om hun i virkelighed var vågen eller endnu drømte. Hjertet slog som det løb for livet. Hun så med opslået øjne mod Marius og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Var stormen uden for eller i hende, for hun følt sig omtumlet og ude af åndedragt. Hun grab armene ud omkring ham og knugede sig ind til ham. "Undskyld Marius," beklaget hun og ville ikke se forbi hans skulder, som frygten for at Henry ville liste frem for mørket. 

Det var utroligt, hvordan hun ikke kunne lukke øjnene og sove uden at han stod der, og frygten forfulgte hende i mørket. Hun lagde panden mod skulderen og dækkede sine øjne til i hans kraveben. "Få ham til at gå væk" bønfald hun ham og følte hvordan presset af frygt pressede på. Hun følt sig mere og mere som en fremmed, en skygge af sig selv. Marius var hendes livslinje, han var den eneste som ville kunne hale hende ind i løbet af natten når hun drev væk. 

Da Theresas øjne endelig åbnede op, løsnede Marius sit greb om hendes skuldre. Han var lettet over det havde virket og hun endelig vågnede. Det kom dog helt bag på ham, da hun knugede sine arme omkring ham, som for at holde fast i et anker. Han faldt næsten bagover, da han ikke havde regnet med hun havde så mange kræfter i kroppen, når man tænkte på hun lige havde sovet. Mareridtet må have været skræmmende, siden hun reagerede på denne måde. Marius gengældte ved at lægge sine arme rundt om hende og lod den ene hånd køre trøstende op og ned af ryggen, hendes lange hår kildede hans fingre. Da hun sagde undskyld prøvede han at berolige hende ved at sige "Shhh det skal du ikke undskylde for, du er i sikkerhed" 

Mareridtet måtte stadig sidde dybt i hendes krop, siden det hun sagde ikke gav nogle mening. Her var ingen andre udover dem. Stadig med Theresa i sin favn, lænede Marius sig hen til sit natbord og prøvede at tænde stearinlyset, selvom det var svært, med hende hængende om halsen. Da det endelig lykkedes at tænde det lille lys, tog han blidt om hendes skuldre og lænede hende ud af hans trygge favn. "Se her er ikke nogle andre, jeg lover at Henry aldrig får lov at sætte sine fødder i dette rum" Han fulgte hendes blik rund i det mørke rum. Alt så ud som det plejede og han håbede hun kunne finde tryghed i det. Han lænede sig frem og plantede i kys på panden af hende. "Tror du at du ville kunne sove igen, eller er der noget andet der kan give dig ro?" spurgte han stille.

 

Han var ændret på mange måder for blot en nat, til alt hun nogensinde havde behøvet og drømt om. En fantasi af hendes var blevet til virkelighed, at selv dette måtte være et mareridt, for på et tidspunkt ville han vågne og intet af det var nogensinde hændt. Theresa ville ikke turde vågne fra den virkelighed, skønt den havde bragte noget så ubehageligt med sig. Sex hun havde undertrykkende nydt, underlagt sig og givet efter for - alt for blot at få det overstået. 

Kroppen svajede med, som han kæmpede for at tænde lys, og da det endelige skete - blev de skilt ad. Hendes røde øjne så sig omkring som han bad hende til. Selvfølgelig, Henry var ikke her. Han ville aldrig træde ind i dette rum, men han ville træde ind i hjemmet på et tidspunkt igen. Det var uundgåeligt. Men hun nikkede bekræftende til hans ord og spændte læberne sammen i en fortrængt mine og så tilbage mod ham. "Ja" hviskede hun som hans varme læber ramte panden, og hun sukkede stille ud igennem næsen og lod si ligge ned igen på ny og så beklagende ned i sengetøjet. 

"Du fortæller det ikke til nogen, vel?" 

Marius studerede Theresas ansigt, som for at aflæse hendes tilstand. Hun virkede stadig meget afkræftet og fortabt, det var vel bedst at få noget mere søvn. Som havde hun læst hans tanker, lagde hun sig atter ned igen, men hendes spørgsmål kom bag på ham. I stedet for at ligge sig ned ved siden af hende, blev Marius siddende og overvejede hvorvidt han skulle håndtere hele denne situation. Han var virkelig i tvivl om han skulle drøfte det med sin far, men var stadig bange for hans far ikke ville forstå Theresa og Marius forhold. Så det var nok bedst at holde det imellem dem selv. Han var også for udmattet til at tage en ordentlig beslutning lige nu. "Lad os ikke bekymre os om det nu, den snak kan vi altid tage i morgen. Jeg synes vi begge skal få noget søvn."

Med de ord lagde Marius sig ved siden af hende og trak hende ind til sig, så han kunne holde om hende. Armen lå beskyttende om maven og hovedet begravede han i hendes hår, ved skulderen. Duften af hende omringede ham og inden længe kunne han ikke holde øjnene åbne længere. 

Hun lod blikket sænke sig fra ham, som han blev siddende da hun stillede spørgsmålet. Det var måske lidt meget at bede til, men hun ønskede ikke at der skulle ske nogle ændringer for hverken hende eller ham. Hans familie var bestemt på sin egen måde, og at hun havde fået lov til at blive hans personlige slave for fire år siden, var hende endnu en gåde, når det ikke forekom som en overraskelses at han lagde sig med sine tjenestepiger. Men hun lå anderledes med ham end de havde gjort. Men ændringen var nok kun kommet for natten. 

Hun mhmh'd ud igennem den lukkede mund. Det var hans ønske og det var det de skulle tage højde for. Hvad der var bedst for ham. Men som han kom ned og ligge igen, lod hun sig falde hen i søvnen på ny. Tæt pakket ind i hans arme og krop, som et skjold der lå og beskyttede hende for hvad end hun måtte frygte. Men stille faldt hun atter i søvn.