Richard var.. utrolig betænksom, på sin egen tilbageholdende måde. De ting han gjorde, eller sagde, var egentlig, alt sammen i gode henseender. Til mit liv på rejsen rundt i landet. Viktor fik et savn til skibet, som han endnu ikke havde mistet endnu. Selvom det var hårdt for sådan nogle adelige fingre at skue dækket, moppe det, løfte og bære på ting - så nød han den friske havluft, mågernes skrig og vinden i ansigtet. Og så var der Richard. De tre måneder på skibet, måtte godt gå meget, meget langsomt, stod det til ham. 
 "Jeg ser frem til at lære alt fra dig, kaptajn." Sagde han mildt, og kørte en hånd op i nakken, før den faldt ned i skødet igen. Blikket gled henover den andens hænder, brystkassen - hvis bare det var noget andet end blikket der kunne glide hen over kaptajnen.
 "Nhn." Brummede Viktor pludselig, som han tog fat i sin kind og nev den lidt så han kunne komme væk fra sine tossetanker. Han skulle virkelig holde sine fantasier på et dæmpet niveau. Richard var en voksen mand. 

 "Tak." Svarede han lidt pinlig berørt, og bukkede sig frem så de mørke krøller hang spædt fra hans hovede. Han stirrede ned på sine fødder. Skulle han sige hvornår? "Til august." Lød det fra ham alligevel, informerende. 

 Jeg mindes dengang for tyve år siden. Viktor satte sig ret igen, og betragtede kaptajnen nøje der var ved at glide ind i nostalgiens erindringer. Tyve år siden. Grevesønnen prøvede at lave et hurtigt regnestykke - det betød jo ikke, at han var 20 år ældre end Viktor. Han kunne sagtens være yngre eller ældre alt taget i betragtning. Men det ville sige.. at han muligvis var omtrent de fyrre. Viktor sank en klump. Okay. Han nikkede blot, og tænkte at det var bedre ikke at vide kaptajnens præcise alder - bare.. ja bare fordi. 
 "Den gode ungdom." Konstaterede han bare, med en humoristisk grimasse, og kradsede sig lidt distraheret på armen. 
 
 De venskabelige klap på ryggen, lod Viktor ske, mens han stirrede lidt ubeslutsomt frem for sig når han tænkte over berøringen. Det var et stort kaos for ham lige nu. Han skyndte sig dog at dreje kroppen mod Richard, og smilede sit typiske drengede smil. 
 "Om jeg gør." Sagde han dramatisk, og tog et teatralsk sug ind gennem næsen,  "Alt jeg drømmer om, om natten, er at dyppe fødderne i varmt og klart vand." - "Der burde skrives sange om det." Han lagde hånden på sin brystkasse og skød hovedet til siden for at gestikulere selvhøjtidelighed, inden han ændrede sim grimasse og lo. 
  "Hvad med dig? Du må da også foretrække et rigtigt bad frem for kluden." Han rynkede lidt på næsen. 

Det var med stor betænksomhed at have en ung mand med som Viktor. Det var næsten sjældent at opleve ting som dette, mange af de, som normalt blev ansat eller kom med på skibet, de havde en form af erfaring og vidste hvordan man begik sig på skibet og levevis. 
Men en ung adelig grevesøn som denne, en som havde med ridning og fægtning at gøre som sine daglige aktiviteter, skulle oplæres fra bunden og det gav ham, og sine besætning, mulighed for, at forme og danne drengen på sin egen måde. 

Men ligegyldige kommentar forlod fortsat den unge drengs læber, og Richard rynkede blot lidt i panden på ny og måtte vel tage det som en reminder til august. Men det kom stadigvæk som en besynderlig kommentar og han vidste ikke, hvorfor han skulle vide hverken alder eller fødselsmåned. Men da han selv blot kom med en kommentar, blev den også modtaget på sin egen særhed. Den gode ungdom. Det var så meget sagt, men det var den vel. 
Richard tog det dog ikke, som at der skulle graves mere i det, for det var jo et gennemfået emne for nu. Forhåbentlig. Men han forventet alligevel næsten, at få en dato og tidspunkt fortalt. 

Hånden der havde gjort sin gøren i det venskablige klap, blev taget let tilbage til sig selv og han så langsomt drejende mod Viktor, der blev noget så... oplyst. Som solen havde ramt ham med sit eget personlige spot. Fortællingen der blev givet var overdramatisk og lige til undergrundens teatrescener. 

Men det forsvandt heldigvis hen i en grimasse og later. "Det gør man altid, men ikke så meget, at jeg drømmer om det som du," svaret han med en lille indskydelse om at Viktor måske var en smule melodramatisk. "Men har du venner i byen du skal have besøgt?"

 Hånden efterlod en varme, på den adelige søns ryg, der summede så det næsten gjorde ondt. Viktor fik helt lyst til at tage den i sine egne, og føre den rundt på sig. Men det var igen hans dumme fantasier, der begyndte at løbe løbsk med ham. Det måtte stoppes. Men, argh, hvor blodet dog brændte i ham. 

 "Overdrivelse fremmer forståelse." lo Viktor, og kunne godt forstå hentydningen fra Richard. Kaptajnen var ikke lige så, overspillet, som den unge grevesøn kunne blive fra tid til anden. Men han nikkede en anelse, og satte sig lidt henslængt tilbage i sengen med armene bag sig som støtte, mens han spredte benene en anelse. Det ene ben af Viktors, daskede blidt mod Richards, mens han betragtede ham. Mon den gyldne glød på kaptajnens hud stammede fra de mange timer på havet, eller om der var en anden baggrund for dette? 

 Viktor sendte blikket ned ad sig selv, og vippede overvejende med benet, så det fra tid til anden blev ved med at strejfe Richards, mens han tænkte over spørgsmålet. "Min kusine bor i Dianthos, så jeg skal nok lige aflægge visit hos hende, igen." Han smilede skævt for sig selv, og standsede sin vippen med benet så det bare lå klods op ad Richard istedet. Blikket lå diskret ved deres ben, inden han sank en klump, og skævede mod loftet - forsøgte at lade som om, at han ikke lagde mærke til deres berøring, "Og så er der også nogle bekendt fra selskabslivet, som bor der. Som det kan være at jeg render ind i." forklarede han, mens brystkassen brændte. 

 "Og dig, Kaptajn?" spurgte Viktor lidt efter, og gned fingrene i lagenet bag sig. Han drejede hovedet for at se på Richard. Benet havde han stadig ikke fjernet fra den anden, men det var begyndte at brænde, ligesom alt andet i ham. Dog, var han bedre til at virke uanfægtet, denne gang. Skønt der sikkert var arbejde at tage sig af, og en moppe på dækket der skulle samles op, så ville han ikke forlade dette spæde øjeblik de havde med hinanden. 

Der var en tydelig sandhed i det der blev sagt. Overdrivelse fremmer virkelig forståelsen, men ligefrem at opfører sig som en sand primadonna, det var nok lige en tand for meget, selv for overdrivelsen af. Richard kunne blot klukke lidt med over det. Det krævede ingen tankelæsende evner at fornemme, at den unge knægt tænkte over noget der vedrørte en, for han mærkede hvordan foden ramte ind i hans og han mærkede hans blik. 
Ikke at blikket virket til at se på ham, men som det studsede sig over ham og hans person. 

Fødderne blev ved med at strejfe hinanden. Et strejf af hinanden der havde mere betydning bag sig, end hvis det havde været hele foden oven på hans. Som han skulle guide Viktor igennem livet og tage skridtene for og med ham. Men Viktor ville ikke komme til at stå op fødderne og blive ført omkring på den måde. Det var han for gammel til og det, dét var upassende selv for ham. Men han hørte hvordan der blev svaret trods den vippende fod og ben kunne være et forstyrrende element. "Besøgte du hende inden du maste dig ombord på mit skib?" spurgte han, måske en smule anklagende, men det var da fair at vende det sådan, eftersom Viktor ikke havde taget et nej for et nej. 

Hvad det var for nogle i selskabslivet Viktor kendte, var selvfølgelig et ukendt domæne for Richard, men han kunne altid spørge ind til dette, hvis det nu virkelig passede ham, men det var ikke tilfældet. I stedet lod hans sit fokus falde til spørgsmålet der vedrørte ham og hans mulige planer. 

"Jeg skal afhente nogle daggerts hos smeden i byen, og ellers til havnefesten der er planlagt," fortalte han små sparsomlig. Det ville dog ikke skade hverken ham eller Viktor, at deltaljerne var sparsomlige, for ikke alt ved et samtale emne. Måske havnefesten kunne have været et mere åbent emne at drøfte, men det var blot som man nu engang tog det. 
Det var nok alligevel ikke noget for Viktor, som Richard så det. Det var langt fra det samme, som det man oplevede i adlen, det var blot det almene samfund som hyggede sig i deres egne kredse og deres eget selskab. 

 At Richard bare lod deres knæ og fødder mødes, gav Viktor blod på tanden for at prøve flere grænser af. Sågar bryde dem. Men han lod det være som det var; knæ mod knæ, fod mod fod, og måtte nøjes. Fingrene bag ham knuget sig ned i lagenet, foldede sig i dem. Richards seng. Viktor formodede, at hans fingre kørte rundt et sted, hvor kaptajnen nok var allermest sårbar. Suk.

Den lettere anklagende tone fra kaptajnen, fik Viktor til at krympe sig en anelse sammen i sin position. 
"Ja," svarede han, inden han sendte Richard et frækt, drenget smil, og sagde så meget påtvunget elskværdighed, "Men er du ikke glad for at jeg gjorde?" Maste sig med på skibet. Blikket søgte ind i de mørke, cognac farvede øjne der gemte på så meget usagt. Øjnene hang deri, længere end hvad normalen måske var, og flakkede langsomt som for at tage ham ind. Han fugtede sine læber kort, men rev blikket bort og kluklo istedet. Hjertebank, hjertebank, hjertebank. Hånden blev kørt igennem krøllerne, benene stadig spredt, lettere henslængt. Viktor funderede, om Richard godt kunne lide at deres ben rørte ved hinanden - eller måske tænkte han slet ikke over det. 

 Daggerts.. havnefesten. Oh. Havnefesten? 
Viktors øjne lyste op, da der blev nævnt noget som interesserede ham. 
"Havnefesten?" Han hævede det ene øjenbryn, og sendte ham et kattet smil - der bar præg af at, der vidst var noget her, som Richard havde holdt hemmeligt for ham, eller fortiet. Den unge adelssøn lænede sig en smule frem mod den anden, ganske harmløst og lagde hovedet på skrå.
 "Skal vi til fest?" Tonefaldet var en smule afhørende, men Viktor havde selvfølgelig forventet at han var inviteret.   

Hvor længe de havde i sinde at blive siddende i hans seng, var nok et passende spørgsmål at stille sig selv, for det var på ingen måde passende at de bare blev siddende, men på nogen måder, virkede det alligevel til, at den unge grevesøn havde behov for det. 

Et fryns forlod ham, som han hørte svaret der kom fra det unge rad af en knægt. Som han så det, var det en påtvunget elskværdighed der brød sig og han kunne ikke andet end sukke opgivende over den dumsmarte kommentar. Det var ikke lige hvad han havde lyst, at svare på. Selvfølgelig havde han en fornøjelse over, at det var sket. Men det havde alligevel haft en betydning for hele fragten. De havde smuglervare og det kunne være gået gjalt. Men om det nogensinde var faldet den unge mand ind, ville han ikke prikke til. Det ville blot vække mistanke og spørgsmål. 

Richard lod blikket hvile let frem for sig, som han funderet over hvad de skulle få resten af dagen til at gå med. Måske Thorsten kunne motiveres til at spille lidt musik for dem alle under dækket i et fællesskab. Men Viktors sprøde drengestemme lød som et ekko af ham selv. Havnefesten, og et nik blev givet. Hvorfor han nu skulle afhøres, forstod han ikke, men han lænede sig let tilbage og så på Viktor med studsende øjne, som han prøvede at finde ud af, hvad der rent faktisk foregik i det unge hoved. "Det skal vi, ja. Alle der har noget med havnen er inviteret," fortalte han, der havde et kort mellemrum mellem først at bekræfte, at de skulle til fest, og så at det var for alle. 

"Jeg har fornemmelsen, af at du har nogen spørgsmål vedrørende mig, siden du har haft set så studsende på mig," der var en en let undren i spørgsmålet. Han følt sig sat under en lup, men det var samtidig som om, at Viktor ikke fandt de svar, han søgte. 

 Viktor brummede lidt funderende, og trak sig tilbage igen, som Richard langsomt trak sig væk. Hvorfor var der ikke nogen som havde fortalt ham dette? Ikke engang Charles havde nævnt det i forbifarten.
 "Hvornår er det? Med det samme vi ankommer?" Spurgte han nysgerrigt, "Er det noget der er blevet holdt før?" En havnefest. Sådan noget havde Viktor aldrig oplevet før - det var kun det fine selskabsliv og deres utallige baller og begivenheder han havde været en tvungen del af. En naturlig del af hans adelige liv. Men en havnefest - der kunne tøjlerne måske slippes en smule? 

 Nu bemærkede, den unge grevesøn, det undersøgende blik der hvilede på ham. Det prikkede lidt i huden der hvor cognaccen ramte, og spildte over ham. Det fik hans blik til at flakke fra manden ved sin side, ned til sit skød istedet. Det kom dog retur på kaptajnen, da han nu stillede ham et indgående spørgsmål - som havde han regnet Viktor ud. 

 "Hm?" læberne blev presset sammen, og han så uskyldigt hen på Richard. Hvorfor han opførte sig som hvis han ikke havde hørt ham første gang, når han havde hørt hvert et ord - var vel for at vinde tid. "Jeg ved jo ikke rigtig noget om dig." sagde han ærligt og trak lidt på skuldrene, mens han gnavede sig lidt overvejende i underlæben. Benet vippede igen, som han tænkte og ramte Richard på ny. 

 Nu huskede han på spørgsmålet, som Marius stillede ham første gang de mødte hinanden. Ville det virke på Richard? Han kunne jo altid prøve. Godt nok ville det ikke lyde lige så nonchalant som Marius havde ytret det, men det var forsøget værd. 
Han kom med et lille kluk ved erindringen, og smilede fåret, inden han mødte Richards blik.
 "Kom med noget, du sjældent ville turde røbe for en du lige har mødt?" Hans bryn hævede sig lidt udtryksfuldt og udfordrende. Prøvende sågar. Kunne Viktor få ham på krogen?

Overfaldet af tre hungrende spørgsmål, som det gjalt liv eller død for den unge adelsdreng. Richard måtte lige bruge et sekund for at tage alle spørgsmålene ind til sig og gøre sig nogle overvejelser af svar, for der var en måde at håndtere dette på, og det var at lukke for alle de andre mulige opståendende spørgmsål der kunne bryde sig når som helst - og hvor som helst. 

"En uge fra vi lander i havnen, det afholdes generelt en gang om året mellem skiftende i årstiderne. Der er mad og drikke, mulighed for dans og festlige aktiviteter som ringkast, øskekastespil og bide æbler fra vandfade," det var blot at opremse nogle af de ting som var at opleve, det var nok ikke det man helt forventet,, men det var en aktivitet som skabte sammenhold og morsomme øjeblikke mellem folkenen i havnen. "Flåden er også velkommen i det, da de er en del af havnen" tilføjet han dog efterfølgende, men næppe med nogen form af tegn af begejstring. 
Men hans manglende begejstring af flåden skulle selvfølgelig ikke påvirke Viktors syn af dem, da han nok ville få fornøjelsen af at være med dem på andre plan. 

Tilbagelænet lod han armene falde let i folder og han kigget afventende på det blege barn -- den blege mand. Viktor var jo i sandhed en mand, hvis man skulle tage ud fra hans alder. At deres ben endnu stod stødt om stødt, var intet problem. En enkel gang havde han fået skubbet tilbage i benet af den unge med sit. 
Nej, det er vel gensidigt? tænkte han en kort tanke, for han vidste heller ikke rigtig noget om Viktor. Men de var jo kollegaer, det ville komme dem naturligt at blive indviet i hvad der skete i ens liv, selvom det blot var for nogen måneder. 

En rynke brød sig mellem brynene og han forstod ikke hvorfor der skulle et lille kluk ud af den unge mand, som deres øjne mødtes. "Bedre held næste gang," svaret han tørt som det første, men lod sig alligevel overveje. Det handlede jo ikke om, ikke at turde. Men det vedkom nok ikke rigtig folk helt så meget. "Jeg er halv topalis og norvik," Så. Nu viste han jo noget om ham.

 Brynene dansede spøjst opad af informations overbelastning, som Richard opremsede alle de ting man kunne opleve og se til havnefesten. Han sørgede virkelig for at dække alt ind, og det gjorde, at Viktor, pudsigt nok, ikke kunne finde på flere spørgsmål om begivenheden. 
 "Hm-hm." brummede han nynnende i en vurderende klang, og lagde hovedet på skrå. Blikket ændrede sig til et af undren, da Richard tilføjede det sidste om flåden, men han lød ikke særlig begejstret for det. Men, på den anden side; det var ikke just, fordi Richard var en mand, der lød særligt begejstret normalt - så der var muligvis ikke noget, at tage fat i dér alligevel. 
 "Det er alligevel en del." kommenterede han, "Jeg kan næsten ikke vente." ordene, og øjnene gnitrede af ildhu. Bare om en uges tid, så var der fest. Bare lidt endnu, med hårdt arbejde, så ville der stå en belønning og vente ham, i Dianthos. Han smilede. Gad vide hvilke spændende ting der ville byde ham der. Alle aktiviteterne, var noget han kunne tænke sig at prøve.

 De to skibsmænd, så hinanden an. Armene der foldede sig over kors, blev næsten et skjold der beskyttede Richard fra udefrakommende angreb. Som hvis han beskyttede sine hemmeligheder med alt hvad han havde. Alle havde hemmeligheder, tænkte Viktor - så kaptajnen havde nok en god del. Det gnitrede lidt om hjertet, da kaptajnens ben gengældte det lille skub. 

 Bedre held næste gang - Viktor smilede fåret til Richard. Nå ja, Viktor svarede vel heller aldrig Marius, på netop samme spørgsmål. Det var ikke så nemt at besvare, nu hvor han tænkte sig om. Men den lukkede skibsmand, åbnede sig alligevel en smule op, og gav en del af sig selv, som han delte med Viktor. 
 "Det forklarer din glød." kom grevesønnen til at sige uden at tænke sig om. Men han stod ved det, istedet for at være akavet omkring sine ord. Det eneste han tilbageholdte, var hånden der ivrigt ville finde vej til mandens ansigt, men den lå trygt og gemt bag ham, og knugede blot mere om lagenet. Topalis og Norvik, huh?
 "Hvor voksede du så op?" Spurgte han nysgerrigt, og vendte sig helt mod Richard. Det ene ben lå nu som en halvskrædderstilling på sengen, mens det andet stadig hang ned og rørte gulvet. Det var mærkeligt, men jo mere kaptajnen åbnede sig op, selvom det var spæd information, følte Viktor sig mere tættere på ham, og derfor mere afslappet. 

Der var så mange ting at tage højde for, når man havde med så unge mennesker at gøre. Deres nysgerrighed var spirende, og de kendte ikke grænser. De ville ikke stoppe, trods for evige sagte nej'er. Derfor kunne man kun komme dem i forekøbet, så godt man nu engang kunne. 
Selvfølgelig kunne uheldet være ude, at der endnu blot kunne komme flere spørgsmål, men det virkede ikke til, at knægten havde andre ting at spørge ind til, hvorfor mission var fuldført. Men alligevel skulle han lige fortsætte med sin glæde over havnefesten og det den brød sig. "Du skal nok få en anderledes oplevelse med det" fortalte han og afslutet det nemt for sig. 

Under normale omstændigheder, havde han ikke lade sig deltage i sådanne barnligheder som Viktor bagte med sig, at lege sådanne barnlige lege, som at dele sine hemmeligheder, som det var intet andet end et stykke tøj. Det var intet under, at unge mennesker blev snydt og bedraget af dem de elskede. 

Første bekræftelse på, hvorfor han havde mærket øjnene studere ham som en anden bogfinke. Men så solgløden var han nu heller ikke. Men han børstede det af sig, skulle han antage at Viktor kom fra det nordlige i landet for sin blege hud, eller lade sig udspørge for at lege med? Det ville ikke blive det sidste, det vidste han da med sig selv. Det var uinteressant. 

"Norvik" svaret han tørt på spørgsmålet. Richard rystet let på hovedet af Viktor, før han let bredte sine ben en anelse for at få en bedre siddende position, trods af det betød, at han skubbet til den andens ben. En del. "Kan du ikke bare spørge om dét du vil vide frem for disse barnlige lege?" spurgte han efter at have set mod sit skrivebord og dens rod. Papirerne var begyndt at sprede sig ud, da de ikke var sat i spænd under noget tungt. 

 Viktor nikkede langsomt da han fik svaret. A-ha. Norvik. Det var ikke ligefrem fordi Richard kastede om sig med adjektiver - svaret blev brummet koncist ud. Men sådan var kaptajnen vel, præcis og ligefrem. 
 "Der er flot natur, har jeg læst." Viktor havde aldrig selv været i Norvik, men han havde læst om området - bjergene og de mange vandfald. Sågar set tegninger fra det kolde nord, men familien af Alryss havde endnu ingen grund til at sætte fode der endnu. 
 "Sikkert også en pæn stjernehimmel." Kommenterede han, men gættede blot. 

 Pludselig spredte Richard sig en anelse mere end forventet. Hvilket gjorde at hans ben pressede sig tungere mod Viktors som stadig var plantet i gulvet. Hvorfor gjorde han det? Var det bevidst? Uh. Den blafrende hjertebanken steg støt igen, og han kunne mærke at ilten atter blev spæd, i den lille kahyt. Kan du ikke bare spørge om dét du vil vide, frem for disse barnlige lege? Viktor fik lyst til at tage sig til hjertet og knuge det, men hænderne blev i lagenet bag sig.
"Hah?" Grinte han lidt nervøst. Barnlige lege? "Det er da dét jeg gør?" Klukkede han lidt forvirret. Og skævede hurtigt over sin skulder i retningen af hvad Richard kiggede på, men kunne ikke orientere sig om det. Blikket rettede sig mod kaptajnen på ny. Mhm. Hm. Han gnavede sig lidt i underlæben imens han rynkede panden. Deres ben var stadig presset sammen, og Viktor kunne ikke dy sig, så derfor strak han sit ben diskret - hvilket gjorde at det ville strejfe bag om Richards, og ligge i klem mellem ham og sengekanten. 

 Viktor smilede skævt, "Keder jeg dig?" Kom det tøvende, mens hjertet atter var på vej op ad halsen. For hvis Richard ikke ville være her, kunne de vel bare gå hvert til sit, skønt den unge adelssøn ikke ønskede det. Solen var gået ned nu - bemærkede han. 

Havde han læst om stederne han endnu ikke havde besøgt? Richard alligevel give ham den ros, at lade sig være faldet over at læse om steder til nords, måske det gjalt om det samme til med det syd på. Et lette brummende bekræftelse på, at naturen var flot og med ord tilføjet han: "Et af de bedste steder at lære at læse stjernehimlen på, i landskabet mellem Turmelinien og det Nordlige Krystallandet," før hvor sneen lagde sig, men alligevel at derhenad. Hvor fugten lagde sig om græsset og bjergerne i horisonten. 

I en alsidig position fyldte han. Men som hænderne lå i hans egen favn, lod ham dem falde ud og placeret dem let bag sig selv som  pæle for at holde ham oprejst fra at falde tilbage i sengen og dunke hovedet ind i væggen bag sig. Viktor sad og bredte sig på sin egen lille måde, ikke at den plads han tog, var meget. 
Han var jo godt det halve af Richard. 

Men som hans klukkende svar kom, og bevægelsen der skete under hans ben, fik ham til at skæve ned og se passiv til. Det var særheder han ikke forstod sig på, ikke helt. Men han lagde ikke mere i det, end han skulle. Hvis først han gjorde det, ville fantasien løbe afsted med ham. "Spørg om det du konkret ønsker at vide, frem for at afhøre mig ud fra mine udtalelser," svaret lå tæt op ad, hvad der kunne være en udfordring, men det kunne det vel umuligt være. 
Øjnene der havde været haft sit flakken mellem benene og papirerne fik vendt hele sit fokus til Viktor. 

Et let ryst på hovedet blev svaret. 

 Viktors smil kunne ikke lade være med at blive en anelse større på de sammenpressede læber da han fik Richard til at åbne sig lidt mere op om sit barndomshjem. 
 "Ja så." Svarede han blidt til det, og forsøgte at undertrykke en hvis spænding ved emnet. Richard foreslog jo selv, tidligere, at han ville lære ham om stjernehimlens hemmeligheder, til at guide ham på sine rejser, men.. nej. Selvfølgelig kunne det ikke lade sig gøre at de skulle sammen til Norvik. Det var alt for langt væk, og Viktor var også usikker på om de overhovedet ville komme helt derop med skibet. Han skuttede sig, som fik han kuldegysninger. 
 "Det ville jeg gerne se, på et tidspunkt." Stemmen var underligt spæd, men fantasien løb løbsk med ham, og gjorde ham en smule åndsfraværende.
Men Viktor fandt hurtigt tilbage til kaptajnens kahyt   "Lærte du så stjernernes sprog der?" Han brugte en mere romantisk vending, fremfor hvad det egentlig hed. Smilet lå skævt på ham.

 Som kaptajnen indtog sin seng mere og mere, blev Viktor bevidst om pladsen i den. Hvert lille bump, og bevægelse som Richard gjorde, sendte små vibrationer op igennem ham. Grevesønnen måtte skutte sig lidt, i forsøget på at undertrykke hvor meget han havde lyst til at vride sig. Men Richard lod Viktors ben blive klemt, ganske uanfægtet, mellem sit eget og sengen, og adelssønnen følte sig på en underlig måde, i symbiose med ham. 
 Spørg konkret. De cognacfarvede øjne så ind i hans, men gnitrede af noget bestemt. Ordene han sagde spillede ham et puds.. for, havde han ikke lige selv snakket om, ikke at lege barnlige lege, og dog.. lå hans ord tæt op ad en udfordring. Noget konkret. Hmmm.

 Viktors hjerte blev lettet af den tavse hovedryst, som svar på hvorvidt den anden kedede sig. Så han kedede sig ikke. Hm. Mhm - godt tegn? De nøddebrune øjne blev varme, men han smilede genert og prikkede lidt med sin bare fod til Richards hånd der lå på sengen.  "Hmmm." Viktor ville gerne vide noget mere dybt om kaptajnen, måske noget, kun ganske få vidste om ham.  
 "Hvad er du, allermest bange for?" Blikket lå ved sin fod der prikkede til hånden, men så snart han havde stillet spørgsmålet, lagde han foden ud for hånden, uden at de rørte, og kiggede afventende på Richard.

Som bien bestøvede blomsterne mellem sig, viklet den unge adelssøn sig virkelig ind i deres liv og sammensmedet det hele. De nysgerrige berørninger og spørgsmål lå og flød på overfalden af havet, men det stak dybere end blot det. Richard begyndte stille at opfange nogle af de små ting, som faldt fra knægten, næsten som bladende faldt fra et træ indtil det ville stå nøgent for sig. Blottet og fri for hemmeligheder og dets kræmmeri.

Spørgsmålene der listet sig stille henover gulvet, som forkvalket flirtende ord der ville afklæde den andens personlighed. Bid for bid. "Nej, det gjorde jeg ude på havet, men jeg lært at følge nordstjernen som lille, finde stjernetegn og finde hjem ved at kende de mest gense stjernetegn," Richard lod sig blot ærligt fortælle lidt om det, julelegene var til ingen nytte, selvom knægten nok gerne så det som ganske passende at tage et spørgsmål ad gangen. 

Benet under ham, mellem ham og sengenkanten, blev let klemt. Som en rotte fanget i en musefælde. Spændt fra at stikke af, men endnu i live. Men øjnene gled skiftende ind og ud af hinanden, selvom Richard ikke rykket sig tættere eller længere væk, var det næsten som om, at grevesønnen alligevel nærmede sig, men det var indbildning. 
Det konkrete spørgsmål blev overvejet og tygget på, men som det endelig lød, så hans cognacfarvede øjne mod foden der lod sig puffe til hans hånd, og han hævede det ene bryn en anelse og skævede til kort til den lille krøltrop ved at vende øjnene op og se under sine øjenbryn. 

Hvad er jeg allermest bange for? Det var et godt spørgsmål, noget som han aldrig rigtig havde overvejet eller taget til sig. "At miste chancerne for at være på havet," svaret han brummende og stille og så afventende på drengens mulige reaktion der ville komme. 
Svaret var ganske nøgent. Han havde viet sit liv til havet, og skulle han stå uden det, at kunne komme ud på det og være med det, vidste han ikke, hvad hans skulle gøre af sig selv eller sit liv. 

 Intelligent, Richard var yderst intelligent. På egen hånd havde han lært at tyde stjernerne. Viktor trak i mundvigen. Typisk Richard. Den unge grevesøn nød, at samle de små korn til sig som kaptajnen lagde ud til ham. Mere og mere lærte han om den anden. 

 Solen var gået ned, så de blide, rødlige nuancer var skiftet ud med et spædt oplyst rum. Stearinlysene lagde en dæmpet, og blødere glød på dem begge, udhviskede de hårdere linjer, og afslørede måske mere end hvad godt var.

 Var Viktor en frodig frugt, kunne han mærke hvordan det overmodnede skind blev mast til bristepunktet af Richards ben. Sprækkerne i frugtkødet, begyndte at komme til syne, og snart, meget snart, kunne han ikke bevare indholdet i sig, der ville spilde. Skønt, Viktor forsøgte at skjule hvor påvirket han blev, trak han vejret mere overfladisk; det kom ud i små, rystende pust, mellem hans læber, hvor han ihærdigt forsøgte at tilbageholde den lette pirrende skælven. Hjertet vred sig på ny og brændte ham op indefra. 
 
 Men Richard blev nøgen, i sine ord. Viktor havde ikke regnet med at han ville åbne sig om det. Kaptajnen begyndte at slå rødder om hans hjerte. Viktors smil blev underfundigt, "Du elsker virkelig havet." Konstaterede han med et lille smil, brynene løftede sig empatisk, og blikket gled ind i den andens - han kunne slet ikke andet end at sidde fast i de mørke øjne og følte sig ude af stand til at bevæge sig. Som en hjort på sigtekornet. 
 "Frygter du.." han smagte lidt på ordene for at finde den rette vending og forsatte dæmpet; ".. at det er noget der kommer til at ske?" Spørgsmålet lød måske meget af det samme. Men kaptajnen var allermest bange for at miste chancerne for at blive på havet og Viktor var nysgerrig på, om Richard havde noget der ulmede bag svaret - en grund til hvorfor, han behøvede at være bange for at miste det. Han fugtede sine læber, men kunne ikke rigtig mærke dem, mens han så afventende så på den lettere solglødet mand overfor sig.  

Mørket var faldet hen, som det blot havde ventet på solen ville lade sig lure om på den anden side af vandkanten. Havde stearinlyset ikke været tændt ved bordet og de to steder på væggen i sine glaskobler, ville de være lagt i mærke. Det dæmpet skær det gav dem, var kærkommen. Forkert og satte forkerte stemninger i gang. 

Som en delikat appelsin, ville selv den under de rette tryk, lade safte sive igennem. Sprede sin duft og vasker for hånden der presset. Med knægtens ben i spænd, var det næsten som at forestille sig denne appelsin som knægten. Det unge adelskød der ikke kunne facaden hen og lod sig give. Vejrtrækningerne var de første sprede spray af safte og duft der passeret frugtens skal. 

En pladespiller der blev trukket tilbage og han hørte ordene på ny i hovedet: Du elsker virkelig havet. Det gjorde han. Det var hele hans liv, vandet var ikke blot ens bedsteven, men også den værste fjende man kunne tænke sig. At lære det at kende, gav ham blot mere forståelse for, hvordan man begik sig i et med det. 
Måske det heller ikke var faldet den unge knægt ind, at det eneste de smed overbord, var organisk. Alt der kunne brændes, blev taget med retur og kasseret i havnen. 
"Det.." han rettet sig en anelse i sin siddende position og lod hånden klap foden nær ham en enkel gang, før hånden forsvandt itl sengekanten ".. taler vi ikke om, Viktor,"

Han gjorde små antræk til at ville rejse sig, men da den unge mands ben ikke skulle sammenklemmes helt, skubbede han sin egen fod en anelse ud og fik rejst sig fra sædet. 

 Appelsinens skal blev mere og mere brudt under presset. Saften kunne umuligt undgå at sive over i den anden, og efterlade dufte af det syrlige begær i tøjet. Måske ville det forevigt være usagt imellem dem. Måske betød det ikke lige så meget for Richard, som det gjorde for Viktor i dette øjeblik. Måske var det alt sammen bare noget han forestillede sig. 
 Det var svimlende, og Viktor følte at han fik åndenød. Det var ikke engang grevesønnen der blev pillet ud af sin skal, men Richard der åbnede sig for ham, og alligevel følte Viktor sig nøgen. 

 "Mhm." Han bed sig lidt i underlæben da Richard klappede ham på foden og afviste spørgsmålet. Det snakker vi ikke om, betød; jeg vil ikke snakke om det, som betød; jeg har noget, der potentielt ville kunne snakkes om. 

 "Hvis du vil snakke om det på et tidspunkt, lytter jeg gerne." Tilbød han oprigtigt, og fulgte kaptajnen med blikket der rejste sig fra sengen. Viktor så på den andens, brede, ryg der fik kastet skygger fra stearinlysets skær. Han bed sig lidt i underlæben; Det var godt at Richard rejste sig - ellers kunne grevesønnen ikke garantere for følgerne. Det prikkede som nåle i benet fra hvor Richard havde været. 

 Uden at sige mere, lod han sig falde tilbage i sengen med et lille bump, og lagde sig i lagenerne. Hænderne kørte over ansigtet og tilbage i det krøllede hår. Hjertet hamrede stadig, og hvis blot det salte vand ville kunne slukke ilden i blodet, havde han kastet sig ud i det. Sengetøjet duftede af Richard. Der var ingen steder at flygte hen.

  "Jeg er svimmel." Brummede han i et suk. En verbal undskyldning for måden han havde opført sig på; ikke usand, men heller ikke hele sandheden. Hænderne landede lydhørt på hver side af sit hovede, og han stirrede på det skygge beklædte loft over sig. 

Skønt appelsinen ikke var den forbudte frugt, var den forbudte frugt et ukendt element, hvorfor appelsinen alligevel var så et passende stykke frugt. Den lukket skal der passet på kødet indvidigt, men med det rette pres kunne få til at lække. Ikke at han, Richard, ville se sig som den der tog det frugt - der i dette tilfælde var Viktor.

Det venlige sind som luret i de unge øjne, ville med tiden blive oversvømmet af skuffelser og nederlag i sådan en grad, at venligheden måske forsvandt hen og det blot ville være en skygge i øjenkrogen. Kunne han undgå at det ville ske for Viktor, gjorde han det. Et sted, ville han værne om den unge mand på måder, som ikke var tilforladelige for en som ham. For nogen måske. 
Uanset hvordan han hørte det i sit eget hoved, var det uhørt. 

Men han fik rejste sig og lod Viktor falde i hans seng. Selvfølgelig skrævede han en anelse ned over det og hørte de brummende ord i et gudsforladt suk. 

Richard fik vendt sig om og fandt et tæppe i fodenden af sengen, gemt godt væk i mørket med dets gråsorte nuance. Han fik foldet det let ud og stil sig ved siden af sengen og lænede sig en henover, som han fik lagt tæppet over knægten i hans seng. Den ene hånd blev placeret i sengen skråt over hovedet på krøltroppen der var svimmel, og han han næsten snude til snude over ham. Det kunne se ud af mange ting, men som øjnene studsede lidt omkring, fik han drejet sig let og så op. Skæghårene nåede at snitte de hårløse kinder. "Sov det væk, Viktor," 

Med ordene sagt, trådte han væk og lod sig forlade sin egen kahyt, efterlod det unge rad i hans seng med et tæppet let lagt over sig. 

 Bedøvelsen som var Richards duft, sivede op fra lagernerne i ham som giftsporer der kunne dræbe. Det hele var alt for meget, og alt for lidt på samme tid. Og selvom Viktor var blevet klogere på kaptajnen, var han alligevel, slet ikke blevet meget klogere på kaptajnen. 

 Han skælvede, af alle de følelser som kunne finde på at eksplodere når som helst, hvor som helst. Men han kæmpede bravt for at holde det inde - de måtte ikke lække. Ikke her. Alt dette der skete i kahytten måtte være et parallelt univers der ikke fandt sted i tidslinjen. Det kunne den umuligt gøre - for det hørte ikke hjemme nogle steder, og dog.. var det ganske virkeligt, at han lå i sengen, med hænderne på hver side af sit ansigt, mens Richard lagde et tæppe over adelssønnen. 

 Det næste der skete, gjorde Viktor paralyseret. Tidevandet susede over ham, slugte ham, druknede ham. Richard var så tæt på ham, og hans hjerne blev blank for en stund - bomstille lå han, og ventede på hvad der skulle til at udfolde sig. De nøddebrune øjne, henlagt af Richards skygge, blinkede langsomt, mens han uforstående betaget kiggede ind i cognaccen der spildte i hans øjne. Hjertebank hjertebank hjertebank.  Alt var i slowmotion. Læberne spredte sig kort, næsetippene var så tætte at han kunne mærke kaptajnens ånde hen over sine læber, og det kildede og brændte. Viktor glemte helt at trække vejret da skæghårene strejfede ham - han sitrede, og med ét, som var hændelsen blot et stykke af grevesønnens fantasi, havde Richard trukket sig, og forladt rummet.

 'Sov det væk, Viktor'

Døren lukkede sig, og kaptajnen efterlod Viktor til sig selv, i sin kahyt. Viktor greb fat i skjorten om brystkassen og vred stoffet i hænderne.
 "Hahhh!" Han gispede efter vejret, som hvis det først var dér at han endelig kom op til overfladen, og kunne trække vejret på ny. Hvad skete der? Stakåndet, vred han sig en smule under tæppet og krummede de bare tæer. 

 "Richard...?" Hviskede han i vantro i det tomme rum, og gned sig i det opblussende ansigt. Han vendte rundt så han lagde sig på maven. Armene gled under hovedpuden, som han knugede den ind til ansigtet. Duften omkransede ham på ny og kvalte ham. Viktor sukkede frustreret, sukkede igen og igen. Stop stop stop. Viktor. Stop.