Han åbnede øjnene, da han hørte Viktors stemme. Han blev næsten lettet over at se Viktor foran sig, men skammen over det han havde gjort kom hurtig tilbage og han blev nærmest vred. Hvorfor var han fulgt efter ham? Det hele var så forvirrende. Marius følte sig svimmel. 
Vejrtrækningen var stadig ikke under kontrol og Marius lod et dyb suk undslippe hans læber og prøvede med alle kræfter at virke rolig.
Viktor kom lidt nærmere, og Marius indre konflikt voksede sig større. Han havde både lyst til at skubbe Viktor væk, men samtidig havde han også lyst til at tage Viktor ind til sig i et kram.

Han studerede Viktor lidt, han virkede nervøs, som han stod der med øjnene der flakkede fra hans fødder til Marius blik, da han spurgte om Marius var okay. Han prøvede at virke fattet og sagde lidt leende “det blev bare for varmt derinde, så jeg måtte have lidt luft” og prøvede at holde Viktors blik i sit. Marius sad med lidt spredte ben og hænderne på hver side af sig, som holdte hårdt fast om vindueskarmen.
Stille spurgte han “er du okay?”

 Så Marius skulle bare have lidt luft - aha. Og det havde intet at gøre med Viktor, og det øjeblik de blot havde delt sekunder forinden han rejste sig og forlod ham? Okay. 

 Viktor artikulerede dog ikke nogle af hans tanker, og gned læberne sammen, og nikkede lidt til det han sagde. Blikket gled fra Marius' fødder, op ad de spredte ben, og til sidst mødte han den andens blik. Er du okay? Spørgsmålet kom retur, og inden Viktor svarede, flakkede hans øjne kort til siden uden at hovedet rykkede med. 
 "Ja." lød det ganske kortfattet med en nikken, mens han sank en klump i halsen der kunne høres. Blikket faldt ned på sine fødder igen. 

 Med ganske små skridt, kom han tættere på den anden indtil han stødte mod hans knæ. Hans blik var fastlåst på Marius' brystkasse, inden han så turde at lade deres øjne mødes, langsomt. Når Viktor så på Marius, så han dét. Begæret. Det var selvhøjtideligt at tro, at Viktor kunne modstå det. Verden blev utrolig lille, og luften tyk. Han var kun i stand til at høre sit eget, og Marius tunge åndedræt. Blikket flakkede kortvarigt ned til den andens læber, og derefter tilbage til de afventende, grøngrå øjne. Ubeslutsom, og sammenklemt, stod Viktor og overvejede hvad han skulle sige eller gøre - men nu tog han chancen.

 Så måtte det briste eller bære. 

Viktor lænede sig ind, og pressede læberne mod Marius' i et flygtigt kys, før han så trak sig væk, og så på ham. Han følte sig stakåndet - skræmt sågar. Hans vejrtrækning var tung, og en ulidelig følelse voksede i ham som han stod og så på Marius. Læberne summede, og kildede. Han blev nødt til at mærke ham igen. Så denne gang, lænede han sig modigere frem, og plantede læberne på Marius' i et længere kys. Hans arme hang stadig stift ned af siderne på ham. 

Viktor var tydeligvis nervøs, sådan som hans blik flakkede rundt, Marius ville ønske han bare ville slappe af og lade deres øjne mødes, så de kunne falde til ro sammen. Men i stedet begyndte Viktor at nærme sig langsomt og automatisk rettede Marius sig lidt op. Da han mærkede Viktor mod sit ben, fløj tankerne rundt igen og han vidste ikke om han skulle rykke sig væk eller lade det ske.
De var i øjenhøjde, selvom Marius sad i vindueskarmen. Han kiggede undersøgende på Viktors bøjede hoved, men endelig løftede han blikket, så de brune øjne mødte Marius.
Blikket var så intens at han måtte læne sig lidt tilbage, men samtidig var det også virkelig indbydende og et lille nervøst smil spredte sig over Marius læber. Han sad og ventede på hvad Viktor ville gøre som det næste.

Da Viktor lænede sig helt ind og hans læber strejfede Marius i et hurtigt kys, nåede Marius knap nok at mærke eller reagere på det. Han sad bare med åbne øjne og med halvåben mund, som i chok. Hans vejrtrækning kom ud i hurtige pust, i takt med hans puls atter steg igen. Dog havde det korte kys stoppet alle tanker i Marius hoved og den eneste tanke der nu dukkede op var lysende klar og den sagde mere

Han så ind i Viktors varme øjne som havde en glimt af urolighed, men det ændrede sig hurtigt og med mere mod mødte deres læber igen. Denne gang langsommere så Marius kunne nå at følge med og han kyssede tilbage med al den undertrykte lyst han havde til Viktor. Kysset blev dybere i takt med hans åndedrag også blev tungere. Marius druknede helt i den euforiske følelse og han ville tættere på Viktor. Han skulle lige til at række ud efter hans arm, men stoppede brat da de begyndte at klappe i rummet ved siden af. Han trak sig tilbage og begyndte at rømme sig lidt, han kunne mærke varmen fra deres kys helt ud i kinderne og ørerne. Nu var det hans tur til at lade blikket flakke rundt, før han turde kigge Viktor i øjnene igen, med en varm glød. 

 Den manglende reaktion fra hertugsønnen, gjorde netop også, at Viktor så sit snit til at føre læberne sammen med ham igen. Kunne han ikke lide det, regnede han med at Marius ville være verbal omkring det, eller skubbe ham væk. 

 Men de læber der før, ikke nåede at reagere, blev nu presset retur i deres kys. De kyssede. Marius kyssede Viktor. Det eneste der summede i den unge grevesøns hovede, var kysset. Ikke én eneste sammenhængende tanke fandt sted i hans hovede, blot en umådelig varme fra Marius' læber, spredte sig ud i Viktors krop, som på en varm sommerdag. Han åndede tungt og nervøst ud af næsen, og lyden blandede sig med Marius' åndedrag.

 Hjertebank, hjertebank, hjertebank. Den høje lyd af hans puls brusede i hans øregange. Viktor var lige ved at løfte dødvægten, der var hans arme, for at gøre kysset mere lidenskabeligt -- 

Jubel. Klapsalver.

 Begge drenge trak sig forskrækket væk, og kysset sluttede brat. Han tog en halvknyttet næve op til sine læber og kiggede rundt i frygt for at være opdaget. Ingen. Et par af sine fingre nussede den lyserøde hud hvor Marius havde været, blot sekunder forinden.  Klapsalverne døde hen, og et digt inde fra salen begyndte at blive læst op. Viktor rømmede sig da Marius gjorde. Det føltes ganske akavet. Rolig Viktor. 

 Han så på Marius igen, undersøgende. Der var varme i hans øjne ikke? De ville begge det her.. ikke? Han fugtede sine læber svagt, og tog et rystende sug ind - før han smilede forsigtigt og gjorde det mindste tegn på atter at nærme sig Marius. Ingen så dem. De kunne vel kysse igen? 

Lettelsen spredte sig i Marius, da han så de ikke var blevet opdaget. Hans vejrtrækning blev lidt langsommere, men hans puls bankede stadig derudaf. Dog var stemningen mellem ham og Viktor blevet en anelse akavet. Langsomt gik det op for ham hvad han lige havde gjort. Han havde kysset med en anden fyr.. Hvad ville hans far ikke sige. Frygten krøb op i ham, som en kold spand vand, der blev slynget i hovedet på Marius. 

Han lagde mærke til at Viktor begyndte at nærme sig igen, Marius blev så nervøs, at han fik fremstammet "Jeg er ikke..." 
Da ordene havde forladt hans mund, så han hvordan de havde ramt og såret Viktor og han trak sig langsomt tilbage. Marius tanker galoperede rundt. Han var jo ikke til fyre, hvorfor gjorde Viktor ham så forvirret. Kysset de lige havde delt havde fået ham til at føle ting, han aldrig havde følt før. 

Viktor begyndte at vende sig om for at gå, men pludselig reagerede Marius krop instinktivt, han hev ud efter Viktors arm for at stoppe ham. Han holdt godt fast på det bare stykke arm, som stadig var synligt. "Vent" sagde han næsten hviskende og længselsfuldt. Men gav så slip og satte sig igen. Han lod begge sine hænder køre nervøst igennem håret imens han igen sagde "Undskyld, men jeg er ikke.." han rømmede sig lidt og gentog det igen, men kunne ikke få sig selv til at afslutte sætningen- jeg er ikke homoseksuel.  

I stedet for at sige mere rakte Marius forsigtigt ud efter Viktors arm igen. Meget langsomt trak han Viktor hen imod sig, deres blikke mødtes kort imens de begge kiggede lidt nervøst rundt, men de få gange deres øjne mødtes, fik det Marius hjerte til at hoppe et slag over. Det hele føltes så intens, som om tiden gik i slowmotion. 
Endelig var Viktor så tæt på, at Marius skulle til at kysse ham igen, men fortrød så og lagde i stedet sin pande mod Viktors. Der var så meget vægt på, så de virkelig støttede sig op af hinanden. Deres ansigter var så tætte at han kunne høre begge deres dybe åndedrag. De holdte hovederne sådan i et stykke tid og til sidst måtte Marius lukke øjnene og bare indånde Viktors søde duft. Han prøvede at få styr på sine tanker, de skreg efter at mærke Viktors læber mod sine igen. Til sidst blev fristelsen for stor og Marius lænede sig ind til et kys. Det var et langt og længselsfuldt kys til at starte med, men langsomt blev det dybere og Marius havde på ingen måder lyst til at stoppe igen. 

Hvordan kunne det være forkert når det hele føltes så rigtigt.. 

 Ordene der forlod Marius' mund fik Viktor til at stivne i sine bevægelser, og som stokke hang armene atter stift langs siderne. Han trak sig tilbage, og lod blikket glide undersøgende hen på den andne, for at forstå hvad han hørte. Jeg er ikke.. Okay. Et såret fnys forlod hans næse, og kæben strammedes som øjnene udtrykkede hvad han følte. Sårbarhed. Læberne gned sig sammen, og han gjorde et kort nik før han vendte om på hælen for at gå. For pokker da også hvor gjorde det ondt. Afvisningen. 

 Lettere chokeret stoppede han op som han febrilsk blev rakt ud efter med de desperate 'vent' der kaldte hviskende ud efter ham, som en bøn. Viktor skævede ned på hånden der havde fat i hans arm, før han så drejede omkring igen, tavs og så afventende på Marius. Hvad mere var der at sige? Blikket flakkede rundt i den andens ansigt, for at læse ham, men som de samme ord fra tidligere begyndte atter at forlade Marius' læber, pressede Viktor sine egne ubehageligt sammen. Han havde fattet dét. Skulle han virkelig stå og blive afvist to gange? Fingrene knugede sig ind i håndfladerne, og han sukkede tungt, skuffet. Han nikkede lidt til ordenes betydning, mens blikket dalede. 

 Skulle han gå? Det virkede mærkeligt at gå-- huh? Forvirret, så han med det samme ned på hånden der nænsomt fik fat i underarmen - gled langsomt ned til håndleddet. Det sitrede i ham hvor grebet lå. Han kiggede flygtigt op på Marius, og så tilbage til hvor han havde fat. Mhm. Han sank en klump, og hjertet sad igen i halsen - sommerfuglene baskede.
  Hvad skulle dét nu betyde? Deres blikke flakkedes, som hvis de ikke helt kunne finde fodfæste i hinandens, på grund af nervøsiteten. Luften blev tyk mellem drengene. Ilten manglede. Viktor spredte sine læber lidt, men turde ikke at sige noget. Istedet fugtede han dem svagt med tungen og gned dem sammen igen, før et lille tungt suk forlod hans læber. Som hjerteslagene blev vildere, hævede og sænkede grevesønnens brystkasse sig tydeligt. 

 Panderne stødte mod hinanden ganske blidt. Men der var intet blidhed mellem de intense følelser der slog gnistre omkring dem. Mon Viktor var den eneste der havde det varmt? De nøddebrune øjne blandede sig med de intense grønne. De søgte et eller andet form for svar fra Marius. Kys mig, Bad han i sit indre. Men han var også bange for at genoptage det, han selv havde startet forinden. Han ville ikke afvises for tredje gang. Den sprøde, sensuelle duft af vanilje kunne Viktor dufte fra den andens hår, og han måtte bide sig i underlæben i et forsøg på at kontrollere alle sine følelser. Marius, skreg hans krop.

 Og så.. guderne måtte have hørt hans bønner, for det sødeste, mildeste kys landede på Viktors læber som det næste. Han rystede helt ved mødet, og sitrede spædt af længsel. Nu turde han endelig at tage hænderne op på hver side af hertugsønnens kinder, og gengælde kysset med alt hvad han havde i sig. Brynene skød ømt og følelsesladet op i panden, som han fordybede sig i kysset. 

 Det var ventetiden værd.   

Kysset startede blidt ud, men da Viktor lagde sine hænder på Marius kinder udviklede det sig mere intenst, næsten desperat. Marius havde også brug for at røre ved Viktor, så hans hænder greb fat om Viktors hofter og hev ham helt ind til sig imellem benene. Hans hænder gled langsomt om på ryggen, hvor han tog hårdt fat i Viktors skjorte, med den ene hånd.

Viktors hænder føltes varme mod kinderne og Marius lod sig føre an af Viktors bløde læber. De var krævende men samtidig blide og Marius lod sine læber skilles, så deres tunger kunne mødes. Det gav en sitrende følelse at mærke Viktors tunge mod sin. Han smagte stadig sødt fra kagerne de havde spist tidligere.
Kraften i Viktors hænder var så anderledes fra de piger Marius ellers var vant til at kysse. Han plejede at være den i kontrol, men lige nu nyd han at blive ført af Viktors vildskab.

Efter lidt tid kunne Marius næsten ikke få vejret, han måtte få luft og trak sig lidt, så deres læber skiltes.
Han lod blidt sin pande falde mod Viktors igen, men de var så tætte at deres næsetipper mødtes.
Han lød helt forpustet som havde han fægtet i flere timer, han lukkede øjnene og lod nogle varme pust forlade læberne.
Stadig med hænderne begravet i Viktors skjorte, åbnede Marius forsigtigt øjnene og kiggede direkte ind i den andens brune. De skinnede som solen på en varm sommerdag. Marius smilede lidt og mærkede hvordan hele kroppen summede, det var den bedste følelse han havde følt længe. Han lukkede øjnene igen og lod sin næse glide henover Viktors kind, hen til lige under øret hvor han tog en dyb indånding. Selv Viktors duft var anderledes end en kvindes, han duftede af frisk citrus, sommer, som varme krydderier og som træerne i skoven. Hvor havde han dog savnet den duft..

Marius lod blidt sine læber strejfe huden under øret og plantede et lille kys der, alt imens hans hænder fandt ned mod buksekanten.
Deres læber mødtes igen og nu var det Marius tur til at føre an. Han nappede blidt i Viktors underlæbe imens han langsomt hev skjorten op af bukserne, for så at føre sin hånd ind under.

 Nogle burde nive Viktor i kinderne, for det der skete lige nu, føltes som en drøm. Det kunne umuligt være virkeligt. Men smagen af Marius' tunge blandede sig med Viktors spyt, som de smeltede sammen i det intense kys. Han glemte tid og sted, men var blot fuldkommen opslugt i kysset og Marius' hænder der var på ham. Tungerne dansede, snoede sig omkring, og han brummede luftigt ind i munden på Marius.  Det var ren ekstase. Viktor havde haft lyst til dette siden han ankom - siden han mødte ham for tre uger siden, og det var ren lykkerus der summede igennem den unge junker krop, som han blev hevet ind til den anden. 

 Det gjorde næsten helt ondt på ham, da deres læber måtte skilles og de igen kunne få lidt af den spæde ilt retur i deres system. Helt væk, kom de dog ikke fra hianden, da de sammensmeltede pande mod pande, og trak vejret stakåndet i unison. Viktor missede lidt forundret, men glædeligt med øjnene, mens han smilede lidt. Den hurtige vejrtrækning, blandede sig med små luftige kluk, som han slugte for at spare på ilten han næsten havde opbrugt. 

 Marius trak sig tilbage, så de to unge drenge nu kunne se hinanden i øjnene. Der var længsel, begær at finde hos dem begge. De grønne øjne gnitrede dybt og fjernt - som var han et helt andet sted. Opslugt i lysten. Viktor havde det på samme måde. Grevesønnens hænder havde forladt Marius' kinder, og havde istedet fat ved skjortestoffet omkring brystkassen. Fingrene knugede sig ind. Han lænede sig mod Marius, vippede hovedet for at gøre plads til den anden, mens mundvigen gjorde små glade ryk som næsen nusssede sig op ad hans kind. Han nød det, hvert eneste suk, åndedrag og berøring. Han ville have det hele. 
"Åh." sukkede han rystende da Marius' ånde kildede ham. Gåsehuden blomstrede ned ad halsen. Mhm, brummede han nydende til det lille kys der blev plantet ved øret. 

 Det var et glædeligt gensyn, da læberne atter mødtes. De faldt, perfekt i hak, som var de puslespilsbrikker der blot ventede på at blive sat korrekt sammen. Viktor spærrede øjnene overrasket op, da Marius bed ham i underlæben, og skjorten langsomt kom op ad grevesønnens bukser. Marius, dog, tænkte Viktor lettere ophidset, og gengældte nappet, inden hans tunge pressede sig ind mellem læberne, og genoptog deres hede kys. Hænderne på brystkassen nød han - lysten til at flå tøjet af hinanden var stor, og lige nu, var det dét andet hovede der talte. Hænderne forsøgte at komme under tøjet på Marius, men det var ikke lige just nemt. Han brummede stakåndet i deres kys, krævende, efter mere. 

Hånden der havde fundet under Viktors skjorte, undersøgte livligt den varme hud. Hvor var han dog blød og fingrene gled forsigtigt henover mavemusklerne. Marius blev så tændt af Viktors mave, at en tilfreds brummen forlod hans mund. Med begge hænder greb han nu hårdt fat om hofterne imens kysset blev endnu dybere. Marius kunne mærke sig selv blive hård, han havde lyst til at mærke endnu mere af Viktor.
Han tog sit ben rundt om Viktors for at føre ham endnu tættere så han kunne mærke hvor meget han havde lyst til ham- det hele var så euforisk at Marius næsten druknede i sin lyst. Men svagt opfangede han en underlig lyd. Det lød som om nogen klappede?

Langsomt gik det op for ham hvor han var. Som havde nogle skruet op for lyden hørte han pludselig klokkeklart klappen fra det andet rum. Hænderne som stadig var på Viktors mave, frøs. Hele kroppen frøs. I takt med hørelsen blev stærkere, jo mere bevidst blev Marius over hvilken situation han stod i. Det han var i fuld gang med kunne blive opdaget af hvem som helst, ikke mindst hans far.

Al varmen som havde hobet sig op af lyst og liderlighed, blev langsomt dannet til istapper. Marius lagde hovedet opgivende på Viktors skulder, for kort at samle sig. Men med ét rettede han sig op og med hænderne under skjorten, skubbede han Viktor hårdt væk. Han rejste sig helt op, for at virke mere truende og med frygten buldrede en underlige vrede op i brystet på Marius. Han så ned af sig selv, som kiggede han på en anden krop end sin egen. Hvad havde han dog tænkt sig? Tankerne fløj rundt og iblandt dem hørte han sin fars stemme der fortalte om hvor frastødende det var at mænd kunne finde sammen. Det gav Marius en ekstrem kvalme. Han tog en rystende hånd på maven og så ned på sit uglede tøj. Hurtigt begyndte han at rette på tøjet, som for at rette op på hvad han havde gjort.

Han havde brug for et stærkt glas vin og det med det samme. Men først måtte han få Viktor af vejen. Han havde ikke kigget en eneste gang på ham, men lod nu sit blik møde hans, øjnene var iskolde og stemmen hård “jeg kan ikke.. glemt dette nogensinde er sket” og med de ord gik han tilbage til salen.

 Viktor smilede kærligt, og selvtilfreds for sig selv imellem kyssene når de tog luft til sig. Vejtrækningen var overfladisk, og lydene sendte vibrationer ned til hans person mellem benene. Mere, mere, mere. Han drømmede sig væk i Marius' verden. Deres verden. Ham og Marius. Vi bliver snart nødt til at finde et værelse.. tænkte han ophidset, og desperat, og gispede lidt ind i den andens kys da benene blev svunget om hans hofter. Viktor lænede sig frem, fik næsten overbalance, men greb fat ved væggens indhug så han ikke væltede oven på Marius. "Nhn..Hh" Viktor fik lyst til at stønne Marius' navn, men bed det i sig, og brummede bare i sin lykkelige ekstase. Hvem skulle have troet, at de ville ende sådan her? En lille håbefuld blomst spirrede. 

 Det var først forsent, at Viktor opdagede hvor tøvende Marius blev i deres kys. Så kunne de måske have nået at snakke om det. Det var meget at tage ind. Uden at vide hvad der var galt, kørte Viktor nænsomt sine hænder op i nakken på Marius, som han lagde hovedet på hans skulder. Han nussede ham blidt, og duftede til hans hår lige så diskret. Vanilje, krydderier.. og - Pludselig mærkede han et hårdt skub mod brystkassen, og det tog al balancen han havde for ikke at skvatte, som han væltede bagud. 

 Blomsten visnede. 

 "Marius? Hvad sker der?" Spurgte han helt omtumlet, og lettere forarget over at blive skubbet sådan til. Blikket flakkede forvirret mellem de aggressive hænder der rettede på tøjet, og de frustreret, vrede isgrå øjne. Øjnene blev altid mere grå når han blev vred, lod Viktor sig bemærke. Brynene skød til vejrs, og udtrykkede fuldkommen de følelse der gik igennem den unge grevesøn. Frygt, skam, nervøsitet, sårbarhed. 

 Viktors blik rettede sig mere undersøgende, og han lagde hovedet lidt på skrå i forsøget på at nærme sig Marius. Som hvis man nærmede sig et skræmt, såret dyr. "Kan vi snakke om det?" Spurgte han stille, men med hjertet siddende i halsen. Lort, måske havde Viktor alligevel presset sig for meget på. Marius, havde trods alt forsøgt at afvise ham tidligere. Han fik helt dårlig samvittighed. 

 Men det der mødte ham, var ikke den Marius han før havde delt et lykkeligt, og intimt øjeblik med. Det var Hertugen af Isenwalds søn. Den perfekte søn, der skulle leve op til et perfekt liv. Viktor stivnede i sine bevægelser, og sank en klump, mens kuldegysninger prikkede ham ned ad ryggen.
 Jeg kan ikke. 
Viktors arme kom ned at hænge slapt om siderne. Læberne blev presset sammen, mens han kiggede såret på den anden. 
Glem dette nogensinde er sket.
Den unge grevesøn sagde ikke noget, i det Marius trådte forbi ham, og strejfede ham en anelse hårdt ved skulderen. Han lukkede øjnene af fortrydelse, og til sidst var der kun et svagt ekko af hertugsønnens skridt der forsvandt ned ad korridoren. 

 Viktor tog en dyb indånding som det første, og åndede langt ud. Rystende. Han forsøgte at få styr på sig selv og sine følelser. Afvisningen var hård - kold. "Mhrm..." rømmede han sig, forsøgte at tage det bravt, og kørte sin hånd igennem ansigtet, hvorefter han grødet, stønnede frustreret i sin hånd. 

 Fint.. tænkte han. 
Hånden kørte op igennem de krøllede lokker, hvorefter han begyndte at ordne sit tøj, så det sad bedre. Skjorten i bukserne, knapperne ordentlige. 
Lad os glemme det. Tænkte han fuld af harme, og skuffelse. 

 Med et frustreret fnys, gik han op på gæsteværelset; han kunne simpelthen ikke magte at gå tilbage til salen.
"Tillykke med fødselsdagen, Marius." mumlede han bittert, og var utrolig såret over hændelsen. Forvirret og såret. 

Det havde været en lang dag, skønt den var langt fra slut. Ønsket om at hun skulle have så mange lag på som muligt, var måske en anelse tarveligt gjorde af hertrugsønnen, men hun efterkom det alligevel glædeligt. Omend alt, ville hun nok have svedt et kilo eller to af inden dagen var slut. 

Nok havde hun fået muligheden for at dele en vin med Marius bag om hans forældres ryg, og nok havde hun ikke været hel glad for vinen, hvorfor han fik det returneret tilbage, havde hun indtrykket af på det tidspunkt, at han var i godt humør. At trods for at have misset muligheden for at få sin fødselsdagsgave af hende, var han i sit stiveste pus og sit vanlige jeg. Eller så vanligt man nu engang kunne være til sådan en begivenhed. Han var i centrum, det var været fald en del af det vanlige for ham. 

Salen havde været fyldt op, folks måder at lykønske og vise deres begejstring for Marius kom i mange lag. Hun havde gået omkring og hjulpet med opfyldninger, at vise folk rundt - hvad end der var nødvendigt. Fra tid til anden, havde hun da set mod Marius. En ung mand som hun havde set før, havde lavet en optræden og det var blevet taget glædeligt i mod fra mange. Theresa havde dog ikke et konstant øje på Marius, hvorfor det først var gået op for hende noget senere, at han var som forduftet fra salen. Hun lod sig dog ikke kure af dette, det var hans dag og hun havde ingen ret i at undre sig. 

Men som hun stod med et fad og skulle placere det på et af bordene, for at folk kunne få en lille mellemsnack for lige at få en appetit til senere, så hun Marius. Som en lille tordensky hang henover hovedet på ham, så hun sig kort omkring, før hun valgte at gå hen til ham, men for ikke at vække for megen opmærksomhed på dette, holdte hun sig et lille skidt bag ham og foldet hænderne foran sig og rømmede sig let, før hun fik gledet underlæben ud fra sit bid. "Min herre, er alt i orden" det blev spurgt med en spæd lille stemme. Hun ønskede ikke at der skulle vækkes nogen opmærksomhed på at han virkede oprørt eller at hun brød en intimsfære med så mange gæster omkring sig. For de som så med, ville det blot ligne, at hun ville sikre sig, at alt forløb efter planen til hans ønske. 

Hjertet galoperede stadig derud af, med et miks af skamfølelse og vrede, da Marius trådte ind i det fyldte rum. Folk var ved at rejse sig efter den sidste havde optrådt på scenen. Han kunne slet ikke overskue at snakke med nogen lige nu og valgte at stille sig i hjørnet med armene over kors. Tankerne var stadig et kaotisk rod og han lukkede kort øjnene for at prøve at få lidt ro på sig selv. En blid stemme talte til ham og han så Theresa stå lidt ved siden af ham, dog stadig med høflig afstand.
Synet af hende, gav dog lidt ro og han gav et lille smil, men sagde med sarkastisk stemme “alt er i den skønneste orden! Theresa vær sød at hente mig er stort glas vin og lad det ikke stå tomt resten af aften”
Med den ordre så han sin mor vifte ham hen til sig, sikkert for at takke nogle for deres optræden. Han stillede sig rank og gik imod dem.

(Time skip)

Det hele sejlede, men Theresa var ved hans side og støttede ham. Hun havde fulgt hans ordre og ikke ladet et glas stå tomt i hans nærvær. De var lige ankommet til hans rum og hun gav slip for at lukke døren. Hvor var her dog dejlig stille. Marius ville gøre alt for at glemme denne forbandede fødselsdag.
Han drejede rundt og hev Theresa ind til sig og begravede sit hovedet i hendes hals. Hun duftede så velkendt og betryggende og hendes lange smukke hår hang løst. Han skubbede det til siden og langsomt kyssede han sig vej op af hendes hals, til han nåede hendes øre og hviskede “tid til at åbne min sidste gave” hans hænder famlede bag hende for at prøve at åbne hendes kjole. Men han kunne næsten ikke stå oprejst. Svajende gik han hen til sengen og satte sig. “Vær schød at åbne dig selv op og lad mig nyde schoowet i stedet” sagde han snøvlet med et skævt smil.

Modvilligt havde hun efterkommet hans ønske om at sørge for, at han aldrig stod uden et tomt glas. Han drak som en mand på 40 og var hærdet til en del alligevel. Men selv en erfaren drikker, kunne få for meget. 

Men ind i mellem det hele, havde hun fået tilskyndet sig et toilet besøg og fået lettet nogle kilo. 

[...]

Theresa havde haft sin udfordring i at få støtte Marius hele vejen til. Han stank, og det var det milde ord for at beskrive det. Hun havde ikke oplevet ham sådan før, ikke helt sådan hvert fald. Men hun gjorde sin opgave og hjalp ham, skønt hun var træt og havde haft det varmt hele dagen. Men det var lykkedes hende at få smidt et af sine lag tidligere, da hun ellers ville være faldet om af hede. Armene lå støtte under hans som han faldt ind til hende og gav sig til at kærtegne hende, og hun grinte mildt af ham, og lod hovedet hvile let mod hans. Men hans læber kildede og hun hørte hans snøvlende hvisken, og hun så hvordan hans blik var som bag et sløret glas. Han kunne ikke få kjolen op, måske det ikke var gået op for ham, at hun skulle åbnes foran. 

Hun vidnet at han fik sat sig på sengekanten og hun nikkede blot let og bed sig i underlæben på en drilsk måde. Hun lod fingrene blive samlet på midten af sit bryst og fik langsomt knappet knapperne op indtil hun nåede midten af sin lave, fik hun trukket ærmerne af armene og skubbet den forsigtigt ned over numsen og benene indtil den lå for foden af hende, indtil hun stod med underkjolen der var i smalle stropper. Den ene arm blev først løsnet, mens hun let holdt den oppe med den anden hånd, og skiftede for at gøre det same. Hun holdt den let for brystet, før hun lod de falde til gulvet under hende. 

Theresa trådte hen til Marius og satte sig let på hug for an ham. "Skal jeg hjælpe Dem ud af tøjet?" spurgte hun, velvidende at hun skulle, men han kunne få lov at diktere lidt rundt med hende. 

Marius prøvede virkelig at fokusere på Theresa som stod foran ham. Stod hun stille eller drejede hun rundt? Blikket blev sløret og pludselig var der 3 styks Theresa. Sikke et show! Han prøvede at knibe øjnene sammen og de 3 blev til 1. Marius måtte holde fast i sengekanten for ikke at vælte til siden. Nu stod hun kun i sin underkjole og et lille grin undslap hans læber. Han vidste ikke helt hvorfor. Han lukkede øjnene lidt og det hele snurrede i mørket. En duft af citrus dukkede op og Marius blinkede et par gange med et lille håb i maven. Men da han kiggede ned var det Theresa som sad imellem hans ben. Forvirret snøvlede han bare et ja uden at vide hvad hun havde spurgt om.

Hun rejste sig og begyndte at tage hans bukser af og han lagde sig ned og lod hende gøre det. Igen måtte han lukke øjnene fordi det drejede og drejede. Nogle varme hænder bevægede sig op af Marius mave og sommerfuglene blomstrede ved berøringen og et smil spredte sig på læberne. Han lod sine hænder finde de andres, men hvad han troede var kraftige mandehænder, viste sig at være nogle spinkle feminine fingre. Han løftede hovedet lidt op og kiggede ind i blå øjne. Et lille irriteret suk slap ud af læberne på Marius. Men han hev så Theresa op på toppen af sig. Skjorten var blevet åbnet men sad stadig på, selvom han kunne mærke han var nøgen fra taljen og ned. Han lod sine hænder køre op af Theresa mave og lukkede øjnene, han forestillede sig mavemuskler og mindre former. I stedet for at nå op til Theresas bryster som han plejede lod han i stedet hænderne glide rundt hofterne og tog fat om hendes baller i stedet. Lysten var begyndt at vågne op i ham og han fik snøvlet sagt “vær sød at kysche mig” og da han mærkede læberne mod sine, bed han blidt i underlæben, inden han lod sin tunge føre sig ind i den andens mund.

Det var et kaos, selvom han intet gjorde for at besværliggøre det, var det, at han intet gjorde for at hjælpe, besværet nok. Hun fik kæmpet bukserne af ham, samt hans underklæder. De var dog kommet af til sidst og hun lod det blot ligge på gulvet. Som et andet rod, som et rod forårsaget af Marius selv. Men det var ikke her det endte nej. Hun fik kun knappet op for ham, før han fik hevet hende op til sig. Hvad end der gik i gennem hoved på ham, kunne hun ikke gøre sig klog på, men noget skete der hvert fald. Hun satte sig overskrævs på ham, hun tog en hånd til sig og fik rettet let på hans legeme for ikke at trykke den.

Theresa så lidt forvirret for sig, han rørte hende ikke som han plejede og hans øjne lukkede generelt mere i end hvad hun var vant til, hvorfor hun blot lod sine fingre glide op ad hans mave, og hun fik lænet sig let henover ham, så deres underkroppe kunne mærke hinanden i tæthed. Hun lod en finger nusse ham let, mens hun så på ham. Som ønsket, gjorde hun som han bad hende om og kysset ham. Han smagte lige så dårligt som hans gennemsvedte sokker efter en sommerlig fægtning gjorde. Det var alle de vine og alkohol han havde fået indbores som gav den miksede smag han havde. Det var ingen fest, men hun nød det alligevel og lod smagen svinde hen, som hun mærkede hans tunge i sin mund og hun tog glædeligt i mod den og lod sin egen tunge flet omkring med hans. 

Hun lod sig let bevæge i underlivet under sig, som hun kunne mærke hvordan han langsomt vågnede i det nedre. 

Det hele snurrede rundt men lige nu var det kun rart at mærke en anden ovenpå sig. Han prøvede at nyde kysset, men læberne var så blide, han savnede lidt mere kraft. Hænderne som stadig lå omkring hofterne, førte han nu op langs den andens ryg for at skubbe hende endnu tættere på sig, alt imens han gjorde kysset dybere. Han lod tungen søge munden, han havde lyst til at smage noget sødt, som han havde gjort tidligere, men fandt det ikke.

Det hele føltes så tomt indeni, som om der manglede noget. Der var ingen brændende varme, eller glædes jag i maven, ved berøringen fra den anden. Lysten døde lidt hen.. han tog sin hænder op til Theresa kinder og stoppede med at kysse hende for at holde hende lidt ud til sig. “Vil du ikke være schød at gå ned og tilfredstille mig?” Med de ord skubbede han hende langsom ned mod hans lem.

Da han mærkede hendes mund, omringe hans sensitive kropsdel, lukkede Marius øjnene hårdt i. Fuldskaben gjorde hans tanker flygtige og i mørket kom der billeder op af brune krøller. Theresa vidste heldigvis hvordan han kunne lide det og hans rejsning vågnede atter op. Ved hver gode bevægelse af hendes mund og tunge, blev billederne mere tydelige. Stærke bare underarme, som spændte op imens de spillede klaver. Følelsen af hårde muskler under hænderne. Kroppen prøvede virkelig at genkalde ekkoet af hvad den havde følt da Viktors søde tunge havde leget med Marius og forestillede sig den tunge som berørte ham nu, var hans. Med den tanke, kom et støn ud af hans læber. Han greb hårdt fast i Theresas hår for at skubbe hende endnu dybere.
De varme sensuelle brune øjne dukkede op og endnu en tilfredstillende lyd forlod Marius læber. Alt den undertrykte lyst som han havde måtte holde tilbage siden hans møde med Viktor i gangen, gjorde at Marius klimaks allerede var ved at nå toppen. Han prøvede at fremkalde duften af citrus og varme krydderier og da det endelig lykkedes, kom han hårdt i Theresas mund.

Han lagde armene ud til siden og stønnede forpustet. Efter han havde samlet sig lidt, kiggede han ned på Theresa, han gav hende et tilfreds smil, selvom han stadig følte sig tom indeni. “Vil du være sød at holde om mig?” Han lagde sig om på siden og da han mærkede Theresas arme finde vej om hans mave, lukkede han øjnene og inden søvnen fandt ham, forestillede han sig en sidste gang at det var Viktor som lå og holdte op ham.

Det var skyggen af en Marius hun kendte. Var det alkoholen der havde slået hul på den ellers så fine person. Hun kunne gøre ikke op med sig selv, men noget var ikke helt som det plejet, og det var ikke blot måden han behandlede hende i denne akt. Hun efterkom uden tøven hans ønsker, og rykket sig ned for at omfavne ham som hun havde gjort så mange gange før. 
Det gled som smurt i olie, indtil han greb fat om håret på hende og presset hende ned. Hun begyndte at få nogle reflekser tilsvarende opkast, og hun placeret hænderne på hans lår for at få en form af modstand til det. Hun ville have kaldt hans navn som en stoppelse, men det var ikke muligt og før hun kunne nå at få klemt øjnene i, mærkede hun blot hvordan det skyd i munden på hende. 

Theresa fik løftet hovedet og følt sig næsten tvunget til at sluge det, hvilket hun gjorde med stor ubehag og brugte det nederste af håndfladen til at tørre sig om munden og fik lagt sig ned ved siden af ham, mens hun fik trukket et tæppe op over dem. Armene gled om ham, som han havde ligeledes bad til. Underligt. 

(timeskip)

Morgen var tiltrængt, og hun hade fået forladt sengen som de første morgenstråler rigtig begyndte at bryde ind i værelset og lyste det op. Theresa tillod sig selv, at låne hans fad fra aften før til lige få vasket sig let, før hun listet stille i sin kjoler på ny, fik bundet håret op, og samlet hans tøj fra natten før. Hun fik direkte i gang med jobbet og ville gøre et nyt fad klar til ham. 

Hun lod ham sove, det virkede til han trængte til at sove lidt længere end normalt. Meget længere end normalt. 

Alt blev som kunne ordnes inde fra værelset af, fik hun ordnet. Tøj fundet frem og lagt på sofaen til ham, nye klude og et rent fad. Parfumer, som kun kunne få hende til at nyse ved første sprøjt. Men hun listet hen til døren, åbnede den forsigtigt og lod sig liste ud og trak den stille i. Som en der gjorde sig stor umage i ikke at vække opsigt, fik hun rettet på sin kjole en sidste gang. Først da hun fik vendt sig om, så hun en anden ung gæst - navnene havde hun ikke helt styr på - men det var hvert fald den unge mand, Marius havde talt en del med tidligere på dagen i går. 

Hun trak let på smilebåndet og lod sig bevæge forbi ham: "Godmorgen," hilste hun stille som hun passeret ham. Hun kunne ikke undgå at han havde set hende forlade værelset, men det kunne have været af så mange årsager til, at hun var så tideligt på færre inde hos Marius. 

Inden hun kom for langt, vendte hun sig let om: "Der er først morgen om om en times tid, men sig endelig til, hvis De er sulten eller mangler noget at drikke," og med den afsked, forlod hun ham og gangen hun var ved. 

 Fuglesang. Den kvidrene pippen hev ham ud af søvnen og tilbage til virkeligheden der var Hertugen af Isenwalds herregård. Erindringerne fra gårsdagens hændelser spøgte ham i underbevidstheden som en klæbeånd der ikke ville give slip. 

 Skønt, Viktor ikke var gået tilbage til festlighederne med det samme, efter afvisningen, kom han dog tilbage da aftensmaden blev sat på bordet. Det ville være respektløst, ikke at vise sig med sin familie, til en tyv års fødselsdag. Vktor var opdraget til at være høflig, og vise sig fra sin bedste side, så han kunne ikke bare lægge sig tidligt, og lade være med at vise sig. Dog var det ikke nemt at ligge de sårede følelser væk, men han var rimelig god til at maske dét overbevisende, i de sidste timer af fødselarens fest. Hjertet blev lagt på hold, for en stund.

 Men nu var det morgen, og han havde håbet, at søvnen ville have slikket hans sår forholdsvist rene fra det snit Marius havde efterladt i ham. Glem dette nogensinde er sket. Det irriterede ham grænseløst hvordan de to adelige, unge mænd havde efterladt kysset til noget bittersødt. Men han var blevet bedt om at glemme det. Så glemme det ville han. 

 Det var stadig for tidligt til morgenmaden, men Viktor havde det med at vågne før Zaladin fik sko på - så måske han kunne gå sig en lille tur på herregården. Derfor kom han i tøjet. Skjorte, og bukserne fra igår, bandt støvlerne og ruskede op i det krøllede hår inden han forlod sit værelse. 

 Støvlerne gav et mildt ekko i gangen, og han nærmede sig værelset, der tilhørte Marius. Det var ikke af egen vilje, at han ville tage denne rute, men han kunne ikke rigtig komme udenom det, hvis han ville ned til fællesarealerne. Døren til Marius' værelse gik op, og forbavset standsede han sine skridt, en smule nervøs om det måske var Marius. Hjertet hamrede lidt - han ville gerne se ham, men han ville heller ikke se ham.

 Men det var ikke Marius, det var tjenestepigen, hvis navn han endnu ikke kendte, og som han havde set, dele et glas vin med Marius. Hvis det var dét der skete. Hun rettede på sit tøj. De fik øjenkontakt. 
"Godmorgen." svarede han høfligt, og rømmede morgenstemmen af sig. En underlig, sviende fornemmelse bredte sig i ham, som hvis der var noget der ulmede, han ikke helt kunne finde frem til. Der var noget mistænktsomt ved adfærden, men den kunne også være ganske normalt, ikke?
 Han skulle til at gå videre da hun gik forbi ham, men så snakkede hun til ham igen. Viktor drejede omkring og mødte hendes blik med et lille smil, "Tak for det." Han gav hende et kort nik, og så hende forlade gangene. Atter stilhed. 

 Viktor skulle til at gå, men standsede lige foran Marius' dør. Blikket hvilede sammenklemt derpå, før mundvigene trak sig trist nedad. Hurtigt rystede han følelsen af sig med et suk og gk videre og ventede på at morgenmaden blev serveret. 

 Han havde blot fundet sig godt til rette i en lænestol og læste, mens maden blev båret ind på det store buffet bord, og gjort klar til servering. 

Det hele gjorde ondt, men værst var hovedet. Han satte sig langsomt op og tog sig til panden imens et irriteret suk forlod læberne. Han kunne ikke huske hvordan han var endt afklædt i sengen og hvor var Theresa henne? Han kiggede rundt i rummet for at se om hun stod og var i gang med noget, men fandt hende ikke. Med tunge ben, fik han vippet sig udover sengen, minderne fra gårsdagen var stadig slørret, lige nu fortrød han mest indtaget af alkohol. Uret der stod på natbordet viste at klokken var lidt over ni. Heldigvis tid til morgenmad, selvom han på ingen måde kunne overskue de gæster som havde overnattet der. Han havde mest lyst til at få Theresa til at bringe ham noget i sengen, men vidste hans forældre ikke ville tillade det. 

Efter meget besvær var Marius kommet i tøjet, humøret var kun blevet endnu mere bittert fordi Theresa ikke var der til at hjælpe ham. Det var endt med bare at blive et par bukser og en skjorte, med nogle seler. Mere kunne han ikke overskue. Han klaskede lidt vand i hovedet og håret for at få nogenlunde styr på de uglede lokker. 

Da han trådte ud af rummet, og begyndte at gå ned af de store trapper, kom duften af morgenmaden ham i møde og maven rumlede sulten. Summen af mennesker der var i spisesalen var næsten for overdøvende for det dunkende hoved. Men han plastrede et smil på læberne og nikkede høfligt til folkene omkring ham. Blikket opfangede dog nogle mørke krøller der stod henne ved buffeten. Og da han så det var Viktor, kom alle minderne tilbage som et hårdt slag. Et sug fløj igennem maven på ham da han huskede den andens læber mod sine. Blodet strømmede op i kinderne og en mild rødmen spredte sig henover næseryggen. Billedet af et lommeur dukkede op i minderne- gaven fra Viktor. 
Han havde været for fuld og vred til egentlig at have værdsat det smukke ur og derfor slet ikke takket for gaven. Skyldfølelsen over måden han havde behandlet Viktor på, blev overvældende og før han kunne nå at stoppe sig selv, gik han hen ved siden af ham. Han rømmede sig og sagde så med et skævt lille smil "Godmorgen, uhm tak for i går, eller jeg ville egentlig bare gerne takke for din fine gave."     

Duften af nybagt brød, scrambled eggs, og stegt kød fyldte rummet med en sød aroma, og Viktors mave trak sig sammen af sult. Han havde ikke fået meget ned aftenen inden, og det straffede ham så nu. Utroligt hvad følelser kunne gøre ved en, man glemte helt de basale ting som at sove, spise og drikke. 

 Ud af øjenkrogen, bemærkede han en velkendt skikkelse træde ind - det vilde mørke hår, det lettere morgengnavne udtryk der ledte efter en vej ud, frem for en vej ind. Men Viktor fjernede blikket fra ham med det samme, og fokuserede på maden foran sig. Han skulle til at tage fat i en hjortepølse med tangen, da han pludselig blev talt til. Tak for igår. Det var det eneste han hørte. Tak for igår. Tak for igår? Kæben strammedes, og han skænkede ikke Marius sit blik. Han følte bare harme i dette øjeblik, og lettere passiv aggressivt, jog han pølsen på sin tallerken og slap tangen igen.

 Ignorerende, begyndte han at gå videre langs buffetten, og håbede lidt at Marius ville falde gennem gulvet - for han var slet ikke klar på at snakke med ham lige nu.
  "Velbekomme." brummede han studst, og sank en klump for at beherske sig. De ellers, varme, nøddebrune øjne blev klemt sammen, og hjertet hamrede utilpas i brystet. Han kunne stadig mærke skubbet fra igår - afvisningen bankede støt i ham. 

 Men det var som om Marius ikke helt kunne forstå en hentydning, og Viktor kunne ikke dy sig for at smide om sig med en lille indestængt bemærkning, "Jeg troede vi skulle glemme det." kom det fra ham så uanfægtet som muligt, uden at se på Marius. Viktor trak lidt på skuldrene, mens han hældte friskpresset appelsin juice op til sig selv før han forlod bordet og gjorde antog til at gå hen til et af bordene for at sætte sig.