Der kom langsomt mere kontrol over dem begge og deres balance, som bølgerne langsomt stilnede af. Det virkede til at Viktor fik pusten tilbage, som Charles flyttede sig. Han var kommet tæt på Viktor et kort øjeblik, og tænkte på den første aften, hvor han havde afklædt ham. 

Charles havde det fint, og var ikke kommet noget synderligt til. Viktor var mindre og han havde taget et større slag.
Hans blik lagde sig på Viktor, som hans mærkede sit håndled yderligere, "Det var godt. Ellers så siger du til, ikke?" Kom det roligt fra ham. Det var altid noget at han ikke var kommet mere til skade, end det. Charles havde jo skubbet ham ind i væggen. Han kunne godt se hvordan ømheden sad i hånden, som han blev ved med at massere dem. Det skulle nok gå over.

Charles kiggede rundt på lasten, som det nysgerrige spørgsmål kom, det var vel en fair bekymring. 
"Alt ser umildbart fint ud, det ligner ikke at der er noget der er gået i stykker" Han var også sikker på at der skulle mere til, men det ville nok lette den bekymring som han havde omrkring sig. 
"Så ved du det" Svarede han roligt, med et smil, "Det skal nok komme. Inden længe har du ingen problemer med det" Styrken skulle nok komme til ham.

Han kiggede over på Viktor, som han tog sig på baghovedet, "Du kan bare tage dit et hvil, Viktor" Kom det roligt fra ham, der var ingen grund til at belaste ham mere.

 Et eller andet sted, kunne han stadig mærke der hvor overskægget havde kildet Viktors hud, men det havde været en mystisk stemning, da de havde stået presset op ad hinanden. Akavet, og turbulent. Men den unge adelssøn forsøgte blot at børste det af sig. Sådan noget kunne jo ske på havet, at man væltede, eller fik overbalance og alt muligt andet han ville bruge havet og bølgerne som undskyldning til.

 Viktor nikkede til det Charles sagde. Han skulle nok sige til hvis det blev værre, men han håbede allermest at det bare ville gå i sig selv. Smerten. Viktor fulgte Charles blik rundt på lasten, og sukkede træt og lettet til at lasten endnu var fin. Det var godt; han ville nødig lave flere fejl. Han skulle jo helst vise sig fra sin bedste side. Pålidelig og stædig. 

 "Et hvil?" sagde han, og det kom bag på ham. "Nej nej." han viftede afværgende med den ømme hånd, og vadede med påtaget uanfægtelse mod de kasser han havde smidt om sig med. 
 "Det fint nok. Jeg har jo lige hvilet mig." lo han kort, og rystede lidt på hovedet, som hvis det var et fjollet påskud Charles var kommet med. 

 Han bukkede fingrene og gjorde klar til at løfte, bare éen af kasserne på ny. Et anstrengt lille bjæffen kom fra ham, og han måtte klemme øjnene lidt sammen af ubehag, da håndleddene stadig prikkede smertefuldt. Men han bed det i sig og begyndte bare at bære lasten hen hvor den skulle være. Ikke alt det pjat, Viktor. 

I en last som denne, var uvidenheden om vejret udenfor og oppe på dæk, stor. De kunne ikke klagøre sig selv, på det der ville ske, hvis en stor bølge ramte siden på skibet eller om de ville trække ind i et uvejr, som ville skabe ubalance i deres færd fremad. Det var uden tvivl noget lignende, hvad der var sket. De havde ikke kunne forberede sig på bølgerne, og derfor kom de bag på dem og det endte i ubalence og de væltede. Det skete og det var noget man måtte tage med, som man nu kunne. 
Situationen havde været akavet og mærkeligt, sådan at stå op og ned at Viktor på denne måde, men lige så hurtigt det var sket, lige så hurtigt havde de trukket sig fra hinanden.

Viktor havde taget det hårdeste af slagene, så det var klart at hvis hans hånd var skadet, så måtte han lade den hvile. Men rystet på det unge hoved, bekræftede at det hele var i orden og at det nok blot ville gå i sig selv. Han tvivlede heller ikke på andet, det havde uden tvivl nok blot være slaget som havde sat sig i hans led. 

"Det er helt i orden" Svarede han blot, ingen grund til at holde flere hvil, hvis Viktor følte sig i stand til at samle op, efter deres lille uheld. "Så må vi hellere se, at blive færdig og få dem låst fast, så det ikke vil ske igen" Han smilede roligt, som han gik mod kasserne for at tage fat endnu engang. 

Charles fulgte Viktor, som han tog fat i de første kasser, blot for at se hvordan han ville tage det nu, hvor håndledene nu kom i arbjede igen og på trods af små lyde, så virkede det til at det var ved at være i orden.

 Det værkede lidt i de fine adelshåndled som han fik båret lasten frem, men for at skåne sig selv mest muligt, skød han bækkenet frem og lod tyngden hvile der. 
 "Mhm-hm." Brummede Viktor enigt og gjorde et let nik. Kinderne var røde fra anstrengelsen, men det var knapt så hårdt som de to kasser han havde forsøgt sig med tidligere. Med et let suk mærkede han vægten forsvinde som kassen blev sat ved lasten de allerede havde stakket. På vej tilbage efter endnu en kasse, skævede han mod Charles og kom i tanke om hvad han havde været ved at sige, før faldet.

 "Hvornår vil du have din Kahyt tilbage, Charles?" Spurgte han roligt, og hankede op i endnu en kasse med et fnys. Hvor Charles sov, var lidt af et mysterium for Viktor. Det virkede ikke til at han var hos besætningen, så .. sov han i Richards kahyt? 

 Lasten blev sat fra sig, og han ømmede håndleddet lidt igen, masserede den åndsfraværende, mens han betragtede Charles. 

Det virkede på Viktor at slaget mod håndledene ikke havde været så hårde igen, men han bevægede sig en anden måde og løftede med andre dele af kroppen - hvilket i sig selv, også var den rigtige måde at gøre det på. 
Viktor var enig i at de blot skulle blive færdige med arbjedet hernede. Charles tog selv fat og begyndte at tage de tungere kasser, så Viktor kunne tage de kasser som ikke vejede nær så meget, og derfor skåne de håndled som allerede havde taget et slag. 
Viktor ønskede muligvis ikke at lade sig favoritisere på den måde, men hellere give ham de lettere kasser, end at skulle se ham slæbe med mere end han kunne. 

"Min kahyt? Tja" Kom det roligt fra ham og kiggede hans vej. Indtil videre havde han lagt hos Richard, i håb om at de kunne blive lidt tættere, men Richards profesinonalisme havde skinnet igennem og der var ingen tilnærmelser kommet eller blevet tagt imod, så han havde lettere opgivet. 
"Du beholder den blot" Kom det roligt fra ham, "Vi har talt om at du bare bruger den indtil vi er tilbage igen" Det var nok bedre, end at han skulle ligge med resten af besætningen og dermed få sit eget sted, på denne tur. Blot så han kunne finde sin plads på skibet, indtil deres næste tur. 

Det var tydeligt at håndleddene stadigvæk spillede ham et puds.

 Viktors blik ved med at hænge nysgerrigt ved Charles, som han fandt frem til en konklusion. Han vidste ikke helt hvad han håbede på der ville blive sagt. At være til besvær og have sin egen kahyt virkede utroligt favoritiserende. Det var ikke den fulde oplevelse af at være besætning på et skib - ikke hvis han skulle sammenligne sig med de andre der måtte sove i fællesområdet. Men som det lød på den anden, virkede det ikke til at være det mindste besvær.

 "Mhm-hm." Viktor kløede sig lidt i nakken og klemte det ene øje sammen i en tænkende grimasse, "Så når vi har været i Dianthos, og skal sejle videre på ny, eller hvordan?" Det kunne jo betyde mange ting. 'Indtil vi er tilbage igen' - fra hele sejlturen, eller blot fra denne?

 For ikke at stå og hænge, gik han hen og genoptog det sidste par læs, så de kunne færdiggøre arbejdet i nede i lasten, og komme op og få noget frisk luft igen. Det blev bare varmere og varmere hernede. Små sveddråber begyndte at pible frem i Viktors pande. 
 "Jeg vil bare ikke gøre nogle sure, fordi jeg sover i din kahyt." påpegede han lidt efter og stillede en kasse fra sig på ny. 

Det var ikke til besvær, at Viktor havde kapret hans kahyt. Det havde været Richards forslag, for at give ham et bedre stå punkt og komme godt i gang med  hans sø liv. Det havde selvfølgelig betydet at Charles enten kunne sove i rummet med de andre eller med Richard. 
Det var selvfølgelig ikke noget svært valg, og efter den snak de havde haft den første aften, mens Viktor havde lagt syg, havde Charles nok håbet på at ham og Richard kunne komme tættere på hinanden.

Han kunne godt se st Viktor måske ikke havde forstået hans ord helt præcist. Han havde blot ment at når de var færdige med denne tur, og kom tilbage til Dianthos, så kunne han komme ned til de andre på den næste tur de skulle ud på. Hvis han da ikke havde fået nok af sø livet på det tidspunkt. 
"Ja, præcis. Når denne tur er overstået og vi er tilbage i Dianthos, og hvis du så føler at du vil med igen, så finder vi en plads til dig blandt de andre"

Det var kaptajnens beslutning og alle fulgte hans ordre, så hvis det var sådan det var, så var der sådan. Charles havde intet problem med det og det virkede heller ikke til at andre havde det.
"Det gør du heller ikke. Du er ung og uvant på et skib, det bedste ville være at starte stille og roligt på denne måde"

 Det knirkede lidt i træet fra lasten som det sidste blev stablet, og skibets blide vuggen steg og fortog sig som var bølgerne i kamp med sig selv og ikke kunne beslutte sig for om det skulle brage igennem eller tie. Viktor kunne kun relatere - skønt Charles havde skabt de bedste forudsætninger for ham - både Charles og Richard - så var der stadig så meget nyt på spil, at Viktor ikke kunne gennemskue endnu hvornår det gav mening at brage igennem, eller tie. Men hans gåpåmod og stædighed kunne man ikke tage fra ham. Når han blev et med den vante gang på skibet, så ville med stor sandsynlighed, brage igennem. 

 Viktor kom med et lille moret fnys - for ham forekom det tåbeligt at tro, at han ikke ville med igen. 
 "Selvfølgelig skal jeg da med videre." Kom det selvsikkert fra ham, og mundvigen trak sig op i et smil der udtrykkede det. Og som samtalen forsatte, nikkede Viktor stille og roligt med til Charles' ord. Han tog sig den frihed at tage et lille hvil op ad væggen da lasten var blevet bundet fast - armene lagde han over kors og betragtede Charles imens.
 "Jeg er taknemmelig for jeres gavmildhed - til trods for at jeg sådan tvang mig med." Han lo, og sendte den anden et drilsk smil. "

Det gik stille og roligt frem ad med lasten, eftersom at bølgerne havde besluttet sig for at holde sig på et lavt niveau, og de dermed kunne få kasserne på plads, uden at skulle kæmpe alt for meget med det åbne hav, som de lige nu var en del af. Charles havde været tøvende med at tage Viktor med i starten, men havde til sidst ikke haft noget valg, sådan som han blot havde taget fat i de kasser, som de nu endnu engang stod omkring. Men Richard og ham selv havde gjort hvad de kunne, for at give ham en start på hans sømands liv, som ville kunne trække ham igennem det meste. Nu handlede det blot om Viktor selv, og hvad han egentligt ville og hvor meget han ville ligge i det her. Han var ikke skabt som den fødte sømand, men det havde Charles bestemt heller ikke selv været. Det var kommet. 

Han havde heller ikke regnet med andet, end at Viktor ville forsætte. Ellers havde han bestemt taget fejl, at den unge fyr. "Jeg havde da heller ikke regnet med andet" Kom det fra Charles i et lille smil, som han satte en af kasserne på plads og sørgede for at de ingen vegne ville glide. Kasserne blev en efter en stablet, og som de fik langsom fastnet dem, så de ikke igen ville ryge nogle vegne. 
"Ja, et nej er hvert fald ikke noget som du ser som et nej" Kommenterede han roligt, men indtil videre var det hele gået fint og der var ingen grund til at sætte Viktor af i næste havn, "Du skal nok blive gode venner med skibet og havet"

 Jeg havde da heller ikke regnet med andet. Viktor fandt det opmuntrende, at Charles havde en forståelse for ham og hans ambitioner, og det gav hans selvtillid et løft. Selvom han havde adeligt blod i sine årer, så så Charles ikke ned på ham som en pompøs, ubrugelig knægt, men snarere som en person, der kunne bidrage og ønskede mere end bare det luksuriøse liv.

Viktor kunne ikke lade være med at grine lidt af Charles' bemærkning. Han vidste, at det ikke gav mening at give op for hurtigt. Hvis han havde accepteret det første nej, ville han ikke have været her nu, vel?
  "Heh - hvad skal jeg sige. Jeg er god til at få min vilje." Han svarede med et smørret smil om de unge læber, og skubbede sig væk fra væggen med foden.

 Du skal nok blive gode venner med havet og skibet. Hans hjerte hamrede i en rytmisk tilfredshed over ordene, og armenes skjold løsnede sig, hænderne fandt vej til lommerne, mens Viktor blot betragtede Charles foran sig, de brede skuldre, den rolige og imødekommende gemyt som hvis intet kunne få sømanden ud af sin kurs. 
 "Det er også hensigten." Sagde han dæmpet og trådte nærmere Charles. 

 "Vidste du at jeg faktisk vil være kunster?" De nøddebrune øjne fik et drømmende glimt frem i sig. Han pillede lidt åndsfraværende ved sine seler, da han pludselig blev temmelig selvbevidst for at indrømme det, men han følte sig tryg ved Charles og vidste, at det var det rigtige sted at sige det. Det ville også bringe dem lidt tættere som mennesker, venner. 
 "Sejlturen her.. bliver med garanti en erfaring for livet.. som jeg kan tage med mig i mine malerier." Han smilede lidt melankolsk; ordene mindede ham om Marius, og hvordan han havde ment at elskov ville få Viktors kunst til at blomstre.. han forstod nu at hensigten med det var, at erfaringer, i alle mulige afskygninger, kunne bringe kunst til live. 

"Det kommer slet ikke bag på mig, Viktor" Stædigheden hos den unge mand var slående og han havde ikke taget Charles mange afvisninger til sig, men blot gået udenom og gjort det som han selv havde ønsket. Han var beslutsom og havde gjort sig tanker, om at han skulle med, uanset hvad og nu var han en del af skibet, og det var Charles sikker på at han ville være længe.
Viktor måtte uden tvivl være en mundfuld for hans forældre, hvis han var på samme måde der hjemme. De fleste ville nok sige en anelse forkælet, og forhåbeligt kunne sø livet sætte lidt mere perspektiv på dette her.

Charles havde fundet fred med havet og havde det nu næsten bedre, når han var til havs end til lands. Det ville nok ændre sig snart. Han havde ikke samme tid, "Ringen" tog meget af hans tid og han havde forbindelse og projekter på landjorden, som også krævede hans tilstedeværelse, hvilket var grunden til at han ikke sejlede lige så meget som før.
"Det håber jeg da" Kom det fra ham med et lille smil, "Du kan ikke gå og blive ved med at blive dårlig, ved bølgerne" Grinede han roligt. Det skulle han nok slippe af med.

"At du vil være kunstner?" Nej det gjorde han ikke, så meget kendte han ikke til Viktor. Richard havde intet fortalt, hvis Viktor havde fortalt det til ham, "Nej, det vidste jeg ikke, Viktor. Er du god?" Der var mange ting Charles intet kendte til, og kunst var en af dem. Han forstod sig ikke på det og havde ikke den store interesse i den slags.
"Havene har meget smukt at byde på; de store bølger, natte himlen, hvalerne og dyrerne omkring os" Det ville bestemt kunne give nogle pæne billeder.  

 Viktor skar en grimasse til Charles' drillende bemærkning, og klukkede dæmpet med til det.
 "Mhm-hm. De bølger har en agenda. Det er jeg sikker på." Sagde han og mundvigen trak sig op i en skævvridet smilerynken.
 
 Han kunne se at Charles blev overrasket, men det gav mening. Det var en travl første dag hvor Viktor havde båret rundt på sit lærred, så hvorfor skulle Charles have bidt mærke ved det. Lærredet var stadig tomt, og Viktor håbede lidt at han kunne finde tiden og inspirationen til et smukt motiv.

 Er du god - det var svært at svare på. Han kunne sine teknikker, og han kunne male smukke motiver der lignede noget. Men.. fik det folk til at føle noget? 
 "Jeg betragter mig selv som dygtig." Fortalte han med et selvsikkert smil, "Men jeg har nok stadig meget at lære, før jeg vil kalde mig.. god." Viktor var sin egen værste kritiker når det kom til ham selv. 

 Viktor betragtede Charles da han fortalte om havets mange muligheder, og smilede mildt.
  "Ja. Jeg håber at når jeg er faldet lidt mere til på skibet, og får opgaverne under huden - at jeg kan begynde at skitsere mere." For Viktor var kunsten ikke kun en hobby, men en måde at udtrykke sig selv på og dele sin egen version af verden med andre.

Charles havde lagt mærke til at Viktor havde båret rundt på et lærred, men han vidste ikke at han ville være kunstner, måske var det blot en lille hobby? Hvad vidste han? Der var sikkert mange ting, som denne unge mand gemte på og Charles endnu ikke vidste.

Om man var god var selvfølgelig et svært spørgsmål, for det afhang af så mange ting og hvilke øjne, som kiggede på kunsten. Charles ville nok mene at de fleste var gode, hvor de gode kunstner nok ville mene at der skulle mere til. I Charles øjne, ville alle være gode - med mindre man var lige så dårlig som ham selv.
"Ja? Der skal jo også noget til, før man bare er dygtig" Kom det roligt fra ham, "Man lærer hver dag, så du skal nok nå det hele, Viktor" Forsatte han med et smil.

"Du skal nok falde til, det har vi alle gjort" Det var der ingen tvivl om.
"Men det ser ud til at vi er færdige her, så kan vi godt bevæge os oven på igen. Frisk luft, skal blive godt"