Det var tæt på og lige ved, men Viktor fik styr på sig selv i tide så der intet uheld skete i sengen. Han kunne godt høre at der var en reaktion et eller andet sted fra, og han viftede derfor afværgende med den anden hånd som i et lydløst forsøg på at sige at han var OK. Hånden der havde lagt om munden, begyndte han nu at gnide slukøret rundt i ansigtet. 

 "Huh?" Der var som sagt ikke meget lys inde i den mørke kahyt, og da Viktor endelig hørte stemmen på personen som var i rummet med ham, missede han en anelse forvirret med øjnene. Det lød ikke som Charles. 
 For bedre at gennemskue hvem vedkommende så var, klemte han øjnene samme i et forsøg på at se klarere i mørket. Det var heller ikke Charles. Silhoutten var både højere og bredere, og han havde også en dybere røst end Overskægget. Ved det næste gyng der kom, afslørede månelyset ansigtet, og Viktor gjorde store øjne af overraskelse. 
 "Kaptajn Gn---Richard!" Kvækkede han hæst, og lød som en der var blevet taget med bukserne nede. Hvad lavede han herinde? 

 Øjnene kørte rundt i hovedet på Viktor, og han knugede lidt om tæppet som han satte sig halvstøttende op ad den kølige væg. Kvalmen sad stadig i ham - men bølgerne som dansede vildt med skibet, hjalp heller ikke synderligt på hans velbefindende. "Øhm.." Lød det en smule forvirret fra ham, og han skævede rundt. Tage tøj på? Hvorfor? Hans bryn rynkede sig lidt op i panden, og kunne kun tænke éen ting; Charles måtte have sladret om ham.

 "Vil De have mig til at gå planken ud?" Kom det ironisk fra ham, og et svagt smil spillede om hans læber. Han kom dog ret hurtigt med et skælvende suk bagefter da den kølige vind og kvalmen gav ham kuldegysninger.  

Kvækkede han lige? Det var ikke noget han oplevede så tit igen. Selvfølgelig så han frøer her og der, og små forkvaklede mænd. Lige nu havde han dog ikke forventet det fra knægten. Han var så optaget af det kom kvækkede ud, at han ikke hørt Gn-Richard, hvilket måske var meget godt. 

Vidste han, at han blev kaldt for gnavpot, ville han ikke få julestjerner i øjnene ved synet af personen der sagde det og han havde ikke i sinde at gøre turen behagelig for personen. Det ville være det sidste på hans liste for sådan en person. 

Richard stod ventende og bemærket lige så stille, at drengen sad uden bukser under tæppet. Så hans blik lod sig følge drengens i søgen efter tøjet der var blevet lagt  langs sengen ved fodenden. "Er du selv kommet ud af tøjet, knægt?" mistanken var ikke at Charles havde hjulpet ham, men rådet ham til at komme ud af klæderne for at ligge bedre og få mere ro til maven som sikket var i knude over sig. 

"Hva?" lød det undrende fra ham og han lod øjnene falde i en irriteret format med panden der lod brynene mødes uden at danne en eneste rynke. "Du skal have noget frisk luft og at blive liggende her nede hjælper ikke på din søsyge. Desuden er det kun pirater som har sådanne metoder," hvem havde dog bildt drengen sådan noget vås ind. At de skulle have en planke at gå ud!

 Viktor så ret omtumlet ud som han sad der, halvrodet, i sengen uden tøj på. Eller.. næsten uden tøj på. Han var da stadig i sit undertøj. Det var svært at orientere sig, og koncentrationen var ingen steder at finde lige nu grundet kvalmen, bølgerne og hans febervildelse. Det virkede snarere som om, at når kaptajnen talte, nåede det først grevesønnens ører som et svagt ekko med 30 sekunders forsinkelse. 

 Den unge grevesøn kiggede lidt forvirret rundt, og lignede en der fik solen i øjnene, trods det var mørkt. 
 "Øh." Viktor prøvede at komme i tanker om det. Hvordan var han lige kommet ud af tøjet? Viktor huskede blot nogle fingre ved hans buksekant, men om det var hans egne.. ja. Hvem ved. Han spottede sine klæder for enden af sengen og bed sig tænksomt i underlæben. "Neeej?" svarede han usikkert lidt efter, og trak svagt på skuldrende, "Det tror jeg ikke?" det kom spørgende fra ham. Men hvis Richard kendte svaret, havde han vel ikke spurgt Viktor. 

 "Hva?" gentog Viktor lige så forvirret som kaptajnen, og faldt lidt sammen i kroppen som han sad oprejst i sengen. Det var virkelig ikke en synderlig begavet samtale de havde igangværende lige nu. Men nu forklarede kaptajnen sig, hvorfor han ville have ham i tøjet - og så gav det hele pludselig meget mere mening. Oh. 

 Der gik et kort øjeblik, fra Viktors side af, hvor han bare sad og så en smule afventende på Richard, imens mundvigen mimrede for at trække sig op i et muntert smil. Han vidste ikke om den anden nævnte det om piraterne som en humoristisk indskydelse - eller hvad det var - men det fik i hvert fald den unge grevesøn til at grine. Selvfølgelig, det var jo ikke et piratskib han var gået om bord på. "Åh.." han måtte dog stoppe ret hurtigt med at grine, og kom med et lille ynk bagefter. Han havde dog stadig et muntert træk i ansigtet. 

 "Selvfølgelig Hr." Øjnene blev en anelse mere blide, da han nu var lysvågen efter at have grinet sådan. Viktor prøvede at skubbe sig ud fra væggen, møve sig frem til sengekanten så han kunne få fødderne på gulvet. Som han sad der og knugede hænderne i madrassen, forsøgte han at fatte sig. Viktor skævede hen til sin oppakning som stod en anelse væk fra sengen, og besværligt forsøgte han at række ud efter den. Men med det samme svimlede det for ham, og han væltede ned på gulvet med en chokeret lyd- heldigvis nåede han at tage fra, så der intet skete med ansigtet. 

Armen hang ned langs siden af kroppen med hånden spændt om hanken til spanden som indeholdt mavesyren og fordøjet mad fra Viktor fra hele dagen. At drengen ikke havde tømt sig yderligere ved bare synet af indholdet i spanden var næsten et under. Nok var han selv sart, men det duftede ikke særlig rart, det skar næsten i næsen. Lugten var vammel og synet af det grødet grøngule opkast der var indhyllet i slimet så det ikke var så vandigt igen, kunne blot vække minder om de mange andre gange han havde måtte håndtere opkasten fra andre. 

Men han hørte til drengen og så hvordan han så sig omkring: "Du er ikke selv kommet ud af tøjet?" gentog han så de begge kunne høre hvor absurd det lød. Det virkede urealistisk at Charles skulle have trukket drengen ud af tøj. De hjalp aldrig deres besætning ud af tøj - okay Richard gjort hvert fald ikke, for gu' fandme om han skulle gøre sådan noget. 

Skønt det ikke havde været meningen at få drengen til at grine, blev han en smule tilbagetaget af det. Som varmen nærmede sig det solide smør der havde haft det så godt i kulden og var så fast, langsomt kunne begynde at bløde op i kanten. Men det var vel nu meget sjovt, tænkte han stille for sig, som han endnu ventede på drengen. Det ene øje knep sammen som han vidnede hvordan drengen faldt fra sengen til gulvet, det måtte efterlade et blåt mærke. "Et øjeblik," sukkede han og lod sig sætte spanden med bræk ude på den anden side af døren til kahytten, før han gik hen og satte sig på bukkede sig ned på det ene knæ ved siden af drengen og lagde begge hænder om hans skuldre for at få ham op igen. 

"Måske en robåd havde været en passende start for dig, Viktor," så snart han havde fået Viktor lidt op igen, rakt han hånden ud og fik samlet drengens tøj for fødderne af ham. Han rakte ham sin skjorte som det først, som han sad foran den unge uerfarne knægt. 

 Viktor hævede et øjenbryn til Kaptajnens, tydelige, undren ved at grevesønnen ikke var kommet ud af tøjet selv. Han trak lidt på skuldrene så de møvede sig helt op til kinderne, med et; ja-hvad-ved-jeg udtryk i ansigtet. Tydeligvis, ikke særligt imponeret over situationen eller sig selv. "Jeg var ret væk tidligere." forklarede han spædt, og lukkede øjnene kortvarigt da han kom til at fokusere på bølgerne. 

 Brækket fra spanden var blevet fjernet fra hvor han sad, og det hjalp på kvalmen, omend han var blevet vant til lugten nu. Det hang ligesom bare i luften fra tidspunktet han var faldet i søvn til nu. At han ikke skulle sidde og stikke næsen ned i det, som tidligere, gjorde klart en forskel. Men grevesønnen havde været så væk tidligere, at han ikke vidste om det var hans sarthed fra brækket, eller søsygen der fik ham til at kaste op gang på gang. Højst sandsynligt en god blanding. 

 Men nu var Viktor altså landet på gulvet, og han sukkede tungt som læberne næsten kyssede trægulvet, men kun lige ved og næsten. "Jeg er okay." brummede han forsikrende, som han viftede lidt afvisende med hånden. Dog kom der et par stærke hænder og fik ham hjulpet op at sidde kort efter. Viktor fik i et længerevarende sekund, øjenkontakt med Richard, indtil manden kiggede væk, og grevesønnen blot betragtede ham på nært hold i stilhed. Det var lidt utydeligt her i mørket, men han anede en stærk kæbe, og hvordan øjenbrynene ikke rigtig var vendt i nogle retninger, men at han alligevel formåede at se lettere gnaven ud. Ja, gnaven var nok den følelse der udsprang sig fra Richard - eller stoiskhed, tænkte Viktor.

Viktor sad og svajede lidt med skibets gyngen, i et forsøg på at hvis han nu bare fulgte med bevægelserne imens, ville han måske ikke blive lige så svimmel. Men han synes ikke rigtig det hjalp så meget. 
 Den sjove bemærkning fra Kaptajn Richard fik grevesønnen til at le dæmpet, og han tog imod skjorten som han uelegant fik stoppet armen i. 
 "Jeg var ikke forberedt på at søsygen ville tage hånd om mig." kom det lidt beklagende, men stadig med dæmpet latter i ordene. "Jeg vidste ikke, at jeg led af søsyge." han trak skævt på smilebåndet, men sendte den anden et forlegent blik. 

Mindst lige så uimponeret som Viktor var, lod Richard emnet ligge hvor det var. Han havde ikke en interesse i at få mere ud af det, da de blot ville køre i ring. Selvfølgelig kunne han blot spørge i ring omkring det samme og få halve svar på ny. 
Spanden var ude for begges åsyn og næse, skønt den endnu svagt kunne lugtes hvis man ihærdigt forsøgte at påminde sig selv om dens stank  Men et eller andet sted, som han så det, var det måske en forbedring for knægten at spanden var ud paf syne. Havde han selv lidt af søsyge og skulle ligge med sin egen opkast fra hele dagen, ville han nok også være blevet sløj blot af duften fra det andet i længden. Men det var der ingen grund til at dele med knægten om. 

Muligheden for at vifte Richard væk, var ikke eksisterende i øjeblikket, selvom ordene fra knægten indikeret at han var altså okay, så var der chancerne for at det ville gøre ondt i morgen (eller nu var det blev blot nogle timer fra at være morgen). Deres øjenkontakt var kort og de nøddebrune øjne var som sorte i mørket, men med den afstand de havde, var det ikke hans kop the at have så nær øjenkontakt med en - og slet ikke et barn, hvorfor hovedet var blevet fjernet samt det fokus.

Igen kom grinet, latteren - det muntre -  fra knægten og han kunne ikke helt holde minen for sig, hvorfor han fik løftet den ene mundvige som et åh-så-lad-da-gå. Skjorten forsvandt ud af hans favn og han kiggede igen på knægten: "Du skal ikke beklage, Viktor. Charles var også lidt af et skvat i starten," mildere kunne det ikke siges. 

Bukserne blev taget og rakt til Viktor som han rejste sig: "Vi skal nok finde ud af om du er havet værdig over de næste par mange dage," mon nogen havde fortalt ham at de skulle til smuglernes havn? 

 Det lod til at Kaptajnen lod sig bløde bare en anelse op, bemærkede Viktor, som han baksede med at komme i skjorten. Måske var gnavpotten, ikke helt så meget en gnavpot som ved først antaget? Den hårde ydre var måske bare et påtaget skjold for at agere som den skrækindagende kaptajn og indgyde respekt på skibet. Men, måske også noget mere personligt, funderede Viktor, måske, for at beskytte sig selv fra at blive brændt. Det var dog blot en spæd tanke, og det var ikke noget han gik mere i dybden med. Som tanken kom, var den glemt. Men han havde også sin kvalme at døje med - det var svært at tænke en ordentlig tanke når øjnene rullede rundt i knoppen på een. 

 "Virkelig? - Det har jeg svært ved at tro på." Grevesønnen trak på mundvigen og hævede et overrasket øjenbryn til hvad han lige fik fortalt. Det var svært at tro på at Charles havde været et skvat engang. Hov vent, kaldte Richard lige Viktor et skvat? Man kunne se i hans udtryk, at det gik op for ham, at kaptajnen havde insinueret at han var et skvat. Ansigtet blev rynket sammen i en utilfreds grimasse, men øjnene var ikke fornærmede - og man kunne ane hans mundvige pegede op i et lille smil. Touché. Han var vel ret skvattet lige nu. Det kunne han vel indrømme, lidt. 

 Viktor skuttede sig i bukserne siddende, og med besvær, fik han rullet dem op over hofterne i et forsøg på ikke at falde bagover imens. Han sukkede lidt, da bevægelserne gjorde ham en anelse bevidst om den ulmende kvalme. Lettere anstrengt, fulgte han trop med Richard om at komme op at stå. Han var ikke opmærksom, og imens han lyttede til den andens ord om værdighed, overrumplede en bølgedans med skibet, Viktors gang, og han stødte med panden durk ind i ryggen på Richard. Han kom med en grødet lyd og helt automatisk hev han fat i stoffet på mandens trøje for ikke at skøjte rundt yderligere. 

Halvkrammende, lænede han hagen mod ryggen, så næsen stak i vejret og han kunne få læberne fri til at tale. Han forsatte bare, upåvirket af deres tæthed, på den samtale de havde igangværende, "Så De smider mig ikke af i næste havn?" lød det håbefuldt, ufrivilligt sensuelt, og han smilede svimmelt. Han kunne ikke slippe ham endnu, da skibet vippede en kende voldsomt lige nu. 

Han havde ingen idé om hvad der foregik i drengens hoved, men noget fik da igennem det. Det var dog ikke hans at blande sig i hvad drengen tænkte eller ikke tænkte, så længe det var andet end om han skulle kaste yderligere op. 

"Tag det ikke ilde op, knægt" sagde han, som han så hvordan drengen reageret og indså at han var blevet kaldt et skvat. Hvis ikke han kunne tage det, var det jo ikke feltet for ham. "Charles startede vel med at være til søs da han var sytten, så der var jo tilvænning," han havde faktisk ingen idé om Viktors alder, men antog lidt han var i den aldersgruppe. Men han rømmede sig lidt: "Jeg fik lov at tage med på min første sejltur som elleve årige, men det var ikke første gang jeg stod på et gyngende skib," det var dog mange år siden, at han næsten kun kunne dagdrømme sig tilbage til den gang. Men måske det at han havde været på de gyngende grunde siden barn, at han aldrig havde oplevet den samme ubehag som Viktor og Charles havde som unge mænd. 

Men i sin, muligvis, monolog, havde han fået vendt sig og gjort klar til at de kunne forlade rummet, indtil han mærkede noget i ryggen. Først trak stoffet sig og han mærkede efterfølgende en hage i sin syg og han løftede let armene fra livet og så sig over skulderen og ned på Viktor. Spørgsmålet var næsten yderst relevant. "Nej, du ender blot som nogens middag" det var måske bedst at drengen selv indså hvor de slog havn henne, så han kunne overraskes. 

Richard stod dog stille og lod Viktor gøre sit for lige at komme sig. "Sig til når du er klar til at gå videre," sukkede han mildt.

 Samtalen havde været langt mere interessant, hvis Viktor ikke var ved at blive fortæret af søsyge. Men høflig som han var, lyttede han opmærksomt til Richard, der fortalte om ham selv og Charles' start til søs. Han var interesseret i at vide mere om dem, men koncentrationen var besværet. Han kunne kun fokusere på at kommentere på én af delene, "Så De er nærmest opvokset på havet?" lød det forundret fra grevesønnen, "Jeg forstår hvorfor De er blevet Kaptajn." komplimenterede han den anden. 

 Som de stod klods op ad hinanden, mødte Viktor blikket som Richard sendte ham. Han rynkede lidt misfornøjet på panden, og hævede et undrende øjenbryn, "Hah? Skal vi aflægge et visit på en monster-ø eller hvorledes." grinte han lidt i vantro. Det kunne jo også være at dét var en talemåde; fordi området de skulle besøge var en anelse barskt, og Richard muligvis mente at Viktor ikke ville kunne klare sig der. 
 "Jamen, jeg takker for at De holder hånden over mig, Kaptajn." smilede han, og som han blev lidt mere opmærksom på deres berøring, begyndte han at løsne grebet. 

 Viktor rømmede sig lidt til Richards påskyndelse, og slap ham nu helt. Men stod tæt nok på at kunne støtte sig til ham, havde han brug for det. Ellers kunne han måske gå langs væggene. 
 "Jeg er klar." informerede han, og forsøgte at have balancen i kontrol så han kunne følge med Richard. Bølgerne var ikke så slemme i øjeblikket, efter hvordan de ellers lige havde været. 

En hånd blev kort tage til nakken som han fik en kompliment. Let kradsede han sig i nakken og måtte vel tage det til sig som ros, hvilket det også blev betragtet som. "Min familie boede i Nordlandet og så rejst vi ned til Juvelen, men ja mere eller mindre," lod han sig svare fra. Alligevel havde han følelsen af, at det ikke helt havde været et spørgsmål alligevel, men Richard måtte tage det som det kom - det havde han jo godt hidtil. 

Blikket mødtes, men han lod drengen blive i vantro. Han mente det var nok bedst at drengen selv indså hvor de endte med at komme til. Charles burde måske have tænkt det lidt igennem før han trak en ung en med på turen. Smuglerhavnen var ikke just et lovligt visit, hvorfor de havde sat dem selv på gyngende grund ved at have Viktor med sig. 
Et eller andet sted blev de nok nødt til at give han ordre om ikke at fortælle om det, men hvordan gjorde man det uden at virke frembrusende og truende omkring det? 

Klar. Så klar drengen nu engang vel kunne blive. Men han lod gangen fortsætte, dog holdt han et skiftende blik til drengen og var klar til at holde en hånd på ryggen af ham, så han ikke ville vælte eller skvatte til siden som en eller anden landkrabbe. "Du skal også have noget i skrutten, kan du leve af brød og noget frugt?" - havde det været Charles, havde det ikke været så en mild håndtering, så var der blot blevet serveret og forventet at der blev spist op. 

 "Imponerende." svarede han blot, og lød oprigtigt imponeret. Richard lod til at være en mand som havde formået mere end de fleste, selv da han var yngre end Viktor - i hvert fald mere end hvad Viktor selv, med sine spæde 19 år, har haft præsteret indtil videre. Tænk at sejle sin første sejltur som elleve årig. 

 Kaptajnen svarede ikke på hans spørgsmål, men der var vel heller ikke mere at sige til det. Dog var han nysgerrig på hvor de skulle hen, men søsygen trak i ham, og det var dét som han fik hans fokus for natten. Med et mildt suk, gik han side om side med Richard, og bemærkede godt den hjælpende hånd bag ham, som ikke havde rørt ham endnu. Viktor smilte taknemmeligt for sig selv - og tænkte, at de to mænd på skibet ikke var helt værst; de kunne jo have været helt forfærdelige mennesker, men indtil videre havde de begge behandlet ham godt, på hver sin måde. 

 "Hm?" lød det uopmærksomt fra ham som han drejede hovedet mod Richard, inden det gik op for ham hvad han havde spurgt om. "Det er perfekt, Hr." Kom det høfligt fra ham, men overvejede lidt om han overhovedet turde at få noget ned i sig. Han kunne dog mærke at maven prikkede lidt af sult - nærmest skreg efter det. "Tak skal De have." Tilføjede han mildt og støttede sig lidt til væggen ved siden af ham og forsatte sine skridt. "Men jeg er lidt.. bekymret for at det blot kommer op igen." han bed sig lidt usikkert i underlæben og så frem for sig. 

 

Det var en tydelig indikation at de var af to forskellige samfundslag. Viktor virkede dybt erfaren på livet og hvad det havde at byde, født med sølvskeer i hoved og røv. Men han havde alligevel valgt at søge ud og prøve sig i kast med noget andet, hvad årsagen havde været til det, kendte Richard ikke til. Charles havde ikke nævnt noget, men mon selv han vidste det. 

Skubbene som havde ramt skibet var langsomt begyndt at milde. Det var måske til deres fordel at vinden ville ende med at ligge ved agterstævn. "Vinden vender, Viktor." informeret han ham om som de nærmede sig dækket ud til den friske duft af hav. 

"Prøv med noget brød, det kan suge noget af al væsken til sig," det blev mindre og mindre Viktors valg, men for hans egen skyld. Hånden blev nu lagt mod ryggen af Viktor, han ville guide ham hen og sidde ved trappen op til hvor en mand stod ved roret og holdte kursen for natten. Men som de kom der hen og, alt efter om Viktor lod sig sætte, lagde Richard hånden på gelænderet. "Hvad er årsagen til at du ville vise dig værdig til at sejle med os?"

 Viktors øjenbryn hævede sig, imponeret over at Richard kunne tyde vindene bare sådan uden videre. Men det gav jo mening, den ældre herre var erfaren og med stor viden med alt der fulgte med ved at have et skib. 
 "Se dét ville jeg prise mig lykkelig for." lo han dæmpet, men rynkede panden en anelse over kvalmen. Dog, til Viktors fordel, kunne han mærke det. Skibets gyngen blev mildere nu, og han kunne næsten stå lige på benene igen.

 Den salte havduft kom ham kærkomment i møde. Han havde næsten glemt den friskhed der var ved at være til havs, efter at være gemt væk i Charles' kahyt så længe. Det kom ikke på tale, at Viktor kunne afvise brødet. Richard var ret besluttet på, at han skulle få noget i maven, og et eller andet sted, var han taknemmelig for den andens bestemthed. 
 "Okay. Jeg prøver. Tak skal De have." nikkede han høfligt, med et mildt smil trukket op i mundvigen. Han blev guidet ned at sidde af kaptajnen, og tog plads. Han skuttede sig lidt, selvom han var påklædt, kunne han godt mærke vinden prikke til huden under skjorten. Men den friske luft hjalp, ikke destro mindre. 

 Den unge grevesøn forsøgte dog at orientere sig, og tog alt til sig. Styrmanden koncentrerede sig om at få skibet på rette kurs, men det var imponerende at se, at han kunne dét når alt lå i mørke omkring dem. Solen var endnu ikke begyndt at titte frem. Viktor skævede op til Richard, som tårnede sig en smule over ham med hånden på gelænderet. Han smilede bare med lukket mund op til ham, afventende, og lyttede nu til spørgsmålet der blandede sig med havskvulpene. 

 "Ah." Han lænede sig en smule tilbage og strak benene frem for sig, imens han så på sine skosnuder der vippede frem, og så tilbage. "Jeg er på dannelsesrejse." stukket af fra mine ulmende pligter, forklarede han og lagde hovedet let på skrå. han betragtede stadig lidt sine sko, inden han så kiggede op på Richard igen, "Men, jeg er altid blevet draget af at skulle ud at se verden. Gøre mig klogerre på livet, skabe mine egne perspektiver." Som han talte gled blikket tænksomt nedad, "Og udvikle mig." Han havde et mildt smil om læberne. 

 "Det lyder måske fjollet, men min fornemmelse fortalte mig at jeg bare skulle med det her skib." han lo dæmpet, en smule genert over at sige sådan noget, siden Richard nok ikke var en der arbejdede ud fra fornemmelser. "Men jeg har i sinde at arbejde hårdt. Jeg ved at det ikke lige var den bedste start for mig.. men, nu ved jeg da én ting mere om mig selv." sagde han med en lille kunstpause, "Jeg er et skvat, der lider af søsyge." grinte han for sig selv, og gned sig lidt i nakken. 

Det kom som ingen overraskelse, at Viktor ville prise sig lykkelig for, at vinden ville vende. Drengen havde nok også fortjent at opleve, at intet vendte skvulpede rundt i maven på ham. "Du vil nok opleve, når vi engang når til land igen, at dine ben vil fortsætte med gangen fra at være til søs,". Der var nok meget han ikke vidste om at være til søs, men et eller andet sted, ville han i første omgang ligne en, der havde drukket nok rom for tre nætter i sin gangart. 

Maden han blev rakt til drengen, var blevet taget i mod, hvorfor han lod blikket glide kort mod bølgerne. Det var længe siden han havde været oppe på denne tid af døgnet og se solen stige op over højkanten af vandets overflade. Men det var nok meget godt at han kunne få Viktor med til at se det. Se solopgangen der steg op over horisonten og fik alt til at virke så blegt og blåt på sin egen måde. Men han gav sin opmærksomhed tilbage til Viktor og lyttet til hvad han havde at sige. Dannelsesrejse, det var alligevel noget af en opgave at sætte sig selv på. Det var måske meget godt alligevel. De adelige var alle så forskellige, men de var næppe de, som man oplevede få møg på hænderne medmindre det var fra luksusskøger. 

"Nej," det lød langt fra fjollet. Det gav alligevel god mening for Richard. Men han trak en anelse på mundvigen som han hørte, hvordan drengen havde i sinde at tage arbejdsuniformen på sig og prøve kræfter med det. "Hvor længe tænker du så denne dannelserejse af din skal vare? For denne tur du er på, er tops to uger," lod han sig fortælle og lænede sig en anelse tilbage og lod foden blive hans støtte ind og armen på armlænet. 

"Hvis du gør det godt og får styr på maven, har vi en en to til tre måneders fragt ude i fremtiden. Juvelen til Belzera og til Fristavn og retur igen med fragt. Hvis alt går vel og du ønsker, er der mulighed for du kan tage med på den tur," selvfølgelig skulle Viktor dog også vise sig voksen til at kunne klare sådanne opgaver. 

 Den unge grevesøn, pillede nænsomt i brødet og begyndte at spise en smule ad gangen. Han skulle nødig forhaste sig, og give maven en ny undskyldning for at spytte det hele op igen. Imens lyttede Viktor opmærksomt til Richard, og forsøgte at forestille sig gangarten. "Virkelig? Sker det stadig for Dem Hr. Richard?" Spurgte han nysgerrigt og skævede op til ham med et smil. Den kølige, friske havluft havde allerede hjulpet en del på hans kvalme, omend han stadig var udmattet. 

Solens første stråler var så småt ved at farve himlen, men den var endnu ikke stået op. Han fulgte Richards blik udover havet, og kiggede længselsfuldt ud på bølgerne og himlen - han tænkte lidt på Marius, og hvordan han mon ville klare sig på skibet - sikkert ikke særlig godt. Han var alt for meget et luksusdyr til livet på søs. Åh, hvor han savnede ham. Men denne tur, var også en måde at glemme følelserne for ham på. For det var ikke konstruktivt - og det gavnede ingen af dem i det lange løb. Afstanden kunne muligvis gøre godt, omend det pinte ham.

 Tankemylderet, blev skubbet til side da Richards dæmpede stemme fik ham tilbage i nuet, og han smilede varmt op til ham. Nej, havde han sagt. Så han synes ikke at Viktor var fjollet. Det var.. betryggende. 
 Hvor længe skulle dannelsesrejsen vare, Viktor trak lidt på skuldrene og ventede til at Richard var færdig med at snakke. "En 6 måneders tid, regner jeg med." Fortalte han kaptajnen med et skævt smil om læberne og strak sig en smule, med et lille suk, inden han igen gumlede på mere af brødet. 

 Hvis du ønsker, er der mulighed for du kan tage med på den tur. Viktors øjne lyste op i glæde da Richard nævnte muligheden om en længere tur. Det ville jo være helt perfekt. Hans blik søgte op mod mandens, ellevild.
 "Kaptajn Richard, det ville være mig en stor ære, at sejle med Dem, som en del af Deres besætning." Erklærede han med hånden på hjertet og smilede oprigtigt, men med en drenget energi over sig.

To-tre måneder ville være fantastisk. Så ville han kunne være de resterende måneder i Dianthos, besøge sin kusine igen, og muligvis finde noget nyt at beskæftige sig med dér. "Jeg vil ikke skuffe Dem." Sagde han med et stort smil, fuld af selvtillid.

"Hr. Richard?" gentog han med en snert af overraskelse. Havde Viktor overhovedet en idé om hvad de hed til efternavn nogen af dem, eller hvordan man normalt bare talte med folk uden for adlen? Men det besvaret selvfølgelig ikke spørgsmålet. "Det kræver en del tilvendelse, men for at give dig et klart svar, så ja. Det hænder," det kunne man aldrig helt komme uden om. Ben og krop skulle være klar til sådanne ændringer i gangart, nogen så selvfølgelig mere snalret ud i deres gang end andre. Skønt Richard brugte meget tid ved havnen og på skib, var der andre som levet på skib og derfor til havs. 

Men som begges fokus var faldet ud over vandet, fik han skævet ned til Viktor. Drengen så ud til at være langt væk. Det var næppe undtagelsen, alle kunne falde hen i egne tanker som man sad og forsvandt ud i det blå. Men han lod ham være der for en kort stund. Måske det hjalp på hans mave. 

Seks måneder, det var måske meget passende, for så kunne Viktor også prøve at leve livet i Dianthos og være en del af havnen på sin egen måde. Men på magisk vis kom det sprog igen, så formelt. "Bare sig Dick, ikke alt det med kaptajn og det, Viktor," burde Charles ikke have talt med ham omkring det? 
Men som slap gelænderet og valgte at træde forbi Viktor og op til roret for at stå ved siden af manden som havde stået der det meste af natten. "Du skal nok blive en fin mand, men vi skal i løbe af dagen her i dag have talt om din lønning," men det krævede måske også først at Viktor var helt på toppen først. Mættet og udhvilet. 

 Viktor kendte Charles' efternavn, men var blevet fortalt at han ikke behøvede at tale formelt til ham - hvilket han havde forsøgt at lade være med. Men kaptajnens efternavn, havde han ikke opfanget. 
 "Så er jeg mere rolig, hvis kaptajnen også gør det." Sagde han med et lille lettet suk, og smilede til Richard. Så behøvede han da ikke at føle sig forkert på den, hvis den faste landjord pludselig føltes som gyngende grund under hans fødder. 

 Alt det til havs var en tilvænning. En helt ny livsstil. Og derfor var den uformelle jargon også helt uvant for ham. Generelt var Viktor også bare høflig af natur, at han gjorde meget ud af at vise hvordan han respekterede og satte pris på andre. Men nu blev han fortalt, af selve kaptajnen, at han bare kunne kalde ham ved kælenavn. Det overraskede ham en smule; af alle på skibet, havde han troet at kaptajnen i det mindste krævede mest respekt. Men åbentbart ikke. 
  "Okay, Dick. Beklager." Smilede han forlegent op til ham og kløede sig lidt på halsen, "Hr. Pears-- Charles, sagde godt at jeg ikke behøvede at tale så formelt. Jeg må lige vænne mig til det." Lo han dæmpet, og tog en dyb indånding af den salte havduft og fik færdiggjort sit brød. Maven brokkede sig ikke, og virkede faktisk taknemmelig for lidt nyt brændstof. 

 Viktor fulgte nysgerrigt, Dick, med øjnene og var opmærksom på alt hvad han gjorde. Du skal nok blive en fin mand - fik ham til at smile lidt for sig selv, men lønning- det havde han slet ikke tænkt på. Viktor havde trængt sig på, og fik lov til at komme med på skibet. Han havde forventet at skulle arbejde gratis. Det var jo ikke fordi han ville løbe tør for krystaller lige foreløbig. "Er De-du sikker?" Spurgte han overrasket, "Jeg kan sagtens arbejde gratis." Forsikrede han den anden, "Jeg tvang mig jo.. nærmest med på skibet." Tilføjede han, mens mundvigen trak sig op i et forsigtigt smil. Men der var ingen tvivl om at Viktor ville arbejde gratis hvis han fik dét at vide. "I skal ikke føle jer tvunget til at betale mig, jeg er bare taknemmelig for at I lader mig sejle med." Han kom op at stå og støttede sig hurtigt til gelænderet.

Set i bagspejlet var den seneste som nok tog skiftene mellem landjord og bølgende grund uden problematik Charles. Richard kunne vel altid skyde skylden på hans alder som synderen i det. Men at knægten kunne tage det med oprejst pande, at han ikke ikke ville være ene om at blive påvirket i sin gangart i første omgang når de atter ville træde ind på land igen, var vel en måde at se det hele på. 

Det var ingen forventninger om at man bare kunne lægge sine vaner på hylden og gå med på bølgen, hvorfor han nok godt vidste, at det næooe var sidste gang an blev kaldt kaptajn eller blev dis med knægten. Det var vel ganske normalt at lysets flåde tiltalte deres overordnet i titler og talte i dis med dem, men de var ikke flåden, nej. "Ingen beklagelser, det er vel godt at unge mænd som du bare prøver," prøver nye grænser af og prøvede at accepter at de ikke selv altid var den øverste i fødekæden. "Pearson, du kan altid også kalde ham Charlie, bare for at forvirre ham en anelse," skønt han selv primært omtalte Charles som Pearson. Efternavnet kunne bare et eller andet. Det havde en anden jargon til sig. 

Roret blev overtaget og den mand som trådte forbi knægten var Thorsten, han kunne på mange måder godt virke mere rå i det, men han var mindst lige så meget en bamse end noget andet. Manden havde ikke blot et barn men fem. Skindet kunne bedrage. "Du er på lige fod med alle de andre, hvis først jeg undlader at betale dig, vil de andre bede om din andel af løn," hvis det så bare have været en joke. "Skal du se solen stå op før du skal have dig et ordenligt hvil?" spurgte han og så ned på Viktor, "Kom," bad ham om. Han kunne lige så godt se solen rejse sig op over roret, som det havde været ham selv der sejlede ind i solopgangen. 

 Viktor var taknemmelig for forståelsen. Det var jo ikke fordi han gjorde det i nogen ond vilje. Han var blot opdraget i takt og tone. Høflighed var en dyd.
 "Charlie?" Han lo lidt. Det lød som et ganske kært kælenavn, men måske en smule malplaceret til en ældre herre. Ja, han vidste vel egentlig ikke hvor gamle de to mænd var. Ældre end Viktor ihvertfald. 
 Han nikkede lidt med et moret smil. Richard var mere end bare en hårdnakket kaptajn, som Dick, som Viktor oplevede ham lige nu, var han mere mild, en faderfigur endda. 

 Som den store bamse trådte forbi Viktor, nikkede han høfligt til vedkommende og trykkede sig ind til gelænderet så han kunne træde forbi. Da Richard indikerede at besætningen blot ville forlange Viktors andel af lønnen, smilede han en smule fåret. 
  "Jamen i så fald.. må vi hellere få det på plads." Sagde han lydigt. 
 
 Viktor blev overrasket over spørgsmålet. Vil du se solen stå op? Hans mundvige trak sig langsomt op i et hengivent smil. Dick, var slet ikke så slem, eller en gnavpot som først antaget.
  "Gerne." Hans hjerte hamrede lidt af spænding, som Richard bad ham komme op til ham. Han stillede sig først ved siden af ham. En smule påpasselig om han skulle gå ind foran eller ej - men så, ved nærmere eftertanke sneg han sig ind foran Richard så han stod mellem ham og roret. Sådan en chance ville han nok ikke få igen lige foreløbig.

 En blid følelse strøg igennem ham - som han stod og så ud over havet. Det smukke hav. Og da solen endelig begyndte at male himlen i fantastiske farver, kunne Viktor ikke lade være med at blive rørt. Han tog et forbavset sug ind og holdt vejret. Aldrig havde han set himlen i sådan et smukt syn. Det var magisk og uvirkeligt. Havde han haft sit malergrej på sig var han begyndt at skitse det ned med det samme - men nu kunne han bare stå og nyde det i stilhed. Han følte sig vemodig, håbefuld og nostalgisk på samme tid som han stod og smilte mildt. 
 "Det er smukt." Mumlede han dæmpet.

Navnet Charlie var måske lidt fra fortiden af, men det matchede nu personen meget godt. Kendt man en Charlie, kendt man en som var sin egen mand og havde flere sider end man lige troede. "Ja, han har mange lag," sømanden var en side, så var der den af Charles som havde sit eget domæne, hans ring. 
Denne ring Richard ikke rigtig kunne udtale sig om, da han ikke kom i de kredse eller rigtig havde interesse i det, da det nok krævede en vis form af mentalitet han ikke helt havde. 

"Jeg lønner dig ud fra din erfaring, din indsats og normalt ville jeg sige anciennitet på skibet, men du kom i går," for at give et indtryk af hvad der blev arbejdet ud fra og hvordan han kunne gøre det mest fair i forhold til løn. Men eftersom at Viktor havde ingen af delene med sig, ville han i teorien blive rimelig billig at betale, men en løn var en løn. 
Det var dog ikke, at smugling gav den største indkomst, men det var uden om skatten, hvorfor det fungeret. 

Richard så ud af øjenkrogen som Viktor kom op på det øvre dæk, synet var dog ikke meget anderledes end nede på det grunddækket, men det var alligevel rart at komme en anelse højere og op se tingene derfra. Men som han tog fokusset tilbage til sig selv, opdagede han først, at Viktor trådte ind for ham for at stå foran roret, skønt han havde begge hænder på roret. "Vil du prøve at stå ved roret?" spurgte han en anelse forvirret, men lod dog alligevel Viktor stå foran sig, trods afstanden godt kunne have været større.