" Gerne " som Romeo rejste sig, flyttede Phillippe på hvordan han sad sp han bedre kunne se på Romeo. han skulle ikke tro han bare kunne stikke af. Det ene ben blev bukket og løftet lidt op i sofaen som han vendte sig så han sad mere med siden til ryglænet. Den ene arm lagde sig over ryglænet og Phillippe støttede hovedet mod hånden. Han sagde ikke noget mens Romeo fortalte, men lyttede godt nok, selvom han ikke selv var utroligt religiøs. Det var jo også mest for bedre at forstå præsten . 

 " Hmm.. " brummede Phillippe overvejende. Så havde han måske ikke så meget at skulle tilgives for alligevel. Det grå blik gled ned over præsten. Det var sært at tænke på at inden under alt det stof, var der en ganske flot krop. Blikket løftede sig til Romeos ansigt. Han overvejede hvad han skulle sige. 
 " Er det så kun hvis man har dårlig samvittighed man skal sige om tilgivelse? " Snedkeren havde lyst til at rejse sig. Til at hviske lokkende spørgsmål i hans øre, men han vidste også han burde lade hver. Nicola kunne stadig godt komme tilbage, og det her var ikke sådan man opførte sig over for en men kunne lide. Lige godt hvor svært det at lade hver.. 
 " Og hvilke personer burde du ikke begære? Mig?" det ene bryn løftede dig lidt. Var det ikke det der lå skjult i Romeos ord? 

 Romeo stoppede sine bevægelser og støttede sig op af pejsen med udstrakte arme. Han placerede hænderne dér hvor man ikke kunne brænde sig. Præstens ansigt blev skjult en smule da han lod hovedet hænge mellem armene, og han granskede spørgsmålet en anelse "Det er et kompliceret emne Phillippe." Han sukkede lidt, ikke fordi han var irriteret eller træt af spørgsmålene, men bare fordi. 

 "Men blandt andet dét, ja. Dårlig samvittighed er en motiverende faktor for nogen når de skal bede om tilgivelse." sagde han på afsluttende vis, og forsøgte at vedligeholde sin nogenlunde rolige statur. 

 Romeo havde lidt forventet når han stod henne ved pejsen, sårbar som han nu var med ryggen til, at Phillippe ville have trængt sig ind på ham bagfra og gjort et eller andet uanstændigt. Men han blev pænt siddende ovre i sofaen, og det lignede at der ikke var nogen antydning til at han ville forlade den. Romeo gnavede sig lidt i underlæben for at mærke efter hvad det gjorde ved ham. Skuffet? Han kunne ikke begribe sig selv. 

 Da Præsten skulle til at tage om potten for at skænke dem te, måtte han standse for alt i verden så han ikke tabte denne ved det næste der blev sagt. Der kom dén jo. Og hvordan kunne Phillippe få noget så intimt til at lyde så uskyldigt? 
 "Hah!" udbrød han i vantro, og skar en grimasse. "Nej, hvorfor tror du det?" røg det ud af ham inden han nåede at få styr på følelserne. Romeos ansigt blev lige så varm som vandet i tekanden da han så på Phillippe. Brystkassen hævede og sænkede sig, og han knugede sig om stoffet i roben ud for hjertet. Øjnene var frustrerede - men mest af alt fordi snedkeren kunne se lige igennem ham.  

 Et øjeblik overvejede Phillippe om emnet var kompliceret fordi det var ham der spurgte. Det var vel noget Romeo kunne svare i søvne, ikke? Phillippe forstillede sig i hvert fald at det var sådan nogle ting en præst skulle kunne svare på uden at tøve. 
 " Det er jo godt nok at vide hvornår jeg bør lægge en tur forbi templerne... " Selvfølgelig var det det han havde tænkt på!

 Phillippe vidste godt hvad Romeo mente med spørgsmålet. Hvorfor tror du jeg begære dig? Men det kunne også forstås på en anden måde, og bevidst valgte han den "uvidende" vej. Han trak på skuldrene.
 " Jeg er gift og en mand.. det virker som ting en præst som dig særligt skal holde sig fra. " Hans smil var åbentlyst påtaget uskyldigt, og et legende glimt spillede i øjnene. 
 " Det var måske noget andet det tænkte på? " Lød det en kende lokkende. Det grå blik fandt grønne øjne der var alt for afslørende omkring den andens tanker. Blikket flyttede sig ned til Romeos hånd der knugede i roben ved brystet.
 " Hvis du er ved at dø, så bare rolig. Jeg er god til mund til mund. " pointerede han med et lidt charmerende glimt i øjet, uvidende om hvordan han havde brugt en lignende kommentar sidst.

 Romeo fastholdte det sammenklemte blik på Phillippe imens den anden forklarede sig. Hans mund var en lige streg, og brynene pegede frustreret nedad. Det legende blik blev ikke gengældt, og skulle det være sjovt hvad den anden sagde - fandt han det ikke morsomt. 

 "Du er gift, og en mand." Gentog han så og følte at han havde fået slået luften ud af sig, "Det er et godt eksempel - hvis jeg altså begærede dig." Han rømmede sig i forsøget på at se stoisk ud, men de røde kinder og de små nervøse ryk ved mundvigen gav det væk. 

 Romeo rystede bravt på hovedet og himlede kort med øjnene af ham med et lille grynt. Han gik en smule i forsvars position da Phillippe lagde den lokkende tone på bordet. "Hvad skulle jeg tænke på Phillippe?" Kom han med en påtaget uvidenhed og lød træt, "Jeg er en religiøs mand. Jeg har næppe nogle syndige tanker." Men han havde masser. Ufrivilligt for det meste, men de var der. Fantasien om Phillippe oven på Romeo havde dog langt fra været ufrivillig. 

 Det sidste Phillippe sagde havde næsten været en ordret gengivelse fra deres seneste aften, mon det var med vilje? Med en hurtig bevægelse, som havde han brændt sig, slap han sin robe med et forfjamsket fnys.  "Ja, det siger du jo." Mumlede han dæmpet og mindedes deres aften som gav ham begyndende gåsehud op ad armene.

 Nu kom han hen med kanden og bukkede sig ned for at stille en kop til Phillippe. Det var nok det tætteste han havde stået på ham i dag. 
 "Det sagde du også sidst." Sukkede han opgivende, og skævede op på ham - blikket flakkede uvilkårligt ned på mandens læber -noget hans øjne kom til at gøre hver gang han så på Phillippe- de var bare så.. tillokkende.  Romeo sank en klump i halsen, inden øjnene igen mødte Phillippes. 

 Træk dig væk Romeo - advarede hans tanker ham, og uvilligt begyndte han langsomt at hælde te ned i snedkerens kop, men blikket flakkede flygtigt fra koppen til Phillippe.

 Det grå blik vigede ikke fra Romeos, selvom han bestemt ikke virkede nær så underholdt over det hele, som Phillippe gjorde. Romeo havde dog aldrig virket super imponeret over snedkerens drillerier, så han tog det ikke så tungt. Inderst inde virkede det til han nu godt kunne lide dem. I hvert fald lidt. 
 Phillippe løftede forsvarende hænderne op foran sig. Brynene løftede sig og hans lignede en der fralagde sig alt ansvar.
 " Det sagde jeg ikke noget om, det gjorde du!" Skyndte han sig at sige. Smilet der trak lidt i mundvigen, afslørede dog lidt at han tænkte det. Det var ikke fordi Phillippe gik og tænkte alle begærede ham, men.. Romeo måtte da finde en eller anden interesse for Phillippe, ellers ville han da have afvist ham blankt når han prøvede på det. Ikke?

 Derefter var det Romeos tur til at forsvare sig - eller prøve på det i hver fald. Det ene bryn løftede sig mistroisk da han sagde han ikke havde syndige tanker. Phillippe nægtede at tro på det. Romeo var en mand. Det var helt naturligt at have syndige tanker. 
 " Fordi du ikke må som præst? " Spurgte han med et overvejende udtryk, inden det ene bryn løftede sig. Hvis han slet ikke syndige tanker, hvorfor bed han så sådan af Phillippe? Hvorfor bragte Romeo op at han ikke begærede snedkeren? Præsten måtte have lidt syndige tanker! Om det så var om Phillippe var ham lige godt. 
 " Eller bare fordi du ikke vil indrømme det? " Tilføjede han hurtigt efter. Han forventede dog ikke et svar, eller tænkte i hvert fald ikke det var noget Romeo reelt set ønskede at svare på, så han viftede afværgende med hånden. 
 " Romeo, det er en helt normal ting at have.. Men skal jeg nok  være sød nu. Ikke mere drillen! " lovede han og selvom det skæve, letter legende smil var på hans læber, var der også et seriøst udtryk i øjnene. 

 Som Romeo kom over for at hælde te op til ham, fulgte han ham med øjnene og rynkede brynene lidt forvirret. Han kunne ikke huske han havde sagt det før. Phillippe betragtede Romeo der nu var noget tættere på ham end han havde været hele dagen. Og han så blikket sænke sig ganske kort. Noget der fik det til at trække lidt i mundvigene. 
 " Hmm.. Det kan jeg ikke huske.." Blikket blev i Romeos som han flyttede på hvordan han sad med ydersiden af foden mod det andet knæ så knæet vippede til i siden. Ryggen lænede sig mere mod ryglænet igen, mens armen blev over ryglænet. 
 " Hvad sagde jeg ellers den aften? " spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet på skrå.
 " Hvad med bordellet? Går ud fra du ikke tog mig med derhen? " 

 "Foregiv ikke at være uskyldig, Phillippe." påpegede han, og prøvede at lyde streng, men det kom bare ud som havde han været en ballon hvis luft langsomt sivede ud af ham. 
 "Du påpegede at jeg måske begærede dig.. så jeg ville bare lige slå fast at- at det gør jeg ikke." mumlede han og følte sig pludselig meget afkræftet. Var det begær? Romeo listede et blik hen på ham, men måtte kigge væk da Phillippes grå blik ikke havde viget fra præsten. Han vidste ikke om det var begær. Jovist, havde han begæret ham den nat - men der var noget mystisk familiært over snedkeren, som Romeo på nuværende tidspunkt ikke kunne sætte en finger på. Så måske det bare var dét.

 Romeos ansigt foldede sig til en stram mine ved Phillippes antagelser. Dét at være præst var blot én bid af kagen. Hans læber formede sig til en spids og skulle lige til at svare på spørgsmålet, men standsede sig selv da Phillippe så afværgede emnet med hånden og forsatte med at snakke. Det fik Romeos skuldre til at sænke sig opgivende og han måtte lukke øjnene i et forsøg på at samle sig. Normalt, for folk som Phillippe måske. Men det var ikke lige den slags ting der fyldte præstens tanker i hverdagen. Det var først noget der var kommet efter han havde mødt Phillippe.

Han gned sig mellem øjenbrynene og valgte at lade emnet ligge. For han var ikke sikker på hvordan han bedst svarede på dét. Så han sagde ingenting. men man kunne se på ham at det havde gjort ham utilpas. Dog mest af alt forlegen. For det var jo sandt - Romeo kunne bare ikke indrømme det.

 Romeo bemærkede hvordan den anden slængede sig tilbage i sofaen med benene en smule spredte, og han måtte gøre alt hvad han kunne for at lade være med at sænke blikket mod hans skød. Det var utroligt pirrende, og Romeo fandt, modvilligt, snedkeren, utroligt tiltrækkende i dette øjeblik. 

 "En masse upassende ting." Sagde han sammenklemt. Og åndede tungt ud da han endelig fjernede sig fra Phillippe og var kommet hen til sin lænestol igen. Som et nyt skjold tog han sin tekop op i hænderne og holdt den ud for sine læber. Som hvis det skulle afværge en hvilken som helst tilnærmelse fra den modsatte side. Du spurgte blandt andet om jeg rørte ved mig selv. Tænkte han imens hans blik hvilede i den andens grå, men han kunne ikke sige det højt. Det blev også et hurtigt emneskift, for nu nævnte Phillippe bordellet. 

 "Uhm.." Han tog et lille sip af sin te, og så overvejende ud. Skulle han bringe på bane hvad den anden havde sagt? Spørge ind til hvem de tog mænd var? Det havde naget ham en smule, men måske mest fordi han ikke kendte nok til Phillippe, og bare gerne ville.. vide mere om ham. "Nej jeg fulgte dig lige hjem." begyndte han, og man kunne se at han tøvede. 
 "Hvem er Enzel og Nicola?" Hans mave trak sig ubehageligt sammen, for han kunne godt huske at snedkeren havde nævnt at han elskede nogen. "Det kommer ikke mig ved." tilføjede han hurtigt, og hans hjerte hamrede nervøst. Koppen blev forsat holdt ud fra hans ansigt i troen på at det kunne beskytte ham fra sandheden. Han forstod ikke helt sine egne følelser lige nu. 

"Det virkede bare som om at det var meget vigtigt for dig at.. komme derhen. Så.." Hans stemme døde han. Romeo sendte Phillippe sine typiske hundehvalpe øjne med de rynkede bryn - et blik der ofte fik folk til at røbe ting for ham, men det var ikke noget han var bevidst om som sådan.
 

 Phillippe rystede lidt på hovedet - han gav sig ikke, selvom præsten måske havde ret - og pegede på Romeo med et bryn løftet.
 " Du gjorde det personligt. Jeg snakkede om mig som en overordnet gruppe; at være gift og mand. " Derefter viftede han med hånden for han havde tænkt sig at holde fast i sin halve sandhed - kun fordi det virkede til at være stik modsat af hvad Romeo ville indrømme. 

" Ja så? " lød det ens mule underholdt og opfordrende fra Romeo. Han kunne godt huske nogle af tingene han havde sagt, men det var mest hentydninger. Han ville da gerne høre mere om hvad han havde sagt. Om der var andre ting han skulle undskylde for.. Han håbede virkelig ikke at Romeo troede at snedkeren ikke var andet end en eller anden lummergøj.. Selvom han måske ikke ligefrem havde hjulpet sig selv denne dag.. 

 Han fik dog ikke lov til at høre mere om hvad han havde sagt, da Romeo i stedet begyndte at spørger ind til bordellet. Eller.. Hvem der var på bordellet. Læberne gned lidt mod hinanden og brynene trak sig en smule sammen mens han overvejede hvad han skulle svare. Om han skulle svare, men han følte Romeo fortjente at Phillippe svarede på lidt spørgsmål. 
 " Enzel er.. " en halvkat.. Phillippe nåede at stoppe sig selv før han afslørede en hemmelighed der ville koste ham livet. Farven forlod hans ansigt og halsen snørede sig sammen ved minderne fra den dag, og snedkerend blev et kort øjeblik lidt fjern i blikket. Det tog dog ikke længe han fik samling på sig selv og rømmede sig.
 " Han har et halvdyrs bordel. Ikke langt her fra, egentlig.. Jeg har lavet nogle bestillinger for ham.. " Phillippe så lidt på hans tekop på bordet, stadig en smule rystet over minderne der lurede i krogene. 
 " Og Nicola.. Eh.. Han er en ansat på bordellet.. " Læberne foldede sig lidt sammen og han løftede blikket lidt til Romeo. Han trak på skuldrene og satte foden på gulvet igen, så han kunne læne sig frem og tage koppen i hånden.
 " Det er .... kompliceret..? " Phillippe gik lidt i stå i sin sætning og i bevægelsen for at tage koppen. Der var noget bekendt over den sætning.. De rynkede det og nærmest søgende blik var en tydelig afsløring af hvordan han søgte efter hvad det var han tydeligvis havde glemt. 

 Romeo klemte øjnene en smule sammen da han afventende sad og kiggede på Phillippe der begyndte at fortælle. Det var som om bare navnet Enzel, fik Phillippes farve til at forsvinde fra ansigt - eller var det blot noget han bildte sig ind? Det var det samme blik Phillippe havde fået den aften da Romeo havde nævnt de blå mærker på hans krop. Nå ja, de blå mærker for pokker. Det havde Romeo nært glemt. Hans blik blev et kort øjeblik fulde af bekymring ved tanken, og han sank en klump. Velvidende at Phillippe sikkert ikke ville snakke om dét. 

 Han nikkede langsomt, lyttende, og forsøgte at aflure hvert et træk på den anden der kunne afsløre et eller andet der blev sagt mellem linjerne. Det virkede ikke til at han ville give sig, og egentlig fortælle hvad de to mænd egentlig var for ham, og hvorfor han havde været så opsat på at opsøge dem den nat da han rendte ind i ham. 

 "Hm." Romeo var ikke overbevist. Hans tænder klemte sig sammen, så kæben strammede sig op. Øjnene var overbærende, men der var en vis bebrejdelse skjult bag de grønne øjne. Jeg elsker ham jo - var nogenlunde de ord Phillippe havde brugt om situationen, men Romeo kunne ikke bede ham om at åbne sig hvis han ikke ville.. Desuden ville det være for dobbeltmoralsk fra Romeos side af, hvis han forventede at Phillippe ville afsløre sine hemmeligheder, når Romeo ikke kunne. Der kom et par små ryk ved præstens mundvige, der ikke helt kunne finde ud af om han skulle smile eller se bedrøvet ud. 
 "Okay." svarede han bare uden at tage sit undersøgende blik fra Phillippe. Men der lå så meget bag de korte ord. 

 At Phillippe nævnte at det var kompliceret fik Romeo til at sukke, og han så vurderende hen på den anden. Han bed sig lidt i indersiden af kinden, og kom med et mildt kluk på trods af sig selv. Romeo havde jo fortalt ham at han ikke ville gøre det mere kompliceret, hvortil Phillippe havde sagt at det ikke behøvede at være det. Og nu havde snedkeren afsløret at han allerede var i, af hvad Romeo antog, et kompliceret net mellem to mænd. 
 "Vækker ordene minder?" spurgte han med påtaget ro at det næsten var uhyggeligt. Han hævede det ene øjenbryn og så på Phillippe. "Jeg tror at jeg sagde noget lignende forrige nat." Han smilede svagt. 

  

 En stilhed lagde sig lidt mellem dem efter Phillippe var færdig med at forklare. Phillippe ville gerne vide hvad der forgik op hovedet på Romeo. Vide hvad han præcist have sagt den aften. Han kunne kun huske han ville sige til Nicola han ikke måtte være sammen med Enzel. Han gættede på det var det samme han havde sagt til Romeo, men det virkede som om der var mere. Præsten tænkte i hvert fald på mere. 

 Romeo ord virkede for et øjeblik fjerne for Phillippe der granskede sig hjerne for hvorfor ordene virkede så bekendte, men vi fik ham tilbage til tilstedeværelsen og han så hen på præsten da han uddybte. En forklaring der fik et humor løst, kort grin til at forlade Phillippe. Hånden der hang i luften halvt ved at taget tekoppen flyttede sig i stedet op til Phillippes ansigt og han kørte hånden lidt ned over det. 
 " Ikke som sådan.. " Sagde han og kløede den skæggede hage lidt, mens han så hen på Romeo.
 " De virkede bekendte.. Men jeg ved ikke hvorfor.. " Inden Phillippe tog te koppen trak han lidt på skulderne. Han satte sig tilbage i sofaen og tog igen foden op på det modsatte knæ så benet vippede ud. 
 " Hvad var da kompliceret sidst? " Nu var det Phillippes tur til at se over tekoppen mens han førte den op til munden. Selvom han ikke kunne huske det var blevet sagt, havde en godt en lille ide om hvad det havde handlet om. 

 "Os." Svarede han ærligt med et skuldertræk, men hans nonchalante adfærd nåede kun så langt, da han så måtte fjerne blikket fra Phillippe grundet ordene fik det til at vende sig en smule i ham. For det var jo egentlig dét der havde været kompliceret. Ikke dem som I at de skulle være noget for hinanden. Men kompliceret.. fordi Phillippe ville have ham kropsligt. Kompliceret fordi manden foran ham var gift, kompliceret fordi Romeo gerne ville imødekomme ham inderst inde, men ikke tillod sig det. Og nu.. en ekstra komplicerende faktor; de to mænd som Phillippe ikke helt kunne være sandfærdig omkring. Han trak skævt på munden, i et sammenklemt smil, men som kun nåede de trætte øjne halvhjertet. 
 "Det ender altid med at blive lidt kompliceret når vi render ind i hinanden ikke?" Nu var det hans tur til at vifte afvisende på hånden. Phillippe behøvede ikke at svare. Det var et retorisk spørgsmål.

 Romeo kunne ikke være i sig selv, så han stillede koppen fra sig på bordet da hans hænder skulle til at ryste. Ikke fordi han var bange eller ked af det. Men fordi der var så mange nye følelser der susede rundt i ham. Det sitrede, på en måde, ubehageligt i ham; og for at skjule sin ubehag, rejste han sig fra stolen og gik et par skridt om bag ved den. Med armene udstrakt støttede han hænderne oven på stoleryggen, som hvis lidt udstrækningsøvelser skulle få den nye følelse til at forsvinde. Hvad var der med ham? Han forventede jo ikke noget af den anden. 

 Men det nagede ham. Det nagede ham SÅ inderligt at Phillippe ikke ville fortælle ham hvorfra de gamle blå mærker var kommet fra. Og det var jo dumt. Romeo vidste at han ingen ret havde til at vide det. Men alligevel, som hvis noget havde besat ham, gik han frem fra sit skjul og tog nogle beslutsomme skridt hen til snedkeren. Han placerede sig i sofaen ved siden af ham, og så på ham med et fjernt blik. Uden advarsel lagde han sin hånd på Phillippes brystkasse og så seriøst på ham. "Er det din kone der har gjort det?" Han behøvede ikke at forklare hvad han hentydede til, for han var overbevist om at Phillippe sagtens vidste hvad han mente. "Eller.." forsatte han, og blikket blev mere undersøgende ind i den andens grå blik, "..Var det Enzel?" lød det mere sammenbidt, og han kunne mærke et sting af vrede brede sig ved tanken. Det var ikke uden grund at Phillippe så så bange ud da mandens navn blev nævnt.

 Os.. Brynet løftede sig ved Romeos svar. Hvis der ikke var noget begær eller noget mellem,hvad var de så der kunne blive kompliceret? Phillippe skulle til at komme med en drillende kommentar, men stoppede sig selv. Nu havde han jo lovet...I stedet fik Romeo lov til at snakke videre 
Kun hvis vi gør det kombineret. Phillippe fik dog ikke lov til at ytre ordene fra Romeo tydeliggjorde der ikke var mere at sige. Det var jo kunne blevet kompliceret med Nicola og Enzel fordi jeg havde gjort det kompliceret.. Phillippe endte derfor bare med at trække på skuldrene og drikke af sin te.

 Det grå blik fulgte Romeo da han rejste sig fra siddepladsen, og da han pludselig nærmest stormede over til sofaen, så Phillippe til med et hævet øjenbryn. Han så spændt til som Romeo kom helt tæt på og mærkede sidder i maven og pulsen stiger ved hånden på brystkassen.
 Men spørgsmålet der kom fik snedkeren til at gå i stå. En klump formede sig i hans hals, farven forlod hans ansigt og han tabte næsten tekoppen. Phillippe sad helt stille, indtil Enzels man blev nævnt hvor han sank en klump.
 "Jeg.. " Lød det hæst fra ham og han rømmede sig og så ned på tekoppen.
 " Jeg blev overfaldet, " nu var det Phillippes tur til at flygte. Snedkeren rejste sig hurtigt op, satte koppen p bordet og gik ud hvor der var mere plads han kunne gå frem og til bage på. Det var ikke en løgn. Det var bare kun en brøkdel af sandheden fra den aften. 
 " Nogle knægte havde set sig sure på mig og bankede mig.. " mumlede han mente han vandrede. Det var tydeligt at de det ikke var et rart minde for ham. Hans uro, skuldrene der var løftet i en anstrengt position. 

 Som havde Phillippe brændt sig ved Romeos berøring, flygtede han op fra sofaen, tydeligt forfærdet. Men det havde ikke været fordi Romeo havde lagt hånden på den andens brystkasse,  men.. på grund af hvad han havde sagt. 

 Pis.. Det var nok til at vække Romeo fra den pludselige hjernebrist der havde fået ham til at gøre dette til at starte med, og beklagende, lænede han sig tilbage i sofaen med sine hænder foldet mellem sine ben. Det var jo ikke fordi han ville udspørge ham sådan - han følte sig bare pludselig meget overbeskyttende overfor snedkeren
 Men da Phillippe alligevel begyndte fortalte at han var blevet overfaldet, skød Romeos blik op fra sine hænder og han forsøgte at fange Phillippes for at se om det var den fulde sandhed.. eller om der var andet han skjulte.

 Han sagde ikke noget da Phillippe forkvakket prøvede at forklare sig, og kom frem til at det var unge knægte som havde gjort det mod ham. Det lod til at være sandt.. hvorfor skulle Phillippe lyve om det? Men på den anden side.. hvad grunde havde han til at fortælle Romeo sandheden? Om det var Enzel eller ej.. eller om denne person havde haft noget med det at gøre gav han op på at få at vide - for mindet om hvad end der var sket for Phillippe, så ud til at hjemsøge ham og gør ham bange. 

 Romeo sank en klump, og pegede sine øjenbryn op i en empatisk og undskyldende grimasse.
 "Nej, undskyld." Kom det dæmpet fra ham, og han rejste sig op for at gå hen til Phillippe. Det lignede at han var ved at køre sig selv op i en spids som han gik frem og tilbage. 

 Romeo standsede ham med en blid, beroligende, hånd på snedkerens anspændte skuldre. 
 "Phillippe.. det er jeg ked af skete for dig. Virkelig." Hans grønne øjne forsøgte at fange Phillippes grå i et oprigtigt blik, og han kærtegnede trøstende Phillipes skulder med tommelfingeren.
  "Jeg ville ikke.. bringe dårlige minder op for dig. Det er jeg ked af." Han tog en lille indånding før han igen fik sit hvalpeblik i øjnene. Uden at tage blikket fra Phillippe sagde han prøvende, "Men jeg lytter gerne." 

 Først da han mærkede hånden mod skulderen stoppede Phillippe op og mødte Romeos blik. Han sank en klump og nikkede kort, inden han trak på skuldrene og så ud til siden. 
 " Det er fint... Det er okay.. det er jo healet så der er ikke mere at gøre ved det.. " Phillippe rømmede sig igen og kølede sig lidt i nakken. Der var så meget blod.. Phillippe kunne stadig høre lyden af liget det dumpede ned mod gulvet.. Phillippe lavede et lidt ryk med hovedet og på Romeo med et forsøg på et roligt smil.
 " Der er ikke mere til det, så der er ikke rigtig noget at lytte til.." Han trak på skuldrene og trådte væk fra Romeo.

 Phillippe gik over til sofaen igen og satte sig på kanten af den, lige ud for hans tekop. Han stirrede på den, selvom blikket virkede mere tomt. Der gik lidt før han fik hevet sig ud af det igen. 
 " Du er slet ikke nysgerrig på, hvad bestillinger et bordel kan have for en simpel snedker som mig?" Spurgte han, i et forsøg på at skifte emne. Da blikket blev vendt mod Romeo igen, lignende det mere sig selv, men så man ordentligt efter,  kunne man se der stadig var noget der hjemsøgte ham. Frygten for hvad den lokkende halvkat i forklædning var i stand til..

 Men er dit hjerte healet? Tænkte han bekymret. For hvad end der var sket.. havde det skræmt Phillipe for vid og sans. Det kunne en hver se - og Romeo var ikke dum. Men han ville heller ikke plage ham med det mere. Ligesom de folk der kom til ham i templet, ville han også give plads til hvad end Phillippe havde på hjerte. Og var han ikke klar til dette endnu.. var det også okay. Romeo måtte huske sig selv på at det ikke var noget personligt mod ham.

  Phillippe fortalte at der ikke var mere til historien, så Romeo accepterede det. Han tog hånden til sig og masserede sin håndflade imens han fulgte Phillippe med sit overbærende, dog bekymrede blik. Hvis du siger det - tænkte han, men sagde istedet, "Selvfølgelig- Men.. hvad som helst. Så lytter jeg." Forsikrede han den anden i et blidt toneleje, og sendte ham et prøvende smil.

 Det gnitrede i brændet ovre fra pejsen da ilden slikkede træet; og en tydelig stilhed lagde sig imellem dem imens Romeo så på Phillippe, der så ud i ingenting. Hvor er du, Phillippe? Tænkte han hjælpeløst. Men sagde ingenting. Istedet ville han spørge hvordan det gik den anden - men Phillippe nåede at bryde stilheden før han selv gjorde. 

 "Borde? Stole?" Foreslog Romeo, og slog uskyldigt ud med armene. Han imødekom emneskiftet, men kunne stadig se at der var noget ved Phillippes blik der stadig ikke var helt.. ham. Hvis bare Romeo kunne gøre noget. 

 Han tænkte godt at det nok ikke var helt så uskyldigt.. det som Phillippe havde lavet til et bordel - men, et bordel havde vel også møbler? 
 "Eller er jeg helt forkert på den?" Romeo lagde armene over kors, og så afventende på Phillippe. Usikker på om han egentlig ville vide det.

 Der blev ikke sagt mere om det fra snedkerens side. En del af han havde lyst til at fortælle præsten hvad der var sket. Fortælle nogen det. Men det kunne han ikke. Måtte han ikke. Han var ikke sikker på Romeo ville forstå, og var bange for han ville gøre et eller andet drastisk for at hjælpe. 

 Mundvigene tak sig op i et skævt, lidt lusket smil ved Romeos forslag. Han rystede let på hovedet og fandt Romeos blik igen. En svag latter forlod ham. 
 " Du er ret forkert på den..." det var klart Romeo ikke kunne gætte det, det var sikkert alt for uanstændig for en præst. 
 " Det var.. hmm... Legetøj til voksne.." Phillippe skulle lige overveje hvad han ville kalde dem. Det var jo ikke fordi de rigtig havde et navn. Og numsepropper lød bare ikke super frækt.. Han holdt blikket på præsten for at se hvordan han reagerede. Begyndte han at forstille sig hvad legetøj til voksne kunne være? Blev han nysgerrig eller helt forarget? 
 " Lidt forkert på den, måske.. " sagde han så, selvom præsten var ret meget forbi. 

 Phillippe flyttede blikket hen på koppen og førte den op til munden og en tår. Romeo fik lov til lige at bearbejde hvad han havde fortalt. Han kunne sagtens fortælle mere om dem. Hvordan man brugte dem, hvordan han havde afprøvet dem selv, de forskellige størrelser der var, hvilke han stadig havde hjemme i værkstedet. Men var ikke sikker på præsten kunne holde til det.
 "Oh! " udbrød han pludseligt.
 " Og et stort kryds! Det tæller vel næsten som et møbel..?" lød det overvejende fra ham, som prøvede han virkelig at gøre så Romeo ikke var helt forbi. Mon Romeo kunne regne ud hvordan det skulle bruges?

 Det var tydeligt, at det første foreslag Romeo var kommet med havde været forkert- for et lusket smil bredte sig om Phillippes læber, og så vidste han godt ved klokken havde slået. Præsten stod stadig, og havde ikke fjernet blikket fra Phillippe, eller de beskyttende arme som han havde over kors ved brystkassen. Han lod Phillippe fortælle ham.. hvad han så havde produceret til bordellet.

 Legetøj til voksne, Romeo havde en forsinket reaktion til ordenes betydning. For ordet legetøj og voksne var jo i realiteten to uskyldige ord. Legetøj til voksne derimod. Han kendte ingen voksne der legede med legetøj mere.. og ud fra Phillippes luskede smil.. måtte det være i forbindelse med noget sjofelt. Romeos neutrale og lyttende mine ændrede sig brat til et af fortørnelse. 

 "Det kan du ikke mene.." Sukkede han træt og gned sig i den rynkede pande. En svag rosa farve pyntede hans kinder. Det forekom ham ikke at spørge ind til hvad det var for noget legetøj - og hvad funktionen af dem var. Men han havde en idé, samt.. et eller andet sted var han en smule nysgerrig. Heldigvis, inden han fik en ny hjernebrist og spurgte om det.. fortalte Phillippe at han også havde lavet et et stort kryds.

 Romeo fjernede hånden fra ansigtet og lagde hovedet på skrå for at se om noget i Phillippes udtryk gav ham en ledetråd. Men et stort kryds.. han kunne slet ikke forestille sig det. Han rynkede forvirret sine bryn, og listede hen i sin stol igen. "Et.. -det må du lige forklare?" Bad han dæmpet og tog sin tekop op til sig for at tage en lille tår. Den var allerede blevet lunken. Hans blik så undersøgende over på Phillippe.

 Phillippe havde nydt den ordre. Både at designe det, produceret dem og efterfølgende testet dem med Nicola. Og man kunne se det på ham. Det havde været sjovt og spændende, og han lavede gerne flere - det var bare ikke noget der var så efterspurgt. Og heller ikke noget han reklamerede helt vildt med. Han nikkede med et stort smil på læberne over Romeos udbrud. 
 " Jeg er dybt seriøst, " Det var en mild latter over ordene. Han forstod godt præsten ikke troede på ham, for det var også en første gang for ham, og ikke noget han havde tænkt over før, men han klagede ikke. Bestemt ikke. 

 Phillippe lænede sig tilbage i sofaen og betragtede hvordan Romeo tog informationen ind. Hvordan kinderne tog farve og hvordan udtrykket skiftede. Han forstod det også godt, for det var uhørt, men det var nu alligevel sjovt at se den andens reaktion. Brynet løftede sig lidt og han trak kort på skuldrene. Hvad var der at sige?
 " Du ved hvad et kryds er? " spurgte han, for lige at få det på plads. For at hjælpe på vej lavede et han kryds med pegefingrene. Så var det i hvert fald afklaret.
 " Det skulle sættes op af en væg, og havde læderremme der kunne spændes i hver.. spids.. " Hovedet tippede en kende på skrå. Mon præsten forstod hvad tanken havde været med krydset? Ellers skulle Phillippe nok forklare yderligere. Var det måske nemmere at demonstrere? Ej.. han havde lovet ikke at drille. 

 Romeo sad længe og stirrede på Phillippe. Der var meget han ikke vidste om den anden, fandt han ud af nu. Men hvis han var blevet hyret til at lave lidt mere specifikke produkter af træ, måtte han vel tage imod opgaven. Alligevel kunne han ikke lade være med at se mistroisk på Phillippe. Mon.. han selv havde gjort brug af sådan et.. produkt? Han fik kuldegysninger ved tanken, og prøvede nøjsommeligt at viske tavlen ren for sit indre. Det var ikke propert at fantasere så meget om en anden mand. Ikke igen. Han lod en hånd gnide ned om sin hage, forlegent, og tog en dyb indånding. 

 "Mhm.. Jeg ved hvad et kryds er ja." sagde han med en attitude af at han altså ikke var dum. Han havde et lille forpint smil om læberne, da han frygtede hvad krydset helt præcist skulle bruges til. Og som Phillippe forklarede funktionen af krydset, blev han en smule bleg i ansigtet. Det var jo..  et forfærdeligt instrument. Læderræmme...?

 Han spruttede lidt i sin te af forfærdelse, og hostede kortvarigt. Præsten viftede kort med hånden frem for sig, inden han fik sig selv på plads igen. "Mrhhrm.." rømmede han hårdt, og sendte snedkeren et flygtigt blik. "...Så folk bliver hængt op på det?" spurgte han med fortrydelse i stemmen. Han ville slet ikke forestille sig hvordan det overhovedet gik til - Og alligevel var han nysgerrig nok til at spørge.

 Hænderne løftede sig lidt op i en undskyldende gestus ved Romeo lidt bidende tone. Det var ikke for at hentyde noget, han ville bare  være sikker. Romeos reaktion fik Phillippes læber til at stramme sig en smule op, som han prøvede at tilbageholde et grin over den. For ikke at sidde og virke alt for underholdt over reaktionen blev hånden ført ned foran munden og snedkeren kløede hagen lidt inden han rømmede sig. 

 Phillippe måtte være ærlig, og trække på skuldrene da Romeo spurgte ind til hvad det blev brugt til. Han vidste hvad det kunne bruges til, ud fra hvad han havde lavet og lidt om hvad Enzel havde fortalt. 
 " Umiddelbart ja.. Det er der vel nogle der er til.. Eller at hænge andre på det.. Dén har jeg ikke prøvet, så ved det ikke helt..  " Phillippe trak på skuldrene. Han var ikke flov over det han lavede. Måske fordi han vidste at Romeo virkede til at blive forlegen på hans vegne. Phillippe lænede sig frem igen og drak det sidste af sin te. 
 " Men det kan du måske ikke helt relatere til, at være til noget. Når du ikke har nogle syndige tanker? " prikkede han lidt. Phillippe rejste sig op, og gå hen så han stod foran brændeovnen lidt. Hænderne blev stukket frem og han vendte hænderne lidt for at varme dem. Ikke fordi det var koldt, men han havde brug for at gøre noget andet end at sidde stille.

 Dét havde han ikke prøvet? Romeo løftede sit udtryksfulde øjenbryn, og klemte øjnene en smule sammen i vantro. Hvis han ikke har prøvet dét.. havde han så prøvet de andre ting han snakkede om? Legetøjet til voksne? Romeos hjerte slog et slag over ved tanken, og han rystede uvilkårligt på hovedet som hvis det kunne hjælpe på at få tanken til at ryge ud af hovedet på ham. 

 Præsten følte sig pludselig utrolig tør i halsen, og han måtte tage en stor slurk af sin te, indtil der ikke var mere i den spæde kop. Han tog en dybindånding gennem næsen, og rettede på sin krave i uniformen. "Aha.." brummede han så endelig, og kunne mærke hvordan hans mave trak sig sammen. 

 "Jeg har aldrig prøvet, eller haft intentionen om at bruge noget som helst af den slags.." han viftede lidt svagt med hånden for at finde det rette ord, ".. legetøj." Det var jo det Phillippe havde kaldt det. Romeos blik fulgte Phillippe da han rejste sig op, og i et kort øjeblik havde han en forventning om at snedkeren kom hen til ham, nej.. han håbede vel at snedkeren kom hen til ham. Nu måtte han styre sig selv. 
 Hvorfor var denne samtale også pirrende for ham? En forfjamsket hånd kørte igennem håret da han kunne se at Phillippes intention ikke var Romeo, men pejsen. 

 "Uhm." Han forsøgte at skifte emne, men ordene ville ikke komme. Blikket betragtede Phillippe som han stod og varmede sig. Det lange hår, ryggen, og ned til numsen. Romeo tvang sit blik væk og forsøgte at tage sig sammen. Billedet af Phillippe der brugte legetøjet blev dog ved med at poppe frem i hans tanker som en irriterende myg der hele tiden kom igen ligemeget hvor mange gange den blev viftet væk.