Manuel ville tage sig af Jamie... Ville det betyde at Manuel ikke tog med?! Så kunne hun da slet ikke tage afsted. Hun ville være så let påvirkelig, og hvis hun blev tilbudt at blive kunne hun jo ikke sige nej. Det kunne tage månedsvis at være der oppe i det kolde nord og så kunne hun jo ikke se hvor hurtigt Jamie voksede. Kunne hun tillade sig det?! "Manuel jeg... Vil du ikke tage med så?" hun fortrød straks sine ord og bed sig hårdt i læben.

Hun sukkede lidt og trak sig lidt væk fra ham. "Jeg ved det ikke. Jeg vil gerne, men jeg kan ikke efterlade Jamie, hun er allerede blevet så stor og går selv. Men tanken om at du ikke tager med skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv hvis jeg bliver tilbudt at være der i noget tid. Du ved jeg ikke ville sige nej til det tilbud" hun kiggede ned i underlaget af teltet og sukkede så. Hvordan skulle hun nogen siden få tiden til at efterlade sig det hun holdte mest af. Det kunne hun ikke. Evander havde taget imod Jamie uden at Manuel vidste noget om det. han havde givet hende smertestillende når hun havde brug for det. Han ahvde været god til urter og han  havde været dygtig til urter. Nu var det hele bare slut.

Manuel så på hende smilede let ”Jeg skal nok tage med. Så er du heller ikke alene. Jeg ved de andre nok skal klare den.” sagde han med et forsikrende smil. Trods både Erasmus og Markus var gode til at kæmpe, så var han alligevel bekymret for børnenes liv. Der var mange tanker og bekymringer der røg igennem hans tanker og han kunne allerede mærke hvordan knuden i maven havde formet sig. Hvad nu hvis der faktisk skete noget mens de var væk…
 
Han gav slip på hende som hun trak sig væk igen. Manuel trak let på skuldrene ”Vi kan sagtens tage Jamie med. Jeg sørger for at holde vagt det meste af tiden, sover jo ikke ret meget alligevel.” sagde han med et blidt smil. Han forstod godt hendes bekymring med at tage af sted alene og han måtte da indrømme, at tanken også skræmte ham lidt. Han nikkede ”Vi tager afsted sammen, tager Jamie med. Vi kan altid tage de sikre bagveje. Jo det gør turen en smule længere, men vi bliver ikke angrebet hvis vi tager den vej.” sagde han med et skævt smil på læberne.

Manuel var så god af sig. Han anede slet ikke hvad det var han gjorde ved hende. Han var et trykt selvskab at have med sig. Så hvorfor ikke ?! Hvad var der galt med at sige nej til en gammel kone. Evander havde trods alt været der ved fødslen og hjulpet hende igennem den. Så hvad ville der ske ved at møde hans mod?!
"Tak Manuel" svarede hun og slap endelig taget rundt om sig.

Hun kiggede på ham og bed sig lidt i læben. Tanken om at han ikke skulle sove så meget var ikke sundt, men hun kendte ham. De to sov mere eller mindre aldrig, så hvorfor var hun bekymret for det?! "Manuel... Du skal sove" svarede hun idnen hun fortsatte. "Vi skiftes om at holde vagt" det var den eneste logiske forklaring hun kunne komme på. Så hvorfor skulle hun ikke holde vagt over for ham? Desuden kunne de begge to få snakekt en del på turen. "Tak Manuel. Lad os give det nogle dage, så kan du komme dig over rideturen inden det går løs igen" hun kiggede på ham og trak en smule på smilebåndet.

Manuel trak svagt på smilebåndet. Ham ville lyve hvis han sagde han ikke var bekymret for de andre når han var væk, men på samme tid var både Markus og Erasmus gode ledere, ej at glemme Elise og tvillingerne! Turen til nordlandet ville tage noget tid, men det ville være hele turen værd, i hvert fald for Aliana. Han smilede blidt til hende "Det var så lidt, Ali." svarede han.

Han vidste godt at manglende søvn var en dårlig ide, men med hans mareridt vågnede han alligevel i tide og utide, så det ville ikke gøre den store forskel for ham. Desuden var han sikker på at Aliana og Jamie var i sikkerhed, hvis han var vågen. Som hun talte hævede han let et øjenbryn "Javel..." sagde han og lod et lille grin undslippe. Det var sjældent der var nogen der gav ham en ordre, men Aliana kunne godt få lov. Han vidste jo også han ikke ville fungere uden bare et par timers søvn, for uden energi ville han ikke være i stand til at forsvare dem. Han nikkede kort "Det sætter jeg pris på... Min røv har brug for en pause fra sadlen." sagde han efterfulgt af et grin. Ganske vidst var han vandt til at sidde på hesteryg, men længere tid af gangen, kunne godt give en øm bagdel og andet ømt.

Forhåbentlig ville Manuel forstå at hun mente det, og som han bare kom ed et 'javel' regnede hun med at han forstod det. Jamie havde mindst lige så meget brug for sin far som hun havde brug for sin mor. Aliana ammede ikke mere men det betød ikke at Jamie ikke skulle have mad, og Manuel var trods alt en bedre jæger end hun selv var. Så der skulle nok komme mad på bordet. Så længe ha ikke stod for at kokkerere det ville da først gå helt galt. Med mindre han var blevet en bedre kok på det år hun havde været væk fra flokken og den hendes hjerte inderst ind bankede for, nemlig Manuel.

"Forståligt. Det må have været et hårdt ridt" kom det fra hende og smilte blot et lille falskt smil, selvom hun mest af alt havde lyst til at smile rigtigt kunne hun ikke, hun funderede mere over hvad hun skulle sige til denne gamle kone. Hvad kunne hun fortælle som ingen andre kunne?! Hun havde lyst til a sukke, gå ud og slå på et træ med sine knive hun havde i bæltet. Dog gjorde hun det ikke. Jamie var i sikre hænder og alt muligt andet godt, måske hun bare skulle være alene? "Har du set hende der Feli for nylig?" spurgte hun usikkert. De havde snakket om hende før, så hvad skete der ved at spørge ind til hende hvis Manuel virkelig var glad for hende.

Manuel vidste godt han havde brug for at sove, men med hans mareridt var det ofte svært, så han kunne lige så godt bruge tiden fornuftigt og sørge for de ikke blev angrebet mens de slog lejer. Han vidste godt at hans energi var en nødvendighed, for han skulle også jage så de fik mad, at lave det kom dog aldrig til at ske for han havde ingen kokkefærdigheder…
 
Han nikkede kort ”En smule… Men et par dage, så kan vi tage turen.” sagde han. Det var tydeligt hendes smil var falsk, men han sagde ikke noget til det. Manuel forstod godt at alt dette var hårdt at skulle have igennem hovedet og han bebrejdede hende ikke hvis hun havde brug for flere dage at tænke over, hvad hun egentlig skulle sige til denne kvinde. Manuel så på hende med et hævet øjenbryn og så undrende på hende ” Nej? Jeg har lige været i Nordlandet…” sagde han og sukkede ”Hør… Bare fordi hun er kommet ind i mit liv, glemmer jeg hverken dig eller Jamie… Hvis det er det du frygter.” sagde han og så på hende.

Uanset hvor lidt de begge to sov, havde de begge to brug for søvn. Jamie skulle underholdes, skiftes og leges med. Hun ville ikke kunne klare et langt ridt i dagevis. Der skulle holdes pauser i ny og næ. Ja godt nok ville hun sidde på ryggen i en byldt lavet af dådyrlæder på hende eller Manuel, men hun skulle også underholdes. Der skulle holdes spisepauser, om end at Aliana og Manuel sagtens kunne vente med at spise så kunne Jamie ikke. Så uanset hvad så skulle de holde stop i ny og næ og det ville tage længere tid til Nordlandet end det ville tage blot for de to.

"Det ved jeg Pearson. Nu snakkede jeg også om FØR du tog ud på din lille varulvejagt." hun hørt aldrig noget omkring Feli, måske fordi Manuel ville holde det hemmeligt. Alligevel ønskede hun ikke at det gik mellem Manuel og Feli, måske fordi hun havde et inderligt ønske om at ham og hede fandt sammen igen, også selvom det var et overstået kapitel imellem dem. De havde ikke engang været sammen siden før Jamie blev født. Måske var det også for det bedste. "Jeg ved godt du ikke forlader mig Mannie, men Feli skal vel møde flokken en dag. Hun skal vel bo her hvis de er seriøst imellem jer." egentlig ønskede hun det ikke. Hun ville ikke dele Manuel med nogen, men hun vidste godt at de skulle gå hver sin vej. En dag ville hun ikke længere være i flokken, en dag ville Manuel ikke have tid til hende mere fordi Felicity havde taget alt tiden fra ham.

Manuel vidste godt at turen måske kom til at tage lidt længere tid, men det var også helt fint. Jamie skulle have mad i ny og næ og skulle underholdes. Desuden ville det også være fint for hestene at få en pause, så de ikke blev kørt trætte, for så ville turen pludselig blive meget længere.
 
Han trak sig lidt væk og skar en grimasse som hun brugte hans efternavn ”Nej Kriwich…. Det har jeg ikke… Jeg har mødt hende en gang, den gang jeg redede hende.” sagde han og hævede da et øjenbryn. Hvad gik det her ud på? Han vidste godt han betød meget for hende, men det her havde han alligevel ikke set komme. Manuel så på hende og sukkede ”Hør, Aliana… Bare fordi jeg møder en anden, skubber jeg ikke dig og Jamie til side… Det har jeg sagt til dig utal af gange nu… Måske bliver hun introduceret, hvornår ved jeg ikke… Jeg vil heller ikke bare rive hende med og ende med at give hende kulturchok.” sagde han og så bekymret på hende. Han havde endnu ikke sagt han var varulv til Feli. Så han skulle finde en måde hvorpå han kunne fortælle det uden hun gik fuldkommen i baglås. Hans ord om ikke at glemme hverken Ali eller Jamie var sande… Nok var de ikke et par længere, men der var ikke nogen der kunne komme imellem ham og hans datter.  

Hvor hun hadet når han brugte hendes efternavn. Hun kunne ikke fordrage det efternavn. Hun ville glemme alt om sin fortid, om end at Manuel havde sagt det var en del af hende. Hun hadet sine slavemærker og ville gemme dem væk. Det var kun når hun var i flokken at de fik lov til at være fremme. Lige så snart hun gik ind i Fredskilde eller bevægede sig ud af flokken kom en langærmet trøje på for at dække for alle slavemærkerne. Men en ting hun ikke kunne acceptere var hendes efternavn. Hun hadet hendes forældre som pesten! Aldrig i livet om hun ville tage det navn i brug og han vidste det godt. "Du skulle bare sige mit efternavn var?  Urgh" kom det fra hende og kiggede lidt på ham og lavede et halvhjertet smil.

"Jeg ved godt hvad du har sagt Mannie, men tanken om at du kommer længere væk fra flokken på grund af en pige skræmmer mig. Du er en beder leder end mig, jeg er kun Beta. Jeg er kun leder af flokken når du ikke er her. Jeg gør mit bedste for at passe på den. Men en dag vil Feli fylde mere og mere, og så står du og ikke ved hvad du skal gøre. Hvor meget ved hun om dig?" spurgte hun interesseret og kiggede ham dybt ind i øjnene. Forhåbentlig vidste hun tilstrækkeligt så der ikke kom nogle chok. Det var jo ikke forid hun havde sagt noget omkring Manuel til Feli.

Manuel vidste hun hadede sit efternavn, men hun havde også brugt hans og det blev aldrig brugt overfor ham. Han forstod hende nu godt, taget hendes unge år i betragtning, dog havde han fået hende til at acceptere de mærker hun havde, bare nogenlunde. Han så på hende med et hævet øjenbryn ”Og du brugte mit…” sagde han og trak svagt på smilebåndet. Det var ikke fordi han hadede sit efternavn på samme måde som hun gjorde, men derfor var det stadig en form for provokation overfor ham.
 
Han så uforstående på hende og lagde armene over kors ”Kommer længere væk? Jeg forsvinder ikke fra min post, blot fordi der er kommet en ny kvinde ind i mit liv. Jeg ved i har brug for mig, både dig og Jamie, men også resten af flokken, der er ingen der kommer til at trække mig væk. Hvad hun ved? Hun ved du er min eks kæreste og vi har et barn. Jeg deler ikke bare information ud om dig…” sagde han og så ind i hendes øjne. Han ville aldrig kunne skubbe flokken til side, blot fordi han var forelsket, det ville aldrig komme til at ske.

Urgh. Hvor vovede han?! Han vidste hun hadet sit efternavn, og den dag hun blev gift, hvis det nogen sinde skete så ville hun ændre sit efternavn. Hun ville aldrig se sin familie igen, hun hadet sine forældre. De havde solgt hende bort. De havde efterladt hende. Ikke engang da hun kom tilbage for at lede efter dem og fandt dem. Havde de været glade for at se hende. Alle hendes slave mærker havde gjort et sort indtryk på dem. Selv det at hun nu var varulv. Det havde de endnu svære ved at acceptere. "Jeg hader når du bruger mit efternavn, du ved det! JEg vil ikke mindes om de forfærdelige mennesker jeg engang kendte som mine forældre!" hun var en kende vred, men ikke på ham. Mere på hendes forældre. Kunne han ikke kalde hende ved kælenavn eller noget mere bestemt så hun vidste at han mente hvad han sagde?!

Hun sukkede en smule over hans ord. Nej selvfølgelig ville han ikke efterlade flokken hvorfor skulle han? Han havde den inden hun kom til. Han havde den inden hun overhovedet havde mødt ham. Hun var blot 27 da hun mødte Manuel en sen aften i skyggen af gaderne. Han havde været så flink ved hende, og det skulle ikke undre hende hvis Manuel havde været lige så flik ved Feli. Det kunne lige ligne ham!
"Jeg ved det godt... Det er blot.... Bekymringer" Hun ville slet ikke tænke tanken om at hun blev efterladt alene sammen med Jamie fordi Manuel var helt oppe på de røde skyer. I det mindste beroligede det hende at Feli vidste lidt omkring deres forhold. "Hun virker... Sød... En smule bekymret, men sød" kom det fra hende og tænkte tilbage til deres møde. Hun havde udtrykkeligt sagt til hende hun skulle komme til Aliana hvis hun kom i problemer med sin tidligere herre. Eller andre der var efter hende. Hun ville nødig se at Felicity blev sendt i slave buret igen og bundet på hæder og fødder. Det var der ingen der fortjente her i verden.

Han var udemærket klar over han havde trådt hende over tæerne, men brugte hun hans efternavn, brugte han også hendes også selv om han vidste hun hadede det. Han så på hende som hun vil sit vrede udbrrud og hævedde et øjenbryn "Ja, gu ved jeg det... Men du brugte mit, så bruger jeg også dit. Det er en del af dig, om du vil det eller ej." svarede han og sukkede opgivende. Han forstod godt hun havde det anspændt med hendes efternavn, taget hendes fortid i betragtning, men som han havde sagt gang på gang, så var det en del af hvem hun var... Man kunne ikke lave om på fortiden, men man kunne sørge for ens fremtid var bedre. Han følte i hvert fald hans var blevet meget bedre.

Manuel havde aldrig i sin vildeste fantasi tænkt sig at forlade flokken, det var ham der trods alt havde samlet den lille flok. Som hun talte, så han på hende og sukkede let "Det er også okay at være bekymret, men jeg har sagt gang på gang, at det ikke kommer til at ske." svarede han og trak svagt på smilebåndet. Det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at skubbe flokken væk, det havde han jo saagt flere gange. Manuel trak let på skuldrene "Hun har også været nogle ting igennem. Jeg tror ærligt i ville komme godt ud af det med hinanden. Ellers er der et fælles emne i kan tale om, mig. Både godt og ondt." sagde han og så på hende med et svagt smil. Det skulle nok komme til at fungere, det var han sikker på. 

"Ja, ja, ja... Men jeg ændre det så snart jeg kan. Jeg vil ikke have noget at gøre med min familie mere!" svarede hun og kiggede på ham. Det var en dårlig vane at sige hans efternavn når hun blev lettere irriteret eller ville slå sin mening fast. Dette her var ikke med vilje, men hun ville bare gerne sige sin mening og sørge for at blive hørt til en hver tid.

Hun kiggede på ham og lagde hovedet en anelse på skrå. "Jeg ved du har sagt det Mannie, men jeg har lov til at have mine bekymringer. Det kan du altså ikke ændre på!" svarede hun og kiggede en ekstra gang på ham. Kunne han dog ikke forstå at hun var fuld af bekymringer. Hun havde måtte flytte flokken to gange på de to uger han havde været væk. Nu levede de i nærheden af vandfaldet. Det var kun takket være en mindre ulveflok at hun havde hørt om angrebene at de var flyttet. "Bare rolig. Jeg skal nok være venlig ved hende. Desuden har jeg sagt at hvis hun får problemer skal hun bare komme til mig" kom det fra hende og smilte lidt. "Men nu skal jeg ikke forstyre mere, du har sikkert brug for hvile" svarede hun og gik over til ham. Kyssede ham på kinden og lagde en hånd på samme kind for at ae ham der. "Hvor længe skal din røv hvile før vi tager afsted med Jamie?" spurgte hun og kiggede på ham med et halvt grin.

”Og der forstår jeg godt, men derfor skal din irrationelle vrede ikke rettes mod mig…” svarede han roligt. Han vidste godt det var en form for forsvarsmekanisme hun havde, men der var ingen grund til at blive sur på ham.
 
Han hævede et øjenbryn og så på hende ”Jeg har aldrig sagt du ikke måtte have dine bekymringer, for selvfølgelig må du det.” svarede han. Manuel var godt klar over hun havde haft nogle lange uger mens han havde været væk og været nødt til at flytte flokken hele to gange, men hendes frustrationer skulle ikke rettes mod ham, det var trods alt hende der havde sendt ham afsted til at starte med.
 
Han sukkede over hendes ord ”Jeg gider ikke drama mellem de to kvinder der betyder mest for mig… Nok er vi to ikke et par længere Ali, men du er stadig i mit hjerte, det må du aldrig glemme.” sagde han med et svagt smil på læberne og holdt en lille pause før han fortsatte ”Problemer? Psssh det skulle kun være når jeg ikke har sover længe… Men så må du give hende nogle fif.” sagde han med et lille grin. Manuel skævede mod sengen og derefter på Aliana ”Jeg er evigt træt, Ali… Det ved du.” sagde han og trak på smilebåndet som hun kyssede hans kind og derefter aede. Han trak let på smilebåndet ”Giv mig to, tre dage, så kan vi pakke det vi har brug for og komme afsted.” svarede han med et lille grin.

"Orh hold kæft Manuel!" hvis hun ville være vred så skulle han bare lade hende være vred. Hun var tit vred, hun viste det bare aldrig. I stedet gik hun ud til et træ og stod og slog på det med sine knive eller slog en knyttet hånd ind i det til hun blødte. Der var så meget i denne verden der kunne få hendes pis op og koge, men viste hun det? Aldrig, og slet ikke i flokke. Det var kun Manuel der havde set hende være vred, og det skulle det endelig blive ved med at være!

Hun vidste at hun betød noget for Manuel de havde trods alt haft et par år sammen som par og haft deres op og nedture som i et hvert andet parforhold. Han havde lært hende at acceptere hendes fortid til dels. Men der var stadig ting hun aldrig ville acceptere. der var stadig ting der kunne bringe hendes pis i kog, og Manuel var oftest en af dem hvis de ikke altid lige var enige eller kom op og diskutere.
"Vi har også et fælles ansvar nu i Jamie. Så vi slipper aldrig for hinanden hverken på godt eller ondt" svarede hun og kiggede ham ind i øjnene. "Du sover for lidt og tager for meget ansvar. Fortiden er en bitch og vi kan ikke gøre noget ved den. Det har du selv lært mig" han havde lært hende så mange ting at hun ikke kunne skrive en bog uden at komme i tanke om hvad han havde lært hende igennem de snart 10 år hun havde været i flokken.
"Men nu vil jeg lade dig hvile og komme til kræfter. Kald hvis der er noget" kom det fra hende og kyssede ham atter engang på kinden inden hun vendte sig om og bevægede sig ud af teltet.

Tre dage var gået hvor Aliana havde ladet MAnuel komme til kræfter. hun havde passet Jamie så meget som muligt hvis ikke Elise havde overtaget for hende. Tre dage var gået hvor Aliana havde været fraværedne og ikke havde ville snakke med nogen ikke engang Manuel. Hvis ikke hun passede Jamie så var hun taget ud til vandfaldet for at samle sine tanker, grædt en smule og slået på et træ i ren arrigskab.
Det var først på tredje dag at Manuel havde kunne komme ind til hende og få hende i tale da han havde sagt til resten af flokken de ville rejse med Jamie. Aliana havde pakket det mest nødvendige til turen og havde taget taske på ryggen som Jamie kunne sidde i.Amir havde gjort hestene klar til afgang og Aliana stod stadig i sit telt med Jamie på rygge. Gjorde hun virkelig dette her. skulle hn virkelig til Nordladet for at få svar på nogle spørgsmål hun ikke engang vidste hvad skulle være?!

Manuel fortrak ikke en mine som han blev bedt om at holde kært, ej heller sagde han noget. Han kendte hende trods alt og vidste hvornår han skulle holde sin kæft for at undgå en lussing eller knytnæve lige i skrinet, dog var han forberedt, hvis en lussing alligevel skulle blive smidt efter ham. Han havde nok fortjent den hvis hun gjorde det.
 
Nok havde de været et par førhen, hvilket havde kørt som hvilket som helst andet forhold. Intet var et hundrede procent en dans på roser og den der sagde deres forhold var sådan… Var løgnere. Som Aliana talte trak han let på smilebåndet ”Det er heller ikke fordi jeg ønsker at slippe for dig. Havde det været mit ønske stod vi ikke overfor hinanden. Du skal ikke regne med du slipper så let.” sagde han og fangede hendes blik. De næste ord fik ham blot til at trække lidt på skuldrene. Han var trods alt også alpha, så han følte det var hans opgave at sikre sig at alle var ok. Ganske vidst sad Erasmus altid oppe, om den mand nogensinde sov, var et mysterie. Han nikkede let ”Og jeg står stadig ved det… Kunne jeg ville jeg gerne spole tiden tilbage og måske ikke været sådan en idiot overfor dig…” sukkede han let. Han havde pryglet sig selv meget over det brud med Aliana, men det var fortid… Det kunne der alligevel ikke gøres noget ved nu. Manuel trak let på smilebåndet ”Javel…” sagde han og bukkede foran hende i sjov. Han måtte hellere gøre hvad der blev sagt, så han gjorde sig parat til at ligge sig.
 
~~~~~~~~
Manuel havde de sidste tre dage brugt det meste af tiden på at slappe af og komme sig oven på turen til Norden, men nu var de dage gået og han var i gang med at passe de sidste ting de skulle have med på turen. Han gik ud af teltet og gik over til Amir og de andre fra flokken ”Alt skulle være klar Manuel.” sagde Amir med et smil. Manuel skulle lige til at svare før han mærkede en stor hånd på sin skulder og vendte sig mod Markus der hev ham ind til et kæmpe bjørnekram ”Nu sørger i for at komme hjem i et stykke… Vi har regnet på hvor længe det kommer til at tage i gennemsnit. Er i ikke hjemme inden for et par dages afstand fra det, sender vi Amir og Cassandra.” sagde han og klappede Manuel på skulderen en sidste gang.

Uanset hvor deres veje gik hen havde Manuel altid en plads i hendes hjerte. Hun ville altid elske ham for den leder han var og den kærlige far han var til Jamie. Hun ville aldrig gå sin vej igen uden at Manuel vidste det. Hun ville aldrig bryde tavsheden i mellem dem. De var et uanset om hun ville have det eller ej. Ja det var måske en lidt stor kamel at sluge da hun først hørte fra Felicity at hun ledte efter Manuel. DA hun så havde konfronteret Manuel med det var han blev næsten helt mundlam og havde set væk fra hende. Hvilket bare bekræftede hende i at der var noget usagt. Men Manuel var også en hemmelighedsfuld person. Han havde sine hemmeligheder, selvom Aliana kendte de fleste var der stadig ting hun ikke kunne få af vide og som han blev ved med at holde skjult. Hvilket blot smertede hende endnu mere. De havde været sammen i godt og vel fem-seks år og haft deres op og ned ture som i et hvert andet forhold, og bølgerne havde gået højt til slut i deres forhold. Alligevel værdsatte hun at de var ærlige om end at de råbte og skreg af hinanden fordi de ikke ville det samme her i livet.

----------------------------

Aliana var så usikker på sig selv at hun ikke vidste om det var det rigtige at gøre. Hun vidste ikke om hun skulle tage turen til Norden med Manuel og Jamie. Fortjente Jamie at mærke vinterkulden mod sin bare hud. Kulden var voldsommere oppe i Nordlandet end den var her i Medanien, alligevel havde hun pakket Jamie godt ind i bjørneskind og hun havde sørget for ekstra varme pelse nede i bunden af tasken så de små fusser ikke blev alt for kolde af at sidde helt stille. Ja Jamie kunne da bevæge benene da tasken var stor nok til det, men det var mange timer hun skulle sidde der inden første stop.
Langsomt trådte hun ud af teltet og uden at sige en lyd bevægede hun sig hen imod hestene. Hun var stadig ikke sikker på dette her. Hun havde vendt og drejet det i sit hoved de sidste tre dage, talt for og imod at hun skulle gøre det, me hun var ikke kommet itl nogen konklusion. Intet af dette her virkede normalt, det ville ikke bringe Evander tilbage, det kunne kun skabe drama for hende selv og en smerte hun ikke ønskede at få på ny. Hun havde hold af Evander, og han havde været der ved hendes fødsel og hjulpet hende med smerterne, holdt hende i hånden som en hver anden far skulle have gjort. Men så med et var han taget ud af hendes liv, fordi nogle varulvejægere havde fundet ud af hvem han var. Nogen gange ønskede hun ikke at bo i Medanien men det kunne hun ikke sige til Manuel.

Uden så meget som at sige et ord stod hun ved siden af Manuel og kiggede ned i jorden. Markus stod og krammede Manuel og det fik hende ikke engang til at kigge op, ikke før Elise kom over til dem og vendte hende om ved at tage hende på skulderen. Hun fik et kæmpe kram og en kælen på kinden og et enkelt kys faldt på kinden også. Et svagt og kort smil kom frem på Alianas læber, men lige så hurtigt som det var kommet lige så hurtigt var det forsvundet igen. Hun drejede hovedet for at kigge på Manuel for at se om han var klar til det først tur inden stoppet, inden hun gik over til den hvide hest og satte sig op på den.  Hun formåede stadig ikke at sige noget, hun formåede stadig ikke at kigge helt på Manuel som hun skulle bruge de næste par uger til at snakke med, og den eneste hun ville have kontakt til.

Der var ikke nogen tvivl om at uanset hvad der skete, ville hun være i hans hjerte, hun var trods alt mor til hans barn, Manuel håbede blot at Feli også ville forstå det. Måske havde han ikke været helt klar på at kvinden han hjalp for så lang tid siden, ville komme og lede efter ham, men det var hun… Jo, måske kunne han have fortalt om den aften til Aliana, men det havde han ikke, for han var ikke sikker på der ville komme noget ud af det, så han havde tiet, hvilket på nuværende tidspunkt virkede som verdens største fejl.
 
--------------------------------------
 
Manuel ville lyve hvis han sagde han ikke bare var en smule bekymret. Jamie havde endnu ikke rigtigt mærket kulden og slet ikke den i Norden, så om hun ville klare den, sad lidt som en sten i maven på ham, der rokkede frem og tilbage over en kant. Dog havde han sørget for der var pelse der var pakket både til Jamie og dem selv. Der var trods alt ingen grund til at sætte livet på spil, plus han ville til hver en tid vende om, hvis Aliana bad om det. Der var ikke nogen tvivl om der var tanker der fløj gennem hovedet på ham, men der var ingen tvivl om at Aliana sikkert havde flere tanker end han selv.
 
Blikket blev rettet mod Aliana med et svagt smil på læberne, da han så hvordan hun tøvende stod ved hans side. At var klart og pakket på hestene, så det var bare at få sagt ordentligt farvel til dem alle, hvilket blev gjort relativt hurtigt. Han gik over til den brune hest og steg op i sadlen ”I ved hvad i hver især skal gøre. Markus… Pas på dem alle.” sagde han og nikkede mod Markus der blot sendte et nik tilbage. Manuels blik rettede sig da mod Aliana og han sendte hende et svagt smil ”Skal vi?” spurgte han og ventede til Aliana fik sin hest til at gå afsted, før han selv fik sin i gang.

Aliana sagde ingen ting i stedet for sad hun på hesten og kiggede lige frem foran sig. Så gjorde hun det virkelig dette her. Hun anede ikke hvad det ville ende med eller hvad der endte med at ske mellem hende og Mannie. Måske de ville blive tættere på denne tur. Han vidste trods alt mere om Evanders skæbne end hun selv gjorde. Så det var lidt mærkeligt at det var ham der skulle føre vej. Godt nok kendte hun godt vejen til Nordlandet, men det handlede om hvor henne i Noprdlandet de skulle hen, det kunne hun ikke. Det vidste MAnnie, og det skulle han have lov til at vide. Lige så vel som at han skulle være en del af denne samtale med denne kvinde de skulle op og møde.

Som Mannie sagde at de skulle sætte i gang rystede hun i tøjlerne og sparkede hesten lidt i maven for at sætte i gang, så var der virkelig ikke nogen vej tilbage nu hvor det endelig var tid til at komme videre her i livet og få en afslutning på en kærlighed hun troede hun skulle beholde.