"Nååå..." sagde hun med en stemme der døde tænksomt hen da han forklarede hende at det var elvisk skrift. Det var som om hun kom i tanke om noget ligepludselig, "Det er det Morigan snakker engang imellem." Eller det tænkte hun da i hvert fald. Han var jo en elver. Nu hvor hun tænkte over det.. så kendte hun ikke meget til Morigans baggrund. Men det vigtigste var at han var loyal!

Malibu kunne ikke lide når hun ikke var god til ting. Så da Faust snakkede på elvisk til hende blev hun lidt irritabel fordi hun ikke forstod det. Hun kløede sig lidt på armen, "Nej det gør jeg ikke. Jeg kan tilgengæld snakke slangesprog." sagde hun på en måde, som kun et barn ville når de prøvede at overgå det andet barn som også var god til noget, som de ikke selv kunne. Da Faust så spurgte om hun ville med ud fra lejligheden, nikkede hun. Bare han nu ikke troede at hun skulle til at vise ham rundt i Balzera og babysitte ham. Hun havde andet hun skulle foretage sig. 

Med raske skridt gik hun ud i stuen, og tog et sidste blik på sit barndomshjem. Hendes øjne var udtryksløse, men hun smilede skævt. Det var vel egentlig et trist udtryk. Farvel.. Hun havde ikke tænkt sig at opsøge dette sted igen. Det var ikke længere hendes hjem. Hurtigt, vendte hun sig om på hælen og traskede hen til udgangen. Hun skævede sig over sin skulder for at se om Faust kom med. 

Han nikke kort til det hun sagde, han vidste ikke hvem denne Morigan men lyder til at det er en hun kender bedre, men samtid lyder det også som hun ikke er hele sikker på at det er elviske ham Morigan snakke om, og at hun ikke kun forstå ham sagde næste selv sig, da hun ligne et store spørgsmålstegn, "ja okay, jeg kan så ikke snakke slangesprog" sagde han og kiggede på hende, han havde lidt lyst til af grine af hende, over den måde hun sagde det på men lod være med det, han kun ser at hun nikke ja til at hun vil med ud af lejlighed, han begynde at gå mod hoveddør for at kom ud, men kun ser på hende at hun havde mere travle end ham med at kom ud.

Da hun kiggede sig over skulder for at ser om han var med, stod han ikke så langt væk fra ham, han stod enlig og vente på at hun gik videre, så han kun kom ud og få noget frisk lufte, eller friskere end det der var i lejlighed, da de kom helt ud på gade ud foran lejlighed, rette han sig ud og kiggede kort rundt, "tak for hjælp med at finde smykke" sagde han og kiggede på hende, han havde nok aldrig fundet det hvis hun ikke havde hjælp ham, og hun havde også fået betale for hjælp, hun fik lov til at beholde smykke, han skulle nok for sin betale for det når han engang kommer tilbage til Dianthos, så er det bare om det var med eller ude deres datter med sig

Malibu følte en form for lille sejr da Faust indrømmede at han ikke kunne snakke slangesprog. Se bare, så var det elvisk da heller ikke sejere. 

De kom ud på gaden sammen, med Malibu gående foran den anden. Selvom det havde været lummert inde i lejligheden, kunne det ikke hamle op med den fugtige luft der mødte dem da de trådte udenfor. Det virkede i hvert fald som om at temperaturen havde steget siden hun var gået ind i lejligheden. Tyran havde selvfølgelig ikke noget imod varmen, men han gemte sig stadig under hendes tøj i nakken. Så han ikke skræmte forbipasserende. Hun kiggede sig rundt for at få et overblik, og overvejede hvad hendes næste træk skulle være. Skulle hun gå ned og sælge smykket? Det kunne hun vel ligeså godt. Det var mere værd for hende som krystaller end som et smykke. 

Faust takkede hende for hjælpen. Malibu satte en hånd i siden, og trak svagt på skuldrene. Det havde blot været en tilfældighed at smykket blev fundet. Men det havde været deres begges held.
  "Selv tak." Hun prøvede at spille venligere. Faust havde vist at han ikke ville hende noget ondt, og han havde heller ikke prøvet at angribe hende, eller tage smykket fra hende. Han lod hende beholde det jo! 
  "Held og lykke med din færd." Hun kom med et skævt og prøvende smil. Efter at have spillet kæphøj hele tiden, havde hun svært ved at finde tilbage til venligheden. Men hun prøvede da. "Og.. tak fordi jeg måtte beholde smykket. Det bliver min gruppe glade for." Hun følte sig pludselig pinligt berørt. Det var typisk hende altid at slå først og stille spørgsmål bagefter. Heldigvis havde hun ikke slået på ham da, men hun havde heller ikke givet ham nogen chance tidligere.  

Da de kom ud gik det op for ham for længe han enlig havde været ind i lejlighed, da der var varmere her ud på gade end der havde været i lejlighed, han tog sit vandskind ud af sit bælte og tog en tår af den, end han rolig rakte det mod hende, "det er bare vand" sagde han og kiggede på hende, han vidste jo at hun ikke rigtig stole på ham, hvis hun ikke vil have noget af vandet vil han tager vandskind tilbage i bælte og hvis hun vil have noget af vand, vil han lad hende tage vandskind og første tager det tilbage i bælte når hun havde drukket af det og havde aflever det tilbage.

Han nikke svagt til at hun også takke ham, og ikke lang tid efter snakke hun igen til han, han var ellers klar til at gå videre, måske få at finde noget kold at drikke, da vandet i hans vandskind ikke rigtig var kold mere i denne her varm, "jo tak og selv lykke til" sagde han og smiler rolig til hende, han smiler svagt ved det næste hun sagde, "det er så lidt, jeg har ikke noget at bruge smykke til, jeg fik jo det jeg var ud efter" sagde han, han fik jo et nyt spor at gå videre med, "nåh jo en ting mere, prøve at sælge det hos en som ikke kender til våben skjold, for så kan du nok få mere for det" sagde han og kiggede på hende.

Da Faust rakte hende vandskindet, hævede hun et mistænksomt øjenbryn. Hun kiggede skarpt fra skindet til mandens ansigt, men da han forsikrede hende om at det bare var vand, tog hun forsigtigt imod det. Hun kunne godt mærke at hun var blevet lidt tørstig. På den anden side.. så havde Faust også lige drukket af det. Så hun kunne vel være sikker. Malibu tog to-tre slurke af det lunkne vand og rakte det tilbage til ham. "Ah." Hun tørrede mundvigen med sit ærme, "Tak." Hun kløede sig lidt i siden. 

Efter at de havde udvekslet de sidste ord, begyndte Malibu at gå væk fra manden. Hun gav ham et anerkendende klap på armen som hun gik forbi ham. Hun standsede da Faust havde mere at sige, og hun vendte sig halvt mod ham, afventende og lyttende.
  "Hm." Kom det fra hende da han gav hende rådet, og hun så ud som om at hun tænkte. "Tak, du. Det vil jeg huske." Hun mærkede for en sikkerhedsskyld på ydersiden af sin lille bæltetaske om smykket stadig var i den. Det var den. "Aladrios velsigne dem og alt det der." sagde hun med en hånd der vinkede halvt til ham, "Til vi ses igen. Hvis vi gør." mumlede hun for sig selv og tog nogle raske skridt ned ad gaden inden hun forsvandt rundt om et hjørne. Sikke en dag det havde været.. med blandede følelser. 

Han lod hende tager vandskind fra ham, han var tørsigt kun han ser, da hun drak en del vand fra hans vandskind, han tog imod sit vandskind da hun rakte det tilbage til ham, hvor han tog det ned i sit bælte, "det var så lidt" sagde han og kiggede på hende og smiler svagt, han kun godt ser at hun var på vej videre men stoppe op da han snakke til hende, "det var så lidt" sagde han og begynde at gå den anden vej end hende, han tog sig ikke af klap hun gad ham på arm, han løfte den en hånd som hils, han tror ikke på guder, desværre svar han ikke det, da det heller ikke lyder til hun selv tror på det, han kun godt høre at hun mumlede et eller andet men mere fik han ikke fat i, hvis der havde været hele stille på gaden kun han nok godt havde hørt hvad det var hun mumlede.