Lucy nåede slet ikke at sige noget, før Jonathan trak hende ind til sig. Og fløj ud igennem teget.
Hun klyngede sig tæt ind til ham, mens hun lukkede øjnene, for ikke at se ned.

Hvad der tog et øjeblik, føltes som evigheder, nok for hende til at tænke.
Han løj for mig! 
Hun kunne på sin vis godt forstå hvorfor, men hun følte sig alligevel en smugle forrådt.
Få styr på dine tanker pigebarn! Havde det ikke været for Jonathan, var det dig som var blevet ramt.

Med det samme de landte, og Jonathan kollapsede på jorden, fik hun revet op i hans bluse og fandt såret. 
Der gik ikke mere end sekunder før hun fandt det og lagde hænderne på hans ryg. Hurtigt lagde hun sig ind over ham, men som hendes mund nærmede sig hans nøgne hud, stoppede hun bradt op, ikke fordi hun ikke ville hjælpe ham, men fordi hendes hjerte pludseligt bankede virkelig hurtigt. Langsomt, og storrødmende, lagde hun munden over såret og begyndte at suge giften ud.
Giften i blodet var tydelig at smage, og det var næsten ikke til at holde ud.
Lucy kunne kun håbe på, at hun gjorde det rigtigt.

Efter lidt tid, med at suge og spytte ud, begyndte hans blod at smage anderledes. Da blodet endelig var rent, løftede hun hovedet et par cm. Smagen af hans blod i munden var lokkende og på sin egen måde forførende.
Lucy trakt vejret i små tunge stød, som forpustet.
Hvad sker der med mig?
Beruset slikkede hun blodet af sine læber, men satte sig så hurtigt op, rev et stykke af sin kjole, stort nok til at binde rundt om maven på Jonathan.

Lucy rev endnu et stykke af kjolen og løb ned til floden, dyppede det i vandet og løb tilbage til Jonathan, hvor hun satte sig på jorden, vendte ham rundt på siden og fik ham trukket op, så han hvilede hovedet på hendes skød. Det våde stof holdte hun kort til hans mund, for at give ham væske og så til panden, for at give ham en kølig og beroligende fornemmelse.

Lucy støg langsomt sine fingre gennem hans hår, mens hun betragtede ham.
"Hvordan har du det?"
Hun vidste ikke om han kunne høre hende, men hun var nødt til at findw ud af det.
Hun viste han var i live, for nu, for han trak vejret.

Det føles som evigheder men da det lykkes hendes at få suget alt giften ud af ham, åbnede han øjne kort, og lagde hurtig mærke til at han lå ved hende, imens hun kørte hendes finger igennem hans hår, han satte sig om og løftede op i blusen for at se på der hvor hun havde bundet ham ind, han kiggede over på hende og smilte “ tak “ sagde kort, da “ tak” ikke rigtig var et ord han brugte så meget, han rejste sig derefter op og kiggede ned på hende, inden han rakte hans hånd til hende, for at hjælpe hende op.

Hun havde nok lige reddet hans liv, men på den anden side så var den pil heller ikke til ham men til hende, så de stod nok lige nu hvis man kunne sige det sådan.

“ der vil komme flere efter dig så du er nød til at være et skridt foran dine jæger, du er nød til ikke at efterlade spor når du slapper af, når du spiser når du ja alt du fortager dig, en ting er sikkert du er nød til at have en plan b, for hvornår du skal have blod. “ sagde bestemt og gik ud fra hun tog imod hans hånd.

Lucy kunne tydeligt høre på ham, at han ikke var vandt til at takke nogen, men det fik det kun til at betyde mere for hende.

Hun tog imod hans hånd og lod sig hjælpe op.
"Det er mig som skal takke. Du har også redet mit liv, et par gange tænker jeg"
Hun beholdte hans hånd i sin og tog den anden, så hun holdte dem begge. Så så hun ham fast i øjnene og smilte
"Tak"

Efter at have stået et øjeblik, slap hun atter hans hænder.
"Men du har ret! Hvis det her er det liv som venter mig, er jeg nød til ar lære nogle ting for at overleve. Spørgsmålet er dog, om du stadig vil hjælpe mig, eller om én pil var nok for dig"
Hun forventede ikke, at han ville tage endnu en pil for hende.

Hun så mod himlen. Mon hun nogensinde ville komme til at se solen rigtigt igen? Det gik op for hende, at hun burde fryse. Det var mørkt og blæste en smugle, og der stod hun i en ødelagt kjole smurt ind i blod fra hendes første offer og fra Jonathan.
Hun så op på Jonathan.
"Måske du vil hjælpe mig med, at få fat i noget nyt tøj? Jeg kan ikke forestille mig, at jeg vil blive taget så godt imod sådan her"
Hun pejede på sig selv og smilte forsigtigt.

Denne vampyr havde virkelig brug for Jonathan, og han havde nogle planer med hende, så mund ikke det gik lige op til sidst, han bemærkede hvordan hun holde hans hånd længere end normalt, og ikke på et tidspunkt havde han fjernet hans øjne fra hendes, “ du skal ikke takke mig, bare det du har reddet mit liv betyder meget for mig, og det er noget jeg ikke glemmer “ sagde han og smilte kort.

At hjælpe hende stadig ville han, og hvorfor det ved han ikke, hun havde bare et eller andet “ selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, der skal mere til end blot en pil, “ en pil fra eller til betød ikke så meget, det var bare endnu et ar til samlingen, han kiggede op og ned af hende da hun nævnte nyt tøj, og nikkede kort “ nyt tøj skal du have, jeg tænker faktisk jeg har det helt rigtige til dig, men det kræver at vi lige smutte forbi mig først” sagde han og slog sine vinger ud igen, selvom Jonathan var en ond person var hans vinger helt hvide, han rakte hans hånd frem imod  hende, og gik ud fra hun ville tag imod hans hånd.

“ inden vi flyver skal du vide nogle ting, om næste sted vi skal hen, du må og mener må ikke kigge rundt, du skal bare gå og kig ned i jorden, da stedet kun er for mørkets kriger, og hvis du går og kigger ned i jorden tror de at du er min slave” sagde han og hev hende i et lille ryk tæt til sig, inden han fløj afsted med dem imod, der hvor mørket hørte til. 

Lucy smilte stort da Jonathan gjorde sin taknemlighed klokkeklar, og nærmest hoppede af glæde, da han accepterede fortsat at hjælpe hende.
Det var svært for hende hende ikke at takke ham, men hun ville ikke overgøre hendes taknemlighed.

Lucy blev overrasket over, at han faktisk havde noget hjemme hos sig selv. Hvem mon det havde tilhørt?
"Er det ikke lidt tidligt at invitere mig hjem til dig?"
Hun smilede drilsk til ham og tog hans hånd, mens hun så imponeret fra hans vinger til hans øjne.

"Jeg har allerede lovet dig, at være en god elev, så så længe du er god ved mig, er jeg god ved dig!"
Hun blev en smugle nervøs for hvad han fortalte, men hun ønskede hans hjælp og ville gøre alt han bad hende om.
Inden hun nåede at reagere, trak han hende ind til sig og hun nærmest kastede armene om ham, for ikke at falde.

Flyttet tråden ///