Det skælmske blik mødte hans, en spirende fornøjelse over modsvaret og han kunne ikke helt lade være ned at grine. Smigret, jah selvfølgelig. Selvom hans berygtede status let kunne tilskrives de langtlevende gener han havde fået med sig, var drømmesælgeren alligevel arrogant nok til at vide det handlede om mere. Han ønskede i hvert fald ikke at afvise det, og trak i stedet ubekymret på skuldrene, lidt skyldig i sit smil. "Nu smigrer du mig" og han kunne li det. Lette komplimenter føltes ukomplicerede. 

Det virkede også til at være dæmonjægerens indgangsvinkel. Omend det hun sagde faktisk havde en snert af alvorlighed til sig, og i den kolde luft rungede næsten sørgmodigt med vinteren... det var et skræmmende scenarie. Jah selvom svaret også prikkede til sølvelverens frygt for ensomhed, var det ikke tillokkende at svælge i det. Korte fornøjelser, lette komplimenter, og alt det.
Det holdt hovedet nogenlunde velfungerende, og samvittigheden til at overkomme. 
Munden åbnedes i et forsinket sekund, inden at han med et lille 'pff' skubbede dem videre, og spejlede ulvegrinets skarpe kant. "Næppe" var det korte, sagt med en let tone, svar på sådan en situation. Den dag ville være atypisk. Livet var for meget værd, til at spilde det på andre. Men alligevel var han dybt afhængig af dem.
Den iboende konflikt i det ellers pæne, overfladiske ydre, havde dog været arena for mange uheldige situationer igennem årene. Og hans flyvske syn på loyalitet, gjorde det svært at skabe tættere bånd end det som fandtes her og nu. Det krævede bare en saks med lidt viljestyrke, hvis man ønskede at kappe et skrøbeligt bånd.
Derfor rykkede han med en kammeratslig lille brummen en smule tættere på, og slyngede en arm om den kappeklædte skikkelse i et lille, drillende smil. "Men spørg mig om et par år, så ser vi om jeg lyver lige nu, eh?" skulle Izilarna komme væltende tilbage, fanden i hælene og omgivet af fare, tænkte han i hvert fald - hvis han da kendte sig selv - at han ville være den første til at smække døren i. 
Tænkte han da i hvert fald. 

Den hvidhårede jæger lyttede tavst til halvelveren nogle lange øjeblikke. Hun smigrede ham næppe, han hørte blot noget, som han kunne lide, og endnu værre så vidste han det godt. Det var ikke så underligt, Izilarna havde kendt personligheder som ham gennem årene, hun ville vædde med, at hvis hun for alvor satte sig på ham og vred ham, ville noget af kækheden krakelere mellem hendes stærke fingre. Hun hævede langsomt men sikkert et hvidt øjenbryn, små vanddråber glinsede i hårene fra de fygende iskrystaller, understregende det skeptiske blik, som hun så lige gennem ham. Færden fremad fortatte dog ufortrødent, elveren frøs potentielt ikke, men kulden havde fra første øjeblik sat sig præg på mennesket. Sneen gav den behagelige knirkende lyd hver gang en af dem tog et skridt, det fangede kort hendes opmærksomhed, som intet andet var til stede, inden en arm omkring hendes skuldre fik hende til at kigge op, med et ryk. Blikket som kortvarigt havde været bemærkelsesværdigt fraværende, var rettet direkte mod elveren, mens deres skridt fortsatte fremad. At manden endnu havde blind tillid til hendes reflekser var nu ellers nok det meste nogle længe havde stolet på hende. "Du ønsker næppe at jeg kommer rendende! Hvis mit bytte først når til en klapjagt, er det nok bedst for alle, at det får en hurtig ende i skovbunden!" Konstanterede hun tørt, men dog med et underligt fornøjet smil. Dæmoner, især af den kaliber som Izilarna ofte endte med at lægge sig ud med, var ofte så opfyldt af deres jagt, besættelsen, at de kunne lægge landsbyer øde for at få kløerne i den eller det deres simple hjerner nu engang var blevet besat af. Den hvidhårede kvinde rømmede sig kort og skuttede skuldrene en smile, armen omkring dem var unaturligt behagelig. "Du er ikke så høj af en elver, hm?" Hun hævede øjenbrynene, inden hun skubbede ham en hende til hans gangside, ned mod en smal sidegade i havnen, det var dernede badehuset endnu lå. Hun kneb øjnene sammen mod vinden, åh hvor hun inderligt håbede, at de endnu havde deres famøse grog, der blev serveret i de store lune kar, dog var der åbent, hun kunne allerede se dampen fra en større stenbygning længere fremme. 

Måske havde det været for at forsikrer sig selv om, at hun ikke stak af fra samtalen. Måske var det fordi den vippede imellem at være relativt seriøst, og alligevel en latterværdig form for 'hvad nu hvis' scenarie. Izilarna skubbede ham heldigvis ikke væk, og skulle han tyde noget i de skarpe blik der blev sendt ham, blev det til et pludseligt 'oh' da han glemte hendes reflekser endnu engang. Ups. 
Med et lille, undskyldende grin trak han lidt på den løse hånd, men det virkede ikke til at Izilarna træk sig. Hendes ord fik ham til at presse læberne lidt tvivlende imod hinanden, hun havde ret. Det ville dog uden tvivl være et imponerende syn. Og nok også et der ville cementere hvorfor hun blev ved med at advare ham om de reflekser der. En eller anden dag, skulle det nok gå galt. 

Men det var nok også på grund af kulden. Han følte den ikke synderligt meget selv, men kunne ane den, som en lurende skygge over dæmonjægerens ranke skikkelse. Hvorvidt det reelt varmede, var nok tvivlsomt. Men intentionen var der, og...
Vektors blik gled i et lille, leende fnys sidelæns, øjnene spærret lidt drilsk op. "Oi!" han spændte lidt i armen omkring hende, næsten som for at lige vise at det, at han da ikke var helt galt. "Ikke en mands højde. Det går ikke" klagede han, falsk ærgrelse i stemmen men let på tå. Vektor strakte sig en anelse overvejende tilbage, og betragtede hendes skikkelse igennem morende, sammenknebne øjne, imens de gik. "Men ellers tak. Jeg har arvet nok fra min far, vi behøver ikke hans højde" grinte han lidt løst, og greb en lok af det lyse hår, ned imod ørene og tippede langs kæben. 
Han var nok stadigvæk i live, et eller andet sted derude. Og skulle han nogensinde få en idé om hvem det var? Til dybet med dem, det var ikke en relation der var værd at skabe. 

Ak ja, hun så det godt, hun lagde godt mærke til påpasseligheden som pludselgt ramte elveren. Det var alligevel ikke nok til at han flyttede sig sønderligt, imponerende, det havde det nok været hvis han kendte hende i sandhed. Izilarna vidste godt, at det ydre kunne snyde, hun lignede ikke en typisk vagt eller sværvægtskæmper, men når først det dyriske kom frem i hende ville de færreste have noget med hende at gøre, midlertidigt i hvert fald. Måske var det af samme årsag, at hun ikke lod den side af sig selv kende af så mange. Hun fugtede mundvigen, som de nåede frem til destinationen, hvilket fik hendes gang til at stoppe. HUn vendte sig langsomt, hun kunne sværge på, at hun kunne mærke han kropsvarme selv gennem den tykke kappe og trods den stride vind. Bygningen de stod foran var en af de få bygninger faktisk bygget af store kampesten, op ad den hvilede forfaldne træbygninger, som klyngede de sig til en storebror for ikke at vælte. én af de tilstødende bygninger virkede mest som et skur, der indeholde meget af det træ som badehuset brændte af for at holde deres kar lune og deres sten hede, af samme årsag lå der ikke meget sne på taget, hele huset emmede af den lune damp. "Nah, du slår mig som en der skal trædes væsentligt hårdere på før du ligger søvnløs om natten, hm?" Hun hævede et øjenbryn mod ham, mens det underlegne smil spillede et sted under hendes ellers alvorlige udtryk. Det var ikke fordi elverens fysiske træk ellers ikke kørte for ham, og hun var klar over, at han godt selv vidste det. Dæmonjægeren trådte til badehusets dør, inden hun skubbede den op med en skulder tungt lagt mod træet for at skubbe denne op, den var tung og knirkede hidsigt "Uha, kompliceret barndom? Eller havde han bare tendenser?" Følsomhed var ikke rigtigt Izilarnas stærke side, det havde det aldrig rigtigt været, det var nok af samme årsag at hun ikke selv passede ind i hendes familie. En tanke ramte ned i mennesket, som et lyn fra en klar himmel, en undren der slet ikke havde strejfet hendes tankestrøm. Hun tog et par skridt ind i badehuset, Fristavn var kendt for deres snuskede og uhumske steder, men overraskende nok var interiøret i badehuset overraskende rent og velbevaret, selvom ydersiden var grov, prægede sort blankt marmor blandt andet disken, som den hvidhårede kvinde kort efter lænede sig vente op ad. "Hvor gammel er du egentlig?" 

Som en varm lille oase i det ellers kolde vintervejr - badehuset var tillokkende som bare pokker. Det havde lidt en negativ-foto-effekt, sådan som alt omkring det egentlig var lyst, og selve badehuset var mørkt. Og alligevel virkede det til at lyse op, sådan som det skar sig ind i kontrasterne fra sneens hvide kulde. Deres endedestination! De havde vidst også vandret længe nok nu. 
Imens de sidste par meter blev tilbagelagt, rodede Vektor kort efter nogle krystaller i sine dybe lommer. Ikke at det nødvendigvis var hverken dyrt eller... bemandet. Men det kunne joh ske, på en blå fuldmåne og når stjernerne stod rigtigt! 
Trædes hårdere på? De himmelblå øjne glimtede underholdt, da han lidt skamløst næsten virkede til at smile kækt på kommentaren, og lod hende tage teten med at komme ind af døren. "En tendens til at være et mysterie - jah da" lo han, ikke videre stødt af den kontante humor - det var han alligevel for gammel til. Og næsten som læste hun hans tanker, i sekunderne efter hvor damp og varme sløg dem i møde, nu indenfor badehusets gode vægge, kunne det anes at sølvelveren næsten lidt for længe liiiige skulle tælle tilbage på sin nuværende alder. Åh for helvede, hun satte ham da virkelig på arbejde. 

"59... argh, for zalan da. 62 somrer, tror jeg faktisk vi er nået op på nu" og han skridtede med hende ind, den ene hånd gnubbende over stubbene langs hans mørkere hud. "Men det er også unfair - jeg blev sølvhåret allerede i mine 20'ere!" lo han sagte, et lille glimt i øjet og et blik på hendes eget sølvhår, inden at han sluttede sig til hende ved disken og kort bankede på den, så de kunne se om der... måske, måske ikke, var en eller anden på arbejde idag. 
Det var dog en lille hvid løgn, og det var nok ganske tydeligt. Vektor havde altid haft sit hvidlige hår. Det skjulte dog også ganske godt alderen, når man ikke kunne bruge grå hår som en alt for tydelig indikator.
Men vejrbidt var huden, efter et liv i vind og sol, men også med et liv i lidt hurtigere, hårdere banehalvdele, som han dog aldrig havde fortrudt noget af.